utils prefix normal JERNESALT - sende17kristendom

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.17.

Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør

I en subskriptionsindbydelse i september 1884 lancerede Dagbladet Politiken sig som selveste "Organet for den højeste oplysning i det danske folk", og det er jo unægteligt store ord der næsten ikke kunne undgå at blive genstand for grin, fordi det tydeligt var et reklametræk der var henvendt til potentielle købere der gerne ville fremstå som oplyste. Samtidigt var det vendt mod konkurrenter der indirekte udråbtes som organer der ikke kunne leve op til den ideale fordring. Men det hører med i billedet at bladet fra starten var et led i Viggo Hørups kamp mod såvel militarismens idé som den herskende nationalliberale og grundtvigske kultur. Det siger sig selv at bladet umuligt har kunnet leve op til ambitionen gennem alle kulturelle og politiske omskiftelser i det følgende århundrede og til dato. En kritisk sjæl som forfatteren Villy Sørensen kaldte endda i 1961 Politiken for "et hus splidagtigt med sig selv".

Det største problem i sagen er imidlertid at selve ordet oplysning langt fra er entydigt. Det går naturligvis tilbage til oplysningstiden og den franske revolution, og det vil sige til en kamp mod både privilegier og autoriteter i den form de fandtes dengang, nemlig monarkiets, adelens og militærets. Men siden kom der revolutioner i Europa, der ad forskellige veje førte frem til demokratiet, ikke mindst gennem de folkelige og religiøse bevægelser der gav oplysningen sin særlige karakter. Denne var ikke længere rent intellektuel som den var i oplysningsfilosoffernes guldalder-utopier, men repræsenterede nu også en opvågnen af den menneskelige ånd i sin fulde bredde og dybde, altså det man under ét kalder romantikken. Og også dette begreb kan misforstås - oftest i retning af det sværmeriske - men forstås kun nogenlunde sikkert hvis man først og fremmest sætter det i relation til den hormonaltbetingede bevidsthedsudvidelse der normalt sker for alle mennesker i puberteten og som indebærer af det følelsesmæssige og irrationelle accepteres som det fuldt ligeberettigede med det logiske og rationelle. Konsekvensen af en fuld accept er at man undgå al forheksende dualisme eller enten-eller-tænkning, og i stedet forstår oplysning som en særdeles dynamisk kraft der aldrig kan falde til ro i noget politisk, ideologisk eller religiøst 'system' til hverken den ene eller den anden side. Det må tværtimod være åbent og tolerant og præget af sund fornuft der inddrager begge sider. Romantikken i 1800-tallet var en reaktion på den altfor snævre rationalisme i den klassiske oplysningstid og blev en stærk faktor i 1800-tallets brede, folkelige oplysning.

Set i dette lys er det ikke mærkeligt at et dagblad som Politiken over tid har gennemgået forskellige udviklingsfaser og i nogle af disse har været præget af så stor forvirring eller mangel på afklaring at det må betegnes som et hus i alvorlig splid med sig selv. En sådan fase ser bladet ud til at være havnet i lige siden Christian Jensen i 2016 blev chefredaktør og i 2017 lancerede et nyt Politiken, der som Hørup bekender sig til "det europæiske venstre" i bred forstand, men vælger side i partipolitikken. Bladet fremstår nemlig nu som et så indiskutabelt socialdemokratisk dagblad at man aldrig er i tvivl om hvad det vil mene om udviklingen i den politiske fløjkrig i vort parlamentariske cirkus. Samtidig fører det sig frem som et ensidigt og forvirret religionskritisk blad der giver akademiske religionshistorikere frit lejde til at lange ud efter kristendommen, de kristne værdier og folkekirken under det alt andet end entydige slogan "Intet er helligt". Fejlen er naturligvis ikke at man analyserer og kritiserer faktiske former af kristendommen (eller andre religioner), for de er alle menneskeskabte og tidsbestemte og ofte reaktionære; nej, fejlen er at man postulerer at religion som åndsfænomen betragtet ikke skulle indeholde noget som helst der med rette kan kaldes helligt i den betydning at det er hævet over al kritik, fordi det udtrykker noget fælles overordnet der aldrig kan indfanges i ideologiske systemer.


Lad os se på religionshistorikeren Jens-André P. Herbeners klumme i Politiken den 17. december der havde overskriften "Kristne værdier kan være alt fra massemord til medfølelse". Her kan Herbener fra religionshistoriens "høje" og "objektive" udkigstårn fortælle os at det selvgode mantra "de kristne værdier" er et fatamorgana der så snart det underkastes en dissektion opløses i en række radikalt uforenelige definitioner, og det giver han seks eksempler på.

1) Jesus rådede mennesker til at forlade deres familier og forsage jordisk rigdom, men for danskerne i dag er julen familiens og gaveorgiernes fest. 2) I den ældste kristendom fik man at vide at venskab med verden er fjendskab med Gud, men i dag insisterer pave Frans på at vi skal passe på jorden som Guds gode gave. 3) Ifølge Mosebogen skal mænd der har sex med mænd henrettes, og ifølge den lutheransk prægede Danske Lov fra 1683 skulle homosex straffes med "bål og brand". Men siden 2012 har homoseksuelle kunnet gifte sig i den lutherske danske folkekirke. 4) Ifølge Mosebogen skal en troldkvinde straffes med døden, og Luther krævede tilsvarende at hekse skulle henrettes. I dag betragter de fleste kristne menneskeafbrænding som fuldstændigt uforeneligt med kristne værdier. 5) Jesus sagde at man skal elske sine fjender, men sagde også at de der ikke omvendte sig til ham skulle dø. Den katolske inkvisition sendte kættere på bålet, og Luther opfordrede til at henrette gendøbere og gudsbespottere. Men i dag anser mange kristne mennesker religionsfrihed for en kristen værdi. 6) I Det Tredie Rige mente De tyske Kristne at raceblanding var et oprør mod Gud. For de fleste kristne i vor tid er nazismen indbegreb af det sorteste ondskab.....

Herbeners konklusion lyder at kristne værdier er et uhyre omskifteligt begreb der kan understøtte alt fra systematisk massemord til betingelsesløs selvopofrelse. Og hans pointe er at de kristne værdier ikke i sig selv er en garanti for noget som helst. Det skyldes igen at kristendommen er et sammensat historisk fænomen, der altid får sit indhold og sin farve fra personlige præferencer og samfundsmæssige behov. Og han tilføjer at det selvsamme kan siges om islam. Så de kristne skal altså ikke komme og påstå at moderne fænomener som folkestyre og frihedsrettigheder er kristne grundværdier.


Vel. En sådan sammenfatning taber uundgåeligt en mængde nuancer. Jeg kan slet ikke se at De tyske Kristne i Det Tredie Rige kan bruges i en generaliserende argumentation, da de repræsenterer noget yderst specielt. Pave Frans er ikke ene om at anbefale at vi skal passe på jorden som Guds gode gave, det gør også lutheranske biskopper. Og hvad Jesus angår er vi i punkt 5 ovre i en brug af formulering med så meget underfundighed at man ikke kan tage dem til indtægt for rabiate meninger. Men bortset fra dette, så er jeg stort set enig i konklusionen, men bestemt ikke i pointen. For man kan ikke alene sige at den samme kritik kan rettes mod både jødedom og islam med ekstremistiske aflæggere (fordi de begge er absolutte lovreligioner), men sandelig også mod verdslige ideologier som kommunismen, maoismen, fascismen og nazismen m.fl. der alle oprindeligt havde gode hensigter og mål, men endte i absolut tyranni, frygtelig ensretning og grufuld brutalitet. Så hvis pointen skal være nogenlunde korrekt og holdbar, bør den lyde at alle former for verdslige ideologier og religiøse konfessioner der tilriver sig absolut statsmagt bliver diktatoriske, tyranniske og frihedsundertrykkende. Og at det derfor aldrig er en garanti for noget som helst at de - som det oftest er tilfældet - påberåber sig ædle menneskelige mål og hensigter.

Heraf kan bare slet ikke drages den slutning at så er religion som sådan en uting. Det er tværtimod en billig og højst uhistorisk slutning, der ser totalt bort fra det faktum at religion i konkret udgave til alle tider har haft både en åndelig og en verdslig eller magtmæssig dimension, og derfor også altid har været præget af modsætninger.

I virkeligheden er det et sundt tegn for et samfund og en religion at det har indre modsætninger for det viser at det grundlæggende accepterer at kulturen bygger på såvel rationelle som irrationelle elementer, altså uforenelige elementer. Mennesket er både et rationelt væsen, der via sanser og skoling er i stand til at tilpasse sig den ydre virkelighed, og et irrationelt væsen der via den indre intuition er i stand til at bevare et frit åndeligt liv. Problemerne bliver først alvorlige og fatale, hvis magthaverne begynder systematisk at fjerne modsætningerne, i den tro at de kan gøre samfundet til et fornuftigt, logisk modsætningsfrit samfund. Det kan de ikke, for forsøget vil altid ende i diktatur og tyranni - og dermed fratage mennesket enhver positiv følelse af frihed og enhver positiv oplevelse af fri kreativitet.

Det betænkelige ved Herbeners og de fleste andre religionshistorikeres (samt ateisters) forsøg på at angribe og udrydde modsætningerne i bestående religioner er ikke at det ikke skulle være godt at få modsætningerne påvist og debatteret, men at de dermed tilslører det væsentligste at religion i sit dybeste væsen er et forsøg på en helhedsforståelse af den menneskelige tilværelse der beror på en direkte føling med hele virkeligheden og derfor aldrig udelukker den mere eller mindre besværlige og mangetydige irrationelle del. En sund helhedsrealisme accepterer såvel den rationelle del af menneskets gøren og laden (for den praktiske tilpasnings skyld) som den irrationelle del (for frihedens og kreativitetens skyld). Den rationelle del er absolut nødvendig for tilpasningen til den uafladelige naturvidenskabelige og teknologiske udvikling. Og den irrationelle del er også absolut nødvendig, fordi det er den der har den direkte føling med alt der har med tilværelsens subjektive mening, orden og sammenhæng at gøre.

Allerede dansk religionshistories største navn, Vilh. Grønbech (1873-1948) påpegede i sin banebrydende forskning for hundrede år siden at religion netop er denne direkte føling med den hele virkelighed, og han afslørede og skildrede sidenhen udførligt hvor galt det går i kulturhistorien, når virkeligheden bliver indsnævret til det nyttige, det moralsk rigtige eller det religiøst/ideologisk rigtige eller i pilgrimskristendommen ligefrem til en absolut syndig og forkastelig verden. Det betyder nemlig altid ensretning og undertrykkelse. Men moderne religionshistorikere har glemt denne nye og fundamentale indsigt - og tror derfor at det gælder om at afsløre modsætninger bare for afsløringens skyld. De sætter ikke andet i stedet, og de accepterer ikke det allervigtigste at modsætninger hører den menneskelige tilværelse og kultur til. Dette betyder at skellet i samfunds- og kulturdebatten slet ikke skal gå på om der er modsætninger eller ej, men på om man accepterer at det irrationelle får lov til - inden for de af samfundet fastsatte rimeligheds-grænser - at udfolde sig ved siden af det rationelle, og hvad der i denne henseende er rimeligt og urimeligt har ikke noget at gøre med om det ud fra snævre lovreligiøse eller systemideologiske kriterier er rigtigt elller forkert, sandt eller falsk, men om det ud fra et bredt og overordnet perspektiv fremmer liv, frihed og kreativitet eller truer og ødelægger dem. Og netop her har vi brug for begrebet det hellige.


Begrebet "det hellige" kan naturligvis som alle begreber der har med det ikke-målelige, subjektive og eksistentielle at gøre forstås og fortolkes på mange måder. Og der kan natuligvis også være fornuft i den opfattelse at intet er helligt, hvis man herved blot forstår at intet menneskeligt påhit eller filosofisk system, og ingen menneskelig autoritet eller institution er hævet over analyse og kritik. Der er skam heller ingen guder eller skrifter der er hellige i betydning hævet over analyse og kritik, for der er - som allerede filosoffen og kulturkritikeren J.G. Herder (1744-1803) gjorde opmærksom på - ingen absolutte guder og ingen absolutte religioner. Alt er tværtimod tidsbestemt. Men det giver ikke desto mindre god mening at hævde at der oven over alt det tidsbestemte synes at være noget universelt som til alle tider giver frie mennesker grund til omtanke og refleksion og som ingen tidsbestemt autoritet eller magthaver kan lægge sin klamme hånd på og erklære absolut, urørlig eller ukrænkelig. Man kan tværtimod til hver en tid kigge med kritiske øjne på denne universelle instans, røre ved den, krænke den og gøre den til genstand for analyse, tvivl, benægtelse, latter og satire - uden at den bliver gjort tavs eller manet i jorden.

Denne universelle instans tilhører helt klart det man i gamle dage med ét stort begreb af udefinerbarhed kaldte det åndelige, og andre siden har forsøgt at stemple nedsættende som det fantastiske eller fantasifulde, men efter min mening egentlig kun rammer præcist med C.G. Jungs betegnelse "det kollektivt ubevidste". Det er netop ubevidst fordi det ikke er rationelt og ikke kan kontrolleres eller manes i jorden med logik og rationelle argumenter. Óg det er kollektivt, fordi det åbenlyst ikke er noget rent personligt eller privat, men tværtimod fælles for mange på en sådan måde at det opfattes som overpersonligt. Mange mennesker, herunder en del naturvidenskabsmænd, der helst vil undgå at bruge både gamle religiøst farvede eller moderne dybdepsykologisk formede begreber taler fx om "det i os selv der er større end os selv". Ud over Maxwell kan peges på Isaac Newton eller den danske biolog Niels K. Jerne. Og flertallet af kreative billed- og tonekunstnere understreger - som bl.a. Johann Sebastian Bach altid gjorde - at de ikke selv kan tage æren for deres værker, for disse kommer fra en eller anden, dyb eller overordnet og skabende kilde som de ofte kalder guddommelig.

Rendyrkede rationalister (herunder flertallet af moderne hjerneforskere) afviser den slags, fordi de som fast overbevisning eller fast arbejdshypotese har den opfattelse af alt har en årsag som i princippet altid vil kunne findes, bare man forsker længe nok (der er stadig folk der tror at vi kan finde årsagerne til universets eller livets faktum). Men når det ikke desto mindre kan slås fast at begrebet 'det hellige' er uundværligt i det virkelighedstro og fleksible dagligsprog, så skyldes det lige præcis det forhold at flertallet af alle mennesker der personligt har erfaret en spontan kreativitet har brug for et begreb der udtrykker at de står over for noget helligt i betydningen noget ukrænkeligt og uhyre værdifuldt over dem selv. De har erfaret at der fines en instans der bare kommer med sine input uden ringeste bevidste vilje fra de pågældende mennesker (de skal tværtimod slappe af og slippe logikken hvis de vil gøre sig parate til modtagelse). Den Jesus der fortælles om i de tre synoptiske evangelier forstod det også, og kunne derfor bl.a. understrege at der var én synd der var utilgivelig, og det var synden mod den hellige ånd, og dette er fuldstændigt logisk eftersom synden mod helligånden er synden mod selve det at have åben kontakt med den store kreative og fælles kilde. Det er utilgiveligt, netop fordi det fornægter selve den åndelige frihed.


Her kommer konsistensetikken ind i billedet, dvs den etik der siger at mennesket i sin psyke har et ubønhørligt krav om at det skal sørge for overvægt af det gode i sit liv. Hvad dette gode i livet er ved de fleste normale mennesker heldigvis godt, selv om de ikke kan definere det. Man kan her med fordel tale om det hellige, fordi det er en instans vi alene fornemmer at stå over for - uden at vi kan definere eller bestemme det. Og her kan man ligeledes med fordel tale om at det er utilgiveligt at fornægte denne instans, for man forråder sig selv. Der er ingen ydre instans eller autoritet der dømmer én for dette utilgivelige, det ligger i sagens natur at synden mod den hellige ånd betyder at det enkelte menneske forringer sine muligheder for at bevare overvægen af det gode i livet. I værste tilfælde så ødelægges det, fx ved misbrug af stoffer eller brug af overdreven vold - eller afhængighed af forbrug, konkurrence, underholdning og sociale medier.

I stedet for som Herbener at kaste sig over helt vilkårligt valgte modsætninger i hele den kristne kirkes historie, er det eneste fornuftige at spørge hvilke modsætninger i den nuværende folkekirkes kristendom og den aktuelle politiske situation der er utidssvarende netop i disse kriseår og derefter se at få taget det nødvendige opgør med dem mens tid er.

Mit eget bud på den helt fundamentale modsætning i både kirkelivet og kulturlivet er selve modsætningen i opfattelsen af hvad tro overhovedet er der kommer til udtryk i den totusind år gamle modsætning mellem menneskesønnen Jesus og apostlen Paulus. Jesus sagde at tro var umiddelbar tillid til medmennesket - og derfor sagde han til dem der lærte ham at kende: din tro har frelst dig. Paulus, der aldrig lærte Jesus at kende, mente derimod på grundlag af en åbenbaring at tro var tro på Jesus som frelser, og det tragiske var vel at mærke at det blev Paulus' yderst specielle og mærkværdige udlægning der i år 325 blev dogmatiseret i den officielle kristne statskirkes trosbekendelse - for her blev trosbekendelsen et absolut magtmiddel. Tro var ikke længere umiddelbar og naturlig tillid mellem mennesker, men en middelbar og højst speciel bekendelse af troen på Jesus som den der ved sin død på korset frelste mennesket ud af den syndige jordiske tilværelse og - som det også blev sagt i trosbekendelse - ville give mennesket et liv efter døden. Og til denne modsætning lægger sig naturligvis ikke blot den officielle trosbekendelse fra 325, men også den lutherske trosbekendelse fra 1500-tallet som blev formuleret i "Luthers lille katekismus", der igen blev fast led i den protestantiske skoles indoktrinering lige til vore dage. (Undertegnede er selv så gammel, at jeg har haft denne katekismus som lærebog i skolen!).


Det skal ikke forbigås at mange mennesker i vort frie og sekulariserede samfund oplever det hellige mange andre steder end i gudstjenester i folkekirken eller andre kirkesamfund, nemlig i musikken og kunsten. Her ved juletid er der ligeså mange mennesker der oplever det hellige via Bachs og Händels og andres julemusik som der er mennesker der går til julegudstjeneste. Og forklaringen er ligetil. Bachs og Händels musik giver direkte føling med den hele og meningsgivende virkelighed, dvs det hellige eller guddommelige. Det samme gør naturligvis de store musikfestivaler med rockmusik. Og det samme gør den bedste arkitektur, herunder naturligvis de smukkeste kirkebygninger og koncertsale, men også eksempelvis Jørgen Utzons og Henning Larsens bedste værker. Det gør derimod den lutherske trosbekendelse ikke. Den er obligatorisk i alle gudstjenester, men folk mumler den bare eller forholder sig helt tavse til den - og enkelte præster undsiger den direkte og kommer derfor i vanskeligheder med deres embede. Jeg kan endda huske en biskop i København for år tilbage der havde ondt at tilstrømningen til Händels Messias i domkirken, og som fandt det nødvendigt at understrege at kirken altså ikke er til for musikkens, men for bekendelsens skyld.

Men lad det ligge. I dag kan man se kirke- og kulturminister Mette Bock i Jyllands-Posten understrege at folkekirken ikke er i krise eftersom den statistisk set har størstedelen af befolkningen som medlemmer. Og chefredaktør Christian Jensen kan ønske Politikens læsere glædelig jul med en konstatering af at det går glimrende for det dagblad han er chef for. Som læser irriteres jeg dagligt af de kæmpestore helsidesannoncer bladet fyldes med. Men jeg er godt klar over at det er dem der holder avisen økonomisk oppe. Hvad man savner er en erkendelse af at kulturkrisen er en realitet, og at redaktionen ikke gider beskæftige sig med de dybere psykologiske årsager til den. Det vil kræve for meget hovedbrud og omstilling i redaktionen og sikkert også efterfølgende hos abonnenterne.

Hovedspørgsmålet er: Hvad er relevant og tidssvarende folkeoplysning i Danmark her 2017 og 2018?

Det er i hvert fald hverken almindelige kundskaber eller data af den art man kan slå op i leksika eller finde på nettet. Og heller ikke alle de gode råd man kan finde mange forskellige steder om hvordan man tjener flest penge, får optimal løn, investerer bedst i privatejendom, aktier og bitcoins eller hvordan man undgår ensom jul, bager gode brød, får flæskesværen sprød, finder de billigste rejser eller køber nogle skrabelodder.

Tidssvarende folkeoplysning drejer sig om de store eksistentielle spørgsmål, og det vil i sidste ende sige "meningen med tilværelsen" der ikke er en eller anden udspekuleret filosofisk opfattelse, men simpelthen følelsen af at være hjemme i tilværelsen så man ikke havner i dyb depression, fortvivler og i værste fald begår selvmord. Det er med andre ord tro i den simple betydning af livstro og tillid til andre mennesker. Altså tro som modsætning til fortvivlelse og ikke som modsætning til hvad religiøse magthavere kalder vantro eller kætteri.

Det er vigtigt at få fat på at "meningen med tilværelsen" er noget vi fødes med, fordi den skal forstås som den helhedsopfattelse alle spædbørn har fra fødslen og som dybdespsykologisk bedst kan beskrives som en væsentlig del af de psykiske primærprocesser der er uden logik og sprog og uden skel mellem subjekt og objekt, eller mellem fortid, nutid og fremtid. Barnet er fra starten ét med moderen og de nærmeste omgiveler - og opdager først efterhånden at det har sin egen identitet.

Helheden bliver vi ved med livet i gennem at møde i mange forskellige former. Primært ved det direkte eller umiddelbare møde med andre mennesker, det den jødiske filosof Martin Buber kaldet et Jeg-Du-forhold i modsætning til Jeg-Det-forholdet der er et middelbart eller objektivt møde mellem et menneske og en genstand. Han kunne derfor også understrege at alt virkeligt liv er direkte møde. Men det karakteristiske ved mennesket til forskel fra dyrene er at vi livet igennem bliver ved med at have et åndeligt liv ved siden af det sanselige og praktiske, og her vil man gang på gang også kunne erfare den inderste helhed på anden måde. Eksempelvis oplevede atomfysikeren Werner Heisenberg engang i en krisesituation en violinist spille Bachs pragtfulde Chaconne for soloviolin - og pludselig så han meningen med livet eller det han kaldte centrum i livet. Og den danske maler Vilh. Lundstrøm der livet igennem malede billeder for skønhedens skyld, måtte langt henne i sin karriere konstatere, at han nu malede for at erfare meningen med livet. Buber forstod også at humor ikke er en biting eller en luksus i tilværelsen, men troens fosterbroder og altså livsmodets essens.

Der er med andre ord ikke ringeste tvivl om at mennesket kun er sundt og helt hvis det til stadighed er i stand til at generfare den inderste helhed og dermed selve meningen med livet. Og det er der desværre ikke længere ret mange på vore breddegrader der er klar over eller fuldt bevidste om. Nok er der mange komponister, musikere, kunstnere og videnskabsfolk samt almindelige mennesker der erfarer og faktisk lever på det, men få der er bevidste om det. Og de fagfolk der burde vide besked, glimrer ved deres fravær, tvivl og tavshed. Medierne har slet ikke fat på det - og for politikerne er religion og helhedsrealisme en by i Rusland eller en ren og skær gammel vane og tradition som selvfølgelig skal opretholdes, selvom den stort set intet betyder i folkelivet.

Men der er alligevel ikke grund til at give op, for med folkeoplysning forholder det sig sådan at den stammer fra det kollektivt ubevidste og derfor altid, når tiden er moden, vil dukke op spontant i befolkningen lige så pludseligt som en tyv om natten. Sådan var det med de religiøse og folkelige vækkelser i 1800-tallet og sådan vil det fremdeles være i 2000-tallet. Det vigtste er at håbet er det, for det er det der holder et folk oppe.

Hermed Glædelig Jul til alle Jernesalts læsere!

Peer Sendemand


Peer Sendemands rubrik: Klik


Henvisninger:

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid


Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  


Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens
Vilh. Lundstrøm: skønhedsidealerne ikke tom æstetik  (17.12.17.)
Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik  (12.9.17.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)  (30.8.15.)
Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter
Mozarts sjæl og fascinationskraft


Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (3.11.17.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen  (10.5.13.)
Regeringens udspil til stor, ambitiøs skolereform  (5.12.12.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Skolen for livet - eller for erhvervslivet?  (8.6.10.)
Oplysning: Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Gravøl for oplysningen?

At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
ateistshow som smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)


Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (3.11.17.)
Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken  (31.10.17.)
Luther ifølge Herbener  (29.10.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Åbent brev til Kulturminister Mette Bock  (9.1.17.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken Etik og eksistens


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal