JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - kulturopgoer02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.10.12.

Er værdikamp mulig uden kulturopgør?

I Jernesalts første artikel (23.10.) over temaet: Hvad er det egentlig for en kultur vi har fået? lovede vi at ville kigge nærmere på de problemer der er helt centrale for vores kulturudvikling i det 21. århundrede og som hænger sammen med de nye og særlige omstændigheder i den socialpolitiske og kulturelle udvikling i de skandinaviske lande, nemlig de forhold der skyldes den store indvandring af muslimer fra 1960'erne og frem.

Det er ganske vist i medierne gentagne gange siden regeringsskiftet blev postuleret, at den værdikamp der blev ført under Foghs VK-regering, ja, som den i grunden kom til verden med, skulle være et overstået kapitel, fordi der nu er politisk flertal for lempeligere regler for familiesammenføringer og asylgivning. Men alene fra de sidste uger kan nævnes adskillige eksempler på fortsat store og tydelige integrationsproblemer der viser at værdikampen hverken er forbi eller overhovedet kan tænkes overstået inden for overskuelig tid med den befolkningssammenfatning vi har fået her i landet.

Lad det også lige være gentaget fra den første artikel at debatten her i landet om den norske massemorder Anders Breiviks meriter kan føre en teatermand til at sammenligne manden med et fredeligt, lovlydigt og yderst demokratisk menneske som Dansk Folkepartis mangeårige formand Pia Kjærsgaard - og endda efterfølgende (26.10.) føre en naturvidenskabsformidler til i en kronik at postulere fælles tankegods mellem Breivik og Kjærsgaard. Ingen midler skyes åbenbart for i kulturrelativismens hellige navn og dualtænkningens ulidelige enten-eller tænkning at tilsløre det afgørende, men nuancerede faktum at overordentlige mange demokratiske mennesker har særdeles gode grunde til at føre en værdikamp der vender sig mod undergravning af de fælles værdier det danske folk er vokset op med igennem to århundreder og ganske naturligt betragter som både egenartede og umistelige - eller for den sags skyld det forhold at Anders Breivik faktisk slet ikke er blev idømt norsk lovs strengeste straf for at have ført værdikamp for tilsvarende norske værdier, men for i lodret strid med disse værdier at myrde 76 sagesløse mennesker og udløse en kraftige bilbombe i regeringskvarteret.

Det indvandringsproblematikken som sådan handler om er ganske enkelt at mange europæiske lande - herunder Danmark, Norge og Sverige samt Tyskland - i forbindelse med den økonomiske vækst siden 1960 har fået en kæmpemæssig indvandring af muslimer fra Tyrkiet og Mellemøsten som oprindeligt kun var tænkt som gæstearbejdere der skulle rejse hjem når de havde gjort deres arbejde, men som fik lov til at blive og få dansk statsborgerskab samt til at føre deres store familier hertil. Mange af dem lærte aldrig ordentligt dansk, men først og fremmest beholdt de deres i vore øjne primitive og reaktionære familiemønstre - og fik alligevel alle de rettigheder etniske danskere havde. Siden kom også utallige flygtninge fra alle mulige lande og kulturer til, heraf mange bekvemmelighedsflygtninge. Ghettodannelser og isolation samt forholdsmæssigt høj grad af kriminalitet og andre uheldige udslag af desintegration var uundgåelige. Og også danskerne blev splittet mellem dem der kunne se de fatale konsekvenser på længere sigt af denne politiske naivitet og dem der af såkaldt humanistiske grunde forsvarede indvandrernes rettigheder på alle leder og kanter og bagatelliserede problemerne. Eksemplerne på begge dele er nærmest legio - og kommer praktisk talt hver eneste dag på tale i medierne. Problematikken består og bliver ingensinde ligegyldig.

Der rapporteres pludseligt om en voldsom stigning af somaliske indvandrere, skønt der blandt somalierne i forvejen er ekstraordinært mange mennesker der ikke integreres og endda i visse tilfælde modarbejder integration og direkte rekrutterer folk til islamiske ekstremistgrupper - eller forsøger at myrde tegneren Kurt Westergaard.

Der kan registreres en stigning i antallet af familiesammenføringer - bl.a. som følge af de lempelser i reglerne som S-R-SF-regeringen er kommet med. Nogle af sammenføringerne er uden større problemer, fordi de omfatter mennesker fra vestlige kulturer, men andre er det ikke - og det værste er at man ikke tør sige hvornår de er problematiske og hvornår ikke - eller hvorfor.

Under den generelle økonomiske krise rammes flere indvandrere af arbejdsløshed og langtidsledighed end etniske danskere gør, fordi deres kvalifikationer generelt er ringere, ikke mindst hvad sproget og læsefærdighederne angår.

Der kommer nu mange ældre indvandrere på plejehjem der uundgåeligt vil komme til at føle sig ret ensomme og isolerede, fordi de ikke kan dansk og derfor ikke kan kommunikere med andre beboere eller med de ansatte på det pågældende plejehjem. Selvsagt rammer dette mest ældre indvandrerkvinder, fordi disse oftest har været hjemmegående mødre og derfor aldrig lært dansk.

Otte ud af ti indvandrerdrenge kontrolleres af deres egen familie, det vil i de fleste tilfælde sige af faderen og dennes brødre. Det betyder først og fremmest af det for dansk kultur helt fremmede familiemønster føres videre med det resultat at der fortsat indgås et stort antal tvangsægteskaber, som intet formål har på vore breddegrader, men alene kan være en hæmsko eller en ulykke for de unge par.

Kontrollen betyder derimod ikke i tilstrækkelig grad normal forældreomsorg for opvoksende drenge. Mange teenage-drenge undgår forældrenes overvågning ved at holde sig mest muligt ude blandt jævnaldrende kammerater, dvs leve livet på gaden. Og her kan de relativt let fristes til at gå ind i bander der søger spænding og adspredelse gennem hærværk og alvorligere forbrydelser. Antallet af kriminelle indvandrerunge er derfor relativt stort.

Den manglende forældreomsorg betyder også i alt for mange tilfælde manglende opdragelse i den gode betydning af ordet, hvor børn lærer hvad der er god skik og brug i skole og på arbejdsplads. Det helt nye tilfælde er mishagsytringer som 'so' og 'luder' til en ung lærerinde på en skole i Odense med mange tosprogede elever. Og da den kvindelige skoleleder påtalte ytringerne med en bemærkning om at hun efterhånden var "skidetræt af de muslimer der ødelægger undervisningen", så var fanden løs, for en forælder til en af de uopdragne unger klagede over skolelederen, ikke fordi hun have påtalt uforskammethederne, men fordi hun i sit udbrud af irritation var kommet med en formulering der i hans øjne var udtryk for ren racisme. Skolelederen er kendt som foregangspædagog og skulle naturligvis ikke have brugt ordet 'skidetræt', hvad hun også siden beklagede. Men den sandhed må åbenbart ikke siges højt i dette land at det navnlig er muslimer der ødelægger undervisningen med grovheder over for lærere af en art der absolut ikke hører hjemme i en dansk folkeskole. Bevares, det er bestemt ikke alle muslimske skoleelever der giver anledning til uro (og slet ikke pigerne), men flertallet af dem der ødelægger undervisningen for andre er beklageligvis muslimer. Og det har har sine grunde. Men den muslimske fars reaktion afslører desværre også tilbøjeligheden til at pådutte kritikere af grovhederne racistiske motiver. Det er jo også langt nemmere end at forholde sig til eget barns dårlige opførsel.

Det skal i denne sammenhæng også nævnes at alt tyder på at såkaldt 'perkersprog' eller 'perkerslang' vinder ret stærkt frem blandt teenagerne på to-sprogede skoler her i landet, så stærkt i virkeligheden at selve disse gloser ikke længere regnes for nedsættende blandt indvandrerne selv. Det har ført sprogeksperter, der følger udviklingen på nært hold, til at profetere at vi nok får adskillige af den slags udtryk ind i normalt, stuerent dansk af den art der registreres i retskrivningsordbøgerne. Og det er jo muligt, eftersom især det talte sprog er og altid har været særdeles modtageligt for fremmed indflydelse. Men der er stadig forskel på slang og normalsprog. Slang og jargon har i varierende grad og omfang sin gang og berettigelse i alle miljøer (ingen skal tro at lederniveauerne eller ministerniveauerne holder sig tilbage). Men stadigt gælder 1) at dannede mennesker kan skelne mellem hvornår det er passende at bruge slang (og kraftudtryk) og hvornår det ikke er, og 2) at normalsproget dækker den store kerne af fælles ord og udtryk der kan bruges på alle niveauer og i alle miljøer og som intet behøver at savne i variation eller præcision, bare man forstår at bruge det. Grovheder, skældsord og ubehøvlede udtryk hører derimod hverken til i børneinstitutionerne, i skoleværelserne, på universiteterne, på arbejdspladserne og kontorerne eller i den civiliserede demokratiske debat hvor man prøver at lytte til hinanden, udveksle viden og synspunkter og finde fælles løsninger - fordi det er meningen med samværet og samarbejdet.

For at gøre den snigende udvikling hen imod den kulturrelativisme der opløser afgørende sondringer endnu tydeligere skal endeligt nævnes at visse instanser nu påtænker at ændre asylreglerne, så asylansøgere der konverterer til kristendommen får asyl, fordi de ellers risikerer at blive forfulgt i deres oprindelseslande. For min skyld må muslimer konvertere alt det de vil til andre religioner, eftersom det må være disses egen sag at vurdere motiveringen i det enkelte tilfælde. Men at give konvertitter særret i forhold til asylbestemmelserne er vanvid, da ingen neutral, offentlig instans kan vurdere ærligheden eller ægtheden i omvendelsen. Det bør forblive en privatsag, ikke mindst i et land hvor det er hævnvunden lutheransk praksis at enhver er præst for sig selv, og hvis det kan få negative følger for en asylansøger at blive officiel konvertit bør denne undlade at konvertere indtil hans sag er afgjort. Men det er igen typisk for sagsbehandlere (og folkekirkepræster) at man ser stort på de nationale følger af særbehandlingen.

Man kan mod alle de anførte tilfælde indvende at de er er alt for prægede at generalisation og at deres påfaldende sammenhobning på få uger er tilfældig. Men for det første kan generalisation overhovedet ikke undgås i dette spørgsmål, da man heldigvis sagtens kan finde undtagelser fra samtlige kritiserede grupper af tilfælde. Det der tæller er omfanget af sager, og dette omfang er fortsat foruroligende for dem der mener noget med dansk kultur, og det vil fortsat være et stigende problem fremover, fordi antallet af indvandrere - og navnlig anden- og tredje-generationsindvandrere er konstant stigende.

For det andet - og mest centrale - kommer vi helhedsrealistisk set ikke uden om at holde fast i grundspørgsmålet hvad det egentlig er for en kultur vi har fået her i landet. For det er oplagt at udviklingen er kommet bag på mange, fordi den på intet tidspunkt har været et resultat af grundigt overvejet og tilsigtet kulturpolitik eller integrationspolitik. De besluttende myndigheder og politikere har bare været godgørende og ment alt i bedste, 'humanistiske' mening. Vi skal jo være gode ved hinanden, og specielt mener de fleste som en beskeden reminiscens af vores kristne kulturarv også at vi bør elske alle andre. Det prækes især risikofrit af dem der ikke selv har noget i klemme på arbejdsplads eller i boligforening. Først alt for sent gik det op for politikerne at integrationen var slået grundliggende fejl, fordi der aldrig havde været en egentlig gennemtænkt integrationspolitik, men bare åbne 'kristelige' eller 'humanistiske' arme. Længe blev de nationaltsindede der stadigvæk var i stand til at se afgørende forskelle endda stemplet som reaktionære kulturkonservative nationalister der slet ikke var stuerene. Først sidst i 1990'erne gik det op for landets gamle arbejderparti at mange af dets egne medlemmer var lodret uenige i partielitens stiltiende kulturrelativisme.

Men i sidste ende gælder at den værdikamp der går på indvandrerspørgsmålet - ganske som andre former for dyb værdikamp - slet ikke kan vurderes på snævre moralistiske, 'kristelige' eller 'humanistiske' forestillinger om hvad der er stuerent eller ej, og hvad der er godt eller ej. Værdikampen er til syvende og sidst et spørgsmål om hvilken virkelighed man går ind for og om man ønsker den forhåndenværende virkelighed vi har overtaget fra vore forældre og bedsteforældre indsnævret yderligere i moralistisk og kulturelt primitiv retning eller udvidet i en retning der åbner op for nye og friere muligheder på grundlag af en sund forankring i det historisk givne. Værdikampen bliver dermed altid også helhedsrealistisk set et decideret kulturopgør.

I "Bagsiden af spejlet" formulerede filosoffen og naturvidenskabsmanden Konrad Lorenz sin tro på, at kulturmenneskeheden er på vej til en selverkendelse der bygger på naturvidenskabens resultater på et højere niveau, og at mennesket som art står ved et vendepunkt derved at der netop nu er en potentiel mulighed for en ufattelig meget højere udvikling for menneskeheden. Han vendte sig mod såvel den gængse realisme som den gængse idealisme. Den første er sig ikke bevidst, at det reflekterende menneske selv er et spejl, og den sidste vender den reale verden ryggen. Begges synsretning forhindrer dem i at se, at spejlet - det reflekterende fænomen - har en bagside, der ikke giver noget billede, at spejlet altså ikke er ren refleksion. - Eller med andre ord: Det fysiologiske apparat, hvis funktion består i erkendelse af den reale verden, er ikke mindre virkeligt end den. En reflekterende selvudforskning af den menneskelige kultur må baseres på den hypotese, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af den menneskelige erkendelse, men at refleksionen og det tilgrundliggende fysiologiske apparat er udviklet i tilpasningen til den virkelighed der er under evolution.

Lorenz' ord har fuld aktualitet i vor tid der må siges at være dybt præget af angsten for personlig og eksistentiel selverkendelse.

Også den danske filosof og religionshistoriker Vilh. Grønbechs kulturopgør har bevaret sin almengyldighed og aktualitet, fordi han som ingen anden påpegede at indsnævringen af virkeligheden var den grundlæggende problematik med eksistentiel eller religiøs krise til følge, og at den på ingen måde er et overstået kapitel i Europas nyeste kulturhistorie. Tværtimod har hele den politiske og kulturelle udvikling siden velfærdssamfundets opkomst i 1960erne og ungdomsoprørets opblussen i 1970erne, den efterfølgende politiske radikalisering og hele den bølge af problemer omkring miljøforureningen, stressforøgelsen, globaliseringen og den nye verdensøkonomi, den kolossale udvikling med informationsteknologien og lægevidenskaben, kolonialismens afvikling og den muslimske rejsning afsløret dybe brist i den europæiske identitet og selvforståelse.

Den eksistentielle eller religiøse søgen eller famlen er udbredt, og den har på ingen måde noget hinsidigt som mål, tværtimod er menneskene i dag meget mere bevidste om tilknytningen til det jordiske og sanselige, men stadig gælder, at det vesterlandske menneskes, europæernes og amerikanernes længsel synes at gælde et eller andet utopisk mål der forskyder sig i det fjerne i samme takt som det såkaldte fremskridt kaster sine landvindinger af sig - og derfor fortsat efterlader sine rastløse pilgrimme i frustreret, ja endog ofte i stresset tilstand. Det er ikke længere de store ideologiers utopier der tiltrækker, men til gengæld synes der ingen grænser for hvor store forventninger der er til det moderne velfærdssamfund.

Men stadigvæk gælder, at der er dyb mangel på sammenhæng mellem det materielle og det åndelige, mellem ånd og natur. Og derfor er kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor jorden og evigheden, arbejdet og lidenskaben, økonomien og festen, alvoren og humoren er den umiddelbare realitet stadig helt vital, men den har mange odds og stærke kræfter imod sig, fordi ikke mindst tiltroen til naturvidenskaben den teknologiske udvikling og den økonomiske vækst overstiger alt andet. Forvirringen blandt almindelige mennesker og politikerne er derfor lige så stor som den tilgængeligelige informationsmængde.

I Jernesalts 2009-filosofi blev det fastslået at et velfærdssamfund som det danske er en monokultur der kan omfatte mange subkulturer, men hverken parallelsamfund eller multikulturalisme. Fuld integration af indvandrere skal derfor være en hovedopgave for social- og kulturpolitikken, og den skal ske gennem folkeskole, folkehøjskole og folkestyre, men også folkekirken og folkemonarkiet har en vigtig rolle.

Kravet om indre konsistens gælder både for individet og samfund. Kravet indebærer netop monokulturens opretholdelse og borgernes forpligtelse til fuld integration. Konsistensetikken skal derfor være en folkesag, og i denne sammenhæng gælder at værdikampen aldrig hører op, eftersom det ideelle samfund aldrig findes. Dansk kultur skal videreudvikles som en unik monokultur, og dette kræver fortsat kulturkamp, men det skal stedse huskes at kulturkamp er umulig uden et underliggende bevidst og selvrefleksivt kulturopgør.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Spiritualismen en halv løsning lige som materialismen (31.10.12.)
Hvad er det egentlig for en kultur vi har fået? (23.10.12.)

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken

Blakes kulturopgør
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Nietzsches kulturopgør