utils prefix normal JERNESALT - indvandring01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.4.12.

Indvandringens fataliteter

I onsdags påbegyndte DR2 med Ole Retsbo som tilrettelægger udsendelsen af en serie om hvad man kalder "Historien om det største drama i dansk politik fortalt af toppolitikerne selv", nærmere betegnet 'Kampen om indvandringen'. Denne kamp har foregået i 25 år, og i denne tid er politiske karrierer her i landet "blevet skabt eller styrtet i grus og folketingsvalg vundet eller tabt på udlændingepolitikken". Den første af de seks udsendelser handler om "verdens mest menneskevenlige lov", dvs udlændingeloven af 1983 som blev vedtaget i Folketinget efter langvarige forhandlinger og offentlig debat - og til den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens store ærgrelse.

Da indvandringskampen fortsat er meget aktuelt og relevant - bl.a. også i lyset af de nylige spektakulære terrorhandlinger i Toulouse (Mohamed Merah-sagen fra marts måned) og Oslo og Utøya (Breivik-sagen sidste sommer) - er det påskønnelsesværdigt at DR tager temaet op. For selv om nogle påstår at værdikampen er forbi og at denne kun har handlet om indvandrerne, så er begge dele noget sludder, eftersom indvandrerne fortsat i alle vesteuropæiske og sydeuropæiske lande er et så stort socialt og kulturelt problem, at det hverken kan løses med simple politiske tiltag eller forventes stille og roligt at kunne gå i sig selv hen ad vejen.

Den første udsendelse undlader desværre ikke at bringe mange af den slags klip fra tidligere reportager som er temmelig intetsigende, men typiske for medierne der stadig elsker at sende reportere på gaden for at høre tilfældige menneskers meninger om dit og dat (det hedder 'voxpop', men burde kaldes 'vox mediæ' eller ligeud mediepjank). Men bortset fra dette får vi i udsendelsen en lang række nutidige udtalelser af folk der har været med dengang i 1983 - kombineret med datidige optagelser. Og det giver et godt og nødvendigt historisk perspektiv.

Udsendelsesrækken skal naturligvis ikke bedømmes på den første udsendelse, men denne kan bruges til at se på selve grundproblematikken som dybest set er selve forholdet mellem det juridisk-universelle og det nationalt-konkrete, repræsenteret af to fløje i dansk opinion og politik.


Det interessante er at fremtrædende personer fra begge fløje i dag kan se problematikken, men også at de må indrømme at dette ikke var tilfældet i 1983, da debatten var hårdest. Den foregik nu mest i selve det udvalg der var sat til at komme med et udkast til en ændring af den gamle og forældede fremmedarbejderlov fra 1952 og det fremmedarbejderstop der var blevet indført i 1973, kort efter Danmarks tilslutning til EF/EU. Der opstod to fløje, og de blev repræsenteret af hhv. justitsministeriets embedsmænd, der ønskede at opretholde myndighedernes fulde ret til at afgøre hvilke udlændinge der skulle have opholdstilladelse og statsborgerskab i Danmark, og Dansk Flygtningenævn der ønskede at sikre udlændinge der opfyldte betingelser for familiesammenføring eller asyl et fuldgyldigt retskrav på opholdstilladelse.

Flertallet i det af den borgerlige mindretalsregering (den såkaldte 'Firkløverregering' under Poul Schlüter) nedsatte udvalg var af den opfattelse af udlændinges retsstilling nok skulle forbedres, men ikke så meget at det i realiteten udhulede fremmedarbejderstoppet. Embedsmændene frygtede at Danmark ville blive en magnet for indvandrere, hvis de fik tildelt de foreslåede retskrav. Mindretallet med Flygtningenævnets formand, den senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen, kæmpede imidlertid energisk for indvandrernes og asylansøgernes menneskerettigheder, og Gammeltoft Hansen understregede i et interview dengang ganske klart at han havde mødt mange asylansøgere, men aldrig følt sin egen nationale identitet truet af dem. Tværtimod. Han ønskede derfor fortolkelige 'gennemsnitsregler, der kunne forebygge udvisning af for mange asylansøgere der stod i fare for at få en ond skæbne ingen ønskede.

Justitsministerets afdelingschef Anders Troldborg, der stod for flertalssynspunktet, havde den opfattelse at Gammeltoft-Hansen stræbte efter at give asylansøgerne en så gunstig retsstilling som muligt, og samtidigt for at den danske befolkning skulle vænne sig til flere udlændinge i landet såvel som til en udvikling hen mod et multikulturelt samfund. Modsætningen i udvalget var hård, og stemningen anstrengt. Fra Gammeltoft-Hansens side blev der gjort et intens lobby-arbejde for at påvirke politikerne. Men det skete i det skjulte. Der var nemlig i realiteten ingen større bevågenhed om emnet i offentligheden. Justitsminister Ninn-Hansen advarede ganske vist i en kronik mod risikoen for øget indvandring og raceuro, men ingen tog større notits af advarslen. Der var dengang, som Hans Engell i dag fortæller, meget alvorligere ting på dagsordenen som økonomi og sikkerhedspolitik.

Udvalget kunne trods hundrede møder ikke blive enig om et kompromis, selvom Gammeltoft-Hansen snedigt foreslog at flertalsfløjen kunne få lov at vælge mellem to af forslagene fra mindretallets side. Udvalgsarbejdet endte meget usædvanligt med at folketinget fik forelagt udkast til to forskellige lovforslag. Venstrefløjen var tilhænger af mindretallets indstilling. Men de borgerlige partier, især Venstre, var splittede. Hos dem endte retsordføreren Bjørn Elmquist med at stemme for mindretallets indstilling (og han forlod senere partiet). Selv i Det konservative Folkeparti hvis justitsminister Ninn-Hansen og retsordfører Hagen Hagensen begge var imod mindretallet, var der ingen indædt modstand. Man ville på den fløj helst ikke provokere Det radikale Venstre, der uden at være med i regeringen, dog havde en parlamentarisk nøglerolle så de til enhver tid kunne fælde regeringen. Kun Fremskridtspartiet under Mogens Glistrup stemte imod, og resultatet blev til alles overraskelse, at mindretallets lovforslag blev vedtaget.

Som SF's Margrethe Auken forklarer i dag, var der igennem hele 80'erne et "humanistisk menneskesyn" i folketinget. Selv i de borgerlige partier var der støtte til den liberale udlændingelov, som ifølge Gammeltoft-Hansen ligefrem gjorde Danmark til "en humanistisk stormagt"!


Da der vitterligt på få år kom så mange flygtninge og indvandrere til landet, at udlændingeproblematikken blev politisk sprængstof, er der grund til at understrege, at der i 1983 kun var omkring 100.000 udlændinge i Danmark, og at kun en meget lille del af disse kom fra ikke-vestlige lande. I dag - 2011/12 - har vi omkring 550.000 udlændinge i Danmark, hvilket svarer til 10 % af befolkningen, og over halvdelen af dem kommer fra ikke-vestlige lande (navnlig, Tyrkiet, Pakistan, Iran og Irak samt Libanon).

Den øgede tilstrømning til Danmark begyndte allerede i 1984, og det skyldes ifølge Anders Troldborg i høj grad den nye udlændingelov, men Gammeltoft-Hansen peger også på den generelle tendens i Europa. Ifølge Encyklopædien er der i dag i hele verden ca. 200 mio immigranter og flygtninger, dvs mennesker der er bosiddende uden for det land hvor de blev født, heraf er der i Europa ca. 60 mio. Samlet set udgør dette tal en fordobling inden for de seneste 25 år.

Så pointen er jo ikke at udlændingeloven som sådan alene har forårsaget udviklingen, men at den som følge at de retskrav den har givet asylansøgerne har forringet Danmarks muligheder for at regulere indvandringen ud fra landets egne interesser. Og derfor bliver det afgørende spørgsmål naturligvis modsætningen mellem det juridisk-universelle grundsyn som tilhængere af udlændingeloven af 1983 selv opfatter som et humanistisk grundsyn på den ene side og på den anden side det nationalt-konkrete som tilhængerne plejer at stemple som nationalistisk og fremmedfjendtligt.


Som altid ved behandling af en historisk udvikling er det værd at hefte sig ved sprogbrugen, fordi ændringer her ofte afslører ændringer i holdninger. De arbejdere der i stort tal kom til Danmark udefra under højkonjunkturen i 1960'erne, navnlig fra Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien og som hovedsageligt blev beskæftiget med ufaglært arbejde, dvs fabriksarbejde, de blev fra starten kaldt 'gæstearbejdere' ligesom man gjorde i Tyskland, for meningen og forventningen var at de skulle rejse hjem igen, når der ikke længere var brug for dem her i landet. Men højkonjunkturen fortsatte som bekendt - og derfor forblev flertallet af gæstearbejdere i Danmark. Man skiftede derfor til betegnelsen 'fremmedarbejdere'. I 1969 var der ganske vist et indlæg i Information der med henvisning til Tyskland opfordrede til at man fastholdt brugen af ordet 'gæstearbejedere' og undlod at bruge ordet 'fremmedarbejder'. Men samme år talte Børsen om Danmark som et "Mekka for fremmedarbejdere", og socialministeriets oprettede en stilling som fremmedarbejderkonsulent.

I 1973 hed det i Information at det var på tide at vi gør ligesom svenskerne og betegner de undenlandske arbejdere som indvandrere og behandler dem derefter (dvs som vi behandler indvandrere fra de nordiske lande). Samme år kom imidlertid et generelt stop for tilgang af fremmedarbejdere. Men først i 1979 besluttede 'Gæstearbejdernes Fællesråd' at tage navnforandring til 'Indvandrernes Fællesråd'. Man sprang fremmedarbejder-stadiet over.

Siden kom som bekendt ordet 'asylansøger' til som følge af en voldsomt stigende flygtningestrøm til de vestlige lande fra Mellemøsten, Pakistan og Afrika. Krigene mellem Iran og Irak og borgerkrigen i Libanon var mærkbar. Men denne udvikling skete først efter 1983, dvs efter at den nye 'humanistiske' udlændingelov var blevet vedtaget. Den førte til såvel en voldsom stigning i antallet af familiesammenføringer og asylansøgere. Og det mest problematiske var at den voldsomste stigning i indvandrertallene skyldes indvandring fra ikke-vestlige lande, dvs indvandring af mennesker der helt naturligt har store vanskeligheder med at blive integreret - af både sproglige, kulturelle og religiøse grunde.

Bare for at nævne et enkelt sigende tal fra Danmarks Statistik fra 2011 så var ikke mindre end 38 pct. af ikke-vestlige indvandrere dette år på offentlig forsørgelse. Især de 50-59-årige ikke-vestlige indvandrere har en høj andel. Og dette vel at mærke på trods af stramninger i reglerne for retten til familiesammenføring og til dansk statsborgerskab. Det er i og for sig intet mærkeligt i tallene, for de afspejler blot den kendsgerning at navnlig muslimer har store problemer med at blive integreret. Det fremmer heller ikke integrationsprocessen at de i vid udstrækning lever i parallelsamfund. Dette skal ikke analyseres her. Det skal derimod den holdning fra 'humanistisk' og 'menneskevenlig' side der har fået store dele af venstrefløjen (inklusive socialdemokraterne) og Det radikale Venstre til forsvare udviklingen og stemple modstandere som fremmedfjendtlige og racistiske.

Gårsdagens sammenstød mellem to diametralt modsatrettede demonstrationer i Århus viser i en nøddeskal hvor ekstreme og militante holdningerne kan blive, når man hylder principper der udelukker ægte dialog med modstanderen og altså også udelukker en forståelse af modparten og af selve modsætningernes natur.


I min udførlige kritik af Jørgen Øllgaards ensidige analyse af småborgerligheden i Danmark har jeg påvist at alle intellektuelle analyser nødvendigvis må gå galt, når en elitær tænkning ophøjes til sandhed og den folkelige tænkning reduceres til snæversyn, ud fra den fordom at værdifulde holdninger som åbenhed og tolerance skulle udelukke ethvert forsvar for en nations eller et folks naturlige forankring i en geografisk, kulturelt og sprogligt lokaliserbar og lokaltpræget identitet. Eliten bestrider naturligvis ikke den faktiske forankring der kommer af at alle mennesker fødes og vokser op i et givent miljø, men de påberåber sig en form for ideel globalisme, multikulturalisme eller kosmopolitisme som i princippet gør alle grænser, skel og sondringer nærmest umenneskelige. Og de påberåber sig samtidig en juridisk universalisme som i virkeligheden er af intellektuel art - og derfor nødvendigvis må komme til at stå i diametral modsætning til en folkelig universalisme som er af dybdepsykologisk art.

Man kunne på grundlag af ovennævnte måske umiddelbart tro at det er den juridiske synsvinkel jeg finder betænkelig, men man skal her holde fast i, at modsætningen mellem venstrefløjen og justitsministeriet dengang i 1983 var en strid om jura mellem jurister der blot var helt uenige om brugen af jura. Man skal med andre ord bide mærke i at det ikke blot var flygtningenævnets formand, Gammeltoft-Hansen, der brugte juraen til sit eget formål, men også afdelingschef Troldborg fra justitsministeret. Men den førstnævnte ønskede at give indvandrere og asylansøgere juridisk bindende retskrav på opholdstilladelse når bestemte forudsætninger var opfyldt, mens den sidstnævnte ville bevare myndighedernes ret til i sidste ende at bestemme hvem der skulle have opholdstilladelse, blot parterne blev hørt.

Gammeltoft-Hansen betragtede kampen for de individuelle asylansøgeres borgerrettigheder som en humanistisk kamp for borgerrettighedernes universalisme og satte således individets ret over samfundet, hvorimod modparten satte nationens ret over individets og nok ville være med til at sikre asylansøgere en rimelig behandling, men i sidste ende altid lade hensynet til samfundets indre sammenhæng være afgørende. Ordene blev så vidt jeg ved slet ikke brugt dengang, og det samme gjaldt ordet homogenitet. Men det var det sagen dybest set drejede sig om, fordi den selvfølgelige homogenitet og sammenhæng i landet blev udfordret gennem lovændringen der reelt ville udhule fremmedarbejderstoppet. Det skal i den forbindelse gentages at justitsminister Ninn-Hansen var overbevist om at lovforslaget ville føre til øget indvandring og dermed stor risiko for raceuro.


Juraen kunne således bruges til at begrunde såvel en friere indvandring som en begrænsning af indvandringen. Ingen så i øjnene at resultatet af lovændringen kunne blive en så voldsom stigning i antallet af indvandrere der ikke kunne integreres i landet og som derfor i løbet af 1990'erne ville føre til store og afgørende politiske modsætninger. Men holdningerne kom til at stå skarpt over for hinanden.

Den liberale fløj der ville have lempet reglerne for indvandring betragtede sig reelt som de egentligt humanister der kæmpede for de universelle menneskerettigheders forvandling til kosmopolitiske rettigheder der i princippet skulle gælde for alle mennesker overalt på jorden. Den nationale fløj der ville bevare restriktioner betragtede sig ikke som inhumane, endsige fremmedfjendtlige, men ville blot ikke have fortolket menneskerrettighederne som kosmopolitiske, men fastholde dem som gældende dér hvor de enkelte individer nu engang har statsborgerskab. Menneskerettigheders universalitet betyder ifølge denne fløj alene at de er idealet for alle mennesker overalt på kloden, men ikke at de skal kunne påberåbes uden for den stat det enkelte individ har borgerskab i. Bliver et menneske af den ene eller anden grund flygtning, skal det hjælpes med humanitær indsats, men ikke have permanent borgerskab i et andet land, medmindre det kan bidrage til dette lands egen trivsel. Ingen af debattens parter formulerede dog deres synspunkter særligt klare og derfor blev de begge i vid udstrækning misfortolket.

Den stigende flygtningestrøm verden over bevirkede naturligvis at det blev nødvendigt midlertidigt at tage imod flere flygtninge i de fleste vestlige lande, og følgelig også i Danmark, idet man endog påtog sig en vis kvote efter internationale aftaler. Men i princippet ville modstanderne af en vidtgående liberalisering af lovgivningen ikke afskrive sig retten til lade nationale hensyn gå over individuelle - og fortsat lade staten afgøre hvem der skulle have opholdstilladelse og eventuelt statsborgerskab. Den national suverænitet kommer dermed til at stå over individualismen, og når dette i modstandernes øjne altid kommer til at tage sig ud som værende i strid med humanismens principper, hænger det nøje sammen med at humanismen som livssyn sætter det enkelte menneske i centrum. Mennesket er hverken en brik i statens eller kirkens magtspil. Respekten for det enkelte menneskes rettigheder er tværtimod norm. Mennesket er alle tings målestok, som det også hedder.

Ud fra denne tankegang bliver det for så vidt lidt kunstigt fx at tale om 'human aflivning af dyr', men ikke at tale om humanbiologi, humanetologi, humanpsykologi, humangeografi eller humanøkologi osv. Det afgørende er imidlertid det enkelte menneskes værdi og rettigheder, og derfor bliver det naturligvis altid yderst betænkeligt når ideologier kommer til magten og netop gør individet til en brik i en højere sags tjeneste, hvad enten denne højere sag nu er kommunismen, maoismen, nazismen, fascismen (korporatismen) eller islamismen, for i samme øjeblik mister mennesket sin frihed til at udvikle sig som fuldt ansvarligt menneske.

Men i virkeligheden kan man netop i den moderne debat om flygtninges og indvandreres rettigheder konstatere, at de iøvrigt velmenende jurister der går i brechen for borgerrettighedernes universalitet som hævet over alle nationale hensyn tænker i ideologiske baner med omvendt fortegn og således vil have ikke staten eller kirken, men folket til at danse efter fremmede enkeltindividers pibe. Den enkelte, tilfældige indvandrer, flygtning eller asylansøger fra fremmede strøg og med en fremmed kultur i rygsækken bliver vigtigere end det indfødte medlem af det nationale fællesskab der er integreret i fællesskabet og som kan ånde og udvikle sig frit i det uden frygt.


Det skal i denne sammenhæng ikke forbigås, at de velmenende humanistiske universalister ikke har som erklæret hensigt at ville undergrave nationalstaten, men at de gør hvad de gør i inderlig overbevisning om at de på én og samme gang fremmer de fremmede menneskers interesser og det nationale fællesskabs åbenhed og udvikling. De ser ikke de langsigtede konsekvenser af deres humanitære indsats, og bliver derfor klare eksempler på den universelle følge af 'loven om utilsigtede virkninger': Enhver lovgivning vil altid have utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede - og den vil vel at mærke også undertiden kunne få så store utilsigtede virkninger at disse i det lange løb kommer til at medføre samfundsforandringer som lovgiverne ikke selv ville betragte som ønskelige hvis de havde forudset dem.

Fra humanistisk side vil man imidlertid principielt fastholde at individernes borgerrettigheder er universelle og derfor bør være gældende for alle i alle lande til hver en tid. Alle mennesker på kloden er i princippet verdensborgere og bør kunne opholde sig hvor de vil og få alle de lokale rettigheder de enkelte stater giver deres borgere. Enhver grænse er i princippet af det onde. Og dette betyder igen at alle kulturer og religioner betragtes som lige gode, værdifulde eller højtstående, og at de enkelte samfund derfor bør være multikulturelle og ikke monokulturelle.

Hermed går homogeniteten uundgåeligt fløjten, og det sker vel at mærke ikke ved overgreb udefra i form af besættelse, kolonialisme eller imperialisme, men indefra i form af bløde, menneskevenlige værdier formuleret som juridiske principper det lykkes at få ophøjet til lov gennem legal politisk kamp. Overgreb er det imidlertid lige fuldt. For det sker alt sammen på bekostning af den selvgroede homogenitet og det selvgroede fællesskab som er vokset frem nedefra gennem frie menneskers frie udfoldelse.

Og derfor kommer vi i den sidste ende ikke uden om at se i øjnene - som vi gør i spørgsmålet om normal borgerlighed kontra småborgerlighed - at der nu engang er mennesker, også 'oplyste' og velmenende mennesker der tænker i rationelle og intellektuelle baner i så høj grad at de er ude af stand til at forstå folkelig indsigt og forankring. De har ikke føling med den selvgroede homogenitet eller den selvgroede sammenhængskraft i nationen, og de begår derfor ideologiske overgreb mod folket i humanismens navn, for de har ingen føling med det kollektivt ubevidste. Det er selvmodsigende. Det er barokt og det er dybt tragisk for folket.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

DR2
Danmarks Statistik


Relevante artikler på Jernesalt:

Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Intellektualismens dilemma
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Folk og elite
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering

Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring  (5.8.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål
Den muslimske desintegration i Danmark
Vreden mod mobning af muslimer?  (22.2.10.)
Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)
Vanskelighederne med at integrere muslimerne  (28.4.07.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (25.9.08.)
udlændingepolitikken og eu-domstolen  (5.8.08.)


Islam: Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Islam: Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst  (16.10.07.)
Islam: Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Islam: Mohammad truer norsk ytringsfrihed  (16.2.10.)
Islam: Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Islam: Paven og Profeten  (17.9.06.)
Islam: Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Islam: Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)
Islam: Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Islam: Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)

Islam: Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Islam: ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
Islam: Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Islam: Frihedspris til islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)
Islam: Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Islam - en trussel?
islamismen, front mod  (4.3.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)

Muslimsk humor? (om Shazia Mirza)
Muslimsk kvindeemancipation  (29.10.09.)
Muslimsk ungdom - forledt og afsporet  (18.2.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne  (20.8.02.)


Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Muhammed-tegningerne og forargelsen  (15.10.06.)
Muhammed-sagen: DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Muhammed-sagen: Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden
Muhammed-sagen: Nej til mægling og nej til undersøgelse   (23.2.06.)
Muhammed-sagen i historisk perspektiv (1)  (8.2.06.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal