utils prefix normal JERNESALT - frankrig17macron2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.5.17.

Usikre vurderinger af Emmanuel Macron

Da valget af den 39-årige Emmanuel Macron til ny præsident for Frankrig efter min helhedsrealistiske optik vil være skelsættende for udviklingen i Europa de næste fem eller ti år, er det trist at være vidne til den usikkerhed der præger stort set alle vurderinger i dagspressen af dette nye fænomen i europæisk politik. Men det er ikke spor overraskende, for ingen gider tilsyneladende sætte sig ordentligt ind i hvad manden mener, for det er så meget på tværs af gængs tankegang af det virkelig kræver en indsats. Og når medierne præsenteres for en artikel der viser vejen til forståelsen, så afvises den uden som meget som en begrundelse. Det har undertegnet forsøgt med et sammendrag af min lange artikel af 10.5. om "Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring". Her nævnte jeg en passant nogle af de misvisende eller utilstrækkelige fortolkninger om den nye franske præsident, men nu følger en mere uddybende artikel. Den finder jeg nødvendig forud for valget til Nationalforsamlingen den 11. og 18. juni, hvor Macrons parti "République En Marche" skal have et godt resultat for at Macrons regering får en rimelig chance for at føre hans ideer ud i livet. Partiet står for midterpolitik, social-liberalisme, progressivitet, EU-politik, Den tredje vej, forandring. Og meningsmålingerne giver foreløbigt Macron forhåbninger om et godt resultat.


Som daglig læser af dagbladet Politiken er det nærliggende for mig at starte kritikken med dette blad, der i halvanden måned har haft mange gode artikler af de faste udenrigskorrespondenter om præsidentkandidaterne (navnlig de forventede to vindere af første runde), men har svigtet hvad angår nærmere analyser af Macron og hans helt specielle væsen, udvikling og ambition.

17.4. skriver Michael Seidelin: En travl ung mand stormer mod toppen og vinder præsidentens gunst..... Tætte netværk, magtfulde venner og politisk sans skaffede Emmanuel Macron ind i Élysée-palæet. Hollande var begejstret for det unge håb - som hurtigt blev en trussel mod ham.

30.4. har Michael Seidelin en udmærket artikel om Macrons 24 år ældre ægtefælle Brigitte under titlen: Utraditionel og fri kvinde står bag Frankrigs unge politiske stjerneskud.

8.5. fastslår Michael Seidelin og Thomas Lauritzem: "Macron knuser Le Pen - Europas ledere ånder lettet op".

Udlandsredaktør Michael Jarlners leder samme dag har overskriften "En sejr for udsynet. De franske vælgere valgte EU og åbenheden".

14.5. Michael Seidelin: Macron er på jagt efter nye vælgere og allierede - Emmanuel Macrons græsrødder tror på succes i parlamentsvalget. Men taberne lover benhård opposition, og de gamle partier kæmper desperat for at overleve Macrons politiske stormflod.

15.5. Jesper Thobo-Carlsen og Per Thiemann: Europas nye mand skal levere det "næsten umulige" på rekordtid. - Frankrigs nye præsident har en kæmpeopgave med at få landets økonomi på benene, forandre EU og give de vrede franskmænd en oplevelse af at blive hørt. - Samme skribenter gør i en klumme opmærksom på at folks lyst til at forlade EU iflg. eksperter er blevet overvurderet.


9.5. skriver tidligere gymnasielærer i fransk Marianne Olsen: Macron må samle et splittet Frankrig. - Hvis de folk der er bange for globaliseringn føler sig respekteret og hørt, har vi en chance i Europa.

12.5. EU-eksperten Marlene Vind: Macrons sejr kalder på selvransagelse. - Macron vandt ikke ved at kopiere nationalisternes retorik og sagde ikke, som vi hører herhjemme, at EU har svigtet. Macron vandt valget på at sige det stik modsatte. - Men denne opfattelse turde være noget forenklet! Også Macron har kritiske synspunkter på det nuværende EU.

16.5. sociologen Christoph Houman Ellersgaard: Den danske magtelite bør dæmpe sin begejstring over Macron. Han caster sig selv som en politisk fornyer, men er præget af elitære institutioner og netværk gennem hele sin karriere. - Igen en ensidig og uholdbar vinkling, der udelukkende hviler på Macrons formelle uddannelse.


Bladets Berlin-korrespondent Peter Wivel skriver 29.4.: Macron har givet et stolt Frankrig modet tilbage. Macrons sensationelle sejr i søndags beviser at man kan vinde demokratiske valg ved at udfordre populismen frontalt. - Modet vandt første runde. Angsten vinder den næste! - Det sidste kan Wivel jo ikke vide noget om, da det helt og holdent afhænger af om Macron får gennemført tilstrækkelige dele af sit program. Wivels påstand afspejler et dybt sortsyn.

Den 14.5. kommer Wivel med en uddybende klumme med overskriftern "Det kan vi lære af Macrons lille politiske ABC". Og så gennemgår han begreberne Autonomi, Brexit, Brigitte, EU, Fake News, Homo novus, Mindst ringe, Nato, Optimisme, Populisme, Værdighed. - Altsammen sobert og jævn kedeligt. Wivel lægger tydeligt vægt på det han selv synes om - og forsøger ikke at finde ud af hvad der gør Macron helt speciel. Heller ikke i afsnittet om ægtefællen. Wivel noterer at folk som Søren Krarup åbenbart har svært ved at Macron ikke har foretrukket en Lolita-type som ægtefælle. "Men nogle mennesker bestemmer selv, hvordan de holder af hinanden". Altså ikke et ord om at forholdet mellem Emmanuel Macron og hans fransklærerinde i enhver henseende har været og stadig er noget helt specielt.


To dage før den afgørende anden runde bragte Politiken den 6.5. en flot artikel i form at den franskkyndige Bjørn Bredals anmeldelse af Macrons bog "Revolution". Overskriften lød "For Frankring, middelklassen og lærerinden", og Bredal var begejstret, men vinklingen skæv.

Macron påstås at være gået til præsidentvalget med samme forføreriske energi som han opbød da han forførte sin 24 år ældre lærerinde - som lige siden har haft ham med hud og hår. Og det er jo flotte postulater. Men at Macron 'forførte' Brigitte er en altfor snæver synsvinkel. Hun underviste ham i fransk og instruerede ham på et hold i teater. På et tidspunkt begyndte hun og Macron at skrive et teaterstykke sammen - og det må man da lægge en vis betydning i. Forelskelsen kom lidt efter lidt fra Emmanuels side, og den blev taget imod af lærerinden på en måde der blev alvor for hende, eftersom hun var gift og havde tre børn; forholdet måtte ikke blot holdes hemmeligt som var det en ganske almindelig "affære", det var tværtimod en kærlighed og en ansvarlighed der tvang hende til at tage alle konsekvenser af forholdet. Det endte med hendes skilsmisse og nye ægteskab med Macron i 2007, og hun kom i allerhøjeste grad til at forme ham, men hun havde ham ikke "med hud og hår", for han var et selvstændigt menneske der ikke kunne nøjes med romantik, sprog og litteratur. Han havde selvstændige ambitioner i retning af praktisk jura, økonomi og politik. Og dem lod hun ham følge. Men begges veje kan ikke forstås isoleret fra den anden.

Kapitlet "Hvem er jeg" er efter Bredals mening som snydt ud af 'Madame Bovary' eller 'På sporet af den tabte tid', dvs med masser af kulørte ting at sætte tænderne i. Bredal kan sin franske litteratur, og det er forståeligt at han straks får associationer, men det er mildest talt nogle højst uheldige der løber ham i sinde. For Gustave Flauberts roman 'Madam Bovery' handler om en begavet, energisk, følelsesfuld og sensuel kvindes erotiske liv, og den vakte forargelse da den kom. Historien har bare absolut intet at gøre med Brigittes. Og "På sporet af den tabte tid" er en endeløs skildring af den syge Marcel Prousts fortidige liv, der genopleves og genopleves. Den begynder med et billede fra barndommens lykkelige tid og smagen af den litteraturhistorisk berømte Madeleine-kage som en tante gav ham hver morgen. Den har heller intet med Brigittes og Emmanuels liv at gøre, bortset fra at de uden tvivl har læst den og drøftet den. Men ingen af de to nutidige personer er fortabt i fortiden.

Hvis Macron bliver valgt, står Frankrig efter Bredals mening over for en af disse "revolutioner hvor alt må forandres, for at alt kan blive ved det gamle". Bredal tror altså ikke på at det overhovedet er muligt at forandre Frankrig. - Bundlinjen i bogen er at Frankrigs fremtid højt og tydeligt skal være hvad revolutionen og Napoleon engang gjorde Frankrig til: et meritokrati, en styreform hvor personer med høj intelligens og høj uddannelse er samfundets ledere. Og dette slutter Bredal dumdristigt af det forhold at Macron i nogle år var bankmand! - Macron selv snakker slet ikke om noget meritokrati. Går man til hans egne ord hedder det bl.a. "Vi skal finde nye former for sikkerhedsnet og nye former for social sikring. Det handler ikke længere om at give alle det samme. Det handler om at skaffe hver især det han eller hun har behov for. Det er ikke solidaritetens endeligt, det er tværimod dens fornyelse."

Et andet kapitel hedder 'Det jeg tror på' og det er ifølge Bredal holdt i en tone der er så gaullistisk at det grænser til parodien. Igen kan man bringe et enkelt Macron-citat der i hvert fald viser uholdbarheden i Bredals firkantede forenkling:

"For situationen i dag er hverken acceptabel eller holdbar. Det er som om vi klynger os til vores sørgelige lidenskaber, til misundelsen, mistilliden, spliden, en vis form for ondsind, nogle gange endda nedrighed, når vi forholder os til det der sker omkring os. - Den kultur jeg har arvet er tværtimod de store glade lidenskabers kultur, begejstringen for friheden. Europa, viden, de universelle værdier. Det er op til os at genfinde glæden over denne kultur og dens resultater. - Jeg har skrevet denne bog af samme grund som jeg har engageret mig i den politiske aktion: jeg vil tage del i denne bevægelse som er nødvendig for os, og som vil gøre det muligt for os at genfinde os selv."

Bredal konstanterer at Macron tør skrive passioneret og begejstret. Han underspiller ifølge Bredal ikke et studenterjob hos filosoffen Ricoeur. Nej for det har været af fundamental betydning for hele hans historiske perspektiv. Macron lægger sig ifølge Bredal op ad endnu en intellektuel sværvægter André Malraux (1901-76) som også turde tale i det helt høje toneleje. Malraux var kulturminister under Charles de Gaulle 1959-69 og betragtedes som gaullismens kulturelle talerør, og han svang sig unægteligt op i den store retoriske deklamation som kun kan rammes på det fransk sprog. Dér når Macron heldigvis aldrig op, han er en karismatisk person og en medrivende taler, men sammenligningen med Malraux siger mere om Bredal end om Macron.

Men Bredal har da fuldstændigt ret i at Macrons nærmest drengede begejstring og optimisme er smittende. Og først og fremmest i at Macrons projekt afviser den herskende franske undergangsstemning, den såkaldte "déclinisme".

Sluttelig gør Bredal gældende at Macron nok vil omfavne det moderne, men ikke kan charmere sig fra at mange opfatter ham som en rå liberalist, en bankmand i pæne politiske forklæder, en vittig omskrivning af udtrykket "en ulv i fåreklæder". Den opfattelse har i hvert fald både den ekstreme højrefløj (Marine Le Pen) og den ekstreme venstrefløj (Mélenchon) - og det skal man nok ikke tage så højtideligt, for Macrons "En Marche"-bevægelse appellerer ikke til rå liberalister og elitære bankfolk, men til midterfløjen der vil have realistiske forandringer med indbygget solidaritet.


Blandt Politikens faste kronikører er også filosoffen Peter Kemp der på selve valgdagen den 7.5. havde en kronik i bladet om "Macrons filosofiske lærermester". Ham er Kemp selv ekspert i og var ven med, Paul Ricoeur hedder han. Hvis Macron vinder præsidentvalget i Frankrig i dag, konstatere Kemp, så får franskmændene en sjældent filosofisk trænet leder, for Macron var så heldig tilfældigvis at få Ricoeur som afgørende mentor over to år i de mest modtagelige år af sit liv.

Kemp citerer og refererer udførligt Macrons egne ord om Ricoeur: Denne lærte ham hvordan man kan tænke med tekster der fastholder en kontakt til livet. I konstant bevægelse frem og tilbage mellem teori og virkelighed. Og dette tætte intellektuelle parløb over to år forvandlede Macron, så han forstår at man er hvad man lærer at blive sammen med sine mentorer.

Kemp gennemgår derefter grundigt Ricoeurs filosofi. Og det kan være meget godt, men er alligevel i en vis forstand overflødigt. For det afgørende var ikke indføringen i Ricoeurs sprogteorier som sådanne. Man kan slet ikke få fat på Macrons politiske filosofi eller politiske ambitioner via Ricoeurs teorier. Det centrale for Macron var derimod det helt specielle personlige møde og nærvær mellem de to personer i Ricoeurs sidste år, i og med at dette førte Macron ind i en historisk tænkemåde, som nu sidder dybt i ham og som i virkeligheden gør ham til en ener blandt politikere. Som fortilfælde kunne man nævne Churchill og de Gaulle, og alligevel ikke ramme det præcist. For den specielle tænkemåde er hos Macron båret af en medfødt og veludviklet følsomhed over for sproget og sprogets musik som de slet ikke havde.


Uden for Politikens laug af skriverkarle finder vi som en undtagelse fra uforstanden Informations chefredaktør Rune Lykkeberg der i sin leder den 8.5. understreger at "Macron har givet Europa et oprør fra midten". Begrebet 'Oprør fra midten' stammer som bekendt fra den bog Villy Sørensen, Kr. Helveg Petersen og Niels I. Meyer udgav i 1978 og som argumenterede for et "humant ligevægtssamfund". Det vil jeg bestemt ikke mene Macron gør, og der er i øvrigt ingen forskruet paradoksalitet at finde hos ham. Der er tværtimod tale om en ægte social-liberalisme og dermed om et klart midterstandpunkt. Men det får være. Lykkebergs leder var positiv, og det var også hans udtalelser efterfølgende i Deadline.

Weekendavisens Aske Munck kommenterer 28.4. resultatet af første valgrunde under den tendentiøse og misvisende overskrift "Messias til magten".

Valgrundens resultat er en meget klar indikation på Frankrigs splittelse, hedder det. Efter ti års krise, hvor både borgerlige og socialistiske regeringer (Chirac og Hollande) har vist sig ude af stand til at få Frankrig på ret kurs igen efter finanskrisen, har vælgerne besluttet sig for at prøve noget nyt. Nu skal kampen stå mellem en fremmedfjendsk populist, der ser Europa som en trussel og vil snøre grænserne til for at klynge sig til en forgyldt forestilling om landets fortid, og en yngre tidligere investeringsbankmand, der ser EU-samarbejdet som vejen til at genfinde Frankrigs storhed og som det bedste bolværk mod globaliseringens skyggesider.

I virkeligheden kan man efter Muncks mening koge forskellen på de to kandidaters (Macrons og Le Pens) grundlæggende livssyn ned til én modsætning: optimisme mod pessimisme - de håbefulde og beslutsomme versus dem der for længst har opgivet troen på fremtiden. - Både Macron og hans tilhængere taler for et opgør med det selvflagellerende sortsyn, den såkaldte 'déclinisme' (nedgangs-syn), som i årevis har præget Frankrig og landets intellektuelle. - Og dette er rigtigt set og yderst vigtigt. Men det har intet med Messias-forestillinger at gøre.

Modsat Munck mener politologen Thomas Guénolé da også at Macrons politik vil forstærke globaliseringens skyggesider: Umiddelbart vil en sejr til Macron den 7. maj ligne en triumf for moderation og liberale værdier, men på længere sigt kan den meget vel styrke ideologisk radikalisme i Frankrig. - Igen vil jeg sige at fejlvurderingen er eklatant og ligger i selve sortsynet. Macrons kritikere tror simpelthen ikke han er i stand til at gennemføre sine ideer. End ikke efter at de har set hans ministerliste, der på flere punkter er bemærkelsesværdig.


Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik er også grov, når han i lederen 5.5. kalder Macron for "Kejserpræsidenten", forstået som det af de Gaulle i 1958 grundlagte præsidentembede hvor Generalen fik magt til at udnævne premierministeren, øvrige ministre, dommere og embedsmnænd og magt til at udskrive parlamentsvalg og dekretere undtagelsestilstand - omtrent som om det hele var et kejserligt enevælde. Og Krasniks velkendte ironi fortsætter: Macron præsenterer sig som en outsider der vil revolutionere det politiske system i Frankrig. Han lyder næsten fuldkommen som 2008-versionen af Barack Obama, der lovede at ændre det politiske system i kraft af sin personlighed og karisme. Men præsident Macron vil ikke bare køre fast i den politiske sump i Paris. Heller ikke han vil holde hvad han lover. Som præsident vil han skulle udfordre et politisk system, han selv er en del af, og det er korrupt. Sagen er derfor i Krasniks optik at kryptofascisten Marine Le Pen ikke vil vinde valget i anden runde i 2017. Men så længe det politiske system tynges af korruption og en helt grundlæggende mangel på repræsentation af vælgerne - så vinder Le Pen det næste valg eller det næste igen. - Igen det fundamentale sortsyn på Frankrigs vegne - og igen en misvisende association. Macron har aldrig som Obama troet at hans egen karisme ville være nok til at forandre hans eget land. Han er fuldstændigt klar over at det kræver hårdt arbejde og samarbejde. Men han kan se potentialet og viljen. Og vel at mærke kan Macron ikke regnes som en del af det korrupte system, for han meldte fra i Hollandes regering, da han ikke kunne komme igennem med nytænkning.

I Weekendavisen 5.5. anmelder den skarpe dekonstruktive litteraturforsker Frederik Stjernfelt Macrons "Revolution" under en overskrift der er en sand brander: "Til makronerne!". Kampskriftet fra Frankrigs måske kommende præsident kaldes nådigt diffust i detaljerne. Macron har lagt sig efter Napoleons råd om uklarhed, for der er megen smuk og anelsfuld vaghed i de omfattende både-og'er; vi skal både styrke staten og decentralisere den, vi skal både indskrænke EU og gøre det stærkere, vi skal give flere midler til en lang række statsinitiativer og samtidig indskrænke statsbudgettet, vi skal fremme frihed og iværksætterkultur og samtidig lave omfattende statslige investeringsplaner. - I virkeligheden er dette jo fornem pragmatisk politik der ser modsætningerne som komplementære og overstigelige i stedet for på gængs manér at se dem som dualistiske og absolut uoverstigelige og derfor forheksende for al fornuft og al god vilje.

Men hos Stjernfelt fortolkes det som vaghed, og denne vaghed tilsættes så blot hos Macron en vitalistisk, patriotisk lyrik: Frankrig er stolt, energisk og viljekraftigt og portrætteres som en art bagbunden kæmpe der forhindres i at udfolde sine muligheder af en politisk klasse der er blevet apparatjikker og kun meler sin egen kage. - I mine øjne er der meget klar vitalitet og patriotisme i Macrons opfattelse af Frankrigs stolthed, energi og vilje, men absolut ikke det fjerneste "lyrik". Der er tværtimod tale om en meget realistisk og jordbunden understregning af hvad der er nødvendigt for at bryde den herskende korruption og slendrian.

Men Stjernfelt fortsætter: Så tilsættes der passende dosis populistisk kritik af det eksisterende politiske system, kulminerende med bogens titel "Revolution": I Frankrig er revolution naturligvis et plusord der her rettes mod de slatne levebrødspolitikere der mener at vedtagelse af regler og dekreter er vigtige end disses konsekvenser. - Og det er jo isoleret set rigtigt at revolution er et plusord i Frankrig. For Frankrig var hjemland for den for hele Europa vigtige begivenhed der hed Den franske Revolution 1789. Og da den som bekendt endte med Robespierres Rædselsherredømme og Napoleons Kejserdømme, så understreger Macron naturligvis at den revolution han taler om og arbejder for skal være fredelig og omfatte helt nye politiske mål samt en helt ny tænkemåde. Og det er ikke bare ord eller 'lyrik'.

Stjernfelt bedømmer Macron-bogens første halvdel som en mængde flotte, men reelt ret tomme proklamationer, men indrømmer dog at der i løbet af den anden halvdel efterhånden lægges en række mere konkrete idéer frem, hvis gennemførelse og succes Macron vil kunne måles på. Og det er faktisk med fuldt overlæg Macron stiller det op på den måde. Hans bog er ikke et partiprogram (et sådant er fremlagt med etableringen af partiet ""République En March"), bogen er netop en personlig vision, og det fine ved den er at den er dybt forankret i både fransk historie og målet om en revolution der fjerner korruptionen.

Bundlinjen er ifølge Stjernfelt "en art fransk version af Den Tredje Vej der ligesom blairismen både låner komponenter fra liberalisme og socialisme - tilsat en overraskende realistisk vurdering af migrationsspørgsmålet og en dosis grandios appel til vitalitet, energi og vilje. På en række punkter nådigt diffust i detaljerne, men alt i alt stadig betydelig mere opmuntrende end de velkendte franske alternativer". Og det skal Stjernfelt have lov til at tro i sin snævre og naive dekonstruktion. Han er så dualistisk indstillet at han overser al komplementaritet og al nødvendig pragmatisme og frem for alt den viljestyrke og målrettethed der alene vil kunne gøre en forskel.


Et lavmål af primitiv afstandtagen finder man hos den tidligere tidehvervspræst og DF-politiker Søren Krarup, som under "Debatten" med Clement Kjersgaard mandag den 8. på DR2 udtrykte sin utilfredshed med Macrons sejr. Krarup ser en sejr til Macron som en sejr til EU, som han er modstander af. I "Debattens" indledning stod Søren Krarup over for Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, og valgte her at kalde EU for "Europas ulykke". Derefter kom de to debattører ind på de to franske præsidentkandidater, Marine Le Pen og Emmanuel Macron. Søren Krarup kunne ikke med sikkerhed sige, om han ville have stemt på Le Pen, men "Jeg ville aldrig have stemt på den lille pæne bøssedreng, var jeg lige ved at sige".

Udbruddet fik Clement Kjersgaard til at bede om en uddybelse. Og det fik Søren Krarup til at trække i land. "Arhh, det er også forkert, jeg ville have sagt lille artige skoledreng".

Sagen fik 11.5. Politikens kronikredaktør Marcus Rubin til at fundere over om der var tale om en ligegyldig fortalelse eller en opvisning i homofobi? - Hvorfor dog ikke kalde det primitiv mandschauvinisme?


Den meste komplette primitivitet skal man til Jyllands-Posten for at finde, nemlig i Mikael Jalvings klumme den 5.5. om Macron der har overskriften: "Hverken liberalist eller socialist, men narcissist".

Mikael Jalving (født 1. oktober 1968) er ifølge Wikipedia en dansk journalist, historiker, debattør, forfatter, foredragsholder og politisk kommentator. Politisk beskriver han sig selv som borgerlig, men har ikke nogen tilknytning til noget parti, fordi han anser de fleste borgerlige danske partier for at være "uborgerlige". Efter eget udsagn savner dansk politik en Mogens Glistrup.- I 2016 udtalte Jalving, at han er "en nationalliberal, værdikonservativ, pragmatisk oplysningsmand", og at han befinder sig til højre for alle partierne i Folketinget.

Ifølge Jalvings klumme hævder Macron, at de traditionelle partier til venstre og højre er gået døde, fordi de har glemt at adressere virkeligheden, men "spørgsmålet er, om det samme ikke akkurat gælder vidunderbarnet selv. At læse hans selvbiografi og politiske programerklæring Revolution, der er oversat til dansk, er under alle omstændigheder som at gribe om den berømte håndsæbe." - Dette kommer skam an på hvordan man læser. Macrons bog er aldrig smuttet ud af hænderne på undertegnede. For jeg har tilfældigvis en gennemtænkt helhedsrealistisk forståelsesramme der gør det let for mig at orienteret mig i et skrift som Macrons "Revolution". Hovedsagen er at man forstår komplementaritetssynspunktet, så man undgår dualismens fælder, at man forstår dybdepsykologien så man undgår rationalismens uforstand over for den folkelige forankrig i det kollektivt ubevidste, og endelig at man forstår den tredje vejs bevidste midterpolitik mellem frihedsprincip og lighedsprincip.

Men Jalving folder hele sin gængse og forældede primitivitet ud for Jyllands-Postens læsere. "Et fermt ordskvalder møder én. Det er lige så konstrueret, som det er tømt for reelt indhold. Hans forhold til den 24 år ældre skolelærer, som han møder, da han er en dreng på 15 år, nævnes kun en passant og egentlig kun for at vise, hvor ukonventionelle og fordomfrie, de er. Mors dreng Macron er i egen selvforståelse aldrig imod, men som han formulerer det, "en person, der er for", og sådan nogle skal man nok ikke have høje forventninger til." - Kommentar: Der er intet ordskvalder i Macrons bog - og hvad angår hans forhold til lærerinden, så redegør Macron ganske nøje og selvfølgeligt for det, fordi det har været aldeldes afgørende for ham og har været langt mere end brud på normer, nemlig en dyb kærlighed der har betydet livslang etisk forpligtelse for begge.

"Macron afviser i skarpe vendinger dem, der mener at kende sandheden om Frankrig, men tøver ikke selv med at definere republikken som den opfindelse, der har befriet franskmændene for deres "overtro", dvs. kristendommen, og skabes af alle de "anstrengelser, vi gør os" som om Frankrig stadig var et hele med en fælles sag. Hvad og hvem det kollektive vi er, blæser i vinden. Hans fjende er islamisterne og Front National, side om side, for tænk sig, den lille fyr kan end ikke skelne mellem de to." - "Den lille fyr" (jf. Krarup) kan sagtens skelne mellem islamister og Front National, men han finder dem på hver sin måde farlige for udviklingen i Frankrig. Og Republikken er for ham kendtegnet af religionsfriheden. Han siger herom selv:

"I dette land kan og bør enhver forblive fri til at tro eller ikke tro. Alle er frie til at udøve eller ikke udøve en religion lige så inderligt som de hver især måtte ønske." Men desuden siger han videre at "Anstændighedens fundamentale principper er ikke til forhandling. Ligestillingen mellem mænd og kvinder er ikke til forhandling. Den betingelsesløse forkastning af antisemitisme, racisme og stigmatiseringen af menneskers oprindelse - er ikke til forhandling."

Og kristendommen? Ja, den kaldes ingen steder hos Macron for overtro. Det gør heller ikke islam - eller nogen anden religion. Men Frankrig er som bekendt et sekulært land med skarp adskillelse mellem stat og kirke eller mellem politik og religion. Religionsfriheden gælder alle uanset tro. Og hvis Jalving ikke kan undvære referencer til kristne værdier, så viser det hans yderst konservative opfattelse af religion. Han tror det er kristendommen der opretholder den menneskelige moral eller alle humane principper. Han aner ikke at moral kan eksistere uafhængigt af ydre autoriteter og efterhånden bør løsrives fra de ydre autoriteter alle steder, fordi disse er uhyggeligt undertrykkende.

Men Jalving er sikker i sin vilde fordømmelse af Macron: "Hans helt er individet; her er han liberal, men han understreger almenvellets, kulturens og institutionernes betydning på en måde, der minder om en ung student ved det grønne eksamensbord. Hvis man skal være ond, og det skal man mindst én gang om ugen, så har han udskiftet kristendommen med en ny sekulær religion, der forbyder Frankrig at "lukke sig om sig selv", og spænder sin åbenhed så vidt, at Tyrkiet skal indlemmes hurtigst muligt i et stedse større EU." - Der er i mine øjne fin sammenhæng mellem Macrons liberale indstilling og hans forståelse for almenvellets og kulturens betydning samt hans forståelse for at den franske revolutions slogan var Frihed, Lighed, Broderskab. Frankrig skal forblive sekulært, og sekulariteten er ingen religion, den forhindrer tværtimod al religiøs fundamentalisme, inklusive islamismens og den tyrkiske præsidents udgave af den.

Så hvis jeg skulle sige min uforbeholdne mening om Jalving, så minder han mig mere om en grønskolling i mediernes mudrede sandkasse end en student ved det grønne eksamensbord.


Det bliver efter dette nødvendigt at repetere min egen konklusion fra forrige artikel om Macron:

Emmanuel Macron er et helt unik fænomen i europæisk politik i kraft af sin medfødte musiske og sproglige begavelse og sine store medfødte ambitioner. Hans enestående skoling og oplæring hos sin bedstemor, sin elskerinde og filosoffen Paul Ricoeur kombineret med hans formelle universitetsuddannelse og den specifikke karriere i både offentlig og privat virksomhed har givet ham en forståelse for nødvendigheden af en samfundsmæssig transformation af revolutionær karakter som ikke alene er unik, men også nu får mulighed for at folde sig ud på rette tid i en dybt kriseramt europæisk kultur.

Macron har en enestående intuitiv forståelse for komplementaritetssynspunktets betydning over for alle aktuelle modsætninger i samfundet som ellers forhekser europæernes forstand med deres logisk-rationelle uforenelighed, men kan løses når man går uden for dualismens logik. Det gælder forholdet mellem det nationale og det globale, forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet (eller det liberale og det sociale hensyn) og forholdet mellem markedshensyn og miljøhensyn m.m. Macron forener uden ringeste besvær sin dybe forståelse af fransk sprog og kultur med en selvfølgelig forståelse af at vi i dag lever i en udpræget globaliseret verden. Han forener ligeledes forståelsen for menneskets frihed og initiativtrang med en selvfølgelig følelse af dyb solidaritet med dem der er ringere stillet end ham selv. Han forener også komplemenariteten mellem markedshensynet og miljøhensynet eller kapitalismens gode sider med nødvendigheden af naturens beskyttelse. Og han forstår endeligt også sekulariseringens væsen og nødvendighed. Ingen religion eller ideologi må lægge sine klamme dogmer ned over menneskets frihed og kreativitet.

Og det unikke hos Macron ses endeligt også i hans dybe direkte, men igen intuitive føling med den folkelige kraft som beror på det kollektivt ubevidste. Denne direkte føling er i historien set i 1800-tallet i romantikken, der især herhjemme førte til dybe folkelige og religiøse vækkelser, men hvor ideologierne og videnskabsovertroen siden hidtil har forhindret al latent folkelig kraft at bryde ud igen.

Macron står derfor for mig som den eneste politiker der vil have mulighed for at gennemføre den demokratiske transformation der er nødvendig for Europa og som vil være til gavn for ikke alene Frankrig, men hele EU - og dette vel at mærke for både høj og lav, for både kristne og muslimer og for både indfødte og indvandrere.

Ejvind Riisgård


Links:

Wikipedia om partiet République En Marche
"République En Marche"
Macrons regering


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Relevante artikler på Jernesalt:

Macron får absolut flertal i Frankrig - men med lav stemmeprocent og skæv mediefortolkning  (20.6.17.)
République En Marche! vandt suverænt første runde af det franske parlamentsvalg  (12.6.17.)
Går EU nu mod nye tider?  (16.5.17.)
Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring  (10.5.17.)
Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
EU-krisen bekræftes af jubilæums-topmøde og Brexit  (31.3.17.)
Hollands valg overrasker ikke  (18.3.17.)
Antidemokraten Erdogan driver gæk med Europa  (14.3.17.)
Højrenationalismen er lige så reaktionær som globalismen>  (10.2.17.)
Kan moralisten Martin Schulz true kansler Merkel?  (30.1.17.)
Theresa May's klare besked om Brexit  (18.1.17.)
Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed   (22.12.16.)
Folkeafstemningen i Italien sender landet i dyb krise  (5.12.16.)
EU's politikere vil ikke være ved at krisen er dødsens alvorlig  (19.9.16.)
Merkel i stigende problemer med sin flygtningepolitik  (30.8.16.)
Erdogan indfører islamisk enevælde i Tyrkiet - og Vesten aner ikke hvad man skal stille op  (24.7.16.)
Theresa May agter at føre Storbritannien ud af EU som vinder   (17.7.16.)


Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal