JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - favrholdtangreb

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.1.11.

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken

Afsnit I - David Favrholdts eksempler
   Den logiske positivisme og Jørgen Jørgensen
   Sovjetfilosofien og DKP's chefideolog Ib Nørlund
   Wilh. Christmas-Møller om Bohr og atomvåbnet
   Videnskabsjournalisten Ib Ravn og Mara Beller
   Lærebogsforfatter hos Gyldendal

Afsnit II - Jernesalts egne eksempler
   Vilhelm Grønbechs totale fejlvurdering
   Filosoffen Peter Kemps blanke afvisning
   Foredragsrække om 'Videnskab eller Gud' på Bohr-instituttet
   Biologen Jesper Hoffmeyer i 'Tro på tvivl'
   Fysikeren Peder Voetmann Christiansen i 'Paradigma'

Afsnit III - Kvalificeret, men alligevel påfaldende modstand
   Bohr-biografen Tor Nørretranders' leg med begreberne
   Bohr-biografen Abraham Pais' exceptionelle grovhed mod Bohr
   Bohr-biografen David Favrholdts eget beklagelige snæversyn

Konklusion
Henvisninger

Indledende bemærkninger Til toppen Næste

Som det vil fremgå af essayet om Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt har jeg fundet det mest hensigtmæssigt at behandle filosoffen David Favrholdts kritik af fagfæller og det faglige miljø i Danmark i en særskilt artikel, fordi den dels er ret omfattende og meget direkte, dels alligevel ikke helt tilfredsstillende eller fyldestgørende. Nærværende artikel skal derfor tage Favrholdts kritik op til videre behandling i og med at jeg gør mere ved hans egne eksempler på den ret udtalte modstand mod Niels Bohrs komplementaritetsfilsofi, tilføjer egne eksempler og faktisk også vil kritisere Favrholdt selv for manglende forståelse for det fulde potentiale i det banebrydende komplementaritetssynspunkt.

Modsat Favrholdt finder jeg ingen grund til at skjule navnene på de danskere der har udtalt sig negativt eller vildledende om Niels Bohr, for det er i de anførte tilfælde sket i et offentligt regi, hvor folk dog i almindelighed bør stå til ansvar for deres handlinger og udtalelser. Lad gå med at den store provokerende og situationistiske kunster Asger Jorn blander alting sammen i sin bog fra 1962 om 'Naturens orden' - med den mere sigende undertitel 'Silkeborginterpretation contra Københavnerinterpretation'. Det behøver man ikke tage højtideligt i Bohr-sammenhæng, for bogen er netop udgivet af Jorns eget forlag med det muntre navn 'Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme'. Og den bringer trods titlen kun mere uorden i naturen.

Lidt værre er det at journalisten Paul Hammerich i kalenderen 'De opfandt Danmark' (Brugsen 1988) bevidst udelod Niels Bohr, og altså ikke fandt vores ubetinget største naturvidenskabsmand på højde med Stensen, Rømer, Ørsted, Finsen, Vald Poulsen eller PH! Favrholdt påtalte det i et pænt brev til Hammerich, men blev afvist med bl.a. bemærkningen: "i øvrigt har jeg aldrig kunnet tilgive Bohr det med atombomben". En horribel forklaring, der imidlertid kun eksemplificerer at en bedømmelse af Niels Bohr ofte afhænger af yderst subjektive forhåndsmeninger, som oven i købet kan rumme politiske undertoner.

Men i de nedenfor behandlede tilfælde af modstand er der tale om fagfolk der burde have sat sig bedre ind i Bohrs faktiske meninger når de overhovedet udtaler sig om ham og inddrager ham i deres egne filosofiske overvejelser. Når det imidlertid også her kniber gevaldigt med både forståelsen og viljen til sober og fair behandling af Bohr, så tyder meget på at hverken den bevidste eller den ubevidste modstand mod komplementaritetssynspunktet synes at være tilfældig eller at kunne føres tilbage til tilfældig uvidenhed. Det ser tværtimod ud til at modstanden grunder sig på en massiv fordomsfuldhed der forekommer ganske tidstypisk, men samtidigt og navnlig meget afslørende for de involverede menneskers personlige ulyst til overhovedet at indlade sig på en tænkning der kunne rokke ved deres meget faste tilvante forestillinger. Og som bekendt var det netop Bohrs hensigt at rokke ved vore tilvante forestillinger og tilbyde nye og bedre.

Favrholdt skriver i sin nyeste bog om Bohr fra 2009 at han i tidens løb har været ude for mange danskere der intet ved om Niels Bohr, og hvad værre er: "mange - alt for mange - danske intellektuelle, og hermed mener jeg kunstnere, skønlitterære forfattere, kulturdebattører, journalister og politikere m.m. ved nul komma nix om fysik eller naturvidenskab i det hele taget". Og dette finder han forståeligt nok meget uheldigt for både politikernes forståelse af grundforskningens betydning og for hele debatten om menneskesyn, livssyn, sociale forhold, civilisationernes sammenstød og globaliseringens store vifte af kulturelle problemer.

Bohrs grundsyn er i Favrholdts og undertegnedes øjne epokegørende, men som Favrholdt ironisk konstaterer, så har den nye epoke desværre endnu ikke indfundet sig. Favrholdt har mødt mange der har forstået Bohrs argumentation og accepteret hans grundsyn - fysikere som Wheeler, Weisskop, Rozental og Aage Petersen - men de havde for lidt viden om vor tids filosofi til at kunne se, hvor betydningsfuldt Bohrs grundsyn er. "Og hvad filosofferne angår har de især her i Danmark gennemgående haft den mening at det gjaldt om at skyde Bohrs filosofi ned, fordi de følte hvordan den trak tæppet væk under de forskellige filosofiske ismer som de møjsommeligt havde tilegnet sig i deres studietid og fremefter."

Det helt centrale problem i modstanden mod 'Københavnerfortolkningen' og Bohrs filosofi er givetvis at det bærende komplementaritetssynspunkt fuldstændigt undergraver den ældgamle og indgroede europæiske dualisme der går helt tilbage til Platon, men navnlig blev cementeret af Descartes og Kant. Atomfysikernes såkaldte 'to-spalte-forsøg' påviste en bølge-partikel-komplementaritet i kvantemekanikken som er uimodsigelig og gør en udvidelse af den klassiske fysiks deterministiske begrebsramme tvingende nødvendig, men ikke desto mindre er der stadigvæk mange fysikere og filosoffer der håber på at forsøget vil kunne forklares traditionelt klassisk-fysisk. Det må da - lyder det - kunne vises at elektroner og andre elementarpartikler er partikler i klassisk forstand, for så behøver man ikke acceptere noget statistisk element eller nogen ubestemthedsrelation i fysikken. Og det er netop hele denne determinisme man ikke vil opgive.

Einstein kunne ikke opgive den, for han var determinist i hel fundamental forstand, grebet som han i ung alder var blevet af Spinozas filosofi. Hele den morsomme Einstein-Bohr-kontrovers, hvor Einstein rigtigt var i drillehjørnet, skal ikke gennemgås her. Men for de uhyre mange fysikere synes det stadigt komplet umuligt at opgive determinismen eller blot gå med til at den har et begrænset anvendelsesområde.

Og hvad filosofferne angår var det navnlig de logiske empirister der forsøgte at fastholde den klassiske fysiks implicitte træk: kausaliteten, determinismen og kontinuiteten. De foregav at bortkaste det ontologiske spørgsmål om 'det værende' er af materiel eller åndelig/id�mæssig substans, idet de prøvede at holde sig til sproglige og begrebslige relationer. Men som Favrholdt påpeger bevarede de skam den ene af de ontologiske 'kasser', nemlig den materielle. Den var og blev det faste udgangspunkt - og den ledte navnlig videre til 'fysikalismen', den tese at alle fænomener i verden, også de sjælelige og åndelige, i sidste ende kan føres til tilbage til fysisk-kemiske processer. Denne fysikalisme går som bekendt igen i moderne hjerneforskning og ligger fx til grund for det umenneskelige, mekanistiske hjernedødskriterium der tilsidesætter det ældgamle hjertedødskriterium. Men fysikalismen er fuldstændigt uholdbar i sin primitivitet, for den benægter det vi alle erfarer hver eneste dag: at vore mentale eller sjælelige fænomener er egenartede og ikke kan forklares udtømmende som deterministiske hjerneprocesser.

Klassisk fysik er med andre ord en begrebsramme der i lyset af den moderne fysiks nye erfaringer har vist sig at være for snæver. Relativitetsteorierne betød en udvidelse af den gamle begrebsramme under hensyntagen til naturkonstanten c (lysets hastighed). Kvantemekanikken betød en anden udvidelse af begrebsrammen under hensyntagen til naturkonstanten h (virkningskvantet). Og disse udvidelser er uomgængelige (men ikke tilstrækkelige).

Som Bohr udtrykkeligt påpegede, så forudsætter enhver beskrivelse af et eller andet en begrebsramme, dvs et sæt af begreber som har en indbyrdes relation til hverandre. Men desuden gælder at enhver erkendelse altid kan kræve en henvisning til en større struktur. Enhver introduktion af såvel relativitetsteori som kvantemekanik må således ske via klassisk fysik og dagligsprog, idet klassisk fysik og matematik opfattes som en slags præcisering af dagligsprog. Når man vil forstå relativitetsteori og kvantemekanik, er den klassiske fysik den basis man må begynde fra. "Vi er makroskopiske væsener og vort sprog er derfor nødvendigvis tilpasset den makrofysiske verden", som Favrholdt understreger. Hele denne principielle interdependens mellem klassisk fysik og kvantemekanik kaldte Bohr for korrespondensprincippet. Og dette princip er underforstået i al brug af ordet komplementaritetssynspunkt. Dermed også i kvantefysikken og - Jernesalts komplementære helhedsrealisme!

Det bør på ingen måde forbigås, at determinismens ubetingede kausalitetsprincip vitterligt har ført til umådelig naturvidenskabelige og teknologisk fremskridt og derfor er blevet så indlysende for os alle, at det er meget svært at acceptere dets begrænsning. Men begrænsningen dukkede for alvor og uigenkaldeligt op i kvantemekanikken; i forvejen var kausalitetsprincippet ubrugeligt til forståelse af sjæleliv og åndsliv - og det er iøvrigt helt overflødigt som begrundelse for vores praktiske realitetssans, nøgternhed og sunde fornuft.

Sagen er nemlig den - som ofte påpeget på Jernesalts sider - at faste, håndgribelige og materielle ting i vore omgivelser er den absolutte betingelse for dannelsen af den del i den menneskelige psyke vi kalder genstandsbevidstheden og som allerede spædbarnet begynder at danne ved at sanse og håndtere ting som rangler i vuggen: barnet er i stand til at fixere ting i omgivelserne. Genstandsbevidstheden er igen forudsætningen for dannelsen af jegbevidstheden og al med denne sammenhængende udvikling af de psykiske sekundærprocesser med alle deres sproglige begreber og sondringer. Materien kan altså i denne sammenhæng siges at være den absolutte betingelse for udviklingen af bevidsthedslivet - vi er, som nævnt, makroskopiske væsener og vort sprog er derfor nødvendigvis tilpasset den makrofysiske verden. Men dette er ikke det samme som at sige at materien er den ontologiske grundsubstans i universet. Tværtimod ville dette være en fejlslutning af værste kaliber fordi den overser at energien er lige så central og fundamental i universet som stoffet. I praksis kan vi overhovedet ikke forestille os det ene uden det andet - eller undvære nogen af delene. Energien er tilmed basis for alt liv, al bevidsthed og al udvikling på jordkloden. Materialismen er derfor lige så uholdbar som idealismen. Begge ismer postulerer et svar på et spørgsmål der ifølge sin natur slet ikke kan besvares.

Men det materialistiske synspunkt sidder dybt i folk - især i moderne mennesker der er blevet vænnet til at idealisere naturvidenskab og teknologi over alt andet. Så i og for sig er det ikke særligt uforståeligt, at langt de fleste mennesker, inklusive flertallet af videnskabsmænd og filosoffer har så svært ved at opgive den absolutte determinisme og det absolutte kausalitetsprincip der er uløseligt knyttet til de faste legemers fysik, dvs den 'klassiske' fysik, der netop er blevet 'mønstergyldig' i kraft af sin enkelhed, anskuelighed, målelighed og eksperimentelle karakter. Anskueligheden, måleligheden og reversibiliteten modificeres allerede med kvantemekanikken. Og helt uoverskueligt kompliceret, umåleligt og irreversibelt bliver alt så såre vi kommer over til de psykiske fænomener og hele åndslivet. Men visse mennesker - uhyggeligt mange mennesker må det indrømmes - klamrer sig til måleligheden og anskueligheden og nægter at acceptere det principielt umålelige og uanskuelige i fænomener som de psykiske der igen er basis for alt åndsliv. Det underlige i denne forbindelse er egentlig kun at parterne deler sig i to dualistiske yderfløje der ikke alene bestrider hinandens erfaringer, men fører decideret ideologisk krig mod hinanden.

AFSNIT I - FAVRHOLDTS EKSEMPLER Til toppen Næste

Den logiske positivisme og Jørgen Jørgensen Til toppen Næste

Den mest indædte og langvarige modstand mod Bohrs filosofi og komplementaritetssynspunkt kom fra den logiske posivitisme som Favrholdt generelt karakteriserer som en reaktion på den pseudo-filosofi og overtro der prægede tiden forud for 1. verdenskrig. Den opstod omkring 1914-18 og var inspireret af 'The Linguistic Turn': Frege, Russell, Moore, Wittgenstein m.fl. der ville befri sig for spekulationer over hvad jeget, bevidstheden og materien var for noget og i stedet analysere hvad der lå af sproglige forudsætninger og semantiske antagelser i beskrivelserne i den etablerede videnskab.

De logiske positivister begyndte - med Favrholdts ord - at opfatte sproget som en helt igennem menneskelig konstruktion som kunne analyseres fuldstændigt uafhængigt af de sagforhold som den beskrivende sprogbrug omhandler. Selv de logiske principper blev lanceret som noget der blot var sandt pr. definition. De logiske positivister hævdede fx at både modsigelsesprincippet og det udelukkede tredjes princip kun var sande i kraft af vores definitioner af de indgående begreber og at de derfor ikke handlede om virkeligheden. Man kunne have andre logikker end den divalente der kun opererer med to sandhedskriterier, nemlig sandt og falsk og udelukker alle andre.

De overså imidlertid at alle de forskellige polyvalente logikker som de udviklede dog også efter deres egne teorier skulle være modsigelsesfrie, og dette indebærer faktisk at de skal overholde den divalente logik, altså modsigelsesprincippet og det udelukkede tredjes princip. Hermed indrømmes at den divalente logik er fundamental og som sådan er der ikke noget alternativ til den.

Hvordan er det da muligt, spørger Favrholdt, at en række verdenskendte filosoffer som fx Schlick, Carnap, Neurath, Ayer og til en vis grad Bertrand Russell, nordmanden Arne Næss, svenskeren Ingemar Hedenius, finnen Georg von Wright og danskeren Jørgen Jørgensen kunne gå ind for og markedsføre en opfattelse så primitiv om sproget og logikken at den uden videre kan tilbagevises på få sider?

Svaret er ifølge Favrholdt, at selv voksne mennesker der begynder på et filosofikumstudium på et universitet let bliver indoktrinerede uden at opdage det. Ind spiller autoritetstro og eksamenskrav, og det gælder at det man lærer udenad danner grundlaget for hvordan man strukturerer og accepterer eller forkaster hvad man senere kommer ud for af synspunkter, holdninger og argumenter i sit studium. En tredje ting er endelig menneskets instinktive beredskab der dikterer os at søge tryghed i gruppetilhørsforhold. Man tilpasser sig de herskende meninger og synsmåder og nedtoner sine egne ideer og tvivl.

Den logiske positivisme var imidlertid ikke noget for den unge Favrholdt, Han søgte andre veje og kom med i nogle lørdagskollokvier for de filosofistuderende som Bohrs assistent Aage Petersen arrangerede. De dannede fælles front mod den senere så berømte super-relativist Paul Feyerabend og den senere ligeledes berømte skepticist Peter Unger, men opponerede desuden imod Jørgen Jørgensens positivisme. Jørgensen respekterede Favrholdts indsats i denne forbindelse, men han forstod ikke Niels Bohrs filosofi og desværre medførte det at han udvidede sit filosofikum-pensum til at omfatte en afvisning af Bohrs synspunkter.

Det kan desuden i Jørgensens tilfælde ikke lades ude af betragtning af han var relativt marxistisk indstillet og ifølge Carl Henrik Koch (Encyklopædien) i stigende grad blev fortaler for en doktrinær kommunisme, ja til sin død forblev en overbevist stalinist. Det turde nu nok være overdrevet - eftersom han var i klar strid med DKP's chefideolog, jvf. følgende afsnit. Men ideologisk indstillet var han. Og det kom i høj grad til at præge tiden.

De fleste inden for filosofi overtog imidlertid Jørgensens opfattelse af iagttagelsesituationen i kvantemekanikken ukritisk, og derfor kunne man da også i et autoritativt værk 'Dansk Filosofi og Psykologi' I-II [skrevet i anledning af Københavns Universitets 500 års jublium] i en artikel om 'objektivitetsproblemet i dansk erkendelsesteori i det 20. årh.' læse følgende af Arne Friemuth Petersen: "Disse forhold førte med sig at der principielt aldrig vil kunne gives en objektiv beskrivelse af atomare begivenheder..... Komplementaritetsteorien og den derpå hvilende Københavner-interpretention af kvantemekanikken må i dag anses for opgivet af verdens ledende fysikere.....".

Også nogle yngre filosoffer som nuværende professor ved Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen har ifølge Favrholdt dokumenteret lav forståelsesgrad ved i bl.a. en artikel i 'Refleks' under �t at betegne Bohrs, Zinkernagels, Favrholdts, Niels Ole Bernsens og nogle andres filosofi som 'dansk transcendentalfilosofi! Hensigten er klart nok den at sætte disse filosoffer i bås med Kants transcendentalfilosofi, skønt formålet med deres filosofi nærmere var at undsige denne ved at fastholde at erkendelsen aldrig kommer uden for hverken sproget eller naturen.

Harnow Klausen har skrevet den lille artikel i Encyklopædien om den danske transcendentalfilosofi og afviser specielt argumentationen mod skepticismen og fænomenalismen, men imødegår dog ikke her Favrholdts meget klare argumentation imod disse opfattelser. For Favrholdts hovedargument er faktisk at ikke alting i naturen eller tilværelsen er relativt eller af fænomenalistisk art. Noget ligger absolut fast - og det er bl.a. virkningskvantet, lysets hastighed og den divalente logik samt vores vedvarende justering af sansedata ved hjælp af vore handlinger i rum og tid. (Hertil kan lægges lovmæssigheder for psyken, men det interesserer ikke Favrholdt). Nævnte Søren Harnow Klausen er iøvrigt redaktør af bogen 'Filosofiens grunddiscipliner' som vi senere kommer til.

Favrholdt finder det for så vidt forståeligt at en del danske universitetslærere under påvirkning af Bohr-kritikken på internettet og bøgerne om fejden med Einstein m.m. har ment at man ikke behøvede at fordybe sig Bohrs filosofi. Men når de skriver artikler og lærebøger i videnskabsteori "har de bare at læse hvad Bohr selv har skrevet i stedet for at bladre lidt rundt i noget sekundærlitteratur. Men det gør de færreste. De klipper et eller andet citat ud af en artikel, og så tror de at det er godt nok som en dokumentation for hvad Bohr mente".

Jeg er enig - og skal senere levere yderligere eksempler på visse filosoffers og universitetslæreres manglende viden og deraf følgende vildledning

Sovjetfilosofien og DKP's chefideolog Ib Nørlund Til toppen Næste

En særlig rolle i modstanden mod Bohrs erkendelsesfilosofi og navnlig komplementaritetssynspunktet spiller Sovjetunionen, idet sovjetfilosofferne var enige om at fordømme både Bohr og Einstein, vel at mærke indtil Sovjet skulle til at udvikle en atombombe, for så måtte de russiske fysikere konstatere at de var nødt til at acceptere det meste af Einsteins og Bohrs teoretiske arbejde. Og det betød at Stalins berygtede chefideolog Andrej Zjdanov forsvandt, og at der i 1947 kom en artikel i et autoritativt sovjetisk tidsskrift der fastslog at Bohrs komplemetaritetslære var forenelig med Lenins genspejlingsteori og den dialektiske materialisme!

Herhjemme var der mere hårdnakket modstand fra samme ideologiske kant, nemlig fra Danmarks kommunistiske Parti og dettes chefideolog Ib Nørlund der faktisk var uddannet atomfysiker og havde bestået sin afgangseksamen i 1940 med glans. Man sagde dengang at hans præstation ved eksamensbordet var så blændende at Niels Bohr kun var i stand til at forstå den ene halvdel, men broderen Harald Bohr (matematikeren) dog heldigvis den anden.

I 1954 skrev Nørlund en artikel i tidsskriftet 'Dialog' på 15 tættrykte sider om 'Videnskab i Krise' med et heftigt angreb på Bohrs komplementaritetsfilosofi, fuldt og helt baseret på den dialektiske materialisme. Det hed bl.a. at Bohrs filosofi erklærer det for principielt umuligt at opnå virkelig international forståelse, og at det ikke er svært at indse hvilken part der har interesse af sådanne teorier i tidens ideologiske kamp.... "Når en så fremragende videnskabsmand som Bohr kommer på sådanne baner, skal det selvsagt blive værre endnu, når 'komplementariteten' dyrkes af mindre ånder....". Og videre "I sine konsekvenser fører 'komplementaritetsfilosofien' således til alskens obskurantisme, til en almindelig tvivl om at der overhovedet er en løsning på tidens problemer." For Nørlund at se endte Bohr altså i den rene subjektivisme der åbnede for al slags obskurantisme.

Nørlunds synspunkter medførte en længere debat, hvor Favrholdt selv deltog med kritik af Nørlund i tidsskriftet Dialog 6/1955. I Dialog-nummeret 1/1956 fik den formastelige kritiker imidlertid et krast svar af den urokkelige Nørlund. Han var dengang ikke klar over at DKP i de dage nærmest var at forstå som en religiøs bevægelse! Og da den sovjetvenlige Jørgen Jørgensen senere på et møde i 'Clart�' holdt foredrag om sin nyligt afsluttede studierejse til Moskva, men her nærmest blev verbalt overfaldet af Nørlund og den lige så dogmatiske forlagsredaktør i partiet Gelius Lund, så forstod Favrholdt at Nørlunds synspunkter ikke var til diskussion. Favrholdt fik siden at vide fra medlemer af DKP, der forlod partiet efter Ungarn-opstanden i 1956, at han på grund af sin kritik af Nørlund var sat på partiets 'dødsliste', det vil sige listen over danskere som man skulle "tage sig af", når DKP fik magten i lille Danmark!

Sagen taler helt for sig selv, men giver samtidig lidt af forklaringen på at DKP ligesom søsterpartiet i DDR holdt længere fast i den uholdbare dogmatik end Moskva selv gjorde. Men det kan tilføjes at striden Nørlund/Favrholdt også behandles i Morten Things store og fortræffelige to-bindsværk om 'Kommunismens Kultur' (1993 - bd 2, side 870), hvor forfatteren dog undlader at tage stilling til Bohrs filosofi ud fra det nok ret typiske humanistist-standpunkt at det ville blive en "mere teknisk diskussion" af atomfysikerens filosofi! Til gengæld skal det udtrykkeligt nævnes, at også Morten Thing kan se klare religiøse træk i den kommunistiske bevægelse, og det vil ikke blot sige dogmer, men også kult, ukrænkelige skrifter og ukrænkelige guder.

Endnu et aspekt er værd at tage med. Det kommer historikeren Bent Jensen ind på i'Stalinismens fascination', hvor han bl.a. påpeger at "på grund af naturvidenskabens enorme prestige har bolsjevismens krav om at have videnskabelig status en kraftig emotionel appel". Dette er uden tvivl rigtigt og kan fx ses på det forhold at mange kommunister blev ved med at tage sovjetdiktaturet i forsvar, fordi kommunismen var videnskabeligt bevislig og i sidste ende måtte sejre uanset forekommende fejl. Men ordet emotionel i Bent Jensen-citatet er vildledende, for der var i disse menneskers tro på den 'videnskabelige' marxistiske materialisme slet ikke tale om overfladiske følelser (sindsbevægelser), men tværtimod om de allerdybeste følelser af overbevisning, og sådanne er ikke emotionelle i deres art, men religiøse! Følelser er mange ting, og man kommer gruelig galt af sted hvis man ikke skelner mellem dybe og overfladiske følelser, eller bedre mellem intense og vage, dvs begiver sig ind i de nødvendige og præcise sondringer dybdepsykologien beskæftiger sig med.

Wilh. Christmas-Møller om Bohr og atomvåbnet Til toppen Næste

Favrholdt langer med fuld ret ud efter historikeren Wilhelm Christmas-Møller (+ 1995) der i 1985 udgav bogen Niels Bohr og atomvåbnet, tidligere havde skrevet en biografi om onklen 'Christmas Møllers politiske læreår', og inden sin død fik udgivet 'Obersten og kommandøren' om den danske efterretningstjeneste under besættelsen. Han var selv i flere år ansat i denne efterretningstjeneste. I bogen om Bohr bedømmer han det som udtryk for Bohrs selvhævdelse og selvovervurdering at denne i 1944 på eget initiativ opsøgte premierminister Churchill (12. maj) og præsident Roosevelt (16. august) for at drøfte eftertidskrigens politik vedr. atomvåben og også skrev et memorandum til dem begge.

Christmas-Møller udlægger det som et primitivt udslag af at Niels Bohr gerne ville spise kirsebær med de store. Historikeren underforstår altså at fysikere af format som Bohr og Einstein skal holde sig fra politik, selvom de er overbeviste om at den videnskabelige forskning har en særlig værdi ved sin åbenhed, og at åbenhed er forudsætning for al tillid, også mellem politikere og nationer. Favrholdt er da også kun overbærende over for Christmas-Møller. Om tusind år vil man huske Niels Bohr, men have glemt både Churchill og Roosevelt. Det kan vi naturligvis ikke vide noget om i dag, selvom det ikke er utænkeligt at selv anden verdenskrig ender som en fodnote i historiebøgerne.

Det afgørende turde imidlertid være, at Bohr forstod videnskabens åbenhed og i krigens overgangsfase til en forhåbentlig helt ny tid (resultatet af selve krigen var jo givet) turde påpege nødvendigheden af det vi nu om dage kalder 'tillidsskabende foranstaltninger'. Men som bekendt var navnlig Churchill imod enhver id� om åbenhed. Og han kunne ikke udstå Bohr bl.a. på grund af alle de hår manden havde i ansigtet! Hvorimod Roosevelt faktisk var lydhør over for Bohr, men bøjede sig for Churchills argumenter - og jo også gik hen ogs døde inden krigen var slut. Ind har uden tvivl spillet det ubestridelige forhold Erling Bjøl nævner i sin bog om USA's historie, nemlig at Bohrs mundtlige fremstillingsevne ikke var på højde med hans forskerbegavelse!

Christmas-Møller gør i sin bog også gældende at man ikke kunne udelukke at Bohr havde røbet hemmeligheder om atomvåben til Sovjet. Men som Favrholdt rigtigt indvender, kunne den slags overhovedet ikke falde Bohr ind. Det fremgår af den udførlige litteratur om sagen samt utallige forskeres og privatpersoners vidnesbyrd om Bohrs ærlighed, forsigtighed, hæderlighed og politiske dømmekraft.

Undertegnede er fuldstændigt enig i denne bedømmelse. Men for Favrholdt er det tydeligt at Christmas-Møller ikke formåede at se hvor verdenshistorisk betydningsfuld Bohr var og er.

Videnskabsjournalisten Ib Ravn og Mara Bellar Til toppen Næste

I august 2002 havde daværende flittige anmelder af natur- og samfundsvidenskabelig litteratur, i dag lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Ib Ravn en kronik i Politiken som han kaldte 'Opgøret med Bohr' og som primært er en gennemgang af det angreb på Bohr som videnskabshistorikeren, den russisk-israelske fysiker Mara Beller var kommet med i sin bog 'Quantum Dialogue: The Making of a Revolution'. Beller kaster ifølge Ravn "et meget kritik blik på det filosofiske overherredømme som Bohr fik etableret, og som betød en komplet udelukkelse af alternative fortolkninger af den paradoksale kvantefysik". Og man forstår allerede på de første ord at Bellers kritik er vand på Ravns mølle, for de lyder: "I modsætning til andre profeter, der taler i tunger, er fysikeren Niels Bohr vanvittig højt agtet i sit hjemland. Men andre steder i verden piller man glorien af ham." - Og så kan man ikke være i tvivl om tendensen.

Ravns påstande og karakteristikker i kronikken er mildest talt forbløffende i deres unøjagtighed og tendens, og de bør derfor ikke stå uimodsagte, selvom Favrholdt springer dem over og nøjes med at fastslå at Mara Beller tydeligvis ikke forstår nogen af de Bohr-argumenter hun polemiserer imod. Men Ib Ravn er da endnu værre! Og han er jo ikke en hvem som helst, men tværtimod en flittigt brugt kronikør og foredragsholder, der i 1989 tog phd-graden i Social Systems Sciences ved universitetet i Pennsylvania, USA, og fra 1986 til 1990 var medredaktør af det udmærkede tidsskrift om videnskab og virkeligheder der hed 'Paradigma'. En af artiklerne herfra er omtalt i artiklen Holismen en umulighed i dag med største respekt for Ravns nøgternhed. Artiklen skal nævnes, fordi den viser Ravns store interesse for David Bohm. Men i tilfældet med hans kronik om Bohr er det nødvendigt at gå i detaljer for at få et ordentligt indblik i den mistrøstige tendens. Fremhævelserne i det følgende er mine.

(1) Bohrs "manglende matematiske færdigheder fremstilles som regel som et charmerende træk der mere end rigeligt kompenseres for af en påstået overmenneskelig intuition, med hvilken han kunne nærme sig naturens sandheder direkte, uden om de besværlige matematiske ræsonnementer, som andre fysikere var henvist til at betjene sig af". - Kommentar: Den menneskelige intuition er uden undtagelse forudsætning for al menneskelig kreativitet både i og uden for videnskabelig sammenhæng. Den er aldrig af overmenneskelig art (men derimod af overpersonlig art, men det er noget helt andet), og den er mig bekendt aldrig i Bohrs tilfælde blevet påstået af være overmenneskelig, men den er naturligvis større hos nogle mennesker end hos andre, derfor taler man ofte om genialitet, det gælder ikke blot Newton, Galilei, Ørsted, Bohr og Einstein, men også Blake og Grønbech. Intuitivt sete sammenhænge er ikke det samme som videnskabelige beviser eller sandheder, men kan lede til sådanne, og derfor fritager intuition aldrig en forsker fra den besværlige udmøntning af den sete sammenhæng til begrundet teori (eller for kunstens og historieforskningens vedkommende til konkret og udførlig formidling).

I naturvidenskaben skal der som hovedregel matematik til, men ikke alle forskere, heller ikke de få geniale, er lige gode til matematik. Hverken Ørsted eller Bohr var store matematikere, men så kunne de jo få hjælp af andre. Bohr endda af sin broder. Heisenberg var en stor matematiker og derfor var han selv i stand til at udforme matrixmatematikken efter sin intuitive opdagelse af en afgørende sammenhæng i kvantefysikken, som "kom til ham" under en svømmetur ved Helgoland!. For det er igen noget ejendommeligt: selve de intuitive indsigter sker uden bevidsthedens indblanding og kontrol. De er ikke udslag af deduktion, men af induktion og er derfor aldrig et resultat af en metode. Men skal de være noget værd, forudsætter de naturligvis dybtgående kendskab til relevant fagstof. I Heisenbergs tilfælde er det iøvrigt værd at bemærke at en forudsætning for hans udvidelse af selve den matematiske begrebsramme var hans utilfredshed med den eksisterende matematiks nøjagtighed. Den gav ikke plads til den fornødne usikkerhed og sandsynlighed.

(2) Bohr afstod ifølge Ravn fra at forsøge at udlede en virkelighedsbeskrivelse af den matematiske kvantemekanik, "som han ikke forstod" [!!]. "I stedet udviklede han sit kendte komplementaritetsprincip, ifølge hvilken virkeligheden i visse sammenhænge kan opfattes som bestående af partikler og i andre som bestående af bølger. Noget entydigt svar om hvordan virkeligheden er skruet sammen, kan man ikke give, sagde Bohr - begge beskrivelser er nødvendige." - Kommentar: Bohr udviklede aldeles ikke et komplementaritetsprincip (endsige en komplementaritetsteori), men anlagde et komplementaritetssynspunkt og talte fuldt bevidst og af gode grunde aldrig om andet end et synspunkt. Et sådant kan ikke bevises og aldrig udformes til en egentlig teori, men er derimod i Bohrs tilfælde det grundlag for erkendelse og beskrivelse af kvantefænomener som alene kan bringe forskerne ud over Kants forstandsforheksende ontologiske dualisme. Men Bohr hævdede aldrig at vi ikke kan udtale os entydigt om virkeligheden eller naturen. Tværtimod er det det man gør i den klassiske fysik og derfor denne der også i sidste ende er grundlaget for alle eksperimenter med kvantefænomener. Ved at indføre korrespondensprincippet sikrede Bohr en solid forbindelse mellem kvantemekanikken og den klassiske fysik der udelukker enhver indførelse af subjektisme i kvantefysikken. Men i selve kvantefysikken kan man ikke afgøre om det man undersøger har partikelkarakter eller bølgekarakter, da det afhænger af forsøgsopstillingens muligheder og dermed det slutresultat det konkrete forsøg giver og som er irreversibelt (ikke kan gøres om).

(3) "Bohrs udtalelser blev accepteret, uanset hvor obskure de var. Hans uklarhed i skrift og tale er legendarisk, men den er altid blevet udlagt velvilligt, som udtryk for en kompromisløs kamp for indsigt og sandhed..... Hans tænkning karakteriseres typisk som dyb og subtil, hans intution som formidabel." - Kommentar: Bohrs filosofi er overordentligt klar og konsekvent, når man læser den rigtigt. Der er intet obskurt i den, tværtimod skyede Bohr det obskure. Men da Bohr ønskede størst mulig præcision i sine skriftlige udlægninger af sin forskning og filosofi - og først og fremmest prøvede at forebygge at blive misforstået eller taget til indtægt for holdninger han ikke havde - gjorde han sig så stor umage med formuleringen af de enkelte sætninger, at de ofte blev ret indviklede - og derfor af mange taget for uklare. Men tungetale var der mindst af alt tale om.

(4) Ravn omtaler de to modstridende fysikerlejre i 1920'ere og 30'erne således: "Den ene lejr anførtes af Heisenberg der havde udviklet en særlig matematisk metode til udregning af kvantefænomener. Den kunne ikke forbindes med noget billede af fx elektroners egenskaber og hvordan de opførte sig... Heroverfor stod den østrigske fysiker Erwin Schr�dingers bølgemekanik, der også gav de rigtige værdier, men gennem et velkendt fysisk billedsprog, hvor partikler og deres egenskaber fremstod som om de var bølger eller vibrationer..." - Kommentar: Det er korrekt at modsætningen stod mellem en kvantefysik der krævede matrixmatematik og var uanskuelig og en metode hvor kvantefænomenerne betragtes som klassiske substanser der følgelig kunne anskueliggøres. Men Bohr påpegede jo netop, at det ikke var muligt overhovedet at beskrive hvad der sker under forsøg med kvantefænomener da man kun kender slutresultatet. Favrholdt påpeger desuden at Schr�dinger i det berømte tankeeksperiment som kaldes 'Schr�dingers kat' overså at den kvantemekaniske superposition [den overordnede iagttagelsesposition] "kollapser" så snart der finder en registrering sted, der afsætter et makroskopisk spor. Skillelinjen mellem 'subjekt' og 'objekt' ligger nemlig ikke mellem fysikeren uden for kassen og det der er inden i kassen, inkl. den tænkte kat. Skillelinjen ligger imellem den radioaktive kilde og detektoren (plus den eventuelle forstærker-mekanisme). Eller med andre ord: uanskueligheden er ikke til at komme udenom. Bohrs 'billedforbud' er derfor fuldstændigt logisk, men naturligvis ikke overholdeligt i praksis, fordi vi forstår bedst gennem analogier og derfor altid vil ty til at prøve at anskue det uanskuelige.

(5) Bohr plæderede ifølge Ravn for "fodslag og enighed fysikerne imellem. Han så sin komplementaritetsfilosofi som en måde at forsone de stridende parter på - lidt bølge til Schr�dinger, lidt partikel til Heisenberg....." - Kommentar: det rene vrøvl! Der var aldeles ikke lidt bølge til den ene og lidt partikel til den anden, men ene og alene komplementaritet i iagttagelses- og beskrivelsessituationen. Og komplementaritetssynspunktet er derfor ikke et forsøg på at forsone parterne, men tværtimod at få dem til at komme videre ved �n gang for alle at undsige enhver fastholdelse af ontologiske betragtninger.

(6) Ravn skriver at der i løbet af få år fra omkring 1930 blev skabt konsensus omkring Bohrs forståelse med den såkaldte 'Københavnerfortolkning', og denne bestemmer han på denne måde: "Man kan ikke tale om virkeligheden uafhængig af de målinger man foretager af den. Den forligger ikke objektivt, men træder først i karakter i iagttagelsesituationen, hvor den iagttagede elektron viser sig om bølge eller partikel." - Kommentar: Man kan ifølge Bohr og Københavnerfortolkningen ganske udmærket tale om virkeligheden uafhængigt af vore målinger af den, for det gør man med stor succes i både den klassiske fysik og vores daglig praksis. Det man derimod ikke kan er at tale om kvantefænomenerne uafhængigt af målinger eller objektive beskrivelser af disse målinger uden at inddrage forsøgsopstillingen der følger den klassiske fysiks love. Dette er faktisk en så �ntydig og let forståelig forklaring at den ikke skulle være til at gå fejl af, medmindre man ønsker det.

(7) Om Einsteins, Podolskys og Rosens indvendinger mod Bohr i den såkaldte EPR-artikel skriver Ravn "de mente ikke at kvantemekanikken kunne være en komplet teori, fordi den indebar at to fænomener adskilt af vilkårlig stor afstand kunne opføre sig som om de var i øjeblikkelig forbindelse eller korrelation. Det smagte af et magisk og religiøst verdensbillede, hvor okkulte kræfter eller Guds skaberånd virker øjeblikkeligt overalt, og det kunne Einstein ikke antage..... Først 25 år senere blev denne korrelation gransket teoretisk, nemlig af den irske fysiker John Bell, og den er siden blevet påvist eksperimentelt talrige gange..... nu om stunder kalder man fænomenet for 'entanglement', sammenfiltring.... Ingen fatter hvordan en virkelighed med sådanne transrumlige forbindelser er mulig. Bells konklusion på EPR-udvekslingen i 1935 og fremefter er, at Bohr og Københavnerskolen på det nærmeste har stået i vejen for en udforskning af denne korrelation, sammenfiltring, ikkelokalitet.... Ortodoksien anført af Bohr tog gassen af disse argumenter ved at bruge en taktik der forhindrede en seriøs undersøgelse af uadskilleligheden indtil Bells banebrydende arbejde..."

Kommentar: Einstein var, som tidligere fastslået, ubetinget determinist og kunne naturligvis ikke som videnskabsmand acceptere nogetsomhelst okkult, magisk eller religiøst i kvantefysikken. Men det kunne Bohr sandelig heller ikke, og det har han eller Københavnerfortolkningens øvrige tilhængere aldrig nogensinde prøvet på. Det er Einstein og hans meningsfæller, inkl. Ib Ravn, der lægger noget okkult ind i den objektive beskrivelse af kvantefænomener som Bohr og Heisenberg var foregangsmænd for. Det er nemlig Einstein og meningsfæller der ikke vil acceptere at kvantefænomenerne unddrager sig vore målinger hvis de betragtes som samme slags fænomener som dem der foreligger i klassisk fysik, hvilket igen vil sige at det er dem der ikke vil acceptere at virkeligheden ved siden af den klassiske fysiks enkeltvis målelige partikler og bølger byder på fænomener der kun kan registreres som irreversible statistiske, men ikke destomindre absolut ubetvivlelige fænomener.

Bohrs komplementaritetssynspunkt (der er og bliver et synspunkt) og Heisenbergs ubestemthedsrelationer (der er en størrelse der kan angives med matematisk præcision) har ikke udelukket forskning af den nævnte korrelation eller 'sammenfiltring' (eller nogetsomhelst andet). Bells forsøg, som er kyndigt og journalistisk veloplagt fortalt af Tor Nørretranders i 'Det udelelige' startede allerede i 1964 og førte ikke til det ønskede resultat, men tværtimod til en påvisning af at kvantemekanikken - som Bohr hele tiden havde ment - er uforenelig med en 'lokalrealistisk' model, dvs en model hvor fænomenerne kan beskrives som lokaliserbare partikler eller bølger efter den klassiske fysik. Men man blev ved med at lave forsøg for dog om muligt at modbevise Bohr. Det afgørende forsøg fandt sted i 1982 og blev ledet af franskmanden Alain Aspect. Det er også udførligt beskrevet af Nørretranders, men Ravn ofrer det ikke et ord.

Meget kort refereret betyder Aspects forsøg, at Einstein og meningsfæller havde uret, og at ikke-lokaliteten er et vilkår man ikke kommer udenom i kvantefysikken. Den del af virkeligheden der er iagttagelig og målelig efter den klassiske fysiks principper er 'lokal' (alle objekter kan lokaliseres præcist i tid og rum), men en anden del af virkeligheden har 'objekter', 'processer' eller 'fænomener' der ikke er lokaliserbare og følgelig ikke kan iagttages eller måles direkte, men alene indirekte gennem deres indvirkninger på de måleapparater der bruges og som alle følger den klassiske fysik. Bell selv var stor nok til, da resultatet af Aspects forsøg forelå, at kalde kvantemekanikken "et mirakel af succes". Han havde håbet, at det ville vise sig ikke at være tilfældet, men bøjede sig for resultatet. Det samme gjorde naturligvis Aspect selv, der faktisk også havde håbet på det modsatte resultat.

Det der især har generet Aspect er selve billedforbudet. "Jeg ved", indrømmer han, "at jeg ikke kan fortolke kvantemekanikken ud fra noget billede der stammer fra den almindelige verden. Det viser Bells Ulighed. Men jeg har min egen måde at arbejde på: jeg er normalt i stand til at lave et billede af kvantemekanikken, der bruger klassiske genstande som billeder. Men jeg har et advarseltegn: Jeg ved meget vel, at billederne på et tidspunkt ikke virker mere...." - Så burde det være skåret ud i pap. Men stadig er der nogen der ikke vil acceptere det.

(8) Ravn retter stadig skytset mod intuitionen som sådan og hævder således at Maria Bellers bog "piller eftertidens glorie af Bohr. Den er primært et bidrag til en ny type videnskabshistorie der gør op med den tilforladelige forestilling om at videnskabsfolks ideer og teorier udgør en enhed, der springer mere eller mindre færdigdannet ud af deres geniale hoveder...." - Kort kommentar: Mig bekendt er der ingen der har forestillinger om at videnskabens teorier udgør en enhed. Tværtimod viser videnskabens historie og hele debatten om Københavnerfortolkningen at der altid har været, stadig er og formentligt altid vil være stridende retninger. Det skyldes ikke mindst det forhold at nogle hårdnakket holder fast ved gamle tilvante forestillinger og betakker sig for nye og banebrydende. Og dette hænger uden tvivl også sammen med, at nogle nægter intuitionen en rolle i forskningens udvikling, skønt det ellers turde være oplagt at man ikke kan deducere sig frem til nye synsvinkler. De kommer af undren og åbenhed over for problemer der ikke kan løses med gamle metoder.

(9) Men Ravn er overbevist om at det ikke går ærligt til i videnskaben. Bellers analyse peger nemlig på "at Bohr og Københavnerfortolkningen ikke sejrede på grund af overlegen videnskab, men gennem effektiv retorik. Københavnerfortolkningens forskellige elementer - komplementaritet, indeterminisme, nødvendigheden af klassiske begreber osv. - udgør på ingen måde et samlet, logisk hele. De er tværtimod stumper og ideer, der opstod på forskellige tidspunkter som lokale svar på konkrete indvendinger fra fagfæller der skulle overbevises...." - Kommentar: Elementerne udgør selvfølgelig ikke et samlet hele, men Københavnerfortolkningen udgør et særdeles frugtbart grundlag for al naturvidenskab i og med at komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet såvel som absolutte størrelser som virkningskvantet, lysets hastighed og ubestemthedsrelationen samt visse grundregler for �ntydigt beskrivende sprog gøres til fundamentale forudsætninger. Denne helhed er så langt fra 'retorik' som man overhovedet kan komme.

(10) Ravn lader sig imidlertid ikke overbevise. Han mener tværtimod at Marie Bellers udfordring til Niels Bohrs fædreland ikke kun er historisk, men også aktuel, for "vi står stadig med en kvantemekanik som godt nok er uovertruffen som regneredskab, men som ingen rigtig forstår. Spørgsmålet er", fortsætter han, "om denne forståelsesvanskelighed skyldes kvantemekanikken selv (og d�n har ingen seriøse betvivlet) eller Bohrs fortolkning af den (som mange forskere og filosoffer uden for Danmark har betvivlet." - Kommentar: Det er da altid noget at Ravn regner kvantemekanikken for uovertruffen som regneredskab (for det er dette redskab alle forskere må bruge), men at ingen skulle forstå den, er ikke bare et uskyldigt retorisk postulat, det er usandt. Og det kan tilføjes at kvantemekanikken i princippet ikke er sværere at forstå end alle normalt begavede mennesker vil kunne klare det, forudsat de ikke sætter sig på bagbenene og modsætter sig komplementaritetssynspunktet og dets geniale id�. Dette kræver ikke andet end at opgive den absolutte determinisme og vedgå determinismens begrænsning. Men når visse mennesker under ingen omstændigheder vil dette, er det ikke Bohr der er noget i vejen med, men folks egen stædighed.

Når Ravn derfor postulerer (11) at "Siden slutningen af 1930'erne har Københavnerfortolkningen haft en primært negativ og prohibitiv effekt. Den har ignoreret eller ligefrem tabuiseret alle spørgsmål om virkelighedens beskaffenhed.", så kan det kun give følgende replik: Københavnfortolkningen har ikke ignoreret eller tabuiseret spørgsmål om virkelighedens beskaffenhed, men lige præcis frigjort alle spørgere og forskere fra den forstandsforheksende ontologiske dualisme som leder enhver fornuftig besvarelse på afveje.

Derfor skal vi naturligvis ikke som Ravn i sin slutsats (12) spørge: "Hvornår får vi danskere sagt pænt tak og farvel til Bohr og kommer videre?" - Vi skal tværtimod fastholde Niels Bohrs geniale synspunkt og se at komme videre ad den vej. At fastholde den ontologiske dualisme og den klassiske fysiks absolutte determinisme er bagstræb.

Det bør nævnes at Politiken i juni 2007 bragte en meget morsom artikel om virkeligheden og hvad vi ikke ved om den, skrevet af Morten Jastrup, som under henvisning til en artikel på Wikipedia påstod at han ikke selv forstod hvad han havde skrevet. Men det skulle læseren skam ikke være ked af, for det var der heller ingen andre der gjorde. Artiklen handlede nemlig om kvantefysikkens virkelighed, og her opfører tingene sig jo helt anderledes end de sanselige og håndgribelige ting, nemlig sådan at de kun kan beskrives matematisk og derfor "måske i virkeligheden slet ikke kan betragtes som virkelige". Og så får vi ellers hele den gamle smøre om kvantefænomeners påståede ubegribelighed på grund af deres uhåndgribelighed.

Der er absolut ingen grund til her at gå ind i en detaljeret imødegåelse af Jastrup, så meget mindre som artiklen var humoristisk anlagt. Interesserede læsere kan henvises til artiklen Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken, men det skal udtrykkeligt nævnes at det er påfaldende at 'organet for den højere oplysning' på Rådhuspladsen disker op med artikler om kvantefysikken der er mere egnede til at skabe forvirring end opklaring.

Lærebogsforfatter hos Gyldendal Til toppen Næste

Mere for en ordens skyld skal afsnittet med Favrholdts eksempler lige rundes af med endnu et beklageligt eksempel på forvanskning af Bohr fra filosoffers side, nemlig et citat fra 'Filosofiens Grunddiscipliner' som er udgivet af 'Gyldendal Uddannelse' i 2000. I et afsnit om videnskabens teorier, skrevet af Caroline Schaffalitzsky de Muckadell (f.1972, cand.phil. i filosofi) præsenteres noget så mærkværdigt som 'antirealismen' som et muligt filosofisk synspunkt og der står:

"Selv når det gælder den videnskab der synes at have det "hårdeste" emneområde af alle - fysikken - er det dog ikke usædvanligt at filosoffer og videnskabsfolk indtager et antirealistisk synspunkt..... De størrelser kvantefysikken opererer med, virker så besynderlige, ja rent ud sagt mystiske, at man har vanskeligt ved at tro på at de virkelig findes. Desuden udmærker kvantefysikken sig ved at inddrage selve iagttagelsesituationen i beskrivelsen. Det strider imod den gængse realistiske opfattelse ifølge hvilken en teori skal beskrive virkeligheden som den er, uafhængigt af den måde vi opfatter den på. Den danske fysiker og Nobelpris-modtager Niels Bohr som var med til at grundlægge kvantefysikken, udtrykte sig således ofte anti-realistisk [min fremhævelse]. Han sagde for eksempel: "Der er ingen kvanteverden. Der er kun en abstrakt kvantefysisk beskrivelse. Det er forkert at tro at det er fysikkens opgave at finde ud af hvordan naturen er. Fysikken handler om hvad vi kan sige om naturen". [p 62].

Favrholdt finder grund til at spørge om det er umagen værd at gå i rette med en sådan argumentation, der findes i en bog som blot er på det formidlende niveau. Men han svarer ja, for så vidt han ved, anvendes den stadig i undervisningen på nogle gymnasier og giver derved mange elever - herunder måske kommende politikere - et forvansket indtryk af videnskab og filosofi - og ikke mindst af Niels Bohr. Men han undrer sig dog også over at filosoffer har så let ved at springe fra almindelig common sense til indviklede spekulationer uden at de hører alarmklokken ringe.

Men jeg synes igen det er meget værre. For ovennævnte gengivelse af Bohrs opfattelse af kvanteverdenen og fysikkens opgave er jo ikke alene vildledende, den er falsk, for den står i citationstegn, men der er ingen kildeangivelse som ellers i bogen. Men det kan dog oplyses at kilden er Tor Nørretranders ('Det udelelige' p 237) der igen citerer efter Aage Petersen. Det er altså tredjehåndsreferat! Samme slags unøjagtighed gør Schaffalitzsky de Muckadell sig skyldig i senere i bogen i et afsnit om 'Videnskabsteoriens betydning', hvor hun skriver (p. 75): "Eksistensen af en 'mikroverden' af atomer (og endnu mindre partikler) har fået mange fysikere til at blive realister. 'Mikroverdenen' er dog i nogle henseender så mærkelig at det igen har fået en del fysikere og filosoffer til at blive anti-realister - jf. Niels Bohr og kvantemekanikken (min fremhævelse)." - Men henvisningen er tom. Og ingen fysikere med respekt for sig selv kan kaldes anti-realister.

Sandheden er at Niels Bohr ikke var det fjerneste anti-realist. Bohr var realist om nogen, for han lagde konsekvent vægt på henvisningen til den klassiske fysik og dermed det normale realitetsbegreb. Og hvad han mente om kvanteverdenen var ikke at kvantefænomenerne ikke var virkelige - de var så virkelige som alt andet virkeligt, men de kunne ikke iagttages eller måles direkte således som objekterne i den makroskopiske verden kan. Og hvad vort forhold til naturen og fysikkens opgave angår, så ligger det fuldstændigt klart at vi efter hans opfattelse ikke kan sige noget om hvordan naturen er i sig selv, men alene om hvordan den er når den udsættes for vores undersøgelser, og grunden er - som det fremgår af alt hvad Bohr har skrevet og som det også gerne skulle være fremgået af ovenstående - aldeles ikke at vi ikke kan slutte os til at der eksisterer en verden uafhængigt af os og vores eventuelle undersøgelser, men at vi er en del af den natur vi iagttager og undersøger, og altså ikke i vores iagttagelses- og beskrivelsessituation kan se naturen udefra og dermed se bort fra iagttagelsesvilkårene. D�t er realisme så det forslår.

Og det er altså ikke særligt indviklet, hvis man gider læse, så ud over ren dovenskab må der ligge en betydelig uvilje mod Bohrs synspunkter til grund for forvanskningen af hans synspunkter. Der går ideologi i modviljen. Og det mest uhyggelige i den konkrete forbindelse er at det sker på lærebogsplan og i Gyldendal-regi. Egentlig kunne jeg godt lide at vide om Favrholdt har gjort Gyldendal opmærksom på fejlen i den nævnte lærebog, og om der fx er lagt en berigtigelse ind i den, eller om der eventuelt ligefrem er tale om modsætningsforhold mellem Gyldendal og Favrholdt. For jeg har lagt mærke til at Favrholdt tidligere kunne få udgivet sine bøger på Gyldendal, men ikke den nyeste Bohr-biografi.

AFSNIT II - JERNESALTS EKSEMPLER Til toppen Næste

Vilh. Grønbechs totale fejlvurdering Til toppen Næste

For undertegnede skaber af Jernesalts originale filosofi med navnet 'den komplementære helhedsrealisme' er det særligt morsomt i nærværende artikel at kunne og måtte gentage oplysningen om at begrebet helhedsrealisme stammer fra religionshistorikeren Vilh. Grønbech, mens begrebet komplementaritet stammer fra atomfysikeren Niels Bohrs filosofi. Begge begreber har været afgørende for min egen filosofi, men Bohr på sin side var - som det fremgår af essayaet Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt - fuldstændigt uforstående over for religion i mytisk, ikke-dogmatisk forstand, og han forstod derfor heller ikke hvad helhedsopfattelse dybest set er, og Grønbech på sin side gik totalt fejl af kvantemekanikken og forstod ikke hvad komplementaritetssynspunktet dybest set går ud på.

De to personer tilhørte stort set samme generation; Grønbech var fra 1873 og Bohr fra 1885; begge skabte deres banebrydende forskningsresultater næsten samtidigt, nemlig i årene 1909-13; og begge blev efter nogle få år som docenter professorer ved Københavns Universitet næsten samtidigt. Grønbech i 1915 og Bohr i 1916. Og begges gennembrud uden for de snævre fagkredse skete i årene 1928-35. Grønbech var som filolog elev af den fremragende sprogforsker Vilh. Thomsen som sammen med Høffding var i vennekredsen omkring Bohrs far, Chr. Bohr, så man kan sige at der også var et vist fælles inspirationsgrundlag. Men næppe nogen andre i dansk videnskab overhovedet stod hinanden fjernere end Niels Bohr og Vilh. Grønbech.

En enkelt gang mødtes de som talere i Videnskabernes Selskab, nemlig da selskabet mindedes afdøde filosofiprofessor Harald Høffding den 11. december 1931 ved et fællesmøde for den naturvidenskabelige og den humanistiske gren af organisationen. Hovedtalen - en lang og grundig indføring i Høffdings liv og værk - blev holdt af Grønbech, mens Bohr nøjedes med en kort karakteristik og nogle varme ord om den åbne personlighed som Høffding havde været og som Bohr tidligt havde mødt i sit hjem. Bohr sendte senere Grønbech en meget varm tak for foredraget der jo blev udgivet som selvstændig publikation, og Grønbech kvitterede.

Desuden kan det af den bevarede korrespondance på Niels Bohr-arkivet ses, at Grønbech i 1932 på sin side sendte Bohr første del af sin store monografi om Goethe. 1940 også det store tobindsværk om 'Hellenismen', og her udtrykker Bohr i sit svar beundring for Grønbechs uhyre viden og dybde i studierne og nævner specielt at han "er blevet slået af træfsikkerheden i Deres bemærkninger og har lært overmåde meget ved at få stillet så mange almen-menneskelige spørgsmål i ny belysning". Og dette bekræfter jo igen at Bohr havde sans for nytænkning. Endelig fremsendte Grønbech en kort ironisk artikel om 'Pessismisme' som tryktes i 'Frie Ord' 1947, og Bohr kvitterede med tilslutning til tankerne. Men personlig kontakt var der ikke tale om. Og egentlig påvirkning endnu mindre. [Dette lille afsnit er rettet 18.1. efter besøg på Bohr-arkivet].

Men da USA kastede atombomben over Hiroshima i august 1945 og Truman kom med sit udbrud "Det er det største der er sket i historien", chokerede det naturligvis mange fredselskende mennesker, herunder også Vilh. Grønbech. Og det førte ham til at henvende sig til kirkehistorikeren Hal Koch, der i besættelsesåret 1940 havde været initiativtager til 'Dansk Ungdomssamvirke', og sammen med denne lancere et nyt tidsskrift under titlen 'Frie Ord'. Første nummer udkom den 1. februar 1946 hos Gyldendal, og den indledende artikel var Grønbechs 'Atombomben' der efterfulgtes af Kochs 'Siden 5. maj'.

Grønbechs artikel rummer bl.a. denne passage: "En skønne morgen slår den københavnske skatteborger sin avis op til surrogatkaffen. På første side står med de fedeste og største typer trykkeriet råder over: Problemet med atomers spaltning er løst, atombomben er en praktisk realitet. Den er allerede anvendt over en af Japans storbyer, og resulatet svarede til forventninger. Efter et foreløbigt skøn omkom i løbet af et sekund eller to mellem 500.000 og 1.000.000 mennesker, størstedelen af byen er udslettet. Lidt bedøvet mumler jeg: 'Så kom du, profeters håb', og så gik tankerne i stå....." - og så følger ellers Grønbechs dybt ubarmhjertigt ironiske vurdering af selve den dualisme mellem stof og ånd som har præget hele den europæiske kulturudvikling og på den en side været betingelsen for naturvidenskabens fantastiske fremskridt, men samtidigt konsekvent og systematisk har sat åndslivet ud på et sidespor.

Af den bevarede korrespondence på Bohr-arkivet kan ses at Hal Koch allerede i december 1946 har henvendt sig til Niels Bohr for at få tilladelse til i 'Frie Ord' at optrykke et alment foredrag Bohr havde holdt på universitetet, og dette ville denne gerne tillade, men foredraget eksisterede ikke i nedskrevet form, for det var holdt frit på grundlag af notater. Men min formodning om at afslaget måtte ligge i at henvendelsen kom fra et tidsskrift der lå for langt fra Bohrs grundsynspunkter holder altså ikke stik. I almindelighed var Bohr - som Favrholdt nøje har præciseret - omhyggelig med ikke at blive taget til indtægt for noget han ikke stod for. Men dette var i hvert fald ikke den formelle begrundelse her. [Også dette afsnit er rettet 18.1. efter besøg på Bohr-arkivet].

Til gengæld fulgte Grønbech sin artikel op med flere om atombomben og senere et par om filosoffen Kant, der for Grønbech var den store skurk i udviklingen. Den ene artikel var især rettet mod Kants såkaldte 'antinomier' dvs modsætninger der er logisk nødvendige, fordi vi ikke kan ophæve modsætningen mellem tankens forestillinger om endelighed og uendelighed. Sådanne modsætninger er med Grønbechs ironiske forklaring "lovlige i modsætning til almindelige modsigelser der kaldes tanketorsk". Den anden artikel hed 'Skikkelse og kraft' og retter sig især mod atomfysikken, dog uden at nævne Bohrs navn. Men den viser at Grønbech intetsomhelst har fattet af Bohrs frugtbare erkendelsesteori.

Hele hans misforståelse fremgår faktisk af det indledende afsnit: "Den nye fysik har, som vi alle veed eller i al fald har hørt, nået til afgørende resultater. Ikke uden grund har atomforskningen vakt opsigt selv i kredse der ellers står uden for fysiske interesser, fordi den efter kyndige mænds udsagn afslører tilværelsens grund. Når vi kommer allerlængst ind i tingene, finder vi blot en bevægelse, kraftbølger eller hvad vi nu vil kalde det; om disse bølger består af småpartikler eller ikke, kan i og for sig være ligegyldigt; det egentlige er bevægelse og spænding, og det er de to der skaber fasthed; hvad vi kalder at tingene er hårde, substans eller materie som man sagde i gamle dage, beror blot på at der hersker en spænding der svarer med modtryk på vort tryk. Når vi altså ser tingene som de virkelige er, viser det sig at de er formløse. Det kan se mærkeligt ud at naturen eller den virkelige verden er ganske uden form, mens vi dog tilsyneladende i det praktiske liv kun har med skikkelser at gøre....."

Den på det tidspunkt pensionerede religionshistoriker, hvis banebrydende forskning allerede i 1915 førte til dansk religionsvidenskabs løsrivelse fra teologiens omklamring har ikke forsøgt - som han ellers altid gjorde i sin forskning - at sætte sig grundigt ind i det han udtalte sig om gennem systematiske selvstudier, men slapper af med at lufte sine fordomme der alene bygger på avisreferater og lignende. Og intet af hvad han kommer med rammer kvantemekanikken eller Københavnerfortolkningen, men alene Kant, for han tror at atomfysikkens bølgefænomener og matematiske beskrivelser er præcis den samme uting som han forlængst har konstateret gennem hele Europas kulturhistorie og taget skarpt afstand fra i sit opgør med denne, nemlig den gamle tanke om at der ligger 'ideer bag virkeligheden'. Den eneste forskel han ser er at hvor filosofferne i gamle dage talte om ideer, taler fysikerne om kræfter og naturlove samt matematik.

Resultatet er for Grønbech det samme, nemlig en fatal fremmedgørelse af mennesket på denne jord. Tingene er døde og formløse, og dermed bliver de fremmede. Men når vi sætter noget uden for os selv og gør det fremmed, ender det med at vende sig imod os som vor fjende. På denne måde blev ideerne, kræfterne, lovene til det man i gamle dage kaldte 'dæmoner'. Og disse maler ikke tryghed, komfort eller højere levevilkår, men død.

Kant er som sagt hovedskurken, for det var ham der i nyere tid fulgte tankerne helt ud til deres yderste grænse og som så at de var tomme, nemlig kun kategorier og anskuelsesformer... Og går man til bunds i vor europæiske virkelighed, fortsætter Grønbech, så bliver Kant en rædselsindgydende oplevelse, for hos denne store tænker finder man en minutiøst tegnet plan af helvedes fængsel....

Hele artiklen er med andre ord led i Grønbechs store opgør med den europæiske pilgrimstanke og dennes påstand om at vi er fremmede på jorden i og med at vi ikke længere tager tingene for pålydende. Og dette opgør er virkeligt tænkt stort og gennemført systematisk, men når atomfysikken og kvantemekanikken inddrages som led i denne formastelige kæde, er der kun �t at sige: det er �n stor misforståelse. Atomfysikken og kvantemekanikken rokker ikke det fjerneste ved dagligdagens virkelighed med alle dens velkendte og betryggende former og skikkelser. Tværtimod gælder at den netop med Bohrs korrespondensprincip forbinder atomteorierne med den klassiske fysik. Ja, man kunne tilføje at Grønbech faktisk gør sig skyldig i en decideret selvmodsigelse, for han lægger jo i anden sammenhæng den allerstørste vægt på at der bag alle timelighedens faktiske manifestationer ligger en evighed af uendeligt skabende kreativitet, smukkest udtrykt med William Blakes ord: Evigheden er forelsket i tidens frembringelser.

Det kunne altsammen være komplet ligegyldigt med Grønbechs misforståelse, hvis det ikke lige var fordi den kunne bruges i mistænkeliggørelsen af naturvidenskaben som sådan og dermed i virkeligheden i bekræftelsen af den uheldsvangre dualisme mellem ånd og videnskab. Den må endda siges at være så forblindet at den ikke på noget tidspunkt øjner at det bohrske komplementaritetsbegreb i virkeligheden kan bygge bro over kløften mellem ånd og videnskab i og med at man definitivt forlader den absolutte ontologiske og kantske dualitet og erstatter den med en frugtbar erkendelsesmæssig ligestilling eller sideordning mellem de to hver for sig givende, men uforenelige tilgange til virkeligheden der hedder henholdsvis den indre psykiske og den ydre sanselige med tilknyttede forskelligheder hvad angår både sprog og erfaring.

Bohr var som Favrholdt påpeger den første naturvidenskabsmand der gør op med den gamle græske betragtningsmåde som har præget hele den vesterlandske tænkning fra oldtiden over middelalderen og op til vor tid og som hævder at der ved siden af vores sanseverden også findes en id�verden eller begrebsverden som vi kun kan erkende gennem vores tænkning.

Men som jeg gjorde opmærksom på i min gennemgang af Favrholdts bog om Bohr, så er Favrholdt slet ikke vidende om at Grønbech gjorde op med den selvsamme betragtningsmåde - bare fra et helt andet hovedsynspunkt, nemlig et religionshistorisk der har dyb forståelse for mytisk tænkning.

Grønbech fattede overhovedet ikke hvad Bohrs filosofi gik ud på, og han fik specielt aldrig øje på at komplementaritetssynspunktet kunne være brugt til samme frigørelse fra den gamle dualisme som han selv ønskede. At der omvendt ikke hos Bohr eller Favrholdt var eller er interesse for Grønbechs forskning er en anden sag, der blot viser hvor langt selv den mest åbne naturvidenskab og den mest åbne religions- og eksistensforståelse står fra hinanden.

Filosoffen Peter Kemps blanke afvisning Til toppen Næste

Også den udmærkede, teologisk uddannede filosof Peter Kemp der i lang tid koncentrerede sig om sprogfilosofi, men senere gik over til etikken, har afvist Niels Bohrs betydning som filosof. Pudsigt nok skete det bl.a. i en lille diskussion i Politiken mellem Kemp og Favrholdt netop i 100-året for Bohrs fødsel. Peter Kemp skrev bl.a. følgende i et læserbrev 30.10.85:

"David Favrholdt skelner i sin replik (26.10.) til mig (23.10.) ikke mellem teoretisk fysik og filosofi. Derfor kan han opfatte Niels Bohr som en original filosofisk tænker. Men i moderne filosofiske opslagsværker er Bohr ofte slet ikke nævnt eller også er han blot omtalt som fysiker. Der skrives naturligt nok mere om ham i Danmark, men fx. finder man i Vor Tids Filosofi (1982) kun Bohr på et fotografi af tilhørerne til et filosofisk møde. I Politikens Filosofi-leksikon (1983) har han ikke fået nogen artikel, og hans komplementaritetsteori kun tre linjer. I den netop udkomne grundbog i videnskabsteori af Søren Kjørup, Forskning og Samfund, spiller han ingen rolle. I udlandet er hans teori kendt i den videnskabelige debat, men har slet ikke den filosofiske betydning, Favrholdt hævder. Og Bohrs egne filosofiske overvejelser har ikke på nogen måde været internationalt banebrydende, således som han fysiske teorier har været."

Det besynderlige er naturligvis ikke at Peter Kemp i lighed med andre filosoffer ikke kan få øje på det originale i Bohrs filosofiske synspunkter - jeg har såmænd hørt ham som mødeleder i 'Selskabet for Filosofi og Psykologi' karakterisere Bohr hånligt som 'geniet' - men at han lader det være afgørende for sin egen bedømmelse at der nærmest intet står om Bohr i danske opslagsbøger om filosofi. For som vi har set, er uvidenhed om hvad Bohrs filosofi overhovedet går ud på tyk blandt folk der skriver den slags - eller de er præget af den ene misforståelse efter den anden.

Godt var det derfor at en af Bohrs nærmeste medarbejdere, den polsk-fødte Stefan Rozental i et længere indlæg i Politiken 18.10.85. kunne påvise adskillige urigtige påstande i Peter Kemps anmeldelse af Christmas-Møllers bog om Bohr og atomvåbnet - netop hvad angår fortolkningen af Bohrs synspunkter uden for fysikken, her de mere politiske.

Rozental påpeger især naiviteten i Kemps opfattelse af hvordan toppolitikere eventuelt kunne påvirkes midt i den afgørende kamp mod Nazityskland og Japan 1944-45, hvor atombomben blev et centralt anliggende. Det kunne nemlig på grund af sikkerhedsrisikoen ikke ske gennem folkelige protester eller diskussioner. Rozental afviser at Bohr "fik lukket munden på Einstein da denne i krigens sidste år ville samle verdens fysikere til oprør mod politikerne". Det var slet ikke muligt at samle verdens fysikere på det tidspunkt - og et eventuelt forsøg fra Einsteins side på at røbe nogetsomhelst om at USA var i gang med at udvikle en atombombe ville kun have haft negative konsekvenser. Bohr selv ventede klogeligt med sin offentlige indblanding til efter krigen. Og da gjorde han det ikke udelukkende ved personlige henvendelser til toppolitikere som Roosevelt og Churchill, men i høj grad også ved artikler og foredrag - og til allersidst i 1950 med det åbne brev til FN (gengivet i mindebogen 1964 som Rozental redigerede).

Rosental korrigerer også Kemp mht Stockholm-appellen om forbud mod atomvåben. Bohr havde ikke hørt om den, da han kom hjem fra en rejse til udlandet og ville derfor ikke udtale sig om den, men han satte sig efterfølgende grundigt ind i den og gav en skriftlig begrundelse for ikke at skrive under på denne tilsyneladende velmenende tekst, selvom han delte ønsket om et forbud. Han var ikke mere naiv end at han kunne se at appellen gik kommunisternes ærinde. Han ønskede faktisk at forklare sagen til den organisation der havde udsendt appellen, nemlig 'Fredens tilhængere', og sendte ifølge Rozental flere hundrede eksemplarer af sit åbne brev til FN til et internationalt møde som bevægelsen holdt i Warszawa. Men pjecen blev ikke udleveret til deltagerne.

Endelig afviser Rozental Kemps beskyldninger mod Bohr om at sætte kundskab som grundlag for civilisationen i stedet for som Kemp selv at sætte etikken som grundlag for kulturen. Men Bohr skelnede mellem civilisation og kultur - og Kemp afslører med sin beskyldning en elementær uvidenhed om Bohrs verdensbillede. Dette er netop - med Rozentals ord - så rummeligt som det kommer til udtryk i komplementaritetsprincippet der giver plads for både det etisk-medmenneskelige og det strengt videnskabeligt-fornuftsmæssige. Hensynet til mennesket spillede en afgørende rolle i Bohrs livssyn, understreger Rozental.

Noget helt andet er at man kan undre sig over at Peter Kemp slet ikke interesserede sig for Bohrs eller for den sags skyld for Heisenbergs sprogfilosofi, for det turde ikke alene være et meget væsentligt punkt til forståelse af Bohrs filosoferen, men også til forståelsen af dagligsprogets rolle i kultur og samfundsliv.

I min artikel om Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag, foranlediget af en bog af Lars Sandbeck om den mytisk-poetiske id� hos bl.a. Peter Kemp, har jeg kriticeret denne for i sin egen sprogfilosofi at se bort fra såvel dybdepsykologiske forhold som de synspunkter Bohr gør gældende med hensyn til kravet til entydighed. Indholdet skal naturligvis ikke refereres i sin helhed her, men det skal slås fast, at Kemp efter min mening havner i en 'romantisk' opfattelse af symbolets væsen og funktion som udtryksmiddel for fantasien og som bindeleddet mellem det 'timelige' og det 'evige'. Kemp fastholder ligesom romantikerne omkring 1800 at tilværelsen har to dimensioner der står over for hinanden eller belyser hinanden, nemlig 'gudsriget' og 'dagligdagen'. Men gudsriget er vel at mærke for Kemp en sprogligt skabt virkelighed der står over for den faktiske virkelighed (sædvanevirkeligheden) som en mulig eller alternativ verden og specielt kommer til udtryk i Jesu lignelser.

Men dette betegner jeg som en tilsnigelse, der igen beror på at det ligger uden for Peter Kemps forestilling og erfaring at mennesket dybdepsykologisk set træder ind i gudsrigets tidsløshed, frihed og fred i samme øjeblik det er i stand til at suspendere sekundærprocesserne og dermed timelighedens eller hverdagslivets begrænsninger og forpligtelser. Og tilsnigelsen fører vel at mærke til at Kemp (ligesom iøvrigt Sløk) opfatter det bibelske sprog som et 'mytisk-poetisk sprog'. Det skal ikke tages bogstaveligt, og det er ikke entydigt og ufejlbarligt, men indirekte, metaforisk og mangetydigt - lige bortset fra et eneste, nemlig det såkaldte 'Kristuspoemet', som i al sin enkelhed siger at Jesu død på korset ikke var et nederlag eller en undergang, men en sejr eller overgang. Og dette poem er ifølge Kemp selve den kristne tros indhold.

Dette turde vise at Kemp havner i en temmelig æstetisk kristendomsopfattelse, der til syvende og sidst forankrer mennesket i en fiktion som man frit kan vælge om man vil acceptere eller ej. Kemps apologi for kristendommen bliver dermed til syvende og sidst rent intellektuel. Han fatter ikke og beskæftiger sig ikke med en dybdepsykologi der kan forklare og anvise vej til en umiddelbar føling med de selvsamme kollektive forestillinger som ligger til grund for myterne, inkl. Kristusmyten. Han tager lige så lidt som Sløk højde for en religionshistorisk forståelse af den mytiske verdens- og eksistensforståelse som den Vilh. Grønbech står for. Og Kemp tager heller ikke ringeste notits af Bohr/Heisenbergs forståelse for at "vi hænger i sproget", hvad der vil sige at vi ligegyldigt hvilken del af virkeligheden vi vil beskrive er nødt til for den entydige kommunikations skyld at acceptere visse sproglige regler. Der er hvad Favrholdt kalder en betydelig interdependens mellem sprogets begreber på mange områder. Og der er derfor også - med mine ord - en korrespondens mellem timelighedens og evighedens sprog som er afgørende for realitetsopfattelsen, men denne korrespondens er noget helt andet end Kristus-poemet.

Foredragsrække om 'Videnskab og Gud' på Bohr-instituttet Til toppen Næste

På Folkeuniversitetet i København har man med ti års mellemrum haft en foredragsrække med titlen 'Videnskab eller Gud' og her ladet først og fremmest naturvidenskabfolk, men også teologer og filosoffer komme med deres bud på problemet. De oprindelige forelæsninger foregik på Bohr-instituttet og blev sendt i tv af DR. De blev også udgivet i bogform af DR.

Det går igen at man naturligvis kan og vil skelne klart mellem religion og videnskab, men også at man holder en lem på klem for gudstroen, fordi videnskaben til syvende og sidst ikke kan give en forklaring på universets og livets opståen - og det går man så uden videre ud fra må være religionens opgave. Der er naturligvis spændende bidrag imellem, men også nogle der i mine øjne går uden om sagens kerne.

Helt galt går det når forelæsningsrækkens tilrettelægger, magister Bent Raymond Jørgensen indlednings- og oversigtsmæssigt gør gældende at vi lever i tre verdener: 1) den fysiske, 2) den kunstige eller rationelle og 3) den åndelige eller subjektive. Den første beskæftiger naturvidenskaben sig med i alle delaspekter idet den stiller høje krav til troværdigheden af sine svar på vore spørgsmål. Den anden er den filosofiske der søger årsagsforklaringer og bruger logik og argumentation. Den sidste er den subjektive der - hævdes det - bygger på åbenbaring, tro og intuition. D�n interesserer folk meget, men videnskaben går uden om den, fordi troværdighedskravet ikke kan opfyldes.

Det falder imidlertid ikke Raymond Jørgensen ind, at den rationelle - eller bedre forestillingsmæssige - side af sagen indgår i både den fysiske og den åndelige verden, og at troværdighedsproblemet gælder begge verdener. Det er bare forskelligt defineret i de to tilfælde. I naturvidenskaben testes troværdigheden på overensstemmelse mellem id� (teori) og empiriske data der som hovedregel kan efterprøves gennem eksperimenter, i åndsverdenen derimod på overensstemmelse mellem id� og eksistentielle forhold der som hovedregel unddrager sig eksperimenter. Raymond Jørgensens fejl beror bl.a. på en falsk forestilling om at det er intuitionen der er metode i den åndelige verden, mens induktionen skulle være metoden i den fysiske. Men dette er gammel positivistisk overtro, som i sin tid blev doceret af filosofiprofessor Jørgen Jørgensen. Men hverken intuitionen eller induktionen er nogen metode, for det er overalt intuitionen der gør det muligt at indføre nye forestillinger i tænkningen, og intutionen er et uforklarligt irrationelt fænomen, som vi også benævner inspiration, og som vi må henføre til det kollektivt ubevidste, dvs til en absolut uigennemskuelig kompleks fond af universelle forestillinger som er overpersonlige og fx kunne tænkes at bero på en slags psykisk elektromagnetisme. Jf. artiklen om De psykiske fundamentalkræfter. Men alle nye forestillinger må stå deres prøve i praksis.

Det meste påfaldende var dog, at ingen af bidragyderne til forelæsningsrækken kommer ind på det bohrske komplementaritetssynspunkt (selvom både kvantemekanikken og Niels Bohr nævnes), og ingen kan tilsyneladende forestille sig at komplementaritetssynpunktet kan løse problemet med de to vidt forskellige verdener som vores bevidsthed kan forholde sig til. Et fuldstændigt verdensbillede må nødvendigvis omfatte begge delverdener som sideordnede. De kan aldrig forenes i et logisk konsistent system. Men de kan fastholdes som sideordnede og ligeværdige i en komplementær, psykologisk konsistent filosofi som den komplementære helhedsrealismes.

Det beror på at det alene er komplementaritetssynspunktet der kan fremme en fornuftig, relativ sekularisering som i fastholdelsen af den fysiske virkeligheds ubestikkelighed ikke fornægter den ikke-fysiske virkeligheds eksistens eller eksistentielle betydning. Gudsbegrebet er ubrugeligt i videnskaben, men uundværligt i eksistensen, fordi denne også omfatter det uhåndgribelige og det underbevidste og dermed det ucensurerede sprog og alle dets arketypiske forestillinger.

Alle forsøg på at misbruge Guds navn ved at gøre Gud til videnskabelige årsag, primus motor eller primus designer er latterligt uvidenskabelige - og forsøg på at stille videnskaben og Gud op som absolutte dualistiske modsætninger er lige så latterlige. Der er tale om to psykiske tilgange til virkeligheden - en indre der er baseret på de intense primærprocesser og en ydre der er baseret på de relativt svage, men til gengæld stabile sekundærprocesser. De er logisk uforenelige, de følger helt forskellige love og helt forskellige sandheds- eller troværdighedskriterier, men de er begge uundværlige for den menneskelige eksistens. Og de bør derfor betragtes som komplementære i Bohrs forstand.

Biologen Jesper Hoffmeyer i 'Tro på tvivl' Til toppen Næste

En af de efter min mening mest besynderlige forvrængninger af Bohrs filosofi finder man hos en forsker man ikke skulle have ventet det fra, nemlig biologen Jesper Hoffmeyer (1937), Københavns Universitet, der har specialiseret sig i en spændende gren af sit fag der hedder biosemiotismen, men som aldrig har været snæver fagmand. Tværtimod har han gennem flere årtier udgivet adskillige både velskrevne og tankevækkende bøger der trækker filosofiske sider ind i problematikkerne. Lad mig blot nævnte 'Samfundets naturhistorie' fra 1982 og 'Naturen i hovedet' fra 1984 som allerede i titlerne angiver at noget større er på spil end snæver fagvidenskab.

Men både i bogen 'Tro på tvivl' fra 2009 med undertitlen 'Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft' og i hovedværket 'Biosemiotik. Om livets tegn og tegnenes liv' fra 2005 får den kloge mand rodet sig ind i påstande der mere ligner fordomme og ideologi end sund fornuft.

Som det vil fremgå af min dobbeltartikel om Biosemiotismen kontra helhedsrealismen begår Hoffmeyer fx den genistreg at benytter Kants berømte udsagn om at vi ikke kan få indsigt i 'das Ding an sich' til at postulere at Kant dermed skulle have hævdet at vi hver for sig kun kan kende 'tingen for mig' eller 'das Ding an mich' [p 176].

Dette er en lodret forvrængning af Kants filosofi, for noget sådant har Kant aldrig sagt eller ment. Hele hans pointe ligger i at vi i vores tænkning er bundet af vore kategorier (som fx substans, kausalitet, mulighed og nødvendighed) og ganske enkelt ikke kan få nogen bevidst opfattelse af omverdenen uden anvendelse af disse kategorier. Der er ikke det mindste gran af forsvar for subjektiv vilkårlighed i denne erkendelsesfilosofi, eftersom begreberne er fælles for alle. Kategorierne er efter Kants mening aprioriske i og med at de går forud for enhver menneskelig erkendelse af virkeligheden, og følgelig er der hverken tale om at virkeligheden "epistomoligiseres væk" eller om hævdelse af et generelt erkendelsesmæssigt afmagtssynspunkt.

Men Hoffmeyer hævder dernæst at der også i fysikken findes en udgave af det postulerede afmagtssynspunkt, nemlig i den såkaldte Københavnerfortolkning af kvantemekanikken som Niels Bohr var fremmeste fortaler for. Hoffmeyer skriver side 162 (uden kildeangivelse): "Der er ingen kvante-virkelighed", skal Bohr have sagt, og kvanteformalismen handler ikke om hvordan verden virkelig er, men hvad vi kan sige om den". Og Hoffmeyer fortsætter: "Med denne antirealistiske filosofi [min fremhævelse] afviste Bohr altså at fysikken skulle kunne udtale sig om verdens virkelige beskaffenhed (ontologien). Snarere måtte kvantemekanikken forstås erkendelsesteoretisk (epistomologisk) dvs den lærer os at tale korrekt om virkeligheden."

Dette er en hårrejsende forvanskning af Bohrs synpunkter, og da den meget ligner den Caroline Schaffalitzsky de Muckadell gør gældende i 'Filosofiens Grunddiscipliner' uden kildeangivelse, kunne man forestille sig samme skjulte kilde, nemlig rene rygter.

Hoffmeyer er bevidst filosoferende biolog, og han burde i det mindste som sådan vide, at Bohrs erkendelsesteori helt og holdent tager sit udgangspunkt i det faktum, at det er umuligt at afgøre om de mindste 'atomenheder' som fysikken undersøger er partikler (stof) eller bølger (energi), idet det er umuligt i en og samme måleproces at måle såvel deres lokalitet som deres impuls. Man må derfor betragte de to former for indirekte iagttagelse som komplementære og samtidigt fastholde at de begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenerne. 'Atomenhederne' som sådanne er ikke virkelige i gængs klassisk-fysisk forstand, men de atomare processer er virkelige: de kan indirekte måles og indirekte erfares, så man på statistisk vis kan beregne deres virkninger eksakt og objektivt.

Når Bohr hævdede at den formaliserede kvantemekanik ikke beskriver hvordan verden er uafhængig af iagttagelsen, men derimod handler om hvad vi kan sige om den i og med at vi inddrager iagttagelsesituationen i beskrivelsen, så indfører han - som det er efterhånden sagt mange gange i denne artikel, men åbenbart ikke kan siges tit nok - heller ikke nogen form for vilkårlighed i forskningen. Det forholder sig tværtimod sådan at kvantemekanikken meget bevidst kobles til den klassiske fysik via korrespondensprincippet. Alle målinger af de atomare fænomener sker ved hjælp af måleapparater der alle følger lovene for den newtonske fysik. Alle gode forskrifter for omhyggelig objektiv måling følger med. Realismen fejler intetsomhelst.

Det der kan drille - og som Hoffmeyer tydeligvis er faldet i vandet på - er at Københavnerfortolkningen udtrykkeligt påpeger, at kvanteteorien, med Jens Bangs forbilledligt præcise formulering i Encyklopædien (bd 11/488), "først får fysisk mening, hvis den suppleres med angivelser af, hvorledes man vha. konkrete, makroskopiske måleapparater afprøver teoriens forudsigelser". Eller som David Favrholdt også præcist formulerer det i Bohr-bogen "Fysik, Bevidsthed, Liv": "Iagttagelsen af det atomare objekt fx en elektrons position, sker ved at den bringes i en principielt ukontrollerbar vekselvirkning med et iagttagelses-middel eller -apparatur, som via en forstærkermekanisme resulterer i et makroskopisk spor, fx en prik på en fotografisk plade... Derfor kan vi ikke tale om det atomare objekt i sig selv, men kun om det makroskopiske spor, som fremkommer ved den etablerede principielt ukontrollerede vekselvirkning." - Og Favrholdt fortsætter: "Derfor er alt hvad vi ved om kvantemekanik, så at sige rodfæstet i makroskopiske data, der må beskrives i klassisk fysisk sprog og dagligsprog."

Igen kan det fastslås med syvtommersøm, at virkeligheden ikke er forsvundet og at der ikke er indført nogensomhelst subjektivitet eller vilkårlighed i fysikken eller naturvidenskaben overhovedet.

Men Hoffmeyer fortsætter - som andre der heller ikke sætter sig ordentlig ind i sagen - med et angreb på Bohrs såkaldte billedforbud. Han hævder ligefrem at "billedforbudet i kvantemekanikken synes at forudsætte en slags helliggørelse af naturen, der i den antirealistiske ontologi [min fremhævelse] implicit tilskrives en dybere virkelighed som vi så bare ikke kan fatte. Dermed bringer den antirealistiske ontologi sig i sært selskab med de store religioner der jo hver på deres måde har billedforbudet på programmet." [p 162]

Igen må det siges ligeud: det er det skinbarlige vrøvl!

Bohr var realist og fastholdt konsekvent kvanteteoriens korrespondens med den klassiske fysik og dermed dagligsproget. Hvad hans billedforbud angår, så gælder det lige præcis kun de atomprocesser som ikke kan lokaliseres samtidigt med at man måler deres impuls, og som følgelig principielt falder uden for den klassiske fysiks beskrivelse og anskueliggørelse.

Det måske mest besynderlige ved hele Hoffmeyers argumentation mod Bohrs banebrydende erkendelsesfilosofi, er imidlertid at han lader biosemiotikken være et radikalt opgør med den dualisme og begrebstænkning der stammer fra Descartes uden at ænse at Bohr faktisk også gjorde radikalt op med denne tænkning. Descartes opdelte som bekendt alle fænomener i to skarpt adskilte og uforenelige kategorier: ideer og stof. Og det kom der kun bøvl ud af. Men det bøvl kan man helt undgå med komplementaritetssynspunktet.

På det erkendelsesteoretiske plan ser Hoffmeyer helt bort fra at Bohrs teori var et radikalt opgør med det gamle dualistiske princip, bare på en anden led. For i kvantefysikken hævdede man ikke nogetsomhelst i retning at der var to substanser i universet (det er ren metafysisk spekulation), men man måtte nøgternt konstatere at man i de konkrete undersøgelser af elektroner stod over for valget mellem at måle enten lokaliteten eller impulsen. Bohrs løsning på dilemmaet - komplementaritetssynspunktet - indebærer at man tager begge målinger med i totalbeskrivelsen. Og dermed er man i praksis ude over alle principielle vanskeligheder.

Hoffmeyer fastholder imidlertid dogmatisk at det er muligt for os at komme til erkendelse af 'virkeligheden som den er i sig selv', dvs uafhængigt af vores mentale operationer [179]. Og hvis han med de sidste mener vilkårlige processer så som subjektive følelser og fornemmelser, har han da ret. Det er faktisk muligt at komme fri af den slags og om ikke ligefrem nå til absolut objektiv erkendelse, så i hvert fald at komme nærmere og nærmere en fælles og for alle tilgængelig sandhed, altså nå en stigende grad af subjektuafhængighed. Det er det videnskaben hele tiden bestræber sig på og har stort held med.

Men når Hoffmeyer fortsætter sin argumentation med at påpege at uafhængigheden er mulig fordi verden når os som betydninger, så er der efter min mening tale om et spring i tankegangen. Hoffmeyer har ganske vist ret i, at verden ikke "bare er noget vi erkender", thi "den er ladet med betydning, endnu inden vi overhovedet tænker over den". Kun bagefter kan vi med møje afsemiotisere den, idet vi gennem analytisk tænkning - og i fællesskab - kan "rive den ud af sin umiddelbare betydningsiklædning" [179]. Men da er vi lige præcis ovre i dybdepsykologien og indsigten i at meningsmæssig 'betydning' ligger i primærprocesserne og således ligger forud for al analyse. Og selv om det kan siges at Hoffmeyers bemærkning isoleret set er upræcist formuleret, så er den dybest set �n stor bekræftelse på den komplementære helhedsrealisme! Der er to tilgange til begribelsen af verden: primærprocessernes umiddelbare og sekundærprocessernes middelbare. Men der er kun �n tilgang til den naturvidenskabelige erkendelse og det er sekundærprocessernes!

Jeg har gjort Hoffmeyer opmærksom på fejlfortolkningen af Niels Bohr, men den bagatelliserer han, idet han henviser til sine diskussioner med Voetmann Christiansen. "Min forståelse af Bohr har jeg hovedsagelig fået gennem mange års diskussioner med fysikeren Peder Voetmann Christiansen. Jeg kan nok have misforstået tingene, og så skal jeg beklage. Men dybest set er det jo ikke mit felt [min fremhævelse], og jeg mener nok termodynamikken har større interesse for biovidenskab end kvantemekanik", skriver han.

Det sidste har han lov at mene; termodynamikken er i hvert fald helt uomgængelig i både biologien og i eksistensforståelsen, men det samme tror jeg faktisk kvantemekanikken er, fordi der også i biologien og navnlig i psykologien er tale om fænomener af både kvantemekaniske og 'entropiædende', og derfor indeterministiske samt grænsesprængende art. Men argumentet at Bohr og kvantemekanikken dybest set slet ikke er Hoffmeyers felt, er da besynderligt, når han udtaler sig så skråsikkert, fejlagtigt og tendentiøst om Bohr som tilfældet er. Denne ideologiske holdning må man dog naturligvis tage til efterretning, omend med beklagelse. Til gengæld bliver det nødvendigt at kigge nærmere på Peder Voetmanns udsagn om Bohr.

Fysikeren Peder Voetmann Christiansen i 'Paradigma' Til toppen Næste

Peder Voetmann Christiansen (1939) er uddannet fysiker fra Københavns Universitet og har været forsker ved RUC gennem mange år. Til tidsskriftet 'Paradigma' skrev han i 1989 en artikel om kvantemekanikkens problematik, som er forbilledligt klar hvad angår selve fysikken, men desværre rummer nogle betragtninger om Bohr som i mine øjne er meget uheldige og med til at mystificere dennes filosofi. Voetmann har givet sin artikel en klart retorisk titel: Hvor mystisk er kvantemekanikken? Og der er ingen grund til at skjule at han går ind for sund fornuft og altså ikke mener at kvantemystikken er mystisk. Og det mener undertegnede heller ikke.

Med Tor Nørretranders som kilde begynder Voetmann imidlertid fortælleteknisk fornemt med følgende: "Det berettes at Bohr engang sagde: 'Hvis man tænker over kvantemekanikkens komplementaritet uden at blive svimmel, er det et sikkert tegn på, at man ikke har forstået noget af det'." Og derefter fortsætter Voetmann: "Bemærkningens paradoksale karakter demonstrerer bl.a. en interese for psykologi og erkendelsesteori, som har rod i barndomshjemmets tværfaglige dikussioner, filosofiundervisningen hos Harald Høffding og hans ungdoms optagethed af danske forfattere som Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard." I en note gøres dog opmærksom på at der er delte meninger om graden af påvirkning fra Kirkegaard. Og hele denne strid og spørgsmålet iøvrigt om påvirkninger skal ikke behandles her. Der henvises til artiklen Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt. Det centrale er svimmelheden.

Voetmann ironiserer over at en stor del af filosoffernes omgang med kvantemekanikken består af direkte Bohr-citater og yderst forsigtige udlægninger af hvad han mon kan have ment. Men en anden almindelig måde at forholde sig på er "med julelys i øjnene at gøre opmærksom på at man bliver svimmel af kvantemekanikken, hvilket jo ifølge ovenstående citat må kunne udlægges som et tegn på at man har forstået noget".

Men allerede her er der noget galt. For hvordan i al verden skulle man kunne drage den slutning af Bohrs udtalelse at man har forstået kvantemekanikken blot man bliver svimmel af den. Så skulle det jo generelt gælde at bare man bliver svimmel, så forstår man ethvert givet problem. Og så ryger hele Bohrs pointe, for den er at kvantemekanikken rummer specielle forståelsesmæssige problemer i og med at den beskæftiger sig med fænomener der ikke kan forstås ved hjælp af den klassiske fysik alene. Skal man forstå dem er man nødt til at erkende at der er indiskutabelt faktiske fænomener i verden der ikke følger den klassiske fysiks simple kausalitets- og kontinutitetslove og følgelig ikke kan betragtes som deterministiske i den klassiske fysiks forstand (og anden fornuftig mening har begrebet ikke).

Om den enkelte iagttager af disse, i forhold til de håndgribelige ting, yderst ejendommelige fænomener føler sig svimmel ved at kigge ned i hvad man kunne kalde 'kvantemekanikkens endeløse dybder' afhænger uden tvivl af den pågældende iagttagers psykiske habitus. De fleste mennesker føler dog nok trods alt en vis svimmelhed blandet med fascination ved at tænke på stjernehimlens uendelighed eller spørgsmålet om hvorvidt det virkeligt kan passe at der ikke er noget på den andet side af det konstaterbare rum og den konstaterbare tid. Eller det samme ved at tænke på at forskerne kan bygge deres elektronaccelleratorer længere og længere og finde stadigt nye elementarpartikler - tilsyneladende uden ende. 'Det udelelige' kan åbenbart deles i det uendelige. Men er dette andet end fantasi der koster en hulens masse penge?

Men bortset fra dette forekommer det da i hvert fald påfaldende at uhyre mange mennesker - som hele den foregående analyse viser - har store problemer med at forstå hvad Bohrs filosofi grundlæggende drejer sig om selvom deres intelligens intet fejler - og dette kunne da i det mindste tyde på at det skorter på en eller andens slags fornøden følsomhed. Om man vil kalde denne følsomhed undren, svimmelhed eller noget tredje, er ligegyldigt. For under alle omstændigheder forudsætter en forståelse af kvantemekanikken at man opgiver alle indgroede, tilvante forestillinger om en absolut dualisme og altså opgiver den opfattelse at fysikkens elementarpartikler nødvendigvis enten må være partikler eller bølger. Denne ubetingede enten-eller logik er der, som vi har set, utroligt mange mennesker der hverken vil eller kan opgive.

Iøvrigt er Voetmanns indledningscitat ukorrekt, for Bohr talte ikke om svimmelhed ved at tænke over kvantemekanikkens komplementaritet, men ved at tænke over konsekvenserne af kvantemekanikkens erkendelse. Og det er faktisk noget andet, for spørgsmålet om kvantefænomenernes partikel- eller bølgekarakter kan man måske isoleret set vænne sig til, især hvis man er praktiserende atomfysiker der kan nøjes med bare at følge kvantemekanikkens forsøgs- og regneregler, men konsekvenserne af kvantemekanikkens erkendelse er jo at man må indse at den klassiske fysik har sin begænsning og at det samme følgelig gælder kausalitetsprincippet og determinismen. Og d�t er jo virkelig en videregående filosofisk konsekvens som utroligt mange fysikere og filosoffer kvier sig ved.

For sit eget vedkommende går Peder Voetmann uden om denne filosofiske konsekvens. Han er praktisk fysiker og har naturligvis ret i at fysiken ikke er mystik, men anvendt fornuft, og at den bl.a. derfor ligger langt fra holistiske tankegange der "ofte driver svimlerne og kvantemystikerne til at søge bevis for at der er mere mellem himmel og jord i kvantemekanikken". Voetmann mener at det er muligt at acceptere selv de mest svimlende konsekvenser af kvanteformalismen som et udtryk for sund og sprogligt formulerbar fornuft.

Voetmann kommer imidlertid ind på forskellen mellem naturen som sådan og de love vi opstiller for den, og han minder os om at vi ikke må forvente at naturen adlyder de love vi opstiller, uanset hvor eksakte de formuleres. Tankegangen ser jeg som en bekræftelse på Bohrs gentagne påmindelse om at vi ikke kan iagttage og beskrive naturen uafhængigt af vort erkendelsesvilkår som er og bliver at vi er en del af den natur vi analyserer. Voetmann adskiller sig dog tydeligt fra Bohr ved at hævde at kvanteformalismen omhandler, ja, nødvendigvis må omhandle [!] to væsensforskellige virkeligheder, nemlig på den ene side den uforstyrrede virkelighed og på den anden "den observerede virkelighed, som giver sig direkte til kende i form af irreversibelt registrerede spor i måleapparater eller sanseorganer". Jeg må indrømme at jeg ikke umiddelbart forstod påstanden. For kvanteformalismen omhandler da kun den sidste del - og lader 'den uforstyrrede virkelighed' ligge som uopdyrket, om man vil jomfrueligt land. Men det gælder vel alt i verden. Voetmann siger da også senere i artiklen at kvantemekanikkens formalisme handler om hvad der kan ske, når måling foretages.

Men det viser sig at Voetmanns mening er at åbne for den amerikanske filosof Ch.S. Peirces semiotik, som også er inspirationsgrundlaget for Hoffmeyers biosemiotisme. Hvis jeg har forstået Voetmann ret ser han ud til at mene at mens kvantemekanikken ikke kan forklare i detaljer hvad der sker når den må gå over fra ene type virkelighedsbeskrivelse til den anden [altså fra partikelbeskrivelse til bølgebeskrivelse] så kan Peirces lære om tegn og tegnrelationer i det mindste afvise alle teorier om skjulte variabler af den art fx. Bohm arbejdede med. Og det er derfor i Voetmanns øjne en skam at semiotikken ikke var kendt af Københavnerfortolkningens fædre. D�t skal jeg ikke indlade mig på at vurdere.

Derimod har Voetmann nogle ganske relevante betragtninger over determinismens problem, idet han fastslår at selve begrebet om en totalt uforstyrret virkelighed, der lader sig beskrive deterministisk, er en idealisering. "Hvis vi først har indset at tilfældigheden er en reel faktor i virkeligheden, må vi også indrømme at ingen virkelighed er totalt uforstyrret, og ingen deterministisk beskrivelse kan forventes 100 % adlydt."

Med andre ord indrømmer Voetmann at det forhold at vi må forstyrre virkeligheden når vi skal måle den, indebærer at vi i visse tilfælde eller i en vis grad må opgive en fuldgyldig deterministisk beskrivelse, men han synes at underkende at denne erkendelse skulle være kvantemekanikkens eller Københavnerfortolkningens fortjeneste. Og dette kan der da være noget om, for så vidt allerede Epikur og Aristoteles modsat Demokrit hævdede at "atomer slingrer i deres baner ved spontan tilfældighed". Man kunne jo også pege på biologien, evolutionen, psykologien og historien, hvis man vil have dokumentation for tilfældighed. Fysikalismen eller den moderne fysikalistiske hjerneforskning har ikke en jordisk chance for at reducere liv, bevidsthed, sjæleliv og åndsliv til simple fysiske-kemiske processer der følger den klassiske fysiks love. Men det er da væsentligt gennem kvantemekanikken at få forklaret at grunden ligger i iagttagelsesproblematikken: Vi forstyrrer det vi skal iagttage ved at iagttage og måle det. Jo mere, jo mere komplekse og 'kvantefølsomme' fænomenerne er.

I denne forbindelse bringer Voetmann [uden kildeangivelse] endnu et Bohr-citat på banen som er uheldigt. Det er fra den berømte ordveksling med Einstein, hvor denne urokkelige determinist afviser kvantemekanikkens ubestemhedsrelationer med argumentet "Gud spiller ikke med terninger". Voetmann gengiver Bohrs svar på denne måde. "Hold op med at fortælle Gud, hvad han må gøre". - Men det er jo meget frit gengivet, ja lyder direkte ubohrsk.

Bohr fortæller selv, at hans svar var at "allerede oldtidens tænkere havde manet til forsigtighed med at tilskrive forsynet attributter hentede fra dagligsproget". Og det turde dog være en ganske anderledes typisk formulering af den ateistiske Niels Bohr. Hele pointen er nemlig at han afviser Gods'e Eye View-ideen, at der skulle være en overmenneskelig instans der skulle have fuldt overblik over den ubetingede kausalitet som mennesket ønsker og drømmer om, men som det ikke kan finde og dokumentere uden for dagligdagens almindelige praksis og fysikkens og kemiens specielle lukkede forsøg.

Hvorom alting er: Peder Voetmann Christiansen er en kompetent fysiker, men han har slet ikke øje for Bohrs opfattelse af at kvantemekanikken har erkendelsesmæssige konsekvenser uden for fysikken.

AFSNIT III - KVALIFICERET MEN ALLIGEVEL PÅFALDENDE MODSTAND

Modstanden mod Bohrs komplementaritetssynspunkt skyldes - som det gerne skulle være fremgået - mange ting, herunder en ideologisk modstand mod at få rokket ved troen på en absolut kausalitet og en absolut determinisme, og denne modstand kan så igen have forskellig motivation i forskellige mennesker, blandt andet spiller det givetvis ind at mange afskyer alle forestillinger om den menneskelige erkendelses begrænsning fordi de tror at alternativet er forestillingen om en eller anden guddommelig alvidenhed. I denne modstand ses mange fordomme om Bohr.

Men der findes også en bestemt modstand hos kendere af Niels Bohrs naturvidenskabelige og filosofiske indsigter, og her drejer det sig i højere grad om mere eller mindre bevidst uvilje mod overhovedet at gå ind i en nærmere drøftelse af Bohrs egne udtalte forestillinger om at komplementaritetssynspunktet, fuldt forstået, har konsekvenser langt uden for de eksakte videnskabers område. Man bestrider selvfølgelig ikke at Bohr i høj grad skrev og talte om disse muligheder, man accepterer måske endda til en vis grad at der kunne være god mening i dem hvis de blot var blev gennemarbejdet, men man vil helst ikke røre ved dem eller man skyder dem væk som en art fantasifulde ideer som tanken kan lege med, men ikke rigtigt bruge til noget.

Da Jernesalts komplementære helhedsrealisme er af den stik modsatte opfattelse, skal i det følgende gennemgås tre eksempler på hvad jeg kalder "kvalificeret, men alligevel påfaldende modstand mod Bohr".

Bohr-biografen Tor Nørretranders' leg med begreberne Til toppen Næste

Tor Nørretranders (f. 1955, cand.techn.soc. fra RUC 1982) udgav i 1985 en udmærket bog om Bohr med titlen 'Det udelelige' og med et omslag med det kendte billede af en rask travende, drillende Einstein og en Bohr der dårligt kunne følge med. Undertitlen var typisk for Nørretranders. 'Niels Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik' hed den - og trækker fuldt bevidst en dimension ind i behandlingen af den store fysiker, som man normalt næppe forbinder med ham, nemlig det mystiske. Hovedafsnittet herom har følgende kapitler:

Paradokser, Et maleri med ord, Zirklen, I virkeligheden, Kvanteholisterne, Helhedens fletværk og Videnskabens nye former. Og disse kapitler har allesammen en kompetent gennemgang af forskellige teorier og synspunkter, men røber allerede ved overskrifterne en klar tendens. Jeg vil kun tage nogle af dem op her og tillade mig at referere med direkte henblik på at få tendensen trukket frem.

Med udgangspunkt i den græske filosof Zenons berømte paradoks med at hurtigløberen Achilleus ikke var i stand til at indhente en skildpadde der havde ti meters forspring (for han løb bogstaveligt talt ind i en uendelig sløjfe af halverede afstande) påpeger Nørretranders at paradokset lå i at Zenon og senere tænkere ikke forstod at det er umuligt på en og samme gang at tage stilling til den kontinuerlige proces og afgøre hvor de to deltagere befinder sig. Man kan ikke samtidigt måle både bevægelse og sted. Men kan gøre det hver for sig, og de to iagttagelser eller målinger kan i så fald siges at være komplementære.

Paradokset skulle med Nørretranders' ord få os til at se direkte ind i hjertet af kvantemekanikkens erkendelsessituation, og dette foranlediger ham til at gå videre med paradokser som blev opstillet af Bertrand Russel og David Hilbert, men aldrig løst. Først matematikeren Kurt G�del var i 1931 i stand til at forklare matematikkens logiske grundlagsproblem: man kan ikke lave en teori om de hele tal der på en gang er konsistent og fuldstændig. Eller mere koncist udtrykt i Encyklopædien: Ethvert modsigelsesfrit formelt system, som er omfattende nok til at kunne udtrykke visse elementære dele af aritmetikken, vil være ufuldstændigt.

Den konklusion Nørretranders drager er at vi aldrig - uanset forudsætninger og axiomer - kan få hele virkeligheden med i vore beskrivelser. Eller som han også formulerer det: Tanken kan ikke holde check på verden, for den kan ikke holde check på sig selv. Den havner altid i hvad en computervidenskabsmand i 1979 kaldte sære sløjfer (strange loops). Hertil kan regnes selviagttagelsens labyrint som Poul Martin Møller så morsomt har skildret i historien om licentiaten i sumpen - og som Bohr var fascineret af. Nørretranders slutter med ordene: "Problemet for Bohr var at han ikke vidste, hvordan han skulle omgås sin sære sløjfe. Komplementariteten er en følge af den; men Bohr gav den aldrig et navn, denne sære sløjfe."

Argumentationen er typisk for Nørretranders. Han kan se en analogi mellem Zenons paradoks og G�dels ufuldstændighedssætning og fører den videre, og han snyder os ikke for spændende mellemregninger, men han mystificerer sagen ved at postulere at Bohr ikke gav den sære sløjfe navn. Det gjorde han for den var Descartes' og Kants absolutte dualisme. Og derfor var komplementaritetssynspunktet ikke en følge af 'den sære sløjfe', men en udvej af dens forstandsforhekselse.

I kapitlet 'Et maleri med ord' behandler Nørretranders Niels Bohrs utrolige omhu med at få formuleret sine tanker fuldstændigt præcist i skriftlig form. Dette forudsatte altid en medarbejder som modspiller, men resulterede også altid i formuleringer der blev lange og tunge - og voldte ikke-kendere problemer. Bohr var fuldstændigt klar over problemet med sproglig at forklare indviklede forhold i den nye fysik og skrev bl.a. om umuligheden af i visse tilfælde at opretholde en skarp adskillelse mellem objekt og subjekt: "Af disse omstændigheder følger ikke alene den relative betydning af ethvert begreb eller snarere ethvert ord; men vi må i almindelighed være forberedt på at en alsidig belysning af en og samme genstand kan forlange forskellige synspunkter, der forhindrer en entydig beskrivelse [min fremhævelse]. Strengt taget står jo den bevidste analyse af ethvert begreb i et udelukkelsesforhold til dets umiddelbare anvendelse."

Bohr peger med den sidste sætning på noget fuldstændigt centralt i vor tilgang til virkeligheden, nemlig at den umiddelbare tilgang er forskellig fra, ja udelukker middelbar analytisk tilgang. Og det har simpelthen noget med psykens indretning at gøre. Men for Nørretranders ligger det sære i det helt banale, at vi aldrig kan tale om ord uden at bruge ord, aldrig tænke over tanker uden at tænke tanker og aldrig analysere begrebers begreb uden gennem begreber. Og tænkningen, begreberne og ordene er vel at mærke ikke blot sære i hans øjne, de er "sære i sig selv". De er nemlig på �n gang subjekt og objekt og dermed sære sløjfer! Og efter Nørretranders' mening betyder dette at "vi står altså med ikke-dækkende ord og skal tale sammen. Derfor må vi acceptere komplementariteten". - Som det ses elsker Nørretranders paradokser, men det er og bliver noget vrøvl at ordene eller begreberne på �n gang skulle være både subjekt og objekt.

Men for at det ikke skal være løgn så citerer Nørretranders selve Bohr-medarbejderen L�on Rosenfeld for følgende udsagn: "Denne komplementaritet opstår, når vi er objekter for vore egne observationer. Vi er på �n gang subjekt og objekt. Dette er en meget egenartet egenskab ved bevidsthed." - Og så burde det vel egentlig fremgå at vi ikke længere taler om den sproglige formulerings problematik eller entydighedens problematik, men til syvende og sidst om selve bevidsthedsfænomenets gåde: hvordan det er muligt at materien bliver bevidst om sig selv. Og den gåde er uløselig og løses bestemt ikke med komplementaritetssynspunktet. Dette synspunkt kan alene bruges til at løse følgerne af at vi som bevidste mennesker og iagttagere kan flytte skillelinjen mellem subjekt og objekt. Og dette er der intet mærkeligt i. Så igen må det konstateres at Nørretranders mystificerer Bohr og afleder opmærksomheden fra Bohrs egne indsigter.

Nørretranders går naturligvis ikke uden om Peter Zinkernagel og dennes Bohr-inspirerede forsøg på at løse omverdensproblemet ved at påvise at vi slet ikke kan tale sammen uden at forudsætte at der er en omverden. Eller med andre ord: Omverdensproblemet er meningsløst, for hvis der ingen omverden er, havde vi intet sprog og kunne ikke sige det. Og denne løsning gør i Nørretranders' øjne Zinkernagel til intet mindre end Danmarks største filosofi siden Kierkegaard, dvs siden 1800-tallets legendariske paradoksmager! Det får nu være, og i hvert fald Favrholdt har som bekendt nogle forbehold der gør tilføjelser til Zinkernagels løsning nødvendige. Jf. afsnittet om entydighed og begreber i artiklen om Favrholdts filosofiske codex.

I en fingeret samtale lader Nørretranders imidlertid sin ven Peter Zinkernagel påpege at Niels Bohr gjorde den største erkendelsesteoretiske opdagelse i to tusinde år, at man aldrig kan spørge om forholdet mellem sprog og virkelighed....", "for vi kan intet sige i sproget, uden at det er om virkeligheden".

Zinkernagel afviser såvel idealismens og materialismens som parallelismens forsøg på at løse forholdet mellem sproget og virkeligheden, men han har ikke noget navn til sin egen løsning. Det har Nørretranders til gengæld. Han kalder den en slags fjerde position: sandhed er det der kan siges rigtigt. Eller mere præcist: På en måde vi ikke kan redegøre for i sproget, rummer sproget nogle regler, der når vi overholder dem, viser os, at nogle udsagn er modsigelsesfri og dermed rigtige. Og denne fjerde position giver han det metaforiske navn 'dobbeltcirklen' (et liggende 8-tal som grafisk symbol) eller bedre 'Zirklen' (en smart sammensmeltning af Zinkernagels initial og ordet cirkel), og denne 'zirkel' skal forstås som vekselvirkningspunktet mellem virkeligheden og beskrivelsen med sproget som knudepunkt.

Og så kommer den ægte nørretranderske slutning: "Kravet om modsigelsesfri meddelelse - eksistensen af dagligsproget - opløser hele kvantemekanikkens erkendelsessituation derhen, at vi ikke kan påstå at verden er underlig; heller ikke at vi selv er det; blot at vores færd her i verden er underlig. D�t er zirklen!" - Igen er det en underlig mystifikation af både kvantemekanikken og dagligsproget, der først og fremmest viser at Nørretranders elsker at jonglere med ord og paradokser. Vi kan jo ikke bruge oplysningen om at vores adfærd i verden er underlig til nogetsomhelst.

Nørretranders kommer naturligvis også ind på Bohrs billedforbud og afvisning af al metafysik (herunder ontologiske spørgsmål). Og han tilslutter sig den amerikanske fysikfilosof Abner Shimonys opfattelse af at der netop manglede noget i Bohs samlede fortolkning af kvantemekanikken, når han gik uden om metafysikken. Shimony deltog i forsøgene der førte til formuleringen af Bells ulighed, og Bell selv mente også at Bohr gik uden om en almen virkelighedsopfattelse. Der findes efter Bells mening to Bohr-skikkelser i den samme Niels Bohr-person, en koldhovedet pragmatiker der holder sig til instrumentniveauet og en anden som vender sig til mysticismen og laver atomfysikken om til en livsfilosofi! Bell er ikke selv i tvivl om at den ultimative teori må sætte sindet i centrum, men atomfysikken som sådan er dog ikke forpligtet til at tale om det menneskelige sind. For Bell er Bohrs generalisering af komplementariteten så den også kommer til at gælde en bred vifte af menneskelige erkendelssesfelter imidlertid et forsøg på at lave en livsfilosofi gennem analogislutninger fra kvantemekanikken.

Nørretranders anker selv over at Bohr kun kom med den analogiske jævnføring og ikke med en strikt argumentation for udvidelsen af den kvantemekaniske erkendelsesteori til andre områder. Han kom jo i det hele taget ikke med en gennemarbejdet komplementaritetsopfattelse eller -filosofi. Men i modsætning til Bell er Nørretranders dog klar over at der er forskel på analogi-sammenligninger og analogi-slutninger. Nørretranders tilslutter sig fuldt ud Zinkernagels synspunkt at det virkelige er mere end d�t sproget kan tale om (eller oplevelsen af det virkelige er noget andet end beskrivelsen). Og han citerer Zinkernagel: Det er [derfor] klart "at der er dele af virkeligheden vi ikke kan tale om. Det er endda klart, at vi slet ikke kunne tale sammen, hvis ikke det var tilfældet. Vi er personer [det vil sige mennesker af kød og blod]. Hvis ikke mystikerne havde ret, kunne vi slet ikke tale sammen" [min fremhævelse].

Meningen med Zinkernagels for nogle måske overraskende henvisning til mystikerne er at fastslå at oplevelsen af fuldstændig enhed og helhed eller 'gåen op i' denne enhed/helhed ligger i fraværet af subjekt-objekt skellet, og en sådan ekstatisk oplevelse er netop kendetegnende for mystikerne, men den er ikke spor 'mystisk' i betydning besynderlig, og den kræver slet ikke en egentlig mystikertræning (der består i en systematisk kanalisering af den stærke psykiske fundamentalkraft). Den er tværtimod medfødt, for den ligger i de psykiske primærprocesser, som overvejende bygger på spontane følelser og forestillinger af ofte intens art, og som er uden sondringer og logik af nogensomhelst art. De dukker op i ethvert spædbarns åndelige udvikling længe før opbygningen af de sekundærprocesser der har begreber, sondringer og logik. Og det er - som gentaget hundredvis af gange på Jernesalts sider - de primære processer som livet igennem er basis for al opfattelse af mening, sammenhæng, enhed, helhed eller overordnet orden. Kært barn har mange navne, men det er ikke navnet der er afgørende, for dette peger kun hen på et principielt udefinerligt fænomen, som kun kan forstås gennem umiddelbar erfaring.

Men sagen er altså at mennesket har to slags psykiske grundprocesser som er vidt forskellige af natur, som forståelsesmæssigt bedst kan ses om analoge med hhv. den stærke og den svage fysiske fundamentalkraft, og som simpelthen ikke kan foregå på samme tid i sindet. Men de er begge givende og uuundværlige og de kan derfor betragtes som komplementære i Bohrs betydning af ordet. Bohr var imidlertid slet ikke klar over denne dybdepsykologiske sammenhæng, og det samme gælder Shimony og Bell og andre, samt Nørretranders, ja endda Favrholdt.

Og når de to slags psykiske grundprocesser og de deraf muliggjorte to tilgange til virkeligheden er komplementære, så hverken kan eller skal der sluttes fra den ene til den anden eller laves nogensomhelst logisk konsistent syntese mellem dem. Komplementariteten skal tages til efterretning, men der bør til gengæld i denne forbindelse peges udtrykkelig på den kendsgerning at det ene og alene er de psykiske primærprocesser der indebærer den for alle mennesker eksistentielt fundamentale, men ikke-sproglige oplevelse af enhed, helhed, mening og sammenhæng. Oplevelsen eller erfaringen som sådan hører ikke hjemme i nogen analytisk sammenhæng eller noget analytisk system, og derfor er det helt ved siden af at forlange at Bohrs komplementaritetsfilosofi skulle kunne føje den ind i et logisk konsistent totalsystem.

Bohr havde desværre ikke viden om dybdepsykologiens lovmæssigheder og kunne derfor ikke se komplementariteten mellem de to slags psykiske grundprocesser eller fundamentalkræfter, men han havde en klar intuitiv forståelse for at helhedsoplevelsen ikke hører hjemme i den �ntydige beskrivelse af virkeligheden som for ham var et ideal, og idealiseringen betød at han modsat Heisenberg ikke forstod at dagligsproget i virkeligheden dækker både den rationelle og den irrationelle føling med virkeligheden. Men det er vigtigt at tilføje, at denne dobbelte eller komplementære føling med virkeligheden ikke er af metafysisk art, ikke tager stilling til ubesvarlige ontologiske spørgsmål og ikke forudsætter antagelsen af nogetsomhelst overnaturligt. Derfor bliver en sådan komplementær helhedsrealisme heller aldrig holistisk - og derfor bør man også undgå alle vildledende påstande om mystik i Bohrs filosofi.

Men Tor Nørretranders er jo ikke Tor Nørretranders for ingenting. Han elsker at jonglere med begreberne og skal derfor også trække nogle folk ind i diskussionen om Bohrs filosofi som han kalder 'kvanteholisterne'. Det er folk som David Bohm, Fritjof Capra og selveste Dalai Lama, som alle deltog i en konference i en lille tyrolerby i 1983 han selv overværede, endda i en sal hvor Heisenberg og Schr�dinger ti år tidligere havde siddet på samme podium.

For Nørretranders repræsenterer kvantemekanikken et afgørende erkendelsesmæssigt gennembrud i menneskehedens historie, der ikke mindst gjorde op med den klassiske fysiks absolutte 'lokalitets-projekt'. Men han vil dog gerne havde Bohrs tro på en harmoni i tilværelsens store drama med i billedet, ja han er klar over at vi så bevæger os ind i psykologien og er derfor også villig til at drage "et fra fysikken så fjernt område af videnskaben som psykologien med ind". Og til formålet henter han et citat fra Bohrs foredrag i 1960 om 'den menneskelige erkendelses enhed', hvor Bohr påpeger at alle det gamle Indiens tænkere forstod de logiske vanskeligheder der er forbundet med at give udtømmende udtryk for sådanne helheder [helheder af mystisk art]. Og Bohr fortsætter: "I særdeleshed fandt de sig til rette med tilsyneladende disharmonier i livet ved at fremhæve det frugtesløse i at forlange svar på spørgsmålet om tilværelsens mening...".

Nørretranders spørger: "Er dette en aldrende naturforskers forsøg på at løse livets gåde gennem anvendelse af atomfysikkens erfaringer?" - og allerede ved at spørge på denne måde ses det at Nørretranders mystificerer Bohr for han angiver ikke at Bohr udtrykkeligt siger at hensigten med hele hans argumentation er at understrege at "erfaringer - af hvad art de end er - for at kunne være til hjælp for menneskeheden må kunne meddeles ved hjælp af vore fælles udtryksmidler". Det afgørende for Bohrs belæring om erfaringen fra kvantemekanikken er at forstå at det for objektiv beskrivelse og harmonisk sammenfatning er "nødvendigt på næsten ethvert kundskabsområde at være opmærksom på iagttagelsessituationen".

Det er netop iagttagelsessituationen der gør det umuligt at forholde sig objektivt og rationelt til livets mening eller oplevelse af mening og helhed, eller hvad man nu måtte kalde det, og at give objektive og entydige beskrivelser af det. Men dette udelukker til gengæld ikke at det er muligt at give subjektive og flertydige beskrivelser af meningen og helheden. Det sker faktisk i meget stor udstrækning gennem mytisk fortælling og digtning, billedkunst og musik samt humor (altså også ganske ordløst) - og hemmeligheden her er overalt at man så at sige beskriver hvad der sker når man suspenderer objektiviteten og rationaliteten og går ind i en direkte, umiddelbar føling med energierne og deres forbavsende, kreative evne til frie associationer. Dette havde Bohr nok en anelse om, han ville blot ikke rigtigt forholde sig til det eller rettere han skubbede det med fuldt overlæg uden for dagligsprogets sfære, og det er ikke blot beklageligt, men fatalt for en filosofi om eksistensen.

Til gengæld kalder Nørretranders det interessant og frapperende at "den vestlige fysik ender med at tale om helheder, uanset at hele dens projekt er at tale om dele der er adskilte". Eller rettere: det interessante er for ham vejen frem til denne indsigt.....

Fritjof Capra udgav i 1975 en bog der hed 'Fysikkens Tao' og den er ifølge Nørretanders "meget underlig, helt uholdbar og manende smuk" i en grad så man kan være forelsket i den i årevis. Ideen er enkel. Der er to veje eller erkendelsesretninger til tilværelsen: fysikkens og mystikkens. Og pointen er at disse begge er nået frem til samme indsigt, nemlig at alt er �t. - Denne pointe sluger Nørretranders naturligvis ikke råt, for selvom fysikerne og mystikerne bruger analoge sproglige udsagn, betyder det jo ikke at de reelt har nået samme indsigt. Nej, selvfølgelig ikke, kan man tilføje, for analogier beviser intet, de hjælper blot forståelsen.

Så er der mere ræson i Capras næste bog 'Vendepunktet' fra 1982. For her er den befriende pointe at den fysik som fx biologerne forsøger at efterligne for længst har droppet forestillingn om at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Men heldigvis kan Nørretranders også gennemskue denne holistiske manøvre: Capra gør et logiske overspring, der skarpt trukket op lyder 'verden er ikke-lokal, ergo hænger krop og sind sammen'!

Nørretranders slutter kapitlet med at henvise til David Bohm og hans bestræbelser på at give en fortolkning af kvantemekanikken, og han citerer endog 'New Scientist' for det optimistiske udsagn: Måske vil Bohrs tidsalder blive afløst af Bohms tidsalder! Og så følger ellers et kapitel herom, for illusionen er jo ikke sådan at slippe.

Jeg for min part skal her gentage at hverken kvantemekanikken eller Bohrs filosofi har nogetsomhelst med mystik at gøre. Nørretranders' leg med begreber og paradokser er følgelig mest af alt en sædvanlig omgang af hans fornøjelige, men udpræget æsteticerende journalistik, der bekræfter at han er et æstetisk menneske, jf. artiklen om Det generøse menneske. Nørretranders' begrebsleg ødelægger efter min mening fuldstændigt forståelsen for hvor banebrydende Bohrs filosofi og navnlig hans komplementaritetssynspunkt og korrespondenprincip er.

Specielt blokeres forståelsen for at Bohrs komplementaritetssynspunkt umuliggør enhver form for holisme og metafysik, men ikke desto mindre som synspunkt åbner for selve den grænsesprængende erkendelse at der er komplementaritet mellem menneskets analytiske og dermed opsplittende betragtning og beskrivelse af verden og menneskets helheds- og meningsgivende opfattelse og beskrivelse. De er begge livsvigtige, men samtidigt uforenelige. Netop komplementaritet udelukker ethvert forsøg på en teoretisk syntese mellem dem.

Bohr-biografen Abraham Pais's exceptionelle grovhed mod Bohr Til toppen Næste

Det er med en vis beklagelse at jeg nu finder det nødvendigt at rette skytset mod den sympatiske, jødisk-hollandsk-amerikanske fysiker Abraham Pais (1918-2000) der i en periode efter 1946 arbejdede på Bohr-instituttet. Derefter kom han til Princeton i USA og blev her nær ven med Einstein. Siden blev han professor i New York. Han har skrevet fine og grundige biografier om både Einstein og Bohr. Han blev på sine ældre dage tilknyttet Bohr-arkivet i København og i 1990 også dansk gift. Pais har endvidere skrevet den fine artikel om Bohr i Encyklopædien, men denne er dog af gode grunde suppleret med Favrholdts artikel om Bohrs filosofi. Pais må siges at have været mildest talt forbeholden over for denne filosofi - og det er dette der tvinger til en indsigelse.

Bohrs filosofi vier Pais en selvstændig, men meget kortfattet behandling i den ellers fortræffelige biografi fra 1991 i et afsnit der hedder 'Komplementarisme' (side 465-75) i kapitlet 'Vi er ophængt i sproget', og pointen er, som det næsten kan regnes ud, at sondre mellem anvendelsen af komplementaritetssynspunktet i fysikken og anvendelsen uden for fysikken. For her savner anvendelsen den kvantitative støtte som usikkerhedsrelationerne unægteligt giver den i kvantemekanikken, og som professionelle fysikere i de fleste tilfælde kræver af en id� der skal kunne fange dem. Men efter Pais's mening gør det Bohrs id� til en 'isme'. Betegnelsen 'komplementarisme' om brugen af komplementaritetsbegrebet uden for fysikken skal netop tjene til at antyde at 'kvanteteoriens erkendelsesteoretiske belæring' som Bohr yndede at tale om "ikke er helt let at indpasse i de andre ismer", som filosofien har en sand overflod af.

Synspunktet deles utvivlsomt af mange forskere, herunder også fysikeren Ove Nathan der bl.a. har skrevet Encyklopædiens korte artikel om 'komplementaritet', hvor Bohrs synspunkt konsekvent omtales som et princip. Og Nathan røber her sin egen klare afstandtagen fra Bohrs filosofi ved at skrive følgende: "Niels Bohr udvidede senere komplementaritetsprincippet til områder uden for fysikken (bl.a. psykologien) hvor princippet dog mister sin kvantitative karakter. A. Pais har indført betegnelsen 'komplementarisme' for dette udvidede komplementaritetsbegreb."

Men betegnelsen er og bliver en tilsnigelse, eftersom Bohr aldrig selv udarbejdede eller tilstræbte et sammenhængende filosofisk teorisystem omkring sit fundamentalbegreb.

Pais lægger naturligvis ikke skjul på at det ifølge en Bohr-forelæsning allerede i 1928 var Bohrs eget håb "at komplementaritetsideen er egnet til at karakterisere den situation der har en dybtgående analogi med den almene vanskelighed i dannelsen af menneskelige ideer iboende i forskellen mellem subjekt og objekt". Men han finder ikke at Bohr havde heldet med sig på de felter han forsøgte sig på.

I psykologien påpegede Bohr at bevidsthedens ubestridelige sammenknytning med liv bør "forberede os på at selve grundproblemet om grænsen mellem levende og dødt kan unddrage sig en forståelse i dette ords sædvanlige forstand". Og han henviser til at den nye situation i fysikken eftertrykkeligt minder os om at vi er både tilskuere og deltagere i tilværelsens stor skuespil. Tilsvarende gælder at Bohr finder komplementaritet mellem fornuft og følelse, som den fx kommer til udtryk i komplementariteten mellem handling og overvejelse og dermed mellem viljesudtryk og erkendelse. Pais finder Bohrs ideer om psykologi, især om den frie vilje, originale og af blivende værdi. De fortjener langt større udbredelse end de har fået, fastslår han.

I biologien påpegede Bohr navnlig vanskeligheden ved dualismen mellem mekanistiske eller deterministiske opfattelser på den ene side og vitalistiske eller finalistiske opfattelser på den anden. Og han fandt anvendelse af de mekanistiske argumenter typisk komplementære til anvendelsen af de vitalitiske argumenter. Men han advarede mod metafysiske spekulationer. Allerede en definition af livet selv rummer erkendelsesteoretiske problemer, og atomers opførsel i organismerne bringer os ikke nærmere en forståelse af de for livsprocesserne ejendommelige såkaldte holistiske eller finalistiske træk. Det drejer sig for ham kun om at undgå indholdsløse stridsspørgsmål. Men som Pais påpeger forsvandt alle henvisninger til vitalismen fra Bohrs side da DNA-strukturen blev opdaget i 1953. Derefter talte han kun om teleologien (målrettetheden eller hensigstmæssigheden) som præger levende væsener. Men Pais konstaterer at Bohrs tanker ikke har båret frugt. Bohr så iøvrigt ingen iboende begrænsning i anvendelsen af elementære fysiske og kemiske begreber i analysen af biologiske fænomener, men til gengæld understregede han dog at livet altid vil være en kilde til undren - og han talte også udtrykkeligt om livets eksistens som en elementær kendsgerning.

Endvidere så Bohr komplementaritet mellem instinkt og fornuft, og mellem natur og kultur, og han kunne sige at komplementaritetssynspunktet frembød sig som et middel til at lade modsætningerne mellem de forskellige kulturer kommer til deres ret og dermed fremme en fordomsfri indstilling, men han var dog klar over at der ikke på dette område kunne være tale om absolutte udelukkelsesforhold - således som det var tilfældet i atomfysikken. Tankerne er efter Pais' mening hverken nye eller originale, men dog udtryk for en smuk opfattelse af at komplementaritet kan lære os tolerance og åbenhed mod hele verden.

Endelig fremhæver Pais, hvad ingen der har læst Bohr selv heller kan være i tvivl om, at der var �n rød tråd gennem alle Bohrs filosofiske betragtninger og det var understregningen af behovet for �ntydig anvendelse af ordene i udvekslingen af erfaringer. Vi er afhængige af vores ord og kommer ikke uden om visse regler for det sprog vi vil bruge til �ntydig beskrivelse. Al søgen efter viden eller kundskab var for Bohr ensbetydende med vilje og evne til �ntydig kommunikation.

Pais kommer i denne forbindelse med en interessant oplysning, nemlig den at Bohr engang for at understrege sin opfattelse tilføjede: "Netop fordi det endnu ikke har lært brugen af begreber kan et nyfødt barn strengt taget næppe regnes for et menneskeligt væsen". Og d�t turde dog være en afslørende bemærkning for Bohr. For her siger han jo at han ikke regner de før-sproglige forestillinger og følelser for afgørende for bestemmelsen af barnet som menneskeligt væsen, men alene lader de senere tilkomne sekundærprocesser gælde som kriterium. Det godtgør med �t enkelt udsagn at Bohr - uanset en ægte interesse for litteratur og billedkunst - var og blev rationalist. Og det forklarer også hvorfor han aldrig kunne se komplementariteten mellem de to slags diametralt modsatte og uforenelige psykiske grundprocesser, og heller aldrig forstod Heisenbergs dybe opfattelse af dagligsproget som det der til forskel fra alle fagsprog havde umiddelbar føling med hele virkeligheden.

Abraham Pais er helt på det rene med at der er forskellige opfattelser af værdien af Bohrs tanker om komplementaritetssynspunktets anvendelse uden for fysikken, men han har ikke selv øje for den afgørende ting, at værdien af Bohrs synspunkt slet ikke kan måles på dens eventuelle effekt i praktisk-konkret videnskab i spørgsmål som fx genforskning eller hjernefysiologi. Her vil forskerne uden tvivl altid kræve et decideret kvantitativt kriterium. Nej, værdien ligger i at synspunktet ved at løse os fra den gamle absolutte dualismes og determinismes forbandelse åbner for en intuitiv forståelse for en fundamental dynamik i tilværelsen som kan konstateres på område efter område både i den fysiske videnskab om døde ting og i den biologiske videnskab om levende væsener - og ikke mindst i det yderst komplekse menneskelige ånds- og kulturliv, men som aldrig vil kunne bestemmes som eller føres tilbage til simple gennemskuelige processer, kræfter, relationer, tegn eller love. Både livet som sådan og bevidsthedslivet eller sjælelivet og åndslivet må tages som 'elementære kendsgerninger' der ser ud til at hænge nøje sammen med selve det forhold at jordkloden er en enklave i universet der får tilført energi på en sådan måde at det entropiædende, grænseoverskridende og i sidste ende kulturskabende liv har kunnet opstå, men som er og bliver emergente fænomener i evolutionen. Jf. essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

Hertil kommer i midlertid også den værdi der ligger i at synspunktet kan udvides til en intuitiv forståelse for den specifikke komplementaritet der findes mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser (subsidært mellem den stærke og den svage psykiske fundamentalkraft) og som skaber den for menneskelivet og kulturlivet afgørende og særegne, yderst dynamiske vekselvirkning mellem tilgangen til den ydre verden og tilgangen til den indre verden. Dette optimale perspektiv - som i virkeligheden "tager sindet med" - havde Bohr ikke selv øje for, og det havde Abraham Pais lige så lidt som Tor Nørretranders eller David Favrholdt - og det er en alvorlig begrænsning i deres forståelse af komplementaritetsbegrebets potentiale. For det rangerer dybest set den halvdel af menneskelivet der vedrører sindet, sjælelivet og åndslivet ud på et sidespor og cementerer dermed den for europæisk kultur så katastrofale duale kløft mellem ånd og materie. Og ligefrem at betegne Bohrs komplementaritetssynspunkt som en isme er en utilladelig grovhed oveni.

I virkeligheden er det afgørende for den fulde forståelse af Bohrs komplementaritetsbegreb at få fat på og ikke siden slippe det forhold at begrebet er et synspunkt og ikke et princip, for det betyder at det umuligt kan gøres til grundlag for en isme i betydning et sammenhængede teoretisk system eller ideologi. Det er tværtimod, som Bohr selv påpegede, at betragte som et frø. Komplementaritetssynspunktet er grundlæggende en intuitiv indsigt der medfører en optimal åbenhed for andre intuitive indsigter og som står til fri disposition for alle tænkende væsener der ønsker at være åbne. Og dette er i mine øjne det mest anerkendende der kan siges om Niels Bohrs filosofi.

Bohrbiografen David Favrholdts eget beklagelige snæversyn Til toppen Næste

I såvel artiklen om Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' som i artiklerne om Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt og Favrholdts fordomme om religion og psykologi har det været påpeget at denne særdeles kompetente fagfilosof og Bohr-fortolker har sine egne filosofiske, psykologiske og id�historiske forståelsesproblemer der kan føres tilbage til regulære fordomme om religion og dybdepsykologi, men derigennem også kommer til at influere uheldigt på hans forståelse for dagligsprogets afgørende rolle i den menneskelige eksistens.

Specielt må det påpeges at Favrholdts fordomme hvad angår religion og dybdepsykologi stikker så dybt at han lukker øjnene for faktorer der faktisk lige fra 'tidernes morgen' (dvs. menneskekulturens morgen) har været en væsentlig del af det uforkortede dagligsprogs stærke og umiddelbare føling med virkeligheden og derfor i eksistensens overordnede anliggender har skabt en række af det han kalder interdependente begreber, begreber der har en indbyrdes afhængighed og derfor ikke kan bruges eller forstås uafhængigt af hinanden.

Resultatet er - som jeg har formuleret det i en af artiklerne - ikke blot at han unødigt placerer alle mennesker med en eller anden religiøs erfaring og føling i �n og samme bås der bærer etiketten overtro og primitivitet, men desuden negligerer de oplyste og sækulariserede mennesker der er i stand til at fjerne overnaturlige forestillinger fra deres helhedsorienterede filosofi og overbevisning og dermed oplysningsmæssigt pege fremad.

Og som jeg tidligere har konkluderet synes Favrholdt derfor ude af stand til at få øje på at det banebrydende bohrske opgør med den ældgamle dualistiske to-verdens-opfattelse via komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet kunne føre til den enestående, emergente nyskabelse i tænkning, politik og kultur som består i at se det rationelle og det irrationelle som ægte komplementære størrelser: de danner to tilgange til virkeligheden som på det logisk-teoretiske plan er principielt uforenelige, men begge hører med til den fulde iagttagelses- og beskrivelsesmulighed for den menneskelige eksistens og dermed også til dagligsproget i al dets mangetydighed.

Jeg har tidligere gjort gældende at David Favrholdt ikke alene er æstetisk og aristokratisk indstillet, men også nøgternt set må betegnes som 'en naiv rationalist' der fra sin barndoms reaktion mod en dogmatisk kristendom har fastholdt en blind afsky for alt der har med religion at gøre og som sagt fået ham til at kæmme alle religiøse mennesker over overtroens kam, uanset om deres religiøsitet er dogmatisk eller mytisk. Det betyder at det aldrig er gået op for ham at der ved siden af den organiserede, mere eller mindre teologisk-dogmatiske og magtorienterede religion, som kan være snæver og yderst kritisabel, altid har været, stadig findes og altid vil være en åben mytisk religion som er af folkelig art og udtrykker den direkte, umiddelbare føling med virkeligheden og derfor helt og holdent forbliver inden for dagligsprogets store og ubegrænsede rammer.

Dette vil naturligvis for ham selv og andre naive rationalister lyde som et tomt postulat eller ren propaganda, men det er faktisk en solid og let dokumenterbar kendsgerning der bygger på den simple realitet at alle mennesker uden undtagelse fødes med fungerende psykiske grundprocesser der på før-sprogligt plan sikrer dem en ofte intens, men altid ubevidst 'følelse' af eller 'forestilling' om at den verden de er havnet i er en ordnet og sammenhængende, lys og varm verden med mening og kærlighed, som måske nok ind i mellem trues, men grundliggende er intakt og derfor i alle henseender stimulerer livsmod og livsvilje. 'Erkendelsen' eller 'erfaringen' er som sagt af ikke-sproglig art, idet den er i gang inden sekundærprocesserne med alle deres begreber, sondringer og logik træder i funktion i kraft af genstandsbevidstheden (der allerede på dette tidlige tidspunkt i et menneskes udvikling forudsætter korrespondensen med håndgribelige ting).

Hele den menneskelige kultur viser - fra de allertidligste kilder - at mennesket har sørget for opretholdelsen af dette fundamentale livsmod og livsvilje med dans, sang, musik, billedkunst, fortælling, fest, leg, sport, humor og kult ved siden af det ofte hårde praktiske arbejde for livets opretholdelse. Og denne opretholdelse af livsmodet og livsviljen er så vital og dominerende i alle kulturer at den i allerhøjeste grad må opfattes som udtryk for direkte føling med virkeligheden i hele sin dybde, bredde og højde - og derfor som genuin religion, således som religionshistorikeren Vilh. Grønbech indså gennem sine studier i 1909-12.

Først senere kommer en mere bevidst fortolkning ind i billedet i kraft af systematiseret tænkning der tilmed får en dimension af magtpolitisk art: de stærkeste og klogeste kan udnytte den magt beherskelsen af ord og tanker samt kult og tradition giver til at dominere. Dermed begynder den anden side af religionen, den magtmæssige, dogmatiske og teologiske, hvis konsekvenser af både positiv og negativ art naturligvis bliver en væsentlig del af kulturudviklingen. Men den mytiske side er et tidligere trin i udviklingen fordi den trækker på de primære psykiske grundprocesser. Det er derfor meningsløst, formålsløst og uigennemførligt at bekæmpe denne side ud fra tanken om at ville bekæmpe, begrænse eller helt elimenere den magtmæssige side. Men det er dette rationalisterne er så naive at de prøver på, hvad enten de nu kalder sig ateister eller agnostikere. Og det rammer både dagligsproget, den almindelige oplysning og forskningen.

En generel bekæmpelse af det irrationelle i tilværelsen er imidlertid en katastrofal indsnævring af virkeligheden, fordi den fører til den ulyksalige duale kløft mellem ånd og materie i form af en uoverstigelig kløft mellem den frie kreativitet og åndsudøvelse og den målrettede, nyttebetonede praksis.

Hvad David Favrholdt angår gælder, at han ligesom Niels Bohr som ung meldte sig ud af den folkekirke og det religionssystem han var født ind i, men kom til at føle sig fremmed for. Og dette må naturligvis respekteres, men der er en afgørende forskel mellem Favrholdt og Bohr i det forhold, at Bohrs brud med folkekirken skete som gustent overlæg af den da 27-årige rationalistiske forsker der aldrig havde haft berøring med religion i anden end formel eller konventionel forstand, mens den i Favrholdts tilfælde skete i protest og frustration over som syvårig at måtte miste sin far uden at den Gud hans forældre havde lært ham at dyrke forhindrede det. Denne reaktion er i og for sig fuldt forståelig, men den har indebåret at Favrholdt siden har været ude af stand til at se på religion med andre øjne end rationalistens eller ateistens og specielt aldrig overhovedet har opdaget hvad mytisk religion, tænkning og kult er i dybere psykologisk forstand.

Dette betyder igen at David Favrholdt på forhånd udelukker at den halvdel af tilværelsen og virkeligheden der kommer ind under det irrationelles begreb skulle kunne indgå i en overordnet eksistensfilosofi som sideordnet og ligeberettiget med den rationelle halvdel. Og det gør ham igen ude af stand til at se at Bohrs komplementaritetssynspunkt og korrespondensprincip kan omfatte dem begge og dermed også sikre at dagligsproget på Heisenbergs vis får reel og fuld føling med virkelighedens to logisk uforenelige dimensioner: det rationelle og det irrationelle.

Favrholdt gør et sted i sin Bohr-biografi [p. 295] gældende at det ikke var Bohrs hensigt "at få alt i tilværelsen anbragt under en stor paraply ved navn komplementaritet, men derimod at gøre opmærksom på at mange forhold i tilværelsen minder om situationen i kvantemekanikken.....". Jeg ved ikke om ordet 'paraply' i denne sammenhæng stammer fra Bohr selv, men det er i hvert fald en højst ejendommelig analogi, fordi den antyder at komplementaritetsssynspunktet skulle kunne forstås som noget i retning af en praktisk beskyttelsesforanstaltning der giver tryghed. Men komplementaritetssynspunktets id� er jo det stik modsatte, nemlig at åbne for utroligt mange intuitive indsigter i at tilværelsen har mange logisk set uforenelige modsætninger eller paradokser, som den dualistiske filosofi kommer til kort over for, men som komplementaritetssynspunktet selv kan komme forbi på en konstruktiv, igangsættende og provokerende måde. Synspunktet kan på ingen måde opfylde John Bells ovennævnte drøm om 'en ultimativ teori der har sindet med', for det fører aldrig til et afsluttet teoretisk system, men komplementaritetssynspunktet kan inddrage tilværelsens to diametralt modsatte dimensioner under �t og samme eksistentielle grundsyn. Og dette turde være det ultimative potentiale i Bohrs filosofi.

Favrholdt er imidlertid sine store kompetencer til trods et eksempel på at personlige fordomme og blokeringer på bestemte områder forhindrer et menneske i at se det fulde potentiale i Bohrs filosofi.

Konklusion Til toppen Næste

Som det ses er der mange grunde til modstanden mod Bohrs komplementaritetssynspunkt, lige fra ideologiske til personlige og fra snæver faglig uvilje mod filosofi til specifik afsky for at udvide synspunktet til eksistentensfilosofien.

Herudover kan man tale om en mere generel modstand mod filosofi og psykologi af den art jeg som redaktør af Jernesalt stifter bekendtskab med i min korrespondance med læserne. Jeg får heldigvis mange positive og forstandige henvendelser, men også mails der afslører megen selektiv læsning. Læseren er tilfældigvis faldet over et eller andet isoleret synspunkt eller en eller anden isoleret artikel og drager en masse vidtgående slutninger som ikke holder og som de pågældende selv ville kunne se var forkerte hvis de læste andre artikler på siderne og bemærkede synspunkternes nuancer. Særligt betyder den selektive læsning den uheldige ting, at man bedømmer helheden ud fra delen, og ikke delen ud fra helheden. Man tager ikke højde for at det faktisk er et overordnet helhedssynspunkt - den komplementære helhedsrealisme - der i sidste ende ligger bag delsynspunkterne og deres sammenføring - uden at disse på nogen måde er udledte (deducerede) af helhedssynspunktet, idet den komplementære helhedsrealisme jo ikke er et dogmatisk system.

Desværre er det desuden meget almindeligt at fagfolk ikke interesserer sig synderligt for helhedsfilosofi eller filosofi og psykologi i det hele taget. Musikere ikke for stort andet end musik, kunstnere ikke for stort andet end kunst, atomfysikere ikke for andet end fysik, teologer kun for teologi og politikere ikke for stort andet end politik osv, selvom alle naturligvis som kultiverede mennesker sørger for en passende mængde musik og film eller erotik og motion til adspredelse og fornøjelse, ja, undertiden dyrker finere madlavning.

Heller ikke almindelige mennesker interesserer sig synderligt for filosofi eller psykologi. De er for dovne eller frygter at få deres ubevidste anskuelser (fordomme) gjort bevidste gennem analyse og kritik - og på den måde blive tvunget til at indse deres anskuelsers relativitet eller uholdbarhed.

Og endelig er mange simpelthen naive i deres overbevisning og bliver på den måde naive realister, naive idealister, naive socialister, naive liberalister, naive troende, naive ateister, naive rationalister eller naive spiritister osv. Naiviteten ligger i at de hverken har filosofisk eller psykologisk indsigt til at kunne gennemskue deres egne valg og motiver - eller se at anderledes tænkende også kunne have fornuft i deres synspunkter. Specielt er afskyen for religion og dybdepsykologi kolossalt udbredt. Utroligt mange tager på forhånd ubetinget afstand fra dogmatik og indoktrinering, og har ikke opdaget at der neden under denne er en helt anderledes fri og folkelig eller almen religiøsitet der har med førsproglige og førdogmatiske eksistenserfaringer og -udtryk at gøre. Her gælder at der intet bedre middel er mod naiviteten end komplementaritetssynspunktet.

Som det gerne skulle være fremgået af denne artikels lange og udførlige gennemgang af den mere eller mindre bevidste modstand mod Niels Bohrs komplementaritetsssynspunkt og dets potentiale, er det en afgørende faktor at der er en ganske betydelig psykisk modstand mod selve det at bryde med tilvante forestillinger og begive sig ind i opbygningen af nye begrebsrammer der er langt videre og som formår at kombinere dagligdagens praktiske erfaring og videnskabens teoretiske erfaring med den sjælelige og åndelige erfaring som alle normale mennesker er i besiddelse af. Denne åndelige erfaring går i princippet tilbage til spædbarnsalderens ubevidste erfaringer, men den kan - modsat hvad mange tror - ikke siden undværes i eksistensen. Den omspændes af dagligsproget, og den bekræftes til stadighed af musikken, kunsten, kærlighedslivet og det mytiske forhold til instanser over mennesket (der ikke ligger uden for naturen, men over det personlige).

En sådan psykisk modstand kan ligge i en manglende åbenhed og undren, i en forstokket værnen om det snævre jegs engang vundne identitet eller i en manglende forståelse for hvor revolutionerende en udvidet begrebsramme overhovedet kan være eller endelig en manglende modvilje mod en tværfaglig, grænsesprængende helhedsfilosofi - uanset om denne i enhver henseende opretholder sund fornuft, nøgternhed og realisme. En sådan helhedsfilosofi formår faktisk at få den jordbundne realitetssans forbundet med en fuld accept af hvad man under �t kan kalde det irrationelle ved siden af det rationelle. Og det sker netop ved at opfatte tilgangen til det sanselige/handlingsmæssige som komplementær til tilgangen til det egenpsykiske, svarende til komplementariteten mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser.

Selve den psykiske konstitution spiller en stor rolle i menneskers stillingtagen. Derfor vil man fx se, at meget rationelt indstillede mennesker har svært ved at forstå musiske og religiøse mennesker på deres egne præmisser. Nogle mennesker er så rationelle at de forstår alt gennem ord, begreber og logiske slutninger, men stort set ikke danner sig billedmæssige forestillinger om noget, og derfor har de svært ved at forstå mytisk indstillede mennesker. De analyserer altid - og kan stort aldrig gå fra helhedsbillede til del. Hertil kommer mere nuancerede typologiske nuancer af den art man teoretisk kan opstille i skemaer. Dette gjorde bl.a. Jung på en meget givende måde - således som det beskrives i artiklen om Jungs typologi. Jf. også artiklen Hvorfor inddele mennesker i typer?.

Hvad specielt angår respektable, filosoferende fagfolk som ovenfor kritiserede Ib Ravn, Jesper Hoffmeyer og Peder Voetmann, så gælder, at de ligesom de logiske empirister og marxisterne i sidste instans synes at stile efter eller drømme om en absolut forklaring på alt der determinerer udviklingen. Og det vil sige at de som ideal har forestillingen om altings indbyrdes kausale sammenhæng, orden, helhed og enhed, men en sådan er - ligesom Bohrs tro på en harmoni i tilværelsen - af holistisk art og stammer fra primærprocesserne. Idealet eller drømmen er med andre ord en variant af den medfødte drøm om paradiset eller den fuldkomne indsigt og fuldkomne verdensorden, som er og bliver en utopi. Kun komplementaritetssynspunktet er et effektivt og definitivt middel mod denne illusion.

Men alle de på hver sit felt yderst kompetente personer der er blevet kritiseret i nærværende artikel for deres modstand mod komplementaritetssynspunktet er i mine øjne bagstræberiske eller reaktionære. De medvirker til at det almene oplysningsniveau forbliver for lavt og utidssvarende, fordi de ikke kan få øjnene op for hvor stor betydning det ville få, hvis alle kommer fri af den absolutte dualismes og den absolutte determinismes forhekselse af forstanden og ind i komplementaritetssynspunktets åbne og kreative felt, hvor principielt uløselige logiske stridsspørgsmål får lov at ligge uløste, så man ikke spilder tiden på dem.

Mange af de vigtige komplementære forhold som Bohr selv har peget på, men kun sjældent uddybet er nærmere behandlet andetsteds på Jernesalts sider (se henvisningerne), men det skal her endnu engang fremhæves som det helt centrale, at Bohrs komplementaritetssynspunkt - uanset dets specielle anvendelighed inden for forskellige fagområder - har sin ganske særlige og afgørende generelle betydning erkendelsesmæssigt ved at det definitivt kan sætte os ud over den nævnte forhekselse af forstanden som den gamle duale tænkemåde næsten automatisk medfører og som låste bl.a. Einstein, Schr�dinger og Bohm uhjælpeligt fast i illusioner.

For den menneskelige eksistens i almindelighed er det bohrske synspunkt lige så vigtigt eller endnu vigtigere end det er i fysikken og naturvidenskaben, for på uhyre mange af livets almindelige områder gør den nævnte forstandsforhekselse ubodelig skade. Den ligger bag helt unødige konflikter mellem religionerne, mellem staterne, mellem politiske partier og mellem retningerne inden for kunst, musik og videnskab. Og den ligger bag striden mellem naturvidenskab og religion, såvel som bag den udbredte mangel på afklaring af forholdet mellem hjernefysiologi og sjæleliv.

Komplementaritetssynspunktet er imidlertid ikke noget der kommer helt af sig selv i tankegangen. Det er noget man skal vænne sig til. Men vænner man sig først til det, bliver det til gengæld let at anvende. En mængde unødige logiske problemer falder bort, herunder problemet med Kants 'das Ding an sich'. Denne tingest eksisterer ikke andre steder end i den spekulative tænkning. Og vel at mærke bevirker komplementaritetssynspunktet ikke nogensomhelst form for eller tendens til en relativisering eller skepticisme som undergraver sund fornuft og realitetssans. Dette forhindrer korrespondensprincippet ganske effektivt.

Da det som sagt har vist sig at modstanden mod komplementaritetssynspunktet også ofte har tydelige ideologiske motiver er det imidlertid nødvendigt at påpege at det er en illusion at tro at forskerne, videnskabsmænd og filosoffer skulle være hævet over fordomme og idiosynkrasier så de altid er neutrale og objektive med respekt for deres modstandere. Det er slet ikke tilfældet, og det skyldes såmænd ikke ond vilje eller uvidenhed, men det simple forhold som nu har været nævnt mange gange, nemlig at alle mennesker er præget af de primærprocesser der allerede er i fuld funktion ved fødslen og som livet igennem er grundlaget for alle kvalitetsmæssige og meningsmæssige, dvs eksistentielle vurderinger.

I realiteten betyder dette - som hævdet på Jernesalt - at menneskets erkendelsesprojekt, individuelt som kollektivt, altid vil være underordnet eksistensprojektet, uanset hvad den enkelte kommer til professionelt at beskæftige sig med og uanset hvad det respektive samfundssystem og kulturånden sætter som ideal og mål.

Dette forhold betyder igen at accepten af komplementariteten mellem menneskets to mulige tilgange til virkeligheden dybest set indebærer at erkendelsen principielt bliver underordnet eksistensen som helhed - uanet om den enkelte er bevidst om det eller ej.

Vigtigt i denne forbindelse er imidlertid at slå fast, at komplementaritetssynspunktet på �n og samme gang er det allerbedste grundlag for såvel en definitiv afvisning af dualismen, holismen, ontologismen, transcendentalismen, skepticismen, fænomenalismen og relativismen som for en givende, progressiv og dynamisk åbenhed og helhedsrealisme der fastholder biologien og kulturen som emergente fænomener der vedblivende går imod varmelærens lov om stigende entropi.

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken. Den menneskelige erkendelse kan aldrig uden skadevirkninger på samfundet isoleres fra den menneskelige eksistens som helhed og dermed aldrig gøres til uafhængige fagspecialisters domæne, men til gengæld må den eksistentielle helhedsforståelse på sin side altid være komplementær for at undgå holismens skadevirkninger.

Til allersidst bør det fremhæves, at komplementaritetssynspunktet i sin bohrske oprindelse er et udpræget dansk synspunkt. Det vil efter min bedste overbevisning aldrig kunnet være opstået i et andet land end Danmark. Og det er slet ikke så afgørende for dets videre succes om det bliver accepteret i udlandet eller ej eller i hvilket omfang. Men Bohrs filosofi er slet ikke glemt i udlandet, hvis nogle skulle tro dette.

Lige fra oprindelsen omkring 1913 har Bohrs komplementaritetssynspunkt aldrig haft et bedre sideordnet modspil end den der skyldes religionshistorikeren Vilh. Grønbech, selvom denne mand forstod Bohr lige så lidt som Bohr forstod ham.

Det skal ikke skjules at undertegnede naturligvis betragter den komplementære inspiration fra Grønbech og Bohr som den absolutte forudsætning for den intuitivt opståede forståelse for muligheden af at udvide det bohrske komplementaritetssynspunkt og den hermed forbundne bohrske begrebsramme til en optimal begrebsramme for såvel videnskab som eksistens. Komplementaritetssynspunktet kan udvides til at omfatte eksistensen i og med at de to menneskelige tilgange til tilværelsen - den ydre sanselige/handlingsmæssige og den indre direkte føling med det energetiske felt - betragtes som komplementære og dermed sikrer såvel åbenheden som emergensen i udviklingen.

Komplementaritetssynspunktet er og forbliver et synspunkt (et grundlag for den dobbelte tilgang til tilværelsen), men kan principielt aldrig udvikle sig til et lukket system. Også her er synspunktet så dansk som det overhovedet kan blive - selvom danskerne endnu ikke har opdaget potentialet. Bohrs komplementaritetssynspunkt er simpelthen en gave til forskningen og eksistensfilosofien, til Danmark og det danske folk.

Jan Jernewicz

PS 18.1.: Efter besøg på Bohr-arkivet er der foretaget enkelte rettelser i afsnittet om Grønbech.

Henvisninger: Til toppen

NB! Jernesalts artikler om Niels Bohr og komplementariteten er nu udgivet samlet som e-bog hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Bohr og komplementariteten.

Se n�rmere under klik

Selve bogen findes på linket: klik. Pris 40 kr.

Links til:

Niels Bohr Arkivet
David Favrholdts side under SDU
Ib Ravns side under DPU
Peter Kemps side under DPU
Jesper Hoffmeyers hjemmeside
Peder Voetman Christiansens side under RUC
Tor Nørretranders's hjemmeside

Litteratur:

David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. (Informations Forlag. 2009)
David Favrholdt: Filosofisk codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse.
(Gyldendal. 1999.)
David Favrholdt: Studier i Niels Bohrs filosofi. (Odense Universitets Forlag. 1994)
David Favrholdt: Filosofi og samfund. (Gyldendal. 1968)

Niels Bohr: Et mindeskrift. Fysisk Tidsskrift. 1963
Niels Bohr - Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medarbejdere. Schultz. 1964 Niels Blædel: Harmoni og enhed. Niels Bohr. En biografi. Rhodos. 1985
Jørgen Kalckar: Det inkommensurable. Rhodos. 1985
Tor Nørretranders: Det udelelige. Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik. Gyldendal. 1985.
Stefan Rozental: NB - Erindringer om Niels Bohr. Gyldendal. 1985
Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid i fysik, filosofi og samfundet. Spektrum. 1994.

Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse. Schultz 1957
Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. Schultz 1958.
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. 1964.

Relevante artikler på Jernesalt:

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.)

Favrholdts fordomme om religion og psykologi (28.12.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Erkendelsens forudsætninger(12 afsnit om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Hvad er virkelighed? om ny film om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen
Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken  (26.6.07.)
Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring
Peter Zinkernagels filosofi
Holismen en umulighed i dag  (7.4.05.
Den tredje vej til religionsanskuelse uden om ensporet teologi og distancerende videnskab
Videnskaben eller Gud  (18.10.05.)

Komplementaritetssynspunktet generelt
Sjæl og legeme som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

Virkelighed - serie om menneskets virkelighedsopfattelse  med følgende afsnit:
Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.09)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)

'Jernesalts 2009-filosofi' (der også foreligger i bogform)

Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
De psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Vilh. Grønbechs kulturopgør
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger  (23.5.10.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi  (5.12.09.)

Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean

utils postfix normal