utils prefix normal JERNESALT - sende43ontol12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.2.11.

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet

('Ontologisk antologi' artikel 12)

Som det gerne skulle være fremgået af de tidligere artikler i denne antologi om ontologien er 'det at være' mange forskellige ting som kan belyses fra mange forskellige synsvinkler.

Man kan være vælger og politiker. Man kan være revolutionsromantiker eller egentlig banebryder; terrorist eller sekulær demokrat; fremmed eller hjemmehørende i verden og i samfundet; ateist eller 'troende' eller være i umiddelbar føling med det irrationelle. Man kan være paragrafrytter og forræder mod åndens frihed. Og man kan være spekulativ metafysiker eller det modsatte: nøgtern komplementær helhedsrealist.

Man kan som hjerneforsker søge en umulig opklaring på sjælens mysterier nede i materien - eller være sjæleforsker og skaffe sig solid viden om sjælelivet og åndslivet ved direkte erfaring. Mennesket er fra naturens side mand eller kvinde og har i begge tilfælde mulighed for at se de stærke sider ved sit køn og acceptere de svage sider. Man kan være naiv på selv de områder man vælger som speciale eller ståsted og i denne egenskab være meget vidende om - eller man kan blive psykokologisk og erkendelsesteoretisk bevidst om sine egne subjektive valg og præferencer, og derigennem få bedre muligheder for at forstå andres valg og præferencer.

Og man kan endelig være - naivt - forankret i sit jeg eller - på bevidst plan - få jeget relativiseret ved at erfare det som en del af den meget større totalpsyke.


Hvad væren er 'i sig selv' er det derimod ikke alene umuligt at afgøre, men også overflødigt at spørge om.

Umuligt er det på samme måde som det er umuligt at afgøre hvad verden, naturen eller livet er 'i sig selv'. Verden, naturen eller livet er nemlig ikke noget der kan reduceres til et sidste element eller en 'første årsag' der ikke yderligere vil kunne deles - eller til en 'essens' der indeholder hele potentialet. Verden, naturen eller livet er slet ikke håndgribelige ting, men reelle entiteter eller helheder som alene kan erfares umiddelbart ved at man går ind i dem og forholder sig aktivt til mens men er i dem. De er aldrig tingsagtige substanser eller størrelser man kan iagttage eller erfare som udenforstående.

Og hvad "das Ding an sich" skulle være for en tingest er det heller ikke muligt at finde ud af, da det er en rent tænkt størrelse der blot afslører vores tyrkertro på at vi kan finde noget bag ved alting efter samme princip som vi finder 'kernen' i et æble eller 'lovene' bag fænomenerne. Det fører ikke til andet end endeløse og tomme spekulationer - bortset fra afsløringen af selve den menneskelige tankes utrolige evne til at forhekse sig selv med spørgsmål der ikke kan besvares.

Derfor må metafysik i sædvanlig forstand anses som en misforståelse som egentlig blot spilder vores tid. Mening er der derimod i at sige at væren er en vedvarende eksistentiel tilblivelse som oven i købet går imod sandsynligheden eller (entropien) og altså aldrig vil kunne forudsiges. Vi lever forlæns, men forstår baglæns, som Kierkegaard sagde. Det vil sige at vi lever fremadrettet mod en fremtid vi ikke kender eller kan forudsige. Denne fremtid kan - som Sartre udtrykte det - ikke indhentes. For efterhånden som vi bevæger os fremad glider fremtiden så at sige tilbage som fortid, og bliver altså 'gammel fremtid'.

Dette kan man kalde leg med ordene eller simpel logik der ligger indbygget i selve vore sondringer mellem fortid, nutid og fremtid. Og derfor er det ren subjektivitet når Sartre talte om at fremtiden medfører 'en ontologisk skuffelse' for menneskets bevidste eksistens. Det er en fejlslutning som bygger på den falske forudsætning at mennesket overhovedet skulle kunne komme i den situation at finde en endegyldig fremtid som var blevet forvandlet til et varigt nu. Den slags forestillinger er ren utopi - og gør netop Sartres drøm til et 'ulykkeligt begær', et begær det er principielt umuligt at tilfredsstille.

Det gør ikke sagen bedre, at Sartres medsammensvorne Simone de Beauvoir i samme eksistensfilosofiske ånd hævdede at nutiden ikke findes, fordi "menneskets 'for-sig-selv' kun eksisterer i og med at det overskrider sig selv ved en projicering mod fremtiden ud fra fortiden" ('Alderdommen', bd. 2, p 199). Også hun leger blot med ordene, idet hun ser bort fra at mennesket netop kan suspendere al tidsfornemmelse og alle tidssondringer ved 'at være i nuet', hvad der ikke betyder at være stillestående i et varigt nu (hvor klokken så at sige står stille), men at være fuldt til stede i nuet og derved glemme tiden (glemme at klokken går). Her ligger alle lykkelige øjeblikke i livet - og derfor er Sartres og Beauvoirs eksistensfilosofi uholdbar. Den er helt og holdent bundet op på timelighedens og bevidsthedens smalle kriterier.

Hele problematikken afspejler meget tydeligt modsætningen mellem at være 'et jeg' og at være 'et selv' eller 'en totalpsyke', men den kan ikke opløses gennem eksistensfilosofiske spekulationer.


Den helt fundamentale sondring ligger i tidsbevidstheden.

Som vi alle ved som voksne, så fødes børn uden sprog og sproglige begreber og derfor også uden sondringer mellem fortid, nutid og fremtid, mellem subjekt og objekt og mellem fantasi og virkelighed. Børn beherskes helt og holdent af forestillingerne fra de psykiske primærprocesser og deres frie associationer. Og først med sekundærprocesserne begynder de for al videre realitetsprøvelse nødvendige sondringer og slutninger inden for logikkens rammer. - Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Som gentaget utallige gange på Jernesalts sider, så er der én bestemt betingelse for at sekundærprocesserne overhovedet kan komme i gang, og det er dannelsen af genstandsbevidstheden, dvs barnets evne til at fiksere genstande i rummet uden for kroppen. Og det ligger i sagens natur - men er alligevel totalt underkendt som helt fundamentalt faktum - at denne evne til at fiksere genstande helt og holdent afhænger af det banale faktum at der overhovedet eksisterer faste og håndgribelige genstande i rummet. Det er ikke nok at der findes flydende ting (væsker), luftformige ting (luftarter) eller lyde og lugtstoffer. Der skal håndgribelige ting til - og derfor giver man naturligvis børn rangler og lignende at lege med i vuggen. Karakteristisk for nyfødte er at de har gribereflekser. Meget rørende blev det netop oplyst ved kronprinssens nylige tvillingefødsel, at den førstefødte blev lagt på moderens mave mens man ventede på nummer to - og drengen greb da refleksagtigt fat i en af moderens fingre.

Omvendt ved man fra eksperimentalforsøg at man kan bringe voksne mennesker helt ud på sindssygens eller nervesammenbruddets rand ved at anbringe dem i et lokale, hvor de intetsomhelst fast har at holde sig til eller se på.

Så faste genstande i verden er den helt elementære betingelse for menneskers (og dyrs) muligheder for at få et realistisk forhold til verden og udvikle alle de sekundærprocesser der fører til stadigt mere præcise registreringer og sproglige begreber og sondringer samt korrekte logiske slutninger.

Dette betyder på ingen måde at materien er mere basal for eksistensen end energien (og dermed ånden), for energien er jo også en fundamental betingelse for overhovedet at sanse noget aktivt og udvikle sekundærprocesser. Materialismen er lige så uholdbar som filosofisk grundlag som idealismen er. Men det omtalte forhold betyder at tilværelsen eller virkeligheden ikke er en illusion - sådan som bl.a. buddhismen og megen spiritisme hævder. Der er nogle ting der er absolut virkelige og som gør det muligt at skelne mellem fantasi (ideale forestillinger) og virkelighed (reale ting).

Helhedsrealismen tager netop højde for dette ved at være principielt komplementær - og afvise såvel fænomenologien som skepticismen. Den afviser også det 'overnaturlige' og 'hinsidige'. Alt hvad vi kan erfare ligger ingen for naturens og det dennesidiges rammer. Alt andet er fantasi eller spekulation.


Genstandsbevidsthedens opdukken er også betingelsen for jegets dannelse, dvs for dannelsen af den del af psyken der kan betjene sig af sekundærprocesserne og de sproglige begreber. Jegets dannelse betyder at der fremkommer en instans i psyken der oplever sig som handlende og villende, men dette er et stort spring i det enkelte individs udvikling, og derfor undgår børn længe at bruge ordet 'jeg' ved at kalde sig ved det egennavn forældrene har givet dem og bruger, altså benævne sig selv i 3. person i stedet for i 1. person. Men vigtigheden af at jegfunktionen på et tidspunkt går i gang er stor, og har forståeligt nok fået nogle til at betragte det som selve tegnet på at det pågældende barn er blevet et rigtigt menneske. Dér begynder nemlig den for livets opretholdelse nødvendige realitetsprøvelse og -erfaring gennem den stadige videreudvikling af sekundærprocesserne. Betragtningen er imidlertid alt for snæver, for ethvert individ er menneske lige fra fødslen - i kraft af de livsvigtige primærprocesser!

Da der er enorme praktiske gevinster ved jegets udvikling, er det ikke underligt at ethvert barn føler stolthed ved at kunne hævde sit jeg. Som bekendt skal de fleste børn endda på et vist tidspunkt igennem en 'trods-alder', hvor det netop ubevidst udvikler sin jegbevidsthed ved at sige trodsigt nej til hvad forældrene forlanger. Barnet vil selv bestemme.

I resten af barndommen og i de fleste tilfælde også resten af livet vedbliver det at være centralt for ethvert menneske at hævde sig ved at adskille sig fra andre, tage afstand fra andre, polemisere mod andre og endda bekæmpe eller direkte bekrige andre - med undtagelse af medlemmer af det fællesskab det selv tilhører. Der er intet mærkeligt i forholdet, for det ligger i jegets natur at det vokser ved at tilslutte sig et fællesskab og komme i opposition til andre eller ligefrem fjendskab mod andre.

Jeget styrkes også gennem alle de kundskaber og praktiske færdigheder det tilegner sig. Det vinder ved succes og stiler efter det bedst mulige forløb i karrieren. Det vinder fra starten også gennem al den opmærksomhed, kærlighed og opmuntring det får. Til gengæld kan det være karrig med at give andre opmærksomhed, opmuntring og kærlighed. Det kan blive egoistisk og selvcentreret.

Jeget vil normalt også være angst for døden, ikke blot for dødsprocessen og dennes eventuelle smerter og lidelse, men for selve opløsningen af jeget, dvs opløsningen af evnen til overhovedet at kunne tænke, ville og kunne træffe beslutninger, ja, angst for at slippe selve den bevidsthed der oftest identificeres med sjælen.


Denne dødsangst er et klart udtryk for at jeget er snævert - uanset hvor stort det er og hvor stærkt det gennem tiden er blevet udbygget. Snæverheden ligger i at jeget aldrig er blevet relativiseret, dvs aldrig har indset at det er en del af en større instans, en instans som ikke er rent personlig, men kollektiv, og som har eksisteret før jeget blev dannet - og omvendt vil forsvinde senere end jeget dør. Denne instans kalder jungianerne 'selvet', men det skal understreges at instansen ikke er måleligt konstaterbart eller kan bevises (hvad jeget heller ikke er eller kan). Det er alene en betegnelser der skal tjene det formål at gøre det muligt at skelne mellem det snævre personlige jeg og det større overpersonlige eller kollektive jeg, som igen kun kan forstås som værende en bestemt lokalisering af det kollektivt ubevidste.

Først når denne indsigt slår igennem, kan man tale om jegets relativisering. Og det skal understreges at selvet netop er karakteriseret ved ikke at være selvisk eller egoistisk, ikke være polemisk mod andre. Og det frygter heller ikke døden, da det ikke dør men så at sige ved jegets død vender tilbage til sit ophav i det kollektivt ubevidste. Netop denne sondring går det nødvendigt at afvise hjernedødskriteriet til afgørelse af hvornår et menneske er definitivt dødt. Et menneske dør ikke før hjertet holder op med at slå, for sjælen (totalpsyken) er større end jeget og de hjerneprocesser der knytter sig til jeget. - Jf. artiklen Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed.


Det er væsentligt at få fat på at sondringen mellem jeget og selvet naturligvis som alle andre sondringer er en begrebsmæssig eller intellektuel manøvre, men at erfaringen af selvet ikke er spor mystisk eller uforståelig, da den opleves af alle mennesker livet igennem (bl.a. i den uafladelige bevidsthedsstrøm og de natlige drømme vi har foruden alle de spontane ideer vi får).

Der er intet overnaturligt i disse irrationelle fænomener. Erfaringen af dem er kun et spørgsmål om at åbne sig for dem på samme måde som man åbner sig for et stykke musik, for fest og kult, for kunst, erotik og humor eller for den virkelige kærlighed. Man går ind i det pågældende åndsfænomens univers i og med at man lader al analysetrang og tidsfornemmelse suspendere. Hvis man vel at mærke er i stand til det. For jo mere ensidigt udviklet de rationelle sekundærprocesser bliver, desto sværere er det at åbne sig for det irrationelle. For nogle er det nærmest umuligt. De viger i nogle tilfælde tilbage, blot ved konstateringen af at de står over for noget umåleligt.

Men virkeligheden er nu engang indrettet sådan at kun den direkte, umiddelbare erfaring af selvet, det irrationelle og det kollektivt ubevidste giver erfaring af hvad ånd er - til forskel fra en intellektuel analyse af begreberne. Og det er grunden til at visse ensidigt rationelle eller helt lukkede mennesker simpelthen ikke véd hvad ånd er, ja, måske oven i købet vil bestride at den er en realitet eller reducere den til et tilfældigt biprodukt, der højst kan have æstetisk interesse. De måler alt med fysikkens materialistiske kriterier - og tror de kan vurdere alle fænomener ved at stille sig iagttagende udenfor.


Men som Martin Buber klart har påvist så er der en diametral modsætning mellem Jeg-Du-forholdet og Jeg-Det-indstillingen. Jf. et afsnit i artiklen At være ateist.

Verden lader sig erfare, siger han, men det kommer den ikke nærmere ved. For verden som erfaring hører til grundordet Jeg-Det. Erfaring er med andre ord Du-fjernhed. Grundordet Jeg-Det er adskillelsens ord, for det rejser skranken mellem subjekt og objekt. Grundordet Jeg-Du skaber derimod forholdets verden, og forhold er altid gensidighed.

Det vil med andre ord sige at forholdets verden opstår når man lader alle sondringer og analyser fare og vover sig ind i den ægte, omsluttende gensidighed. Denne indsigt og gensidighed lader sig for så vidt erfare (så den kan beskrives), men erfaringen kommer altid bagefter, som efterfølgende konstatering. Pointen i sagen er i at man ikke får fjernet skranken mellem subjekt og objekt, medmindre man lader alt intellektuelt analyseapparat ligge. Men gør man det, er man til gengæld kommet ind i det ægte Jeg-Du-forhold, og dermed i 'selvets' område (selvom Buber ikke bruger dette jungianske udtryk).


Selvet kan med andre ord betragtes som selve åndens medium eller sfære, mens jeget er magtens udøver eller håndlanger.

Jegets udfoldelse og magtens udøvelse er nødvendige for livets opretholdelse og den stadige realitetsprøvelse, jordbundethed og nøgternhed,

Mens selvets udfoldelse i åndens sfære er nødvendig for opretholdelsen af meningen og sammenhængen i tilværelsen og eksistensen. Uden ånd bliver jegets udfoldelse reduceret til fysisk livsopholdelse og materielt fremskridt.

Men det skal understreges at hvis jordforbindelsen og nøgternheden skal bevares, er det nødvendigt at fastholde korrespondensen med den fysiske verden, så individet ikke forsvinder ind i fantasiens og illusionernes utopier, men tværtimod sørger for opretholdelse af mening og sammenhæng i en uafbrudt vekselvirkning mellem udfoldelse af jeget og udfoldelse af selvet.


Den komplementære modsætning mellem magt og ånd ses næppe tydeligere end i de aktuelle begivender i den arabiske verden, hvor der er store folkelige oprør mod kyniske magthavere. Disse magthavere har i årtier systematisk opbygget deres magtbaser - økonomisk, militært og efterretningsmæssigt - og samtidigt systematisk undertrykt befolkningernes kamp for elementære frihedsrettigheder og anstændige levevilkår.

Nu er de stenrige og korrupte diktatorer imidlertid kommet i deres største kriser, fordi den brede befolkning har fået nok og frygtløst begivet sig ud i en revolutionær oprørsbølge der meget rammende er blevet sammenlignet med tsunamier der pludseligt dukker op og river alt med sig uden at mennesker kan gøre noget effektivt imod dem.

Revolutionsånden har vist sig overraskende bred og kraftig - og er et gevaldigt momentum det bliver svært for magthaverne at nedkæmpe og som i hvert fald er helt umuligt at ignorere. Mellemøsten er virkeligt blevet en smeltedigel, hvis slutprodukter ikke kendes eller kan forudsiges.

Risikoen herved er stor - som den altid er ved revolutioner - for ingen kan overhovedet vide om de ender positivt eller negativt, dvs om de ender med flere friheder og frihedsrettigheder for befolkningerne med tilhørende opbygning af nye, mere eller mindre demokratiske institutioner, eller om de ender med blodbad og borgerkrige der bringer nye militære eller islamistiske diktatorer til magten. I første omgang er der tale om opløsning af gamle strukturer, og hvis noget sådant ikke skal ende i destruktivt kaos eller anarki, skal der i tide skabes nye og bedre strukturer. Friheds- og oprørsånden skal altså på et eller andet tidspunkt omsættes til mere jordnær og konstruktiv indsats for opbygningen af stabile strukturer.

Også i revolutioner gælder at 'det at være' eksistentielt betyder 'at blive til' og gennem grænseoverskridende projekter skabe nye stabile leveformer og samfundsstrukturer. Men strukturer kan ikke undværes. En civil orden kan ikke undværes.


Konklusion på Jernesalts nu afsluttede antologi om ontologien er og bliver at det 'at være' generelt er 'at blive til', vel at mærke "så længe tiden er", dvs så længe det enkelte individ eller det enkelte samfund endnu har en tilstrækkelige psykisk energi eller åndelig kraft til rådighed. I virkeligheden er det en sjælelig polarisering mellem den snævre jeg-bevidsthed og den vide totalpsykiske forbindelse med det kollektivt ubevidste som giver den vedvarende eksistentielle og transcenderende tilblivelse. Døden - den uundgåelige død - indebærer afslutningen på såvel jeg-bevidsthedens som totalpsykens aktiviteter. 'Det at blive' svinder til sidst ind til 'det at vegetere', dvs at opretholde de simpleste livsfunktioner uden at have energi eller vilje til at ændre nogtsomhelst. Og til sidst vender sjælen metaforisk talt tilbage til sit energetiske udspring i det kollektivt ubevidste. Men så længe der er liv, er der også transcendens og vedvarende eksistentiel tilblivelse imod sandsynligheden (entropien).

Oplysningsniveauet i dag er hverken tidssvarende i de arabiske lande, der nu går nødvendige forandringer i møde, eller i de vestlige demokratier der ikke behøver store revolutioner, men alligevel store omstillinger. Overalt savnes dybere forståelse for både dybdepsykologiens mekanismer og erkendelsesteoriens indsigter.

Ingen steder kan man løse problemerne uden at folkeoplysningen højnes. Politikerne, medierne og vælgerne må gå ind i en ægte dialog på saglighedens præmisser, men uden at reducere alle spørgsmål og problemer til kamp om materielle goder (velfærdsgoder) eller borgerlige rettigheder. Debatniveuaet er under lavmålet.

Oplysningen bør højnes til en fuld erkendelse af det dybeste eksistentielle ansvar for den menneskelige tilværelse, tilblivelse og kult, hvor al afgudsdyrkelse - dyrkelse af materielle goder, æstetiske oplevelser og teknologiske fremskridt - afløses af en sand og dyb sekulær føling med den fulde virkelighed der er større end menneskenes snævre jeger og ikke kan kontrolleres af disse jeger. Hvad man vil kalde denne føling er underordnet. Men den skal under alle omstændigheder være sekulær i den forstand at den skal udelukke en sammenblanding af politisk magt og religiøs magt i enhver forstand. For magt er det modsatte af ånd - og ånd er nødvendig og skal have ubetinget frihed.


Det er temmelig karakteristisk for vor tid at der er sket en betydelig æstetisering af tilværelsen i de vestlige lande - naturligvis i kraft af velstandsstigningen, det øgede forbrug og den øgede fritid. Men velfærd skabes ikke af ingenting - og den kan ikke måles alene på materielle goder. Den kræver også en etisk standard.

Det skal derfor understreges at 'det at være' og 'det at blive til' - både på individuelt og samfundsmæssigt plan - altid indebærer et ansvar om at leve op til kravet om indre konsistens, dvs til psykens krav om at sørge for overvægt af det gode i livet.

Denne konsistensetik - der hverken er en pligtetik eller en måletik - tager netop højde for at fremtiden er uforudsigelig, således at ansvarligheden må være tilpas fleksibel og undgå rigoristiske krav. Der skal bogstaveligt talt være plads til fejltagelser og fejlskøn. Men i det lange løb, i det store historiske forløb skal der være overvægt af det gode.

Konsistensetikken hviler på psykens krav om indre konsistens - og den forudsætter derfor en løbende dialog om forsvarligheden af de praktiske indgreb i naturen, virkeligheden og samfundet der sker. Men denne dialog afspejler igen den uafladelige vekselvirkning mellem jegerne og selvet - og mellem magten og ånden. Alt under forudsætning af at der accepteres en psykisk instans over individernes snævre jeger

Peer Sendemand


Henvisninger:

Tidligere artikler i serien 'Ontologisk antologi':

At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (art. 3 - 26.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)

Andre relevante artikler på Jernesalt:


Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed


Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.


Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation


'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal