utils prefix normal JERNESALT - retorik03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.3.11.

Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III

Regeringsrokaden  -   Ringeagten  -   Beskyldninger om lřgn
Sproglig forarmelse  -   Debatniveau  -   Vćrdikamp  -   Naivitet

Som konstateret i den første artikel i denne lille serie, så har dansk politik det for tiden så elendigt, fordi alt er gået i stå, at den logiske konsekvens burde være at statsministeren udskrev valg. Det ville rense luften - men formentlig også betyde regeringsskifte. Og derfor foretrak Lars Løkke Rasmussen i mandags alternativet at skille sig af med den minister der de seneste uger har givet særlig anledning til kritik af regeringen - og desuden at foretage den lille regeringsrokade som blev nødvendig efter undervisningsminister Tina Nedergaards overraskende ønske om øjeblikkelig udtræden af regeringen af rent personlige årsager.

Resultatet blev at udviklingsminister Søren Pind overtog integrationsministeriet som yderligere resort, at kulturminister Per Stig Møller overtog kirkeministeriet, at skatteminister Troels Lund Poulsen blev ny undervisningsminister og Venstres politiske ordfører Peter Christensen blev ny skatteminister.

På kvindernes internationale kampdag - tirsdag den 8. marts - trådte således to kvinder ud af regeringen og en mand ind, så den nu omfatter 10 mænd og 8 kvinder. Da Per Stig Møller (K) var lovlig undskyldt i at møde frem på grund af sit brækkede ben, måtte statsministeren nøjes med at præsentere tre af de fire nye ministre på Amalienborg slotsplads - og de tog sig såmænd stærke ud i det flotte solskinsvejr. Hans Engell kaldte dem på TV2 for regeringens nye 'tæskehold', fordi de alle tre er kendte for ret markante og undertiden provokerende meninger. To af dem var i sin tid (2004) med til at formulere 'ti liberale teser' som en direkte udfordring til Anders Fogh Rasmussens meget bevidste midtersøgning gennem den såkaldte 'tredje vej', og udvælgelsen af netop disse tre til så at sige at føre valgkamp fra nu af og lige til november, kan dårligt opfattes som andet end Lars Løkke Rasmussens farvel til Fogh-linjen. Der er da også allerede udtrykt glæde blandt de mere renlivede liberalister i Venstre over ændringen. Men om regeringen vil formå at generobre de midtervælgere som det lykkedes Fogh at erobre fra socialdemokratiet i 2001, men som siden er gået tabt, får stå hen. Umiddelbart lyder det ret usandsynligt.

Og begivenheden kan derfor understrege det for vores 'oplyste' demokrati ret afgørende forhold, at regeringer og partier kan søge at påvirke vælgerne med alle mulige, mere eller mindre opfindsomme, spektakulære og markante udspil hvad angår både den politiske linje og den personmæssige fremtoning, men det er ikke sikkert det nytter noget. For politik er ikke et rationelt håndværk hvis resultater kan forudberegnes. Dels kendes udgangspunktet i en aktuel situation aldrig præcist. Dels indgår lige præcis så mange irrationelle, herunder ikke mindst psykologiske, elementer i spillet at også vælgernes dom over regeringer og partier bliver uforudsigelig.


Vælgerne kan nemlig nok opdeles i sociale klasser, der igen kan deles i 'segmenter' som i vid udstrækning har forkærlighed for visse politiske ideer og tiltag og aversion mod andre, men i et relatvit oplyst land som Danmark med stadigt mere udviskede klasseskel i den stadigt bredere middelklasse er der stor mobilitet blandt vælgerne. Og dette betyder at de oftest flytter sig efter 'fornemmelser' af meget forskellig slags som ikke kan afdækkes eller måles og som i mange tilfælde stikker langt dybere end politikerne, kommentatorerne og forskerne (herunder retorikerne) kan se eller vil være ved.

De mest overfladiske af disse fornemmelses-faktorer er velkendte og ofte kommenterede. Det gælder ikke mindst den meget omtalte politikerlede som giver sig udtryk i irritationen over at se de samme politikere år efter år slås om de samme problemer uden reelt at komme nogen vegne i henseende til at løse de største af dem. Og denne lede rammer naturligvis især den til enhver tid siddende regering; jo mere, jo længere den har siddet ved magten. Og det vil sige at den uundgåeligt rammer VK-regeringen der som partikonstellation kom til magten i 2001 og trods regeringsrokader og udskiftning af statsministeren og begge partiformænd dog fortsat betragtes som repræsentant for de samme interesser og det samme samfundssyn, ja, endda sammen med Dansk Folkeparti som en 'blå blok' med 'den røde blok' som alternativ.

Alle meningsmålinger viser nu at det store flertal ønsker et regeringsskifte - og at politikerleden ikke bliver mindre, hvis valget udsættes til november. Ikke en kat på kloden kan vide om alternativet vil være bedre. Givet er kun at også en S-SF-regering vil løbe ind i meget store problemer, og at det vil være problemer der vil kræve hårdere indgreb i den økonomiske politik end nogen forestiller sig i dag. Men det er blevet nødvendigt at rense luften for vælgernes skyld.


Christian Kock beskæftiger sig i 'De svarer ikke' også med de almindelige tendenser der præger det politiske billede som helhed, nemlig ringeagt for modparten, forenkling af problemerne og generalisering af holdninger og mennesker. Personligt tror jeg ikke forenklingen og generaliseringen er noget stort problem, for hverken politikerne, kommentatorerne eller vælgerne kommer uden om at bruge begge dele for overhovedet at få overblik over situationen og mulighederne. I denne forbindelse bør også nævnes den store brug af billeder og metaforer som politikere (og reklamefolk) benytter sig af. Det er der jo den gode grund til at vi alle på grund af primærprocessernes store og afgørende spil i det ubevidste eller underbevidste nu engang alt andet lige får langt stærkere input gennem billeder end gennem argumenter. Generelt gælder at alle vil drukne i detaljer uden mulighed for forenkling, generalisering og billedanalogier. Naturligvis er der altid en grænse dér hvor realitetserkendelser risikerer at blive udvisket. Men det er jo netop det en fornuftig offentlig debat gerne skulle forhindre.

Værre er det med ringeagten, for den er med til at skabe et forenklet billedet af parterne i debatten, det vil sige den tenderer mod en sort-hvid opfattelse af folk der bevirker at alt for mange betragter deres politiske modstandere ikke alene som folk der mener noget andet end de selv, men også i mange tilfælde som idioter og ondsindede mennesker der har bagtanker med alting. En af grundene til en sådan sort-hvid opfattelse er faktisk den tro på argumentet som Christian Koch går ind for og hvis store skavank er at man tror det kan eller skal kunne afgøres med objektivitetens sikkerhed om en begrundelse er rigtig eller forkert. For da begynder man at skændes om hvem der 'har ret' og intet er mere ødelæggende for en fornuftig debat om politiske og eksistentielle spørgsmål. Disse beror i sidste ende altid på et skøn om kvalitet, mening og 'værdi' eller hvad man nu vil kalde alt det som aldrig kan måles eksakt.


Konsekvensen ses af det lave debatniveau der ligger i at folk i stigende grad benytter alle de nemme medier - internettet, facebook, twitter, sms osv - til at lufte deres egne uforgribelige meninger, hvilket oftest vil sige aversioner og idiosynkrasier, i endda ret hadefulde vendinger - uden at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i hvad modparten måtte mene og uden at betragte vedkommende som et fornuftigt og velmenende menneske.

Blandt andet er ikke blot politikere, men også kommentatorer og såkaldte opinionsdannere i stigende grad begyndt at beskylde deres politiske modstandere for løgn, uanset om de har gode grunde til at mene og sige hvad de gør eller ej. Specielt har vi i debatten om Irak-krigen gang på gang hørt at præsident Bush og statsminister Fogh Rasmussen blandt mange andre skulle have baseret deres beslutning om krig på løgne. Selv professor Christian Kock gentager denne påstand. Og den holder simpelthen ikke, men bygger - som ofte påpeget på Jernesalt - på det forhold at man formodede at Saddam Hussein havde lagre af masseødelæggelsesvåben og at beslutningen om selve krigens påbegyndelse ikke blev besluttet i Sikkerhedsrådet. Men det sidste var heller ikke nødvendigt (selvom det havde været ønskeligt), og det første var irrelevant, da Hussein til hver en tid kunne fremstille masseødelæggelsesvåben og var kynisk nok til at kunne finde på at bruge dem. Striden om hans masseeødelæggelsesvåben var en strid om kejserens skæg - jf. artikel af 6.10.08.

Et mere uskyldigt eksempel oplevede vi for ikke så længe siden i TV2's debat mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen og SF's ordfører Ole Sohn. Sidstnævnte råbte flere gange efter hinanden til Hjort at hans påstande om SF's økonomiske politik var løgn, uagtet at Hjort ikke udtalte sig om hvad der stod i SF's papirforslag, men om hvad der ikke stod, men hvad han mente ville blive følgen. Man kan diskutere om det er betimeligt af Hjort at komme med den slags insinuationer, men det er nu engang spillets regler. Og det er under alle omstændigheder vigtigt at vide hvordan S-SF egentlig vil klare de økonomiske udfordringer, når og hvis de kommer til, og det véd vi endnu ikke. Men at affeje formodninger herom som løgn, er ikke konstruktiv debatkultur.

Det er enten-eller-tænkningen der er kommet til at dominere. Enten er du enig med mig eller også er du idiot og løgner. Enten er du for mig eller også er du imod mig og er nærmest en forbryder eller folkefjende. Det tredje muliges eksistens ses eller fattes ikke, men den er ellers indlysende, for den hedder såmænd komplementaritet: Der kan være noget fornuftigt og gavnligt og derfor under alle omstændigeder respektabelt i to vidt forskellige synspunkter der for en umiddelbar betragtning ser ud til at være principielt uforenelige. De skal derfor begge have lov til at indgå i debatten og tænkningen og dér leve ved siden af hinanden - til berigelse for alle og til sikring af dynamikken i debatten og udviklingen.


Den almindelige debat her i landet må imidlertid også siges at være præget af en decideret sproglig forarmelse der hænger nøje sammen de nye digitale medier. Det er her ikke alene selve den øgede mængde af information der vanskeliggør overblik og fornuftig stillingtagen, men navnlig de nye teknologiers funktionsmåde og formater. Ustandselige e-mails på computeren, uendelige opdateringer på Facebook og beskeder på Twitter frister til 'multitasking' og hele illusionen om parallelle bevidstheder. Alle meldinger og beskeder skal desuden være kortfattede og på et nyskabt, talesprogsefterlignende kodesprog. Sms'ere kan kun indeholde 160 tegn og twitter kun 140. Forkortelser og telegramstil er nødvendige. Argumenter erstattes med primitive værdidomme, hvor en virksomhed fx bliver kaldt 'latterlig' og en politiker 'komplet idiot' osv.

Kresten Schultz-Jørgensen har belyst dette store problem ganske glimrende i et debatindlæg i Politiken 19.2., hvor han bl.a. påpeger at denne udvikling i realiteten er en sproglig afvikling. Den skaber 22-årige analfabeter hvis selvtillid vel at mærke absolut intet fejler. De er tværtimod skråsikre på alt. Men de unge studerende skriver og ræsonnerer i dag som 11-årige. Og denne opløsning af sproglige kompetencer medfører "færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Kort sagt et goddag til den selvskabte fascisme".

De sidste bemærkninger henviser til George Orwell (som også Christian Kock henviser til). 'Nyprog' medfører en erosion af tankekraften og åbner derfor for fascismen. Man må dog - modsat Schultz og Olsen - glæde sig over at afviklingen ikke er styret oppefra af totalitære systembyggere, men nedefra af fantastiske teknologier der på alle felter har udvidet vore muligheder, grænser og kreativitet. Det der savnes på vore breddegrader er derfor ikke kamp mod tyrannerne, men kamp mod naiviteten og æstetiseringen - eller fraværet af overordnede etiske kriterier, herunder forståelsen for ordenes interdependens. Jf. artikel om Favrholdts filosofi.


Debatniveauet er således desværre blevet præget af overfladiskhed og mediefokusering. Folk - og især naturligvis de unge - boltrer sig med mulighederne for impulsive ytringer, hvilket vil sige med at give los for primitive, ureflekterede domme som stammer fra de psykiske primærprocesser og stort set aldrig kanaliseres gennem sekundærprocessernes kontrolmekanismer. Det har naturligvis den store fordel, at de unge intet fortrænger, men samtidig den store ulempe, at man ødelægger al konstruktiv debat og samtale - og dermed den fælles erkendelse som er demokratiets idé og force. Undertegnede har forlængst taget konsekvensen af disse uskikke for debat ved udtrykkeligt at gøre 'Jernesalt' til alt andet end end 'blog'. Læserne er velkomne til at henvende sig med seriøse spørgsmål og kommentarer, men jeg svarer ikke på useriøse henvendelser der bare lufter fordomme og hadefuldheder.

Befolkningen og vælgerne som sådanne er dog generelt hverken dumme eller negativt indstillede, snarere kan man kalde dem forførte: de forføres af de fantastiske digitale mediers rige muligheder for ikke blot at kommunikere hurtigt og nemt, men også for at slippe for den sunde eftertanke og refleksion som naturligt fremkommer hvis man lytter til hinanden og prøver at forstå andres tankegang.

Forfalder politikere og kommentatorer selv til primitiv kommunikation - udensomssnak, ikke-svar eller bevidst misforståelse og 'spin' - er de ude af stand til at levere et sandt og inspirerende førerskab som hjælper hele befolkningen med at erkende faktiske problemers alvor og derudfra finde fornuftige løsninger så samfundsudviklingen kommer videre i stedet for at stå i stampe. Derved hæves jo også generelt hele oplysningsniveauet.

Oplysningsniveauet kan imidlertid ikke længere karakteriseres som tidssvarende i dagens Danmark, når så mange alvorlige problemer får lov at ligge uløste hen og store, nødvendige reformer ikke kan gennemføres. Men vel at mærke er det ikke manglende viden om data eller teknologi befolkningen mangler. Det er derimod en tilstrækkelige forståelse for erkendelsesteori og dybdespykologi.


Intetsteds viser denne manglende indsigt sig tydeligere end i den såkaldte værdikamp som blusser op med mellemrum og nu igen har fået et frisk pust med den nye integrationsminister Søren Pinds provokerende tanker om den fejlslagne integration som han henfører til indvandrernes uvilje mod assimilation og politikernes og den herskende opinions uvilje mod at vedkende sig 'danske værdier'. Spørgsmålet vil blive taget op i den næste artikel i denne serie, fordi Christian Kock gennemgår hele indvandrerdebatten ganske grundigt og betragter den som et lærestykke i dårlig debat. Jeg kan røbe at jeg også mener at Kocks analyse kan betragtes som en slags lærestykke, men vel at mærke i uvilje mod at gribe om nældens rod.

Hele debatten bliver nemlig uundgåeligt skæv hvis man fokuserer på danske værdier som en fast størrelse der skal værnes om (og som iøvrige på mange områder ikke er særligt danske, men universelle). I stedet for at se danskheden som en proces eller vedvarende eksistentiel tilblivelse, der simpelthen er forudsætningen for sammenhængskraften i det danske samfund.

Skal denne danskhedens vedvarende skabelse ses i det rette lys, kommer man ikke uden om begrebet 'folkelighed' og dettes dybe forankring i de ubevidste og irrationelle fænomener som vi under ét betegner som det kollektivt ubevidste: De kan hverken måles eller defineres eksakt. De udgør ikke en simpel sum af de mange individers personlige ubevidstheder, men er netop et særegent kollektivt fænomen som forudsætter individuelle bevidstheder og ubevidstheder. Folkeligheden vil derfor altid være overvejende national. Den kan sagtens trække på universelle forestillinger - og gør det rent faktisk - men de vil altid få et bestemt lokalt præg, som gør folkeligheden forskellig fra nation til nation. Det sås intetsteds tydeligere end under de store folkelige og religiøse bevægelser og vækkelser i Danmark i 1800-tallet, som fortsat er kernen i dansk folkelighed.


Det utidssvarende oplysningsniveau kalder jeg også naivitet, men udtrykket skal forstås rigtigt. For jeg postulerer intetsomhelst om at folk i almindelighed skulle være dumme eller uvidende. Jeg hævder derimod at de i katastrofalt omfang er ubevidste om tidssvarende erkendelsesteori og dybdepsykologi, skønt begge dele nu efterhånden har hundrede år på bagen og naturligvis siden er blevet videreudviklet.

Gang på gang må jeg ved at følge såvel den offentlige debat som den debat jeg har med nogle af mine læsere konstatere at uvidenheden om erkendelsesteori og dybdepsykologi er tyk, og at folk nærmest er skræmte ved tanken om at begive sig ind i disse felter og for alvor få rokket ved deres egne fordomme. Og jeg plejer at bruge 'syndefaldsmyten' til at anskueliggøre problematikken. Denne grundliggende myte i vores kultur handler dybest set ikke om at gøre noget forbudt, men om at blive bevidst om det dobbelte grundvilkår for den menneskelige eksistens, nemlig seksualiteten og ansvarligheden for egen tilværelse, altså de to vilkår som i puberteten generation efter generation tvinger mennesket ud af den barnlige uskyld og barndommens ansvarsfrihed og ind i den ansvarlighedens verden hvor seksualitet og familiedannelse samt arbejde og kamp for livets opretholdelse bliver dominerende.

Den store oplysningsmæssige naivitet i vore dage ligger i at vi viger tilbage for at tage det nødvendige skridt ind i en ny tid, hvor vi er fuldt bevidste om erkendelsens og de psykiske processers dobbelte karakter. Tager vi ikke det næste skridt i udviklingen, forbliver vi fastlåste i gentagelsen af de samme fejl og uskikke. Og det er mildest talt tåbeligt, for så sprænger vi aldig den eksisterende fordummelse.

Jan Jernewicz


Henvisninger til øvrige artikler i serien:

Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V  (17.3.11.)

Litteratur:


Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal. 2011)

Henvisninger til øvrige relevante artikler på Jernesalt:

Generelt

At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Artikelserie om ontologi (læren om at være)

'Jernesalts 2009-filosofi'
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Komplementaritet


Medier

Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)
Blogs som narresutte  (21.10.09.)
Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?  (14.10.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)

At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Politiken og det ydre skin  (11.10.06.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Medieskabt tortur-hysteri  (5.8.04.)
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Eksperterne, pressen og folkestyret


Psykologi

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning? (31.7.10.)


Sproget

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III
Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget)
Sproget og virkeligheden


Erkendelse

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
Jørn Lund, sproget og virkeligheden  (24.9.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Erkendelsens forudsætninger(12 afsnitom 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)


Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal