utils prefix normal JERNESALT - radikale15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.6.15.

De radikale undgår næppe tilbageslag

Som påpeget i den forrige valgartikel - Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011 - har Det Radikale Venstre samme problem som SF: de må betale regningen for Socialdemokraternes pludselige held med at få så meget vind i meningsmålingernes sejl at Helle Thorning-Schmidt har en god chance for at vinde valget torsdag den 18. juni. Hendes regering er jo ikke trådt tilbage og kan derfor måske regere videre, hvis den ikke bliver væltet ved en afstemning. Alt tyder på at hun når op på valgresultat fra 2011, at Enhedslisten går betydeligt frem og Uffe Elbæks meget utraditionelle nye parti Alternativet får omtrentligt lige så mange mandater som Det radikale Venstre vil tabe (dvs en 6-7 stykker). Det kan betyde at de to ulidelige blokke stort set bliver lige store, og at hovedgevinsten i lotteriet derfor kan blive den ironi at vælgerne slipper for at få den utroværdige Lars Løkke Rasmussen tilbage som statsminister. Det er ikke så ringe endda. Men det er trods alt et slag for Venstre og de konservative - og altså også for de radikale som måske allernådigst kan få lov at beholde deres ministerposter, men er slået tilbage til 1990'er niveau i Marianne Jelveds lange formandsperiode.

Partiets historie er mærkværdig. For fra starten i 1905 har partiet været 'socialliberalt' i den billige udgave - med vægt på borgernes frihedsrettigheder på den ene side og statens sociale forpligtelser på den anden side. Dermed har det placeret sig på midten i dansk politik og gjort et stort nummer ud af at gå ind for det brede samarbejde henover midten og den gamle klassedeling, dog aldrig vendt mod den arbejderklasse der engang var en enhed, men slet ikke eksisterer længere. Det har i praksis betydet forkærlighed for samarbejde med Socialdemokratiet i form af regeringssamarbejde. I årene 1913 til 20 var Socialdemokratiet støtteparti for Zahle, men fra 1929 til 40 var de radikale støtteparti for Stauning. 1947-50 og 1953-57 var de radikale igen støtte for S og fra 1957-64 i regering med S, de sidste år under J.O. Krag. Men da denne i 1966-67 eksperimenterede vildt opportunistisk med 'Det røde kabinet', skiftede de radikale side og dannede i 1968 regering med V og K under Hilmar Baunsgårds købmandsforstandige ledelse. Derefter støttede man Anker Jørgensens regeringer, indtil det efterhånden blev for økonomisk uansvarligt og styrede lige mod afgrunden. Så skiftede partiet igen side og støttede den konservative Poul Schlüters regeringer (bortset fra udenrigspolitikken). Fra 1988 til 90 var partiet med i en flertalsregering under Schlüter, men trådte ud. Partiets leder siden 1978 Niels Helveg Petersen arbejdede ihærdigt for at vælte Socialdemokratiets mangeårige leder Svend Auken og få ham erstattet med Poul Nyrup Rasmussen. Det lykkedes og de radikale indgik efter Schlüters Tamil-fald i Nyrups regeringer fra 1990 til 2001. Men så kom som bekendt det store systemskifte i dansk politik. De borgerlige vandt og kunne danne VK-regeringen under Anders Fogh og med Dansk Folkeparti som støtte - uden at være afhængige af de radikale (hvad der altid er en drøm for de borgerlige!). Det holdt til 2011, hvor Helle Thorning førte rød blok til sikker valgsejr. Men i mellemtiden havde Det radikale Venstre været gennem store kriser.

Partiet fik et forbløffende fint valgresultat i 2005, hvor det gik fra 9 til 17 mandater, men de blev tabt igen i 2007 med det resultat at Marianne Jelved blev afløst som politisk leder af Margrethe Vestager. Jelved havde fået storhedsvanvid og udstedte i 2006 et 'frihedsbrev', der fastslog at partiet hverken ville støtte Anders Fogh eller Helle Thorning, men gik efter en radikalt ledet regering under Marianne Jelved selv. Det var for meget for Naser Khader og Anders Samuelsen der brød ud og dannede Ny Alliance sammen med Gitte Seeberg fra Det konservative Folkeparti (hun kunne ikke længere klare Dansk Folkepartis indflydelse). Da Vestager efterfølgende blev partileder, valgte også Simon Emil Ammitzbøl at forlade partiet. Vestager skiftede kurs og pegede entydigt på Helle Thorning som statsministerkandidat, og det bevirkede at de radikale igen fik 17 mandater og dermed ikke alene sikrede flertallet for Thorning, men indgik i et højst ejendommeligt regeringssamarbejde med både S og SF - vel at mærke på partiets betingelser: et regeringsgrundlag der fastholdt tilbagetrækningsreformen som de radikale havde indgået med VK og DF - og iøvrigt stækkede SF på alle afgørende punkter (ingen betalingsring og ingen lave buspriser).

Margrethe Vestager kom til at stå som S-R-SF-regeringens garant for en ansvarlig økonomisk politik som de fleste vælgere så som "blå politik". Det kostede S og SF vælgertilslutning i alle målinger, men naturligvis ikke de radikale, der først kom i knibe da den også internationalt velanskrevne Margrethe Vestager i 2014 fik en attraktiv post som EU-kommissær og forlod dansk politik. Hun blev afløst som partileder af den 38-årige Morten Østergaard der som minister havde vist sig som en dygtig forhandler og effektiv teknokrat, men var uden den pondus Vestager havde oparbejdet i årevis. Alt tyder på at Det radikale Venstre nu dykker igen i tilslutning fra godt 9 % til godt 5 % eller fra 17 til 9 mandater. Men da Østergaard som næstformand i partiet var med til at forhandle regeringsgrundlaget på plads er der ingen divergens mellem ham og Vestager med hensyn til økonomisk ansvarlighed. Der synes derfor at ligge mere bag den forventelige nedtur end forskellen i 'pondus' mellem Vestager og Østergaard.

Forklaringen må søges i Alternativets opdukken og sandsynlige succes.


En af de store overraskelser på S-R-SF-regeringens ministerliste i 2011 var at posten som kulturminister blev besat med den nyvalgte radikale, 57-årige Uffe Elbæk der havde en fortid som Frontløber og Kaospilot i Århus og medbragte en 'Marshallplan' for kulturen der skulle gøre denne til en "bærende kraft for vores land". Det var under alle omstændigheder et tiltrængt frisk pust til dansk kulturpolitik, men det blev ved pustet - og endte med en meget uheldig ballade. Uffe Elbæk havde placeret fem af ministeriets ca. tyve kulturarrangementer på et foretagende der hed 'Akademiet For Utæmmet Kreativitet' (AFUK) og dér brugt 180.000 skattekroner til middage. Desuden havde han ved finanslovsforhandlingerne fået bevilliget 6 mio kroner til etableringen af en ny artistuddannelse i 'nycirkus' som har været en mærkesag for AFUK. Det prekære var at Elbæk havde været bestyrelsesmedlem i AFUK før han blev minister, og at det sidste middagsarrangement på AFUK fandt sted efter at hans samlever var blevet sekretær på akademiet. Det var strengt taget ikke nok til en fyring af Elbæk som minister, men det førte til flere skarpe og for Elbæk højst uheldige samråd i folketinget, og det var desuden alt sammen blev blæst sådan op i medierne, at det blev en belastning for regeringen. Efter en alvorlig samtale med Vestager valgte Elbæk i november 2012 at træde tilbage - og kort efter gik den kreative mand ud af partiet og blev løsgænger. Ny kulturminister blev den altid sikre og økonomisk ansvarlige Marianne Jelved der nærmest er Elbæks diametrale modsætning. Nogen mere kedelig og forudsigelig kulturminister kan man i hvert fald kun vanskeligt forestille sig.

Den næste overraskelse kom så i november 2013 da Elbæk lancerede et nyt parti med navnet 'Alternativet'. De ønsker en ny politisk kultur i stedet for den herskende mudderkastning og selvpromovering i den nuværende politiske debat. De ønsker en mere åben og lyttende samtale og "en politisk kultur der bygger demokratisk bro mellem borgerne og de folkevalgte". Partiet blev pænt modtaget i medierne. Uffe Elbæk er selv en åben, kreativ og vellidt person, men partiet måtte jo igang med den tunge indsamling af 22.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Det lykkedes - og efter statsministerens udskrivning af valget er partiet gået støt frem i meningsmålingerne. Først kom det over spærregrænsen på 2 %, men i dag er det oppe i nærheden af det dobbelte og kommer sandsynligvis ind i folketinget med 6-7 mandater. Og det er jo nøjagtigt hvad Det radikale Venstre risikerer at miste.

Med andre ord ligger Det Radikale Venstres aktuelle vanskæbne i simple fakta: Først skred de mest borgerlige og liberale medlemmer af Det radikale Venstre til Ny Alliance/Liberal Alliance og nu skrider altså de ægte kreative og meste alternativt tænkende medlemmer og vælgere til Alternativet. Det er vanskeligt at se det som udtryk for andet end at såvel den gamle garde omkring Jelved og Vestager som den unge garde omkring Morten Østergaard forekommer i den grad økonomisk og teknokratisk tænkende at det ikke hjælper dem tilstrækkeligt at de også socialt set er på det utopiske hold der sætter menneskerettigheder over enhver national eller folkelig forankring. De ved ganske enkelt ikke hvad folkelig forankring er, for de er elitære, intellektuelle teknokrater der blot automatisk tænker i hvad undertegnede kalder humanistisk-dogmatiske baner.


Morten Østergaard er ingen undtagelse. I en udmærket samtale med Nynne Bjerre i serien 'Det politiske menneske' fortæller lægesønnen fra Risskov at det første indtryk af nøden i verden der fik ham til at reflektere over tilværelsen og indirekte lede ham ind i politik var de uhyggelige tv-reportager i 1989 af børnehjemsbørnene i Ceaucescus Rumænien. Red Barnet opfordrede til tøjindsamling, og den 13-årige elevrådsformand Morten foranstaltede på skolen i Risskov en sådan med et helt overvældende resultat. Han er selv opvokset under trygge forhold hvor det blev betragtet som en helt naturlig forpligtelse at gøre det bedste man kan og at hjælpe andre. Deri ser han en grundliggende værdi.

Men det hører med til billedet af manden at han er duks, FDF'er, elevrådsformand, konkurrenceindstillet 'sportsidiot' og i begyndelse drømte om en juridisk-diplomatisk karriere, men endte med at vælge statskundskab. Engang ved en øvelse i skolen gående ud på hvor eleverne så sig selv om 30 år forestillede han sig som ikke mindre end generalsekretær for FN. I studietiden i Århus kom han ind i Det radikale Venstre, der netop i 2001 opnåede en plads i byrådet, der gjorde det muligt at fravælge en socialdemokratisk borgmester til fordel for en borgerlig (Venstres Louise Gade). Det udnyttede Morten Østergaard til at blive fast rådgiver for det radikale medlem og deltage i hans udvalgsmøder, og på den måde lærte han det politiske håndværk grundigt at kende.

Morten Østergaard blev folketingskandidat i 1999 i Vestkredsen i Århus der bl.a. omfattede Gjellerupparken og skaffede ham kontakt med den senere kontroversielle Ahmed Akkari (det gav sammenstød med Naser Khader). Han blev valgt ind i folketinget ved kanonvalget i 2005 der gav de radikale 17 mandater. Han blev partiets næstformand i 2009 efter kampvalg mod Morten Helveg Petersen og har altså haft en kometagtig karriere i partiet. Hans humanitære og etiske grundholdninger er der ingen tvivl om. Han kan det politiske håndværk og har aldrig været bleg for at blande sig i noget. Han har efter valget til partiformand vist sig som en helt anden partiledertype end Margrethe Vestager - og navnlig under den igangværende valgkamp været langt mere offensiv i reklamerne end hun nogensinde har været. Og det giver måske bagslag. For Morten Østergaard fremtræder på alle fotos med et umådeligt sikkert blik rettet lige mod tilskueren. Han virker ikke blot sikker i sin sag, men skråsikker. Der er ingen slinger i meningerne eller holdningerne. Han er tilsyneladende blottet for tvivlens nådegave, for eftertanken og humoren samt spontaniteten. Det skal have overrasket alle der kender ham personligt, så måske er det i virkeligheden et falsk billede som reklamefolk har fundet på. Men det sender jo lige præcis et umisforståeligt signal til vælgerne om at Morten Østergaard er den stik modsatte type af den åbne og runde Uffe Elbæk der kan trække stemmer.

Partiet har andre ministre og flere folketingsmedlemmer der nu skal ud at kæmpe for mandaterne. Den vigtigste repræsentant for partiet næst Østergaard er udenrigsminister Martin Lidegaard, og om ham kan man sige at han - i modsætning til sine to SF-forgængere - energisk prøver at gøre sig gældende blandt sine kolleger i EU. Men det er noget skuffende at se at han ikke aktivt går ind for at genetablere et rimeligt forhold til Rusland og at han heller ikke synes at se det store og stigende problem med bådflygtningene i Middelhavet i øjnene. Det må man tage med.

Vel, valget er ikke afgjort før stemmelokalerne lukker torsdag den 18. juni kl. 20. Så meget kan ændre sig. Men i øjeblikket ser det ikke lyst ud for Det Radikale Venstre.

Ejvind Riisgård


Link til Det Radikale Venstre.


Jernesalts e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'


Relevante artikler på Jernesalt:

Danmark: Folketingsvalg 2015 (oversigt over artikler)

Genvinder Helle Thorning regeringsmagten?  (15.6.15.)
Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader  (14.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011 (10.6.15.)
Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder  (4.6.15.)
Enhedslisten i venstrefløjens klassiske dilemma  (3.6.15.)
Valgudskrivningen satte gang i den egentlige valgkamp  (28.05.15.)
Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)

Er 'Alternativet' virkeligt alternativt?  (24.4.15.)
Da den kreative kulturminister blev drevet ud af statskassens nidkære vogtere  (6.12.12.)

Er regeringen ved at gå op i limingen?  (19.9.13.)
Regeringsrokale og partiudmeldinger  (12.8.13.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel?  (11.10.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)
Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord   (31.1.05.)
Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal