JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - islamiskstat15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.3.15.

Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring

De sidste måneders terroranslag
Napoleonis bog må få os til at revurdere Islamisk stat
Islamisk Stats korte historie
Drømmen om kalifatet er dybt forankret i muslimernes sjæl
Salafismens rolle
Islamisk Stat opbygger en redefineret stat
Napoleonis vurderinger og fejlskøn
Israel, USA og EU
Den nye bipolaritet
Henvisninger

De sidste måneders terroranslag Til toppen Næste

I januar sørgede Islamisk Stat for terroranslag i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. I februar havde vi islamistisk terror i København mod et debatmøde i Krudttønden på Østerbro og en jødisk fest i kulturhuset bag Synagogen i Krystalgade. I denne måned har vi haft terrorangreb mod turister i Bardo-Museet i Tunesien, der kunne være gået meget værre hvis de to gerningsmænd havde haft held til at udløse de medbragte bomber. Samtidig meldes det ud at mere end 3000 tunesere har været i Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat og nu er begyndt at vende hjem, så flere terroranslag kan frygtes. Og i går fredag var der voldsomme bombeanslag mod to shiitiske moskeer i Yemen,

Islamistisk Stat må siges at folde sig ud med grum terror mod sagesløse civile vesterlændinge og sagesløse civile shiiter - og endnu mere kan uden tvivl ventes fra den kant i den nærmeste tid. Organisationen kan fryde sig over ugerningerne, men målet er næppe i sig selv at dræbe eller ødelægge, men derimod at skræmme flest mulige vantro mennesker, herunder shiiter og vesterlændinge og dermed vise Islamisk Stats enorme og uden tvivl stærkt stigende potentiale.

Terroren sætter vestermagternes aktive udenrigspolitik i Mellemøsten i afmagtens grelleste lys - og opfordrer dermed til nødvendig eftertanke. Hvad er gået galt? Og hvorfor har en organisation som Islamisk Stat, der var ukendt for femten år siden, været i stand til på få år at bagatellisere både alt arabisk forår og alle sekteriske oprørsgrupper, og samtidigt har erobret store landområder, etableret en de-facto stat og fået samtlige arabiske diktatorer i Mellemøsten til at frygte for deres egne regimers skæbne? - Dette har ingen af Vestens eller Mellemøstens egne, hidtidige ledere formået at svare på. Men det må der søges et tilfredsstillende svar på - og derfor er det et stort fremskridt at begyndelsen er gjort med en ny bog af en italiensk kender af terror og terrorfinansiering.

Napoleonis bog om Islamisk Stat må få os til at revurdere fænomenet Til toppen Næste

Den italienske journalist Loretta Napoleoni har med sin bog om 'Islamisk Stat' givet en eminent fremstilling af såvel islamistisk terror i nyere tid som det helt nye fænomen i islamismens historie som Islamisk Stat er blevet på få år og som nu for alvor truer magtbalancen i hele Mellemøsten og udfordrer hele den vestlige verden til nytænkning og revurdering af situationen. Det bemærkelsesværdige er at Napoleoni får sat fingeren på de virkeligt ømme punkter i vestlig strategi ved at påvise de bestående mellemøstlige diktaturers selvundergravende korruption såvel som USA's og den vestlige koalitions næsten totale fejlvurdering af den muslimske antivestlighed. Samme koalition lider desuden af en fatal uvidenhed om den genopvakte længsel efter et kalifat der i givet fald vil vende op og ned på det landkort vestmagterne tegnede efter første verdenskrig. Og dette påpeger Napoleoni vel at mærke ved at tage de allerdybeste religiøse enheds-længsler alvorligt og dermed give en langt bedre begrebsramme for forståelsen af forskellen mellem islamisme og sekulært vestlig demokrati. Hendes begrænsning ligger i manglende erkendelsesteoretisk og dybdepsykologisk indsigt, men hun har særdeles fine fornemmelser for hvad der virkeligt foregår i sjælene på Islamisk Stats fundamentalistiske ledere og tilhængere - og gør dermed også Islamisk Stats tiltrækningskraft forståelig.

Som udgangspunkt skal vi gøre os klart at Islamisk Stat fører en erobringskrig der som slutmål har at fjerne de grænser som Sykes-Picot-aftalen etablerede i 1916 og gendanne selve Det Islamiske Kalifat som ophørte med den sekulære tykiske præsident Kemal Atatürks opløsning af Det Osmanniske Rige i 1924. Dette vil sige, forklarer hun, at en militant, væbnet muslimsk organisation nu i vore dage og for første gang siden første verdenskrig har sat sig som definitivt mål at omforme det kort over Mellemøsten der for hundrede år siden blev udformet af franskmændene og briterne hen over hovedet på alle arabere.

Dagen før Kalifatet blev udråbt i juni 2014 skiftede organisationen navn fra Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) til det korte Islamisk Stat (IS) for at understrege at organisationen ville gå ud over de nuværende grænsedragninger og opbygge en bred nation og dermed indlede en målrettet proces henimod genetableringen af de særlige omstændigheder der kort tid efter profeten Muhammeds tid førte til oprettelsen af Islams idealsamfund: Kalifatet der styres rent sunnimuslimsk og råder over hele det gamle Levanten (på arabisk al-Sharam), det vil sige den østlige del af Middelhavet med Damaskus som centrum, men dækkende Syrien, Libanon, Palæstina og Jordan (og måske endda i sidste ende også Saudi-Arabien og Egypten).

Men man skal forstå at Islamisk Stat adskiller sig fra alle andre væbnede grupper i området ved sin modernitet og pragmatisme. Dens ledelse besidder en viden uden lige om de begrænsninger som nutidige magter står over for i en globaliseret og multipolær verden. IS viser hvor pragmatisk den er ved på den ene side at bruge volden og sharialoven, men på den anden side bruge de propagandistiske sociale medier og de mangfoldige og populære sociale programmer til at forbedre leveforholdene for den sunnimuslimske befolkning der underkastes kalifatet. Og hvis denne strategi lykkes, vil det internationale samfund - ifølge Napoleoni - blive konfronteret med et nyt scenarie i terrorismens og nationsopbygningens historie. Islamisk Stat vil nemlig have fundet en løsning på terrorismens dilemma: kalifatets statsdannelse der vil blive den ultimative udfordring for den frie vestlige stat og den vestlige tanke om sekularitet.

Indtil Irak-krigen havde stater behandlet terrorisme som en form for kriminalitet, og selv da præsident Bush erklærede at al-Qaeda var en trussel mod den nationale sikkerhed, blev dens medlemmer reelt kun betragtet som kriminelle kombattanter. Terrorismen blev derfor af Vesten defineret som en forbrydelse der blot brugte krigens midler. Men Islamisk Stat er noget nyt. Den bruger terrorismens midler til at opnå terroritorial kontrol og samtidigt sociale og politiske reformer til at sikre folkelig opbakning. Og hvis denne dobbeltstrategi lykkes, vil den formå at opbygge en moderne kalifat-stat, som verden bliver nødt til at regne med, hvad enten den kan lide det eller ej, og dermed vil den også have bevist - hvad alle væbnede organisationer hidtil blot har hævdet, men aldrig dokumenteret - at dens medlemmer ikke er kriminelle i gængs forstand, altså mennesker der blot kæmper mod lov og orden, men er deciderede fjender af al ikke-islamisk styreform og derfor udkæmper en asymmetrisk krig med det formål at omstyrte illegitime, tyranniske og korrupte regimer i hele Mellemøsten.

Napoleoni gør gældende at vi i dag ikke har en bipolær verden i form af en simpel kold krig mellem to supermagter, men en multipolær verden med skiftende alliancer, hvor det vrimler med stater der støtter terrror. Og i denne verden har IS formået at oprette sit kalifat i Mellemøstens store region der er hærget af sekteriske krige finansieret af forskellige stater. IS bliver selv finansieret af flere rige donatorer (foruden af egne kilder som erobrede oliefelter), men den føjer sig ikke efter donatorernes ønsker.

Islamisk Stat har som en Fugl Føniks fra den egyptiske mytologi så at sige rejst sig fra asken af vestmagternes krig mod terror, og den fremstiller vel at mærke ikke sig selv som en ny form for gammel terrorisme, men som en mutation af sin tidligere, snævre identitet. IS fokuserer ikke primært på terroren for terrorens egen skyld, eller blot på en uafladelig destabilisering af de korrupte arabiske regimer i Mellemøsten. Den har tværtimod som hovedmål at danne en helt ny suveræn nationalstat under en sunnimuslimsk kalifs absolutte overherredømme.

Og dens hidtige succes skyldes ifølge Napoleoni sammenfaldet af flere forskellige faktorer som:
- fremkomsten af en globaliseret, multipolær verden,
- brugen af moderne teknologi,
- et pragmatisk forsøg på at opbygge en nation,
- en dyb forståelse af mellemøstlige menneskers og muslimske emigranters psykologi
- og den lange skygge af Vestens reaktion på terrorangrebene den 11.9.01. der reelt har kaste store dele af Mellemøsten ud i en mere end ti år lang sekterisk krig.

At ignorere disse kendsgerninger betragter Napoleoni ikke blot som vildledende og overfladisk, men som direkte farligt.

Islamisk Stats opdukken i den mellemøstlige krise Til toppen Næste

Napoleoni ridser den nyere historie op på følgende måde.

Islamisk Stat går tilbage til begyndelsen af årtusindet og til al-Qaeda, idet hovedmanden Abu Musab al-Zarqawi fra Jordan var taget til Irak og blevet emir af al-Qaeda i Irak. Han bekæmpede her både shiamuslimerne og de amerikanske styrker. Han blev af amerikanerne udråbt til superterrorist og dræbt i 2006 (og dermed gjort til en mytisk figur i muslimernes sjæle). Hans død førte til en magtkamp om kontrollen over al-Qaeda i Irak. Men en decideret vækkelse blandt sunnimuslimerne - Sunnivækkelsen - betød at lederne fik den irakiske befolkning til at vende ryggen til al-Qaeda's jihadisterne, der ville terror for terrorens skyld. I 2010 blev Abu Bakr al-Baghdadi leder af gruppen der nu tog navnet Islamisk Stat i Irak. Al-Baghdadi rettede blikket mod den syriske konflikt og sendte i 2011 en lille gruppe jihadister ind i Syrien. Han blev hurtigt en central aktør med eget terroritorium og egen militærmaskine. Men han stilede direkte efter at opbygge en stærk territorial base i Mellemøsten. - I Irak udviklede han en strategi for erobring af Bagdad. Den fik navnet Bagdadbæltet, men blev slået tilbage. I sommeren 2014 nåede Islamisk Stat dog igen frem til Bagdadbæltet med sin frygtindgydende hær - for at indlemme det i det nye, selvbestaltede kalifat. Men foreløbig er han kommet til at stå stærkest i den nordlige del Syrien.

IS har adskilt sig fra andre muslimske organisationer ved at holde sig fra at udstede fatwaer og komme med religiøse forelæsninger. IS har i stedet for vundet sine tilhængere med løfter om politisk forløsning gennem genskabelsen af kalifatet. Men accepteren af denne nye stat er forbundet med en stor pris for tilhængere der jager en vedvarende, politisk løsning efter årtier med krig og ødelæggelse. IS kræver nemlig at kaliffens undersåtter accepterer organisationens strenge regler, det vil både sige ubarmhjertige shariadomstole og et kvindesyn der indebærer at kvinder kommer til at lide skæbne som andenklasses borgere. Forfulgte sunnier kan naturligvis identificere sig med programmet, men shiiterne og andre religiøse mindretal frygter det.

For Napoleoni er det tydeligt at Islamisk Stats succesrige udnyttelse af den moderne 'stedfortræderkrig' i Mellemøsten udspringer af modsigelserne i den specielle form for konflikt der findes i en multipolær verden og som i Mellemøsten har ført til anarki, ikke mindst i det nordlige Syrien. Men det er karakteristisk at Vesten - på grund af uvidenhed eller bekvemmelighed - ignorerer det anarki som det nordlige Syrien er blevet kastet ud i som følge af en krig der ikke er en regulær krig mellem nationale hære, men netop en stedfortræderkrig, der føres af sekteriske militser og oprørsgrupper, men finansieres af et mylder af donorer med modstridende interesser.

Nøglen til Islamisk Stats succes har ifølge Napoleoni været den hastighed hvormed den i sammenligning med andre grupper som Den Palæstinensiske Befrielses Front (PLO) og Den Irske Republikanske Hær (IRA) har 'privatiseret terrorismen', dvs fået terroren finansieret af andre uden at binde sig til disses mål. IS opnåede økonomisk uafhængighed fra sine økonomiske støtter med bemærkelsesværdig hurtighed, eftersom gruppen kunne opnå denne uafhængighed uden den store modstand fra rivaliserende grupper. På grund af den fragmenterede front af jihadist- og oprørsgrupper var det let for IS i Irak og Syrien at udkæmpe sin egen erobringskrig og på mindre end to år at indtage strategiske regioner der er rige på ressourcer, så som det østlige Syriens oliefelter.

Politisk set har IS vist stor evne til at samarbejde med lokale ledere og at inddrage dem i kalifatet som partnere, dvs ikke som en besat befolkning, men som borgere i en teknologisk set moderne stat, og dette har gjort det muligt for organisationen at vokse eksponentielt. Det erobrede territorium repræsenterer det nødvendige fundament for en moderne islamistisk stat, der søger legitimitet gennem lokal opbakning i de regioner den har besat i forbindelse med sin erobringskrig.

Den ubehagelige sandhed for Vesten er at alternativet til at anerkende IS og kalifatet, er en regulær krig med udenlandske soldater på jorden, og en sådan vil skade flere uskyldige civile og fuldstændig destabilisere Mellemøsten, uden at have de store chancer for at skabe en varig fred.

For tiden er forhandlinger med Islamisk Stat udelukket. Men hvis Irak deles og IS formår at etablerede sin egen stat i sunniområderne i både Syrien og Irak og fra denne højborg bevæge sig ind i Jordan, Libanon eller andre strategiske områder i regionen, vil tingene se meget anderledes ud. - Den frygt som Golfstaterne udviser ansigt til ansigt med det fremrykkende kalifat i nærheden af deres grænser, synes at pege på IS's potentielle revolutionære kraft i disse lande.

Drømmen om Kalifatet er dybt forankret i muslimernes sjæl Til toppen Næste

Genoprettelsen af kalifatet har været en drøm for islamiske vækkelsesprædikanter siden 1950'erne, hvor Hizb-ut-Tahrir begyndte at opfordre til kalifatets genskabelse. Abu Bakr al-Baghdadi blev den første islamiske leder siden den 31. kalif Abdülmecid I (1823-1861) der gjorde krav på titlen 'kalif' og dermed indfriede længslen efter en tabt verden, dvs. den tidlige islams guldalder. [Det kan dog som supplement tilføjes at også den her i landet etablerede, fredelige islamiske reformbevægelse Ahmaddiyyah (med moské i Hvidovre allerede i 1967) har kaliffer som ledere og drømmer om et kalifat, men dog regnes for en sekt].

Kalifatet blev udråbt af al-Baghdadi i juni 2014, og det skete bl.a. med en video med titlen 'The End af Sykes-Picot' som bekendtgjorde tilintetgørelsen af netop de to politiske enheder der blev skabt af franskmændene og briterne i 1916, nemlig Syrien og Irak. Videoens budskab lød: "Islam vil komme til jer og bringe jer frihed". - Man skal altså forstå at krigen i Irak og Syrien fungerer som en form for katalysator der forstærker troen på at løsningen på alle Mellemøstens politiske problemer er at finde i kalifatets nutidige genfødsel.

Napoleoni kalder ganske vist længslen efter kalifatet for nostalgisk, men hun understreger dog selv flere gange genfødslens nutidighed og fremadrettethed. Således adskiller Islamisk Stat sig fra andre ved brug af moderne teknologi til at sammenmkæde barbariske handlinger med andre historier i nyhedsstrømmen - netop for at fremme organisations sag. Fx lagde IS forud for VM i fodbold i 2014 en video ud på Twitter hvoraf det fremgik at de ville spille fodbold med en af deres modstanderes afhuggede hoved!

Organisationens budskab virker barbarisk på vesterlændinge, men det har vitterligt global tiltrækningskraft. Den fascinerende virtuelle verden vi lever i kan producere nye, irrationelle og barbariske voldshandlinger, der skræmmer nogle, men opmuntrer andre. - Islamisk Stat skræmmer det globale publikum på en måde som Taleban og al-Qaeda ikke længere gør, men organisationen fungerer samtidigt også som en beskytter af de lokalbefolkninger, i hvis forsvar ingen form for hævn eller straf er for ubarmhjertig. Islamisk Stats overraskende udviklede bureaukratiske system inkluderer lokalt typisk et islamisk retssystem og en aktiv politistyrke der eksekverer retssystemets domme offentligt - på gaden eller offentlige pladser. Og det virker besynderligt og primitivt på os vesterlændinge.

Men for at forstå hele den tiltrækningkraft som Islamisk Stat som politisk konstruktion har på den lokale sunnimuslimske befolkning, såvel som for at forstå den udfordring som kalifatet udgør for verdenssamfundet er man ifølge Napoleoni nødt til at gå tilbage i tiden og se på "nationsopbyggende bestræbelser i førmoderne stammesamfund".

Al-Baghdadi blev løsladt fra den amerikanske 'Camp Bucca' i 2009 da den irakiske regering gav amnesti til tusinder af fanger forud for de amerikanske troppers retræte fra Irak. "Vi ses i New York", sagde han sarkastisk til de reservister fra Long Island der fulgte ham ud af landet. Og han havde udnyttet tiden godt. Af amerikanerne lånte han nemlig de propagandaredskaber og propagandateknikker som disse i sin tid havde anvendt til at konstruere den skræmmende, falske mytologi der omgav den jordanske jihadistleder al-Zarqawi. - Al-Baghdadis meget ambitiøse mål var desuden større end mange kunne forestille sig: intet mindre end skabelsen af et nyt kort over Mellemøsten og skabelsen af en ny kalifat-stat. Ti år efter at amerikanerne havde stemplet Al-Zarqawi som superterrorist brugte Islamisk Stat de sociale medier til at sprede en forfærdelig række af lige så falske myter. Og verden synes tilbøjelig til at tro på dem. Al-Baghdadi og hans tilhængere forstår med andre ord betydningen af internettet og vores tilbøjelighed til at agere irrationelt, når vi har at gøre med mystiske og skræmmende emner såsom terrorisme. De er bevidste om at i en verden hvor mediekredsløbet har gjort journalister og læsere afhængige af chokerende og usædvanlige begivenheder dér er sandhedsværdien af en påstand sekundær i forhold til dens evne til at chokere.

En af ISIS's mest vellykkede satsninger var en arabisksproget Twitter-app der hedder 'Opkomsten af gode nyheder'. Men i 2013 var der ingen modstandere der gjorde sig den ulejlighed at verificere billedet af al-Baghdadi. Han brugte eksempelvis mange effektive hash-tags, bl.a. i forbindelse med VM i fodbold 2014. Men som Napoleoni fastslår, så er propaganda og medier ikke nok til at mobilisere folk, hvis den illusion de fremmaner ikke falder sammen med en drøm eller et mareridt der er fremmanet af den kollektive forestillingskraft.

Og her kommer vi til hovedsagen: Det forførende ved Islamisk Stat er muligheden for at være en del af opbygningen af en ny politisk orden i Mellemøsten, en moderne stat som er uden racisme eller sekterisk spænding (vel at mærke efter en vis etnisk udrensning af shiiter og andre der tåler sammenligning med folkemord!) - og denne nye mulighed er uden fortilfælde. Tilhængere af IS håber efter al sandsynlighed på at blive en del af et kalifat der fremstår som en ubestikkelig nation uden korruption, en nation med dyb forståelse af broderskab, et samfund uden den udfordring som vestlige og vestliggjorte muslimske kvinder udgør for mænd, en nation regeret med ære, et moderne samfund i perfekt harmoni med al-Twahid, Guds enhed.

Denne idealistiske nation lover ikke blot muslimer befrielse fra århundreders ydmygelse, den præsenterer også en politisk utopi for det 21. århundredes sunnimuslimer, en stærk filosofisk tankebygning som lærde i århundreder forgæves har forsøgt at give liv. Det er denne moderne politiske kraft som Vesten og resten af verden indtil sommeren 2014 valgte at ignorere. Men Islamisk Stats tiltrækningskraft hviler i sidst ende på denne evne til at overbevise unge muslimske vesterlændinge om at tilslutte sig denne utopi og tro på at det nye kalifat evner at føre den ud i livet (ganske som den zionistiske bevægelse i 1940'erne samlede det globale jødiske samfund omkring drømmen om en jødisk stat).

Salafismens rolle Til toppen Næste

Løftet om en radikal, salafistisk stat, hvis grænser følger det gamle kalifats grænser (Levantens), synes at være et stærkere motiv end ønsket om at udbrede demokrati i en proces hvor man samtidigt baner vejen for vestlige, multinationale virksomheders kolonisering af markedet. Og dette aktualiserer begrebet 'jihad' der oprindeligt - efter profeten Muhammeds død - var en konkretisering af Koranens og profetens lære og blev udviklet af de muslimske religiøse lærde, af ulama.

Der var to former for jihad: Den store jihad der handler om det enkelte individs daglige kamp for at modstå fristelser og primært er af åndelig art og derfor uforandret gennem tiderne. Og den lille jihad der er den konkrete kamp mod en ydre fjende og derfor ændrer sig over tid. Denne lille jihad blev formuleret da islam allerede var en supermagt og den afspejlede islams imperiebestræbelser: Den var et redskab til at beskytte trossamfundet. Den havde igen to former: Den defensive jihad der var alle troendes pligt til at kæmpe mod en indtrængende fjende. Og den offensive jihad der havde til formål at udbrede islam og som beordredes af kaliffen alene.

Islamisk Stats jihad falder inden for rammerne af begge kategorier, men har givet den lille jihad en fuldstændig ny betydning, nemlig jihad som nationsopbygning og statsdannelse. "Skynd jer, muslimer, til jeres stat", erklærede al-Baghdadi ved sin tiltræden som kalif.

Al-Baghdadis bestræbelser på at skabe en nation i Syrien og Irak vækker allerede begejstring på grund af det sted de foregår. For mange muslimer er selve det at krydse grænsen til Syrien en religiøs oplevelse. De er overbeviste om at Guds dom vil blive forkyndt i Syrien.

Napoleoni betoner at de grundlæggende årsager til det vi ser i dag kan spores tilbage til den skelsættende politiske begivenhed som salafister betragter som det ultimative forræderi, nemlig arabiske statslederes accept af Israel som en politisk magt på muslimsk jord i kalifatets gamle territorium.

Salafismen har altid forsøgt at modernisere den arabiske verden, og den har identificeret Det Osmanniske Rige (med sin tyrkisk overhøjhed) som den primære årsag til den arabiske verdens mislykkede forsøg på at udvikle sig a la Europa. Salafismen betonede nødvendigheden af at genforene sig med sine rødder som et middel til at skabe arabisk identitet. Det var i bund og grund en åndelig renselsesproces efter flere århundreders politiske og økonomiske undertrykkelse. Men henimod slutningen af 1800-tallet følte araberne sig forrådt af de europæiske magter, hvis bidrag til modernisering af den arabiske verden blev leveret i form af en brutal kolonisering. Salafismen blev transformeret til en xenofobisk og puritansk vækkelsesbevægelse. Og i dag er det fremmede europæiske magter der klandres for den arabiske verdens forfald. Den europæiske form for modernitet afvises.

Her spiller det ind at begrebet tawhid, der betyder Guds enhed i 1950'erne blev reformuleret af den egyptiske forfatter og salafist Said eller Sayyed Quth (1906-66) der tilhørte Det muslimske Broderskab, men blev henrettet i 1966. Han omdefinerede den islamiske fundamentalisme og inspirerede bl.a. Osama bin Laden. Han gav begrebet om 'Guds enhed' en distinkt politisk betydning: Gud er kilden til magt. Dermed blev grunden også lagt til omformning af anklagen for frafald (takfir) fra et religiøst begreb til et stærkt politisk våben. Og det ses i høj grad hos IS.

Efter at Islamisk Stat i juni 2014 havde erobret Mosul, angreb de shiamuslimske kvinder og børn i nærliggende landsbyer. De bombede og nedbrændte helligdomme og mosker med den klare intention at fjerne alle tegn på shiamuslimsk tilstedeværelse i deres terroritorium. IS brugte med andre ord folkemordslignende krigsførelse til at få kontrol over oprøret på. Og allerede Al-Baghdadis engagement i Syrien 2011 var snarest motiveret af ønsker om at forestå en etnisk udrensning af alawitterne fra denne region der jo var forhåndsbestemt til at være det nye kalifats vugge.

Vesten havde imidlertid ikke været opmærksom på de enorme forandringer som de økonomiske sanktioner i 1990'erne havde udløst i Irak, og som betød at den moderne salafisme var vundet frem i landet under Sadddam Husseins beskyttelse og var blevet en kilde til radikalisering. Formålet med den irakiske diktators nye religiøse iver var at formilde sunnistammerne til samarbejde med hans Baathparti i tider med store økonomiske udfordringer. Iveren var altså ikke ægte, men påtaget. Den var udslag af ren opportunisme, men dette påpeger Napoleoni ikke. - Efter diktatorens og Baathpartiets fald forhindrede vestmagterne ikke at de nye sunnimuslimske ledere i Irak undlod at dele magten med shiiterne.

Efter Det Arabiske Forår ignorerede den amerikansk ledede koalition den fare som fremvæksten af jihadistiske oprørsgrupper i Syrien udgjorde for hele regionen, og som blev finansieret af donorer i Golfstaterne, fordi styret var alawittisk. Radikaliseringen blev belejligt affærdiget som et produkt af religiøs fanatisme. Vestlige bedømmere forstod slet ikke oprørsgruppernes fundamentalistiske sammenkædning af religion og politik.

Napoleoni kalder det surrealistisk at tænke på at vestmagterne har troet at det der finder sted i Mellemøsten er en religionskrig der er motiveret af en fejde fra det 7. årh. mellem shiiter og sunnier. De glemmer at når lignende krige har været ført af kristne, har religion sjældent været mere end et påskud for politik. - Det bør dog allerede her indskydes at Napoleoni ikke selv synes at forstå, hvor dybt sammenkædning mellem religion og politik stikker i menneskesjælen, eller hvor svært det er at adskille åndsaspektet fra magtaspektet i en tilværelse der ikke er simpel overlevelse, men går langt ind i spørgsmålet om identitet der knytter sig nært til jordiske og timelige interesser.

Den fatale konsekvens af sammenkædning sås netop tydeligt i både Irak og Syrien. I Irak ignorerede premierminister al-Maliki sit løfte om at dele magten med andre politiske grupperinger for i stedet at konsolidere den gennem en sekterisk kamp, hvis formål var at knuse rivalerne. Maliki blokerede for implementeringen af et valg ved hjælp af bureaukratiske kneb der var i strid med Iraks forfatning. - Det arabiske Forår i Syrien blev mødt med vold, så drømmen om demokrati hurtigt bristede. Sekteriske fronter blev åbnet næsten fra den ene dag til den anden, og fredelige protester udviklede sig til en borgerkrig der på sin side degenererede og antog form af en moderne stedfortræderkrig. På et øjeblik blev en moderne nation hærget af en konflikt der kom helt ud af kontrol.

To shiamuslimske ledere - Assad med opbakning fra Rusland og al-Maliki med opbakning fra Vesten - misbrugte deres magt og undertrykte med vold folkets ønsker om et ægte demokrati. Begge brød deres løfter. Syrien falder langsomt tilbage til et før-moderne stadie, og hovedstaden Damaskus fører an i denne proces. Opløsningen af den irakiske stat er kun lige begyndt. Men Islamisk Stat har udvist stor forståelse af lighederne mellem landene og udnytter dem med en bemærkelsesværdig timing.

Islamisk Stat opbygger en nydefineret stat med visse moderne træk Til toppen Næste

Napoleoni påpeger nu at de gammeldags konflikter i Syrien og Irak udsprang af en dødbringende kombination af globalisering og stigende fattigdom som spredte usikkerhed og således affødte væbnede konflikter mellem stammer under religionens og fraktionens bannere. Det ville imidlertid efter hendes mening være forkert at placere Islamisk Stats erobringskrig i Syrien og Irak i samme kategori som disse førmoderne konflikter.

Islamisk Stat har nemlig samme ambitiøse mål som grundlæggerne af den europæiske nationalstat og formulerer disse mål på en nutidig og moderne måde. Islamisk Stats forestillinger om en nationalstat er i lighed med Israels nationalstatsbegreb etnoreligiøst funderet, snarere end udelukkende etnisk funderet: de er udtryk for en sunnitisk salafisme, der forener en ganske bestemt etnicitet og en ganske bestemt islamfortolkning.

IS forsøger også at skabe forudsætninger for en 'moderne stat' i henseende til territorialitet, suverænitet, legitimitet og bureaukrati. Den sigter mod i vort nye 21. århundrede at skabe en version af det gamle store kalifat i stedet for at stille sig tilfreds med små enklaver. Den tilslutter sig derfor på ingen måde forestillingen om noget fordelagtigt ved et permanent anarki.

Det tilstræbte kalifat er et ægte kalifat i den forstand at det betragter opretholdelsen af lov og orden som sit ansvar og således implementerer sine love i den reale verden, om end på en brutal og rudimentær måde. Kalifatet tager endvidere ansvar for at beskytte sine underlagte områder mod angreb, og det ser det som sin opgave at levere national sikkerhed.

Kalifatet forsøger endelig - og dette er vigtigt - med alle midler at skabe opbakning og konsensus. Det bruger - i modsætning til andre væbnede grupper - ikke kun sine indtægter fra strategiske ressourcer som oliekilder og vandkraftværker til at finansiere sin erobrings-krig, men også til at opbygge en central socioøkonomisk infrastruktur. Og selv om kalifatet ubestrideligt er involveret i etnisk udrensning (= folkemord), så er organisationen samtidig 'missionerende' og tilbyder alle mennesker i de erobrede områder muligheden for at konvertere til den rette sunnitiske salafisme og således blive fuldgyldige borgere i den nye stat. De der nægter eller ikke har mulighed for at flygte bliver dog skånselsløst henrettet! Så valget er ikke ligefrem generøst eller inkluderende!

Islamisk Stat bruger målrettet sin terror til at opnå den ønskede geografiske og politiske konstruktion, men bruger ikke blind og vilkårlig terrorisme. For Islamisk Stats egentlige udfordring består i at få sin nationsopbyggende bestræbelser til at bære frugt. Dette er det helt centrale overordnede mål. Og derfor er det formentlig rigtigt hvad Napoleoni hævder, at uanset om det inden for den nærmeste fremtid vil lykkes for kalifatet at etablere sig selv som en ny stat, vil den nye model, som den har eksperimenteret med, uundgåeligt inspirere andre væbnede grupper.

Og meget fornuftigt slutter Napoleoni sin vurdering med ordene: Vesten og resten af verdens manglende evne til at håndtere denne udvikling vil få katastrofale konsekvenser for verdensordenen.

Napoleonis vurderinger og fejlskøn Til toppen Næste

Det er en glimrende analyse Napoleoni lægger frem i sin bog om Islamisk Stat hvis originaltitel i virkeligheden hedder "Den islamistiske Fugl Føniks - Den islamiske Stat og 'Gentegningen' af Mellemøsten og dets grænser" og dermed understreger hvor vigtigt det er at få fat på de mytologiske eller arketypiske forestillinger bag organisationens ideologi.

Undertegnede er ikke enig med Napoleoni i den negative vurdering af Irak-krigen, for jeg ser den - og så den - som helt nødvendig og naturlig efter terrorangrebet mod USA 11.9. 2001, men den blev katastrofal i kraft af helt vanvittige fejl i amerikanernes krigsførelse (de indtog ikke Bagdad i en fart, de etablerede ikke et pragmatisk samarbejde med Den republikanske Garde, de sikrede ikke både shiitiernes og sunniernes eksistens, de behandlede deres fanger i oprørende strid med selvfølgelige krigskonventioner, og de indsatte irakiske ledere de ikke kunne stole på osv. osv.). Sådanne graverende fejl er uoprettelige - og derfor er der intet mærkeligt i at irakerne og mange, mange andre arabere i området blev antiamerikanske og antivestlige. De enorme problemer der viser sig i dag, kan imidlertid ikke betragtes som uforudsigelige konsekvenser af tilsigtede og fornuftige tiltag, men følgerne af en lang række ufornuftige og tilfældige beslutninger.

Men Napoleoni har til gengæld ubetinget ret i, at der sidste år skete noget nyt og helt uforudsigeligt: For første gang siden verdenskrigen 1914-18 er der dukket en en militant, væbnet muslimsk organisation op i Mellemøsten som har sat sig som definitivt mål at omforme det kort over Mellemøsten der for hundrede år siden blev udformet af franskmændene og briterne hen over hovedet på alle arabere. Dette gamle vesterlandske kort, endeligt stadfæstet på San Remo-konferencen i 1920, gjorde Syrien og Libanon til fransk mandatområde, mens Irak og Palæstina kom under Storbritannien. Det nye, foreløbigt utopiske IS-kort skal være et nytegnet kort over det selvsamme område, nemlig det araberne kaldte 'al-Sham', men vesterlændingene 'Levanten' (eller 'Den opgående sols land'). Det persiske Iran og den tyrkiske republik ligger selvsagt udenfor. Og Israel, der som bekendt slet ikke eksisterede i 1920, er naturligvis heller ikke med på Islamisk Stats store drømmekort. Tværtimod må det siges at være mindst halvdelen af drømmen, at Israel udslettes, og at skændslerne fra alle arabiske landes fredstaler med denne stat fra præsident Sadats aftale i 1979 til kong Husseins i 1994 vaskes bort.

Hvad der skal genopstå af asken fra krige, borgerkrige, intifadaer og terrorbombninger er intet mindre end det muslimske idealsamfund der forener religion og politik i selve Guds-Enheden og dermed gør kalifatet guddommeligt og urokkeligt. Det er helt centralt at få trukket den gamle drøm om det guddommelige kalifats endelige realisering frem og forstå den gennem Fugl Føniks-myten, dvs genopstandelsesmyten. For i historien står den stærkeste kamp altid om symbolerne - som historikeren Poul Nørlund engang skrev - og symboler er i denne sammenhæng ikke at forstå som simple, praktiske tegn vi er blevet enige om at bruge for nyttens skyld - så som tegn for matematiske enheder. De er derimod tegn i psyken som er energiladede og kan være endda overordentligt intense.

Fra kristendommen kendes den gennem mange hundrede år nok mest energiladede psykiske forestilling der hedder 'genopstandelsen' og som ikke skal forstås bogstavelig som en påstand om døde menneskers opstandelse fra dødsriget, men i overført forstand som døde menneskers opstandelse i sindene hos de efterladte. Den centrale kristne myte har fortilfælde i andre religioner, herunder den egyptiske solkults myte om Fugl Føniks, en mytisk fugl med fjer af purpur og guld som lever meget længe. Når den dør, går den op i flammer, men genopstår af asken i forynget skikkelse. - Det er et uhyre stærkt billede, der har fascineret mange gennem tiderne, fordi den trækker på dybe forestillinger i det kollektivt ubevidste. Og derfor bliver det også relevant at se den samme psykiske energi i et så stærkt billede som det oprindelige muslimske kalifats døen og mulige genopståen. Det er fremragende set og forstået af Loretta Napoleoni der som italiener også forstår myten om Roms tilblivelse af asken fra det gamle Troja.....

Jeg tror dog at Napoleonis forståelse af disse myter savner den dybde den jungianske opfattelse af de arketypiske forestillinger giver dem i og med at Jung udtrykkeligt pegede på selve den afgørende psykiske energiladning. Når den stærkeste kamp i historien altid står om symboler, skyldes det ikke mindst at psykiske forestillinger som mennesker bruger som identitetsbærere kan lades med en enorm energi, og at det er denne energi der afgør såvel bindingen til symbolerne som kampen om dem. I tilfældet Islamisk Stat har det vist sig at forestillingen om en genopståen af det gamle muslimske idealsamfund har fået en helt utrolig energiladning i alle de muslimer der har savnet et mål og en drøm og som har lidt under årtiers stigende håbløshed, frustration og afmagt i forhold til såvel de korrupte arabiske regimer som de intervenerende vesterlandske magter. Jeg er personlig ikke længere i tvivl om at denne energiladning vil blive udslaggivende i den forestående udvikling i Mellemøsten.

Men når det er sagt, skal også slås fast, at 'moderniteten' i Islamisk Stats tilfælde er så som så. Den synes ifølge Napoleoni at dreje sig udelukkende om teknologi og it-teknologi og hvis det er tilfældet er den ikke tilstrækkelig til at gøre moderniteten tidssvarende. Sålænge Islamisk Stat fortsat står for en fundamentalistisk fortolkning af islam, oven i købet af ren salafistisk art, og går ind for såvel et enevældigt kalifat, etnisk udrensning shiiter og andre vantro samt mandens ubetingede herredømme over kvinden, så er organisationen stadig middelalderlig og vil betyde total mangel på ægte frihed for flertallet af sine borgere.

Men det værste ligger nok i selve sammenkædningen af religion og politik, for den stikker dybere end Napoleoni synes at forstå. Den betyder nemlig magthavernes totale illusion om en guddommelig sanktion af den politiske magt de har tilkæmpet sig og som altså udelukker enhver tvivl eller indrømmelse af at andre kunne have ret i deres kritik eller tænkning. - Det er ikke tilfældigt at den vesteuropæiske kultur har haft held til at udvikle sig henimod en stadig klarere adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt, for dens religiøse grundlag gennem mange århundreder har netop været en kristendom der rummede langt mere tidløs åndsdimension end tidsbundet magt- eller norm-dimension. Stik modsat af hvad der er tilfældet hos islam, hvis grundlægger og profet fra starten lagde lige så meget vægt på det jordiske og politiske som på det evige og åndelige.

Jeg har påpeget det mange gange før, men må gentage det: islam har unægtelig en åndsdimension (som iøvrigt enhver religion og ideologi har), men magtdimensionen er klart stærkest, og dette betyder at tilslutning til islam indebærer at man skal bøje sig for meget strenge autoriteter og nægtes enhver naturlig frihed til at tænke og tro spontant, kreativt og uhindret. Muslimske magthavere kræver ubetinget underkastelse - herunder også underkastelse fra kvindens side. Der er ingen slinger i valsen. Der er dermed markant forskel mellem normal, fundamentalistisk islam og normal sekulær vestlig kultur.

Endelig mener jeg at Napoleoni ganske overser Irans atomdrømme og Israels overlevelseskamp samt præsident Obamas og USA's dilemmaer over for de samme to magter.

Israel, USA og EU Til toppen Næste

Valget i Israel i den forløbne uge gav overraskende stort genvalg af regeringslederen Benjamin Netanyahu fra Likud, og selvom det vil tage ham et par uger at få flikket en koalitionsregering sammen, har det naturligvis givet genlyd over hele verden. Mange er nærmest rystede, de fleste bekymrede og næsten alle helt uforstående. I dagens udgave af Politiken lader en jødisk fredsaktivist, der såmænd er søn af en jødisk general, os forstå at staten Israel ikke har været god for nogen og at verdenssamfundet bør reagere på valget af Netanyahu med sanktioner og isolation. Det samme eller noget lignende har vi i årevis hørt fra bladets egen seniorkorrespondent Herbert Pundik. - Vi er også alle sammen fuldt ud på det rene med at det i forvejen iskolde forhold mellem Barack Obama og Netanyahu om overhovedet muligt kun vil blive endnu koldere. Men sagen er ellers let forståelig i lyset af Islamisk Stats succes: Israels borgere har gode grunde til at være alvorligt bekymrede for om de overhovedet vil overleve Islamisk Stat. De genvælger derfor en mand som Netanyahu der deler deres bekymring og som den eneste er i stand til og har vilje til at forsvare Israels integritet mod alle farer, også den fra Iran og de iranske atomdrømme.

Fredsaktivister kan hverken sikre overlevelse eller fremskaffe fred, for begge dele afhænger i sidste ende af en palæstinensisk accept af Israels eksistens og et ophør af både terror mod og had til jøderne. Staten Israel kom i stand efter 2. verdenskrig på grund af den nazistiske jødeudryddelse, og statens dannelse gik ud over palæstinenserne. Men det var altså i 1948, og det kan ikke gøres om. Skal der være fred i Mellemøsten skal både palæstinenserne og alle andre muslimer i Mellemøsten opgive deres had og hævnfølelse, ligesom Islamisk Stat skal se i øjnene at der ikke kommer et kalifat i Levanten der sletter Israel fra landkortet.

I denne sammenhæng er det naturligvis en katastrofe at USA under Barack Obama i højere og højere grad har svigtet Israel og samtidigt vist uformåenhed til at forhindre den katastrofale udvikling i Syrien og Irak. USA har først og fremmest støttet de forkerte ledere, undladt at støtte Det arabiske Forår og undladt at påvirke Saudi-Arabien til noget som helst konstruktivt. Men USA forhandler med Iran om tilladelse til at udvikle et atomprogram som alle véd i givet fald sagtens kan omstilles til våbenbrug. - Nuvel, alt dette er her sat på spidsen, men formålet er at understrege at Obama interesserer sig mindre og mindre for Mellemøsten og uanset smukke ord om forhandlinger og fred svigter Israel.

EU er ikke stort bedre. Nogle af EU-landene, inklusive Danmark, er militært en smule aktive i Mellemøsten, men diplomatiet kniber det med - og en forståelse for hvad der virkeligt er i gære efter Islamisk Stats opdukken glimrer ved sin fraværelse. EU kan næppe længere i egentligste forstand tro på sagen. Man kører den bare videre på gammel rutine.

Den ny bipolaritet hedder: primitiv fundamentalisme kontra sekulært demokrati Til toppen Næste

Lad det derfor være slået fast på god helhedsrealistisk vis, at Islamisk Stats drøm om kalifatet trods brug af moderne teknologi er og bliver en drøm om sunnimuslimsk, kvindeundertrykkende enevælde, der vil ensretning og hævn indadtil og udslettelse af Israel udadtil. Kampen om Mellemøsten er ikke en kamp mellem islam og kristendommen, men en kamp mellem primitiv fundamentalisme og sekulært demokrati, og i denne kamp er Europa ene om at stå ubetinget for sekulært, kvindefrigørende demokrati, der vil frihed, mangfoldighed og klar adskillelse mellem åndsaspektet og magtaspektet i tilværelsen. Europa har også gennem kristendommen forstået religionen som et almenmenneskeligt fænomen der til alle tider vil have et kritisk forhold til magthavere af enhver art. Og derfor er de europæiske magter ene om at kunne fortælle muslimerne både i Mellemøsten og herhjemme den store fortælling om at skabelse af en bæredygtig udvikling og et menneskeligt og levedygtigt samfund forudsætter at man ser fremad og lader gammel uret gå i glemmebogen.

En alternativ vej mellem det mislykkede Arabiske Forår og den succesrige Islamiske Stats fortsatte, men fatale fremrykken ligger ikke i Loretta Napoleonis velmente, generelle forslag om uddannelse, viden og forståelse af det forandrede politiske landskab, for det er naivt og utopisk, når vi står over for en magtfaktor som Islamisk Stat der ikke skyer noget middel for at realisere sit drømmekalifat, men til gengæld forstår at hverve hundredvis af proselytter til sit forehavende gennem budskaber på de sociale medier som taler direkte til dybe arketypiske forestillinger. Vesten må forstå hvad det er for kræfter vi er oppe imod - og må reagere derefter, ikke mindst i betragtning af at USA trækker sig mere og mere ud af konflikterne.

Der er imidlertid en tredje vej og den består ikke i et eller andet fredeligt kompromis mellem islam og kristendom, eller mellem mellemøstlig kultur og europæisk kultur, men i dynamisk komplementaritet mellem muslimske lande, der overvejende fastholder et middelalderligt syn på magt og mandsdominans, men trods alt er på vej mod noget andet (fordi dette ligger i alle mennesker), og på den anden side sekulariserede europæiske lande der overvejende har et moderne, tidssvarende og fremadrettet syn på ånd, magt og ligestilling og derfor uundgåeligt er inde i en vedvarende eksistentiel tilblivelse.

Men en sådan dynamisk komplementaritet kræver arbejde og vision, ja direkte føling med arketypiske forestillinger der er virkeligt energiladede - og denne føling komme aldrig af sig selv, og allermindst hos politikere, mediefolk og vælgere der går mest op i penge, velfærdsgoder, juridiske rettigheder og andres småfiduser. Oplysningsniveauet er ganske enkelt alt for lavt - men det kan der skam gøres noget ved.

Forsømmes skal naturligvis heller ikke dansk efterretningstjeneste eller årvågning af unge muslimer i miljøer der stimulerer til modarbejde af integration eller til eventyrlyst til deltagelse i krigene i Syrien. Muslimer der rejser til Syrien for at deltage i Islamisk Stats krigsoperationer skal have lov til at rejse ud, men de skal fratages deres danske pas og nægtes indrejse. Her skal der være en absolut kant.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Kilde: Loretta Napoleoni: Islamisk Stat - (Tiderne skifter. 2015) Original titel: The Islamist Phoenix - The Islamic State and the Redrawing of the Middle East (på dansk: Den islamistiske Fugl Føniks - Den islamiske Stat og 'Gentegningen' af Mellemøsten og dets grænser.)

Relevante artikler på Jernesalt:

Skal Hizb ut-Tahrir forbydes?  (14.3.15.)
Er ytringsfriheden virkelig så afgørende  (8.3.15.)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar  (19.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring  (8.1.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)

Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Vendepunktet i Mellemøsten  (hovedartikel - 2.6.02.)
11. september  på et-års dagen for terrorangrebet på USA.
Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01.

USA og Irak - september 2007  (18.09.07.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)

Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Næstekærlighed kan ikke bære samfundet  (31.10.14.)
Gud er hverken for troende eller for vantro  (24.10.14.)
'Højsangen om den menneskelige eksistens' (e-bog)
'Den komplementære helhedsrealisme' (e-bog)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)

Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean

utils postfix normal