utils prefix normal JERNESALT - ukraine2022tragedie

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.3.22.

Ukraines egentlige tragedie

Ukraines tragedie
Ruslands tragedie
Natos tragedie
EU's tragedie
Tysklands tragedie
Danmarks tragedie
Konklusion
Henvisninger


Ukraines tragedie    Til toppen  Næste

Unægteligt er Ukraines skæbne i disse få uger efter den russiske invasion en tragedie i og med at store byer i landet ødelægges af russiske bombardementer, mange civile dræbes og mellem to og tre millioner ukrainere må flygte fra deres hjem og hjembyer.

Alt ser ud til at ville fortsætte nogle uger endnu, fordi russerne ikke vil gå ind på en aftale om våbenhvile før ukrainerne accepterer visse hårde betingelser, der mindst omfatter accept af den russiske annektion af to østlige provinser og en garanti for at deres land ikke bliver medlem af Nato og EU. Det må ukrainerne før eller siden acceptere, hvis de vil undgå at få endnu flere ødelæggelser, dræbte og flygtede. Fred bliver der ikke tale om - og den har tværtimod meget lange udsigter, så spegede forholdene er. Men våbenhvile er noget helt andet, den er - som udtrykket siger - kun en stilstand i den militære kamp på de fronter parterne har trukket op. Og den vil være mulig, når russerne har nået de strategiske punkter de går efter, og som de vil have som udgangspunkt for egentlige fredsforhandlinger. Men disse fredsforhandlinger kan trække ud i månedsvis eller årevis, alt afhængig af hvor fast ukrainerne står på deres illusioner.

Derfor kan det allerede fastslås at Ukraines egentlige traqedie ligger noget dybere, nemlig i at dette østeuropæiske land med en rig kulturhistorie er blevet en kastebold mellem to lige stædige og på hver sin vis lige aggressive eller konfrontatoriske systemer; det enevældige Rusland og det demokratiske Europa, som begge holder dogmatisk på deres egne, men overordentligt forskellige værdier og principper.

I denne påstand ligger der naturligvis en bestemt betydning af ordet tragedie. Det betyder ikke blot sådan i almindelighed et trist eller et sørgeligt begivenhedsforløb, men et decideret skæbnesvangert forløb, der rækker langt ud over de umiddelbare ulykker som ødelæggelser og drab. Det vil række langt ud i fremtiden på en så dybtgående vis at konsekvenserne slet ikke kan forudses. For tragedien kan ende både med liv og med død, alt afhængigt af hvad de involverede parter selv lægger i sagen. Død betyder her opgivelse, frustration og depression og i værste fald enden på liv. Liv betyder forår og ny blomstring, idet forløbet - lig årstidernes vekslen - ses som et forår og en sommer der følger på et mørkt efterår og en hård vinter.


Foreløbigt ligger det klart, at russerne har mødt langt større modstand fra ukrainerne end de havde ventet, og at de derfor har ændret strategi, så de i stedet for en hurtig offensiv mod hovedstaden Kiev har måttet vælge en bredere og langsommere, der dels har givet flere militære tab på begge sider, dels har ført russerne ind på nødvendigheden af en såkaldt terrorbombning der primært rammer civilbefolkningen med ødelæggelser af beboelsesejendomme og ved afskæring af nødvendige livsfornødenheder.

Derfor har ukrainerne naturligvis håbet på at forhandlingerne mellem parterne skulle kunne føre til våbenhvile, men de har her måttet konstatere at russerne stiller større og hårdere krav end de selv kan og vil imødekomme. Og præsident Selenskij benytter fortsat sine tv-henvendelser til befolkningen til følelsesladet opfordring til fortsat modstand. Han appellerer samtidig til sine vestlige støtter ikke alene om mere hjælp moralsk, økonomisk og humanitært, men også om direkte indblanding i krigshandlingerne. Og det har specielt Nato klart afvist af frygt for storkrig med Rusland. Og derfor er det alene Selenskij og hans regering der hænger på dilemmaet.

Onsdag og torsdag har Selenskij henvendt sig direkte til henholdsvis den amerikanske kongres i Washington og Forbundsdagen i Berlin med meget følelsesladede appeller om militær hjælp. Den vil han som sagt ikke få, og det har Selenskij faktisk fået klar besked om, så hans nye appeller blotter hans desperation. De fortæller indirekte russerne at han trods store ord om det modsatte ikke kan holde stillingen mange dage mere. Vesten vil gerne hjælpe ham med penge og udrustning, men de bygger først og fremmest deres egen ikke-militære kamp mod Putin på sanktionerne, og disse har meget store konsekvenser, vel at mærke på længere sigt.

Den østrigske politolog, forfatter og professor ved Universität Innsbruck Gerhard Mangott har netop påpeget at selv om sanktionerne mod Rusland har været værre, end Putin forventede, får de ham ikke til at give sig i forhandlingerne. Vesten skulle efter hans mening have været bedre til at afsøge mulighederne for kompromis i stedet for at overlade de svære forhandlinger til Ukraine alene. Mangott gør opmærksom på at det vil være et risikabelt skridt at tage for Europa straks at afbryde gassamarbejdet med Rusland. Samtidig vil det at gøre sig uafhængig af russisk gas hverken deeskalere konflikten eller gøre det nemmere at forhandle med Putin. "Hvis Putin ændrede sit ståsted på grund af dette, ville han uden tvivl se svag ud, og han ville give et indtryk til den russiske befolkning og til den russiske elite af, at han havde givet efter og havde fejlkalkuleret ved at igangsætte invasionen. Der er ingen anden vej for ham end at fortsætte" - Men Mangott kommer også med en vigtig kritik af Nato: "Hvis Ukraine nu accepterer territoriale tab og en status som neutralt land – hvorfor har Vesten så ikke inden krigen erklæret, at de ville genoverveje Nato’s løfter om at integrere Ukraine? Hvorfor har de ikke talt om betingelserne for en neutral status for Ukraine som et kompromis mellem Vesten og Rusland? Det skulle have været undersøgt, og det blev det ikke." - Og dette stærke udsagn er jeg helt enig i, og jeg vil senere i artiklen komme ind på hvad fredsaftaler kan betyde i bedste forstand.


Financial Times giver næring til Selenskijs illusioner. Bladet skrev – med tre anonyme kilder bag sig – er der er sket mærkbare fremskridt i forhold til en forelagt fredsplan på 15 punkter. Planen indebærer, at Ukraine skal erklære sig neutral og afskrive sig NATO-medlemsskab. På den ene side ønsker Ukraine mulighed for at indgå andre former for militære alliancer for at garantere landets sikkerhed i fremtiden, mens Rusland ønsker, at Ukraine forpligter sig til ikke at have militære baser eller våben fra allierede lande på sit territorium. Rusland skal til gengæld trække sig tilbage fra alle de områder, de russiske styrker har indtaget, siden invasionen begyndte den 24. februar. Spørgsmålene om Krim og og Donbass-regionen står stadig uafklaret og søges løst uden for fredsforhandlingerne.

Det lyder bedre end at der slet ikke er kontakter og forhandlinger. Fredsforskeren Isabel Bramsen fra Lunds Universitet peger tilsvarende på, at de positive vendinger fra begge parter indikerer, at man er kommet tættere på en fredsaftale. "Det, der har gjort mig optimistisk stort set hele vejen igennem, er, at de har forhandlet allerede fra dag fire af invasionen og forhandlet hver dag. De har mellem de fysiske møder haft lange virtuelle møder, og forskellige arbejdsgrupper fra begge lande har arbejdet med hvert deres emne, og det antyder, at man har talt om mere end blot våbenhvile. Der har været forskellige spor, som både har handlet om NATO og Krim," siger hun. - Men hun fortsætter "Selv om man skal være kritisk over for nyhederne fra Russia Today, så er fortællingen også der, at en aftale er rykket nærmere." - Og det viser at også hun nærer illusioner. En fredsaftale er ikke kommet nærmere, men det kommer en våbenhvile for hver dag der går med russiske bombardementer.


Ruslands tragedie    Til toppen  Næste

Rusland har i flere år under Putins diktatur haft rimelig succes både med den økonomiske vækst og den internationale politik, det sidste navnlig i forholdet til Mellemøsten og Kina. Men Vladimir Putin nærer også sine egne klart nationale drømme om at gøre Rusland til en stormagt som Zardømmet var før den russiske revolution i 1917 og som Sovjetunionen blev efter denne revolution. Denne gav nogle usikre år under Lenin, men blev under Stalin et stålsat, frygtindgydende system af hård arbejdsdisciplin, ensretning og udrensning af kulakker (storbønder) og afvigere - samt katastrofal hungersnød i Ukraine. Landet var lige ved at blive løbet over ende af Hitlers velorganiserede lynkrig 1941-42, men to hårde vintre reddede russerne, og Stalin kom ud af krigen som en mægtig sejrherre der ved forhandlinger i 1945 med USA's præsident Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill formåede at få gjort hele Østeuropa og store dele af Centraleuropa til russisk interessesfære, hvad der reelt betød at landene blev sovjetiske lydstater.

Præcis denne forestilling om interessesfære og dominans er Putin blevet nærmest besat af. Derfor har han fået gennemført en forfatningsændring der gør ham til livsvarig præsident, og derfor omgiver han sig med en række milliardærer, såkaldte oligarker, der egentligt slet ikke hører hjemme i en centraliseret og påstået socialistisk planøkonomi, men i et superliberalistisk land. Flertallet blev rigmænd i årene lige efter Sovjetunionens kollaps, hvor de satte sig på de vigtigste miner og industriforetagender. Magten sikrede Putin sig ved at omgive sig med en snæver kreds af højtstående generaler, efterretningsfolk, sikkerhedschefer og nationalgardechefer han kendte fra sin tid i KGB. De er garanter for at opposition er udelukket. Og de vil være ham tro så længe han har heldet med sig i sin politik. Rådgivere der siger ham imod forekommer ikke, og såkaldte venner fra politik som fhv. kansler Gerhard Schrøder, som har bestyrelsesposter i de to russiske GAZPROM-firmaer, kan nu under krisen allernådigst få lov til at træffe Hans Højvelbårenhed i Kreml, men de får intet ud af det, for Putin lytter ikke. Men han omgiver sig gerne med fremstående kulturpersonligheder som operasangerinden Anna Netrebko og dirigenten Valery Gergiev (der netop har solgt en stribe ejendomme i Italien for mere end 100. mio. kr.) - foruden med sportsfolk der heller ikke opponener. Han ynder selv at vise sig som sportstrænet asket. Og han nyder faktisk en betydelig popularitet i befolkningen. Så han er tilsyneladende urørlig, så længe han ikke løber direkte ind i eklatante fiaskoer på de slagmarker han selv egenmægtigt udvælger sig for at forfølge sine store drømme i sin indbildte almægtighed.

Herunder hører angrebet 24.2. på Ukraine, der skal ses som konsekvens af annekteringen at de to østlige provinser Donetsk og Luhansk, og disse skal igen ses i sammenhæng med annekteringen af Krim i 2014. For alle tre områder gælder at de ligger inden for den gamle russiske interessesfære - og historisk set også hører til gammel russisk kultur - men samtidigt gælder at den vestlige forsvarsorganisation Nato åbenlyst har stillet Ukraine et medlemsskab i udsigt. Dermed har Nato i realiteten provokeret Putin og staben bag ham til en reaktion, som ukrainerne og Vesten opfatter som krig, men som han selv prøver at bagatellisere som en lille militæroperation der skal forhindre 'nazisterne' i betydningen 'deciderede sovjetfjender' i at sætte sig på grænseområdet til Rusland.

Putins udvidede krigsfokus fremgik umisforståeligt af hans egne ord i en tv-transmitteret tale, som han holdt ved et regeringsmøde onsdag 16.3. Vestlige kommentatorer bedømmer den som et alarmerende indblik i præsidentens verdensanskuelse og syntes at bekræfte bange anelser om, at et dybereliggende motiv kunne være at søge mod et generelt eksistentielt opgør med Vesten. Han stemplede provestlige russere som "afskum og forrædere" og slog fast, at hans såkaldte 'specialoperation' til Ukraines 'afnazificering og demilitarisering' vil blive ført videre, indtil de opstillede mål er nået. Videre insisterede han på, at operationen forløber "efter planen". Og at "dens nuværende format er det eneste mulige".

Alt tyder ikke destomindre på at Putin har totalt undervurderet både den ukrainske uvilje mod Rusland og den ukrainske vilje og evne til at forsvare sig mod aggressionen, og det i en grad der ikke gør det usandsynligt at nogen i staben bag ham er realistiske nok til at se kendsgerningerne i øjnene. Det er langt fra udelukket at Putin vil gå med til en våbenhvile der standser de militære tab og samtidigt giver den fordel at han undgår at tabe ansigt. Men da de ganske hårde sanktioner mod Rusland fra EU's side ser ud til på længere sigt at kunne få alvorlige følger for Ruslands økonomi, kan det blive et spørgsmål om tid, hvor længe Putin kan holde sig ved magten.

Det er Putins tragedie som det er Ruslands tragedie. Den ligger helt og holdent i at Putin er en hårdhændet diktator der ikke tåler modsigelse og derfor vil gøre alt hvad han kan for at tilsløre sandheden om rigets tilstand og udvikling. Den slags er muligt en begrænset tid, men ikke ubegrænset. For det russiske folk er nok blevet forført, men de er hverken dumme eller magtbesatte, de er mennesker der på et eller andet tidspunkt vil røre på sig på en sådan måde at også staben omkring Putin efterhånden vil blive betænkelig og - for deres egen skyld - begynde at overveje et magtskifte, og måske ligefrem se fordelen ved et decideret kup. Det er set før i historien.

Vi kan intet vide om, hvornår noget sådant eventuelt vil kunne ske, og derfor vil Ruslands tragedie fortsætte en tid endnu. Den ligger jo til syvende og sidst netop i det forhold at Rusland er et diktatur, hvor løgne og illusioner trives, og hvor sandhed og realitetserkendelse slås ned. Man skal bare ikke i uvilje mod Putin tro at det russiske folk og den russiske kultur vil forsvinde eller blive reduceret til nul og nix. Vesten bør ikke kappe båndene til det russiske folk og den russisk kultur, og Vesten kan faktisk også tænkes i fremtiden kunne få brug for Rusland som samarbejdspartner, hvis Europa skal kunne leve i fred.


Natos tragedie    Til toppen  Næste

Nato har i flere år levet i skyggen af den kolde krig.

Da Muren faldt og Sovjet kollapsede, var der håb, men det ødelagde Jeltsin med et pennestrøg, så både kapitalistiske spekulanter og kyniske diktatoraspiranter fik frie baner. Nato fandt det hurtigt som hovedopgave at udvide sin medlemsskare med adskillige østeuropæiske lande. Men den idealistiske modtager af Nobels fredspris Barack Obama svigtede i Syrien. Trump rystede hele det demokratiske Europa med sine løgne og konspirationsteorier. Den velmenende Joe Biden trak sig lidt hurtigt ud af Mellemøsten. USA er med andre ord ikke længere garant for fred i Europa - endsige for friheden i Ukraine.

Den nuværende generalsekretær for Nato, nordmanden Jens Stoltenberg, hvis embedsperiode udløber til oktober, er nu pludseligt fra den ene dag til den anden kommet i centrum af begivenheder, hvad han åbenlyst nyder, for det har han aldrig været før. Han kan ikke forhindre russernes hærgen i Ukraine, for Nato vil ikke risikere en tredje verdenskrig på grund af et land der ikke er omfattet af Natos 'musketered'. Men han undlader selvfølgelig ikke at bruge enhver lejlighed til at understrege nødvendigheden af stor oprustning. Næsten alle medlemslandenes regeringschefer lapper hans appel til sig, herunder Danmark. Det bliver dyrt for alle landene, og vil desuden blive et hårdt slag for den anderledes hastende klimakamp.

Nato er blevet en kæmpemæssig institution med et flot hovedsæde i Bruxelles og en enorm stab af medarbejdere plus loyale medier i Vesten. Og den har forlængst vist sig at være havnet i det stadium af organisationernes livscyklus som managementsforskeren Ichak Adizes kaldte 'skumringen', og som betyder at den er blevet så aristokratisk og bureaukratisk at den automatisk begynder at forfalde - medmindre der sker noget i omverdenen der rusker den op. Det gjorde der med Putins militære overgreb på Ukraine. Og pludseligt så Stoltenberg sin og organisationens - og ikke at forglemme Pentagons - store chance: oprustning for milliarder. Managementsteoretisk er det nærmest komisk, men reelt er det tragisk, når det land der udsættes for Putins overgreb ikke er medlem af Nato og derfor ikke vil få militær hjælp fra Nato - og når Natos medlemslande iøvrigt ikke selv trues af Putin og hans stormagtsdrømme. Han truer med store ulykker, hvis Nato kommer Ukraine til hjælp, men alt hvad diktatoren gør, alt hvad han har haft planer om eller drømt om at gøre drejer sig om Ukraines klart antirussiske politik siden 2014 - og først og fremmest Ukraines ønske om at blive medlem af Nato og dermed rykke Natos østgrænse helt frem til Ruslands vestgrænse.


Natos ledelse og medlemslandene ser i den aktuelle konflikt totalt bort fra at organisationens udvidelse mod øst efter Murens Fald har været en bevidst inddæmning af Rusland i lighed med den systematiske inddæmning fra og med 1949 der skyldtes Stalins 'Jerntæppe' langt inde i Centraleuropa, og denne nye inddæmning er meget naturligt af russerne blevet opfattet som en højst uvenlig og aggressiv handling. Det var en så tåbelig strategi fra Natos side, at al den moralske fordømmelse af Rusland man nu i 2022 kommer med virker som en ren fortrængningsmekanisme der skal dække over at man i årevis har handlet i blinde udelukkende for at undgå at skulle beskæftige sig med spørgsmålet om Nato-organisationens berettigelse.

Men der var faktisk et alternativ til Natos strategi efter Murens Fald, nemlig et regulært og systematisk forsøg på ved nye forhandlinger med Rusland at opbygge en helt ny gensidig tillid med udgangspunkt i den forandring der skete i Rusland med Gorbatjovs nye linje efter Murens Fald. Jeltsin sendte Gorbatjov på pension, og han tillod en række privatiseringer af store russiske foretagender som blev en kæmpechance for entreprenante russiske spekulanter, og dette muliggjorde igen en lang række samarbejdsprojekter med vestlige virksomheder, herunder de to kæmpestore projekter om levering af russisk naturgas (Nordstream I og II). Og samtidig kom der rig udveksling af kultur mellem Rusland og Vesten. Ronald Reagans efterfølger som USA's præsident George Bush havde en ret afventende holdning til udvikling i Østeuropa, hvorimod hans udenrigsminister James Baker opnåede samme nære kontakt til Gorbatjov som forgængeren George Schulze, hvad der i 1991 førte til omfattende aftale om nedrustning. Men uheldigvis trådte den egentlige skaber af det russiske tillidsforhold, Edvard Sjevardnadse, uventet tilbage som russisk udenrigsminister i 1990. Og med Gorbatjovs fald kort efter var begge seriøse russiske reformpolitikere pludseligt væk til fordel for en gambler som Jeltsin, der gav chancer for et iskoldt magtmenneske som Vladimir Putin.


Ikke desto mindre vll jeg hævde at det kunne have ændret det videre forløb og hele historiens gang, om Nato havde kendt sin besøgelsestid og ændret organisationen fundamentalt fra en forsvarsalliance til en fredsalliance. Man skulle efter min mening i hele Europa have skelet til det der skete i Europa i 1648 med Den westphalske Fred. Den var nemlig afslutningen på Trediveårskrigen mellem Tyskland, Frankrig, Spanien, Nederlandene og Sverige der var en bitter kamp mellem katolikker og protestanter og mellem kirkemagt og fyrstemagt. Freden medførte en nyordning af de indre forhold i Det hellige Tysk-Romerske Rige, der gik tilbage til Karl den Store år 800, og den anses for det vendepunkt i Europas historie der betød at man definitivt forlod det middelalderlige univers hvor kejseren og paven var de samlende overhoveder. Men som det fremgår af opremsningen af de involverede lande gjaldt nyordningen Vest- og Centraleuropa og hverken Østeuropa eller Rusland. Og det var dette punkt at chancen for en afgørende nyordning for vor egen tid kom med Murens Fald i 1989. Vesteuropa var sluppet fri af de uhyggelige, destruktive diktaturer i Tyskland, Italien og Spanien, så det sekulære demokrati kunne opbygges i fred og ro. De centraleuropæiske lande blev frie, men tilbage stod - foruden en del østeuropæiske lande - det mægtige russiske rige, som var sluppet ud af det undertrykkende sovjet-ideologiske system og en kort tid befandt sig i et mere eller mindre kaotisk limbo. Det forstod hverken Nato, USA eller Vesteuropa. Og det er tragedien.

Det geniale ved Den westphalske Fred i 1648 var netop at man forlod Middelalderen ved at bryde med såvel enevældigt kejserdømme som enevældigt pavedømme - uden at bryde med religion som sådan eller med grundlæggende nationale bånd. Eller med andre ord: man brød definitivt med såvel dogmatisk kirkemagt som absolut enevælde, og det skabte historie, men det kunne naturligvis hverken forhindre at den verdslige enevælde fortsatte i flere lande (endog efter den franske revolution) eller at den ideologiske enevælde i 1900-tallet erstattedes af sovjetkommunistiske, fascistiske og nazistiske excesser. Dette kunne dog rigtigt mange historikere og tænkere i hvert fald i Vesten klart gennemskue efter 1945. Og det skulle politikerne naturligvis også have indset.

Det gjorde man bare aldrig i Nato. Og det gjorde man uheldigvis heller aldrig i Det europæiske Fællesskab (EF) eller i Den europæiske union (EU). Tværtimod.


EU's tragedie    Til toppen  Næste

Genopbygningen i Vesteuropa kom for alvor op i højt gear med Romtraktaten, den populære betegnelse for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab som blev underskrevet i Rom i 1957 og omfattede Vesttyskland, Italien, Frankrig og Benelux-landene. Den udvikledes i 1972 til EF med Storbritannien, Irland og Danmark som medlemmer. I 1978 kom også en uting som EU-parlamentet, der på papiret ser demokratisk ud, men reelt brød med Fællesrådets og Fælleskommissionens overhøjhed og medførte et forfærdeligt bureaukrati. Flere lande kom til, og i 1992 ændredes Fællesskabet til en Union, en betegnelse der var strid om i mange lande, og som især mange borgere i medlemslandene var inderligt imod fordi den ledte tanken hen imod fællesskabet som en statssammenslutning med egen præsident og egen regering. Det gamle tysk-romerske rige spøgte igen.

Unionen udviklede sig præcist som mange frygtede henimod stadig mere centralisering og bureaukratisering. Kommissionsformanden fik enorm magt, og det samme gjaldt Kommissionen. Og dette blev fatalt fordi det strider mod alt hvad man var enige om fra starten - og som Frankrigs præsident general de Gaulle netop betonede med ordene om EF som et "Fædrelandenes Europa". Centraliseringen blokerer for nytænkning og forhindrer lige netop den forskellighed der kendetegner landene og burde ses som fællesskabets største værdi - specielt i forhold til USA, Rusland og Kina. Så kan USAs ledere og ministre iøvrigt sige hvad de vil om at det ville være rart at kunne tage telefonen til lederen af hele EU-foretagendet i stedet for at skulle vente på hvad dets fællesråd bliver enige om.

I forhold til Rusland er tragedien helt specifikt at EU uden eget militær, men ligesom Nato og Supermagten USA, tyer til nemme fordømmelser af Ruslands overgreb på Ukraine og alvorlige sanktioner mod Rusland der bliver yderst problematiske ved at ramme medlemslandene selv på både eksporten og energiimporten. Et tydelig eksempel herpå er at Frankrig som formand for EU-rådet er sunket ned til Macrons primitive tro på moralismen over for Putin. Han beskylder Putin for løgn, hvor Putin reelt bygger sin politik på illusioner, og dem har Macron sandelige selv - nøjagtigt som alle andre EU-ledere. Man kommer ingen vegne med en mand som Putin ved at påsta at han lyver, man må derimod prøve finde ud af hvori hans ubevidste, men determinerende illusioner ligger. Men moralsk fordømmelse er det allernemmeste - og det udnytter Macron helt bevidst forud for præsidentvalget.

Desuden undergraves hele det internationale bank- og betalingssystem, når USA spærrer russiske oligarkers bankkonti, for det kan nok ramme disse hårdt øjeblikkeligt, men på sigt medfører det at udemokratiske lande som Rusland og Kina sammen opbygger alternativer til Verdensbanken, Swift, Facebook og Netflix.

I samme forbindelse må det påpeges, at den evindelige tale om russernes krænkelse af Folkeretten og Menneskerettighedskonventioner er nytteløse så længe Vesten ikke er stand til at overbevise magthaverne derovre om fordelene ved disse konventioner, men i realiteten bliver ved med - ligesom i Afghanistan og Mellemøsten - at tro på at demokratiets værdier kan eksporteres som en vare. Det kan de ikke, for de er en kulturform der ser og erfarer de store fordele tankefrihed, ytringsfrihed og pressefrihed har for den 'vedblivende tilblivelse'. Det overbevises andre mennesker ikke om ved moralisme, men alene ved eksemplets magt og den ægte dialog.


Tysklands tragedie    Til toppen  Næste

Tyskland er en central del af EU og derfor rammer EU's tragedie Tyskland særlig hårdt på økonomien og identitetsfornemmelsen. Kansler Scholz meldte hurtigt ud at Tyskland stod ved et historiske vendepunkt, hvor man var nødt til at gøre op med hele den skyldfølelse og forsigtighed i udenrigspolitikken som havde præget tiden siden nazismen og holocaust. Nu var tiden inde til at Tyskland stod ved sit fulde ansvar som stor europæisk magt. Tyskland må ikke alene nu hurtigst muligt gøre sig uafhængig af russisk gas. Scholz tror pludseligt også på at det gælder om at afstraffe Rusland med sanktioner samtidig med at man sætter gang i den hidtil største oprustning siden 1945.

I Deadline 16.3. gav den danske forsker Lykke Friis og den tyske kommentator Philipp Ostrowicz deres bud på sagen. Friis nævnte den gamle tyske opfattelse af det neutrale Schweiz som tyskernes store forbilledet. Begge kom ind på udenrigsminister Joschka Fischers tale på de grønnes partikongres i 1999, hvor han til mange partifællers harme gik ind for deltagelse af tyske soldater i Natos intervention i Kosovo. I 2014 fremhævede daværende forbundspræsident Gauck i en tale i München at Tyskland nu blev nødt til at gøre mere end tidligere og ikke længere kun gemme sig bag dovenskabens skjold. I 2017 reagerede kansler Merkel på valget af Trump som USAs præsident med påpegning af at Europa nu selv måtte tage ansvaret for sin skæbne, men - som det blev fremhævet - hun gjorde intet. Til sidst i udsendelsen fik den israelske historiker og jøde Yuval Noah Harari lejlighed til at understrege at Tyskland ikke længere behøver at stå i skyggen af Nazitiden og Holocaust, men tværtimod bør spille en aktivt ledende rolle i nutidens Europa. Og dette er gode betragtninger at have med i den samlede vurdering.

Men ulykken er og bliver at man totalt overser en tredje vej. Man skal i den nuværende spegede situation ikke vælge mellem passivitet (pacifisme) eller en vanvittig dyr oprustning der vil medføre fatal nedprioritering af andre store udfordringer som navnlig klimakampen. Det er åbenlyst at den nye tyske ampelkoalition af røde, grønne og gule pludseligt står med en kæmpemæssig udfordring de tre partier slet ikke var forberedt på og som vil tvinge dem til revision eller nyfortolkning af egne principper. Men det er typisk at man ikke kan se at det allervigtigste bliver energisk og engageret at medvirke til en våbenhvile og fredaftale der vil muliggøre en langsigtet genopbygning af et nyt konstruktivt forhold til Rusland, baseret på fred, fordragelighed og samarbejde.

Scholz har med synlig tilfredshed grebet chancen for at dokumentere at han er statsmand, men vælger han oprustningen som førsteprioritet er han kun en af mange der foretrækker den banale løsning, som blot vil blive en tragedie uden håb. Skal han i stedet føre tragedien frem til nyt forår og nyt liv, kræver det en langt dybere erkendelse.


Danmarks tragedie    Til toppen  Næste

I Danmark er statsministeren og regeringen lynhurtigt gået omtrent samme vej som kansler Scholz med en erklæring om ubegrænset tillid til USA' førerskab for Vesten og garanti for at man vil bringe forsvarsbudgettet op på de to procent af bruttonationalproduktet som USA for længst har anbefalet. Begge dele er naturligvis blevet fulgt af en unuanceret fordømmelse Putin af den art der giver kegler hos flertallet. Mette Frederiksen har midterpartierne bag sig, men det mest sikre er at de alle vil taber både velfærdskampen og klimakampen.

Mette Frederiksen ser ud til at være nøjagtigt lige så tilfreds som Scholz, for hun har på få dage genvundet sin rolle fra coronakrisen som en fører der kan forføre folket med held. Hun gør dette i sin egenskab af født socialdemokrat der vil gøre Socialdemokratiet stort igen ved at udbygge den offentlige sektor. Udenrigsminister Jeppe Kofod og den nye forsvarsminister Morten Bødskov deler opfattelsen. Sidstnævnte har glemt at han i sin tid var med en partidelegation til London, hvor de blev grundigt informeret om 'den tredje vej' af ingen ringere end Anthony Giddens selv - jf. 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens

Oppositionen følger trop. Socialisk Folkeparti har modsat Enhedslisten ingen større betænkeligheder ved oprustningen, så Pia Olsen Olsen regner med at komme i regeringen efter valget næste år - og har åbent bekendt at hun gerne vil være finansminister! - Jacob Ellemann prøver at puste sig stærkere op end den venlig Søren Pape. Og Det radikale Venstre har - ligesom dagbladet Politiken - lykkeligt glemt alt om Viggo Hørups sunde antimilitaristiske indstilling. Det bør ikke være de militære instanser der bestemmer landets udenrigspolitik. Og slet ikke Pentagon i USA.

Tragedien er indlysende. Den kompakte majoritet har vundet slaget - og vil med stolthed føre Danmark ind i en ny koldkrigsæra. Flertallet hepper i realiteten ukrainerne i døden ved at hylde deres modstandskamp uden selv at risikere krig med Putin, som det lyder i Susan Knorrenborgs klumme i Politiken i dag. Dette hepperi betyder fortsatte ødelæggelser af Ukraine og fortsatte flygtningsstrømme til Polen som ikke kan håndteres menneskeligt forsvarligt. Og det er alt sammen - i den store sammenhæng - udtryk for demokratiets krise, klimakampens krise og den vestlige kulturs krise.


Konklusion    Til toppen  Næste

Demokratiets tragedie

At Vestens demokratiske lande og deres to store organisationer Nato og EU reagerer på Vladimir Putins voldsomme overgreb mod Ukraine er naturligvis ikke uforståeligt, men at det sker på en så stærk og uhensigtsmæssig måde at det ikke blot rammer Rusland, men også Vesten selv og ikke mindst offeret det gamle østeuropæiske kulturland Ukraine, er en tragisk overreaktion. For det første må det tages i betragtning at Ukraine faktisk geografisk ligger mellem Rusland og Vesten, men efterhånden har fået et stort flertal der geopolitisk føler sig nærmest tilknyttet Vesten. For det andet kunne overgrebet have været undgået ved lidt forudseenhed, og for det tredie kunne Vesten ved rettidig omhu have fået den ukrainske regering til at give efter for russernes primære krav om en sikkerhedszone (en bufferzone) i stedet for at forlede den til en håbløs kamp der kun vil give større og større ødelæggelser og tab jo flere dage den varer.

Moralsk og dogmatisk pukken på folkeretten om selvstændige landes suverænitet er en misforståelse i et tilfælde hvor den stat det drejer sig om geopolitisk er placeret lige op til et Rusland der med reference til vestlige løfter over for præsident Gorbatjov ved Murens Fald i 1989 har haft rimeligt grundlag for at antage at Nato ville afholde sig fra nogensinde at gøre Ukraine til medlem. Disse løfter har man blæst på, og Putin har gentagne gange advaret imod det. Og selv om hans militære reaktion på sin side er imod de spilleregler for krig Vesten støtter sig til, så burde Vesten have taget advarslerne alvorlige og gjort alt hvad man kunne for at redde Ukraine fra de forudsigelige følger ved at råde den ukrainske regering til forhandlinger om status som neutralt land. I stedet stillede man sig helt uansvarligt fuldstændigt solidarisk med Ukraines præsident Selenskij, så man fik landet til at kæmpe mod overmagten uden direkte militær bistand fra Vesten, og endvidere stillede man sig parate til øjeblikkelige sanktioner mod Rusland foruden intern oprustning i Nato for milliarder.

Dette kunne kun medføre en tragedie af uhyggeligt omfang for Ukraines vedkommende. Men det bliver det vestlige demokratis tragedie, fordi Vesten selv bliver medskyldig i de fatale ulykker samtidig med at man opruster for lige som at puste sig op som en advarende kalkunsk hane. Man undlader den løsning der på en og samme gang ville have være bedst for Ukraine, accceptabel for Rusland og tålelig for de fredeligtsindede demokratier. Nu hænger alle tre parter - Ukraine, Rusland og Vesten - på følgerne i årtier, og demokratiet må erkende at Europa til skade for alle parter på ny er blevet splittet nøjagtigt som det blev i 1946-47.

De højder forargelsen mod Putin har nået giver undertegnede mindelser om den voldsomme, men fuldt berettigede forargelse mod Sovjetunionen for massakren mod Ungarn i 1956, etableringen af Berlin-Muren i 1961 og bekæmpelsen af Solidaritetsbevægelsen i Polen i december 1981. Navnligt i 1956 gik bølgerne højt, fordi det var første gang at landets eneste fjernsynskanal gik i den politiske massekomunikations tjeneste og gjorde det med sin underholdningschef som vært. Det sørgelige i de nævnte tilfælde var at Vesten intet kunne stille op, men håb var der, og det lå ganske enkelt i at frihedsbevægelserne i disse lande forblev aktive, mens Sovjetunionen stille og roligt stagnerede og gik i forfald, lige til Gorbatjov kom til og forsøgte at redde landet med åbenhed og reformer. I den aktuelle konflikt i Ukraine, kommer man heller ikke nogen vegne med forargelsen, men ukrainerne ønsker helhjertet at bevare og sikre deres frihed, og dette opnår de ikke ved militære midler, men alene ved forhandlinger med fjenden. Det vil sige at håbet alene ligger i at disse forhandlinger fører til et kompromis. Og dette forudsætter igen at ukrainerne erkender realiteterne.


Klimaets tragedie

Vestens splittelse og katastrofale rådgivning af den ukrainske regering vil gøre følgerne af det russiske overgreb meget langvarige og kostbare, og den samtidige, i mine øjne helt irrelevante oprustning bliver også ufattelig kostbar. Så resultatet er givet på forhånd: der skal ske besparelser alle andre steder, og det vil først og fremmest sige i velfærdspolitikken og i klimapolitikken. En hel del indskrænkninger i velfærdsgoderne kunne mere end halvdelen af befolkningerne i EU sikkert godt klare, fordi de i realiteten blot betyder indskrænkninger i overforbruget. Men med klimaproblemet er det langt værre, for her har man hidtil klaret sig mest med skønne ord og kønne målsætninger.

Det betyder at de vestlige lande slet ikke i tide vil kunne leve op til de nødvendige forholdsregler. Verden vil inden for få årtier opleve katastrofal hungersnød og sygdom i de fattigste lande. Man taler om tre-fire milliarder mennesker, hovedsageligt i Afrika. Og så mange nødlidende vil uundgåeligt give enorme flygtningestrømme mod Europa.

Det bliver en omfattende tragedie der direkte eller indirekte vil ramme hele kloden og dens 8-9 milliarder beboere med helt uforudsigelig kraft.


Kulturens tragedie

Tilspidsningen af klimaproblemet vil uundgåeligt give spændinger og sammenstød mellem rige og fattige lande, men den vil også give specifikke udfordringer for alle kulturer, også den vestlige kultur som vi vesterlændinge af gode grunde opfatter som særlig værdifuld - takket være den høje grad af både frihed og tryghed. Det må frygtes at stater med diktatur kun vil blive endnu mere undertrykkende for menigmand. Men heller ikke de demokratiske lande inden for den vestlige kultur vil undgå problemer og rystelser.

Måske vil det største problem blive at uligheden er blevet større med velstandsstigningen, og dette problem forstærkes kun af at der samtidig er blevet større kløft mellem politikerne og folket og mellem eliten og folket.

Tragedien ligger i vi ikke er herre over situationen eller udviklingen, men så at sige må afvente begivenhedernes gang og prøve at finde udveje når problemerne hober sig op. Her kommer den demokratiske vilje til fred, dialog, samarbejde og fordragelighed på sin store prøve. Ingen skal tro at det går glat, men alle har lov at håbe at de overlever og måske oven i købet vil komme til at sidde tilbage med en erfaring og en visdom som ikke var kommet hvis alt var gået glat.

Umiddelbart er tragedien størst for Ukraine, fordi det er her de direkte ulykker rammer hurtigt og ubarmhjertigt. Her burde de vestlige værdier og erfaringer tilsige alle til i ydmyghed at pege på en pragmatisk løsning der i en eller anden form for neutralitet giver Rusland den ønskede og ikke helt urimelige sikkerhedsgaranti og samtidig i ydmyghed sørge for overvægt af det gode i det nærmiljø vi hver især er opvokset i og har fundet os til rette i. De politiske ledere har slet ikke opdaget at menneskets indre konsistens kræver dette, derfor skal vi ikke fæstne overdreven lid til deres formåen.

Ejvind Riisgård


Henvisning    Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Ukraine-krigen vil ændre Europa uanset hvor længe den varer  (24.2.23.)
Den ukrainske tragedie har forandret verden  (2.6.22.)
To slags årsdage for sejren over Nazityskland  (11.5.22.)
Ukraine-tragediens tredje del bliver efter Butja en langvarig affære  (10.4.22.)
Ukraines og Europas tragedie fortsætter  (31.3.22.)
Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død  (11.3.22.)
Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa  (5.3.22.)
Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Rusland, Østeuropa og Vesten  (22.1.22.)
Udfordringen for Tysklands nye kansler kræver langt mere end pragmatisme  (23.12.21.)
Alvoren i menneskets eksistens spidser til  (12.12.21.)

Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Russerne er dumme (Zakejev-sagen)  (30.10.02.)
Putin: Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Putin, Vladimir, fortsætter som zar i Rusland  (6.3.12.)
Putin, Vladimir, russisk præsident ( Zakajev-sagen)


Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

Jubilæum for Murens Fald i 1989  (9.11.14.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.) Krig om koldkrigsforskningen  (18.1.07.)
Stalinismens fascination  (10.3.03.)


Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal