JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - triernymfomaniac

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.9.14.

Trier, seksualiteten og eksistensen
-anmeldelse af filmen 'Nymphomaniac'

Indledning
Gennemgang af filmen

(1) Den fuldkomne fisker
(2) Jerome
(3) Mrs. H
(4) Delirium
(5) Den lille orgelbog
(6) Østkirken og Vestkirken
(7) Spejlet
(8) Pistolen

Idé, grænseoverskridelse og poloni
Seksualitet og eksistens
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger

Indledning Til toppen Næste

Lars von Trier er ubestridt Danmarks største filmbegavelse, ja, et filmgeni af international rang. Hans hovedfilm fra de senere år har naturligvis været grundigt behandlet her på siderne. Jf. Triers 'Melancholia' (31.5.11.) Triers 'Antichrist' (8.6.09.) 'Dogville' og Lars von Trier. Og naturligvis skal også 'Nymphomaniac' fra 2013 anmeldes.

Undertegnede har forlængst set den fire timer lange biografversion - både i biografen og som dvd - men har ventet på Triers egen, helt uforkortede og fem en halv times lange udgave (director's cut), fordi Trier har taget udtrykkeligt forbehold for biografversionen. Han har ikke deltaget i dens realisering, men nødtvunget accepteret den, fordi Zentropa stort set ikke ville kunne få tilstrækkelige tilladelser til at vise den lange udgave rundt omkring i verden på grund af tabuerne og censurbestemmelser om nærbilleder af seksualscener. Den lange udgave indeholder dog ikke blot flere klip med seksualscener, men også flere klip af de helt centrale samtaler mellem filmens to hovedpersoner - nymfomanen Joe og den intellektuelle Seligman. Disse er jo på ingen måde anstødelige, men må være skåret ned i biografudgaven for ikke at gøre denne for lang. Fire timer er i sig selv en anselig længde for en film. Og når Trier og filmselskabet ikke har kunnet blive enige om en passende beskæring der holder sig inden for en sådan tidsramme, tyder det på at Trier her er stødt på en grænse for sin kunstneriske skaben. Han har tilsyneladende villet have for meget med. Men nu har den lange udgave været vist offentligt her i landet for et par uger siden, og så må den anmeldes.

'Nymphomaniac' handler om en kvindes specielle livshistorie som nymfoman, fortalt af hende selv omkring 50 års alderen. Men nymfomanien er vel at mærke hendes egen diagnosticering, for udtrykket er i dag forældet, hvis man skal tro sexologen Christian Graugaard. Det var gængs i den gynækologiske psykiatri et stykke ind i 1900-tallet, men er gennemsyret af "nedladende kulturelle normer og anvendes nu om dage mest humoristisk". Ordet kommer af det græske ord 'nymfe', der egentligt blot betyder ung kvinde eller brud, men i mytologien dækker flygtige naturånder der er fulde af kødeligt begær - noget lignende elverpigerne i nordisk mytologi.

Mere neutralt klinisk taler man om hyperseksualitet, en stærkt forøget kønsdrift, men også dette ord er subjektivt i den forstand at bedømmelsen af kønsdriftens størrelse ifølge sexologen Preben Hertoft altid afhænger af den kulturelle, sociale og sundhedsmæssige opfattelse på hver given tid. Ordet 'hyperseksuel' kan derfor forstås både positivt og negativt. Men det hører med til billedet at ukritisk seksuel adfærd kan være resultat af sindslidelser, hjerneskader eller demens. Og desuden gælder at udækkede følelsesmæsige behov kan søges kompenseret ved øget seksuel aktivitet - men at dette ikke uden videre skal udlægges som øget seksualtrang.

Disse saglige bemærkninger kan måske umiddelbart virke lige så tørre og digressive som dem den meget intellektuelle og belæste Seligman kommer med i filmens gennemgående samtale, men sagen er jo at det er gavnligt at have visse grundbegreber på plads når man skal reflektere over tingene, herunder ikke mindst om noget så eksistentielt centralt som seksualiteten. Der er mange mennesker der skyr al refleksion, enten af princip (man ønsker at leve i nuet) eller af frygt for hvad den kan medføre (den fører nemlig altid nye assocationer med sig som man må forholde sig til). Men det fine og karakteristiske ved Lars von Trier er netop at han livet igennem har haft både stor nysgerrighed og stor trang til refleksion, og at han inddrager begge dele i sin filmkunst.

Rammen i 'Nymphomaniac' er samtalerne mellem den nymfomane kvinde Joe og det intellektuelle bogmenneske Seligman der trods sine høje alder er seksuelt uerfaren og uskyldig. Det er ham der sætter samtalerne i gang, da han finder den gennembankede og forslåede Joe i baggården og installerer hende i en varm seng og giver hende te med mælk. Hun vil gerne fortælle ham sin historie, men har svært ved at få begyndt. Og her hjælper hans undertiden mærkelige, altid aseksuelle bemærkninger hende. Og resultatet bliver at vi kommer gennem hele hendes historie på en måde der hjælper hende til selv at se mønsteret og dermed også forstå sig selv bedre. Samtalerne bliver i virkeligheden terapi, og de virker netop terapeutiske fordi Joe får lov til at fortælle sin historie uden censur eller dom. Seligman lytter og kommenterer så godt han kan - og hun bliver klar over at der er en bestemt grund til at der er grænser for hans forståelse. Men han forstår det vigtigste: at hun har brug for at fortælle.

Fordelen ved den lange udgave af filmen er at samtalerne fylder mere og bliver mere nuancerede end i den korte udgave. Og både Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård yder det allerbedste de kan som henholdsvis Joe og Seligman.

Gennemgang af 'Nymphomaniac' Til toppen Næste

Den følgende gennemgang af filmen benytter den officielle kapitelinddeling med gengivelse af de tilhørende korte oplysninger på engelsk, og den benytter også filmens egne, vulgære udtryk for kønsdele.

Filmen indledes med et par sentenser:

Joe siger: Perhaps the only difference between me and other people is that I've always demanded more from the sunset. More spectacular colors when the sun hit the horizon. That's perhaps my only sin.

Og Seligmans stemme læser Edgar Allan Poe: During the whole of a dull, dark, and soundless day in the autumn of the year, when the clouds hung oppressively low in the heavens, I had been passing alone, on horseback, through a singularly dreary tract of country; and at length found myself, as the shades of the evening drew on, within view of the melancholy House of Usher.

Det er indledningen til 'Huset Ushers Fald' der forekommer så relevant at den her skal gengives i sin helhed i Arne Herløv Petersens oversættelse på dansk:

En lang mat, mørk og lydløs dag i høsten, mens skyerne hang lavt på himlen, havde jeg redet alene gennem en usædvanlig trist egn af landet, og omsider, da aftenens skygger blev lange, befandt jeg mig inden for synsvidde af det melankolske Huset Usher. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til - men ved det første glimt af bygningen lagde en ulidelig dysterhed sig over mit sind. Ulidelig, siger jeg; thi denne følelse mildnedes ikke af hin stemning, der er halvvejs behagelig, fordi den er poetisk, hvormed sindet i reglen tager imod selv de barskeste naturindtryk af det øde eller frygtindgydende. Jeg så på sceneriet foran mig - på det nøgne hus og herresædets enkle landskabelige træk - på de kolde mure - vinduernes tomme øjenhuler - de få tuer af stargræs - de spredte hvide og frønnede træstammer - med en total modløshed, som jeg ikke kan sammenligne med nogen anden jordisk fornemmelse end den, opiumsrygeren rammes af, når han vågner af drømmen - det bitre fald tilbage til dagligdagen - det modbydelige øjeblik, hvor sløret falder. Det isnede om hjertet, der fyldtes af en synkende og kvalmende følelse - en uforløst tankens melankoli, som ingen ansporing af fantasien kunne pine frem til det sublime. Hvad var det - stoppede jeg op for at tænke - der i den grad tog modet fra mig, mens jeg skuede Huset Usher? Det var et mysterium, der ikke var til løse; ejheller kunne jeg fatte de skyggeagtige fornemmelser, der trængtes i mit sind, mens jeg grundede. Jeg blev nødsaget til at lade mig nøje med den utilfredsstillende konklusion, at selv om der ikke herskede skygge af tvivl om, at der findes kombinationer af ganske enkle naturlige genstande, der har magt til at påvirke os således, ligger analysen af denne magt stadig blandt de overvejelser, der er uden for vor rækkevidde......

Filmen indledes med en stor mørkegrå flade og nogle svage lyde. Tiden står nærmest stille. Efterhånden skimtes en trist baggård med skure, mure, nedløbsrør og nogle jernting der giver lyde fra sig. Det regner, og man hørers lydene af regnen på bliktagene og svage lyde fra et tog i nærheden. Musikken bliver højere og højere og viser sig at komme fra en entre i et af husene. En mand tager overtøj på og går ud.

I baggården i den tætte og triste bebyggelse ligger en gennembanket og forslået kvinde. Den midaldrende mand får lidt brød i kiosken. På tilbagevejen opdager han kvinden og konstaterer at hun er i live. Han siger han vil tilkalde ambulance og politi, men det frabeder hun sig udtrykkeligt. Hun trænger kun til en kop te med mælk. Han tilbyder hende at tage hende med hjem, dvs. med op i sin lejlighed der er fyldt med bogreoler og bøger. Hun får bad og pyjamas, kommer i en nyopredt seng og får sin te. Hun forklarer at hun selv har været ude om det. "Jeg er bare et dårligt menneske". Det mener han ikke nogen er, men hun fastholder det. De præsenterer sig for hinanden. Hun hedder Joe - og han Seligman, der betyder 'lykkelig mand'. Han er jøde, men ikke religiøs. Det var hans bedsteforældre. - Han beder hende fortælle hvad der er sket, men det bliver en lang historie og hun véd ikke rigtigt hvor hun skal begynde.

På væggen opdager hun en mærkelig tingest der ligner en fiskekrog. Seligman forklarer nærmere om den og han fortæller om Izaak Waltons bog 'Den fuldkomne fisker' fra 1653. Den har undertitlen 'Den kontemplative mand' og har været en romantisk naturbibel for ham. Han forklarer hvorfor og fortæller om fiskeri som et nærmest eksistentielt fænomen. Det giver Joe en idé om hvordan hun skal begynde sin fortælling.

Kapitel (1) Den fuldkomnne fisker (The Compleat Angler) Til toppen Næste

How does an ordinary bag of chocolate sweets become a symbol of sexual victory? As Joe and her experienced friend B embark on a train trip, they bet on how many men they can seduce on the ride. The grand prize is a delicious bag of chocolate sweets, and it soon becomes clear to Joe that in order to win, she needs to lure the prey into biting the hook like a skilled fisherman.

Allerede som to-årig opdagede Joe sin fisse. Og senere legede hun en speciel leg med sin veninde i badeværelset. De gned underlivet mod det våde gulv - og fik lystfølelse. I gymnastiktimerne i skolen nød hun fornemmelsen af rebet mellem benene (the sensation). Men, understreger hun: Hun har altid forlangt mere af solnedgangen end andre mennesker, mere spektakulære farver når solen rammer horisonten. Og det er hendes egentlige 'synd'. - Seligman fatter ikke rigtigt at hun bruger det religiøse syndsbegreb. Jeg ser ikke synd nogen steder. - Du forstår mig ikke, replicerer hun, og han forstår at han først og fremmest skal lytte og ikke tage stilling.

Hendes mor (spillet af Connie Nielsen) interesserede sig ikke for hende. Hun lå mest på sofaen og spillede kabale med ryggen til de andre [kabale hedder solitaire på engelsk - og er jo netop et kortspil man spiller med sig selv]. Hendes far (Christian Slater) var læge og liberalt indstillet. Ham elskede hun - og han havde en anatomibog med kvindelige organer hun kunne studere. Hun bemærkede at der var noget der hed 'nervus pudendus' [de ydre kønsorganers nerver] og 'nervus dorsalis clitoridis' (nerver på bagsiden af clitoris). - Faderen tog hende ofte med ud i skoven og fortalte hende om træerne, specielt om asketræerne som blev "misundt af andre træer" fordi de var de smukkeste i skoven, og når de om vinteren tabte bladene, viste der sig sorte knopper på kvistene. "De havde haft fingrene nede i asken". Asketræet var livstræet i den nordiske mytologi.

Som meget ung pige blev det vigtigt for Joe at komme af med sin mødom. Hun henvender sig til en mand i en kælder. Han har en motorcykel og nogle gode hænder. Hun spørger ham ligeud om hendes ønske er et problem. Det mener han ikke. Han viser hende en madras og beder hende tage trusserne af. Og så tager han hende ellers koldt og hårdt tre gange forfra og fem gange bagfra. 3 + 5 kommer der til at stå med store tal på lærredet. Det var meget smerteligt for Joe, som dog når med et enkelt greb at løse hans problem med karburatoren på motorcyklen - inden hun med forsigtige skridt går op af kældertrappen. Hun imponerer fyren med sit greb. Men hun glemmer aldrig de to tal eller ydmygelsen ved hans behandling. Seligman fortæller hende om tallenes matematiske sammenhæng: Det er Fibonacci-tal, opkaldt efter en italiensk matematiker. Og hvert tal i rækken er summen af de to foregående tal (0,1,1,2,3,5,8,13... osv).

'Fiskeriet' kommer ind i sagaen, da Joe fortæller at hendes veninde B fandt på en konkurrence om hvem der kunne få flest mænd som kunder i et tog. Præmien var en pose chokolade. Metode var bare at gå ind i en kupé, smile til en mand, stille nogle spørgsmål med et hv-pronomen, fx hvad er klokken? Og derefter gå på toilettet med en af dem. - Seligman sammenligner med det rigtige fiskeri og dets mange nuancer. Joe vinder konkurrencen fordi hun får særlige point ved at give en mand på 1. klasse et blowjob. Hun finder selv sin opførsel med den gifte mand forkastelig, fordi han får fortalt at han skulle hjem til sin kone med henblik på at gøre hende gravid i den rette periode i hendes cyklus. Seligman mener dog at Joe faktisk hjalp manden med at gøre konen gravid, fordi hun forbedrede hans sæd!

Seligman er lykkelig på sin egen måde. Han deler folk ind i dem der klipper negle på venstre hånd først og dem der gør det modsatte. Han hører selv til dem der klipper neglene på højre hånd først, for så er det letteste tilbage. Joe gør det omvendte. Hun går straks til nydelsen.

Joe protesterer mod at Seligman serverer en rugelach (et jødisk stykke wienerbrød) med kagegaffel. Han mener det er praktisk at spise wienerbrød med kagegaffel, men Joe mener bestemt ikke det hører sig til.

Joe havde som ung pige mange knald med tilfældige mennesker. Hun bildte mændene ind at hun aldrig havde fået orgasme før, og det blev de fleste stolte af at høre. Kun én gennemskuede tricket.

Sammen med B dannede Joe klubben "Den lille flok" af jævnaldrende piger. De synger en sang med strofen 'Mea Vulva, mea optima vulva' - på en melodi der bruger det djævelske interval, tritonus, (en forstørret kvart der i sin tid blev forbudt, fordi den var uskøn og vanskelig at synge). Det var en regel i klubben at de kun måtte kneppe med den samme mand én gang. Men B bryder selv reglen. Og da Joe protesterer, hvisker B hende i øret at hemmeligheden ved sex er kærlighed. Det accepterede Joe ikke. For hende var kærligheden bare sex med jalousi oveni. - Hun begyndte at studere medicin for at blive læge lige som faderen, men kunne ikke koncentrere sig og søgte derefter tilfældige job.

(2) Jerome Til toppen Næste

"Love is just lust with jealousy added". Though love is a shallow feeling in the eyes of the cynical nymphomaniac, young Joe is met by forces penetrating her armoured defences. His name is Jerôme.

Bl.a. søger Joe job som sekretær i et firma - uden ringeste kontor-kompetence. Ironisk adspurgt mente hun dog nok hun kunne åbne en kuvert. Chancen for at få jobbet fortoner sig, men alligevel får hun det. Chefen viser sig at være fyren med motorcyklen - altså hendes første 'kærlighed' - Jerome (Shia LaBeouf) der kan genkende hende. Han ser det tilmed som et tegn fra Gud at hun kommer. Den første fejl hun laver er at servere hans morgenkaffe og -brød uden kagegaffel. Han vil have sin gaffel - og hun skal iøvrigt ikke begynde at lave om på noget. Den næste fejl er at hun rydder op på hans skrivebord og begrunder det med at hun syntes der trængte til at blive ryddet op. Men hun skal heller ikke begynde at tænke.

Pludseligt sker der en ændring inde i Joe. Hun kan se orden i Jeromes rod. Men da hun kommer til at sidde fast sammen med ham i en elevator og han prøver at gøre tilnærmelser, vil hun ikke have sex med ham. Han tager til efterretning at hun er sådan. Men efterfølgende behandler han hende koldt og overlegent. Han lader hende følge med rundt i sin store, flotte bil når han skal ud. Men da han et sted ikke kan parkere vognen mellem to andre, tilbyder hun ham at gøre det. Han protesterer først, men da hun insisterer, får hun lov. Og klarer til hans store utilfredshed opgaven elegant, idet hun åbenbart i hovedet bruger den matematik der skal til - og som anskueliggøres på lærredet.

Hun har sex med andre, men kommer til det resultat, at kærligheden forvrænger tingene. Den taler til de laveste instinkter i os. Hun begyndte at gå ture i sin barndoms skov med asketræer - og vi hører den smukke langsomme sats af Cesar Francks sonate for violin og klaver, i versionen for cello og klaver. Hun mindes at faderen i sin tid fortalte hende om træernes sjæle.

Nu er hun holdt op med at dyrke sex i det hele taget. Til gengæld bliver hun mere og mere optaget af Jerome, som hun ligefrem prøver at træffe privat.

(3) Mrs H. Til toppen Næste

Keeping track of a large network of lovers isn't always easy, and Joe is soon confronted with the unpleasant consequences of being a nymphomaniac. After all, you can't make an omelet without breaking a few eggs.

Joe optrapper sin jagt på mænd; hun studerer pikke, især sorte! Hun får mange sex-aftaler med mænd, så mange at hun efterhånden ikke kan skelne dem fra hinanden. En af dem - H - vil giftes med hende. Og da hun prøver den bortforklaring, at han ikke vil slippe sin kone, tager han en hurtig beslutning, tager hjem og kommer staks tilbage med et par store kufferter. Han har gjort op med sin kone og vil flytte ind hos Joe.

Nu følger en af filmens allermorsomste scener, idet Mrs. H. (Uma Thurman) simpelthen dukker op med sine tre børn for at se hvordan mandens nye kæreste ser ud og har indrettet sig. Hun bliver mere og mere sarkastisk, men tager også de tre drenge med ind for at de kan se soveværelset "hvor det hele foregår". Hun mener forevisningen vil kunne hjælpe dem under den terapi de skal gå til hvis hun ellers havde råd. Hun foreslår at de laver en kande te - og forklarer Joe at H plejer at få to stykker sukker i tekoppen. Det sker hverken værre eller bedre end en af Joes yngre kunder efter aftale dukker op med en buket, men bliver modtaget af Mrs. H. og budt inden for. Nu er det blevet til en hel "ménage a trois"! Joe forsøger at gøre opmærksom på at det hele beror på en fejltagelse, og at hun ikke elsker H. Mrs. H. tager det som en fælde, men skruer stemmeniveauet op. Hun vil gå med drengene, men bliver hysterisk da en af dem løber tilbage til faderen. Det skal han ikke have lov til, og det ender med at hun råber højere og højere.... Joes kommentar til Seligman: H var en klæbrig satan.

Joe var klar over at hun for sit eget vedkommende var blevet "sexafhængig af lyst, og ikke af nød". Begæret førte ødelæggelse med sig overalt hvor hun var.
"For mig var nymfomani lig med afstumpethed."
Seligman: Følte du det var dårligt eller godt?
Joe: Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at ensomheden ikke havde konsekvenser.

(4) Delirium Til toppen Næste

Delirium: Confusion. Delusion. Hallucination. The nymphomaniac's father dies.

Seligman kommer ind på at der er noget der hedder delirium, en abnorm psykisk tilstand der kan medføre desorientering og uklar bevidsthed. Joe kommer i tanke om sin fars delirium - da han alvorligt syg lå på hospitalet. Vi ser hende på vej til et hospital om aftenen - og hører oplæsningen af indledningen til Poe's 'Huset Ushers fald' (som er gengivet i begyndelsen af artiklen).

Faderen påstod at han ikke var angst - heller ikke for døden. Han citerede oven i købet den gamle græske filosof Epikur, der skal have sagt at "Hvor døden er, er vi ikke; og hvor vi er, er døden ikke". I virkeligheden en yderst intellektuel opfattelse der i Epikurs tilfælde lå i at han var en decideret 'materialist' der så sjælen som en ting som alle andre ting.

Joe's far røber da også sin inderste angst, da han i søvne pludseligt råber efter sin kone, Joe's mor, som han nok har forsvaret over for Joe's kritik, men reelt ikke længere har noget varmt forhold til. Og han giver sig til at græde. Joe, der har våget længe ved faderens sygeseng, rådes til at gå en tur i parken. Her finder hun et askeblad med sorte knopper - og vender tilbage til sygesengen. Hun beder ham forklare hvordan det forholder sig med disse sorte knopper, og han genfortæller gerne historien, som hun har hørt hundrede gange før. Med ét får faderen delirium og må fixeres og have en beroligende indsprøjtning. Efterfølgende ser han på Joe med et blik der vidner om seksuel lyst - og hun oplever i sit indre et samleje med ham. Da hun forlader stuen, går hun ind i et depot og får sex med en tilfældig assistent.

Faderen dør og ligger i sengen med kæben bundet op. Joe's mor er kommet til stede, men går hurtigt. Joe finder sin egen manglende medfølelse med faderen skamfuld. Samtidig konstaterer hun at hun er blevet våd i skeden. - Som det belæste menneske Seligman er, kan han fortælle hende at det er normalt at blive seksuelt ophidset i krisesituationer.

(5) Den lille orgelbog Til toppen Næste

A chorale prelude by Bach: Three voices each with its own character, but in complete harmony. In other words: POLYPHONY. The nymphomaniac is easily inspired, and acts it out.

Joe spørger hvilket bånd Seligman har i båndoptageren. Han lytter for tiden til Bachs 'Lille orgelbog' (Orgel-Büchlein), især til den den trestemmige koral: "Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ" (BWV 639). Han forklarer at polyfoni betyder at stemmerne har hver deres egen melodi, men tilsammen også giver en harmoni. Og han påpeger også at Bach var meget interesseret i talmystik.

Det smukke værk spilles - og Joe fortæller om netop tre meget forskellige elskere: F, G og Jerome. Til venstre i billedet se den store og stærke F der er basstemmen med orgelpedal med sine faste og ligefremme ritualer, der også kan lide at have Joe siddende på skødet. Til højre i feltet G (tigeren), mellemstemmen der som en kat tøver med at gå ind, men iøvrigt har smidige bevægelser. Og i midterfeltet J, den gamle kending Jerome, der udgør den øverste stemme med den faste melodi (Cantus firmus), og som Joe indledte et nyt og varieret forhold til der kom til at bekræfte veninden B's påstand om at kærlighed er den hemmelige ingrediens i sex.

Illustrationen af de tre samtidige polyfoniske stemmer på lærredet er overordentlig morsom, men fejler dog for så vidt de tre videoer vises som lodrette spor ved siden af hinanden, hvor musikken sædvanligvis høres og opfattes som vandrette forløb oven over hinanden, men i det lodrette spor giver en skiftende harmoni. Om Trier har overvejet eller prøvet at gøre noget lignende i filmen, ved jeg ikke. Formentlig vil det være teknisk meget svært, om ikke umuligt..... Men det kan lade sig gøre i balletten, fordi man her kan lade dansere danse hver sin stemme samtidigt på scenen.

Joe fortæller at hun i forholdet til Jerome opdager at hun ikke længere føler noget ved samleje med ham. Joe må gå tilbage i historien for at forklare hvad sagen drejer sig om.

12 år gammel er hun på skoleudflugt i bjergene. Vi ser utroligt smukke og fine billeder af blomstrende græs, summende bier og en gøg der synger sit kendte interval (en lille terts). Joe ligger på ryggen - og får et syn i 'forklaret' lys. Hun ser sig selv svævende mellem to figurer på hver side i et særligt lys. Seligman tror dårligt nok sine øren. Vil hun virkelig påstå at hun havde fået en spontan orgasme. Det bekræfter hun, selvom lægen dengang udlagde det som udslag af epilepsi.

Den ene af figurerne - med slør og spædbarn - opfatter Joe som Jomfru Marie, men ud fra beskrivelsen kan Seligman fortælle at kvinden ikke var Maria, men Valeria Messalina, som var gift med kejser Claudius og kendt som nymfoman. Og den anden figur var den babyloniske skøge, der red på Nimrod i skikkelse af en tyr. Joe's syn var altså en blasfemisk udgave af Jesu forklarelse på bjerget hvor de rigtige personer var Moses og Elias. Det var en af Østkirkens helligste tekststeder. Kristi menneskelige natur blev gennemskinnet af evighedens guddommelige lys....

Men senere mistede Joe helt evnen til orgasme. Til tonerne af Wagners 'nedstigningen til Nibelungernes underverden' fra Rhinguldet ses den unge Joe dale ned og ned i et bundløst dyb. Joe forklarer at det i Seligmans tilfælde ville svare til et tab af lysten ved at læse litteratur. Og dét kan han slet ikke forestille sig.

Joe fortæller videre at hun i sin fortvivlelse gik ud på badeværelset og slog sig i skridtet med et vådt håndklæde. Jerome kom til og fik hende standset. - Seligman får associationer til Zenons paradoks med den hurtigtløbende Achilleus og den langsomme skildpadde. Joe er Achilleus og orgasmen er skildpadden med forspringet. Og Joe kan lige så lidt som hurtigløberen Achilleus nå skildpadden, for det eneste der sker er at forspringet halveres i det uendelige. Joe jagter altså orgasmen forgæves!

Joe bliver klar over at Seligman slet ikke forstår at tabet af evnen til orgasme var det værste der kunne ske for hende. For den betød at hendes fisse var blevet følelsesløs. - Joe: Jeg tror slet ikke du hører efter. For når jeg fortæller mine beskidte historier til andre mænd, så bliver de altid ophidsede. - Seligman: Det gør jeg også. - Joe: Ja, men over det matematiske pis..... Hvad slags menneske er du egentlig?.... Hvorfor har jeg ikke gættet det før? .... Du har aldrig været sammen med en kvinde!

Seligman: Det er rigtigt…. Jeg er uskyldig; jeg er jomfru…. Jeg har læst 'Decameron' og 'Tusind og én nat' med stor fornøjelse, men med litterær fornøjelse. Det gør mig til en god, neutral bedømmer af din historie, for jeg ser den uden seksuel farve.... Joe ser nærmest medlidende på ham.

Joe får øje på den russiske ikon på væggen med Jomfru Maria og barnet. Vi hører igen Bachs 'Ich ruf zu dir', og Seligman forklarer forskellen mellem Østkirken og Vestkirken. Østkirken (den ortodokse kirke) er præget af glæde og lykke. Vestkirken (den romersk-katolske kirke) derimod af lidelse.

Joe: Lad os så kalde næste kapitel 'Østkirken og Vestkirken'. Men jeg pepper titlen op med en undertitel: 'den tavse and'.

(6) Østkirken og Vestkirken (og Den tavse and) Til toppen Næste

The Eastern Church is often referred to as the Church of Joy, and the Western Church as the Church of Suffering. Should you make a mental journey from Rome eastwards, you'll find that you move away from guilt and pain, and towards light and joy. However, what Joe comes to learn is that pain and pleasure can be closer than you'd think.

Joe og Jerome går på restaurant. Jerome tilbyder Joe 5 £ hvis hun kan få an kageske op i skeden. Hun går hen til buffeten og henter 8-10 skeer mere og stikker dem alle op i skeden. Tjeneren kommer med isdesserten og ser at de ikke har fået skeer. Han kommer med et par. De går samme vej efter endt brug til desserten. - Folk begynder at kigge. Tjeneren kommer med overtøjet - og parret går grinende ud mens alle skeerne falder ud under Joe's skørt.

Det blev en periode med ro og hjemlig hygge for Joe. Men hun blev også gravid og fik ved kejsersnit en dreng de kaldte Marcel - efter krigsguden Mars. Under operationen mindede lyden af instrumenterne Joe om akkorden fra 'den lille flok' altså den djævelske tritonus-akkkord. Og da barnet kom ud, lo det ad hende. - Seligman kommenterer: 'Den grinende søn' er Noahs søn Ham der grinede da han blev født. Sådan fortæller Thomas Mann i 'Dr. Faustus' - og det var vel at mærke et satanisk varsel.

Joe: Moderkærligheden som sådan var ikke noget problem, men når jeg så drengen i øjnene, følte jeg, at jeg blev gennemskuet, og at min kærlighed ikke blev gengældt.

Men Jerome blev ikke skånet for sex. Han måtte til sidst sige fra og bede hende lade sig 'fodre andetsteds'. Han accepterede formelt at hun dyrkede sex med andre. Hun gav den bl.a. i rollen som 'spillelærerinde'. Seligman forestiller sig alt muligt sjovt - og kommer til at grine. - Joe fik mange kunder, og spillede dum og naiv - bl.a. i forbindelse med et bilstop i en smal gade. Her fik hun fire-fem mænd til at forsøge at ordne vognens startkabler, som Joe selv havde revet af. En af kunderne så på nogle noder i vognen at hun spillede Beethovens 'Für Elise' - og nævnte at Beethoven ikke kunne skrive fugaer [Det havde Seligman en anden mening om].

Reelt blev Jerome jaloux og beskyldte Joe for at forsømme Marcel.

Joe får lyst til at prøve sex med en mand hvis sprog hun ikke forstår. Hun ser fra vinduet nogle sorte mennesker og en tolk. Hun henvender sig til denne ret undseelige tolk og beder ham spørge en af de sorte om han vil have sex med hende. Det bliver til en aftale på et billigt hotel. Og her møder to negre op for at lave en såkaldt 'sandwich', hvor de trænger ind i kvinden fra hver sin side samtidigt. Men de skændes højlydt om hvem der skal have hende forfra og hvem bagfra. Og der følger en pragtfuld scene mellem de to negre, som Joe kalder dem, der skændes om hende med store erigerede organer, mens hun sidder på sengen uden at kunne forstå noget som helst. - Seligman protesterer mod at hun kalder de sorte mænd for negre, for det er politisk ukorrekt, men hun svarer, at i hendes kredse kalder man en spade for en spade. Det at tabuisere bestemte ord er udemokratisk.

Joe begynder nu at frekventere en klinik hvor sadisten K (Jamie Bell) mishandler kvinder mod betaling - uden at han efterfølgende har sex med dem. Kvinderne skal komme mellem kl. 2 og 4 om natten, skal gøre hvad han siger og lade sig binde og piske. De har ingen mulighed for at sige stop (der er intet 'safeword'). De bliver ikke kneppet - og de skal ikke spørge om hans hensigter. Han tvivler på at det er noget for Joe - og tester hende ved på stedet at give hende et par knaldhårde lussinger. Hun insisterer på at komme igen. Hans behandling sker i et stort, lydtæt rum, hvor hun bliver bundet til en sofa med enden i vejret. Første gang bliver hun slet ikke slået. Han er ikke helt tilfreds med arrangementet og konstaterer at hun heller ikke er våd i skeden. Så hun må komme igen. Næste gang er det bedre, og hun får 12 piskeslag med den medbragte ridepisk.

Joe sammenligner selv behandlingen hos K med Jesu lidelseshistorie. Hun fortæller Seligman om K's trick med snøring af rebet om håndleddene: Slapper hun af, strammer de ikke. Det får Seligman til at fortælle om en berømt bjergbestiger der engang faldt ned og hang en i tynd line, han ikke kunne klatre op ad. Han løste problemet ved at bruge sine snørebånd til at lave løkker på linen som han kunne træde op på. Prusik hed han. Men Joe synes historien er Seligmans tåbeligste digression.

For at komme til seancer hos K må Joe forlade Marcel om natten og skaffer derfor en barnepige. Engang dukker barnepigen ikke op til aftalt tid. Men Joe forlader alligevel den sovende dreng. Han vækkes af lyd og lys fra udrykningskøretøjer på vejen, står ud af sengen og går ud på altanen - mens vi hører samme smukke Vivaldi-musik som Trier brugte i Antichrist. Scenen skifter til rummet hos K og igen til Joe's og Jerome's lejlighed. Jerome kommer hjem og redder i sidste øjeblik drengen fra at falde ud over altanen (i modsætning til hvad der sker i Antichrist). Han tager nu en alvorlig snak med Joe, som han ikke længere stoler på. - På selve juleaften bliver hun konfronteret med drengens reaktion. Jerome vækker ham og lader ham række ud efter Joe. Hun får klar besked: Hvis hun går, vil hun aldrig se drengen igen. Ikke desto mindre går hun. Og på klinikken får hun sin julegave af K - en nihalet pisk, pænt pakket ind i gavepapir. Men da hun prøver på at kysse ham, støder han hende væk. Hendes straf bliver ekstra streng: den romerske rets maximumsstraf: 40 piskeslag. - Seligman korrigerer. Straffen hos romerne var 39, fordi slagene altid blev delt i tre ad gangen!

Da Joe kommer hjem til lejligheden er den tom - og hun fortæller Seligman at hun aldrig siden så Marcel. Jerome beholdt ham heller ikke, men sendte ham på børnehjem. Hun bliver berørt ved at genfortælle historien - men udbryder at hun hader al den sentimentalitet omkring børn og kærlighed, for den er løgn.

Seligman minder Joe om 'den tavse and' som hun ville have med i kapitlet. Jo, forklarer hun. K samlede engang fingerspidserne på sin højre hånd, fugtede dem i munden og stak dem ind i Joe's skede bagfra, da hun lå på sofaen med den nøgne bag i vejret. Seligman konstaterer med et glimt i øjet at det var godt det ikke var en rappende and - og vi ser billedet af en sådan flok.

(7) Spejlet Til toppen Næste

The image you see in a mirror will at first glance seem like an exact replica of the object you're looking at. However, this is in fact false, as the object will always be a mirrored, and thus flawed, version of the original object. Joe tries to rid herself of her sexuality.

Ved hjælp af et spejl konstaterer Joe på sit badeværelse at hun bløder fra sin clitoris.

Hun kaldes til møde hos personalechefen på sin arbejdsplads og får her foreholdt rygterne om at hun ikke kan holde sig fra mændene. Virksomhedens psykolog bedømmer hende som sex-afhængig. Og hun får nu udleveret en liste med adresser på terapi. Joe erklærer at hun ikke har nogen tiltro til psykologer, for hun véd hvad de vil sige. Men personalechefen understreger at terapi ikke er et forslag fra hendes side, men et krav.

I terapigruppen for kvinder bydes hun velkommen og præsenterer sig. Men da hun kalder sig nymfoman, bliver hun rettet: Her siger vi sex-afhængig. Hun får at vide at det er en god metode at fjerne alle incitamenter til sex fra sine omgivelser. Og hun giver sig derfor til at tape alle ting i sin lejlighed over hvis de kan minde om det mandlige kønsorgan, det gælder fx alle vandhaner og andre fremspring. Spejle og vinduer bliver malet over med hvidt eller klistret til med avispapir osv. Og det sker til Mozarts smukke, men dystre Requiem-musik. Joe ligger på sin seng og må som erstatning for den rigtige vare sutte på sine fingre - og blade i sit gamle herbarium med de planter hun og faderen samlede.

I en seance i gruppen fortæller en anden klient om at hun har forsøgt den modsatte metode, nemlig at overdosere sit sexforbrug. Hun har lagt sig splitternøgen ude på en stor bunke kul hvor en stor flok mænd samles om hende - og voldtager hende. (Scenen er kun med i den lange udgave).

For gruppen bekender Joe nu - som forventet - at hun er sex-afhængig, men at det er lykkedes for hende at holde sig fri af sex i flere uger - og at alle i gruppen iøvrigt er ligestillede. Hun får bifald. Med notater i hånden vil hun nu fortælle nærmere om sit tilfælde. Men pludseligt ser hun sig selv sidde på stolerækkerne bagved som den purunge pige der engang fik spontan orgasme - og hun går i stå. Terapeuten spørger om der er noget galt. Men Joe svarer nej, ser igen pigen for sig og river noterne i stykker. Og så giver hun ellers gruppen ren besked. Hun er aldeles ikke som de andre. Hun er ikke som den tykke pige i gruppen nogen trøstespiser eller som terapeuten selv samfundets moralpoliti. Hun er nymfoman og hun elsker sin kusse.

Vi ser billedet af en brændende bil og hører hende sige at hun forstod at samfundet ikke kunne rumme hende. Hun går i stå i fortællingen, så Seligman opfordrer hende til at skifte synsvinkel. Så kan tingene få en ny betydning. Hun forstår det ikke rigtigt, men lægger hovedet på sned og ser at pletten på væggen - som stammer fra at hun tidligere i arrigskab har kylet en kop te mod den - kan opfattes som en ganske bestemt ting. Seligman drejer hovedet og gætter på en revolver. Men Joe korrigerer. Det er en pistol, for en revolver har en tromle. Hun kan i modsætning til Seligman sin Ian Fleming. Seligman kender ikke engang navnet, men det er altså forfatteren bag James Bond-filmene. Og billedet af den brændende bil fører derfor til sidste afsnit.

(8) Pistolen Til toppen Næste

Sometimes things hide, because we're familiar with them. But if you change your point of view, they can suddenly take on a whole new meaning. Joe enters a shady business, and she quickly finds out that her life has taught her some valuable skills.

Joe véd ikke rigtigt om det var samfundet der forlod hende eller omvendt. Hun var nu på vej ind i den hårde incassobranche der omfattede afbrænding af folks biler (Musik: "Burning down the House"). Hun søger job hos L (spillet af Willem Dafoe), som kender hende og hendes særlige kvalifikationer. Han foreslår at hun begynder for sig selv med ham som hjælper. Hun har jo et godt kendskab til en bred vifte af mænd. Det burde hun udnytte. Han har brug for en underleverandør der kan inddrive gæld for andre - uden hensyn til retmæssigheden. Joe tror der er tale om afpresning, men L kalder det incasso (debt-kollection). Og legitimiteten spiller ingen rolle.

Joe fortæller Seligman om sine incasso-forretninger og sine metoder. Hun bruger sin erfaring med mænd og sex, men også erfaringen fra sadisten. Vi ser en piskescene, hvor en skyldner er bundet og får piskeslag af Joe. Og da han begynder at skrige inden pisken rammer ham, anvender hun K's typiske vending: "Det bruger vi ikke her".

Joe fortæller at de fleste inkassatorer plejer at ødelægge skyldnernes bohave og dyre ting. Joe går over til mere raffinerede metoder når det andet ikke er nok. Hun har bl.a. en incassosag mod en velhavende mænd der ikke reagerer på at han får sine kostbarheder ødelagt. Joe beder sine hjælpere binde ham til en stol. Hun knapper hans bukser op, så hun kan bruge hans pik som 'detektor'. Hun fortæller en længere historie om en dreng han finder i en park og går i seng med. Han får rejsning - og indvilliger straks i at betale sin gæld. Bagefter giver Joe ham et blowjob - og det fatter Seligman ikke at hun kan gøre. Men hun havde fået ondt af ham, fordi hun havde ødelagt hans liv. Han havde levet i fornægtelse af en trang, som 85 % af alle mænd har, men kun 5 % udlever. Jeg så i ham en mand der bar samme kors som jeg selv: ensomheden. Vi var begge seksuelle udskud....

Joe's forretning vokser. Kunderne er fulde af ros. Men L foreslår at Joe i tide skaffer sig en 'kronprinsesse' der kan følge efter hende, når hun på et tidspunkt må give op på grund af alderen. Det skal være et egnet barn som mangler sine forældre og fx bor på institution og kommer fra et kriminelt miljø. L har allerede fundet et emne, en pige - med passende baggrund og et deformt øre. Hun spiller basket i et team, men er lidt udenfor. Joe opsøger stedet og får medynk med pigen P. (Vi hører Cesar Francks smukke sonate). Joe får kontakt med pigen ved at rose hende, selvom om hun ikke spiller godt.

Joe går i skoven med P (Mia Goeth) og viser hende asketræerne faderen altid viste hende selv. Vi ser igen faderen med sin datter som ganske ung fortælle om træernes sjæle, som pigen synes ligner menneskesjæle ved at være lige så forskellige. Faderen har fundet sit sjæletræ, et knortet egetræ. Joe fortæller P at hun ikke selv har fundet sit eget træ.

Da P bliver ældre, bliver Joe hendes formynder, og P flytter hjem til hende. Joe har stadig problemer med sit sexbegær. Det hjalp ikke at onanere. Hun havde fået generende sår i skridtet....

Seligman gætter på at Joe ligefrem elskede P, men så har han misforstået sagen. Hun fortæller at P en dag kom ind til hende i sengen og ønskede at se hendes krop. Men Joe skammer sig over sit sår. P tager imidlertid tøjet af og spørger Joe om hun kan lide hende. De kæler for hinanden (Francks musik igen), og Joe kommer til at græde.

Der er meget Seligman ikke forstår: Vidste P fx hvad Joe lavede. Jo, det kom hun til. Ude i skoven havde P spurgt Joe direkte om hvorfor hun havde opsøgt sig. Det var vel ikke et rent tilfælde. Joe fortalte om sit illegale job, og at hun skulle finde en ung efterfølger. Det ser P ikke noget ondt i - for ellers var de jo ikke mødtes. Nu ønsker P at komme med på Joe's incassoture. Men hun begår den fejl at trække sin pistol, så Joe må gribe ind. Joe bliver vred og forlanger bagefter at få udleveret pistolen. Joe vidste slet ikke at de øvrige medhjælpere alle bar våben. P bliver sur på Joe, men denne lader P styre den næste tur. Den viser sig til Joe's overraskelse at gælde Jerome - og Joe beder P klare opgaven alene. Alt går som det skal. Jerome betaler sine afdrag punktligt.

Men P bliver længere og længere tid væk når forretningen gælder Jerome. Og hun kommer påfaldende glad hjem fra besøgene hos ham. Joe finder sin mors kabalekort frem for at fordrive tiden med dem. Men hun bliver mere og mere usikker på P, ja jaloux, og beslutter at udspionere hende, skønt hun regner jalousi for en uværdig følelse. Joe ser nu bag vinduet hos Jerome en nøgen P der bliver omfavnet og kysset af Jerome.... Joe beslutter sig for at flygte fra det hele. Men stiger op på et bjerg for at tænke over situationen. Og her ser hun sit sjæletræ: et forblæst træ øverst på en klippe (Cesar Franks musik).

Joe beslutter sig for at myrde Jerome og fortæller Seligman at det er det naturligste af verden. Vi er skabt til at myrde. - Joe passer P og Jerome op i baggården, som de passerer når P skal følges hjem. Joe trækker sin medbragte pistol og retter den mod Jerome. Men uden resultat. Den klikker. Jerome kigger roligt på hende og slår hende så ned og sparker til hende. Derefter knepper han P 3 gange forfra og 5 gange bagfra (Fibonacci-tallene) på en skraldespand. P stiller sig overskrævs på J og tisser på hende. - Selvironisk gentager Joe en replik hun brugte over for Jerome i den gode tid: Fyld alle mine huller!

Seligman forklarer hende at når mordet mislykkedes, var det fordi hun glemte at tage ladegreb. Det vidste hun ellers godt fra alle de film hun havde set, at man skulle.

Det er ved at blive morgen - Solstråler når helt ned i baggården i form af nogle reflekser. Seligman mindes at Joe i starten havde sagt at hendes eneste synd var at forlange mere af solnedgangen end andre. Han udlægger det sådan at hun forlanger mere af livet end andre. Men fordi hun er kvinde, har hun følt skyld. Og skylden har øget hendes aggresivitet mod de mænd der havde undertrykt hende og andre kvinder. - Joe indvender at hun ville slå Jerome ihjel, men Seligman hævder at det kun var på overfladen. Nedenunder havde hun en ubevidst modstand, for inderst inde ville hun forsvare menneskets værd.

Joe har mest lyst til at gennemhulle Seligmans argumentation, men er for træt. Og det finder han godt. Hun gør opmærksom på at det har givet hende ro i sjælen at fortælle sin historie. Jeg var kun et vanskabt træ, men er nu kommet videre. Jeg vil sige tak til min nye og første ven.

Joe lægger sig til at sove, Seligman slukker lyset og går ud. Men lidt efter kommer han tilbage i natskjorte. Går hen til Joe's seng, sætter sig i fodenden, gnider sit lem, trækker hendes dyne til side og vil åbenbart have sex med hende. Hun vågner. Griber straks ud efter sin pistol. Tager ladegreb og skyder. Alt bliver mørkt i lang tid. Vi hører rockmusikken 'Burning down the House'.

Idé, grænseoverskridelse og polyfoni Til toppen Næste

'Nymphomaniac' er unægteligt en meget speciel film af Lars von Trier. Han har altid været provokerende, søgende, eksperimenterende og grænseoverskridende - og åbenlyst glad for at vise stærke seksualakter, hvilket også vil sige nærbilleder af kønsorganer i fuld aktivitet. Men her går han længere end hidtil, fordi han bevæger sig ind på et et område af psykologien som er mere tabuiseret end andet, nemlig kvinders hyperseksualitet eller nymfomane trang. Han gør det vel at mærke efter grundig research, hvilket ikke mindst har omfattet udspørgen af mange kvinder på fortroligt plan. Og det er værd at bemærke at både filmens hovedperson og nogle af dem der har givet ham oplysninger under forberedelserne offentligt har udtalt at de er blevet ramt af filmen og kan genkende meget.

Nogle vil naturligvis stå af på forhånd, fordi de kun kan opfatte en film som 'Nymphomaniac' pornografisk. Nogle der har set filmene mener Trier viser for mange seksualakter. Jeg synes selv at nogle godt kunne undværes, heriblandt scenen med kvinden i kullene, men især de ekstra billeder af negrene der er med i den lange version. Jeg véd godt at der er mange der er fascineret af synet af sorte mænds store erigerede penis'er, men når den lange version bringer ekstra mange billeder af de to negre i direkte aktion, så går det efter min mening simpelthen ud over humoren i scenen. I den korte version er det utroligt sjovt at se den hvide Joe sidde på sengen på hotellet og passivt iagttage de to store negres meget følelsesladede diskussioner om hvordan de skal tage kvinden, fordi hun intet forstår af deres sprog. Men denne herlige humor ryger med de ekstra billeder. Og det synd, fordi humoren hos Trier er noget helt centralt.

En anden scene fra den udvidede udgave af filmen som jeg kunne undvære drejer sig om den barske abort som Joe uden assistance udefra foretager på sig selv, hjemme på køkkengulvet i sin lejlighed. Hun har rimeligt godt kendskab til operationsmetoden fra sin far der foretog sådanne indgreb. Og hun bruger de rigtige instrumenter og sørger for den optimale desinfektion. Men jeg tror ikke et øjeblik på at det overhovedet er muligt for selv den dygtigste eller mest intelligente kvinde at komme gennem en fosterfordrivelse med livet i behold ved at føre så mange og så store og lange instrumenter op i sin egen livmoder og trække fosteret ud med tang. - Det vi ser på lærredet er først og fremmest videooptagelser af en reel abort hvor det lille foster på kun 10-12 cm tages ud af livmoderen. Og formålet med at vise et sådant indgreb kunne være det afskrækkende i at se liv blive udslukt. Men det svækker billedet at det forekommer helt urealistisk. - Den efterfølgende diskussion mellem Joe og Seligman er i sig selv udmærket, for den går på det relevante spørgsmål om det er rigtigt at fjerne et foster. Det kan der som bekendt siges en del om for og imod. Nogle er absolutte modstandere. Andre - som undertegnede - ser det som fuldt legitimt inden for 12 til 22 ugers grænsen som led i kvinders frigørelse, men det er unægteligt et indgreb der vil påvirke de fleste kvinder. De vil næppe kunne abstrahere fra alle følelser.

I modsætning til denne scene kunne man måske savne et bedre indblik i sadisten K's psykologi. Driver han kun sin forretning for pengenes skyld? Eller får han seksuelt udbytte ud af piskningen af kvinderne? - Det må hans klienter ikke spørge om. Og det må vi andre heller ikke. Det er Triers afgørelse. - Men iøvrigt spiller Jamie Bell glimrende sin rolle som K.

Og det samme gør også Christian Slater som Joe's far, Shia LaBeouf som Jerome og Mia Goeth som P. Og ikke mindst Stacy Martin som den unge Joe. Det er en meget stor rolle og fremragende præstation. De mindre roller er ligeledes upåklageligt besat. Men naturligvis er det Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård der bærer filmen som hhv. Joe og Seligman. Gainsbourg har et utroligt fint og nuanceret ansigtsspil, når hun iagttager noget, lytter eller tænker sig om. Hun bliver virkelig til et menneske og ikke et blot og bart psykisk eller psykiatrisk tilfælde. Hun er i filmen galt afmarcheret hvad angår forholdet mellem sex og kærlighed, det vender vi tilbage til, men hun er trods sin tidligt vakte trang til sex, også tidligt sporet ind på refleksion og er med årene blevet mere og mere tænksom. Derfor er det naturligvis heldigt at hun i sin nød bliver hjulpet af en mand som Seligman der kan lytte - og får hende til at fortælle.

Seligman på sin side spilles fornemt af Stellan Skarsgård som den seksuelt uskyldige, men meget belæste og meget intellektuelt indstillede mand han skal være - og som Joe gentagne gange finder lidt for langt ude med sine kommentarer. Han afspejler naturligvis Trier selv der også altid har været en hund efter leksikalsk viden, men altså er i stand til at ironisere over det. Der er en ganske bestemt grænse for Seligmans psykologiske indsigt, den vender vi også tilbage til, men den kommer til at bestemme filmens kriminalagtige slutning: hans pludseligt vågnende seksualtrang der medfører at Joe skyder ham. Havde Seligman haft en større og dybere psykologisk viden, kunne filmen være endt med lige netop den erkendelse hos begge hovedpersoner som rækker ud over opfattelse af seksualdriften som den stærkeste magt i mennesket.

Dette ville iøvrigt ligge i tråd med valget af musik til filmen. Der bruges forskellige, udmærkede småstykker, men hovedværkerne er Bachs trestemmige orgelkoral 'Ich ruf zu dir, Herre Jesu Christ' og den langsomme sats fra Cesar Francks violinsonate (i versionen for cello og klaver). Den første går på samtidigheden af flere forskellige, principielt ligestillede stemmer (i musiksproget kaldt 'polyfoni') - svarende til at en kvinde eller mand kan have gang i flere forhold på samme tid. Men der kan dog være en 'cantus firmus', en fast melodi der er mere fremtrædende og bestemmende end de andre (i Joe's tilfælde personen Jerome). Det udnyttes suverænt i filmen, men man undgår ikke en mistanke om at alt der sker i høj grad ligger på det æstetiske plan. Det moralske eller religiøse aspekt er udeladt, skønt det hverken er det hos barok-komponisten Bach eller hos nymfomanen Joe. Johann Sebastian Bach var dybt religiøs, ja, havde erfaring fra mystikken, og havde læst den tyske mystiker Böhme i laser. Bach overvandt derfor såvel døden som synden der fører til død og fortabelse. Overvindelsen skete ved det eksistentielt afgørende trick at slippe jeg'et. - Men Joe kan af en eller anden grund ikke slippe begrebet 'synd', som peger på noget skamfuldt eller forkasteligt - og derfor på noget der medfører at jeg'et kredser om sig selv. Joe slipper det først til sidst, da hun er færdig med sin fortælling og har fundet ro i sjælen. Men ak, så komme hendes nye ven ind til hende i natskjorte og ødelægger det hele.

Den langsomme sats fra Cesar Francks romantiske sonate vil de fleste finde meget smuk - og den benyttes da også konsekvent i filmen hver gang der vises smukke billeder fra naturen som vi automatisk forbinder med romantiske følelser. Det er meget virkningsfuldt, men kan også ses som klar modsætning til den realisme og råhed der findes iøvrigt og som har med den side af mennesket at gøre som vi kalder dyrisk. Den har rod i instinkterne, herunder aggressivitets- og seksualdriften. - Men musikken er altså i begge tilfælde brugt af Trier til at påpege modsætningerne og komplementariteten i den menneskelige tilværelse.

Seksualitet og eksistens Til toppen Næste

Direkte problematisk i filmen finder jeg Lars von Trier bundethed af Freud.

Det har her på disse sider tidligere kunnet konstateres at Trier i sin forståelse af sjælelivets dybder ikke er kommet længere end til Freud og dennes opfattelse af at seksualitetn er den stærkeste kraft i mennesket, som Seligman da også får sagt i filmen. Trier lader også Seligman fortælle at barneseksualiteten ifølge Freud er en helt naturlig eller normal ting. Og det er sandt nok. Det er bare ikke hele sandheden, det er altså ikke det dogme Freud gjorde det til. Det er tværtimod meget vigtigt i eksistensen at have fat i at selve bevidsthedens opdukken med mennesket bevirker den afgørende forskel at skellet mellem ondt og godt - og dermed etikken - som noget helt nyt og emergent kommer ind i udviklingen.

Mennesket bevarer nok sit instinktive og driftsmæssige grundlag, og kan aldrig abstrahere fra det, men det har gennem bevidstheden fået nogle valgmuligheder der betyder at det ikke længere er determineret udelukkende af sine arvemæssige og miljømæssige forudsætninger, men har vundet en frihed til at foretage sig noget som ikke er afgjort på forhånd.

Mennesket har også en stærk seksualdrift som dels bevirker en støt, ja, efterhånden eksplosivt voksende forplantning og på globalt plan en ikke uproblematisk befolkningstilvækst, dels en kvalitet i livet som går langt videre end forplantningen og som i moderne, veludviklede samfund bliver en værdi i sig selv som er næsten helt løsrevet fra forplantningen. På vore egne breddegrader får kvinder gennemsnitligt kun et par børn, men dyrker i voksenlivet sex utallige gange om året - og de kan i kraft af de præventive midler gøre det uden større risiko for at få uønskede børn.

Dette bevirker uundgåeligt at både mænd og kvinder i den frie, sekulariserede verden må finde ud af hvad de skal stille op med seksualiteten, og navnlig om hvordan de på den ene eller anden måde skal komme overens om den i parforholdet. I ikke-sekulariserede dele af verden, hvor kvindefrigørelsen ikke er slået igennem, er problemerne helt anderledes og særligt store for kvinderne, men det er en anden sag.

For unge mennesker er det naturligt at begynde at gøre erfaringer med kønsdriften. Trangen kommer jo så at sige af sig selv, men er tydeligere hos manden på grund af kønsorganernes indretning og hormonernes virkning. Men det skal fastholdes at kønsdriften er forskellig fra individ til individ - også over alderen. Men selvom moralske (og eventuelt religiøse) normer endnu spiller en rolle, så er det i dag almindeligt anerkendt at både unge mænd og unge kvinder har sex før ægteskab og uden nødvendigvis at have tanke på et fast forhold, endsige familiestiftelse og børn. Begge dele dukker som regel op hen ad vejen, men det er naturligvis i moderne samfund også acceptabelt, at nogle helt fravælger familie og børn, eller sætter uddannelse og karriere i første række.

Den problematik 'Nymphoniac' går direkte ind på findes klart formuleret i Joe's tidlige opfattelse at man skal holde følelser ude af seksualiteten, fordi følelser er sentimentalitet. Man holder sig derfor til éngangsknald. Det er hvad 'Den lille flok' dyrker, og dér det 'djævelske interval' kommer ind i deres sang. Men problemet vendes på hovedet, da veninden B knepper flere gange med den samme mand - og utvetydigt lader Joe forstå at hemmeligheden ved sex er kærligheden.

B har med andre ord erfaret det langt de fleste kvinder og mænd før eller siden i deres ungdom vil erfare, at følelseslivet ikke i længden kan holdes adskilt fra seksualiteten uden at man gør tvang på sig selv - eller eventuelt som hyperseksuelt menneske får store problemer med at få det indpasset i seksualiteten. Men B's påstand er misvisende, for kærligheden eller følelseslivet er ikke hemmeligheden ved sex som sådan, den er derimod hemmeligheden ved den menneskelige psyke: Mennesket kan ikke undgå at blande følelser med ind i hvad det foretager sig, af den simple grund at verden ikke får betydning for eksistensen uden følelser. Verden kan i realiteten slet ikke registreres af mennesket uden følelser, hvilket på laveste niveau vil sige uden enten følelsen af accept eller følelsen af forkastelse (rejektion). Det er her alle materialistiske filosofier og psykologier kikser - som det bl.a. ses i Epikurs tanker om døden. Selve den tørre, tilsyneladende uimodsigelige teori om døden som noget der kun er, når vi selv ikke er, den fjerner ikke dødsangsten fra et menneske. For denne angst er dybest set angsten for at miste sin identitet og hele den kontrol med liv som jeg'et står for.

Accepteres det at følelser hører med til menneskelivet, går det ikke an at se på jalousien som sentimentalitet, dvs. en form for overdreven følelse. For den er en realitet inden for det normale kønsliv i og med at de allerfleste normale mennesker vil føle sig skuffede og besvegne hvis den partner de føler kærlighed til er utro. Selv den relativt fornuftige Jerome, der ikke længere kan klare Joe's helt usædvanlige sextrang, bliver jaloux da hun søger næring andetsteds, selvom han selv har foreslået det. Den slags følelsers opdukken hos sig selv, kan man ikke uden videre forhindre eller mane i jorden med en verbal besværgelse.

Omvendt gælder også at et menneske ikke bare kan hengive sig til dyrkelse af den vildeste jagt på tilfredsstillelse, det være sig seksuelt eller kunstigt med stoffer og piller. For også de forskellige former for tilfredsstillelse har sine yderst alvorlige lovmæssigheder, som bevirker at der er grænser for hyppighed og intensitet, hvis det pågældende menneske skal undgå uønskede og uheldige konsekvenser i form af afhængighed eller nedbrydelse af sundheden. Alle ved at det kan medfører alkoholisme at drikke for meget for tit eller føre til stofafhængighed at tage stoffer kritikløst. Og de fleste erfarer faktisk også at der er en klar sammenhæng mellem den seksuelle tilfredsstillelse og dens hyppighed og intensitet. Hyppig, fx daglig tilfredsstillelse er i virkeligheden ikke noget at prale af, for den bliver normalt ikke så intensiv som den sjældnere eller mere lejlighedsvise. Der kan ligefrem siges at være omvendt proportionalitet mellem intensitet og hyppighed.

Derfor kan det også i Joe's tilfælde siges med sikkerhed at hendes hyperseksualitet havner i det sygelige, når den medfører at hun dels jager orgasmer blindt, så hun slider sin partner op, dels giver sig til at slå sig selv i skridtet med et vådt håndklæde for at få følsomheden tilbage - og endelig som konsekvens af dette får sår i skridtet fordi hun ikke kan trække en grænse for sit begær. Det er vel ikke uforståeligt at hun ikke uden videre accepterer psykoterapeutens snævre diagnose på sex-afhængigheden, men ønsker længst muligt at fastholde troen på sin nymfomani som et sundt fænomen, men denne tro er en illusion. Hun kan ikke løbe fra problematikken at såvel følelser som fysik spiller ind - og at naturen altså sætter en grænse selv for os mennesker der dog i anden forstand er hævet over naturen. Virkeligheden er dobbelt. Og der er komplementaritet mellem sexbegæret og kærlighedsfølelsen.

Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste

Triers 'Nymphomaniac' sætter i allerhøjeste grad ikke blot kvindens seksuelle lyst, men også seksualiteten som sådan til debat, og gør det ikke uventet på en ny og forfriskende måde, som kan virke provokerende på mange.

Trier er bundet til det freudianske synspunkt og kan derfor ikke give personen Seligman nogen reel chance for at komme ud over sin intellektuelle teoretisering og hen imod den dybere psykologiske forståelse som ville blive det optimale modstykke til den søgende og reflekterende, men altfor sexfixerede Joe. Seligman har dels ingen seksuel erfaring og læser kun erotisk litteratur for den litterære fornøjelses skyld. Det får være hvad det være vil. Men Seligman har heller ingen som helst indsigt i at den teoretiske eller intellektuelle forståelse af tingene og fænomenerne direkte spærrer for en umiddelbar, intuitiv forståelse. Havde han haft en sådan indsigt eller intuitiv fornemmelse, ville han ikke i samtalerne med Joe være kommet med den ene mere forskruede digression end den anden. Han ville have kunnet forstå Joe's lyst, men samtidig også kunnet set dens fatale ensidighed.

Grundfejlen hos Joe er den ensidige tro på nødvendigheden af det seksuelle begærs øjeblikkelige tilfredsstillelse - uden hensyn til psykiske mekanismer eller fysisk sundhed. Og grundfejlen hos Seligman er den ensidige tro på at den intellektuelle analyseren og reflekteren fører til følingen med den fulde og hele virkelighed. Det gør den ikke, for denne føling omfatter såvel fysiske og logiske sandheder som psykiske, æstetiske, moralske og - i sidste ende - religiøse indsigter, altså en virkelighed som dækker såvel den materielle som den immaterielle dimension af tilværelsen.

Mennesket er ikke blot et dyr med instinkter og drifter der skal tilfredsstilles og udleves umiddelbart, og ej heller et rent æstetisk væsen der kan lade alt dreje sig om lyst og tilfredsstillelse - og blæse på alt andet. Mennesket er et helhedsvæsen med både fysiske og psykiske behov. Og de sidstnævnte kan på grund af menneskets indretning slet ikke gøres op i velafgrænsede eller veldefinerede delbehov. Der kommer uundgåeligt moralske hensyn ind, fordi mennesket er i stand til at skelne mellem godt og ondt - og netop adskiller sig fra dyrene ved at have denne skelneevne. Og der kommer faktisk også religiøse hensyn ind, fordi mennesket også er i stand til at skelne mellem hvad der angår de personlige interesser og hvad der angår kollektive, samfundsmæsige og andre overordnede hensyn og interesser. Det er så let - og er jo forlængst blevet god latin - at betragte det religiøse som noget perifert, uvidenskabeligt, moraliserende og måske oven i købet overspændt eller latterligt. Det skyldes naturligvis at kirken har forvaltet sin arv så elendigt som den har (og at den udefrakommende islamiske religion er så snævert dogmatisk eller fundamentalistisk som den er). Men dybest set er det religiøse lig med det helhedsrealistiske: det der i sin helt udogmatiske begrebsramme og sigte tager hensyn til såvel den hele og fulde virkelighed som ansvaret for en fremtid som vi ikke kender eller kan forudsige.

Lars von Trier ser for sit vedkommende ikke bort fra disse videre perspektiver, selvom han som gammel beundrer af Nietzsche er tilbøjelig til at tro at der ikke er nogle faste punkter i tilværelsen, men at alt tværtimod er tilladt. Men han er så meget realist at han trods alt tager begreber som synd og skam alvorligt - og altså ikke uden videre afviser dem fordi de er blevet misbrugt af kirken til at genne folk ind i en syndbevidsthed den kunne udnytte til sit eget egoistiske magtformål. Men når Joe i filmen betragter sig selv som et dårligt menneske, et menneske der ikke kan få nok, men er vanskabt og et udskud på menneskeheden, så er hun præcis havnet i en religiøs problematik hvor det ikke hjælper bare at sige med Seligman: der findes ikke dårlige mennesker. Dét gør der objektivt set ikke, men til gengæld subjektivt set. Det er ikke noget der kan bevises eller dokumenteres videnskabeligt, men det er til gengæld noget der plager rigtigt mange mennesker jorden over - og bl.a. kan forstærkes at en forkvaklet opfattelse af seksualiteten som noget der ikke har med følelselivet at gøre.

Helhedsrealistik set har følelseslivet noget med alle sider af den menneskelige tilværelse at gøre. Det er fatalt for såvel det enkelte individ som samfundet som helhed, når der sker en skarp adskillelse mellem den praktiske virkelighed vi kan forholde os objektivt til og den psykiske virkelighed som har med følelser, moralske normer og overordnede perspektiver at gøre og som vi kun kan forholde os subjektivt til i stadig dialog med andre og med tradition og historie samt kunst og kult. Den helhedsrealistiske konsistensetik gør tværtimod gældende at moralen ikke beror på snævre og endeligt fastlagte normer og regler, men på selve omsorgen for at menneskelivet skal have overvægt af det gode. Og det vil sige overvægt af varme og positive følelser over for de nære personer, ting og gøremål i hverdagen. Det er disse følelser der skaber den virkelighed vi kan knyttes til i håb og tro.

Når det om Lars von Trier nye film er blevet sagt af Kim Skotte, Politiken, at både kunstneren selv og filmmediet som sådan er kommet til et skæringspunkt, fordi Trier synes at udtømme filmmediet med sit unikke værk, idet det ikke vil være muligt for ham at opnå samme sammensmeltning af mere eller mindre litterære ideer og nørdede sidespring ved blot at gentage strategien, så kan der være noget om det. Jeg kunne også unde Lars von Trier et kreativt pusterum der fører videre.

Men til forskel fra Kim Skotte kan jeg pege på en relevant udvej. Trier burde slippe Freud og dennes determinisme og give sig i kast med den dybdepsykologi som blev grundlagt Jung, men udviklet betydeligt siden, og som tager højde for tilfældighed og emergens i udviklingen. Den form jeg selv står inde for og kan anbefale hedder den komplementære helhedsrealisme.

Ejvind Riisgård

Ovenstående artikel vil snarest muligt blive indføjet i en udvidet udgave af e-bogen Lars von Trier - Bergman - Kieslowski.

Henvisninger Til toppen

Eksterne link:

Nymphomaniac's hjemmeside
Nymphomaniac på IMDB - Intern. Movie Database
Zentropa

Artikler på Jernesalt om Trier og hans film: