|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.4.11.Hvad skal vi med humor og tragedie?Der har netop på 'Teatret ved sorte Hest' været premiere på den store absurde dramatiker Samuel Becketts gamle 'Slutspil' fra 1957, og opførelsen blev rost af Politikens anmelder, men samtidigt blev der - som ved en opførelse i Århus i februar af samme dramatikers 'Vi venter på Godot' - rejst det spørgsmål om Becketts stykker overhovedet er værd at beskæftige sig med i dag. Opførelsen i Århus gennemspiller, hedder det, tiden som en ventetid og livet som dødens pølse, men "uden at formå at aktualisere hverken tiden eller pølsen". Og opførelsen på Sorte Hest repeterer "den nedtælling til døden som 'Slutspil' grundlæggende handler om". Med Beckett kan man sige meget sandt, "men hvis man ikke kan sige nogt nyt, hvorfor så blive ved med at spille ham", spørger anmelderen. Undertegnede har ikke set nogen af de aktuelle opførelser, men har set stykkerne flere gange før og sætter Beckett meget højt. Generelt vil jeg hævde, at en nyopførelse af en klassiker ikke behøver at sige noget helt nyt, eftersom der er brug for stadig repetition af gamle 'sandheder' (også for et nyt publikums skyld). Men først og fremmest må det være tilladt at anholde selve postulatet om at 'Slutspil' grundliggende handler om nedtælling til døden. For hvor ved anmelderen det fra, eller rettere: tror han virkelig at stort teater på Becketts eller Shakespeares plan kan reduceres til konstateringer af hvad handlingen drejer sig om. Fra reaktionerne på Det kongelige Teaters fremragende opførelse af 'Slutspil' i 1959 husker jeg bl.a., at stiftsprovsten i København tordnede mod stykket: Hvis det var sandheden om livet, så var det slut med kulturen. Og igen må man spørge: hvorfra vidste denne provst at det skulle være sandheden om livet Beckett postulerer. Min egen reaktion var den stik modsatte - og har været det hver eneste gang jeg har set stykket på teatret eller i fjernsynet (bl.a. i Taboris fantastiske opsætning i Berlin i 1998, vist på ZDF). Stykket opliver mig helt kolossalt, for jeg opfatter ikke dets afsløringer som nogen som helst objektiv sandhed om livet, men tværtimod som nogle få, udvalgte menneskers subjektive syn på livet som vel at mærke er så forrykt at ingen burde kunne være i tvivl om at de tager fejl i både præmisser og slutninger på en helt usædvanligt ekstrem måde. Det absurde teater er naturligvis ikke opbyggeligt i den betydning at det prædiker eller propaganderer for positive og færdige 'sandheder' om livet som folk bare skal labbe i sig. Det går den modsatte vej. Det fremstiller absurditeterne på en sådan måde at folk tvinges til at tage selvstændig stilling til det der sker og siges på scenen. Og til den absurde måde hører humoren som noget afgørende. Man kan i Becketts tilfælde - som i Shakespeares og andre store dramatikeres tilfælde - absolut ikke se bort fra humoren som det alt til syvende og sidst drejer sig om.Den engelske præst og forfatter Thomas Fuller (1608-61), der udgav en samling af tankesprog under titlen 'Gnomonologia', fastslog at den der ler for meget har en nars natur, men den der slet ikke ler har en gammel hats natur. Mangel på humor sidestilles altså med en latterlig død tings natur, mens overmål af humor forbindes med de narre som hverken kan undværes hos Shakespeare eller på hoffet hos konger og fyrster, endsige vores dages regeringschefer. De fornuftigste blandt disse herskere er klare over at de ikke altid hører sandheden af deres rygklappere; den kommer kun fra folk der har frisprog, herunder børn, fulde folk og narre. Den moderne tids herskere ansætter desværre kun spindoktorer ved siden af embedsmændene, og derfor er de aldrig tilstrækkeligt orienterede ad de interne kanaler, men i et demokrati har de til gengæld bladtegnerne som bramfri kommentatorer og 'sandhedsvidner'. Til de største danske bladtegnere hører Storm P., Bo Bojesen og Klaus Albrectsen, men også nutiden har fine tegnere der formår med få streger at visualisere magtmisbrug, afmagt, modsigelser og dilemmaer på en måde der ofte rammer hårdere end ord. De er også i stand til at afsløre det religiøse hykleri - som fx. Kurt Westergaard gjorde med den berømte Muhammed-tegning, jf. artiklen Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne. Muhammedsagen viste med al ønskelig tydelighed, at religiøse ledere er dem man skal spøge mindst med, især hvis de også har politisk magt. Det ser vi hver eneste dag blandt fundamentalisterne i såvel den vestlige verden som den muslimske. Men vi så det også gennem hele middelalderen med dens katolske meningstyranni. Her var folkets modvægt latteren, der bl.a. blev fejret i den store stil i karnevalstiden. Og kirken vovede ikke at sætte sig til modværge. En forsker som den russiske Mikhail Bakhtin talte derfor om en decideret latterkultur i middelalderen. Og latteren findes heldigvis stadigt i vor ellers meget borgerlige og nytteorienterede, ja indsnævrede vestlige kultur. Latteren har endda særdeles gode kår, dvs frihed til at folde sig ud på næsten alle planer. Hvad det kniber mest med er at hamle op med juraen og den juridiske tænkning i regeringskontorerne og ikke mindst EU-bureaukratiet i Bruxelles. Jurister forekommer blottede for humor i betydningen 'den store humor' der rækker ud over det venlige smil - og ind i tragedien. Derfor er der megen sandhed i det gamle ord om at "Juristen sind böse Christen", hvilket her betyder at de er slette mennesker der ikke har fattet kristendommens principielle opgivelse af lovreligionen. Omvendt skal almindelige mennesker også helst vogte sig for at forfølge en juridisk afgørelse med alle midler langt ind i systemet af ankemuligheder, selvom den føles dybt uretfærdig. For nylig stod der i avisen at en almindelig borger der havde ført retssag mod systemet gennem 6-7 år endte med at få ret ved højeste instans og troede at nu skulle livet begynde. Men han døde af hjertestop tre dage efter. Piet Hein hævdede som bekendt, at "den som kun tar spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt". Hermed pointerede han i grunden også at der er dyb sammenhæng mellem spøg og alvor, og at den udefinerbare humor altså har en relation til den ligeledes udefinerlige virkelighed som synes afgørende for forståelsen af begge dele. Folk opfatter virkeligheden forskelligt; den er jo ikke en objektiv eller videnskabeligt målelig sag uden for fysikken (og knap nok dér), den er tværtimod i dagligdagen altid en højst personlig sag, hvori indgår uhyre mange værdidomme. Derfor opfatter folk også spøg forskelligt. Den kan være ment harmløs eller blot fremsat tankeløst, men kan alligevel såre den følsomme. Drillerier er normalt godmodige og hører til dagligdagen i både familien og på arbejdspladsen, men bliver den ondartet udarter den til sårende og skadelig mobning. Visse alvorlige begivenheder er naturligvis heller ikke til at spøge med. Det gælder vold og mord, krig og terror, diktatur og koncentrationslejre samt naturkatastrofer som vulkanudbrud, jordskælv og tsunamier. Så længe ulykkerne står på, har de udsatte mennesker kun ét at tænke på - nemlig at redde sig. Og dog er det selv i værste fald en fordel, udover håbet om overlevelse og befrielse, at bevare en vis distance til tingene, og her kan også humoren være et afgørende element. Men da taler vi om humor i den særlige betydning der hører sammen med tragedien som vi senere skal se. Den meget omtalte Penkowasag er dyb alvor, for så vidt den rammer Københavns Universitet på prestigen både nationalt og internationalt. Men i sig selv er det fantastisk humor at se en højt begavet hjerneforsker med karismatisk udstråling være i stand til gennem 7-8 år at forføre dekan, rektor, bestyrelse, udvalg og minister til at give sig universitetsgrader, priser og udnævnelser ved hjælp af opdigtede eller forfalskede dokumenter. Og højdepunktet af humor er, at lederne efter sagens blotlæggelse kommer godt af sted med blot at beklage hændelserne, men iøvrigt henholde sig til at de juridisk set ikke selv har foretaget sig noget ulovligt, men tværtimod fulgt reglerne. Dette har de jo alle haft jurister til at sikre - og endda kammeradvokaten til i sidste ende at skrive under på. Så komedien kan fortsætte. Samfundet står over for stigende problemer med befolkningens almene sundhedstilstand som følge af velstandsstigningen og de forbedrede medicinske muligheder for forebyggelse og behandling, og politikerne står tilsyneladende magtesløse over for behandlingsgarantierne, udgiftsstigningerne og lægestandens udtrykkelige eller underforståede påstande om at alt kan løses med flere ressourcer, dvs skattepenge. En diskussion i Deadline 11.4. drejede sig om den nyopdagede gruppe af mere eller mindre indbildt syge eller hypokondre patienter på ikke mindre end 300.000 personer der har generende symptomer på mere eller mindre uforklarlige eller vanskeligt diagnosticerbare lidelser som fx. kronisk træthed eller fibromyalgi (muskel- og senesmerter). De må pænt slå sig til tåls med ikke at kunne blive kureret. Debatten afslørede reelt store uoverensstemmelser mellem en overlæge med speciale i 'funktionelle lidelser', en praktiserende læge og en professor i medicinsk filosofi. Både den praktiserende læge og filosoffen kunne se et problem med mange aspekter, men specialisten hævdede i et indlagt mono-interview - uden modsigelse - at der faktisk kunnes stilles nøjagtige diagnoser i alle tilfælde (han så dog kun de værste selv). - Hvad skal man tro som almindelig borger - andet end at lægestanden er glimrende til at drive gæk med os alle, og at Deadline ikke formår at komme til bunds i en sag på et kvarter. Den aktuelle situation i dansk politik er - som tidligere konstateret her på siderne - låst fast i en fløjkrig der forhindrer indgåelse af nødvendige store reformer. Nu prøver regeringen i et sidste, snedigt forsøg at redde sig igennem nogle måneder mere med en rimeligt langsigtet, men ikke tilstrækkelig 2020-plan ved bl.a. at droppe den fuldstændige afskaffelse af efterlønnen (som ellers skulle have været et kardinalpunkt). Dermed sikrer den sig Dansk Folkepartis villighed til et eller andet kompromis, men risikerer til gengæld at miste tilslutning fra Det radikale Venstre der måske blot for at drille S og SF overraskende har markeret en vis velvilje. Og det har ikke gjort sagen bedre at der var uoverensstemmelse mellem statsministerens og finansministerens udmeldinger om hele justeringen. Trods mange appeller til bredt samarbejde synes et eventuelt forlig at blive smalt. Alle venter kun på valget, der efter alt at dømme vil betyde regeringsskifte. Indtil da må vi nøjes med at være tilskuere til en mere og mere kedsommelig debat hvor substansen er forsvundet til fordel for det forudsigelige, men tomme retoriske slagsmål. Virkeligheden med alle de faktiske problemer og store udfordringer på både kort og langt sigt er skam så solid som nogensinde. Men evnen og viljen til at gennemføre nødvendige reformer mens tid er har borte taget. Ikke alene Dansk Folkeparti, men også Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne går i for små sko i deres frygt for at støde de vælgere der fortsat betragter efterlønnen som den helligste af alle hellige køer. Ufornuften har vundet stort. Og i den situation er humoren ikke vores ringeste ven. Den bekræfter i det mindste irrationalitetens uovervindelighed. Humor kan i form af ironi, satire og latterliggørelse bruges som våben mod andre, det være sig andre partier, andre minoriteter, andre nationer, andre racer og andre trosretninger - samt enhver mindretalsregering. I alle sådanne tilfælde er humoren udtryk for at være jegets forlængede arm i selvforsvaret og selvhævdelsen. 'Jeget' er netop sådan indrettet at det - til forskel fra totalpsyken eller det der i jungiansk psykologi kaldes 'selvet' - hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre. Jeget styrker sig selv ved at polemisere imod andre og hævde sin ret over for andre. Jegfølelsen hænger sammen med hele den identitet der er knyttet til ens krop, navn, opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. Den hænger desuden sammen med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger. Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til "stammen" eller nationen. Jeget lægger som nævnt vægt på at adskille sig fra andre jeger og vil altid hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. - Jf. artiklerne Jeget og selvet og Selvet - sjælen - ånden. Og da intet er mere effektivt til at hævde forskelligheden fra andre end latter, hån og ironi er disse metoder glimrende våben for jeget. Men samtidigt gælder at deres brug uundgåeligt indebærer at udviklingen af totalpsyken eller 'selvet' gennem det man kalder 'relativisering' bliver forringet, om ikke ligefrem umuliggjort. Og dette er aldrig heldigt, for det er alene 'selvet' der har muligheden for at åbne for den store humor, der først og fremmest er kendetegnet af erkendelsen og accepten af tilværelsen irrationelle sider. Dog skal man ikke se bort fra humorens almene fortrin som afvæbnende socialt kommunikationsværktøj til at sikre gensidig velvilje og lydhørhed på tværs af menings- og temperamentsforskelle. Uden almindelig sund humor i hverdagen så denne skidt ud. Det er eksempelvis vidunderligt at en mand kan forårsage stor munterhed på kontoret, fordi han kommer til at sige en vittighed uden at ane det! Men til gengæld dybt beklageligt, at en anden på sine gamle dage må konstatere, at han egentlig er i besiddelse af et vist lune, men blot aldrig har haft brug for det på kontoret. Begge eksempler stammer fra den store menneskekender Storm P., der startede som satiriker, men endte som et ægte humormenneske. Han formåede i sin store humor at få de mest irrationelle sider ved den menneskelige tilværelse trukket med ind i den fælles forståelse. Det irrationelle er et faktum i verden og i eksistensen, og det beror ikke blot på de to væsenforskellige tilgange til virkeligheden som følger af selve den menneskelige psykes indretning. Det beror i høj grad også på menneskets faktiske afmagt i en lang række forhold. Det er således umuligt at løse cirklens kvadratur og umuligt at bestemme forholdet mellem en cirkels radius og omfang med hele tal. Og det er umuligt at definere tid og rum, liv og bevidsthed. Men først og fremmest er det umuligt at se bort fra tilfældighed og emergens i tilværelsen og udviklingen. Vi ynder ganske vist at tro på den determinisme vi finder i den klassiske fysik, hvor alle bevægelser kan beregnes med stor sikkerhed, for dette ville være bekvemt også i sjælelivet, i kunsten og politikken. Men her er allerede kompleksiteten så stor at forudsigelighed er udelukket og sandsynlighed må træde i stedet. Og i sidste ende er det formentlig selve hastigheden i de sjælelige processer der gør gennemnskuelighed fuldstændig umulig. Hjerneforskere og andre biologer der tror på determinismen må anses for håbløst naive - og latterlige. Faktum er at det almindelige menneskeliv i fællesskabet, såvel som dets finere udtryk i politik, kunst og religion rummer afgørende tilfældige træk. Og at det just er opmuntrende for de fleste, eftersom det er dem der skaber dynamikken. Hertil kommer det begreb der hedder 'emergens' og som vil sige at der i udviklingen dukker nye fænomener op som aldrig er forekommet før og som heller ikke kan forklares udtømmende ud fra tidligere fænomener. I biologien drejer det sig ikke mindst om selve livets og bevidsthedens opdukken. Begge må tages som elementære kendsgerninger. Men det samme gælder utallige ting som fx arternes oprindelse og diversitet, som vi nok gennem udviklingslæren kan se nogle linjer i, men ikke forklare i enkeltheder. Drømmen herom er dog fortsat mange forskeres besættelse. Går vi videre til menneskets historie - hvor netop bevidstheden spiller en afgørende rolle - er det evident, at vores forsøg på udtømmende forklaring af fænomenerne kommer uhjælpeligt til kort. Vi kan opregne et utal af forudsætninger for begivenheders, personers, folks og kulturers udvikling, men aldrig blotlægge alle årsager. Eksempelvis er den biografiske metode i litteratur- og kunsthistorien udmærket til at påpege visse forudsætninger for kreativiteten, men selve denne kreativitet ville netop ikke være ægte kreativitet, hvis den kunne afdækkes fuldstændigt. Selv hos de allerstørste naturvidenskabsmænd som Newton, Maxwell, Darwin, Einstein og Bohr er det oplagt at deres banebrydende ideer dukker op som noget uforklarligt irrationelt i deres iøvrigt rationelle metodiske udforskning af naturen. Og oftest gør det i det Storm P. kaldte 'ubevogtede øjeblikke'. Og hvad de egentlige eksistentielle forhold angår - hvor vi som mennesker ikke søger forklaring, men mening - må først og fremmest påpeges at allerede livets tidsbegrænsning og kønsforskellen mellem dyrene er et karakteristikum der gennem tiderne har givet rig anledning til refleksion, undren og - humor. Døden er et faktum som alle før eller siden må se i øjnene, fordi den rammer dem selv eller deres pårørende - og langt fra altid gør det som følge af den naturlige aldring. Mange frygter døden ikke blot i betydningen dødsprocessen, der jo i visse tilfælde kan være yderst smertefuld, men også selve den definitive afslutning på et måske langt og indholdsrigt liv. Det falder af ikke helt uforståelige grunde mange mennesker unaturligt at være tvunget til at affinde sig med opløsning og tilintetgørelse af alt det de har bygget op gennem årene, ligegyldigt hvor erfarne og modne de er blevet. Men det er vilkåret for selv de mest succesrige mennesker. Og det eneste der hjælper over for dette problem ser ud til at være at kunne få øje på forskellen mellem 'jeget' og 'selvet' og forstå at det ene og alene er jeget der må slippe hvad der er bygget op, mens selvet er fritaget for denne skæbne i og med at det ikke er knyttet til en entydig, altid selvhævdende identitet. Det at kunne slippe jeget er ét af de allervigtigste eksempler på hvad det vil sige at gå ind i 'tragediens område¨'. Det andet vigtige eksempel er den naturgivne forskel mellem mand og kvinde som både i kulturhistorien og i det enkelte pars historie er et vilkår der appellerer til humoren, fordi det medfører en utrolig rigdom på sammenstød som risikerer at blive latterlige, hvis de havner i en primitiv strid om hvilket køn der er det bedste, stærkeste, mest intelligente osv. Reelt er det til fordel for alle parter at forskellen eksisterer og kan give uafladelig spænding og dynamik til alt hvad de foretager sig. Og derfor er der intet mere komisk i verden end kvindeforagtere og mandsforagtere der partout vil have overmagten eller en naiv tro på neutralitetprincippet i kampen for absolut ligestilling for at undgå magtkampen. Men mennesket er ikke fra naturens side aggressivt for ingenting - og det har heller ikke kønshormoner for ingenting. Det er 'dømt' til udfoldelse, kamp og grænseoverskridelse. Ligegyldigt hvor 'tamt' og 'kultiveret' det bliver, vil det som frit og bevidst væsen være nysgerrigt, søge udfordringer og gå nye veje, herunder tage initiativer der skaber ulighed og fører til magtkamp af den ene eller anden art. Derfor er der noget der hedder politik - ved siden af unyttige ting som kunst, fest og religion. Og derfor er der også magtmennesker ved siden af humormennesker. I politik viser den grundliggende irrationalitet sig ikke tydeligere end i 'loven om utilsigtede virkninger' således som den er blevet formuleret af historikeren Paul Johnson: der kan ikke træffes eller gennemføres en beslutning uden af den får utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede. For det er ganske enkelt umuligt for beslutningstagerne at kende den stilstand de griber ind i så nøje at de kan forudberegne alle virkninger af indgrebet. Banalt, vil mange måske sige. Men i praksis er det grunden til at regeringerne - uanset partifarve, styreform, oplysningsniveau og situation - gang på gang støder ind i problemer de slet ikke havde regnet med som følge af gennemførelsen af selv de bedst gennemtænkte og velmente love. En regering laver skattestop i den gode hensigt at standse væksten i de offentlige udgifter, men disse fortsætter ikke desto mindre deres himmelflugt. Eller den laver skole- og uddannelsesreformer for at hæve uddannelsesniveauet til mere passende konkurrencedygtighed, men må alligevel konstatere at flere og flere unge falder igennem. Eller den fører aktiv udenrigspolitik og går i krig i Irak, Afghanistan og Libyen, men må alle steder konstatere at det aldrig er nok at fjerne en farlig diktator. Osv. osv. Eksemplerne er legio, og loven gælder naturligvis alle magthavere til alle tider og i alle lande. Og magthavernes officielle oppositioner holdes ikke fritaget, for at vinde et valg de må give løfter de ikke kan garantere indfriet efter valget, da de ikke kender virkningerne af indgrebene. Moralen man kan drage er naturligvis ikke at magthaverne skal lade være med at tage beslutninger eller føre aktiv politik - det ville være halsløs gerning der også ville få konsekvenser af utilsigtet og helt uoverskuelig art. Men derimod at de skal opgive troen på at de kan kontrollere samfundet og verden gennem deres rationelle beslutninger. Og de skal først og fremmest opgive troen på at de nogensinde kan konstruere samfundene efter deres egne hoveder. Det er hvad totalitære diktatorer - 'samfundsherserne' som Johnson kalder dem - prøver på med uendelige lidelser for andre til følge. En sådan hersen kan som bekendt vare i årtier, men den varer aldrig ved. Herskernes afmagt afspejler en anden vigtig lov i historien: Mennesket får ikke altid sin vilje, og får de den, er det ofte ikke særligt længe. Men som bekendt begynder allerede børn meget tidligt at kræve deres vilje, i en vis alder endda ofte på en så insisterende og støjende måde at det vækker pinlig opmærksomhed og bekymring. Moderne opdragelsesmetoder på vore breddegrader har ikke gjort sagen bedre ved at hylde et naivt princip om at der ikke må sættes grænser for børn. Resultatet er kun at mange børn bliver utålelige - og måske nok så fatalt: at de ikke i tide får gjort den gode erfaring at man kan leve med ikke altid at få sin vilje, ja at livet slet ikke gælder om at få sin vilje hele tiden. Man skal kunne acceptere at andre også kommer til. Man skal lære at kunne tabe i for eksempel spil eller sport. Og dette skal man helst lære allerede i tre-års alderen. I den store eksistentielle sammenhæng betyder dette at man dybdepsykologisk set skal kunne lære at man ikke evig og altid behøver at pukke på jeget og dets selvhævdelse, men tværtimod kan relativere jeget og give mere plads til det åbne 'selv'. Dermed går man ind i det område den jødiske filosof Martin Buber rammende kaldte 'tragediens område' og som han bestemte som "det område hvor det at have ret er hørt op". Da det tragiske i almindelighed opfattes som det triste eller sørgelige, skal det naturligvis understreges at det er en anden betydning Buber lægger i det. For det er jo netop ikke sørgeligt at gå ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Det betyder tværtom lige præcist at man holder op med at pukke på sin ret, således som man altid gør sålænge man er i jegets selvhævdende verden. Bubers vej betyder reelt at gå ind i den store humors verden, hvor man accepterer at mennesker er forskellige og har forskellige meninger om verden og livet. Det vigtigste her er ikke at have en mening der er objektivt rigtig eller objektivt sand (det kan man stræbe efter i videnskaben), men derimod at få fat på den mening der er subjektivt sand og holdbar. Og dette har intet med nederlag eller nederlagsstemning at gøre, snarere med sejr og livsmod. I den sande tragedies og den sande humors område er der ingen tabere, eftersom der ingen kamp er om at have ret. Der er derimod frie mennesker der er kommet fri af rethaveriskhedens tvang. Humoren gør fri ved at føre individet fra bindingen til det snævre jeg til forbundethedet med det åbne selv. Kun i tragedien og humorens område hører den trostruende rethaveriskhed og bevisrationalisme op. Humoren gør mennesket frit, for så vidt den placerer mennesket i det 'tragediens område', hvor tilværelsens usikkerhed og mangetydighed følgelig accepteres som simple realiteter - tillige med tilfældighedens, emergensens, relativeringens, lidelsens, sygdommens og dødens realitet. Der gives ingen større humor end det forhold, at døden i sidste ende altid sejrer over det snævre menneskelige engagement og den snævre, jeg-centrerede menneskelige kulturvilje. Det hører med til forståelsen af dette synspunkt at døden i almindelig forstand er det individuelle jegs afslutning, men ikke samtidigt enden på det kollektive ubevidstes skabende kræfter. Tværtimod viser disse i høj grad livets utrolige regenerationsevne. Planter, dyr og mennesker forgår som individer, men arterne og slægterne består og skyder uafladeligt nye skud. Og det har fundet mange udtryk i myterne. 'Fugl Føniks', der menes at gå tilbage til egyptisk solkult, dør således i flammer, men rejser sig forynget af asken. Motivet går igen i den kristne genopstandelsestanke: Mennesket som individ vil dø - en naturlig død eller en unaturlig i flammer og lidelser - men det genopstår i sindet på efterkommerne som en kraft der kan trækkes på, i visse tilfælde svagt i form af simpel erindringskarakter, i andre tilfælde stærkere som inspiration for mange gennem lange tider - og i de sjældneste tilfælde så stærkt at det på uforklarlig vis frembringer en arketypisk forestilling der giver kraft til en helt kultur og kulturforandring - således som Kristus-forestillingen har gjort. Kristendommens historisk enestående eller unikke karakter ligger i selve det emergente fænomen at 'guden' ikke var et overnaturligt væsen der på magisk vis kunne forhindre sit endeligt, men tværtimod var en menneskesøn der led et forsmædeligt nederlag på korset og fik sat den hånende indskrift over sig: 'Jødernes konge'. Men han var netop ikke en konge, en hersker eller et magtmenneske, men tværtimod et ægte humormenneske der forstod at mennesket skulle frigøre sig fra rethaveriskhedens, lovreligionens, moralismens og fanatismens forbandelse. Og det sejrede han på, fordi eftertiden så den dybe mening med det. Hermed er serien om hvad vi skal med kunst, krig, videnskab, religion og humor afsluttet. I alle artikler er det blevet pointeret at hverken det rationelle eller det irrationelle er til at komme udenom i den menneskelige eksistens og kultur, fordi det rationelle sikrer realitetsprøvelse og tilpasning til miljøet, mens det irrationelle er ene om at sikre mening, helhed og sammenhæng i tilværelsen. Videnskaben er den systematiske måde at skabe rationel orden i erkendelsen og det praktiske liv på, men den kan aldrig stå alene, da den ikke er i stand til eller overhovedet beregnet på at skabe den fornødne føling med de kræfter der skaber meningen med tilværelsen og som primært ligger i det kollektivt ubevidste. Magtkamp, politik og i værste fald krig hører kulturen til, men kan naturligvis ledes ind i nogenlunde acceptable baner, og det er bl.a. hvad det sekulariserede demokrati er bedst til. Men selve følingen med det kollektivt ubevidste og dets uudtømmelige kreativitet sker alene gennem kunsten, dramaet, myterne, festen, kulten, religionen - og humoren. Og derfor er det ikke underligt at de snævre rationalister, moralister og småborgere kommer til kort hvis de begynder at ensrette kulturen og herse med folket. Den komplementære helhedsrealisme prøver til stadighed at påpege nødvendigheden af en fuld accept af de to komplementære tilgange til virkeligheden som ligger i de to slags psykiske grundprocesser, men den slår samtidig til lyd for at acceptere, at den tilgang der sikrer følingen med det irrationelle må være overordnet den tilgang der sikrer realitetsprøvelsen. I eksistensen er følingen med den hele og ubeskårne virkelighed vigtigere end den rene erkendelse - eller sagt med andre ord: erkendelsesprojektet er en del af eksistensprojektet. Men dette er ikke nødvendigvis ligetil at forstå og acceptere. Derfor må også undertegnede acceptere narrens rolle: ofte at tale for døve øren! Jan Jernewicz Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie. 
Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: De tidligere artikler i serien: Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Hvad skal vi med rationalitet og videnskab? (5.4.11.) Hvad skal vi med værdikamp? (31.3.11.) Hvad skal vi med krig? (28.3.11.) Hvad skal vi med kunst? (26.3.11.) Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Bo Bojesen Martin Buber Piet Hein Latterdag De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Ydmyghed og jeg-relativisering Jeg-relativisering, historie og kristendom Tværfagligt identitetsseminar (29.1.08.) Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov Religion, humor og tragedie (19.02.06.) Humor og religion i værdikampen (4.2.06. Humor og virkelighed (20.8.07.) Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.) Humor, politik og helhedsrealisme (30.11.10.) Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig (30.4.08.) Livstegn fra Klaus Albrectsen om den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger Terror mod humor og sekularisering (5.1.10.) Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne (13.2.08.) Humor i Mellemøsten Muslimsk humor - en selvmodsigelse? Behovet for spring i udviklingen (Historiefilosofi IV - 12.2.06.) Fornuftens afmagt over for ufornuften (Historiefilosofi III - 10.2.06.) Symboler er værdikampens omdrejningspunkt (Historiefilosofi II - 9.2.06.) Loven om utilsigtede virkninger (Historiefilosofi I - 8.2.06.) Peter Høegs hørelse, længsel og humor (14.06.06.) Køn, identitet, partnervalg og humor (7.5.06.) Kunsten at græde i kor - og overleve mistrøstig barndom (3.5.07.) Filmen og latteren (30.6.05.) Finanserne og humoren (31.8.06.) Blasfemi mellem jura og psykologi (16.12.04.) Skadelig sprogblomstring? Er rapper-sproget kunst eller verbal vold og sexisme? (26.11.04.) Kaddish for Kertész (Imre Kertész' forfatterskab og hans bog "Kaddish for en ufødt søn".) Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Humor Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |