utils prefix normal JERNESALT - status2021august

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.9.21.

Ekstraordinær status – om klima, fremskridt og eksistens - med udspring i det synspunkt at helheden er vort inderste jeg

Jorden er både rund og flad, basta!
De psykiske grundprocessser
Den fatale tro på videnskab og fremskridt
Den ligeså fatale politikerlede
Afghanistan-missionen gik galt
Mennesket er hverken herre over naturen eller udviklingen
Åndslivet er et emergent fænomen i biologien
Illusionerne om videnskab og fremskridt kom tilbage
Flertallet viger uden om komplementariteten
Det eksistentielt afgørende er af irrationel art
Sekulariseringen sætter dogmatiske postulater på porten
Afsluttende bemærkninger
Henvisninger


Jorden er både rund og flad, basta!    Til toppen  Næste

Siden min artikel den 4.4. er der sket så meget på den politiske og kulturelle arena, at jeg ikke længere kan holde mine synspunkter om eksistensen tilbage. Derfor dette opsamlende essay - suppleret med bemærkerninger om de allersidste begivenheder..

Pudsigt nok kan man stadig støde på en blank overbevisning om at jorden er rund, og at folk der hævder at den er flad må være naive eller ligefrem dumme. For det er jo i dag et videnskabeligt fastslået faktum at jordkloden er en rund kugle der svæver rundt om solen, og at den regelmæssigt kan ses aftegnet på månen som en buet skygge. Det overses blot at det også er et solidt faktum at vi jordboere aldrig, når vi bevæger os rundt på jordens overflade, får nogen fornemmelse af at den er en rund kugle, men tværtimod at den er ganske flad omend med mange ujævnheder i form af bjerge, bakker og dale.

Tilsvarende ved vi også at når vi står på en jernbanestation og ser et tog nærme sig, så ser vi det blive større og større, mens det bliver mindre og mindre når det fjerner sig. Deraf slutter vi naturligvis aldrig at det fysiske tog med passagerer eller gods skifter størrelse, men alene at det at toget ser ud til at blive mindre og mindre betyder at det fjerner sig - og omvendt. Det er altså afstanden og synsvinklen der afgør sagen. Og det samme gælder naturligvis kloden. Forskellen er alene at vi aldrig ser kloden ude fra rummet, medmindre vi er astronauter i et rumfartøj, og dén mulighed er jo en meget ny ting i vor historie.

For flertallet af os jordboere der fortsat til hverdag lever på jordens overflade, er det naturligt at vi i praksis anser jorden for flad og i dagligsproget bibeholder denne sprogbrug. Men da alle i dag véd at naturvidenskaben for længst i kraft af en blanding af observationer og slutninger har fundet ud af at jorden er en kugle der bevæger sig rundt om solen, så kan vi more os over en komedie som Holbergs 'Erasmus Montanus', hvor bondesønnen Rasmus Berg kommer hjem til sit sogn fra universitetsstudierne i København og forfærder sine forældre med påstande om at jorden er rund. Til sidst bliver han dog tvunget af en officer til at afsværge sin tossede idé.


I virkeligheden er det også uendeligt komisk at vi i 2021 stadig kan se en klog mand i en kronik i Politiken postulere at det er tosset at hævde at jorden er flad. Det kan enhver jo som allerede sagt ellers se med sine egne øjne, så det eneste der i denne forbindelse er skørt er, at mange ikke kan se at vi her står over for et tydeligt eksempel på det erkendelsesmæssige forhold Niels Bohr fik påpeget, nemlig at to logisk modstridende påstande begge kan være sande og ganske anvendelige i praksis, når blot de ses fra hver sit synspunkt og bruges til hver sit formål. Det afhænger simpelthen af synsvinklen hvilken påstand der er rigtig og mest anvendelig. Dette besynderlige forhold kaldes komplementaritet. Og det er dén størrelse folk har problemer med, fordi den kræver ændring i selve måden at tænke på.

Komplementariteten er forholdsvis enkel i spørgsmålet om jordklodens form. Den bliver noget sværere, når vi bevæger os ind på komplicerede sager som spørgsmålet om energi og materie (lys og stof). Dér kan vi nemlig ikke blot foretrække en af påstandene, men er tvunget til at acceptere dem begge. Vi må fx også afvise Heraklits gamle påstand om at alting flyder, eftersom vi ikke skulle kunne bade i den samme flod to gange. Det gør vi ikke desto mindre, for flodløbet bestemmes ikke af det flydende vand, men af det stabile flodleje.

Kommer vi til atomfysikken, må vi også acceptere at elementarpartiklerne kan have en sådan hastighed at vi ikke direkte kan måle den enkelte partikels fart og sted på samme tid. Vi må nøjes med at beregne den statistiske sandsynlighed for lokaliteten ved hver given hastighed – og det er tilstrækkeligt til den praktiske brug. Men man bliver aldrig færdig med at finde nye elementarpartikler, for man gør blot de i forvejen kæmpelange partikel-accelleratorer endnu større (og tror naivt at det skulle hjælpe os til at løse de sidste problemer).

Virkeligt kompliceret bliver komplementariteten dog først, når vi begynder at se på de psykiske processer der slet ikke kan måles eller stedfæstnes.


De psykiske grundprocessser    Til toppen  Næste

Fra gammel tid har vi delt disse processer op i tanker og følelser og oplevet tankerne som ret stabile i kraft af vores evne til logik og sproglige formuleringer og udvekslinger. Derimod opleves følelserne som ret ustabile, flertydige og personlige. Vi kan ligefrem sige at følelserne som regel er subjektive, mens velformulerede og efterprøvede tanker er objektive – jo mere, de efterprøves.

Derfor regner vi naturligvis de stabile, logiske og efterprøvede tanker, ideer og principper for vigtigere i forskningen og naturvidenskaben (og det rent praktiske liv med dets produktion og handel) end de ustabile subjektive følelser. Ikke mindst i de eksakte videnskaber der tilstræber størst mulig objektivitet eller subjekt-uafhængighed.

Ja, vi bilder os endda ind at oplysningen skrider frem i takt med naturvidenskaben. Oplysning betyder ikke mindst at menneskeheden støt og roligt har bevæget sig fra udbredte fordomme, illusioner og overtro til mere og mere solide videnskabelige sandheder. Ja, man taler jo ligefrem om at mennesket har bevæget sig fra et primitivt verdenssyn baseret på myter til et højtudviklet videnskabeligt syn baseret på facts og logik – eller med græske termer at vi er gået fra ’mythos’ til ’logos’.

Men ingen bestrider dog følelsernes betydning i den almindelige omgang mellem mennesker eller betydningen af de mange specielle udtryk for følelseslivet som vi finder i digtning, sang, dans, musik, kunst, humor, ritualer og religion. Disse betyder enormt meget for almindelige mennesker både til hverdag og fest og højtid. Og de spiller i allerhøjeste grad ind i alle magtkampe og al politik – uanset hvor meget magthavere og politikere påberåber sig fornuft, klare mål og gode hensigter. Ja, følelserne medfører ofte så dybe og massive bølger af stærke følelsesudbrud at vi taler om katastrofer af næsten samme art som naturkatastrofer. Tænk blot på lidenskaberne ved verdenskrige eller nutidens borgerkrige og terrorisme. Eller på den fatale udbredelse af asociale hademails på de sociale medier.

Når vi ikke kan undgå de værste udskejelser og lede energien ind i konstruktive baner, tyder det imidlertid på at vi ikke forstår at tale om disse komplicerede processer på en hensigtsmæssig måde. Hele 1900-tallet er én lang historie om ekstremistiske udskejelser – og for det ny århundredes terrorisme gælder det samme. Kun er den denne gang forstærket af en gigantisk vækst i verdensbefolkningen vi aldrig har set før og som ledsages af yderligere plager som pandemier, hungersnød, borgerkrige og flygtningestrømme.

Gennem det sidste hundrede år er det alt i alt blevet fastslået med syvtommersøm at mennesket ikke er herre over naturen eller udviklingen. Naturen er heller ikke determineret på en sådan måde at udviklingen kan forudsiges. Tværtimod er den fuld af ubehagelige overraskelser som ligger i selve den ’følsomhed i begyndelsestilstandene’ som kaosteorierne taler om. Vi kan bestemme begyndelsestilstandene tilstrækkeligt præcist i fysisk-kemiske forsøg i laboratoriet, men aldrig i de yderst komplicerede tilstande udenfor – og slet ikke i kulturhistorien eller i universets udvikling. Og dette har naturligvis alle dage frustreret rationelle mennesker i nogenlunde velordnede samfund, hvor de dagligt erfarer at de kan kontrollere både deres egne og deres underordnedes handlinger og forudsige de fleste af andre menneskers handlinger, ofte endog de mindre fornuftige handlinger.

Rationalitet sættes på vore breddegrader nærmest lig med oplysning. Jo mere rationelt et menneske er, jo mere oplyst regnes det for at være. Denne illusion går tilbage til Kant og oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. De fleste ser imidlertid bort fra at rationalismen på grund af sin ensidighed og sit snæversyn førte til romantikkens modreaktion og mange politiske omvæltninger, herunder den franske revolution med det flotte slogan 'Frihed, Lighed, Broderskab'.


Den fatale tro på videnskab og fremskridt    Til toppen  Næste

Naturvidenskaben, industrialiseringen og imperialismen gav stor velstandsstigning og førte til en naiv tro på videnskaben og det såkaldte fremskridt.

Illusionen brast, da 1. verdenskrig brød ud med største begejstring i alle deltagernationer, men endte med et vanvittigt blodbad og brug af invaliderende nervegas. Den almindelige samfundsorden opløstes mange steder, så de ekstreme politiske ideologier kunne triumfere i Tyskland, Italien, Spanien og Sovjetunionen. Efter 1945 klarede Vesteuropa og USA sig dog igennem, takket være fredsvilje og demokrati - og ikke mindst en gigantisk vækst, der direkte satsede på 'velfærd for alle' gennem øget privatforbrug. Vest-Tyskland blev med sit 'Wirtschaftswunder' på få år den stærkeste økonomi i Vesteuropa og dannede sammen med Frankrig, Italien og Nederlandene Det Europæiske Fællesskab (EF, der siden blev til EU).

I 1968 kom Ungdomsoprøret med sin selvretfærdighed og foragt for det etablerede, og i 1973 ramte et jordskred de fem gamle partier i Danmark. Nye partier fik en chance, og omgangsformerne ændredes i hele Vesten, men mange nye illusioner (incl. den om 'magten til folket') skabte ny og større usikkerhed. Tyve år senere kom prosaiske problemer som indvandring, flygtningepolitik og klimaforurening i fokus. Og det forstærkedes i 2020 af epidemien.

Pandemien blev et wake-up-call for mange mennesker, for alle måtte affinde sig med regeringernes restriktioner, hvad enten de fandt dem fornuftige eller urimelige. Demokratierne kom på prøve, fordi de pludseligt blev tvungne til at se stort på normale parlamentariske rutiner og dekretere hurtige og effektive løsninger. Danmark klarede det fint, men den socialdemokratiske regering var ganske godt tilfreds med centraliseringen af magten, som i realiteten udvidede den offentlige sektor mere end godt var. Ja, faktisk bekræftedes Jørgen S. Dichs gamle påstand fra 1974 om at det var de offentlige ansatte der var blevet den nye ”herskende klasse” - endda i humanismen navn.

Dette er på det allersidste blevet værre, fordi vi har fået brug for flere og flere støttepædagoger, sosu-assistenter, sygeplejersker, læger og - terapeuter. Individerne har det hårdt i det moderne ræs, fordi flertallet prøver at følge med, men har svært ved at tackle stressen uden medicin eller stoffer. Samtidigt søger færre ind på de hårdeste og dårligst betalte jobs. Det er i dag muligt at opnå højere indkomst i fag samfundet ikke har brug for - blot man skaffer sig en akademisk grad. Partierne skal nok holde sig fra større indgreb, for de nymodens algoritmer fortæller dem hvad der tiltrækker og frastøder vælgerne. Algoritmerne går for at være udtryk for ’kunstig intelligens’ der igen er det sidste skud på rationalitetstroen, men det er en illusion at algoritmerne skulle være blottede for subjektivitet. De er skam menneskeværk, der blot letter alle tidskrævende beregninger. Reelt er de subjektivt udvalgte efter hvilke konkrete mål de tjener. Og de fører partierne til såkaldt ‘kopieringspolitik’, en politik der stort set er blottet for nytænkning, kreativitet og troværdighed. Den værste bivirkning er således den brede politikerlede.


Den lige så fatale politikerlede    Til toppen  Næste

Det hænger utvivlsomt sammen med at de vestlige parlamenter ikke længere er repræsentative for landenes befolkninger, idet det store flertal af parlamentsmedlemmer nu er akademikere og en stor del af dem endog djøf’er, dvs. enten jurister eller økonomer. Det har naturligvis den fordel at de har lettere ved at sætte sig ind i kompliceret lovgivning og derfor bedre kan hamle op med embedsmændene, men den store og næsten fatale ulempe er at de færreste af dem ikke er fortrolige med eller værdsætter almindelige menneskers mere jævne eller endog småborgerlige vaner og synspunkter.

Det er i sig selv fatalt at jurister i den grad pukker på rettigheder at det forleder både politikere og vælgere til evigt og altid at pukke på at få ret. Folketinget spilder oceaner af tid og kræfter på samråd med ministrene om bagateller i lovgivningen. Og borgerne folder sig ud på de sociale medier med endeløse misfortolkninger og spidsfindigheder. Der er ikke megen tolerance tilbage.

Allerværst er dog det store fravær af den umiddelbare kreativitet som særligt kendetegner kunstnere og dybest set burde være et afgørende element i det man tidligere forstod ved folkeligheden.

Et oplagt tilfælde at nævne er, at den socialdemokratiske regering i 2019 fik en kultur- og kirkeminister der nok havde god erfaring fra en periode som borgmester, men var ukendt med både livet på Christiansborg og det kultur- og kirkeliv hun skulle varetage. Hun gik af for nylig og blev erstattet af en partifælle der havde været uddannelsesminister og derfor var fuldt fortrolig med Christiansborg, men ikke med kulturlivet. Kultur betragtes på Christiansborg som flødeskum på samfundskagen. Ingen politiker på Christiansborg siden 1960'erne synes at begribe hvad kulturen og kirkelivet betyder for befolkningens almene, daglige eksistens.

Reelt er tiden derfor efter mit skøn inde til at sammenlægge kultur- og kirkeministeriet i et regulært kultusministerium af den art vi havde fra 1848 til 1916. Den tanke har jeg tidligere lanceret – og endda i 2016 foreslået daværende kulturminister Mette Bock. Men forgæves. Hun gik overhovedet ikke ind på tankegangen – og lod oven i købet sit svar til mig afsende fra kirkeministeriet, skønt det med fuldt overlæg var adresseret til kulturministeriet i det gamle Assistenshus. Det afslørede det yderst bemærkelsesværdige faktum, at kulturministeriet frabeder sig at beskæftige sig med forhold der drejer sig eksistensen i et helt andet perspektiv end det gængse kulturlivs perspektiv. Eksistensen har et højere perspektiv – der efterhånden sjældent viser sig i den kultur den akademiske elite dyrker, men derimod tydeligt i folkelige arrangementer som musikfestivalerne, hvor den menneskelige trang til ekstase får lov at komme til udtryk for fuld udblæsning – sjældent uden at blive kombineret med alkohol og stoffer. Men dog bliver den kult i samme forstand som gudstjenester eller operaopførelser. Og det er netop det en kultusminister skal have i fokus.


Afghanistan-missionen gik galt    Til toppen  Næste

Indvandrings- og flygtningepolitikken er blevet et højaktuelt og yderst påtrængende problem med den nyeste udvikling i Afghanistan, hvor Taliban-bevægelsen på rekordtid har erobret hele landet, inkl. hovedstaden Kabul. Det blev en nem opgave efter at USAs’ forhenværende præsident Trump indgik en fredsaftale med Taliban og den nuværende præsident Biden fornylig bebudede at alle amerikanske tropper ville blive trukket ud af landet senest 31. august. Dette var nemlig en særdeles entydig besked til det korrupte regimes ledere og kæmpemæssige militærapparat om at deres tid var udløbet. Præsidenten Ghani (2014-21) flygtede ud af landet (efter rygterne med store kontantværdier), og de soldater der ikke havde mulighed for flugt gik klogeligt over til fjenden i håb om at redde eget liv. Taliban fik de efterladte moderne våben som ren gave. I forvejen har de gigantindtægter fra den opium de enorme valmuemarker giver. Washington fik dog indefrosset Afghanistans amerikanske centralbank-aktiver for at forhindre at pengene ville tilflyde Taliban. Men den sidste amerikanske officer forlod lufthavnen i Kabul den 31. august. Menige afghanerne er nu overladt til en nyt styre og dettes magtbegær og tilfældigheder. Ingen véd hvad det ender med.

Det var et kæmpemæssigt nederlag for USA og dets allierede der meget fornuftigt indledte krigen mod terrorismens kilder efter terrorangrebet på USA 11. september 2001, men siden forfejlede stabiliseringen i landet ved blind ulandsbistand der gik til ledere der var mere eller mindre uduelige i politik, men forstod at mele deres egen kage og efterhånden blev forhadte af de lokale befolkningsgrupper. Almindelige afghanere var dessuden kommet til den opfattelse at alle budskaber fra amerikanerne var fake-news (og det har smittet af på afghanske flygtninge i Europa, også når det gælder vaccinationer). Udfaldet er derfor også en tragedie for alle de afghanere der i årevis har nydt godt af Vestens forsøg på at opbygge et land med både skoler og gode rettigheder for borgerne - men desværre uden tilstrækkeligt hensyn til klansystemets bagstræberiske virkelighed.

Indsatsen har ikke været helt forgæves, som modstanderne af krigen i 2002 hele tiden har hævdet. For den har har givet mange piger og kvinder ganske positive erfaringer om hvad frihed og skolegang vil sige. Men unægteligt er det nødvendigt at se i øjnene at et demokratisk samfundssystem hverken kan eksporteres via penge eller militær, men kræver dyb og bred vilje i lokalbefolkningen. Det arabiske forår er ikke dømt ude for altid, men over for kyniske diktatorer kræver det en udholdenhed, overbevisning og overlegen strategi af sjælden art. Og det mest tragiske er her, at disse karaktertræk underkendes uopretteligt når en befolkning foretrækker flugt frem for kamp.

Nederlaget i Afghanistan vil give større flygtningestrømme mod Europa, og det sætter de europæiske lande i et klart dilemma: hvor hårdt skal man forsvare sine grænser mod flygtninge. Ud fra et helhedsrealistisk synspunkt står nærhedsprincippet over solidaritetsprincippet og globaliseringsprincippet. Eksistentielle kampe afgøres i sidste ende altid på det lokale niveau. Det forstår idealister og globalister bare ikke, og derfor vil der altid være uenighed om strategien for dansk og europæisk udenrigspolitik. At nedsætte en kommission til at kulegrave hvad der gik galt i Afghanistan er spild af penge, for det vil bare blive en opregning af alle de fejl og modsætninger vi kender i forvejen. Det eneste der dur er en fortsat refleksion og debat om udviklingen i den islamiske verden, i flygtningestrømmene og – i forholdet mellem et splittet USA og et splittet EU. USA er ikke længere Vestens selvfølgelige frontfigur. Nato er forældet, og har i grunden været det siden Sovjetsystemets sammembrud og de østeuropæiske landes frihed. EU’s centralisering og drømme om stormagtsstatus kan allerede betegnes som en fiasko.


Mennesket er hverken herre over naturen eller udviklingen    Til toppen  Næste

Overordnet og generelt må udgangspunktet for alle refleksioner være en åben erkendelse af at de politiske ledere i verden - uanset religion, ideologi og partipolitiske præferencer - ikke er herre over udviklingen, og at mennesket i allerbredeste forstand aldeles ikke er herre over naturen.

Mennesket kan nok finde den ene naturlov efter den anden og endog udtrykke lovene i matematiske ligninger, dvs. i den fornemste form for generalisation. Isaac Newton formulerede i 1666 loven for tyngdekraften som et forhold mellem legemers masse og afstanden mellem dem. Ole Rømer målte i 1670’erne temmelig nøjagtigt lysets hastighed eller ’lysets tøven’ som han kaldte det, for det var dengang overraskende at lyset overhovedet havde en hastighed. Og Albert Einstein kunne i 1922 fastslå at den samlede energi i universet var lig med den samlede masse gange kvadratroden på lysets hastighed (E=mc˛). Men forklare tyngdekraften, lysets hastighed eller dette højst bemærkelsesværdige forhold mellem energien og massen kan ingen - og det forsøgte de iøvrigt heller ikke.

Alle teorier om en 'begyndelse' er og bliver spekulation ud fra de observationer og målinger kompetente og begavede forskere et tilfældigt sted i solsystemet kan gøre, og det er ganske vist i vore egne øjne ganske mange data - der endda øges år for år, men i det allerstørste perspektiv trods alt uendeligt lidt. Forskerne kan ud fra rødforskydningen i lyset slutte at universet ekspanderer. Men selve begyndelsestilstanden kan af gode grunde ikke observeres. Man kan gisne og lave teorier om fx superstreng-teorier, og teorierne kan igen føre til nye spekulationer og teorier. Men man kan ikke udforske sådanne teorier eksperimentelt. Så megen af forskningen er spildte penge. Teorien om universets nulpunkt er ligefrem latterlig, fordi det ligger uden for den menneskelige forståelses grænser at operere med en begyndelsestilstand der ikke omfatter både energi og stof (lys og masse). En populærvidenskabelige påstand om at universet er ’et opblæst nul’, er et morsomt, men fuldstændigt tomt postulat. Hele problematikken omkring universets begyndelse afdækker den kendsgerning at vi er en del af naturen og aldrig får et observationspunkt uden for universet. Efter Einsteins relativitetsteorier er der slet ikke noget udenfor. Accepterer vi Einsteins teorier, kan vi end ikke forestille os nogetsomhelst reelt udenfor!

Endnu værre bliver det, når naturvidenskaben forsøger at lave teorier for livets opståen, bevidsthedens opståen eller sprogets og humorens essentielle rolle i kulturudviklingen. Forskerne kan blive meget opfindsomme når det gælder opstilling af teoretiske modeller. Det kan fx ses i biosemiotismen, der forsøger at finde abstrakte tegn der bestemmer opkomsten af liv. Igen en kunstig forestilling der forudsætter at man skulle kunne se bort fra at det vi kalder liv lige netop er noget der omfatter både stof og energi og som lige netop hos mennesket fører til bevidsthedens opståen. Bevidstheden prøver man i hjerneforskningen at forklare med lokaliserbare og målelige hjerneprocesser uden at tage højde for at bevidstheden netop er et emergent fænomen i biologien; det er aldrig set før. Bevidstheden repræsenterer selve den del af materien som for første gang i evolutionens historie er bevidst om sig selv, og netop dermed sprænger den de allersidste rammer for årsagsforklaringer der baseres på fysiske genstande.


Åndslivet er et emergent fænomen i biologien     Til toppen   Næste

Bevidstheden kan ingen give nogen som helst forklaring på. Man kan opregne nogle betingelser for den – lige som i livets tilfælde. Til disse hører eksistensen af mennesker af kød og blod der også har et nervesystem med forbindelse til hjernen. Ja, man har endda for længe siden erkendt at forudsætningen for at vi overhovedet bliver bevidste om noget er en elementær genstandsbevidsthed af samme art som hos andre højerestående dyr. Den betyder at vi alle på forskellig vis kan erkende tingene, gribe om dem eller komme uden om dem. Og det kan som bekendt enhver kattekilling og enhver hundehvalp kort efter fødslen. For mennesket er genstandsbevidstheden desuden selve forudsætningen for dannelser i bevidstheden af tegn, navne og begreber og dermed forudsætningen for sprogets dannelse og videre udvikling, ja i sidste ende forudsætningen for al kultur.

Her finder vi den reelle forbindelse mellem det indre psykiske liv (sjæl eller ånd eller hvad man nu vil kalde det) og den ydre, materielle verden. Og det er noget helt andet end den knogleforbindelse Descartes i sin tid fablede om, fordi han insisterede på en materiel forbindelse. Man kan bare ikke ud fra den reelle forbindelse slutte at materien er basis for sjælelivet. Den er basis for genstandsbevidstheden og dermed sproget, men det er sproget der er basis for at materien kan siges at være blevet bevidst om sig selv.

Sjælelivet, åndslivet eller underbevidstheden med hvad dertil hører er noget emergent i biologien. Det er noget ekstraordinært helt for sig selv. Det har sine egne love og sit eget liv (kulturen i bredeste forstand) der oven i købet synes at pege på noget overinviduelt eller kollektivt i form af en slags fællessind - eller hvad man nu vil kalde kilden for den uendelige mængde af grundforestillinger der synes at gå igen ned gennem tiderne i alle kendte kulturer; det er de såkaldte arketypiske forestillinger.

Og alt dette er just årsagen til at den forherligede, men forenklende rationalitet kommer til kort over for den omstridte, men uundværlige irrationalitet af største kompleksitet.


Rationalitet sættes nærmest lig med oplysning. Jo mere rationelt et menneske er, jo mere oplyst regnes det for at være. Denne illusion går som allerede nævnt tilbage til Kant og oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. Og til den hører også den fatal pligtetik som allerede preusserånden udnyttede. De fleste ser bort fra at rationalismen førte til romantikkens modreaktion og mange politiske omvæltninger, herunder den franske revolution. Denne endte desværre i vold, terror og kejserdømme. Men trods alt fik vi borgerskabets frigørelse og monarkiets og adelens udfasning samt et væld af friske ideer og kunstnerisk udfoldelse.

Dertil kom 1800-tallets brede folkelige og religiøse vækkelser, der også frigjorde bondestanden og senere arbejderklassen. Og endnu senere og langsommere kom kvindefrigørelsen. Dog er det først med den helt aktuelle metoo-bevægelse (der primært fokuserer på overgreb mod kvinder) man har nået det punkt i erkendelsen hvor kvinder efterhånden skulle kunne nå til at indse at ligeberettigelsen ikke udelukker den fundamentale biologiske forskel mellem mænd og kvinder, som mange af os værdsætter. Bevægelsen må tværtimod før eller siden acceptere det mandlige kønshormons faktum og kraft - og derfor koncentrere sig om det muliges kunst at få mandskraften kanaliseret ind i baner der reducerer mandsdominansen til et rimeligt niveau og minimerer overgrebene. Og dét er unægteligt en stor opgave, der ikke løses med bandbuller af nogen art.

Hvad det kniber med generelt er at forstå at mennesket fødes med en helhedsoplevelse der giver selve meningen med tilværelsen livet igennem, men som i puberteten ikke alene udsættes for kønsbevidsthedens vækkelse og fristelser, men også rationalitetens vågnende kritik og skepsis på en måde de fleste ikke forstår oprøret i og derfor ikke kan styre. Dette vil kræve nærmere indsigt i det specifikke forhold at ethvert individ i sig har to modsatrettede tilgange til virkeligheden, nemlig den indre intuitive og den ydre sanselige.

Den indre tilgang er medfødt og i starten uafhængig af sprog og logik. Den bevirker en uendelige mængde af ubevidste forestillinger, fornemmelser, anelser og drømme, som er karakteriseret ved spontane og frie associationer - det Storm P. rammende kaldte ’sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke’. Den ydre tilgang er derimod tillært og udvikler sig ved hjælp af sprog og logik, først ganske langsomt, men efterhånden hurtigere og hurtigere til et glimrende redskab for et stadigt mere nuanceret kendskab til den ydre verden, naturen, samfundslivet og deres love.

Men de frie associationer forbliver livet igennem kilden til al kreativitet og innovation - og derfor er det altid undertrykkelse af mennesket at få disse forestillinger hæmmet eller blokeret som det sker ved al ensretning – uanset motivationen for denne.

I hele dette yderst komplicerede spil er det afgørende at forstå at der ikke som almindeligt antaget er én måde at tænke på og en anden at føle på. Der er derimod én måde at tænke/føle på der er fri i kraft af ustabile, men relativt stærke processer (den medfødte måde) og en helt anden der er stabil på grund af tanke- og føleelementernes relative vaghed (den tillærte måde). Loven for dem er, at stabiliteten i tanke/føleprocesserne er omvendt proportional med intensiteten.

Alle ved, at ophidselse i almindelighed svækker nøgternheden, og at ophidselse af masserne i særdeleshed kan give helt uberegnelige negative resultater, jf. den stemning der blev pisket op mod Danmark i muslimske lande pga. Muhammed-tegningerne, og den panik der blev følgen af Talibans pludselige sejr i Afghanistan. Og disse negative virkninger er årsagen til at det i langt de fleste tilfælde regnes for bedst at holde fornuften fangen. Men herfra er der faktisk et stort og yderst fatalt spring til at slutte, at rationaliteten skal dyrkes optimalt og irrationaliteten hæmmes optimalt, som parolen i virkeligheden blev fra og med oplysningstidens rationalisme.


Illusionerne om videnskab og fremskridt kom tilbage    Til toppen  Næste

Efter 2. verdenskrigs vilde og irrationelle udskejelser kom Vesten igen til at tro på videnskaben, markedsøkonomien og fremskridtet. Internationalt fik vi den store konkurrence og digitalisering – tillige med en uhyrlig tredobling af verdensbefolkningen med tilhørende klimaudfordringer og nu sidst en pandemi der ikke bliver den sidste. Den har dog medført et vist wake-up-call. Det samme gør ikke mindste den nyeste klimarapport fra FN's klimapanel IPCC.

Rapporten slår utvetydigt fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Og at varmere vejr, tørke eller voldsommere nedbør vil ramme verdens befolkning - dog med store regionale forskelle. Stort set hele den temperaturstigning, som verden har set siden 1850, er menneskeskabt. Og det er ikke usandsynligt, at temperaturen vil være steget med to grader i 2040’erne, hvilket er den øvre grænse for klimaaftalen fra Paris.

Af hovedpunkterne skal blot nævnes:

Der har i to millioner år ikke været så meget CO² i atmosfæren som i dag. - Temperaturen siden 1970 er steget mere, end man har set de seneste 2.000 år. Temperaturen på kloden siden 1850 er steget med 1,09 grad – og heraf skyldes 1,07 grad menneskelig aktivitet. - Havet er opvarmet hurtigere det seneste århundrede, end man har set det siden afslutningen på den seneste istid for 11.000 år siden. Havisen i Arktis har den laveste udbredelse siden 1850. Udbredelsen af is i sensommeren har ikke har været mindre i de seneste tusind år. Gletsjernes globale tilbagetrækning er den største i 2.000 år. - Havet vil stige mellem 28 og 101 cm inden år 2100 – og det kan ikke udelukkes, at det er steget med fem meter inden 2150.


Trods usikkerheden i detaljerne er rapporten unægteligt et wakeupcall der ikke kan overhøres.

Forståeligt nok er rigtigt mange mennesker da også begyndt at reflektere nærmere over udviklingen og eksistensen. Og derfor ser vi naturligvis også mange nye trends og moder. Den umiskendelige alvor i udviklingen ledsages som sædvanlig af megen overfladiskhed, eskapisme og æsteticisme. Det giver mindelser om slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Dette ses fx tydeligt i den bredde LGBTI+-festivalen har fået i år med de mange og store optog gennem flere bydele i København og andre storbyer. Det er unægteligt træls for bøsser, lesbiske og andre køns-minoriteter at vokse op i almindelige familier, og godt at man prøver at modvirke det ødelæggende snæversyn. Og fest og farver i byerne er ingen skade til. Men festivalen nærmer sig eskapismen når den forsøger at prioritere kønsidentiteten over alt andet og oven i købet gør dette til en politisk kamp. Den kontroversielle universitetslektor Marianne Stidsen har ikke uret i at regnbueflaget på kort tid er blevet ”et samlende emblem for den nye ekstremt aggressive og fanatiske samt imperialistiske og dygtigt manipulerende venstrefløj” (Politiken 21.8.21.). Og dette er ikke i pagt med befolkningsflertallets ønsker. Det er tværtimod udtryk for kønsminoriteternes forsøg på at gøre deres rimelige særinteresser til et urimeligt ideal for alle. Og dette er igen fuldstændigt i strid med sund fornuft og sund helhedsrealisme.

Den netop afsluttede olympiade har ligeledes bekræftet at konkurrencementaliteten og korruptionen behersker den professionelle elitesport i en sådan grad at legen for længst er forduftet fra olympiaderne såvel som alle andre store sportsstævner. De er nu en del af underholdningsindustrien der ligesom politikken styres af algoritmerne og det man kalder opmærksomhedsøkonomien. Medierne hopper desværre gladeligt på vognen. Det er der mest forretning i. Men det er fatalt at legen forsvinder fra sporten.

Om det så er teatret – skuespil, opera, ballet, revy - synes det også for tiden at pjatte problemerne væk i den forstand at design, lys, farver og iscenesættelse prioriteres langt over den bærende substans der altid er brug for: at udsætte eksistensen for komikkens og tragikkens lys på en så intensiv måde at publikum rives med på det indre plan - og efterfølgende begynder at reflektere. Humoren og latteren kan slet ikke undværes, og tragedien har det fortrin at kunne bringe mennesket ind i tragediens område hvor det at have ret er hørt op. Først her kan man få del i visdom, for denne kommer - som sorgen - altid kun mod menneskets vilje.

Befolkningerne i stort set alle lande prøver forståeligt nok længst muligt at bevare optimismen og illusionerne gennem alle afledningsmanøvrer. Man vil for alt i verden ikke se det efterhånden åbenlyse faktum i øjnene, at mennesket – uanset hvor lystigt de i perioder morer sig med uhæmmet udfoldelse - på ingen måde er herre over naturen eller udviklingen. Ej heller over forureningen af naturen.

Om det så er Politikens kronikredaktør har han 4.9. udbasuneret et 'Op med humøret. Vi klarer nok klimakrisen'. Hans hovedargument lyder at når presset er stort nok, finder menneskeheden en løsning. Det er efter hans mening det klare budskab fra tidligere kriser. Hvad den velmenende mand ser bort fra er lige præcis den aldeles afgørende hovedårsag til klimakrisen, nemlig at verdensbefolkningen siden 1945 er mangedoblet og fortsætter i samme stigningstakt. Menneskeheden har aldrig før stået i en så alvorlig og fatal krise. Presset har aldrig nogensinde i historien været større, og derfor kan man ikke få hjælp af fortiden, hverken med hensyn til praktiske løsninger eller med hensyn til moralsk vilje. Vi står i en fuldstændigt emergent ny kulturkrise - og den kræver en helt ny løsning og etik.

Det er en selvfølge at vi skal bevare håbet og optimismen, men naturen kan ikke i længden klare en befolkning på syv, otte eller ni milliarder individer. Saglige og fornuftige løsninger har vi ikke, og politikerne bliver aldrig enige om en fælles strategi, så vi kan roligt regne med at udviklingen fremover bliver præget af største irrationalitet.


Flertallet viger uden om komplementariteten    Til toppen  Næste

Flertallet beskæftiger sig fortsat ikke med at vores virkelighed er karakteriseret af en fundamental komplementaritet mellem det rationelle og irrationelle, og at vi altid kun kan bevare et fuldgyldigt realistisk billede af virkeligheden i sin fulde helhed ved at betragte det rationelle og det irrationelle som to principielt ligeberettigede fænomener, det vil sige som komplementære fænomener.

Det er snart hundrede år siden at Niels Bohr fremsatte sit geniale komplementaritetssynspunkt og det medførte aldeles ikke – som visse Bohr-modstandere rendte rundt og påstod - nogen som helst usikkerhed om hvad der er virkeligt og ikke-virkeligt. For til synspunktet føjede Bohr korrespondensprincippet, der i kvantemekanikken siger at alle resultater der har at gøre med meget store kvantetal i formidlingen skal forbindes med resultaterne fra den klassiske fysik. Overført til psykiske fænomener der er principielt umålelige siger princippet, at disse fænomener ikke svæver frit i rummet, men konkret altid er forbundet med individer (eller et kollektiv af individer) af kød og blod.

De psykiske fænomener er desuden forbundet med sproget. Og Bohr understregede utrætteligt at vi er afhængige af sproget. Men sproget er jo ikke et simpelt tingssprog, det er tværtimod et utroligt differentieret værktøj for dannelse af ord og begreber der kan dække såvel fysiske ting som psykiske fænomener. Sproget – og det gælder naturligvis alle nationalsprog og modersmål – omfatter uden undtagelse alle ord der fra gammel tid har været knyttet til eksistensen og livsfilosofien, herunder alle de ord og begreber der er udtryk for det kollektivt ubevidste og som i dybdepsykologien kaldes arketypiske forestillinger. Det gælder alle ord som guder, afguder, djævle, engle, hekse, dæmoner, ord som skyld og fortabelse, og ord som himmel og helvede, paradis, evighed og ragnarok. Ateister har derfor allerede et dybt sprogligt problem, når deres hovedargument er at guders eksistens ikke kan bevises. Det kan ingen irrationelle fænomener over hovedet. De er af indre, intuitiv art. De kan kun erfares subjektivt. Men man kan da tale om dem.

Alle irrationelle fænomener stammer fra syner og drømme, ja undertiden endog fra hallucinationer. De rummer også mange forestillinger af overnaturlig art, dvs. forestillinger der klart strider mod fysikkens love, fx at man med tankens kraft skulle kunne influere på fysiske ting eller med troens kraft opvække de døde. Troen på mirakler har altid været forbundet med Gudsforstillingerne. Guderne kan lave mirakler. Særligt mange af sådanne forestillinger ses i moderne fiktionsfilm og spil, der derfor har fået et enormt publikum.

Dette er i grunden et af de stærkeste beviser for at det irrationelle er og bliver det dybeste lag i menneskesjælen. Netop derfor er det vigtigt at bevare den sunde fornuft - den englænderne kalder 'common sense' - for denne fornuft er fælles for alle nogenlunde normale og psykisk sunde mennesker, og den er helt nødvendig for at undgå at falde for overtroiske forestillinger og at kunne indgå i et fredeligt og konstruktivt samarbejde med andre mennesker.

Netop derfor er det så vigtigt at tilegne sig komplementaritetssynspunktet. Det er det eneste der kan bryde rationalismens forstandsforhekselse effektivt. Men det kan være svært at tilegne sig, for man skal ikke blot acceptere en teori, men lære at tænke på en helt ny måde.


Det eksistentielt afgørende er af irrationel art    Til toppen  Næste

Det irrationelle er og bliver eksistentielt altafgørende for mennesket til alle tider, men ganske særligt når det gælder selve ’livets mening’ og alle deraf afledte værdier.

Meningen med eksistensen er ikke af sproglig eller logisk art, men forstås umiddelbart af ethvert sundt barn (mindst 98 % af alle) der kommer til verden, for den ligger i selve udfoldelsen af den instinktive længsel efter kærlighed og pleje og den instinktive trang til udfoldelse. Den har altså med elementært livsmod at gøre og skal simpelthen forstås som det modsatte af fortvivlelse. Netop derfor er det kun hverdagssproget der kan dække hele tilværelsen. Det kan de videnskabelige eller praktisk-tekniske fagsprog slet ikke. Ej heller religiøse eller idealistiske sprog der sætter skarpt skel mellem det verdslige/timelige og det spirituelle eller evige. Kun dagligsproget muliggør en komplementær helhedsrealisme.

Ordet helhedsrealisme er valgt som det efter min mening bedste udtryk for sagens substans, fordi helheden som Vilh. Grønbech formulerede det er vort inderste jeg. Det er vi født med – og man glemmer ofte, at vi uden dette inderste helhedssyn ville blive født som fundamentalt splittede, dvs. skizofrene personer. Komplementariteten siger til gengæld at helhedsrealismen ikke skal forstås som et holistisk system, et lukket system uden modsætninger, men tværtimod som en åben begrebsramme der fastholder den principielt logiske uforenelighed mellem alle elementære modsætninger.

Alle mennesker uden undtagelse kan siges at være fødte med helhedsrealistiske forestillinger. De prøver fra barnsben bravt at tilegne sig alle dagligsprogets mangeartede og nyttige eksistentielle forestillinger. Løsningen på vore kulturproblemer er ganske enkel: alle bør sige nej til ufravigelige dogmer og principper – og i stedet vælge Bohrs geniale komplementaritetssynspunkt og den fulde forståelse for de frie, skabende kræfter i det kollektivt ubevidste.

Meningen med tilværelsen giver sig selv. Livet er på ingen måde absurd,som visse kloge hoveder har hævdet. Meningen er blot ikke af sproglig, filosofisk eller metafysisk art. Den er slet og ret ubevidst og instinktivt at udfolde sig i det givne miljø, assimilere sig i det givne samfund og acceptere såvel modsætninger som tilfældig modgang og nederlag. Men det altafgørende er vedblivende at bevare følingen med de skabende, irrationelle kilder.

Den elementære psykologiske lov er at al kreativitet ligger i de medfødte psykiske grundprocesser, dvs. i de før-sproglige, ulogiske og tilfældige processer i menneskets fællessind. For at få orden på dem - og det ønsker vi alle - lærer vi sproget og logikken, men mange bliver ofte så begejstrede for disse færdigheder at de tror vi helt kan droppe det ulogiske og spontane. De mest begejstrede bliver fagidioter og dogmatikere ud over alle grænser. Og de allerværste bliver diktatorer der ensretter folk og udrydder afvigere.

Alle steder hvor man gør systematiske forsøg på at droppe det irrationelle, bliver resultatet altid censur, meningsundertrykkelse, ensretning og forvisning af al kreativitet. Og så er det ligegyldigt om undertrykkelsen sker i guds eller videnskabens navn eller for partiets, folkets eller samfundets skyld. Gift for kreativiteten og innovationen er med andre ord slet ikke religionen eller religiøsiteten som sådanne – som en økonom med ekspertise i økonometri for nylig (18.7.) hævdede i en kronik i Politiken - men derimod enhver specifik dogmatisk tro på absolutte sandheder.


Sekulariseringen sætter dogmatiske postulater på porten    Til toppen  Næste

Det afgørende her er at sekulariseringen i de vestlige demokratier over de seneste seks årtier stille og roligt har frigjort folk mere og mere fra snævre og hæmmende bånd til religiøse autoriteter og instanser, så fx medlemmer af folkekirken ikke længere er i stand til uden videre at redegøre for de officielle trossætninger og paradokser de er blevet døbt til og har bekræftet ved konfirmationen. Ja, ifølge islameksperten Jakob Skovgaard-Petersen er selv flertallet af muslimerne i de muslimske lande (bortset fra de islamistiske) som følge af den almindelige velstandsstigning i dag mindre knyttet til de religiøse autoriteter end de var for få år tilbage.

I Jødedommen har der også været stigende modsætning mellem ortodoksi og almen religiøsitet. I Weekendavisens fine nekrolog over Bent Melchior hedder det, at de danske jøder har integreret og assimileret sig, men at Melchior selv og den jødiske menighed holdt fast i ortodoksien – på trods af hans anerkendelsesværdige indsats for brobygning mellem religionerne.

Fælles for alle brobyggerne og tolerancens fortalere er stadig det dogme at vi skal respektere religionerne. Men dette er en fatal inkonsistens - når vi stadig ser talløse overgreb fra de bestående religioners side, ikke mindst i den muslimske verden, jf. Afghanistan. Ulykken er at langt de fleste mennesker i pubertetsalderen stadig møder en snæver, fastlåst, dogmatisk fortolkning af den officielle tro. Den støder overordentligt mange, fordi dogmer nu engang er magtsprog der strider mod sund fornuft. Men kun de færreste gør direkte oprør mod den.

Med den holistiske opfattelse forholder det sig anderledes end med dogmatikken. En sådan opfattelse så man hos fysikeren H.C. Ørsted der lancerede en lære om ’Ånden i naturen’, og det var faktisk et smukt udtryk for at det ligger i menneskets natur at opfatte naturen som en helhed – det går igen i gamle tiders alkymi (som selv Newton dyrkede ihærdigt, men hemmeligt) og i vor tids New Age-bevægelse.

Ja, det må endog konstateres at helhedssynpunktet går igen i betegnelsen for vore højeste læreanstalter. Universitet kommer af det latinske ord ’universitas’, der betyder helhed. Ideen var at understrege at universiteterne skulle varetage alle sider af lærdommen og forskningen, fra naturvidenskab til humaniora og teologi. Sådan er det i princippet stadig, men som alle ved har de eksakte videnskaber i dag større tiltrækning for de unge end humaniora og teologi.

At teologien i dag står svagere og svagere følger næsten af sekulariseringen - og af katolicismens og protestantismens stædighed mht. en ubetinget fastholdelse af at tro er lig med bekendelse af trossætninger. For det er jo reelt en bekendelse til en historisk betinget magtstruktur flere og flere vender sig imod. Det vil man bare ikke være ved. Man forstår slet ikke at den moralske forpligtelse ikke behøver at ligge i ydre autoriteter eller i moralbud der er nedskrevet i ældgamle bøger, men at den tværtimod kan ligge i vores fælles sind som et krav om indre konsistens. Dette krav kan aldrig udmøntes i absolutte dogmer, men vil altid være genstand for overvejelser og justeringer. Her er den kristne verden heldigvis bedre stillet end både den jødiske og den islamiske verden, fordi den fra starten har haft en både provokerende og lysende lægprædikant der understregede at vi ikke kommer ind i uskyldighedens rige uden at blive som børn påny. Det kan kun den sige der uden ringeste kendskabs til psykologi aner forskellen på de to psykiske grundprocesser og som forstår at uskyldigheden ligger i primærprocessernes komplette mangel på logik og lydighed. Her ligger fortsat håbet for fremtiden.

For humanioras vedkommende er der snarere tale om en grænseløs knopskydning af fag og en total forsømmelse af at erstatte en dogmatisk og mandsdomineret teologi med en tidssvarende eksistensfilosofi. Denne må tage højde for dybdepsykologiens erkendelser og være relevant for alle aldre af befolkningen i den usikre tid vi går ind i. Tidssvarende eksistensfilosofi fastholder at 'evigheden' står over 'timeligheden' og al lineær udvikling. Den mytiske evighed er altid nutid.


En af de uheldige konsekvenser af hele denne udvikling er at man endnu ikke skelner skarpt mellem dogmatisk og magtstruktureret religion på den ene side og folkereligiøsiteten på den anden. De dogmatiske religioner (jødedom, kristendom og islam) er alle bundne af dogmer der gør det let for djævelske magthavere at skille troende fra vantro. Den brogede folkelige religiøsitet er derimod medfødt og derfor blottet for dogmatiske determinanter. Den ringeagtes af dansk teologi (bl.a. P.G. Lindhardt og Johannes Sløk) – der med udgangspunkt i Kierkegaard gør paradoksaliteten til gud. En nyuddannet dansk teolog har for ganske nyligt taget klart afstand fra en religiøsitet der ikke er alvorligt ment. Et typisk eksempel på at teologi nærmest udelukker en religionsforståelse, der går uden om den dogmatiske teologi og ned i en åben dybdepsykologi.

Liberalismen kommer desværre til kort over for de religiøse magthavere, ikke mindst fordi flertallet af humanister stadig er så blåøjede at de hævder religion skal respekteres – uanset dogmatisk dominans. Liberalisme betyder frihed til at tro og mene hvad man finder rigtigt, men hvor rettroenheden trives, dér fastslår autoriteterne hvad der er ret mening. Og dér slår de til med deres krav om blind lydighed. Det sker i vore dage ikke mindst i muslimske lande. Tiden er derfor løbet fra al den snak om at man skal respektere religionerne som sådanne. Meningsundertrykkelse og forfølgelse af anderledes tænkende skal aldrig respekteres. De skal kritiseres, afsløres og bekæmpes uanset om de kommer fra verdslige eller religiøse autoriteter og diktatursystemer.

Det der altid skal respekteres er folks personlige meninger, fornemmelser og formodninger samt forankringer i traditionerne – uanset hvor tossede eller latterlige de kan forekomme. Respekten må aldrig udelukke humorens ofte underfundige og nådesløse kritik. De folkelige anskuelser kan vitterligt være langt ude på overdrevet – fx i overtro, konspirationstro eller tro på at ’de sidste tider’ er nært forestående - så det der dybest set skal have respekten er selve den frie spontanitet og kreativitet, det vil sige det der ikke kommer fra viljen og magtbegæret, men fra det underbevidste og som udtrykker det afgørende umiddelbare livsmod og de umiddelbare eksistentielle spørgsmål.

Det er på dette punkt både humaniora og medierne svigter folkeoplysningen, og det er fatalt i en tid hvor de faste holdepunkter synes at ramle.


Afsluttende bemærkninger    Til toppen  Næste

Hermed afslutter jeg denne status.

I næste måned er der et spændende kanslervalg i Tyskland – og det vil jeg følge op. Merkels tid er endeligt udløbet – og det er en stor fordel for landet og Europa. Hun torpederede sammenhængskraften i hele EU ved i september 2015 at åbne unionens ydre grænser for flygtninge. Men det har vist sig vanskeligt at finde en afløser der for alvor vil kunne rette op på ulykken ved at se problemet i øjnene. Den store koalition mellem CDU/CSU og SPD ser heldigvis ikke ud til at kunne overleve. Det er i demokratiet en uskik med store koalitioner, der kan holde sig ved magten i lang tid. Magten bør gå på omgang med ikke alt for lange mellemrum.

I november forlader Stefan Löfven posten som Sveriges statsminister og formand for Socialdemokraterna – og det må kommenteres, inden jeg gør status for hele året. Han har siddet ved roret i syv år, fordi han konsekvent er gået kompromissets vej – ud fra den faste overbevisning at Sverige skal ledes af hans parti. Og det har reelt splittet Sverige. 'Folkhemmat' der lanceredes tilbage i 1928 er borte for altid. Det har ikke kunnet bære den massive indvandring af flygtninge.

I samme måned er der kommunalvalg i Danmark – og muligvis kommer der også et folketingsvalg der kunne rydde op i partierne og løsgængeriet. Det er dog langt fra sikkert, for sygeplejerskernes strejke har flyttet vælgertilslutningen fra S til SF og Enhedslisten (der begger får mange stemmer fra de offentligt ansatte). Strejken var skabt af en særligt gruppe aktivister blandt sygeplejerskerne, men var i fundamental strid med ideen med den danske model og strukturen i fagbevægelsen. Men det bliver da spændende at følge udviklingen de næste måneder, fordi Mette Frederiksen langt om længe synes at kunne se behovet for nytænkning. Det springende punkt bliver uden tvivl om hun tør droppe partiets gamle forestilling om at velfærdssamfundet er ensbetydende med en stadigt større offentlig sektor.

Finansministeren har fremlagt regeringens finanslovsforslag der meget fornuftigt prøver at stramme op i håb om at undgå en overophedning af økonomien. Men den går med vilje uden om de reformforslag regeringen vil fremsætte og som uden tvivl vil give debat og strid. Dette gælder arbejdsmarkedet og ikke mindst alt der har med klimaudviklingen at gøre.

Det centrale for alle lande og befolkninger bliver netop nu at vi ikke længere kan se bort fra klimaforandringerne. De vil ske med en hast ingen havde forudset og ingen kan mane i jorden igen. De vil formentlig i løbet af kort tid give tilbageslag i økonomien, ja formentlig en decideret recession i alle europæiske økonomier - og de kan ikke længere tackles ved at staterne pumper penge ud. De vil tværtimod i de kommende år i uhyggelig høj grad udfordre menneskets vilje til at sikre overvægten af det gode i nærmiljøet, og dette vil ske både ud fra det glemte eller nedvurderede faktum at helheden er vort inderste jeg og ud fra det krav om indre psykisk konsistens som ligger i os alle. Det vil utvivlsomt tvinge især os vesterlændinge til at revidere vor hidtige naive opfattelse af solidaritet med hele jordens befolkning.

Ejvind Riisgård


Henvisninger    Til toppen


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi. Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne


Artikler om Danmark
Artikler om EU
Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om corona-pandemien
Artikler om flygtningekrisen
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal