JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - sfsoevndal12f

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.9.12.

Villy Søvndal har også sejret ad helvede til!

Socialistisk Folkepartis formand siden april 2005 Villy Søvndal har til alles overraskelse fredag den 7. meddelt at han trækker sig tilbage som formand for partiet når en ny er valgt på det til formålet indkaldte ekstraordinære landsmøde i oktober. Kun få mennesker omkring Søvndal selv kendte til beslutningen før offentliggørelsen - og den var på ingen måde ventet i partiet, på Christianborg eller i offentligheden, selvom Søvndal nu påstår at den i virkeligheden blev besluttet af ham selv før valget. Det kan man så tro eller lade være med at tro, men alt tyder på at partiets og regeringens nedtur efter valget er kommet bag på ham, og at modstanden i partiet mod hans linje og strategi tilsvarende har været så markant at han har indset at det ikke ville være muligt for ham at samle partiet igen.

Reelt har strategien splittet partiet, men da han ikke har været villig til at tage den op til seriøse drøftelser med sine meningsmodstandere i partiet, selvom han naturligvis altid understreger at der er højt til loftet i partiet og derfor altid plads til meningsforskelle, så har han valgt - med gruppeformandens ubetingede støtte - at prøve at skaffe ro udadtil på den måde der aldrig dur, nemlig at ensrette partiet og sætte modstanderne på plads - jf. bl.a. artikel af 28.6.12..

Det må på den baggrund undre at Søvndal vælger at trække sig som formand kun et år efter at han dannede regering med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager og hurtigt løb ind i stigende vanskeligheder med at skulle forsvare sin strategi med henvisning til at projektet er langsigtet og kræver tålmodighed hvis det overhovedet skal bære frugt. Det er der ingen der kan bedømme i dag - og det eneste naturlige for en leder ville derfor være at beholde lederskabet lige til sejren er i hus, eller i modsat fald tage konsekvensen af fiaskoen og gå af. I stedet bruger han det argument at den nye formand skal have tid til at sætte sig til rette på posten forud for næste valg om tre år. Går alt skævt i disse tre år, bliver det altså ikke den der førte partiet frem til regeringsmagten der kommer til at stå til ansvar, men blot en mere eller mindre tilfældig efterfølger der nok har medansvar ved at have accepteret linjen, men som dybest set hverken har ansvaret for den eller for den ensretning af partiet Søvndal har gennemtrumfet og som i sig selv bliver hundesvær at rette op på.

Nogle kommentatorer finder Søvndals beslutning klog, fordi der så at sige ikke var andet at gøre, hvis partiet skulle reddes. De reducerer formandens fejl til det at have "lavet en Lene Espersen", dvs som partiformand at have påtaget sig den fornemme og meget eftertragtede post som udenrigsminister skønt den er forbundet med en rejseaktivitet der gør det umuligt samtidig at klare interne partistridigheder af alvorlig karakter. Andre vil derimod mene, at Søvndal hverken har gjort sit kontroversielle regeringsprojekt med socialdemokraterne færdigt eller fundet og anvist en udvej af partikrisen. Det forlyder at tidspunktet for afgangen muligvis er valgt for at give Søvndals egen fløj med Thor Møger Pedersen og Astrid Krag størst mulig chance for at få Krag valgt som ny formand inden dennes værste rival Ida Auken fra den grønne Steen Gade-fløj får held til at konsolidere sig. Det kunne ligne Søvndal godt nok, men bekræfter i så fald kun det indtryk af ham som formand man havde dannet sig i forvejen, nemlig at han tænker i rent strategiske baner centreret om selve regeringsprojekt og altså slet ikke i substantielle baner om partiets projekt og visioner på langt sigt.

Kendsgerningen synes at være at Søvndals gåen fra borde i utide dels efterlader partiet i store vanskeligheder uden en oplagt formandskandidat der kan samle partiets fløje i et nyt og tillidsfuldt samarbejde uden åbenlyse eller skjulte fløjkampe, dels efterlader regeringen i endnu større problemer, fordi der skal køres en ny formand ind i et forhold til den socialdemokratiske statsminister og den radikale økonomiminister som efter sin natur bør bero på en tillid og fortrolighed der ikke kommer af sig selv eller fra den ene dag til den anden. Man taler allerede om at SF er blevet så svækket i regeringssamarbejdet at det er meningsløst fortsat at tale om den S-SF-akse som Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt fik bygget op med de fælles valgoplæg 'Fair Løsning' (2015-plan) og 'Fair Løsning - 2020-plan' uden de radikale. Denne akse er erstattet af en tilbagevenden til den S-R-akse eller -alliance som har været prøvet gentagne gange gennem årtier og som aktuelt har bragt SF under et fælles S-R-åg af gammeldags realpolitik som efter sin natur må genere alle idealistiske sf'ere. Men det svækker selvsagt regeringen at den centrale mand i det oprindelige S-SF-projekt nu er ude af sagaen efter egen beslutning, og endda placerer udenrigsministeriet med svækket indflydelse på det politiske tophierarki. SF må ligefrem "genopfinde sig selv i regeringen", som en professor i statskundskab korrekt har påpeget.

Villy Søvndal bedyrer nok at der ikke bliver noget vakuum i regeringssamarbejdet i forbindelse med formandsskiftet, da han bliver siddende indtil en ny formand er valgt og således "sidder med i forhold til centrale forhandlinger". Men bemærk ordene "i forhold til", for alle og enhver ved, at han netop ikke har siddet med i centrale forhandlinger om finanslov, skattereformer og andre reformer som fx Margrether Vestager i vid udstrækning har, men alene i det overordnede koordinationsudvalg. Om en ny formand kan forandre noget, står hen i det uvisse. Derimod er det sikkert og vist at SF med Villy Søvndals målbevidste strategi har bevæget sig væk fra sin oprindelige legitimitet og eksistensberettigelse, således som historikeren og kenderen Kurt Jacobsen nøgternt har konstateret.

Det er blevet bemærket at Villy Søvndal på pressemødet i går, hvor han bebudede sin afgang, så synligt lettet ud. Endelig kunne han lægge det ansvar fra sig som havde vist sig meget mere tyngende for ham end han selv havde regnet med og som har gjort ham meget ældre på et enkelt år. Han har det sidste halve år virket træt og distanceret, ja, virket som som en politiker der "allerede mentalt havde stemplet ud af rollen som partileder", som Kristian Madsen formulerer det. På pressemødet nævnte han selv at han nærmede sig de 60 år, men det er jo ingen pensionsalder i dag. Der er mange på toppen i politik og erhvervsliv der kan blive ved meget længere med lange og hårde arbejdsdage. Så meget tyder på at ansvaret eller rettere 'åget' i Søvndals tilfælde har været meget tungere end han havde regnet med og måske i virkeligheden også meget tungere end han havde evner til. Den glade og fornøjelige skolelærer og SF'er han var engang ,og som vi bl.a. fik genset i de historiske optagelser med en syngende propagandist, holdt kun til det hårde dobbeltslid som minister og partiformand et enkelt år. Man behøver ikke at være psykolog for at kunne konstatere, at manden åbenlyst løb ind i problemer han ikke havde forudset eller at han må have næret politiske forestillinger der i virkeligheden var illusioner.

Problemet med den velmenende idealist der i 2005 fik sat gang i partiet med sine retoriske evner har i virkeligheden været at han er blottet for ægte refleksivitet. Han har været så fuldstændigt sikker på sine ideers og idealers holdbarhed, at han aldrig har fundet anledning til at kigge dem efter i sømmene på nogen filosofisk, etisk eller psykologisk måde. Han har naivt troet på dem fuldt og helt, ja, drømt om at kunne blive en dansk Joschka Fischer - og han har omvendt betragtet sine modstanderes synspunkter og holdninger som tåbelige og forkastelige, navnligt hvis de var borgerlige og havde ansvaret for den aktivistiske udenrigspolitik, den privatiserende økonomiske politik og den integrationskrævende værdipolitik efter 2001. Over for disse holdninger var han intolerant til det absolutistiske - og tyede endda til løgnepåstandene om Foghs udenrigspolitik.

Søvndal hører i realiteten til den slags politikere der nok formelt indrømmer småfejl og at meget kunne have været gjort bedre, men som ikke kan lære af sine fejltagelser, fordi han simpelthen - som også Ole Sohn - nærer angst for personlig og eksistentiel selverkendelse, det der her på siderne er kaldt APESE-syndromet. Jf artiklerne Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse (11.1.12.) og Ole Sohns fortrængninger nok engang (28.11.11.).

Og på dette punkt er der trods alt en afgørende forskel mellem ham og SF's første legendariske formand Aksel Larsen, for denne var nødsaget til at revurdere sine anskuelser, da han blev tvunget ud af det kommunistiske parti og skulle overveje dannelsen af et ny parti der var ubundet af Moskva. Larsen var nok den største politiske begavelse Danmark har haft. Hans største fejl var naturligvis at han som ung tilsluttede sig Moskva-ideologien nærmest blindt. Og hans næststørste fejl var at være så forhippet på Socialdemokratiets endelige accept, at han i 1966 kastede sig i armene på Jens Otto Krag, gik ind under det Per Hækkerup kaldte 'ansvarets åg', begik et eklatant vælgerforræderi og - troede han kunne kujonere den unge generation i partiet. Det hævnede sig som bekendt - på både S og SF!.

Villy Søvndal har aldrig nået Aksel Larsen til sokkeholderne, men det er nøjagtigt samme slags psykiske inflation han er faldet for: han har troet på de store livsløgne som hans egen retorik lokkede ud af munden på ham. Skal man overhovedet tale om en sejr i Søvndals tilfælde, kan man alene henvise til at han nåede det Aksel Larsen aldrig nåede, nemlig at blive minister i en socialdemokatisk ledet koalitionsregering, men i realiteten var dette en pyrrhus-sejr for det førte ham ind i et så tæt samarbejde med socialdemokraterne at forskellen mellem S og SF blev udvisket, at han kom under et åg der var uaceptabelt for mange partifolk, og at han derfor reelt splittede partiet, for ikke at sige tabte det. Forskellen er naturligvis at SF ikke som i 1967 behøver at blive spaltet i to partier, eftersom der allerede eksisterer et velsmurt parti til venstre for SF der kan samle de utilfredse op. Men Villy Søvndal har med Thomas Nielsens gamle fortalelse "sejret ad helvede til". Og han har ført socialdemokraterne med i faldet!

I det gamle ordsprogsagtige eddadigt H�vam�l hedder det bl.a.: "Fæ dør, frænder dør, selv dør man til sidst. Men aldrig dør eftermælet, hvor det er vel vundet. [Ældre oversættelse: Fæ, det dør, frænder dør, Så en selv og dør; Men ærens ry, det aldrig dør for hver som navn opnår.] - og det er relevant i Søvndals tilfælde.

Villy Søvndals eftermæle er ikke vel vundet. Han opnår ikke det de gamle nordboer forstod ved et navn.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til

Socialistisk Folkepartis hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: