JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - laererkonflikt13b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.4.13. (Ugebrev)

Flertallet af offentligt ansatte fatter ikke situationens alvor

Danmarks Lærerforening gennemførte i går torsdag en kæmpemæssig og velorganiseret demonstration mod regeringen og navnlig finansminister Bjarne Corydon. Den samlede efter politiets skøn 35.000 mennesker, og i betagtning af at kommunernes og statens lockout af lærerne rammer ca. 58.000 lærere over hele landet, må det siges at være en massiv opbakning til lærerformanden Anders Bondo Christensens linje og strategi. Han hyldes som en folkehelt af lærerne og deres venner. Han tordner mod regeringen og Kommunernes Landsforening, som han beskylder for aftalt spil i de sideordnede forhandlinger. Og han beder om hurtigt lovindgreb i konflikten.

I et indlæg i Politiken dags dato har Bondo gentaget sine hovedsynspunkter. Regeringen beskyldes for utidig, men bevidst timet indblanding i overkomstforhandlingerne og for at lade den indgå som en del af en større 'masterplan'. Det har været naglet fast med syvtommersøm at lockouten har været finansministerens og KL's plan hele vejen igennem. Derfor håber han på et hurtigt indgreb - og naturligvis et i hans øjne afbalanceret indgreb der fokuserer på kvaliteten i undervisningen i folkeskolen og altså ikke på arbejdstid. - Hele snakken om utidig indblanding fra finansministerens side kunne Bondo have sparet os for, eftersom det ikke blot er en finansministers ret, men også hans forbandede pligt at 'blande sig' en konflikt som han dels er direkte part i hvad angår statens område, dels indirekte part i da alle overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet uden undtagelse har økonomiske og politiske følger som bør bekymre enhver finansminister, ja, giver ham selvfølgelig ret til at udtale sig om dem.

Det helt specifikke ved denne overenskomstforhandling - og det der gør den ekstraordinær i dansk historie - er at de offentlige arbejdsgivere langt om længe har taget sig sammen til at få fjernet styringen af lærernes arbejdstid fra centrale forhandlinger mellem lærerne og arbejdsgiverne og få dem overflyttet til den lokale skoleledelse i dennes samarbejde med lærerne. Det vil indebære en 'normalisering' af lærerens overenskomst i den betydning at den vil komme til at svare til normen på det øvrige danske arbejdsmarked. Overalt ønsker man nu om dage at give den lokale arbejdsgiver optimal mulighed for at lede og fordele arbejdet efter virksomhedens egne interesser - og der er nu engang ikke noget der hedder en 'halv normalisering'. Situationen for lærernes vedkommende har i årtier været unormal (uanset om lærerne kan se det eller ej) - og denne unormalitet ønsker såvel skolelederne som kommunerne og staten nu fjernet én gang for alle. Og det er dette Danmarks Lærerforening sætter sig imod. De vil ikke af med det gamle privilegium (særrettighed) at der skal være et ganske bestemt, én gang fastsat, centralt og urokkeligt forhold mellem undervisningstid og forberedelsestid. De har sagt nej til realforhandlinger om en overenskomst uden dette privilegium. Derfor har de fået lockouten. Og nu beder de gudhjælpemig om et 'balanceret' lovindgreb der ikke fjerner privilegiet. Ellers vil indgrebet være at tryne lærerne, hedder det.

Det morsomme ved den for børn og forældre ubekvemme og lidet gavnlige konflikt er ikke at lærerne kan lave store, opfindsomme og farvestrålende demonstrationer der sikrer god mediedækning og meget ensidig, bifaldsgivende kritik at regeringen (jeg husker og sammenligner uvægerligt med 1979), men derimod at lærerformanden i sit indlæg i dagens avis kan gentage at lærerforeningen allerede inden KL's lockout trådte i kraft 'accepterede' normaliseringen, herunder at skolelederen vurderer og fordeler hvor meget forberedelsestid hver undervisningstime kræver. Ikke desto mindre står der udtrykkeligt i Lærerforeningens egen annonce den 10.4. som følger lige ud om accepten: "Vi vil blot sikre, at skolelederen er garanteret en pulje til fordeling blandt lærerne"! - Fremhævelsen er min, men ordet 'blot' siger i grunden alt.

Formanden for KL Michael Ziegler kunne 28.2. på KL's hjemmeside fastslå at alle lærerforeningens syv forslag indeholder nøjagtig samme problem [som tidligere forslag], nemlig at lærerforeningen skal aftale enten antallet af undervisningstimer, eller hvor meget tid der skal bruges til forberedelse. - Og dér står parterne fortsat. Det er tilsyneladende påstand mod påstand, men når forligsmanden opgav overhovedet at udarbejde en skitse til et mæglingsforslag, så skyldes det ikke at hun ikke kan læse, men at parterne lægger hver sit i ordene - hvad der for KL (og også staten) betyder at lærerforeningen (og LC) under ingen omstændigheder vil slippe den del af den gamle overenskomst (med alle tillæg om detaljerede arbejdstidsregler) som arbejdsgiverne vil af med.

Det er muligt at Anders Bondo Christensen på trods af årelang offentlig debat om velfærdsamfundets udvikling og nødvendige arbejdsmarkedsreformer er ude af stand til at forstå hvad sagen drejer sig om for de offentlige arbejdsgivere, og det er sikkert og vist at begge parter har kommunikeret dårligt med hinanden og med offentligheden, men når Bondo allerede ved forhandlingernes begyndelse offentligt erklærede at han var rystet over modpartens klokkeklare udspil om arbejdstiden, og når han uanfægtet af alle klare udmeldinger fra modpartens side om de langsigtede hensigter med normaliseringen, bliver ved med sin propagandatale om utidig indblanding og aftalt spil, så er han utilladeligt døv over for de overordnede, samfundsmæssige hensyn som tvinger alle ansvarlige politikere til at se det som en hovedopgave at effektivisere samtlige områder af den offentlige sektor for overhovedet at sikre en rimelig velfærd i årene fremover.

Der er ingen tvivl om at det er intet mindre end en kulturændring eller mentalitetsændring blandt flertallet af offentlige ansatte der er brug for - for at få rettet op på årtiers alt for ukritiske udvidelse af den offentlige sektor og alt for ukritiske forbedring af de offentligt ansattes arbejdsvilkår. Og en sådan kultur- og mentalitetsændring er altid svær. Den drejer sig nemlig ikke blot om at tage uhensigtsmæssige og forældede privilegier fra folk der gennem årtier har kæmpet for disse med næb og klør og hidtil har haft 'tidsånden' med sig, men også om at få folk til at tænke i samfundsmæssige baner i stedet for i snævre fagforeningsbaner.

Det er i denne forbindelse værd at notere, at lærerne sagtens kan få stor opbakning fra andre offentlige ansattes organisationer som FOA, BUPL og FTF, men ikke får det fra LO eller 3F der har overenskomster på det private arbejdsmarked, der følger normen med lokale aftaler om arbejdstid. Det betyder nemlig at der dybest set også er tale om en klar modstrid mellem offentligt ansatte, der får løn gennem skatterne, og privat ansatte der får løn gennem den indtjening virksomhederne skaffer sig i hård konkurrence med udlandet. Dog hører det med til billedet, at formanden for Akademikerne, Erik Jylling dags dato udtrykkeligt i et debatindlæg påpeger at tiden er inde til en ny vision for ledelsen i den offentlige sektor.

Det kan derfor ikke understreges kraftigt nok, at Anders Bondo Christensen som lærerformand svigter sine egne medlemmer og de øvrige offentligt ansatte ved ikke at forstå og acceptere det præcise krav om normalisering af overenskomsterne m.h.t. arbejdstidsregler som stat og kommuner kræver på lærerområdet og som udvikligen gør nødvendig. Bondo optræder som en demagog der holder fast i sine egne og sine medlemmers illusioner. Men det der kræves er at illusionerne falder, at erkendelse og nytænkning kommer i gang og at lærerne begynder at fatte situationens alvor. På et eller andet tidspunkt kommer et regeringsindgreb naturligvis. Men jeg tror ikke man skal forvente det kommer, før Bondo og lærerne standser deres urealistiske kampagner mod regeringen. Og jeg tror ikke lærerne skal tro at indgrebet vil redde deres gamle privilegium. Det ville jo gøre regeringen helt til grin. Til gengæld er jeg temmelig sikker på, at lærernes strategi kun gavner Enhedslisten.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Danmarks Lærerforening
Lærernes Centralorganisation
Kommunernes Landsforening
Skolelederforeningen
Finansministeriet
Undervisningsministeriet

Relevante artikler på Jernesalt: