JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - graeskkrise2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.7.15.

Grækenland får forlænget sit tålte ophold i euroen lidt endnu,
men eurogruppen magter ikke udfordringen

Euroens idé
De græske lån og budgetunderskud
Alexis Tsipras indvarslede nye tider
Græsk folkeafstemning
Kansler Merkels rolle
Den endelige aftale - 'aGreekment'
Lånepakken godkendt af Bundestag
Euroen et fejlprojekt
Henvisninger

Euroens idé Til toppen Næste

Euroen - den fælles valuta for 19 af de 28 EU-lande - har siden den politiske omvæltning i Grækenland i december gennemgået en udvikling som kun kan kaldes grotesk i betydning "usædvanlig til det latterlige" i forhold til euroens oprindelige idé om at sikre prisstabiliteten i eurolandene gennem streng finans- og budgetdisciplin i hvert enkelt land. Nu reddes det ustabile Grækenland på en måde der ganske enkelt ikke er holdbar - og det sker udelukkende, fordi man frygter at alternativet vil være værre, nemlig kaos.

Euroen kom selv i stand som et grotesk overgreb på Tyskland fra fransk side i 1991 hvor præsident Mitterand efter 'Murens fald' gjorde det til en betingelse for Frankrigs fulde accept af genforeningen af de efter 2. verdenskrig to adskilte tyske stater at Vest-Tyskland gav afkald på D-marken som selvstændig valuta (og symbol på stærk økonomi) og tilsluttede sig den af daværende kommissionsformand Jacques Delors centralistisk sammenskruede Maastricht-traktats økonomiske og valutariske union med fælles valuta og fælles centralbank. Socialisten Mitterand fik den stærke liberal-konservative tyske kansler Helmuth Kohl til at bøje sig for den franske storhedstanke om EU som centralistisk union. Og den nuværende franske præsident vil ikke svække centralismen ved at lade Grækenland gå ud af euroen (midlertidigt eller permanent), selvom det ville være det mest logiske.

Euroen trådte først i kraft i 1999 (selve den fysiske valuta i form af sedler og mønter først fra 2001) og udover Frankrig og Tyskland var kun Holland, Belgien, Luxembourg, Italien, Spanien, Portugal, Østrig og Finland med fra starten. Men allerede i 2001 blev også Grækenland optaget - og siden 7 andre lande. Udenfor står stadig Storbritannien, Danmark, Sverige og Polen. Eurogruppens nuværende formand er den hollandske finansminster Jeroen Dijsselbloem, der har ledet forhandlingerne med Grækenland om lån og lånepakker med største nidkærhed: Grækenland skal bøje sig for EU's centralistiske krav.

EU-rådet omfatter alle 28 medlemslande - og har siden EU-parlamentsvalget i 2014 haft den tidligere luxembourgske ministerpræsident Jens-Claude Juncker som kommissionsformand og den tidligere polske ministerpræsident Donald Tusk som præsident. EU kan i sidste ende yde en medlemsstat lån til særlige formål som at holde gang i et lands økonomi hvis indtægterne svigter. Den slags kan efter sin natur altid kun være en midlertidig løsning. Fortsætter den i det uendelige, bliver problemerne kun værre og værre for det pågældende land som for långiverne. På et eller andet tidspunkt tvinges man til at se realiteteterne i øjnene. Det vil Eurogruppen og kommissionen imidlertid ikke i det foreliggende græske tilfælde. Så det nøjes man med at tvinge Grækenland til. Det var længe kommissionsformanden der førte de lange og seje forhandlinger med Grækenland, men i sidste fase blve det præsident Tusk der måtte træde til, da Juncker følte sig trådt over tæerne af den græske ministerpræsident Tsipras og gav op. Det er dog ingen hemmelighed, at det var den stærke tyske kansler Merkel der blev den helt centrale modpol til den græske regeringschef - eller at hendes finansminister Wolfgang Schäuble har været den hårde modpol til den græske finansminister.

Den Europæiske Centralbank (ECB) er placeret i Frankfurt (i den tyske centralbanks oprindelige og ofte afbillede mega-domicil) og havde fra 2003 til 2011 franskmanden Jean-Claude Trichet som præsident. Derefter italieneren Mario Draghi. - Centralbanken opererer i princippet uafhængigt af regeringerne i eurolandene. Ekstraordinært har Centralbanken støttet den græske stat ved at opkøbe græske statsobligationer. Men Draghi har været yderst tilbageholdende med anden hjælp. Og han er principielt modstander af at eftergive grækerne en del af gælden.

En central instans i den trojka der har forhandlet med den græske regering om lån, lånevilkår og tilbagebetaling af lån ud over Centralbanken er Den international Valutafond (IMF), hvis nuværende leder siden 2011 er franskmanden Christine Lagarde, der regnes for en iskold hardliner - og ikke vil eftergive gæld. Før hende var det den kontroversielle Dominique Strauss-Kahn, også franskmand, der sad for bordenden og kunne udlåne penge til lande i vanskeligheder. Problemet i Grækenlands tilfælde er den svigtende evne til at betale de efterhånden svimlende lån på omkring 2.400 milliarder kroner tilbage. En analyse fra Valutafonden - der først er blevet lækket efter at den sidste lånepakke med Lagardes accept for en uge siden blev lovet Grækenland mod store spare- og reformløfter - dokumenterer sort på hvidt at Grækenland vil være ude af stand til at betale sin gæld tilbage i overskuelig tid. Men det er fortsat det der forlanges.

De græske lån og budgetunderskud Til toppen Næste

Lånene fra den Internationale Valutafond er på 160 milliarder og fra Den Europæiske Centralbank på 135 milliarder. Gælden til USA er på 84 mia, mens resten fordeler sig på de enkelte EU-lande (banker og andre kreditorer) på følgende måde, også angivet i danske kroner:

Tyskland 509 mia
Frankrig  327 mia
Italien      287 mia
Spanien   187 mia
Holland   100 mia
Storbritannien 81 mia
Belgien 56 mia
Østrig   44 mia
Finland 28 mia

Hertil kommer yderligere ca. 400 mia fra private banker og investorer.

Grækenlands problemer med statsfinanserne blev meget alvorlige da den internationale finanskrise satte ind i 2009. I oktober måtte den daværende socialdemokratiske regering under Georgios Papandreou se i øjnene at budgetunderskuddet var større end ventet, nemlig 15,4 % - mod det ca. 3 % man accepterer indenfor euroen. Og gælden blev opgjort til 127 % af BNP - mod grænsen for det tilladte på max 60 %. Papandreou fik spareplaner igennem parlamentet i 2010, og det medførte i maj 2010 den først lånepakke fra EU.

Men den politiske uro og flere valg førte til at der i 2012 blev dannet en konservativ regering under Antonis Samaras 2012, og han gennemførte flere spareplaner og fik ny lånepakke. Men befolkningens utilfredshed steg støt og roligt, således at venstrefløjen i 2014 kunne tage têten i medvinden fra den udbredte EU-modvilje fra de europæiske befolkninger ved EU-valget samme år. Ved grækernes parlamentsvalg i januar 2015 vandt den unge og karismatiske Alexis Tsipras fra det venstreorienterede valgforbund Syriza 36,3 % af stemmerne. Grækerne havde fået nok af den barske og kvælende spareplan som i 2012 var blevet påduttet den daværende regering af EU-trojkaen.

Den 27. januar kunne Tsipras med 149 mandater ud af 300 bag sig danne flertalsregering med det lille højreorienterede, men også EU-kritiske parti 'De uafhængige Grækere', hvis fysisk store leder Panos Kammanos blev forsvarsminister. Regeringens nye stil sås da de 11 ministre troppede op hos den bekymrede præsident i pæne habitter, for de stillede uden slips. Og selve edsaflæggelsen skete uden repræsentanter for den ortodokse kirke og uden traditionel håndspålæggelse på biblen.

Alexis Tsipras indvarslede nye tider Til toppen Næste

Nye tider var indvarslet og inspirerede straks spanierne til kæmpemæssige demonstrationer i Madrid forud for valget dér. Omvæltningen i Grækenland gav spareramte sydeuropæere nyt håb. Men da Tsipras rejste til Bruxelles for at få et nyt lån var meldingen fra EU's topledere, at Grækenland hverken kunne få gælden eftergivet eller afdragsperioden forlænget. Og så fik vi ellers fem måneders tovtrækkeri af enestående art i EU, fordi den stod mellem et enkelt lille, gældstynget lands alt for optimistiske regering der skulle have hurtig akut hjælp og EU's magtfulde, erfarne og realistiske topledere der på intet tidspunkt lod sig blænde af græsk veltalenhed eller tomme løfter, men ville have garantier for endnu flere nedskæringer og besparelser der kun ville umuliggøre Grækenlands evne til at betale gælden af.

Da man nærmede sig den afgørende deadline 30.6. for et ny stor lånepakke der ville kunne dække indfrielse af et gammelt lån der udløb, gik det galt, fordi finansminister Varoufakis offentligt tilkendegav at Athen ikke ville lade sig presse til nye besparelser uden løfter om at få eftergivet dele af landets massive gæld. I Frankfurter Allgemeine Zeitung lod han forstå at det var op til forbundskansler Merkel at åbne for en ærefuld aftale eller lytte til de sirener i sin egen regering der ville smide Grækenland ud af euroen. Det var nok til at EU ikke længere ville forhandle med ham, og han trak sig da også til sidst som minister. Men fra det græske regeringsparti lød det fortsat at demokrati ikke kan afpresses, og at man ikke kan handle med et lands værdighed. Det blev et ord der fangede. Grækerne ville ikke have en løsning dikteret af EU - som det tidligere var sket. Og Juncker forstod det, og var yderst venlig over for Tsipras.

Faktisk lykkedes det med intensive forhandlinger at nå frem til et kompromis som Tsipras tilsyneladende kunne acceptere, selvom det ikke indeholdt gældseftergivelse, men kun lutter krav om besparelser og skattereformer. Men i stedet for at søge at få aftalen igennem sin regering og sit parlament i Athen rejste Tsipras hjem for onsdag den 1. juli på græsk fjernsyn at meddele at han ville sende aftaleplanen til folkeafstemning søndag den 5. juli, og at han ville anbefale grækerne at stemme nej til kreditorernes afpresning og ydmygelse af det græske demokrati! Hans egne forhandlerne i Bruxelles anede intet - og EU-lederne blev først orienteret efterfølgende.

Græsk folkeafstemning Til toppen Næste

Det umiddelbare resultat blev at de græske banker måtte lukkes for andet end udbetalinger af småbeløb til pensionister og andre. Det fatale for grækerne var at tilliden til Tsipras var totalt spoleret og at Juncker i en tale i Bruxelles måtte have luft for sin personlige skuffelse og samtidig advare det græske folk om at en nej ved folkeafstemningen er et nej til Europa. Hans skuffelse fremgår bedst af hans efterfølgende udtalelse om at han ikke var i stand til at komme med en psykoanalyse af en europæisk regering, underforstået at Tsipras' uventede handling var komplet uforståelig for ham.

Hele sagen blev dog endnu et nummer mere grotesk da folkeafstemningen endte med et nej på 61,31 procent af stemmerne mod 38,69 procents ja. Nye forhandlingsrunder kunne aftales, og Alexis Tsipras havde tilsyneladende vundet et stærkt mandat til at forhandle med fornyet græsk værdighed, men han måtte hurtigt sande, at EU-toppen slet ikke ville give ham et bedre forslag end det han havde forkastet, men tværtimod et værre, et der stadig ikke indeholdt nogen form for gældslettelse, men derimod endnu flere krav om besparelser, skattereformer, strukturreformer og privatiseringer - alt imens finanssituationen i Grækenland blev forværret dag for dag.

Det hjalp ikke grækerne det fjerneste at den franske økonom Thomas Pietty i Die Zeit opfordrede europæerne til at holde en stor konference om landenes gældsproblemer, som han mente også tyskerne burde tage alvorligt. Eller at euro-kritiske danske økonomer som Jesper Jespersen og Christen Sørensen gentog deres omkvæd med at EU kvæler Grækenland i sparekrav. Sørensen understregede at den hårde kurs mod grækerne er et historisk fejlskridt på linje med de vanvittige krigsskadeerstatningskrav mod tyskerne efter 1. verdenskrig som medførte dyb recension og banede vej for Hitler.

Det er en kendsgerning at man ikke kan klippe håret af en skaldet mand eller hive sig selv op med hårene. Der er faktisk visse naturlove i både fysikken og økonomien man ikke kan komme udenom. Og den vigtigste i økonomien turde være at det er umuligt at betale gæld af, hvis man ikke har ringeste overskud på sit husholdningsbudget. Det er præcis hvad Grækenland ikke har, og præcis hvad der ikke er ringeste udsigt til at landet får inden for overskuelig tid. Gældssanering er eneste udvej - men lige netop denne kendsgerning anerkender hverken kansler Merkel, præsident Hollande, Den europæiske centralbank eller Den internationale valutafond

Kansler Merkels rolle Til toppen Næste

Angela Merkel siges at have stået i et historisk dilemma: valget mellem 'grexit', græsk bankerot og tilbagevenden til drachmen som valuta med store tab til Tyskland og andre kreditorer til følge - og græsk forbliven i euroen med yderligere lån og fortsat manglende evne til at betale gælden tilbage, men med udskydelse af tab til tyske og alle andre kreditorer i hvert fald et par år. Hun har tidligere ikke udelukket 'grexit', men har i sidste forhandlingsrunde blankt afvist sin finansminister Schäubles forslag om en 'midlertidig grexit' på fem år, der ville medføre græsk statsbankerot med efterfølgende mulighed for gældsnedskrivning. Forslaget blev af flere fortolket som Schäubles vink til grækerne om at der ikke var nogen anden vej end accept af EU's betingelser for fortsatte lån, men det må anses for en overfortolkning, siden kansler Merkel fandt det nødvendigt udtrykkeligt at afvise den ellers meget fornuftige tanke, da Forbundsdagen forleden drøftede den nye lånepakke.

Det er således Merkels egen holdning der skal fortolkes, og den kan kun fortolkes derhen at hun mere end noget andet frygter en græsk statsbankerot, fordi den vil give Tyskland og mange andre kreditorer store øjeblikkelige tab. Og hun har vel at mærke sammen med præsident Hollande selv valgt at en betydelig del af långivningen til Grækenland er givet fra EU-landenes kasser i stedet for fra bankernes. Det betyder at skatteyderne kommer til at hænge på regningen, hvis Grækenland går bankerot.

Det videre forhandlingsforløb blev ellers at grækerne kom til nyt krisemøde tirsdag den 7., men vel at mærke uden nye forslag til hvordan de selv havde tænkt sig at løse problemet. Tsipras var i højt humør og lovede at hans forslag nok skulle komme. Både eurogruppen og trojkaen begyndte at udarbejde sine yderst detaljerede foreslag om besparelser på det græske budget (herunder på pensioner og forsvar), reformer af skattesystemet så skatteinddragelsen bliver effektiv, privatisering af sådanne statsaktiver som havneanlæg m.a. Det sidste skulle meget optimistisk bedømt kunne give 40-50 mia euro, men kloge hoveder med forstand på de ting hævder, at tallet er helt urealistisk. Salget vil måske kun give en fjerdedel!

Den endelige aftale - 'aGreekment' Til toppen Næste

Møderækken blev intensiveret og til allersidst sad Tsipras over for Angela Merkel i en meget hidsig diskussion. Kommentatorer havde ellers hævdet at Merkels kurs havde spillet fallit, og at hendes fortsatte stædighed kunne koste hende kanslerposten. Men resultat var faktisk at Tsipras måtte erkende at han var nødt til at bøje sig for alle hendes krav, så man nåede frem til et 'aGreekment' som Donald Tusk rammende kaldte det. Den græske regeringschef måtte med meget alvorlige ansigtstræk drage hjem til Athen for at få sin regering til at udarbejde de nødvendige lovforslag så de med kun to dages frist kunne forelægges parlamentet til godkendelse eller ej. Alt lykkedes, for så vidt en dødtræt Alexis Tsipras sent fredag aften med oppositionens hjælp fik halet et ganske stort flertal for forslaget i land, selvom han udtrykkeligt sagde at han ikke selv troede på forslaget. Han forelagde det kun fordi han var blevet tvunget til det i Bruxelles, hvis han ville undgå 'grexit' og græsk statsbankerot.

Flere græske ministre valgte at gå af, og flere af regeringspartiets parlamentsmedlemmer stemte imod forslaget, men flertallet af befolkningen støtter Tsipras i en bemærkelsesværdig nøgtern erkendelse af at der ikke er andet at gøre og at Tsipras personligt har gjort hvad han kunne. Der var nok foran parlamentet i Athen demonstrationer mod regeringen hvor der blev brugt molotovcocktail, så politiet måtte sætte ind med tåregas, men det var små grupper - og flere af deltagerne efter sigende udlændinge. Men generelt er der fortsat stor utilfredshed med Tyskland, som bl.a. beskyldes for at have taget så høje renter for deres lån, at de er betalt tilbage flere gange. En græsk økonom er heller ikke i tvivl om at vejen frem på godt og ondt vil blive dikteret af Grækenlands kreditorer. Og den afgåede finansminister Yanis Varoufakis siger i et interview med BBC, at den økonomiske hjælpepakke til Grækenland vil komme til at gå over i historien som "den værste makroøkonomiske katastrofe nogensinde".

Så kan man naturligvis mene om græsk værdighed hvad man vil. Højt at flyve, dybt at falde, er hvad Alexis Tsipras har oplevet. Han må nu rekonstruere sin regering - og måske udskrive nyvalg. Og alt tyder på at han i så fald vil beholde regeringsmagten og måske ligefrem få absolut flertal. En eller anden form for accept af nødvendighedens love synes altså langsomt at have indsneget sig i Grækenland. Det skulle tage et halvt år, et uendeligt tovtrækkeri, et uhyggeligt fald i tillid til græske ministre - og et forlig der i bedste fald udskyder græsk statsbankerot et par år, men hverken mindsker gælden eller øger evnen til at betale den. Den græske gældskrise er bare sparket til hjørne, som en kommentator har fastslået.

Lånepakken godkendt af Bundestag Til toppen Næste

Lånepakken gik igennem den tyske Bundestag fredag efter hed debat og direkte kritik af den ellers højt ansete Wolfgang Schäuble der har erkendt problemets kerne, men efter opportunisternes mening aldrig skulle have sagt det højt. Den kaosfrygtende Angela Merkel fik sin vilje og fik udskudt græsk udtræden af euroen og efterfølgende statsbankerot indtil videre og måske helt til efter parlamentsvalget i Tyskland og præsidentvalget i Frankrig i 2017. Det er en stakket glæde, og vel dybest set uansvarligt, når alle kan se at det kun udskyder en langsigtet løsning.

Sagen er jo at ikke blot Grækenland er i krise, det er euroen også - og begge kriser vil vare ved og vil kun dokumentere at euroen fra starten har været et fejlprojekt. Det er derfor symbolsk at altkansler Helmuth Kohl, der i 1991 mod sine inderste ønsker gik med til euroen for genforeningens skyld, netop nu ligger for døden. Og det er også symbolsk at det er hans lamme, kørestolsbundne yndlingsminister Schäuble der nu står for skud, selvom det var ham der skulle have efterfulgt Kohl, hvis han ikke i 1990 var blevet udsat for en gal mands attentatforsøg. Schäuble er den mest realistiske mand i den tyske regering, men sættes på plads af den svage Merkel der ikke ser den virkelige udfordring i øjnene.

Euroen et fejlprojekt Til toppen Næste

Fejlprojektet lå ikke i at lederne i de store EU-lande ønskede prisstabilitet og budgetdisciplin som målet, men at de gjorde en fælles valuta som vejen, for dermed fratog de landene den fulde ansvarlighed der ligesom effektiv grænsekontrol er uadskillelig fra national suverænitet. Og projektet løb tilmed hurtigt ind i en helt letsindig fortolkning af egne principper om budgetdisciplin i og med at man både tillod mange budgetoverskridelser og ydermere i lange baner gav sig til at låne penge ud til de medlemslande der var ude af stand til at få deres budgetter til at hænge sammen. Man gav lån til alle de sydeuropæiske lande som var kendte for korruption og anden mangel på evne til at styre deres økonomier. Det var i sig selv en fejl at optage Grækenland i euroen, men helt fatalt at blive ved med igennem fjorten år at låne Grækenland stadig flere midler til uansvarlig udpumpning af penge til såvel det offentlige som det private forbrug. Den slags udpumpning er kun acceptabel økonomi i velordnede økonomier og i en ganske kort periode for at vende recension til vækst. Hvis væksten ikke kommer, skal udpumpningen i hvert fald ikke finansieres med endeløse lån fra udlandet. Grækerne var uansvarlige, men uansvarligheden trængte ud i hele euro-systemet, fordi euro-landene blev ved med at give lån.

Det gjorde ikke sagen bedre, at daværende kommissionsformand Barroso da den økonomiske krise havde bidt sig fast i 2011, kuppede hele EU med henblik på at redde euroen gennem en traktatændring der reelt delte EU i et A-hold af euro-lande og et B-hold af ikke-euro-lande og samtidigt fik skabt et superkommissiariat for euroen. Det gav naturligvis den selvbestalte eu-elite mere magt øjeblikkeligt, men skabte på længere sigt det uføre vi ser i dag.

Og det gjorde heller ikke sagen bedre, at det efter protestsejrene for EU-skeptikerne ved EU-valget for et år siden blev luxembourgeren Jean-Claude Juncker der blev ny kommissionsformand, for han er systemets mand, der nok sagde pæne ord om fornyelse og hensynet til protesterne, men reelt videreførte alt i den gamle ånd. Han blev som nævnt dybt skuffet over Alexis Tsipras' for ham helt uforståelige udskrivning af en folkeafstemning om den lånepakke man var tæt på at forhandle færdig, og han trådte i baggrunden ved de følgende forhandlinger til fordel for Angela Merkel.

Tsipras måtte tage til takke med et langt dårligere resultat og var reelt ydmyget, men fik gennem sine talegaver og popularitet vendt stemningen hjemme i Grækenland til et ja for en plan han ikke selv troede på. Ordets og charmens magt er stor, og begge er realpolitisk set uadskillelige fra moderne demokrati. Men ikke derfor udtryk for sund fornuft eller bæredygtig ansvarlighed! EU-lederne gør naturligvis klogt i at frygte det totale økonomiske kaos, men de bør ikke se bort fra kaosteoriernes nøgterne forståelse for at sund udvikling tager sit udgangspunkt i en følsom begyndelsestilstand der rummer de rigtige muligheder og ikke i en stivnet tilstand der er blottet for bæredygtighed.

Set i det helt store europæiske perspektiv er det i sandhed en 'groteske' af middelalderlig art eller et 'absurd teater' i moderne forstand der har udspillet sig for vore øjne i flere måneder. For en fornuftig løsning på den græske gældskrise og euroens indre konsistens-krise er ikke fundet. Grækenland har kun fået forlænget sit tålte, men umulige ophold i euroen, og eurogruppen har kun fået udskudt sin nødvendige reorganisering. Vi danskere kan være glade for at vi ikke er blevet medlemmer af den kriseramte euro. Og EU-skeptikerne over hele Europa har fået forstærket deres overbevisning om at den overnationale centralisme har nået sin grænse og må afløses af mere national ansvarlighed.

Ejvind Riisgård

Henvisninger

Links:

EU-rådet
Eurogruppens præsident
Den Internationale Valutafond (IMF)
Den Europæiske Centralbank (ECB) Den tyske Forbundsdag

Relevante artikler på Jernesalt:

græske regering får respit til at genoprette økonomien   (28.2.15.)
Græske Syriza danner regering og vækker Europa  (1.2.15.)

Tusk blev EU-præsident, Mogherini udenrigschef
- og Margrethe Vestager bliver kommissær på tung post  (31.8.14.)
EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester  (30.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)

Politiske afmagtspostulater

Merkels parti vandt det tyske valg, men tabte regeringskoalitionen  (24.9.13)
Græsk tragedie uden folkelig forståelse  (17.2.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)

EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)

Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)