utils prefix normal JERNESALT - finanskrise11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.8.11.

Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige

En yderst alvorlig global finanskrise er over os igen - endnu inden vi er kommet os over krisen i 2008.

Aktie-turbulensen har været stor i flere dage, ikke mindst foranlediget af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's nedjustering af USA's kreditværdighed fra AAA til AA+, der fortsat er høj klasse, men ikke længere højeste klasse, hvor bl.a. Storbritannien, Tyskland og de nordiske lande befinder sig.

Nedgraderingen kommet på et højst uheldigt tidspunkt for præsident Barrack Obama, fordi han i forvejen er yderst svækket op til næste års præsidentvalg og slet ikke har kunnet leve op til de alt for store forventninger han blev valgt på i 2008. Hans popularitet er tværtimod styrtdykket - som aktierne. Han kan ikke længere overbevise sin vælgere gennem talens kraft, og han har ikke noget reelt bud på hvordan krisen løses.

Standard & Poor's begrundelse for nedgraderingen var da også netop at selve USA's politiske lederskab er blevet afgørende svækket gennem hele den langvarige strid der har udspundet sig om at sætte statens gældsloft op senest den 2. august således at den amerikanske stat kunne undgå en betalingsstandsning der ville ramme alle offentligt ansatte, pensionister og sygeforsikrede. Obama ville have gældsloftejusteringen kombineret med en skattestigning, som republikanerne, der efter midtvejvsvalget i 2010 har flertal i Repræsentanternes hus, ikke ville gå med til. Obama prøvede at presse dem mest muligt, men deres leder var så standhaftig, at det til sidst var præsidentetn der måtte bøje sig. Efterfølgende har chefen for Den amerikanske Centralbank låst renten fast på 0,25 % (altså tæt på ingenting) i to år for at signalere stabilitet og forudsigelighed på det felt, og det hjalp på kurserne på Wall Street en enkelt dag, men afslører også amerikanernes afmagt: Renten kan nu ikke blive lavere - og den kæmpestore gæld på nærmest ufattelige 14.000 mia dollars skal betales tilbage. Der er ikke råd til egentlig stimulering af økonomien gennem finanspolitiske lempelser. Den finansielle værktøjskasse er tom, som man har udtrykt det. Og der må nu ventes både nye bankkrak og stigende arbejdsløshed.


Nøjagtigt det samme gælder i andre lande, først og fremmest de sydeuropæiske lande Spanien, Italien og det værst ramte Grækenland, der på grund af oparbejdelsen af en forrygende statsgæld kombineret med alt for lave skatteindtægter har været direkte årsag til en nødvendig hjælpepakke fra meget uvillige Eurolande, men også Frankrig er kommet i fare for nedgradering fra den fine AAA-klasse på grund af bankproblemer.

Hertil kommer to helt uforudsigelige faktorer, nemlig tsunamien, der ramte Japan og dets kraftværker og infrastruktur og dermed hele det ellers stærke lands økonomi, og det på mange måder opmuntrende Arabiske Forår, der har skabt politisk ustabilitet i hele Mellemøsten og dermed påvirket oliepriserne negativt. Kina, der som verdens næststærkeste økonomiske magt har meget store investeringer i USA, holder igen, fordi lederne anser USA's politiske lederskab for at have svigtet.

Den globale økonomi hænger uløseligt sammen - og når USA som den allerstærkeste magt kommer i vanskeligheder der ikke umiddelbart kan løses, ser det sort ud for mange andre. De nordiske lande er nogenlunde veludrustede til udfordringerne, men vil ikke undgå at få svagere vækst i den kommende tid, fordi USA er nødt til at lade forbruget gå ned - og et land som Tyskland ikke er meget for at øge det. EU er som helhed stærkt svækket på grund af landenes indbyrdes uenighed om hvad der skal gøres. Kommissionsformand Barroso og præsident Van Rompuy kan nok så meget melde ud om nødvendigheden af sammenhold og handling. Det batter ikke, fordi landene er for uenige og for pressede. Frankrigs præsident har netop måtte afbryde sin ferie for at samle sin regering og prøve at forebygge truende bankkrak.

Det er så godt som givet at alle vestlige velfærdsdemokratier selv i bedste fald må indstille sig på lav økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed i flere år. Danskerne skal være glade for at økonomien ikke er allerværst, men må også se i øjnene at selv en eventuel rød regering efter det forestående folketingsvalg ikke vil komme til at danse på røde roser, selvom i hvert fald SF's formand fortsat tror at den økonomiske vækst kan kickstartes med fremskyndelse af offentlige investeringer. Helle Thorning hører man ikke meget til. Det mest interessante i hendes tilfælde synes at være at partiets ene viceformand, Nicolai Wammen, er gået af som borgmester i Århus for at lade sig indvælge i folketinget og stå klar til at tage over, hvis formanden dumper.


Sandheden er at traditionel keynesiansk udpumpning af penge til øget forbrug (der ofte har været en glimrende regulator når der skulle sættes gang i tingene efter krige og kriser) ikke er gangbar mønt, når landenes gældssætninger nu har overskredet de grænser der kan sikre fornuftig langsigtet balance mellem indtægter og udgifter. Gældssætning er ikke i sig selv en uansvarlig økonomisk foranstaltning, den er tværtimod en ganske normal og sund foreteelse i normale vækstøkonomier, men den har sin grænse ved tilbagebetalingsevnen og dermed kreditværdigheden - og denne er i dag overskredet, så staternes handlemuligheder er blevet stærkt begrænsede.

De politiske ledere kan bebrejdes at de for længe har ladet stå til, således at virksomheders, forbrugeres og spekulanters lånemuligheder i bankerne udviklede sig alt for vildt og i alt for høj grad stimulerede overforbrug og hasardspekulation. Politikerne er fortsat ansvarlige for at rette op på tingene og indføre de nødvendige reguleringer af kapitalens bevægelser, men de er ikke og har aldrig været almægtige. De er tværtimod nærmest blevet afmægtige i den situation de selv har bragt sig i med vælgernes, forbrugernes, spekulanternes og bankernes 'generøse' hjælp til eget bedste.

Og egentlig burde det ikke komme bag på nogen, da hverken politik eller økonomi er eksakte videnskaber. Man har rejst kritik af det kreditvurderingsbureau der har nedgraderet USA's kreditværdighed, fordi følgerne bliver så alvorlige, men kritikken er med rette blevet afvist, fordi det er nødvendigt med uafhængige institutter til at foretage grundige analyser og følge udviklingen nøje. Det kræver et større apparat af eksperter - og når nogle mennesker og organisationer oven i købet vil betale private midler for den slags, kan man ikke forhindre det i demokratiske lande. Disse institutter kan siges at indtage samme rolle som den frie presse - og kan altså ikke beskyldes for at gå den lovgivende, udøvende eller dømmende statsmagt i bedene, men tvætimod bidrage til kontrollen af dem. Kendsgerningen er da også at Standard & Poor nærmest har nølet med at komme frem med sin nedgradering. Og det er vel at mærke sket på grund af de selvsamme hårde og langstrakte forhandlinger mellem Obama og Kongressen om gældsloftet, som på deres side blev den direkte begrundelse for nedgraderingen. Det er politikernes nølen - eller mangel på rettidig omhu - der er den største fejl!


Generelt kan man stille det spørgsmål, om politikere og vælgere overhovedet bør lytte til økonomerne, når disse alligevel ikke kan forudsige fremtiden. Spørgsmålet har økonomiprofessor Bengt-Åke Lundvall stillet i Politiken d.d. Han er fhv. vicedirektør i OECD, (The Organisation for Economic Co-operation and Development) og må vide en hel del om sagen, men han er ikke uvildig og understreger udtrykkeligt at han ikke tilhører den skare af økomomer som dominerer den økonomisk politiske debat i Danmark.

Lundvall påpeger i fornem ironisk stil at debatten er kommet til at dreje sig om 'økonomernes' fremskrivning af den nationale befolkningsudvikling, nærmere betegnet en mindre gunstig fordeling mellem erhvervsaktive og øvrige borgere. Og allerede her bemærker man at 'økonomerne' sættes i gåseøjne, fordi der netop ikke er tale om alle, men om nogle, nemlig dem der altid bliver spurgt og får lov at dominere debatten. Økonomer i almindelighed kan bedst lide tal som ikke er alt for usikre, hedder det. og netop "Befolkningsudviklingen er nogenlunde forudsigelig i en verden hvor stort set alt andet er præget af radikal uforudsigelighed."

En faktor som ville kunne kompensere for en lavere andel af erhvervsaktive er en forøgelse af produktiviteten, men her i landet gælder netop at arbejdsproduktiviteten har udviklet sig ekstremt svagt de sidste ti år, men det siger 'økonomerne' ikke noget om, for de processer der kan føre til øget produktivitet hedder teknisk innovation og organisatorisk fornyelse - og det er kvalitative forandringer som økonomernes modeller ikke kan fange. Ja, det er ifølge Lundwall ikke frit for at 'økonomerne' fraråder at beskæftige sig med disse kvalitative forandringer. "De opererer nemlig med en antagelse om at enhver produktivitetsstigning automatisk bliver omsat til en lønstigning som i næste omgang smitter af på alle overførselsindkomster. Herved har man forvandlet produktivitetsfremmende initiativer til landsskadelig virksomhed!"

Det er godt set og herligt formuleret. Og følgen af det er at de samme økonomer på uansvarlig vis anbefaler en afskaffelse af efterlønsordningen uden i samme åndedrag at pege på behovet for opkvalificering af arbejdsstyrken. Lundwall kommer slet ikke ind på problemerne livsstil og arbejdsmoral, men det er beklageligt, for de hænger nøje sammen med den meget uheldige nedgang i arbejdsproduktiviteten, men desværre også problemer de politiske ledere ikke har lyst til at forholde sig til - for derved vil de kunne risikere at støde vælgere fra sig. Det er jo en af vort højtbesungne demokratis største indbyggede svagheder, at politikerne ikke kan tillade sig at tage illusionerne fra vælgerne. Derfor har 'blå blok' heller ikke i de syv gode år formået at standse væksten i de offentlige udgifter før nu hvor statsgælden er blevet for stor. Men denne sammenkobling kalder Lundwall en fejlslutning, eftersom man ikke kan reducere den offentlige gæld ved offentlige besparelser der fører til et endnu lavere aktivitetsniveau. Han anbefaler derfor at gøre noget ved uligheden ved at føre klassekamp mod de rige - men også dette springer 'økonomerne' over (ligesom blå blok generelt har afskaffet klassekampen).


Det primære budskab i Lundwalls indlæg om krisestyring er at der ikke - således som de politiske kandestøbere antager - eksisterer én uigendrivelig økonomisk sandhed som kan danne grundlag for en vurdering af politiske programmer. Udover de anførte ting peger Lundwall selv på nødvendigheden af institutionelle reformer gennem 'helhedsløsninger' der inddrager alle parter og kommer til at omfatte en ny ansvarsfordeling mellem national og transnational/europæisk politisk regulering af økonomien, herunder en løsning af de europæiske gældsproblemer. Dette kræver ifølge Lundwall en decideret europæisk forbundsstat, men netop dette er en politisk umulighed i Danmark. Og det har han jo fuldstændig ret i, men ideen er også en politisk umulighed i andre EU-lande - og den er vel at mærke ikke automatisk løsningen på problemerne. For Amerikas Forenede Stater er en forbundsstat og har ikke formået at undgå at bringe sig selv i fedtefadet med en uhyrlig statsgæld, en rente der er helt i bund, skatteindkomster der ikke batter, eller en arbejdsløshed og en ulighed der stiger.

Politik siges at være 'det muliges kunst' (en unøjagtig gengivelse af Bismarck) - og dette er naturligvis korrekt set i relation til højtflyvende utopier eller ekstrem principfasthed, men hvad stiller politikerne op, når situationen er blevet så umulig at de reelt ikke kan finde, endsige gennemføre effektive løsninger, men er havnet i afmagt?

Čt er at de ikke kan gardere sig mod naturkatastrofer eller klimaforandringer, noget andet er at de politiske processer i de moderne samfund er blevet så komplekse i alle henseender - økonomiske, sociale, demografiske, fordelingsmæssige, forvaltningsmæssige og kulturelt - at færre og færre af alle påvirkninger kan beregnes og forudsiges: Det moderne samfundssystem er blevet så følsomt, at man ikke engang på noget tidspunkt kender begyndelsestilstanden i noget delsystem og følgelig altid må se i øjnene at enhver tilsigtet virkning af en beslutning også får utilsigtede og ofte uønskede bivirkninger. Er systemet demokratisk, har det ydermere den indbyggede svaghed at vælgerne kan blive stødte af at få sandheden at vide eller rørt ved deres interesser. Er systemet oven i købet blevet præget af uforholdsmæssig stor indvandring, har det også fået alvorlige problemer med desintegration og social frustration at slås med (som det netop ses på uhyggeligste vis med de aktuelle optøjer i Storbritannien).


Undertegnede er ikke pessimist af natur, men komplementær helhedsrealist, og jeg ser den historiske udvikling som en del af den biologiske udvikling der fundamentalt er kendetegnet af fænomenet emergens, noget helt nyt som aldrig har været set før i udviklingen dukker op og skaber store forandringer, herunder både store muligheder og store risici som ikke har eksisteret tidligere. Specielt blev bevidsthedens opdukken i biologien altafgørende for menneskets situation. Gennem selve bevidsthedsdannelsen hævede mennesket sig over dyret - uden at miste alt dyrisk præg - og dermed begyndte hele kulturhistorien på godt og ondt. Selve ondskaben kom ind i verden, fordi det etiske valg for første gang blev muligt i biologien.

Kulturhistorien er spækket med store fremskridt og store katastrofer. Vi kan ikke forestille os et liv i evig gentagelse og immanens, selvom omsorgen og kærligheden ligger her. Vi forudsætter tværtimod nybrud og transcendens, selvom begge dele rummer konflikt og risici. Men kulturhistorien viser frem for alt at samfundet ikke er en konstruktion af den menneskelige bevidsthed og at det derfor er halsløs gerning at prøve at skabe det fuldkomne samfund, utopien. Vi må se ufuldkommenheden i øjnene - og lære at forstå den virkelige tragedie: at vi ikke altid får vores vilje.


Jeg har forlængst formuleret nogle afmagtspostulater om eksistensen, det menneskelige, politiske, videnskabelige, etiske og æstetiske samt religiøse. Jeg tillader mig nu at gengive afmagtspostulaterne om politik og økonomi, fordi jeg finder dem yderst relevante:

Det er
umuligt at skabe lighed for alle
umuligt at skabe frihed for alle
umuligt for samfundets politiske kræfter at tilfredsstille alle krav om retfærdighed og lighed
umuligt for samfundets økonomiske kræfter at producere sig ud af alle mangler
umuligt at ophæve begrænsningerne i de økonomiske ressourcer
umuligt at skabe et samfund, hvor alt er muligt og hvor alle altid kan få deres vilje
umuligt at bringe fantasien til magten (troen herpå er tegn på manglende realitetssans)
umuligt at undgå at magt korrumperer
umuligt at undgå at bureaukratisering medfører en nedsættelse af en organisations, virksomheds eller stats ansvarlighed, gennemskuelighed, kreativitet, nytænkning og iværksætterlyst


Det er
umuligt at undgå hierarki i samfund eller i virksomheder og organisationer
umuligt at forene demokrati med etpartisystem og pressecensur
umuligt at forene demokrati med teokratiske styreformer
umuligt at styre deflation lige så nemt og socialt acceptabelt som at styre inflation
umuligt at skabe et alternativ til markedsøkonomien der har samme velegnede mekanismer til at sikre størst muligt produktion til lavest mulig omkostning
umuligt at give markedsøkonomien frit løb uden samtidig at skabe basis for økonomiske magtkoncentrationer der vil undergrave markedsøkonomien.


Det er umuligt at styre eller kontrollere miljøet 100 %,
- når vores viden om miljøet er og vedblivende vil være begrænset,
- når den ustyrlige markedsøkonomi ikke kan afskaffes, og
- når den politiske vilje til pragmatisk konsensus om miljøpolitikken ikke kan skabes.

umuligt at presse virksomheder og organisationer frem til stadig højere effektivitet uden samtidig at fremtvinge en marginalisering og udstødelse af ældre, syge og andre svage borgere

umuligt at skære ned på den offentlige sektor, når den først er blevet så stor, at de i sektoren ansatte bestemmer, hvilken fløj, blok eller konstellation af partier i parlamentet der skal have regeringsmagten


Det er
umuligt at idealisere minimalstaten, da der ikke kan fastsættes bestemte rationelle grænser for den offentlige sektors størrelse
umuligt at nedvurdere velfærdsstaten, da den pr. definition er et gode og et fornuftigt mål
umuligt for et regeringsparti eller en regeringskonstellation at styrke demokratiet ved at forlænge sit mandat ud over maksimalt tre valgperioder (eller 12 år)
umuligt for magthaverne at bevare følingen med realiteterne, hvis de indskrænker ytrings- og pressefriheden


Det er
umuligt at løse politiske problemer med krig
umuligt at afskaffe krig med krig
umuligt at skabe verdensfred (fred i hele verden)
umuligt at skabe én verden


Det er
umuligt for små lande som Danmark at forhindre stormagter eller supermagter i at blive dominerende, hvad angår sproglig, kulturel og politisk indflydelse

umuligt for små lande som Danmark at skaffe sig betydelig indflydelse på stormagternes politik og derfor umuligt for danskere som enkeltindivider at skaffe sig nævneværdig indflydelse endsige lige så stor indflydelse på stormagternes politik som disse landes egne borgere

umuligt for stormagter og supermagter at forhindre, at deres dominans hvad angår sproglig, kulturel og politisk indflydelse på andre lande ikke får utilsigterede bivirkninger i form af større eller mindre grad af uselvstændighed og mangel på egenidentitet og egenkultur

umuligt at drive sporten frem til stadig større underholdnings- og pengeindtjeningsværdi uden samtidig at fremme tendensen til usportslige metoder i kampen om konkurrence


Det er
umuligt at bestemme et kompliceret sociologisk systems tilstand eksakt på nogetsomhelst tidspunkt
umuligt at forudsige et kompliceret sociologisk systems videreudvikling på nogetsomhelst vilkårligt fremtids-tidspunkt.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Det Hvide Hus
EU-rådet
Finansministeriet


Relevante artikler på Jernesalt:

Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
Afmagtspostulater
Emergenssynspunktet
Tragediesynspunktet
Jernesalts 2009-filosofi
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)


EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.) Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)


De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)


Midtvejsvalget i USA med hug til Obama  (4.11.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
Obama i oliekrise  (18.6.10.)
Obama fik sundhedsreformen igennem  (22.3.10.)


Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal