JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - thorning2013c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.5.13. (Ugebrev)

Første maj er blevet en tvetydig affære

1. maj er en gammel forårsfest som engang hed Valborgsdag efter en engelsk helgeninde der var kendt for sine evner til at beskytte mod trolddom og forhekselse.

Siden 1890 har 1. maj været arbejderbevægelsens internationale kampdag som er blevet fejret med demonstrationer, møder, taler og fest - i Danmark arrangeret af fællesorganisationerne, Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier, først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti (fra 1917) og Socialistisk Folkeparti (fra 1958). Men efter ungdomsoprøret i 1968 blev dagen også fejret af 'det nye venstre', herunder Venstre Socialisterne og Socialistisk Arbejderparti, der i 1989 dannede valgteknisk samarbejde med DKP under navnet Enhedslisten. Dagen fejres i dag af hele venstrefløjen eller den 'røde blok' - men stadig med adskillelse mellem de konkurrende partier og stadig med et mere eller mindre afbleget Socialdemokrati i spidsen.

Som hovedregel har 1. maj været en festdag af folkelige karakter, hvor det frie ølkonsum i nyere tid nemt har vundet over den obligatoriske meningstilkendegivelse. Men i år hvor vejret har været usædvanligt flot og virkelig har bekræftet forårets ubestridelighed, er dagen blevet en ekstraordinært blandet og mærkværdig affære, fordi regeringspartierne S og SF's egne vælgere i stort tal har ladet deres vrede og frustration gå ud over regeringens topfolk på grund af indgrebet i lærerkonflikten, dagpengereformen og andre tiltag der opfattes som løftebrud og tillidsbrud.

Den hellige Valborg formåede ikke at beskytte statsminister Helle Thorning, finansminister Bjarne Corydon, overborgmester Frank Jensen eller erhvervsminister Annette Vilhelmsen og udenrigshandelsminister Pia Dyhr mod den trolddom og forhekselse, der fører frustrerede mennesker til i flok at råbe op og buhe i stedet for at lytte og argumentere - samt feste i al fordragelighed. De nævnte topfolk blev alle mødt med så voldsomme protester at de ikke fik ørenlyd og med en enkelt undtagelse valgte at afbryde deres taler. Det hjalp ikke at Enhedslistens populære leder Johanne Schmidt tog afstand fra de overdrevne protester med de politikere hun selv har tordnet voldsomt imod.

Og det hjælper endnu mindre at en kommentator som Berlingskes Thomas Larsen kalder protesterne for et angreb på folkestyret, for ham lytter de protesterende heller ikke til - og desuden er det vildledende at kalde protester og demonstrationer mod magthavere for et angreb på folkestyret som sådant. Det er unægteligt et angreb på ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, men begrænser sig trods alt til balladen fra et vist antal, formentligt til formålet organiserede (og delvis fra udlandet hentede) grupper af mennesker der ville forhindre bestemte magthavere i at ytre sig på en traditionsrig fest- eller kampdag, men som iøvrigt har rig lejlighed til at ytre sig stort set ubegrænset i alle medier. Det er for dårlig opførsel af disse fanatikere; og det bekræfter en stigende intolerance på venstrefløjen der hverken vil høre, se eller forstå, men man skal holde fast i at også den slags er tilladt i et folkestyre - i klar modsætning til at smide med sten eller kaste med vand og maling, for slet ikke at tale om at skubbe, sparke og trampe tæer på Pia Dyhr foran tribunen hvor hendes partiformand talte. Det har hun selv stemplet som 'rød fascisme' (men det er snarest sort autonom fascisme). Helt overordnet er der mest ræson i - som det også er sket fra kommentatorside - at sammenligne udartningen af 1. maj-møderne forleden med en sikkerhedsventil der tillod opsparet vrede og frustration at slippe ud, før overtrykket i den politiske kedel blev så stort at den ville sprænge.

Hvorom alting er: 1. maj møderne i år vil for alle involverede politikere, aktive deltagere og passive iagttagere blive husket for en række billeder der vil blive stående som indiskutable og uudslettelige udtryk for voldsom vrede og frustration mod politikere som vælgerne på venstrefløjen føler sig groft svigtet af og ikke længere har tillid til. Det bliver primært de udskældte politikeres og deres partiers sag, og de har da lov at nære det forfængelige håb at alt nok er glemt om to år, eftersom mange vælgeres hukommelse er lige så kort som deres tænkning er overfladisk, men det giver helt naturligt mere tænksomme borgere anledning til at granske årsagerne til at tillidskrisen på den fløj overhovedet er kommet så vidt.

Det er i dag ikke til at bortforklare at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti kom til regeringsmagten ved at føre meget ensidig valgkampagne på løfter og planer der ikke kunne indfries eller gennemføres medmindre de to partier fik flertal sammen med Enhedslisten, og at de faktisk dannede regering selvom et rent rødt flertal ikke kom i hus. Helle Thorning og Villy Søvndal bøjede sig af personlige og egoistiske, dvs opportunistiske grunde for Det radikale Venstres strenge betingelserne om ansvarlig realpolitik - og det var borgerligt set en god løsning, men de to partiers mere ideologisk bundne vælgere mente naturligvis noget helt andet, og lederne spildte hverken tid eller kræfter på at overbevise disse vælger om rigtigheden. Og derfor blev en dyb tillids- og kommunikationskrise lige fra starten helt uundgåelig. Den er oven i købet taget til måned for måned lige siden og er nu endt med et udbredt had mod lederne som man skal lede længe efter på vore breddegrader, fordi vores politiske system generelt har været præget af forholdsvis stor tillid til politikerne. Dette er ved at ændre sig ganske markant på grund af mentalitetsændringen: Tolerancen forsvinder til gunst for had og hate-speach på de såkaldte 'sociale medier' samt uro og ballade på gade og pladser.

Stort set alle meningsmålinger siden regeringsdannelsen har vist vigende tilslutning til både socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti der begge fik dårlige valgresultater og kun opnåede regeringsmagten takket været Det radikale Venstre. Og da regeringen først begyndte at lide nederlag med betalingsring og takstnedsættelser og ikke ville bryde ændringen af de dagpengeregler de to partier havde erklæret sig imod, men som de radikale havde indgået forlig med de borgerlige om, så kunne situationen ikke rettes op. Socialdemokraterne dykkede til under 20 % af vælgerne og tangerede flere gange niveauet fra 1898 der vel at mærke ikke var et lavpunkt, men begyndelsen til en lang fremgang der toppede ved "Stauning eller kaos"-valget i 1935 med 46,1 % og endnu kunne holde sig over 40 % i 1953 (Hedtoft), 1960 (H.C. Hansen) og 1964 (Krag). Valget i 2011 gav kun Helle Thorning 25,3 % og næppe mange havde forestillet sig at partiet ville ryge helt ned omkring 17 % efterhånden som reformerne og vækstpakkerne blev lagt frem, men disse skabte netop ikke den hurtige ændring af den lave konjunkturbestemte krise-beskæftigelse regeringen havde foregøglet vælgerne i 2015- og 2020-planerne. Den internationele krise stak dybere end nationale regeringer kan klare på egen hånd. Nu er det langt fra sikkert at ændringerne kommer før 2015. Den altid smilende Helle Thorning lader den altid alvorlige Bjarne Corydon stå for den hårde kurs og fremstår selv uden visioner og ambitioner. Hun kom til magten i parti- og regeringskampen fordi partiet spillede det famøse 'kønskort'. Og nu må hun oven i købet lide den tort i meningsmålinger at se sig overhalet af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen som den mest tillidvækkende socialdemokrat og foretrukne formand! Hun har på længere sigt den store fordel, at hun ud over at være kvinde også er en politiker med meninger. Hun fremstår ikke som ren og skær spinstyrende teknokrat.

Enhedslisten scorer gevaldigt på socialdemokraternes og SF's nedture. Partiet kan stort set samle alle de frustrerede S- og SF-vælgere op som betragter sig som røde - og altså ikke hører til den kategori af mobile vælgere der går tilbage til blå blok næste gang. Enhedslisten har i en enkelt måling været helt oppe på 14 % eller mere end det dobbelte af resultatet fra 2011 - og det gør dem ikke mere medgørlige når der skal forhandles finanslov til efteråret. De har ikke planer om at vælte regeringen, men de har fået hovedbestyrelsens bemyndigelse til det og vil uden tvivl blive tvunget til betænkelige indrømmelser fra Bjarne Corydons side. Dilemmaet for Enhedslisten er at de ved at stemme imod finansloven vælter regeringen, og at de ved at gøre dette, nok kan få stor mandatmæssig fremgang, men må se i øjnene at de borgerlige tager over og gør Lars Løkke til statsminister igen med det forhadte Dansk Folkeparti som anker. Det vil næppe ske allerede i år, men kan udmærket tænkes til efteråret 2014, hvis situationen til den tid er uændret.

Det sjove ved Enhedslisten er at det er blevet så stort at det ikke længere kan stå på sidelinien og blot heppe på favoritholdet, men tværtimod er kommet ind på banen, hvor det må forsøge at trække spillet i mere offensiv ideologisk retning. Det går ikke længere at været et ekstremistisk parti af den slags hvis eneste formål - med historikeren Henry Commagers ord - blot er at begå selvmord (dvs forblive i den selvvalgte isolering der er ensbetydende med reel politisk død), men partiet må ligesom i sin tid SF gøre op med sig selv om det vil være et lidt mere realistisk parti der i princippet accepterer kompromisets kunst og derfor kæmper for indflydelse gennem forhandlinger med den socialdemokratisk ledede regering. I samme øjeblik springer dilemmaet imidlertid op som trold af æsken: Bliver man ved at holde hånden over en regering hvis politik man på væsentlige punkter er inderligt imod, så forråder man ideologien. Og selv om man på det netop afholdte landsmøde kunne vedtage en erklæring om at man går ind for demokratiet med dets frie valg og ikke vil lave revolutionær samfundsomvæltning med vold, så holder man fast i drømmen om en fundamental samfundsændring i retning af socialismen og imod kapitalismen (der pr. definition er af det onde). Eller for at tydeliggøre det med gamle marxistiske begreber (Marx er jo åbenbart ved at komme på mode igen, selvom han var håbløst dualistisk): man drømmer fortsat om friheden i et fuldkomment overflodssamfund og vil ikke bøje sig for den nødvendighedens lov som ikke alene præger traditionel jordbunden, borgerlig samfund, men nu også er blevet endeligt accepteret af socialdemokraterne i deres sene erkendelse af at velfærdssamfundet ikke kan opretholdes med en fortsat udvidelse af den offentlige sektor og af de offentlige udgifter.

Socialistisk Folkeparti er i meningsmålingerne røget helt ned på omkring 3 %, hvad der vil sige at de ligesom Det konservative Folkeparti er kommet i betænkelig nærhed af spærregrænsen. I begge tilfælde må man nøgternt spørge: hvad skal vi egentlig også med disse partier? De konservative har fået en tør og kedelig formand der ikke kan hamle op med forgængeren Lene Espersens ungdommelighed og gennemslagskraft. Og SF har efter det klare opgør med Villy Søvndals ambitiøse tilnærmelse til Socialdemokraterne - og navnlig den i partiet forhadte skatteminister Thor M�gers linje - fået en næsten lige så tør og kedelig formand der heller ikke har gennemslagskraft, men som roligt, stilsikkert og uanfægtet prøver at forsvare partiets deltagelse i et regeringssamarbejde som splitter partiet og hvis grundlag hun selv udtrykkeligt ønsker at udfordre. Enkelte vil ikke acceptere forbehold over for socialdemokaterne og har derfor skiftet parti. Det gjaldt både næstformand Mattias Tesfaye og politisk ordfører Jesper Petersen - og mange flere. Men hovedparten nærer forbehold over for regeringssamarbejdet og tier; de foretrækker et SF uden for regeringen, men gerne samarbejdende med en S-ledet regering. Blot vil de ikke have udvisket partiets ideologiske profil. De er måske unfair at beskylde dem for at ville bevare hænderne rene, men de vil i hvert fald undgå så meget snavs på fingrene som socialdemokraterne skaffer sig gennem realpolitikken.

Anette Vilhelmsen er kommet på den nærmest umulige opgave at forsvare partiets politik som ren SF-politik. Dels i Fælleden 1. maj, dels i kronikken i Politiken d.d., og dels på det forestående årsmøde i København. Hun kan nemlig sige og mene hvad hun vil, hun kan ikke lave om på det faktum, at den ellers lovende og fremstormende Villy Søvndal begik nogle fatale brøler ved først at lave et fælles valgprogram med Helle Thorning (et helt år før valget) og dernæst efter valget acceptere at komme under den radikale Margrethe Vestager realpolitiske åg, der ikke var mindre tungt at bære end det åg J.O. Krags magtfulde Per Hækkerup lagde på SF's skuldre i 1966/67. Og da uroen i rækkerne meget naturligt gentog sig i 2012 dokumenterede Villy Søvndal sine ubestridelige evner som moderne skolemester ved med ord og smil at sætte partiets landsmøde, landsledelse og folketingsgruppe så eftertrykkeligt på plads at han til sidst troede vejen banet for en problemfri retræte som formand. I realiteten løb formanden fra ansvaret for sit eget projekt i utide. Og han gik totalt uden om den selvfølgelig opgave at drage omsorg for en dyb og grundig erkendelsesproces i sig selv, sine nærmeste, sine partimedlemmer og sine vælgere, en erkendelsesproces der skulle have overbevist dem alle om at SF hverken er et idealistisk hængekøjeparti uden indflydelse eller et opportunistisk regeringsparti uden rygrad.

Formandsvalget løste ikke det politiske problem. Villy Søvndal har ikke gentaget Aksel Larsens fatale fejl fra 1966 med at lade hånt om de unge. Han har nærmest forsøgt det omvendte ved at give de helt unge og uprøvede kræfter chancen for at vinde regeringserfaring. Men han har i virkeligheden gjort det efter selvsamme fatale recept, nemlig at tryne den part der ikke fik sine helt naturlige interesser varetaget. Søvndal opnåede derfor intet andet med sit naive projekt og sin hasarderede beslutning om tilbagetrækning end at sætte spørgsmålstegn ved selve SF's eksistensberettigelse.

Regeringen ligger som den selv har redt. Helle Thorning kan oven i købet rose sig af at hun fører en økonomisk politik der - modsat den forrige - vover et opgør med de offentligt ansatte og giver det private erhvervsliv bedre konkurrencebetingelser. Ja, hun kan på sin vis hævde at blokpolitikken er væk, men går dog let hen over den kendgerning at det skyldes at den nuværende opposition - modsat den forrige - viser sin ansvarlighed ved at holde sig langt væk fra den demonstrative blokpolitik Anders Fogh Rasmussen i sin tid udtrykkeligt undsagde. Men Thorning kan hverken smile eller snakke sig fra den kendsgerning at regeringens vælgere har mistet tilliden til hende.

Hovedproblemet på venstrefløjen i dansk politik er fortsat at ingen af partierne virkeligt gør forsøg på at skabe en helt nødvendig erkendelse i retning af at klassekampen definitivt er forbi, at den gamle ideologiske modsætning mellem ren socialisme og ren liberalisme er reaktionær, at den politiske kamp derfor fremover står på den bredere og bredere midte af det politiske spektrum, og at den progressive vej fremad hedder den tredje vej, dvs den dynamiske vej mellem frihedsprincippets og ligheds/tryghedsprincippets uforligelighed. Den vej kræver ikke alene realpolitisk nøgternhed (omkring det faktum at ressourcerne altid er begrænsede) og accept af dynamikken, uforudsigeligheden og opdukken af nye emergente løsningsmodeller (bevægelser og partier), men også høj moral og høj bevidsthedsgrad.

Spin, reklamer, valgkampagner er ikke nok; fraværet af politisk substans er en katastrofe. Der må og skal nytænkning og konsistens mellem adfærd og moral og mellem politik og målsætninger til. Konsistens er et undervurderet begreb i al politik, men det indebærer at man ligesom i den personlige moral fastholder en overordnet forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet på både kort og langt sigt. I modsætning til pligtetikken og formålsetikken, så kommer konsistensetikken aldrig fri af skøn og usikkerhed. Forpligtelsen ligger aldrig i at følge bestemte ideer, dogmer eller principper, eller i at forfølge bestemte, entydige mål, men i at fastholde visionen om det gode - og altid justere processen efter bedste evne undervejs.

Der vil i dette store menneskelige spil altid være en modsætning mellem ånds- og magtinteresser, fordi mennesket både er et åndsvæsen og et magtvæsen. Der vil der også altid være en markant forskel mellem deciderede magtmennesker der stræber efter magt, indflydelse og status og mere tænksomme eller åndsbetonede mennesker der accepterer økonomiske og fysiske kendsgerninger, men ikke lægger samme vægt på magt og indflydelse. Men betingelsen for et moderne, demokratisk og sekulært velfærdssamfund er fordrageligheden og den gensidige respekt mellem de forskellige slags mennesker og deres politiske og eksistentielle præferencer. Had og ekstremisme af enhver art er en trussel mod demokratiet. Og da den hellige Valborg ikke har kraft til at beskytte os mod forhekselsen nu om dage, må der folkeoplysning til, men folkeoplysning i dag kan ikke begrænse sig til gode ord og formaninger, endsige folkesange og festsange. Der skal en erkendelsesproces til der tager højde for vor tids dybdepsykologi og erkendelsesteori. Og her svigter alle vore partier.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten

Relevante artikler på Jernesalt:

Dagpengeløsningen udskyder reformen, men redder regeringen  (16.5.13.)
Flertallet af offentligt ansatte fatter ikke situationens alvor  (12.4.13.)
SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens udspil til stor, ambitiøs skolereform  (5.12.12.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)