INDEX FRA JERNESALT

Forudsætninger eller inspiratorer VI:  Bogstav R-Å

Rüdiger Safranski  (f. 1945)
tysk filosof med værker om Nietzsche, Schopenhauer, Heidegger m.fl. Flittig deltager i den tyske kulturdebat. Fast deltager i tv-programmet Das Philosofische Quartett på ZDF. - Jf. artiklerne Nietzsches sjæl,    Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)   og   Er globaliseringen et gode eller et onde?.

Aksel Sandemose  (1899-1965)
dansk-norsk forfatter

Jean-Paul Sartre  (1905-80)
fransk forfatter og eksistensfilosof, der ligesom sin samlever Simone de Beauvoire var inspireret af Søren Kierkegaard, og som denne lagde vægt på menneskets frihed og ansvarlighed gennem valget. Sartre udfoldede sig både faglitterært og skønlitterært samt som universitetslærer og politisk provokatør. Hans romaner og teaterstykker vakte forargelse ligesom hans venstreorienterede standpunkter. Hans arbejdsevne og produktion var enorm og hans tungefærdighed, cigaret- og whisky-forbrug umådeligt.
Sartre udgav i 1946 et lille skrift, der hed "Eksistentialisme er humanisme", og det blev dengang simpelthen en kultbog. Sartre sagde ligeud, at livet ikke har nogen mening på forhånd. Før vi lever, er livet ikke noget og har ingen værdi. Det tilkommer os selv at give livet mening. Og det vil igen sige, at mennesket er et væsen der eksisterer, før det kan defineres. Eller som han udtrykte det i en berømt sætning: Eksistensen går forud for essensen.
Det vil frit oversat sige, at 'det at blive til' går forud for 'det at være til'. Mennesket er nemlig fra først af intet. Det bliver, hvad det gør sig selv til. Her kommer den kierkegaardske subjektivitet klart ind i billedet. Mennesket er ifølge Sartre fra først af en "plan som oplever sig selv subjektivt". Der eksisterer ikke noget som helst forud for denne plan.
Her kunne man indskyde, at det turde være uholdbart, eftersom et spædbarn eksisterer, før det har bevidsthed og kan tale. Og spædbarnet kan vel næppe siges at have en "plan"? Men børn interesserede ikke Sartre - han havde heller ingen selv. Det er det voksne, selvansvarlige menneske han konsekvent taler om og til. Og lige præcis ansvarligheden giver et menneske angst. Et menneske der vælger sig selv kan ikke undgå følelsen af sin totale og dybe ansvarlighed.
Sartre var ateist, og derfor betragtede han mennesket som hjælpeløst forladt: hverken hos sig selv eller uden for sig selv finder det noget at klynge sig til. Deraf angsten, men deraf også friheden. Mennesket er frit, fordi det har valgets mulighed.
Sartres eksistentialisme er en ekstrem udgave af slagsen, og man bør i bedømmelsen af den ikke se bort fra hans type som karakter. Han var præcis ligesom Søren Kierkegaard en udpræget tænketype og som sådan en genial og brillerende intellektualist, men det kneb med at omsætte tænkningen i praksis.
En nutidig dansk bedømmer af ham, Hans Boll-Johansen, har skrevet, at Sartre kun i ringe grad var et menneske med politisk fornemmelse. Han fejlvurderede ofte storpolitiske situationer, fordi han selv havde tendens til at tænke i skabeloner. Bl.a. besøgte han demonstrativt terroristen Andreas Baader i fængslet i Stammheim. Og etikken fik Sartre ifølge samme Boll-Johansen aldrig styr på. Han blev den privatpraktiserende eksistentialismes førstemand. - Men ganske som med Kierkegaard er det værd at læse Sartre, fordi han tvinger til afklaring. -
Jf. artiklerne Transcendens og Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet).

Alfred Schnittke  (1934-98)
russisk komponist

Arthur Schopenhauer  (1788-1860)
tysk filosof

Charlotte Schrøder  (f. 1946)
dansk billedvæver med enestående evne til at væve billeder af musikere så musikkens rytmiske bevægelser træder levende frem. Det gælder eksempelvis billeder af Gidon Kremer, Borodin Kvartetten og Zapolski Kvartetten. Store vævearbejder til bl.a. Det kgl. Kapel, Danmarks Radio og Vestjysk Konservatorium. Også repræsenteret på Musikhistorisk Museum i København, som i efteråret 1996 viste hendes udstilling 'Musik på væven'. - Se også under Gidon Kremer.

William Shakespeare  (1564-1616)
engelsk skuespilforfatter der betragtes som verdens suverænt største dramatiker. Hans værker spilles på alle teatre af betydning og er ofte blevet filmatiseret. De væsentligste tragedier for mig er 'Hamlet', 'Macbeth', 'Othello', 'Richard III' og 'Kong Lear' samt 'Stormen', som jeg kender fra både teater og film. Den største fortolker af dramaerne er Lawrence Olivier. Den væsentligste komedie er 'Helligtrekongersaften' som i Trevor Nunns filmudgave er uforlignelig. Men også Verdis operaudgaver af 'Othello' og 'Falstaff' (efter 'De lystige koner i Windsor') betragter jeg som centrale værker i min eksistensforståelse. Jævnfør følgende anmeldelser: Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.) - Et Shakespeare-værk helt for sig selv (Anthony and Cleopatra   (5.11.06.) - 'Kong Lear' gjort til ren farce på Det kongelige Teater  (6.3.16.) samt det større essay: Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)

Rupert Sheldrake  (f. 1942)
engelsk biolog der er gået sine egne veje i forskningen for at nedbryde den gamle snævre positivistiske grundindstilling. Hovedværk: 'The Rebirth og Nature' med undertitlen 'The Greening of Science and God' (1990).

Edvard Sjevardnadse  (f. 1928)
russisk-georgisk politiker der sammen med Gorbatjov stod for reformkursen i Sovjetunionen i midten af 1980'erne og bl.a. gennem dybt fortrolige forhandlinger med den daværende amerikanske udenrigsminister George Schultze fik skabt grundlaget for afviklingen af den kolde krig. Trådte tilbage som udenrigsminister, da han fandt Gorbatjov for tøvende i sine reformer. Var aktiv for at få frigivet sin landsmand, filminstruktøren Abuladzes kontroversielle film 'Anger' (jf. artiklen 'Anger' og 'Brændt af solen'). Var som præsident i Georgien 1995-2003 med til at stabilisere landet, men blev efterhånden bremsende for udviklingen og afsat i 2003.

Johannes Sløk  (1916-2001)
dansk teolog, idéhistoriker og filosof . Provokerende og ivrig debattør.

Sofokles  (495-406 f.Kr.)
græsk tragediedigter

Sokrates  (469-399 f. Kr.)
græsk filosof kontroversiel skikkelse der blev dødsdømt for at have vildledt ungdommen. Skrev aldrig selv noget, men er primært kendt fra Platons skrifter. Hans filosofiske teknik var spørgende, men han mente at mennesket besad en absolut moralsk standard (arete). Hans tilslutning til det delfiske 'Kend dig selv' må forstås som hans overbevisning om at et tilstrækkeligt dybtgående kendskab til sig selv vil føre til en fuld forståelse af det gode, det skønne og det sande som ét og samme fænomen, hvis erkendelse vil være tvingende for et menneske.

Isaac Stern  (1920-2001)
russisk født, amerikansk violinist af jødisk herkomst

Robert Storm Petersen  (1882-1949)
dansk tegner, maler, skuespiller, forfatter og filosof. Autodidakt, men tegnemæssigt påvirket af jugendstil, amerikansk bladtegningsstil og franskmanden Abel Faivre samt Edvard Munch, malerimæssigt af Die-Brücke-ekspressionisterne (udstilling i København 1908), Klee, Kandinsky, Edv. Munch, svenskeren Ivar Rosenius samt belgieren James Ensor. Enorm produktivitet med mere end 60.000 tegninger, foruden malerier og tekster. Han kunne ikke slappe af, men tegnede altid. Storm P var skuespiller på både teater og film samt cabaretkunstner, optagelser bevaret på både film- og lydbånd. Meget tiltrukket af cirkus-miljøet. - Ophold i Paris 1906 der gik på maleriet. Rejse til USA 1919 der blev en stor skuffelse, fordi amerikanerne ikke havde sans for hans optræden som cabaretkunstner.
Fra 1903 tegnede Storm P. til tidsskriftet Jakel, fra 1906 til Ekstrabladet, fra 1916 til BT og Berlingske Aften, men 1919-20 også til Ragnvald Blix's norske 'Exlex' ('uden for loven'). Desuden til Svikmøllen og Blæksprutten (1910-16 + 1938-48). I 1913 skabte han den første originale danske tegneserie 'De tre små Mænd og Nummermanden'. Fra 1922 Peter og Ping-serien til BT. Fra 1917 Dagbogsblade og fra 1939 Dagens Flue. Fluerne udgivet i mange samlinger. Udgav et årligt album fra 1913-48. Hertil fortællinger der i 1949/50 blev udgivet samlet i 21 bind. Desuden bogillustrationer til bl.a. Harald H. Lunds børnebøger og læsebogen 'Ole Bole gik i skole' der blev brugt i folkeskolen fra 1927 og frem - og trykt i adskillige oplag.
I det store trebindsværk der blev udgivet 1950 under redaktion af filosoffen Frithiof Brandt skildres kompetent alle sider af Storm P.'s virke. Brandt personlig tegner sig for en smuk indledning, hvor Storm P's kunst inddeles i fem hovedkategorier: det komiske, det humoristiske, det satiriske, det tragikomiske og det tragiske. Kategorierne går over i hinanden, men kan groft karakteriseres på den måde, at det komiske vækker blot og bar latter, som når en mand falder på enden. Det humoristiske vækker en hjertelig, sympatisk latter (man griner ikke af offeret, men med ham). Det satiriske vækker en spotsk, en hånlig, en antipatisk latter (man ler af offeret). Ved det tragikomiske er komik og tragik blandet så godt sammen, at man ikke ved om man skal le eller græde. Og ved det tragiske forsvinder ethvert smil, man fængsles af det smertelige, som det hos Storm P. bl.a. genfindes i de mange klovne-figurer, hvor klovnen morer andre, men selv er trist. Alle disse former for humor og tragik findes hos Storm P. og belyses i afsnit efter afsnit i værket. Og tilsammen dokumenterer de på uimodsigelig vis, at humor generelt først og fremmest peger på et alternativ til den almindelige borgerlige nytte-opfattelse af tilværelsen.
For mig personligt har Storm P tidligt været en del af hverdagen, da vi brugte Ole Bole-ABC'en i 1. klasse i skolen. Senere kom 'Peter og Ping' og tegningerne i Blæksprutten til og sandsynligvis nogle fluer. I hvert fald grinede en skolekammerat og jeg ofte over hans påfund. Men jeg husker tydeligt at min kammerats mor syntes Storm P. var noget pjat! Nogle år senere nød jeg i radioen og på plade Ebbe Rodes fremragende oplæsninger af nogle af de bedste fortællinger som 'Sangforeningen Morgenrøden', 'I tonernes verden' eller den helt vanvittigt absurde 'Åkirkeby' (de var faste indslag i Giro 413 i årene efter krigen). Endelig så og læste jeg fluerne, der jo dels bragtes i mange dagblade, dels efterhånden kom i mange samlinger. Sidst mødte jeg malerierne, som dels ikke var særligt anerkendte som kunst, dels ikke særligt tilgængelige før åbningen af Storm P Museet i 1977, men jeg så den store og flotte udstilling hos Olivetti i 1970 og opdagede her Storm P. kunstneriske format i flere klovne-billeder og 'To kors'.
Fluerne er og bliver i midlertid det helt centrale i min Storm P-entusiasme, fordi de ganske enkelt rummer en humor og livsvisdom der har kunnet bruges som pejlemærker livet igennem. De er set så ofte og med så stor glæde og forundring, at de ved utallige lejligheder melder sig af sig selv som givende fortolkningsmæssig association. De er modsat Albert Engströms tegninger gennemgående båret af en varme, sympati og underfundighed der viser humorens inderste væsen som den form for 'tragedie' der sprænger al hang til at pukke på sin ret.
Jf. artiklen Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet)
og det udførlige essay    Humormennesket Storm P.

Anthony Storr  (1920-2001)
britisk psykiater, der bl.a. har skrevet 'Det aggressive menneske' (1968), hvor han lig Konrad Lorenz betegner den aggressive del af den menneskelige natur som ikke blot et nødvendigt værn mod røverisk angreb, men også som grundlaget for intellektuel udfoldelse, for opnåelse af uafhængighed og endog for den stolthed der sætter mennesket i stand til at holde ryggen rank blandt medmennesker. Bogen blev i 1991 totalt omarbejdet og genudgivet under titlen 'Det umenneskelige menneske' med undertitlen 'Den psykiske grobund for grusomhed, forfølgelse og folkemord'. - Jf artiklen Det aggressive menneske.

Igor Stravinsky  (1882-1971)
russisk-fransk-amerikansk komponist

August Strindberg  (1849-1912)
svensk forfatter

Andrzej Szczypiorski  (1924-2000)
polsk romanforfatter og essayist

Jørgen Haugen Sørensen  (f. 1934) dansk billedhugger. Autodidakt. Jf. Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden.

Svend Sørensen  (1908-??)
gymnasielærer (fransk og dansk) på Ålborg Katedralskole. Var en af de begejstrede litterater som formåede at gøre litteratur til et eksistentielt anliggende. Og især fik hans gennemgang af tre hovedværker i dansk litteratur betydning for mig, nemlig Holbergs 'Den politiske kandestøber', Henrik Ibsens 'En folkefjende' og Steen Steensen Blichers 'Ak, hvor forandret'. To værker med politisk relevans, som optog mig stærkt på grund af min egen politiske interesse, og et værk med en helt speciel ironi og underfundighed (Peer Spillemand), som gik lige ind i mit modtagelige sind - og fik afgørende indflydelse på min opfattelse af humor.

Andrej Tarkovskij  (1932-86)
russisk filminstruktør (1932-1986), der regnes for en af den moderne films betydeligste kunstnere. Debuterede med 'Ivans barndom' (1982) om en drengs traumatiske oplevelser under 2. verdenskrig. 'Den yderste dom' (1966) er en allegori over ikonmaleren Andrej Rublovs liv i den barbariske tid i 1400-tallet. 'Vandringsmanden' (1969) en selvransagende film om et besøg i en slags forbudt zone og dermed et eminent eksempel på hans visuelt fascinerende udflugter ind i ukendte områder hvor mennesket bliver stillet over for eksistensens store gåder. Jf. Alvoren i eksistensen. 'Spejlet' (1974) en barndomshistorie med selvbiografiske elementer. 'Offeret' (1986) om en kunstner (spillet af Erland Josephson) der laver en handel med Gud for at afværge verdens undergang.

Jacques Tati   (1908-82)
fransk filminstruktør og skuespiller

Anton Tjechov  (1860-1904)
russisk forfatter

Lars von Trier  (f. 1956)
dansk filminstruktør, der allerede med filmskolefilmen 'Befrielsesbilleder' (1982) gik sine egne veje. Gennembruddet var krimien 'Forbrydelsens element' (1982), der i 1987 blev fulgt af en meget selvreflekterende og selvironisk 'Epidemic' (1987) om en film der ikke bliver til noget. I 1991 fulgte melodramaet 'Europa' der foregår i eftertidskrigens Tyskland med spændinger mellem tyskere indbyrdes og mellem tyskerne og amerikanerne. I 1994 og 1997 lavede Trier gyserne 'Riget' 1 og 2 med skildringen af et helt igennem urealistisk miljø på Rigshospitalet, som gik lige ind hos det store publikum på grund af sin fantasi og humor. 'Breaking the Wawes' fra 1996 blander sex og religion sammen på en måde der igen peger hen mod det fantastiske, ja det overspændte. Og det samme gælder musicalen 'Dancer in the Dark' fra 2000.
Ind imellem disse to film lavede Trier i 1998 den provokerende, men også tankevækkende dogmefilm 'Idioterne' der skildrer en gruppe unge mennesker der render rundt og spiller spassere, men selv diskuterer formålet med det. Filmen fulgte nogle æstetiske 'dogmer', et regelsæt kaldet 'Kyskhedsløftet', som Trier og Thomas Vinterberg havde opstillet som svar på den almindelige Hollywood-tendens til at gøre filmene dyrere og dyrere og samtidig mere og mere skuespiller- og instruktørfikserede. Blandt dogmerne er reglerne om, at optagelserne skal foregå on location, at kameraet skal være håndbåret, at filmen ikke må indeholde overfladisk action og ikke være tidsmæssig eller geografisk fremmedgørende, samt at instruktøren ikke må 'krediteres' (nævnes under 'credits'). Det sidste punkt blev nu omgået af Trier selv!. 'Dogme 95' blev betegnet som en redningsaktion - og resultatet blev vitterligt at dansk film de følgende ni år har fået en sand opblomstring med film som 'Festen' (Vinterberg), 'Mifunes sang' (Søren Kragh- Jacobsen), Italiensk for begyndere' (Lone Scherfig) og senest 'Forbrydelser' (Anette K. Olesen).
For Triers eget vedkommende gælder, at han i allerhøjeste grad tror på sig selv som kunstner - og det har han gjort fra tidligste tid, og han er ikke bange for at tilstå offentligt, at det er mesterværker han laver, for hvis man ikke har mesterværket som mål, lykkes det heller ikke.
Han har været kompromisløs når det gjaldt at forfølge sine kunstneriske mål - og ingen har været i tvivl om det, ej heller om hans talent. Han er vidende om filmhistorien, så han kan lave den ene mere eller mindre skjulte reference efter den anden til film han sætter højt (blandt andre Dreyers, Bunuels og Tarkofskijs). Han har systematisk skaffet sig en meget stor erfaring både teknisk set og hvad angår personinstruktionen. Og han er generøs med hensyn til ideer og hjælp til kolleger. Men han har sine særheder, sine fobier, neuroser og traumer - og temperamentet kan slå gnister i stressede situation, så han smadrer et eller andet.
Men som han selv erkender, så magter han ikke sit liv. Han var et problembarn i skolen, og droppede ud af den. Han var indskrevet på det filmvidenskabelige studium på Københavns Universitet et par år, men tog aldrig eksamen. Faktisk læste han ikke, men gik blot til nogle forelæsninger. Han så mange film og forsøgte sig med både digtning, musik og amatørfilm. Først da han blev optaget på instruktørlinjen på filmskolen kom der gang i hans udvikling. Han var her både meget flittig og eksperimenterende - og original i sin opfattelse og tænkning.
Familiemæssigt var han præget af opvæksten i et frit, ateistisk og venstreorienteret hjem der ikke tilfredsstillede hans egen søgen efter autoritet og religiøs forankring. Han troede han var af jødisk afstamning, indtil hans mor på dødslejet fortalte ham, at hans biologiske far var en Hartmann med musiktalent i generne. I sit første ægteskab blev han introduceret til katolicismen og konverterede.
Det foreløbige højdepunkt i Triers karriere er filmen 'Dogville'. På flugt fra politi og gangstere kommer den smukke og forfinede Grace (Nicole Kidman) til den afsides liggende lille by Dogville, hvor hun møder den meget filosoferende og meget selvovervurderende forfatterspire Tom Edison (Paul Bettany), der specielt går stærkt op i moralske problemer. Han betragter flygtningens ankomst som en ren gave til byen, for den får nu chancen for at vise en smule åbenhed og solidaritet. Hele denne udvikling følges nøje til den voldsomme og tragiske slutning
Instruktørens fascination af ondskaben kommer meget klart frem i 'Dogville' efter at byen begynder at vise tænder over for Grace fra det øjeblik en plakat efterlyser hende som en farlig forbryder. I forvejen var det lille lukkede, fattige, puritanske og missionske samfund betænkelig ved at tage imod en flygtning og fremmed. Efter denne i virkeligheden falske 'afsløring' kan man behandle hende som man bedst vil. Alle de dårlige og hidtil bag den hykleriske religiøse maske skjulte tilbøjeligheder kommer frem, dvs mændenes seksuelle begær, der får selv den fredsommelige blinde Jack McKay til at benytte lejligheden til at føle Grace på lårene. Men også kvindernes jalousi og hellige harme over den kønsfælle der bringer ulave i småborgerligheden.
Det er altsammen skildret suverænt fra Triers side - og kræver ikke nogen forklaring. For selvom det er nederdrægtigt hvad vi bliver vidne til af kynisk ydmygelse, pludselige omsving og fra Toms side endda rent forræderi, så er det hvad vi kunne forvente, når omstændighederne tilfældigvis udvikler sig så uheldigt i én og samme retning, at den ydmygede Grace ikke har en jordisk chance for at retfærdiggøre sig - og slet ikke når hun ikke selv ser det som en nødvendig udfordring at retfærdiggøre sig eller prøve at forklare tingene som de virkelig er. Hun tilhører Triers ideal af opofrende kvinder der finder sig i alt - og som ‘Guldhjerte' i børnebogen, der gjorde så stort indtryk på instruktøren som barn, forærer alt væk af sit hjertes godhed.
Ved en bedømmelse af 'Dogville' må man sætte den i relation til Triers tidligere filmværk. Hans udgangspunkt har lige fra starten været optagetheden af filmens æstetiske muligheder, men den religiøse interesse kom tydeligt frem i 'Riget', 'Breaking the Waves' og 'Dancer in the dark'. Men først med 'Dogville' komme etikken for alvor ind i billedet. Og netop dette lover godt for Lars von Triers fremtidige projekter. Dels fortsættelsen af trilogien - jf. anmeldelsen af den skuffende 2. del Manderlay (2005). Dels opsættelsen af Richard Wagners Nibelungenring i Bayreuth 2006, der desværre blev opgivet - jf. Triers Wagnervisioner. Triers 'Direktøren for det hele' (2006) må også siges at være en skuffelse.

William Turner  (1775-1851)
engelsk maler og grafiker - se notitsen  Et par udstillinger  (31.12.04,)

Richard Wagner  (1813-83)
tysk musikdramatiker, der stort set kun har komponeret operaer til egen tekst. Han var i sine unge år revolutionær og modtog afgørende påvirkninger fra Schopenhauer.
  Det essentielle ved hans musikdramatik turde være selve fastholdelsen af den spændingsfyldte komplementaritet mellem det timelige og det evige, mellem det magtmæssige og det kærlighedsmæssige og mellem det immanente og det transcendente i en storslået ligevægt mellem ord, musik og iscenesættelse.
  Operaen 'Tristan og Isolde' (1859) kom til at sætte skel i musikhistorien derved at Wagner byggede hele værket op gennem en række både klangligt og tonalt utroligt nuancerede og raffinerede spændinger uden som det var normal praksis at lade akkordspændingerne opløses før til allersidst. Dermed opnår Wagner i selve musikken at opbygge en stigende spænding som nøje svarer til den stigende spænding i hovedpersonernes indbyrdes følelser. Den på én gang pinefulde og sødt-mertelige længsel bygges op over fire timers musik og udløses først i H-dur-akkorden efter Isoldes 'Liebestod'.
  Wagners største værk blev tetralogien 'Nibelungenringen' der blev påbegyndt 1848, men først afsluttet 1874 med 13 års pause 1857-70. Sidste del af værket ændrede titel fra "Siegfrieds Tot" til 'Götterdämmerung'. Wagner lod guderne gå definitivt til grunde og gudeborgen Walhal brænde op. Det er således deres egen undergang der dæmrer for guderne. Siegfried og Brynhilde fortæres ved et ligbål. 'Ringen' skulle altså være et drama om både gudernes og heltene død. Og netop ved at aflive den gamle nordiske gud Odin eller Wotan skabte Wagner det første store ateistiske drama i europæisk litteratur og var som tidligere nævnt formentlig inspirationen til Nietzsches langt senere postulat om Guds død.
  Med 'Parsifal' skabte Wagner ikke desto mindre hvad der er blevet kaldt "en slags gudstjeneste" for sin nye religion, bestående af en "tilbedende anskuelse af den lidende Forløser på korset og medlidenhed med alt levende". Handlingen er opbygget som ét stort ritual der er fuldt af indirekte og tilslørede budskaber. Alt er symbolsk, men meningen er at tilskueren som en seer i trance skal komme tæt på at skue verdensviljens negation: viljens overvindelse.
  Wagner førte i musikalsk henseende romantikken til sin yderste grænse på en måde der ændrede musikhistorien og alligevel blev ved at fascinere. Det var hans to sene operaer, 'Tristan og Isolde' og 'Parsifal', der bevirkede ændringen i den klassiske musik. Men det var dybest set hans opfattelse af det mytiske som gjorde udslaget. Hans værk rammer desuden lige i centrum af det tyske problem om magt kontra kærlighed - og 'urkræfter' kontra 'fremtid'.
  For undertegnede personligt har Wagners musikdramatik været en væsentlig del af min eksistentielle udfordring og udvikling lige siden jeg første gang så en opera af ham. Det var i 1960-61, hvor jeg flere gange så 'Den flyvende Hollænder' i Wieland Wagners fremragende iscenesættelse på Det kgl. Teater. Siden fulgte 'Tannhäuser' 1964, 'Tristan og Isolde' 1969-70 samt 'Parsifal' 1978-79 i glimrende opsætninger på samme teater, 'Lohengrin' 1988 og 'Mestersangerne' 1996. I mellemtiden kom hele Nibelungen-ringen til i Den svenske Operas gæstespil på Det kgl. Teater (med Birgit Nilsson i 'Götterdämmerung') 1975, og endelig tv-transmissionerne af 'Ringen' fra Bayreuth i Patrice Chéreau's og Pierre Boulez' skelsættende udgave 1976 - som forlængst er kommet i dvd-udgave.
   Jf. essayet Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens og anmeldelserne af tre operaforestillinger på Det kgl. Teater: Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere, Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater og Valkyrien kongeligt vulgariseret.

Andrzej Wajda  (1926-2016)
den hidtil største og mest indflydelsesrige polske filminstruktør. Han have en meget stor indflydelse på polsk filmudvikling gennem filmskolen i Lòds. Men han var også en stor teaterinstruktør. Hans filmskildringer ligger i feltet mellem personlige skæbner og den nationale, politiske og historiske skæbne. Personligt var han engageret i Solidaritetsbevægelsen og har lavet en fin film om Lech Walesa. Og derfor må han også regnes til en af Polens største kulturpersonligheder efter 2. verdenskrig. - Hans mest kendte film er: 1957 De 63 dage (Kanal - det polske ord for kloaksystemet i Warszawa hvor oprørerne kunne gemme sig i 1943), 1958 Aske og diamanter (om overgangsperioden lige efter 1945 - efter roman af Jerzy Andrzejewski), 1970 Birkeskoven, 1970 Landskab efter slaget, 1973 Brylluppet (efter skuespil af Stanislaw Wyspiansky), 1975 Det forjættede land (efter roman af Wladislaw Reymont fra 1897), 1977 Marmormanden (om det sovjetiske morakkersystem), 1981 Jernmanden (opfølgning af foregående omkring Solidaritetsbevægelsen på Lenin-værftet i Gdansk), 1990 Dr. Korchak (om den polsk-jødiske børnelæge Janusz Korchak, der fulgte sine ghettobørn i kz-lejr i 1942), 1993 Ringen med den kronede ørn (om dilammerne ved samarbejde med sovjetsystemet), 1999 Pan Tadeusz (efter Adam Mieckiwiczs' nationalepos fra 1834), 2002 Hævnen (om en adelsfejde i 1600-tallet - med Roman Polanski i en af hovedrollerne), 2007 Katyn (om den sovjetiske massakre på polske officerer i 1941, heriblandt Wajdas egen far), 2009 Tatarak (navnet på en sumpplante - en film om Krystyna Janda efter filmfotografen Edward Klosinski's død), 2012 Walesa - Håbets mand (om Lech Walesa og Solidaritetsbevægelsen). - Jf. Andrzej Wajda - Polens største filmskaber og kulturpersonlighed - er død og Polsk film.

Lech Walesa  (f. 1943)
polsk fagforeningsmand og politiker. Inkarneret katolik. Leder af Solidaritetsbevægelsen og 'den knælende revolution', der i 1981 tvang general Jaruzelski til at indføre krigsretstilstand og internere Walesa sammen med talrige andre dissidenter. Kunne i 1988 genoptage sit politiske arbejde og deltog i 'rundbordssamtalerne' med det kommunistiske styre, der førte til det første frie valg og første frie regering. Walesa deltog dog ikke i regeringen, fordi han var principielt imod forsoningslinjen. Som første frit valgte præsident (1990-95) obstruerede han den lovligt valgte regerings og dermed sine gamle kampfællers fortsatte forsoningslinje. I 1995 tabte han præsidentvalget til den socialdemokratiske modkandidat Alexander Kwasniewski, der var tidligere kommunist. Han modarbejdede fortsat sine gamle kampfæller, der kunne danne regering 1997-2001, og han undergravede Solidaritetsbevægelsens kandidat til præsidentvalget 2000 ved selv at stille op. Men han led et forsmædeligt nederlag til Kwasniewski og afslørede hele sin bitterhed i et fuldstændigt taktløst brev til denne. Han måtte ydermere se Solidaritetsbevægelsens valgforbund gå i opløsning og ved parlamentsvalget tabe ikke blot til socialdemokraterne, men også til udbrydernes Borgerliste. Han er i dag uden politisk indflydelse.
Jv. To breve til præsidenten okt. 2000
Polens systemændring og fremtid

Bruno Walter  (1876-1962)
tysk-amerikansk dirigent. Formidabel fortolker af Mozart, Mahler og Bruckner - med særlig evne til at få det såvel det underfundige (humoren) som det mørke, mollprægede i musikken frem med varme.

Thorkild Vanggaard  (1910-98)
dansk psykiater og psykoanalytiker. Uddannet som psykoanalytiker i New York 1947-51. Indførte psykoanalysen i dansk psykiatri og uddannede på Rigshospitalet 1960-79 en generation af danske psykiatere i psychoterapi. I hovedværket 'Phallos' (1969) beskriver han den menneskelige aggressivitets væsen og symboler. Hans udgangspunkt er at vi mennesker altid på én gang lever i en ydre og en indre verden. Og den indre verden opfattes ikke ved hjælp af anatomisk påviselige sanseorganer. - Hvad angår begrebet 'phallos' - symbolet for den erigerede penis - dækker det en kompliceret mangfoldighed af følelser, forestillinger, tanker, hensigter o.l. der alle primært hører hjemme på menneskets indre scene. Det refererer nok til det ydre organ, men dets betydning som phallos oplever vi ved at der kastes et net over det af rent sjælelige forekomster, der igen er knyttet sammen af mening og følelse og andet sjæleligt stof. Det bemærkelsesværdige for vores kultur er at symbolerne ofte fremtræder sådan, at mennesker finder det naturligt at kalde dem ved gudenavne. Symbolerne og deres repræsentationer tegner dermed grundmønstrene i al kultur. Kultur beror på den smidige ligevægt i vekselvirkningen mellem begivenehder i menneskers indre og i dets ydre verden.

Norbert Wiener  (1894-1964)
amerikansk matematiker. Grundlægger af den tværfaglige videnskabsgren kybernetikken (generel teori for styring af systemer). På dansk foreligger bogen 'The Human Use og Human Beings. Cybernetics and Society' (1950; med den uheldige danske titel: 'Menneske og automat' 1963). Heri opfattes sproget som menneskenes 'fælles spil mod forvirringens kræfter'. Netop udforskningen af sproget var for Wiener kybernetikkens vigtigste opgave.

Svend Wiig Hansen  (1922-97)
dansk billedhugger, maler og grafiker

Johs. Witt-Hansen  (1908-86)
dansk filosof. Vigtigt arbejde om filosofiens historie i det 20. århundrede (Gyldendal 1985). Heri tankerne om afmagten som indgang til videnskabelige revolutioner. Jf. Afmagtspostulater.

Endre Wolf(f. 1913)
ungarnsk-svensk violinist der ofte spillede i Danmark. bl.a. i mange år sammen med Collegium Musicum ved koncerterne på Glyptoteket. Her nød jeg især hans fremragende fortolkninger af Bachs og Mozarts værker. Men jeg har også hørt ham spille Brahms' violinkoncert i Ålborg så jeg aldrig har glemt det.

Peter Zinkernagel  (1921-2003)
dansk filosof. Særegen skikkelse i dansk filosofi, der som den første beskæftigede sig seriøst med Niels Bohrs komplementaritetsfilosofi, hvad der kostede ham Jørgen Jørgensens støtte i karrieren. Disputats om 'Omverdensproblemet' hvor han opstillede sine sprogregler. I 1988 udgav han 'Virkelighed' og 2001 'Tilvante forestillingers magt'. Jf. essay'et Peter Zinkernagels filosofi.

Jan Jernewicz.

Bogstav A-B
Bogstav C-F
Bogstav G-J
Bogstav K-M
Bogstav N-P