utils prefix normal JERNESALT - finanskrise11b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.8.11.

Farcen om dansk politik giver endeligt valg

Fredag den 19. blev valgkampen reelt skudt i gang med en krig om bl.a. en boligpakke, der skulle stimulere det efterhånden fuldstændigt lammede boligmarked, hvor boliger kan være til salg i en helt år. Dermed blokeres også for køb, da sælgerne som hovedregel selv skal ud af finde en ny bolig. Ideen var at suspendere tinglysningsafgiften frem til 1. jan. 2013 og at droppe grundskylden og værdibeskatningen i samme periode. Pludseligt lancerede S og SF imidlertid nogle forslag som til forveksling lignede dem regeringen havde haft under udarbejdelse et stykke tid, men først bekendtgjorde fredag. Det førte til regeringens beskyldninger mod S og SF om at have stjålet ideerne, men det blev naturligvis afvist. Resultatet var ikke desto mindre at fokus som så ofte før i den senere tid gik fra substans til formaliteter - i hvert fald indtil regeringen tirsdag forelagde sit gennemarbejdede forslag, som de hævdede stod i modsætning til oppositionens ved at være fuldt finansieret. Boligpakken fik en blandet modtagelse. Mest bemærkelsesværdigt var nok at koncernchefen for Mærsk sagde fra. Mange havde ventet at statsministeren samtidigt ville have udskrevet et valg, men han havde været så snedig at udskyde regeringens fremsættelse af finanslovsforslaget for 2012 til om onsdagen.

Samtidigt satte regeringen en storstilet skræmmekampagne mod oppositionen i værk. I hovedsagen gik den ud på at det ville blive dyrt for borgerne at stemme S og SF til regeringsmagten. Skræmmekampagner har været brugt meget længe; den berømteste i nyere dansk politik var de konservatives skræmmekampagne mod Socialdemokraterne ved folkeafstemningen om jordlovene i 1963. Dengang lykkedes det at få forslagene forkastet med en ganske sigende annonce der simplificerede hele problemstillingen til en stor, sort hånd der ville tage husene fra boligejerne. Eksemplet viser både at skræmmekampagner kan lykkes hvis de går på de rigtige billeder (og er præcist målrettede), og at lovgivningen om boliger og ejendomsret her i landet er et yderst kildent emne. I sidste uge mislykkedes regeringens kampagne totalt, fordi man fokuserede på oppositionens ledende politikere Thorning og Søvndal - og tilmed brugte det kendteste billede af dette politiske makkerpar uden formel tilladelse. Man måtte hurtigst muligt ændre annoncerne. Alt var dermed spildt. Kampagnen var virkningsløs, fordi den ikke billedmæssigt rokkede det fjerneste ved vælgerflertallets stærke ønske om at få en ny regering.

Onsdag fremsatte finansministeren så på et pressemøde finanslovsforslaget for 2012. Meget fornuftigt var der afsat adskillige milliarder til uddannelse, især ungdomsuddannelser, men meget ufornuftigt skulle nogle af pengene tages fra forskningsbevillingerne. Det afgørende er dog at underskuddet på de offentlige finanser ville stige til ikke mindre end 80 mia i 2012 eller 4,6 % af bruttonationalproduktet, hvad der er mere end de 3 % EU sætter som grænse inden for EU-aftalen (som Danmark frivilligt har tiltrådt uden at være egentligt medlem af Euroen). Stigningen er ikke i sig selv foruroligende (og vil uden tvivl kunne godkendes af EU), for halvdeleln af stigningen skyldes fremrykningen af udbetalingen af efterløn, men den er et skridt der i det mindste burde give vælgerne mulighed for eventuelt at vælge et alternativt (om dette så er nok så postuleret).

Men heller ikke onsdag blev der formelt udskrevet valg. Regeringen var 'i arbejdstøjet', sagde den, og ville prøve at få sin boligpakke og sit finanslovsforslag igennem med et lille flertal, dvs med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Per Ørum Jørgensen og Pia Christmas Møller. Men søger udtrykkeligt ikke et nationalt kompromis, således som S har foreslået og erklæret sig villig til at være med i på egne betingelser. Regeringen har end ikke sikret sig forhåndstilslutning fra sit faste støtte parti Dansk Folkeparti. Tværtimod har man i forrige uge lagt sig ud med partiet, fordi de konservative meget udtrykkeligt har tilkendegivet at de heller ikke efter valget vil i regering med DF. Lars Løkke har på sin side tilsvarende understreget at han går til valg på at få den rene VK-regering genvalgt. Pia Kjærsgaard har for en gangs skyld fejlvurderet situationen ved at postulere den fantasifulde tanke at det er hende der afgør om DF skal i regeringen efter et valg og ikke Lars Løkke. Vi står tydeligvis over for et afgørende sammenbrud på sammenholdet i 'blå blok'. Og dette er yderligere blevet bekræftet lørdag af den alliance som Lars Barfoed og Margrethe Vestager har indgået med hinanden om et samarbejde mellem K og R som definitivt vil skyde den aldrig fra Venstre ønskede eller tilsigtede, men faktiske blokpolitik i sænk. Enhedslisten tager naturligvis skarpt afstand fra samarbejdet, og Kjærsgaard tror ideen er udtryk for konservativ panik. Men den er yderst forståelig. Både de konservative og de radikale har mistet mange stemmer og folketingsmedlemmer til Liberal Alliance på det snævre VKO-samarbejde.


Den storpolitiske situation forblev ikke alene uafklaret, men direkte uholdbar. Valgrygterne bliver derfor ved med at svirre på Christiansborg. En analytiker som Michael Christiansen var hurtigt ude med den melding at statsministeren ville blive til grin, hvis han ikke udskrev valg i løbet af den forgangne uge, mens Thomas Larsen fra Berlingske modsat gjorde gældende at Lars Løkke Rasmussen havde skaffet sig handlefrihed ved ikke at udskrive valget tirsdag. Men det med handlefriheden er som man tager det. Torsdag fik de konservatives politiske ordfører Carina Christensen åbent sagt at hun anbefalede statsministeren at udskrive valget nu, og det betegnede Thomas Larsen som et 'konservativt dolkestød mod Lars Løkke'! Sidst på eftermiddagen tog DF's finanspolitiske ordfører Kr. Thulesen Dahl hjem til Vejle, fordi sonderingerne i finansministeriet ikke havde ændret DF's holdning om at man ikke vil være med til boligpakken som den foreligger. Forhandlingerne blev dog bebudet genoptaget fredag, men Thulesen Dahls demonstrative hjemtur talte sit sprog. DF ville denne gang blive meget dyre at få inddraget i et forlig.

Der blev åbenlyst joket med Lars Løkkes formodede nølen eller usikkerhed. Bl.a. blev det lagt ham i munden at han ikke udsteder nogen garanti for at der udskrives valg senest til november således som Grundloven ellers kræver, da valgperioden er maksimalt fire år. At overskride perioden ville i givet fald have været et regulært statskup. Og den slags ligger Lille Lars fra Græsted fjernt. Men det så i hvert fald ud til at han ville trække udskrivningen ud længst muligt. Det kunne umiddelbart ligne taburetklæberi - men taktikken kunne i så fald ikke siges at være særligt klog, hvis han endnu engang skulle gøre sig totalt afhængig af Dansk Folkepartis nåde!

Valget blev da også på et kort pressemøde på Marienborg fredag formiddag formelt udskrevet til afholdelse torsdag den 15. september. Og det var en lettelse for alle parter. Endelig får vi valget. Endelig er der chance for at få renset luften for tom retorik, gratis løfter, gratis planer og gensidige beskyldninger og mistænkeliggørelser i én uendelighed. Endelig er der mulighed for at komme videre, dvs. få valgt et nyt folketing der kan tage fat på en løsning af de store reelle udfordringer landet står over for. Om det så bliver med en ny regering under Helle Thorning Schmidt eller om Lars Løkke Rasmussen mod alle meningsmålinger får held til at regere en periode mere, vil vise sig.


Udfordringerne er mangfoldige. Den økonomiske vækst er gået i stå, boligmarkedet er gået i stå, ledigheden er for høj, alt for mange unge tager ikke en uddannelse eller tager en uddannelse der ikke fører til beskæftigelse. Integrationen af indvandrerne lader stadig meget tilbage at ønske, bl.a. fordi for mange af dem er funktionelle analfabeter. Der bliver samtidigt flere ældre der går på pension, så vi i stigende grad vil komme til at mangle arbejdskraft. Den offentlige sektor er for stor. Bureaukratiet for voldsomt. Kontrollen er mange steder gået over gevind. Uligheden er problematisk. Klimapolitikken skudt i baggrunden tillige med værdidebatten. Og værst af alt: den internationale økonomi er i stor krise. USA er hårdt ramt og visse dele af Europa ligeledes. Og da Danmark helt og holdent er afhængig af eksport til andre lande, rammer krisen os uundgåeligt - uanset hvad regering og folketing selv beslutter.

Planer og reformønsker er der imidlertid nok af. Allerede i februar 2010 kom VK-regeringens 2020-plan. Den efterfulgtes i juli 2010 af Socialdemokraternes og SF's Genopretningsplan. I maj 2011 blev VK-regeringen enige med både Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre om en tilbagetrækningsreform der lagde op til et valg, fordi dele af den først kunne vedtages efter et valg. Derefter fremlagde S og SF skyndsomst deres 2020-plan og 7.6. kom endeligt De radikales 2020-plan.

Alle planer var velmente og havde gode elementer, men den politiske debat kørte mest på hvis plan der var bedst og mest troværdig. Og da der i dem alle var en indbygget usikkerhed som følge af uforudsigeligheden af særligt mange faktorer, så blev resultatet kun den dybt foruroligende stilstand, der allerede i april fik os til her på siderne at konstatere, at der ikke var nogen vej uden om et valg, der efter alt at dømme ville betyde at oppositionen kom til magten. Vælgerne kan nok så meget udtrykke større tillid til regeringens økonomiske politik end til oppositionens, men de er og bliver af mange gode og dårlige grunde så trætte af den siddende regering at den har tabt på forhånd, ligegyldigt hvad den end foretager sig, skrev vi dengang.

Specielt pegede vi på at kun et valg kan give socialdemokraterne og SF chancen for at vise hvad de dur til i retning af at løse landets faktiske problemer. Og kun et valg kan give de radikale chancen for at vise hvad de vil gøre for at sikre den midteransvarlighed de tidligere har stået fast på, men på mange måder har svigtet i flere år på grund af en enøjet blok-tænkning som egentlig ligger dem fjernt og alene skyldes udlændingepolitikken.

Og denne betragtning er ikke blevet mindre relevant nu hvor valget er blevet udskrevet og hvor den internationale økonomiske krise åbenlyst sætter politikernes afmagt i skarpeste lys - som beskrevet 11.8. i artiklen Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige. For dansk politik betyder denne afmagt ganske enkelt at et nyt folketing og en ny regering kun har begrænsede muligheder for at påvirke vækst og beskæftigelse gennem finanspolitiske, erhvervspolitiske og uddanelsespolitiske tiltag. Og det vil igen sige, at den formentlig sejrende opposition kun har få muligheder for at gøre tingene anderledes end den tabende VK-regering. Helle Thorning-Schmidt kan gentage ordene 'vækst og vækst og atter vækst' lige så mange gange hun orker, det ændrer ikke på at væksten i hovedsagen og på længere sigt vil komme til at afhænge af udviklingen i udlandet, og at alle initiativer til at stimulere væksten med egne finanspolitiske tiltage vil blive af kortsigtet varighed og virkning og måske få mere uheldige bivirkninger end ønskeligt er.

Men det gør det kun endnu vigtigere at give S og SF mulighed for at vise hvad de dur til. Dels er det en god demokratisk skik at regeringsmagten skifter med ikke alt for lange mellemrum (ti-tolv år bør være maksimum). Dels og navnlig er det uhyre vigtigt at en opposition ikke får lov til i det uendelige at stikke vælgerne blår i øjnene med løfter der ikke kan indfries eller verificeres. Det er nødvendigt for demokratiets skyld at teste oppositionens evner til at føre realpolitik.


Helle Thorning-Schmidt vil unægteligt få sin sag for, når og hvis hun vinder. Faktisk bliver det en umådeligt krævende opgave hun går ind til, fordi hun ikke alene selv savner ministererfaring, men skal lede et hold af ministre der med enkelte undtagelser heller ikke har ministererfaring. Desuden skal hun fra 1. januar overtage formandsskabet for EU's ministerråd i en yderst vanskelig periode for fællesskabet. Mange betvivler hendes evner som politisk leder, herunder også den tidligere socialdemokrat Henrik Dahl, der har noget at sammenligne med. Og som bekendt er det ikke uden grund at den ene af socialdemokraternes næstformænd Nicolai Vammen har forladt borgmesterposten i Århus for at blive folketingspolitiker. Han er oplagt favorit til formandsposten, hvis Helle Thorning falder igennem.

Villy Søvndal må også regnes som et temmeligt usikkert kort som dansk udenrigsminister, eftersom han det meste af sit liv har beskæftiget sig primært med socialpolitik. Han skal såmænd nok klare opgaven med embedsmændenes hjælp. Men det er og bliver et vovestykke at skifte en regering med mange år på bagen ud med et nyt hold. Sådan er politik imidlertid. Én gang skal være den første for enhver ny leder. Og historien som sådan må nu engang anses for et stort eksperiment.

Hvad der kan beklages særligt meget er at den endnu siddende regering aldrig fik udviklet det koncept som Anders Fogh Rasmussen kom til magten på og som han delte med den daværende britiske labourleder Tony Blair, nemlig 'Den tredje vej', som var et opgør med den gamle klassekamp mellem socialister og liberalister og satte midterpolitikken i stedet. Hverken Fogh eller Blair forstod imidlertid på noget tidspunkt at det bærende princip i ideen ligger i komplementaritetssynspunktet der fuldtud bevarer modsætningsforholdets dynamik, men skyder dets logiske uforenelighed bort som ligegyldigt. Kampen i dansk politik ligger på midten, dvs på den brede og stadigt stigende middelklasse, men den må aldrig ende i en kamp mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet, eftersom disse begge er vigtige og givende. Hele denne problematik har man hverken afklaret i Venstre eller hos Socialdemokraterne.

Og dette er nok grunden til at man 40 år efter Jørgen S. Dichs banebrydende erkendelse af de offentlige ansatte som en ny herskende klasse ikke kan komme med et bud på løsningen af det ulidelige problem om den offentlige sektors størrelse og mening i forhold til den private sektor. I stedet lader man hele samfundet lide under at de offentlige ansatte gennem hele velfærdssamfundets udvikling er kommet i flertal og ganske naturligt er tilbøjelige til at støtte partier der går ind for en konstant udvidelse af den offentlige sektor - uanset denne udvidelses konsekvenser for produktionsøkonomien og for samfundsøkonomien som helhed.

Henrik Dahl har netop i et indlæg i Politiken (27.8.) beskyldt de røde for at være i lommen på de offentligt ansatte og at have glemt arbejderklassen. Han føler sig direkte flov over først nu at have forstået Jørgen S. Dichs pointer fra 1973. Og han fører også dansk uddannelsesforsknings grand old man Erik Jørgen Hansen i marken for synspunktet at vi i Danmark overuddanner befolkningen i akademisk retning (det nyeste påhit nævnes ikke, men det hedder 'teknoantropologer'). Mette Frederiksen, som er næstformand for socialdemokraterne, afviser naturligvis synspunktet blankt. Hun tror det er fællesskabet der er i fokus for de offentlig ansatte.

Men det Jørgen S. Dich fandt ud af og fik grundigt understreget var faktisk at der allerede i 1973 var sket en klar ændring i opfattelsen af humaniteten derhen at særforsorgen var blevet et kulturfænomen. Barmhjertigheden var ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne førte til en kraftig udbygning af særforsorgen.

Hvis Dichs analyse skal føres up-to-date, hvor de mellemliggende års store indvandring er blevet et problem, kommer vi helt ind til kernen af vores samfundssyn. Det fatale ved udviklingen er ikke at økonomien er løbet løbsk gennem diverse markedsbobler (hvad der selvfølgelig er galt nok i sig selv), men at stadigt flere mennesker længe før pensionsalderen kommer over på forsørgelse, og at stadigt flere mennesker lever højt på at det sker og derfor fremmer tendensen gennem humanistiske argumenter.

Det er totalt ødelæggende for økonomien - og det er totalt ødelæggende for unge og yngre menneskers integration og selvværd. Så kom ikke og sig at værdikampen er blevet underordnet økonomien og valgkampens snævre udskrivningsgrundlag.

Så længe dette grundproblem ikke erkendes af politikerne og vælgerne og søges løst i lyset af komplementariteten mellem frihedsprincippet og tryghed/lighedsprincippet, bliver Danmark hængende i økonomiske problemer og i en vækstfilosofi der ser bort fra livskvalitet, ansvarlighed og en ægte forståelse af fællesskabet som et folkeligt fællesskab der indebærer en selvfølgelig forpligtelse for voksne mennesker til selvforsørgelse ud fra kravet om indre konsistens.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier
Finansministeriet
Finanslovsforslaget for 2012

Venstre
Konservative Folkeparti
Dansk Folkeparti

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det radikale Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance


Relevante artikler på Jernesalt:

Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)

Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Den herskende klasse efter 1970  (Jørgen S. Dich - 19.02.03.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)


EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)


De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)


Afmagtspostulater
Emergenssynspunktet
Jernesalts 2009-filosofi


Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal