utils prefix normal JERNESALT - valget2022d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.22.

Krise, højtid og historisk fejltagelse

Den kongelige undersøgers forhandlingerne
Krisen er en eksistenskrise
Højtid og kult
Den udvandede folkekirke
Den allervigtigste opgave
Konklusion
Henvisninger



Den kongelige undersøgers forhandlinger    
Til toppen  Næste

Regeringsforhandlingerne trak i langdrag, fordi statsminister Mette Frederiksen som kongelig undersøger fik til opgave at finde ud af hvilke partier der er interesseret i en ’bred regering hen over midten’. De uegnede skulle naturligvis skilles fra – og dette udskilningsforløb gav statsministeren sig meget god tid til. Men onsdag den 14.12. kom den ny SVM regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, og det fælles regeringsgrundlag blev offentliggjort.

Påfaldende har det været at Det radikale Venstre, der fik en gevaldig begmand, måtte se deres store drøm om at komme i regeringen gå i vasken, mens Moderaterne under Lars Løkke efter de konservatives farvel både jublede og betonede at en SV-regering var hans idé, selvom han havde drømt om noget helt andet. Også Politikens chefredaktør Christian Jensen fik lavet en kovending. For 14 dage siden anbefalede han varmt ’Frederiksen – Lidegaard - Løkke’ hvor de radikale skulle repræsentere midten i kraft af deres oprindelige socialliberalisme. Det var en dødssyg idé, da hverken M eller R kunne få støtte fra noget andet parti på højrefløjen. Og da det meget hurtigt tydede på at Mette Frederiksen stilede efter en SV-regering, gav Politiken denne konstellation sin varme tilslutning - endda med en decideret skamros på lederplads af Mette Frederiksen som den eneste der kunne løfte opgaven i kraft af sin erfaring og autoritet.

Men det mærkelige skete at Lars Løkke Rasmussen igen fik sig møvet i position som den der med sine 17 mandater kunne sikre en bred regering flertal i folketinget. Politiken gav et begejstret forsvar for løftebrud og talte om et ’mirakel på midten’, der ville åbne en ny epoke i dansk politik. ”Sikke en glædesdag, sikke et løfterigt varsel om et nødvendigt politisk nybrud”, skrev Jensen. Bladets politiske analytiker Elisabeth Svane brugte som overskift på sin forsideartikel ordene: ”Det begyndte som et spøjst set-up og endte i en historisk regering”. Og det sidste udtryk blev også brugt af mange andre kommentatorer, men har strengt taget ikke anden betydning end at vi aldrig før har set en tilsvarende besynderlighed i dansk politik.

Enhver regering skal dog bedømmes på sin politik, og gennemgår man regeringsgrundlaget, ser man mest nye løfter og nye langsigtede mål, hvis eventuelle indfrielse vil tage mange år. Regeringen selv kalder det ambitiøst, men det har planer og mål været før uden nødvendigvis at ende som realiteter.

Kort skal blot nævnes at landets kandidatuddannelser skal forkortes med et eller to år, at der skal skaffes 45.000 nye arbejdspladser inden 2030, at landbruget skal pålægges en klimaafgift, men først når en kommission har fundet ud hvordan den kan indføres – og værst af alt: Danmark skal være klimaneutralt engang i fremtiden (i 2045 og ikke først i 2050), samt at Danmark skal reducere sin CO2-udledninger med 110 procent inden 2050!. Nævnes bør også at regeringen bebuder at ville ”udvikle og fastholde Danmark som et digitalt foregangsland og udstillingsvindue”. Her er man klar over mange ældre menneskers praktiske problemer med det digitale, men savner fuldstændigt forståelse for at digitaliseringen ikke løser vores kulturkrise af den enkle grund af den menneskelige eksistens er og forbliver analog i sin art. Den nye SVM-regering er udpræget teknokratisk indstillet både hvad angår program og ministerhold.

Hvad ministerposterne angår fastholdt statsminister Mette Frederiksen Nikolai Wammen som sin finansminister og Jeppe Bruus som skatteminister. Men otte andre fik nye ministerier: Peter Hummelgaard blev justitsminister (og fik sæde i regeringens koordinationsudvalg), Morten Bødskov erhvervsminister, Dan Jørgensen minister for global klimapolitik, Magnus Heunicke miljøminister, Pernille Rosenkrants social- og boligminister, Ane Halsboe-Jørgensen beskæftigelsesminister, Mattias Tesfaye undervisningsminister og Kaare Dybvad udlændinge- og integrationsminister. Venstres formand Jakob Ellemann blev vicestatsminister og ret overraskende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen fik den centrale rolle som økonomiminister, Sophie Løhde blev indenrigs- og sundhedsminister, Jacob Jensen minister for fødevarer og landbrug, Louise Schack Elholm kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Thomas Danielsen transportminister og Marie Bjerre minister for digitalisering og ligestilling.

Moderaternes formand og stifter Lars Løkke Rasmussen blev ret overraskende udenrigsminister og hans tro støtte under regeringsforhandlingerne Jakob Engel-Schmidt blev kulturminister, Christian Egelund uddannelses- og forskningsminister, mens to blev hentet udefra: Mette Kierkgaard som ældreminister og Lars Aagaard som klima, energi- og forsyningsminister.

De fleste kommentatorer hælder til den opfattelse at Socialdemokratiet er løbet med de bedste ministerier bortset fra udenrigsministeriet. Men Lars Løkke har i hvert fald med dette fået et drømmeministerium – uagtet at dette giver ham mange rejser væk fra landet. Men et tungt ministerium som finansministeriet fik Venstre altså ikke.



Krisen er en eksistenskrise    
Til toppen  Næste

Valget den 1. november var ikke - som samfundsforskeren Sigge Winther Nielsen gjorde gældende i Politiken - et valg hvor en meteor slog ned i Danmark og frembragte et kæmpemæssigt krater i midten af dansk politik med forvredne stumper omkring sig. Det er jo en latterlig metafor. Valget var et ganske naturligt opbrud i vælgerskaren der på god demokratisk vis skabte nye partier og svækkede andre, fordi der var stigende utilfredshed med flere af de gamle partier. Opbruddet blev mindre end forventet, fordi der var en del usikkerhed om flere partier. Usikkerheden skyldtes ikke primært at problemerne var nye endsige ekstremt 'vilde', men at samfundene i hele verden de sidste halvtreds år er blevet mere komplekse og ikke længere i stand til at tackle befolkningstilvæksten og den deraf afledte klimakrise hensigtsmæssigt. Disse to kriser rammer nationerne vidt forskelligt, men tilspidses først og fremmest af det faktum at den økonomiske vækst åbenlyst har nået en grænse. Og dette er vigtigt at holde fast, men synes intet at have betydet for regeringsdannelsen.

Sigge Nielsen har ret i at regeringsførelsen fremover - uanset regeringens sammensætning - vil kræve ydmyghed af statsministeren og vel sagtens også et frisk syn på andre ting, men hvis man ser situationen i det store overordnede perspektiv, så går krisens hovedårsag halvandet hundrede år tilbage i tiden og er af en art der har med fænomenet ånd at gøre. Den handler dybest set om at samfundene for lang tid siden har fået en fatal kløft mellem det materielt-økonomiske og det åndeligt-kulturelle. Og det var denne kløft en ny regering i dag burde se som hovedproblemet.

Verdensbefolkningen har nu rundet otte milliarder mennesker, og væksten har været eksponentielt stigende siden 2. verdenskrig. Det vil gå rivende galt hvis den ikke afbøjes. Stigningen er hovedårsagen til den gigantiske klimakrise. Nogle forsøger ganske vist at berolige os med at fødevaremængden sagtens med teknologiens hjælp vil kunne forøges tilsvarende. Det beroliger blot ikke de mange der er overbevist om at kun nedsat vækstøkonomi er effektiv klimapolitik.

Klimamødet COP27 i Egypten enedes nok om at etablere en komité der skal udforme en fond der skal hjælpe ulandene...... Det mindsker ikke CO˛-udledningen det mindste, men betyder at klimakrisen nu er blevet en dyb eksistentiel krise der omhandler alle sider af livet og reelt kræver transformation af hele samfundslivet og kulturen.

Krisen forværres kun af den ulyksalige krig i Ukraine, som Putin kaldte en militæroperation, men har måttet sande er blevet en dyr og langvarig krig mellem hans eget diktatur og vort vestlige demokrati. Ud over hensynsløs ødelæggelse af Ukraine har krigen direkte forårsaget den akutte energikrise i den vestlige verden, og denne har igen udløst en politisk krise der ikke er set siden 2. verdenskrig. USA og EU-landene er ikke i stand til at tackle den hensigtsmæssigt, for de kører sanseløst videre i forestillinger om, at man ikke skal give efter for fjenden på noget felt. Om det så koster millioner af Ukrainerne liv, helbred og hjem. - Der er i øjeblikket ikke ringeste udsigt til hverken våbenhvile eller fred. Fred kommer der næppe inden for de nærmeste ti år, men våbenhvile skulle være mulig, hvis Ukraine ellers ville acceptere de aktuelle frontlinjer som våbentilstandslinjer. Men heller ikke dette er sandsynligt.

Bange anelser om krisens fatale følger er derfor kulminerende her op til julehøjtiden der ellers markerer solhvervet hvor mørkets tid afløses af en lysets tid med længere dage der fører frem til et nyt forår. Men i år rejser julen det specifikke spørgsmål: Er der overhovedet en mening med at fejre højtider?



Højtid og kult    
Til toppen  Næste

Fysikeren H.C. Ørsted gav i sin tid i et brev en ganske fri bestemmelse af hvad ordet højtid betyder, nemlig ”et højere sving, hvorved min sjæl åbner sig for glæder, men ligeledes for højere følelser af enhver art”. Denne ånd kender vi alle fra os selv. For eksempel som ”det i os selv der er større end os selv”, som fysikeren Maxwell formulerede det. Han var manden der 50 år efter Ørsteds opdagelse formulerede de matematiske love for elektromagnetismen – og alligevel bevarede dette 'højere sving'.

I religiøs sammenhæng drejer højtider sig om festdage til minde om fx jødernes udfrielse af Egypten, den græske vingud Dionysos eller hos os Jesu fødsel og død. Men det er ikke tilfældigt at disse højtider i kalenderen er placeret i forhold til solens gang over himlen, for solen har altid været afgørende for klodens plantevækst og dermed også for dyrs og menneskers eksistens.

Uanset at jorden astronomisk set både drejer rundt om solen og rundt om sig selv, så er og bliver vores umiddelbare iagttagelse at solen går op i øst og ned i vest på en sådan måde at den står højest på himlen ved midsommer og lavest ved midvinter. Sommersolhverv giver højsommer med varme og smuk flora, mens modstykket giver mørke og korte dage der fører til mindre udfoldelse i det frie, men til gengæld til særlige former for indendørs hygge, liv og fest med kunstigt lys, sang og god mad.

Solens lys har gjort mennesket til soldyrker. Det giver en kemisk proces der kaldes fotosyntese, men en sådan proces kan ikke i sig selv være genstand for fejring. Højtid kommer ind i kulturen fordi den afspejler noget højere, nemlig noget specifikt åndeligt som alle mennesker har direkte føling med gennem ’det kollektivt underbevidste’. Dette er på ingen måde noget abstrakt eller teoretisk, men noget simpelt, lokalt og vel at mærke analogt som sanses og erfares med hele kroppen og hele sindet. Og det er dette der gør kult til noget både selvfølgeligt og særegent for os mennesker.

Kult angår ’skabelsen’, men denne har ikke det fjerneste at gøre med videnskabelige teorier om universets opståen for 14 mia. år siden. Skabelsen opleves hver eneste dag, når solen står op og vi vågner til dåd. Det er hvad myterne påpeger på deres måde, og netop derfor skal man forstå at alt her er lutter nutid. Går umiddelbarheden tabt, viser det at afstanden til naturen er blevet for stor.



Såvel klimakrisen som energikrisen misforstås når politikere og menigmand opfatter dem som et rent politisk, økonomisk eller teknologisk problem, og ikke som et dybt eksistentielt anliggende der har med psykologi og kultur at gøre. Fra deltagerne i COP27 eller G20-møderne hører vi retoriske udgydelser der lyder beroligende, men intet ændrer. De kommer fra statschefer der kerer sig om deres magtposition og aldrig når op i de højere lag hvor ånden svinger med.

Det samme gælder for mange jævne mennesker på kloden, uanset om de tilhører lovreligioner som jødedom og islam, hedenske ideologier som russisk og kinesisk kommunisme - eller om de tilhører det jævne, danske demokrati med sin ganske udvandede folkekirke.

Indtil omkring 1950 var denne institution præget af de folkelige og religiøse vækkelser fra midten af 1800-tallet, som vi ikke mindst kender dem fra den ofte komiske modsætning mellem de frisindede grundtvigianerne og de snæversynede folk i Indre Mission, der tog bibelens udsagn bogstaveligt. Men ingen af dem kunne hamle op med Darwins lære om at evolutionen havde taget millioner af år. Kirken var dengang så tåbelig at gøre front mod naturvidenskaben. Og da universitets teologer efterhånden accepterede en kritisk analyse af biblen, blev det for meget for Indre Missions formand. I 1896 henvendte han sig direkte til dem med ordene: På knæ for Biblen, I professorer!

Tidehvervsbevægelsen skar igennem, men dogmatiserede til gengæld Søren Kierkegaards absolutte forestilling om at kristendommen hvilede på det paradoks at Gud var blevet menneske gennem Jesus. Og en sådan absurditet er ikke bedre end overtro; den er døden for al ægte religion og konsistent etik.



Den udvandede folkekirke    
Til toppen  Næste

I dag står vi tilbage med et lodret skisma mellem en materiel og klimatisk krise og en åndelig krise der er en uskøn blanding af afmagt og forlystelsessyge. Denne skarpe kløft mellem materie og ånd kan føres tilbage til middelalderens kristne overbevisning om at vi er fremmede på jorden der kun lever for at komme i paradiset efter døden. Men en sådan tro kan aldrig bære livskraftig kultur.

Nøgternt set må det slås fast at folkekirken med dens mange smukke og akustisk fine kirkerum stadig har stor betydning for mange troende mennesker, men i dag ikke betyder noget for folkelivet som sådant. Specifikt må man slå ned på trosbekendelsen som direkte årsag, for den blev formuleret i år 325 med det formål at gøre det muligt at forfølge tvivlere, og den er i vor tid stødende for mange mennesker med sine påstande om den treenige gud, jomfrufødslen, opstandelsen og det evige liv samt kirkens absolutte betydning.

Selv mange præster tror reelt ikke på disse fænomener, men hvis de røber det offentligt, falder hammeren. De bliver truet med afskedigelse som det bl.a. skete med en præst i Tårbæk der i 2003 tilkendegav at han ikke troede på Gud. Han blev kaldt til samtaler med sin overordnede biskop. Men da hun ikke kunne få ham til at ændre synspunkt, blev hans sag overdraget biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt. Og han klarede sagen på den kontante måde at han forlangte at præsten skulle bekræfte trosbekendelsens enkelte sætninger med et ja, hvis han ville undgå afskedigelse. Præsten var altså tvunget til at sige ja til flere ting han inderst inde ikke troede på. En regulær ydmygelse som præsten accepterede af simpel frygt for fyring, selvom han fortsat regnede sig for kristen og havde sin menigheds fulde opbakning.

Skal man i dag redde folkekirken ikke blot fra yderligere frafald, men fra at miste sin folkelige berettigelse, skal man i det mindste fjerne denne djævelske trosbekendelse fra ritualerne. Hvis man samtidigt gør den himmelske velsignelse til hovedsagen i gudstjeneste og åbner sig for alle statsborgere uanset kulturel baggrund, så ville folkekirken få en reel chance for endelig at frigøre sig fra bekendelsestroens tyranni - to tusinde år efter Menneskesønnens revolutionerende opgør med al lovreligion. Men det vil unægteligt forudsætte lovændringer der vil bryde med præstehierarkiets magt. Konkret vil det ifølge grundloven blot kræve ændring af ’folkekirkens forfatning’, men en sådan vil næppe kunne forventes at blive gennemført de nærmeste årtier. Organisationen er en uhyre konservativ størrelse med mange privilegier. Og i det nye regeringsgrundlag er man ikke kommet længere i opgøret med disse privilegier end til at ville sløjfe en enkelt helligdag.



Sandheden er imidlertid fortsat at der er mængder af kult i dagens Danmark – som i mange andre lande. Den findes som nævnt i musikken, herunder de store musikfestivaler, men den findes i særdeleshed også i sporten, som ellers i vid udstrækning er negativt præget af professionaliseringen. Det vil konkret sige af pengemagtens indtog og dermed også korruptionens udbredelse. Tænk bare hvad der i der sidste halve år er kommet frem om fodboldsportens korruption i forbindelsen med verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar. Her ville være noget at gøre, hvis man forstod at ægte kult skal være fri af pengemagt. Regeringen burde simpelt droppe al støtte til professionel sport.

Kulturpolitikken skal også ses efter i sømmene, og her er det et dårligt tegn at den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der kender spillereglerne i politik, har et yderst begrænset kendskab til kulturlivet. Han vil gerne være kulturforbruger og vil gerne give kulturlivet flere midler, men han er ligesom sine to foregående socialdemokratiske kulturministre blottet for indsigt i såvel myternes betydning som kultens dybere rolle.



Den allervigtigste opgave    
Til toppen  Næste

Det skal derfor fastslås at hvis vores aktuelle eksistenskrise overhovedet skal overvindes, bør hele folkelivets kultur grundlæggende fornyes. Betingelsen for den nødvendige nyordning af vores tilværelse er at folket bevidstgør modsætningen mellem al den tillærte fokusering på vækst, konkurrence m.m. og menneskets medfødte irrationelle føling med de skabende og uudtømmelige kræfter i det kollektive åndsliv. Vi kender alle den direkte føling med disse skabende kræfter, men er ikke tilstrækkeligt bevidste om at musikkens store virkning ligger i at den er blottet for dogmatisering.

Den allervigtigste opgave nu er ubetinget at påvirke den timelige verden, indbefattet vores livsstil og politik, bevidst og systematisk på den særlige, indirekte måde der har fokus på regelmæssig højtid, stilhed og meditation foruden sang og musik i dertil indrettede sale som kirkerum, koncertsale og teatersale. Og dette vil utvivlsomt stille store krav til alle. Højtiderne er nemlig gennem årene er blevet mere og mere kommercialiserede, i og med at flertallet falder for alle de djævelske fristelser som forbrugerguden tilbyder. Der kræves en helt ny folkeoplysning og folkehøjskole der oparbejder en klar og bevidst ligestilling mellem det praktiske-timelige og det åndeligt-evige og desuden oparbejder en bevidst erkendelse af den principielle forskel mellem myte og videnskab.

Dette turde også være hovedopgaven for det nyvalgte folketing, men se om politikerne eller medierne forstår at opgaven kræver en sund og yderst dynamisk kamp mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet. En sådan fremmes på ingen måde ved den brede regering der nu er dannet. Denne kamp ligger ikke for socialdemokraterne – og slet ikke for Mette Frederiksen personligt. Hun er ikke et åndsmenneske, men et udpræget kontrolmenneske. Det har Minksagen vist ganske klart og utvetydigt i statsministerens nære samarbejde med departementschef Barbara Bertelsen, som undersøgelseskommissionen rettede hård kritik af, men som stadig sidder som øverste chef i statsadministrationen. Både Venstre og Moderaterne har droppet deres ultimative krav om en advokatundersøgelse af sagen, og den er faktisk også helt overflødig, for hver en sten er vendt. Men V og M har nu fuldt ud accepteret at overkontrollanten fortsætter som regeringschef – og det er strengt taget et af de mange løftebrud. Men det er meget værre; det viser at åndsdimensionen også er forsvundet i disse to partier.

Det viser sig desværre at være generelt for hele folketinget. Det er blot nu statueret som en kendsgerning, men skal her vises i en kort gennemgang af regeringerne fra 1929 og frem.



Åndsdimensionen var indlysende hos socialdemokratiets første statsminister, landsfaderen Thorvald Stauning (statsminister 1924-26 og igen 1929-42), der sammen med F.C. Borbjerg førte partiet og landet sikkert gennem flere kriser i fuld overbevisning om reformismens og det brede samarbejdes betydning. Han afløstes af Hans Hedtoft, der førte linjen videre, dog uden samme format. Derefter kom H.C. Hansen, der også stod relativt stærkt, men døde af sygdom efter få år. Og så kom akademikerne til. Først Viggo Kampmann, der også blev syg efter kort tid. Derefter cand.polit. Jens Otto Krag, der var statsminister i flere omgange, men efter Danmarks indtræden i EF i 1972 overraskende valgte at trække sig tilbage og lige så overraskende valgte fagforeningsformanden Anker Jørgensen som sin efterfølger. Anker var et sympatisk menneske, men fik nogle urolige år. Senere fulgte akademikere som cand.polit. Poul Nyrop Rasmussen, cand.scient.pol. Helle Thorning-Schmidt og bachelor i samfundsfag Mette Frederiksen med hver deres mere eller mindre økonomisk-teknokratiske profil.

Partiet Venstre fik efter krigen en stabil rorgænger under landmanden Erik Eriksen (1950-53), men en usikker efterfølger som teologen Poul Hartling og andenpladsen med cand.polit. Henning Christophersen og siden cand.polit. Uffe Ellemann-Jensen under den konservative Poul Schlüters overraskende lange regeringsperiode fra 1982-91. I 2001 lykkedes det cand.oekon. Anders Fogh Rasmussen ved hjælp af Giddens idé om 'Den tredje vej' at vinde regeringsmagten - og han var og er et rent kontrolmenneske.

Den populære Schlüter (cand.poli.) måtte gå af på grund af Tamil-sagen, og han blev efterfulgt af skiftende formænd der ikke formåede at true Venstre som største parti på højrefløjen. Ingen i dette parti har som leder været på højde med John Christmas Møller, der gik med i samlingsregeringen 1940, men på tyskernes forlangende måtte forlader regeringen efter et halvt år og i 1942 måtte flygte til Sverige.

Det Radikale Venstre havde gennem mange år en fornem lederskikkelse i landmanden Jørgen Jørgensen (Lejre) der indgik i et jævnbyrdigt samarbejde med den fornøjelige statsvidenskabsmand Bertel Dahlgaard, der altid gik rundt med en aktuel folketingsdagsorden i lomme. De afløstes af landmanden Karl Skytte og købmanden Hilmar Baunsgård, og senere af juristen Niels Helveg Petersen og læreren Marianne Jelved. Men siden gik det galt med cand.polit. Marianne Vestager, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen. Ingen af dem kom i nærheden af Jørgen Jørgensens åndsformat. Ja, de sidste har åbenlyst svigtet social-liberalismen, forstået som en bevidst accept af dynamikken mellem tryghed/lighedsprincippet og frihedsprincippet.



Konklusion    
Til toppen  Næste

Jeg har med fuldt overlæg nævnt de pågældende personers uddannelse, fordi det afspejler den generelle tendens i udviklingen. Folketinget har gennem årene fået flere og flere akademikere, endda med klar overvægt af jurister og økonomer. Den nye SVM-regeringen har kun tre ikke-akademikere (en fra hvert parti) resten er jurister eller økonomer. Det er utvivlsomt en fordel for enhver minister at have solidt kendskab til jura og økonomi, fordi lovgivningen er yderst kompliceret. Men det betyder jo desværre at såvel folketinget som regeringen aldrig bliver repræsentative for hele befolkningen og især aldrig får den åndsdimension i tilværelsen som flertallet af borgere har fra fødslen og heldigvis ikke alle mister via uddannelse og erhverv.

Et andet forhold spiller afgørende ind, og det er vægten mellem frihedsprincip og lighedsprincip i det enkelte menneske. Ligheds- eller tryghedsprincippet har indbygget en forkærlighed for såvel rettigheder og rethaveri som omsorg og pleje. Og princippet betyder derfor ret ofte en nedvurdering af fremdrift og initiativ. Dette sætter så at sige selve forskellen mellem liberalt indstillede og socialt indstillede.

Her vil jeg vove den påstand at de borgerlige er de eneste der er i stand til at tackle den eksistenskrise vi er havnet i, fordi kun overvægten af frihedsprincippet i tankegangen er fremmende for forståelsen af noget højere end det materielle, økonomiske og praktiske og dermed for forståelsen af at vi aldrig nogensinde skal tilsløre de modsætninger i samfundet der giver dynamik og sund debat. Men netop tilsløringen af disse fundamentale modsætninger kendetegner den nye SVM-regering der ligefrem lancerer sig som en regering der bevidst prøver at finde en balance mellem de modsætninger der findes internt mellem de tre partier – og som primært drejer sig om modsætningen mellem det liberale og det sociale. Jeg er overbevist om at Venstre vil miste vælgere på grund af ledelsens accept af at udbryderen og opportunisten Lars Løkke Rasmussen kom med i regeringen og her vil fortsætte med at gøre sig bemærket på andres bekostning.

Men først og fremmest mener jeg at selve tilsløringen af modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprinippet er yderst uheldig netop nu hvor eksistenskrisen spidser til og kræver høj grad af bevidsthed og dynamik. SVM regeringen vil efter mit skøn primært gå ud over de to deltagende borgerlige partier, hvor landet sagtens et par år kunne være tjent med en ren socialdemokratisk mindretralsregering. En sådan ville give de borgerlige den fornødne tid og fred til at komme til sig selv. Nu bliver Venstre ramt hårdest - og der kan ikke foreløbigt dannes et rimeligt borgerligt alternativ til socialdemokratismen.

Jeg kan derfor kun - imod den kompagte majoritet - betegne SVM-regeringen som en historisk fejltagelse.

Ejvind Riisgård



Henvisning    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Mærkværdige forhandlinger om ny regering  (13.11.22.)
Valget den 1.11.22. får ingen vinder  (23.10.22.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)



Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa  (5.3.22.)
Dansk politik aktuelt  (26.1.22.)
Minksagen afslører statsministeriets departementschef  (24.10.21.)
Rigsretssagen mod Mette Frederiksen er en stor misforståelse  (1.2.21.)
Tanker om Mette Frederiksens nytårstale og nyeste interview  (13.1.21.)



Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Venstre et stærkt svækket og splittet parti  (15.1.21.)
Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)

Mette Frederiksen gør sig fri af de radikale  (5.6.18.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konsistensetik - (Kan moral begrundes?)  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Religion som emergent fænomen i biologien>  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech>   (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Artikler om Damark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal