JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - sverige14a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.12.14.

Sverigedemokraterna fældede Löfven og skærpede det store dilemma hinsidan

Et spøgelse har gjort sin entré i den svenske rigsdag og med et enkelt pust blæst den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven og hans mindretalsregering af taburetterne efter kun 62 dages funktionstid. Spøgelset hedder Sverigedemokraterna, og det er et parti der er stormet frem på få år og som ved valget i september fik 13 % af stemmerne og 49 mandater, mens rød blok (S + Miljøpartiet og Vänsterpartiet) kun fik 158 af Riksdagens ialt 349 mandater. Sverigedemokraterna blev tungen på vægtskålen, men da hverken rød eller blå blok vil samarbejde med dem, blev 'tungen på vægtskålen' lige netop det gespenst der gjorde tilværelsen uhyggeligt usikker for begge blokke. Regeringen kunne ikke få flertal for sit finanslovsforslag, men blev stillet over for vedtagelsen af et borgerligt finanslovsforslag, og det ville Löfven ikke leve med. Han udskrev valg til den 22. marts - og ser foreløbigt ikke ud til at kunne vinde.

Löfven ligger som han selv har redt, for ved at nægte ethvert samarbejde med SD, ja stemple dem som uanstændige mennesker på grund af deres krav om stop for flere flygtninge, så fik han dem dæmoniseret så eftertrykkeligt, at de måtte reagere som de gjorde. De vil - meget fornuftigt - ikke acceptere ikke at blive regnet til det gode selskab af fuldt demokratiske partier, når de har 800.000 vælgere bag sig. Og givet er at Löfven ikke ændrer synpunkt eller strategi. Han har tværtimod netop offentligt postuleret at Sverigedemokraterna er et nynazistisk parti - og dermed bakket sin lige så skræmte finansminister Magdalena Andersson fuldstændigt op.

Det sjove er imidlertid at den borgerlige fløj der sad på regeringsmagten i otte år under Frederik Reinfeldt også på forhånd havde afsvoret ethvert samarbejde med SD - på trods af at de selv, i modsætning til S, efterhånden var begyndt at se i øjnene at den hidtidige åbne flygtningepolitik med udsigt til over 80.000 flygtninge [korrigeret tal] i år var et stigende socialt og politisk problem. Reinfeldt led et sviende nederlag ved valget i og med at Moderaterna gik tilbage med 7 % fra 32 til 25 %, og til alles overraskelse drog han allerede på selve valgaftenen den fulde konsekvens: han gik af både som statsminister og som partiformand. Et fejt træk kan man sige, for han må have indset sin fejlvurdering af situationen og af SD - og indrømmet det. Men på en måde også et hensynsfuldt træk, fordi han lader sit partis nye leder bestemme partiets fremtidige strategi. Han vil ikke blande sig og har da også siden valget forholdt sig tavs.

Uanset hvem der bliver ny leder for Moderaterne (den fungerende leder er den dygtige, men langtfra karismatiske Anna Kinberg Batra) så bliver den parlamentariske situation efter valget til marts efter alt at dømme stort set uændret. Hverken rød blok eller blå blok får flertal, og vil blå blok ikke drage SD ind i et konstruktivt samarbejde, så splittes den således at Sverige pludseligt igen kan få en blokoverskridende regering uden om såvel Moderaterna som SD! Og dette vil på sigt ikke løse det basale problem, men kun give SD vind i sejlene og altså gøre spøgelset i svensk politik til en "Flyvende Hollænder", der ikke får fred i sjælen før det møder kærlighed. Sverige kunne og burde lære af Danmark, hvor Venstre i 2001 turde drage Danske Folkeparti ind i samarbejde og ansvarlighed - hvad både VK-regeringen og demokratiet fik gavn af. Men Sverige er selv efter otte år med Reinfeldts regering næppe moden, for han var blind over for grundproblemet. Modenhed ville indebære et klart opgør med den store svenske livsløgn som siden Olaf Palme har heddet statshumanismen.

Allerede selve ordet 'statshumanisme' er en selvmodsigelse af den art man kalder 'contradictio adjecto'. Humanismen er et livssyn og kan følgelig ikke være et statligt fænomen. For staten er et magtinstrument (i demokratiet et instrument for opretholdelse af fornuftig civil orden), mens humanismen i bedste forstand er et forsvar for menneskets ret til udvikling i moralsk ansvarlighed og uafhængighed af ydre autoriteter. Humanismen er altid kritik af den magt og de magtbeføjelser der blander juridiske rettigheder sammen med ideelle hensyn og målsætninger - og fx gør politiske beslutninger om øget indvandring af politiske flygtninge til et korstog for barmhjertighed eller godgørenhed.

Vi synes stort set alle sammen at det er synd for syriske flygtninge fra Syrien og andre borgerkrigsramte områder at de må flygte ud af deres eget land for at overleve. Men deres antal er så stort at det vitterligt vil skabe store sociale, økonomiske og politiske problemer for lande langt fra Syrien at modtage dem. Er man tilhænger af noget sådant, er man ikke et bedre mennesker end andre, men et naivt menneske der lader hånt om såvel de storpolitiske udfordringer (her kampen mod præsident Assad) som de nationale udfordringer som er at værne om et lands indre sammenhængskraft. Selve det at bruge skældsord som 'nynazistisk' eller 'racistisk' om partier der går imod for stor indvandring, er et decideret moralistisk træk, som ikke har det fjerneste med ægte humanisme at gøre, men er ideologi. Og netop det svenske socialdemokrati blev moralistisk og ideologisk da statsminister Olof Palme tog over efter Tage Erlander - og begyndte at føre udenrigspolitik efter nye og universelle principper. Allerede dermed brød man med hele ideen om Sverige som et 'Folkhem'.

Denne betegnelse går tilbage til 1930-ernes store europæiske depression der i Sverige som i de nordiske lande blev søgt imødegået med sociale reformer, en hovedaftale om arbejdsfred og en økonomisk politik der skulle øge beskæftigelsen, og altså førte til den smukke betegnelse 'Folkhemmet', et hjem for hele folket. Efter krigen førtes politikken videre under betegnelser som velfærdspolitik og velfærdssamfund - som i andre vestlige lande. Der var markant forskel på om partierne talte om velfærdssamfund eller velfærdsstat, for den sidste betegnelse gik i allerhøjeste grad på en udvidelse af den offentlige sektor som forudsætning for velfærd. Det der derved gik tabt var forståelse for at velfærdssamfundets sociale og økonomiske konsensuspolitik skulle bygge på en ægte folkelighed der er uforenelig med statsstyring. Det er en længere historie som jeg ikke skal trætte med her. Det afgørende i den aktuelle politiske strid overalt i den vestlige verden i det nye årtusinde er blevet indvandringen og flygtningepolitikken.

Her står det klart at det hverken er et stort problem at acceptere indførelse af fremmed arbejdskraft der kan gøre nytte eller at modtage et begrænset antal flygtninge fra nærtstående lande eller lande vi har nære relationer til af den ene eller anden grund. Problemet er altid at give de fremmede langvarige opholds- eller arbejdstilladelser og/eller statsborgerskab, for dermed griber man ind i den sunde følelse af fællesskab og solidaritet som de fleste nogenlunde homogene og velintegrerede nationalkulturer og deres folk er præget af og lever højt på.

Det 'modernistiske' er - i Sverige efter Palme og i Danmark efter Krag - blevet at den sunde nationalisme er blevet mere og mere ugleset til fordel for en for de fleste mennesker abstrakt humanisme, multikulturalisme og globalisme der sætter individet og dets rettigheder over samfundet og dets sammenhængskraft. Det viser sig ikke mindst i den store forskydning af lovgivningsarbejdet fra de nationale parlamenter til overnationale og internationale institutioner som FN og EU. Men her skal man gøre sig klart at denne forskydning ikke har det fjerneste med moralsk ansvarlighed eller kamp for frihed og uafhængighed at gøre, men er ideologisk kamp til fordel centralistisk styre fra overnationale instanser. Og en sådan forskydning vil automatisk vække modstand hos alle der lægger vægt på den nationale historie og sammenhængskraft, herunder på sproget.

Det skal naturligvis blive spændende at følge valgkampen i Sverige fordi svensk politik set fra vore kyster synes at være mindst 15 år efter udviklingen af forståelsen for den sunde nationalfølelses og folkeligheds betydning, sådan som den går tilbage til romantikernes store føling med det kollektivt ubevidste og med de nye historiske horisonter.

Socialdemokraterne, Miljøpartiet og Vänster har låst sig fast på Olof Palmes linje og ændrer ikke kurs. Men de øvrige har taget afstand fra Löfvens og Anderssons absolutte uforsonlighed. Centerpartiet melder ud at man foretrækker at tage den politiske debat omkring emnernes substans. Folkpartiets leder synes også de to svenske ministre går for langt. Og fra Moderaternas pressesekretær lyder det klart: – Det är olyckligt att finansministern och statsministern skruvar upp tonläget ytterligare i den politiska debatten i stället för att diskutera den allvarliga politiska situationen.

Det kan blive aldeles afgørende for et heldigt udfald af valget i marts om Moderaterna tør åbne en dør for forhandling med Sverigedemokraterna med henblik på støtte til en borgerlig regering, dvs om Anna Kinberg vover et brud med Reinfeldts linje. Ellers bliver der næppe en ændring af situationen eller af spøgelsesmysteriet i den svenske rigsdag. SD kan blive tvunget til også at vælte den næste regering - og så vil den store krise fortsætte. Sverigedemokraterna kan man hverken tie eller moralisere ihjel. Den fungerende formand Mattias Karlsson har foreløbigt klaret sin opgave i stiv arm under den sygemeldte Jimmie Åkessons fravær. Om Åkesson når at komme tilbage til valgkampen er uvist, men Karlsson synes ikke at vakle. Det er Moderaterna der 'har aben'.

Ejvind Riisgård

Henvisninger

Link til Socialdemokraternas hjemmeside
Link til Moderaternas hjemmeside
Link til Sverigedemokraternas hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt:

Moderaternas nye leder fastholder Rejnfeldts naive flygtningepolitik  (11.12.14.)
Svenskernes illusioner brast  (18.9.14)
Græsk tragedie uden folkelig forståelse  (17.2.12.)
Borgerlig valgsejr i Sverige  (19.9.06.)
Valget i Østrig  (26.11.02.)

Folket: Kulturen, eliten og folket (7.9.11.)
Böss' vægtige forsvar for nationalstaten (7.9.06.)