utils prefix normal JERNESALT - sfsoevndal12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.1.12.

Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse

Kritikken af den nye regerings start har været hård. S-R-SF-regeringen har været alt for længe om at komme i gang og fremsætte sine konkrete mål og lovsforslag. Den har nu siddet i 100 dage og statsministeren har måttet erkende at de tre koalitionspartiers ledere sad alt for længe i deres 'tårn' på Bella Sky for at forhandle et fælles regeringsgrundlag færdigt uden at fortælle hvad det egentligt indebar for de enkelte partier, og siden har de også haft svært ved at overbevise deres vælgere om resultatets fortræffelighed. Regeringen er konsekvent i medierne og naturligvis i oppositionen blevet beskyldt for det ene løftebrud efter det andet. Sidst har Thomas Larsen i Berlingske med en omskrivning af Cæsars berømte sejrsmelding udbasuneret sin utvetydige mening om Helle Thorning-Schmidt: Hun kom, hun så og - hun snød. Og nu overtager regeringen formandsskabet i EU midt i en euro- og vækstkrise, der kræver stor opmærksomhed, mange rejser og mange kræfter, men ikke nogen forkromet løsning a la den der faldt i Fogh Rasmussens turban i 2002. Thorning har simpelthen måttet erkende at Fogh havde det sjovere, da han tog over.

Særligt Socialistisk Folkeparti har måttet høre for løftebruddene og den manglende røde tråd, og det i så høj grad at det har kunnet aflæses i den ene meningsmåling efter den anden. Partiet, der allerede måtte indkassere et stort nederlag ved valget i september, er siden gået yderligere tilbage og ligger nu på linje med det fremstormende Enhedslisten, helt nede i nærheden af 7 procent. Det må derfor aftvinge en vis interesse at SF's formand Villy Søvndal endelig tager mod til sig og i en kronik i Berlingske 6.1. prøver at forklare hvordan det er at være socialist i en krisetid.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, skriver han indledningsvis, at de første 100 dage ikke har været en dans på roser for den nye regering. Den har fået en hård medfart i meningsmålinger og medier, hvor der er fokuseret for meget på sløsede slipseknuder, rygekabiner og almindelige begynderfejl. "Vi bærer selv en pæn portion af ansvaret for diskussionen om "løftebruddene", fordi vi ikke i tide - tydeligt nok - fik sagt, at når tre forskellige partier skal mødes om et fælles grundlag, så kan intet parti få opfyldt alle sine ønsker. Og vi har ikke været skarpe nok på, hvad det vil sige at være venstreorienteret i en krisetid."

Men så går Søvndal ellers i gang med at brokke sig over at det er oppositionen der har haft held til at fremmane et billede af en regering som svigter alle sine løfter, mens den glemmer hvilke garantier den selv løb fra, og hvilket rosenrødt billede af dansk økonomi den selv tegnede.... Det med det 'rosenrøde' kan Søvndal nu nok beholde for sig selv, for VK-regeringen lagde ikke skjul på situationens alvor før valget. Der er nemlig slet ikke sket nogen markant forværring efter valget, den kom allerede i løbet af sommeren 2011. Men partipolitiske udfald af den slags Søvndal disker op med er såmænd ikke så overraskende og kunne måske godtages, hvis de ellers fulgtes af en bare nogenlunde fyldestgørende erkendelse af eget ansvar for den politik der skal føres fremover og som ikke kan komme til at svare til løfterne. Men det er ikke tilfældet.


Villy Søvndal slår dog den ubestridelige kendsgerning fast, at dansk økonomi står i en overordentlig vanskelig situation, ja, at vi står i en økonomisk krise, der tegner sig mere og mere dystert hver gang der kommer nye økonomiske nøgletal. Flere økonomer frygter at Danmark igen er på vej i recession. Situationen kræver en ansvarlig, ja en overansvarlig (!) politik, siger han. De seneste ugers diskussion om Europas dybe krise har understreget alvoren og kravet til sunde offentlige finanser. - Så vidt så godt. Vi vidste det altsammen før valget, men det var ikke just den slags kendsgerninger Søvndal dengang manede frem som et 'mene-tekel' på væggen. Nu sidder han i saksen, og så kommer pludseligt ikke bare ansvarligheden, men "overansvarligheden".

Denne ses ifølge Søvndal allerede af selve regeringsgrundlaget, for dér fremsattes meget ambitiøse mål for dansk økonomi med fokus på reformer, grøn vækst og - ansvarlighed. Danmark skal tilbage på sporet og genskabe en sund økonomi. Sunde offentlige finanser er helt afgørende for at Danmark har manøvrerum til at føre en aktiv finanspolitik. Ja, faktisk véd enhver politiker - i kommuner, regioner og folketing - at reformer, effektiviseringer og omfordelinger er forudsætningen for at vi kan bringe Danmark fremad. Måden at gøre det på er bare forskellig for de forskellige partier og regeringer.

S-R-SF-regeringen har ifølge Søvndal tre pejlemærker: 1) Alle skal bidrage med skat, også de multinationale selskaber. Og alle skal vise mådehold, også direktørerne. 2) Ved modernisering af den offentlige sektor skal medarbejderne inddrages. Der skal investeres i mennesker i stedet for i hovedløs fjernelse af rettigheder, som han kalder det. Der skal investeres i beskæftigelse, uddannelse, sundhed og forebyggelse, fordi det er den bedste sikring mod fattigdom, ulighed og social udstødelse. Og endelig 3) skal økonomien kickstartes for at øge job og vækst. Investeringer skal fremskyndes, for at undgå at arbejdsløsheden bider sig fast eller vokser - med stigende offentlige udgifter og lavere skatter til følge.

Det lyder i og for sig altsammen tilforladeligt og ikke spor overraskende. Pejlemærker er da gode at have, og kickstart af økonomien er måske ikke allerværst som forsøg, hvis ellers den batter noget. Men i realiteten er der jo stadig ikke tale om en konkretisering af nogetsomhelst. Vi ved naturligvis at der kommer konkrete lovforslag og konkrete reformforslag i løbet af de næste måneder, det har både statsministeren og den radikale økonomiminister udtrykkeligt bebudet. Og SF's store strateg, skatteminister Thor Møger Pedersen har endda røbet lidt om i hvilken retning de kommende skattereformer vil gå, men Søvndals kronik siger intet som helst om regeringens hensigter som vi ikke vidste i forvejen. Derimod indeholder den nogle yderst interessante betragtninger om moderne socialisters ansvarlighed og overansvarlighed. Og de er ikke just overbevisende.


Hvis vi ser helt bort fra de billige udfald mod den tidligere regering, som konsekvent beskyldes for uansvarlighed, skønt alle nøgterne bedømmere er enige om at dansk økonomi er ganske sund, så får Villy Søvndal sagt meget tydeligt, at der ikke bliver råd til velfærd (han må mene mere velfærd) før vi har gennemført de nødvendige reformer og prioriteringer der sikrer at pengene er i kassen (underforstået før de gives ud). Og med hensyn til det offentlige forbrug - som i dag er på 528 mia kroner - er det ikke afgørende med et par mia mere eller mindre, men at der vil være begrænsede muligheder for stigende udgifter, så længe samfundskagen vokser langsomt (underforstået: at politik er fordelingspolitik, der primært består i at dele en 'samfundskage'). Nej, "Mulighederne ligger i at omprioritere de mange milliarder vi bruger i dag, så vi får mest muligt for pengene og bruger hver eneste krone på en måde som peger fremad".

Ligefrem genial nationaløkonomi kan man ikke kalde dette, for hvilken nationaløkonom eller minister med en smule respekt for sig selv ville ikke mene at vi skal have mest muligt for pengene; det er faktisk det al god økonomi går ud på i både private og offentlige virksomheder. Men allright, pointen ligge nok i at vi skal omprioritere inden for de mulige stramme budgetter og det på en måde der peger fremad. Blot specificerer Søvndal slet ikke hvordan han forestiller sig dette udført i praksis. Og det var ellers det der ville være interessantest. I stedet angriber han den forrige regering og den nuværende opposition, og ellers kører han iøvrigt frem med nogle højst bemærkelsesværdige betragtninger om moderne socialisters ansvarlighed.

At være venstreorienteret i en krisetid, heddet det, "kræver en høj grad af realisme og ansvarlighed i forhold til hvad der er råd til i den nuværende alvorlige økonomiske situation". Som venstreorienteret et det "afgørende at der prioriteres fornuftigt med det offentlige forbrug", og for moderne socialister er det "vigtigt at der føres en økonomisk ansvarlig politik, og at vi har modet til at prioritere benhårdt". Det lyder så selvfølgeligt at man roligt kan hævde, at nøjagtigt det samme ville enhver borgerlig politiker til hver en tid også kunne slå fast. Men her har Søvndal dog et udsøgt postulat at tilføje: Regeringen - altså S-R-SF - er garanten for at det sker på en fair, balanceret og rimelig måde.

Igen savner man enhver konkretisering og enhver dokumentation, eller bare tilløb til sådanne. I stedet får vi endnu engang Søvndals søvngængeragtige angreb på den forrige regering, der påstås i grådighedens brølende årti 2001-11 at klatte skattekronerne på overbetaling af privathospitalerne og et forløjet og mislykket krigseventyr i Irak.... Og så gentager han endnu engang sit nye mantra at venstreorienterede i en krisetid har viljen til hårde prioriteringer.


Er dette i grunden andet end borgerlig politik? Ja, det er det efter Søvndals mening, men vel at mærke fordi borgerlighed og ansvarlighed ikke er det samme. Og han henviser igen til den forrige regerings finans- og skattepolitik - uden overhovedet at benytte den ellers indlysende lejlighed til endeligt at forklare os den principielle forskel på venstreorienteret ansvarlighed og det den borgerlig side i tinget kalder ansvarlighed. For den utilslørede sandhed turde være at den borgerlige fløj vitterligt også kalder deres politik ansvarlig og faktisk kan gøre det med ganske gode argumenter, hvis man ellers accepterer at borgerlige argumenter overhovedet kan være gode. Og det er nok her det kniber for Villy Søvndal og hans yderst ensidige opfattelse af den økonomiske sammenhæng i det moderne samfund.

Jeg kan faktisk kun finde en enkelt bemærkning i hele Søvndals kronik der viser hen til en central principiel forskel mellem venstreorienteret og borgerlig politik, og det er i påstanden om at sund økonomi for en venstreorienteret er udtryk for balance mellem øget vækst og lighed. Her - og kun her - vover Søvndal at konfrontere sig direkte med det grundliggende modsætningsforhold som de moderne samfund er kendetegnet af, nemlig modsætningen mellem det socialistiske og det liberalistiske grundsynspunkt, eller mere præcist modsætningen mellem lighedsprincippet og frihedsprincippet. Han ser det lige i øjnene, men vover sig slet ikke i nærmere kontakt med uhyret, for han er tydeligvis ikke kommet længere i sin politiske udviklingsproces end til at holde dogmatisk fast i det gamle fjendebillede han førte valgkamp på og som flertallet af SF's vælgere og bagland uden tvivl også holder fast i, men som Det radikale Venstre slet ikke deler, og den socialdemokratiske top med Helle Thorning-Schmidt i spidsen også er for realpolitisk til at hylde.

Det radikale Venstre har lige fra sin grundlæggelse i 1905 været realpolitisk indstillet på at der i et moderne samfund skal være plads til både frihed og lighed, til både initiativ og social tryghed og til både privat foretagsomhed og offentlig service. De har fra starten regnet sig for at være hvad de med et kedeligt udtryk kalder 'socialliberale'. Og Socialdemokraterne har lige siden Thorvald Stauning valgte den demokratiske reformisme frem for den kommunistiske revolution været af samme realpolitiske grundindstilling at der skulle være plads til begge fløje i samfundet og at det var en forudsætning for økonomisk vækst og velstand at nogle mennesker fik rimelig frihed til at skabe vækst gennem deres private initiativer. Og det karakteristiske for S-R-SF's fælles og med stort møje udarbejdede regeringsgrundlag er da også at Det radikale Venstre satte sig så bevidst og målrettet på formuleringerne, at det for det første tog 14 dage at få det finpudset, og for det andet og væsentligste kostede Socialistisk Folkeparti den meget høje pris, at de måtte sige farvel til alle røde planer og acceptere et kompromis som alle og enhver kunne se ville give dem problemer med eget 'bagland'.

Og så kommer Villy Søvndal nu og forsøger at give den forrige regering skylden for alle ulykker, snakke udenom eller udlægge det hele som socialistisk overansvarlighed. Egentligt er det svært at forstå, fordi det har været åbenlyst for enhver nøgtern iagttager at der er behov for noget helt andet, hvis SF skal rette op på situationen i forhold til sine egne frustrerede vælgere. Men det ligner desværre partiet alt for godt at snakke udenom. Og Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen er ikke ene om at synes at selverkendelsen hos S og SF næppe rækker så langt som til at komme med et fuldtonet undskyld til "alle de venstreorienterede vælgere som håbede på flere udbetalinger fra en tom statskasse". Man kunne jo drillende gentage at den gode Ole Sohn også har svært ved at gøre op med sine gamle forestillinger og sin fortid som DKP-formand. Angsten for selverkendelse kan være så stor at der er tale om et decideret APESE-syndrom. Men det lader vi ligge.....


Villy Søvndals kronik i Berlingske er det tyndeste jeg nogensinde har set eller hørt fra den mand. Den overgås i mine øjne kun af hans egen forgænger i formandsstolen, den legendariske Aksel Larsens tale i folketinget i marts 1967 hvor han skulle begrunde at SF med et fordoblet mandattal på tyve gik ind for indførelsen af den moms som han selv og et enigt parti havde tordnet imod et halvt år tidligere, men snakkede om alt muligt andet. Det var den ynkeligste tale denne fremragende taler nogensinde fik holdt, den signalerede klart at han var blevet opportunist a la J.O. Krag, og den kostede partiet dyrt.

Søvndals aktuelle udenomssnak vil også komme til at kost SF dyrt. I hans tilfælde er der ganske vist ikke så meget tale om gå ind for et bestemt lovsforslag som han før valget ubetinget havde lovet at sætte sig imod (det ville være det rene vælgerbedrag), men om at gå på et kompromis med Socialdemokraterne og Det radikale Venstre om en politik som disse to partier og især de radikale havde bebudet i forvejen og som alle vidste ville blive det uundgåelige resultat, når S og SF nu engang ikke fik rent rødt flertal sammen med Enhedslisten.

Et sådant kompromis er ikke i sig selv uværdigt for partier der fuldtud accepterer realpolitikkens åg, men det bliver et kæmpeproblem for et parti der er så uforberedt på situationen at det ikke kan indse at det er tvunget til aldeles omgående at få ledt sine vælgere og medlemmer ind i en ganske bestemt, dybtgående selverkendelsesproces. Det er fastslået mange gange her her Jernesalts sider at regeringsskiftet i efteråret under alle omstændigheder - om man kunne lide det eller ej - ville nødvendiggøre en selverkendelse på den såkaldte venstrefløj, ganske enkelt fordi denne er dybt præget af indgroede naive forestillinger om at når den kommer til magten, så kan den suverænt bestemme dansk finans- og socialpolitik henover alle økonomiske og sociale samt politiske sammenhænge.

Nødvendigheden af hårde prioriteringer i de offentlige udgifter kommer jo i virkelighedens verden slet ikke primært af finanskrisen, selvom denne naturligvis gør al finanspolitik hårdere end vækst ville gøre. Nej, den kommer af en udgiftspolitik og socialpolitik som gennem årtier (også under borgerlige regeringer) systematisk har sikret en udvidelse af den offentlige sektor, således at antallet af borgere på offentlige overførselsindkomster efterhånden er blevet større end antallet af erhvervsaktive borgere der bidrager med skat til statskassen. Samtidigt er der nemlig sket en forskydning i vælgersammensætningen der indebærer at partier på venstrefløjen ikke primært støttes af lavtlønnede og fattige, men af veluddannede og vellønnede offentligt ansatte der ønsker den offentlige sektor udvidet. Det er en ynk at se SF's nuværende formand gå uden om denne afgørende problematik, skønt det er 40 år siden den blev påpeget af Jørgen S. Dich.

Manglen på selverkendelse i SF kan kun gavne Enhedslisten der fortsat kan tillade sig at køre på politisk frihjul. Regeringen som sådan skal såmænd nok kunne klare sig valgperioden igennem, bare den har vilje til at holde sammen. Den véd jo at dens eventuelle genvalg kommer til at afhænge af om den internationale finanskrise er overstået inden næste valg. Men SF risikerer en meget hård dom, når valget kommer. For man undgår ikke en mistanke om at det eneste formål med at gå så kompromisløst på kompromis med egne idealer og give det et falsk skin af 'overansvarlighed' har været at erobre regeringsmagten, koste hvad det ville. Men det kan man ikke drømme om at indrømme. Illusionerne eller livsløgnene blandt partiets medlemmer og vælgere bliver derfor heller ikke i denne omgang rystet af dybere selverkendelse. Og det er trist for vores demokrati og vores oplysning.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Villy Sřvndal: Socialist i en krisetid. Kronik i Berlingske 6.1.12.

Links til:

Socialistisk Folkeparti
Udenrigsministeriet
Regeringsgrundlaget for den nye S-R-SF-regering


Relevante artikler på Jernesalt:

Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)


Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)

Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal