utils prefix normal JERNESALT - eurokrise11d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.12.11.

EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses

Som tidligere fastslået her på siderne blev EU allerede i slutningen af oktober måned delt i et A-hold og et B-hold i og med at kommissionsformand Barroso, tyske kansler Merkel og franske præsident Sarkozy en sen nattetime begik statskup ved at løse Grækenlands og Italiens manglende vilje til at skabe orden i deres nationaløkonomier på deres helt specielle måde. Det samlede EU-råd af 27 medlemslandes regeringschefer er ikke længere øverste reelle myndighed. Det er derimod den såkaldte otte mands store Frankfurtergruppe der udover José Barroso, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy består af fem håndlangere: præsidenten for Den Europæiske Centralbank, italieren Mario Draghi, chefen for Den Internationale Valutafond, franskmanden Christine Lagarde, Eurogruppens formand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, EU's præsident, belgieren Herman Van Rumpoy og EU's økonomikommissær, finnen Olli Rehn (som Barroso personligt satte ind som overkontrollør overfor de mest udskejende euro-lande).

En sådan 'Neu-Ordnung' skulle naturligvis 'legitimeres' dvs have en slags formel godkendelse eller blåstempling af det samlede EU-råd, og det skete så på mødet i Bruxelles torsdag aften og nat, hvor de 17 eurolande hen over hovedet på de øvrige 10 EU-lande blev enige om at lave en finanspolitisk aftale der i første omgang er bindende for de 17 lande alene, men som de øvrige lande kan tilslutte sig frivilligt, hvis de erklærer sig villige til at overholde det selvsamme nye regelsæt, selvom de forbliver ikke-medlemmer af euroen! En snild måde for Angela Merkel og Nikolai Sarkozy at klare ærterne på, men en lidet flatterende løsning for EU-præsident Hermann Van Rompuy der havde stilet efter et kompromis der godt nok var spidsfindigt og måske derfor også skrøbeligt på længere sigt, men trods alt i første omgang ville kunne holde sammen på alle 27 EU-lande. Resultatet af Merkels og Sarkozys tvangsmanøvre blev at Storbritanniens David Cameron nægtede at acceptere forslaget, da han ikke kunne få garanterier for at de store finansgiganter i London ville blive friholdt for særlige forpligtelser. En tilslutning til Merkels og Sarkozys plan ville derfor være en underskrift på en undergravning af London som finanscentrum.

Hermed er EU blevet reelt splittet for første gang i sin historie. Det den tidligere kansler Helmuth Schmidt ifølge Der Spiegel forleden advarede imod på SPD's partikongres, nemlig tysk 'Kraftmeierei', var blevet Angela Merkels triumf. Hun kan nu styre EU med hidtil uhørt stærke muskler, hvad der gør de øvrige lande - herunder såmænd også svage Frankrig - til rene marionetter i hendes egen og Frankfurtergruppens snævre disciplinering og stramme eksercits. Ikke engang Barroso fik hvad han havde drømt om. Merkelismen blev gennemtrumfet i ren form.


I korthed går den nye ordning ud på at 1) Det gennemsnitlige offentlige underskud i de enkelte lande højst må være en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt. 2) Reglen skal skrives ind i den nationale lovgivning og det skal sikres at landene automatisk retter ind hvis underskuddet bliver større end tilladt. 3) Lande med uforholdsmæssigt store underskud skal sende kommissionen og rådet en plan for de reformer de vil gennemføre for at rette op. 4) Rammer et af landene et underskud på tre procent, vil de andre lande straks gribe ind, evt. med deciderede sanktioner. 4) Landene skal på forhånd redegøre for deres planer for udstedelse af statsobligationer. 5) 1. juli 2012 træder en ny institution i kraft, der under navnet Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM) skal være eurolandenes permanente redningsfond. Og 6) EU's medlemslande vil skyde 200 mia euro (1500 mia dkr) i Den internationale Valutafond, IMF, for at begrænse krisen (gøre det lettere at låne for lande med store problemer). - Her refereret efter Politiken, som er fundet i overensstemmelse med EU's officielle redegørelse.

Isoleret set kan aftalen ikke siges at være ufornuftig i den aktuelle krise, for den kan formentlig allerede ved sin vedtagelse og især når reglerne bliver gennemført i løbet af de nærmeste måneder - der satses på 1. marts som termin - skabe nogenlunde kortsigtet ro, og kan derfor betragtes som bedre end ingenting. Nogle kalder den tilfredsstillende i denne henseende, mens andre kun kalder den halvgod. Problemet er at aftalen kun er en finanspolitisk aftale der strammer styringen af de enkelte landes finanspolitik, men iøvrigt ikke gør noget ved hovedproblemet for EU: at væksten er for lille, gået i stå eller i nogle tilfælde negativ.

En af dem der har kaldt aftalen halvgod er finanseksperten Hans Martens der har stort kendskab til forholdene i Bruxelles og personligt er inkarneret tilhænger af EU. Han slog i Deadline 9.11. netop på at aftalen intet gør for at skabe ny vækst, men tværtimod fastholder landene i en fastkurspolitik der er glimrende nationaløkonomi i gode tider, men problematisk i krisetider, fordi den ikke tillader de enkelte lande at skaffe sig konkurrencefordele ved justering af deres valuta (det man i gamle dage kaldte devaluering). Og det lyder da godt, at landene ikke skal bruge det gamle og ofte misbrugte redskab til midlertidigt at få gang i væksten så der skabes inflation, og det er da også forståeligt at navnlig Tyskland frem for alle andre frygter en inflation der løber løbsk som den gjorde i Weimarrepublikken i tyverne. Devaluering bør naturligvis aldrig misbruges, men omvendt bør den heller ikke bandlyses totalt fra værktøjskassen uden at det vil få negative følger for landenes konkurrenceevne.

Derfor er det en solid kendsgerning, at den nye merkelistiske euro-aftale nok prøver at cementere fastkurspolitiken netop så tilpas meget at finansverdenens tillid til de enkelte landes kreditværdighed ikke umiddelbart undergraves, men samtidigt gælder at netop den fælles valuta forhindrer de forskelle i valutaerne der kunne give enkelte lande mulighed for at skille sig ud fra de andre og få gang i væksten. Man kan med den nye euroaftale og eurodisciplin forhåbentlig forhindre uansvarlige lande i uansvarlig gældssætning fremover, men man forhindrer samtidigt ansvarlige lande - som bl.a. Danmark - i at justere omkostningniveauet gennem en ansvarlig devaluering, der kunne sætte gang i den lokale vækst ved at øge konkurrencevnen. Tvinger man ikke-eurolandene med ind i Merkels 'Kraftmeierei' og Marionetteater, binder man alle Eu-landene - med Storbritannien som eneste undtagelse - til at fastholde lav vækst, stagnation eller direkte recession i lange tider.


Hertil kommer så de politiske følger af splittelsen. Storbritannien har som det foreløbigt eneste land vist mod til at gå enegang - og dette har ikke engang fået opbakning fra den nye danske regering, der synes blottet for mod af enhver art. Statsminister Helle Thorning-Schmidt var ellers på besøg hos Cameron i Downing Street for godt en uge siden med henblik på at fortælle offentligheden at hun meget gerne ville prøve at mægle mellem Cameron og Merkel. Rygtet vil vide at hun blev modtaget af Cameron ved hoveddøren, men blev lukket ud af bagdøren! Hun forstod ikke hans situation og vandt ikke hans tillid. Og efter mødet i Bruxelles torsdag-fredag ytrede hun kun - men som altid smilende - tilfredshed med det opnåede resultat. Hun var indstillet på at få Danmark med i ny-ordningen, under skyldig hensyntagen til det danske euro-forbehold. Hun accepterede dermed Merkels overmagt på en måde der leder tanken hen på salig Scavenius' accept af den tyske overmagt dengang der var en godt nok meget ubehagelig og udemokratisk leder i Kanzleramt dernede. Det kaldes naturligvis altid realisme at have en opportunistisk indstilling til magtforholdene i vore nærmeste nabolande som vi vitterligt er afhængige af. Men EU blev dog i sin tid etableret med det klare formål at undgå en centralisering af magten.

Men det er den centralisering der er sket med den aktuelle Neu-ordnung af Euroen. De detaljerede bestemmelser kender vi endnu ikke. De vil først komme for dagen gennem de næste måneders forhandlinger som vi og de øvrige lande uden for euroen naturligvis bliver informeret om, men ikke kan deltage i. Vi må derfor afvente hvad de andre bliver enige om, inden vi selv tager stilling. Foreløbigt er det kun Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkepart der klart melder ud at Danmark skal holde sig udenfor. Men en meningsmåling i Jyllands-Posten fastslår dog, at også et flertal af vælgerne er imod tilslutningen til den centralisering der er en reel suverænitetsafgivelse, men bliver solgt som noget andet.

Det er i denne situation ikke rart at måtte konstatere at vi har fået en statsminister der hellere vil tage sig ud og følge smilende trop med de elitære magthavere i EU end vove en gennemtænkt selvstændig kurs. Når hun bliver spurgt, svarer hun altid med almindeligheder, så det er da trods alt tilfredsstillende at den siddende radikale økonomiminister Margrethe Vestager er i stand til i Deadline at forklare det problemkompleks Danmark står over for det næste halve år på nuanceret vis.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

EU's officielle website
EU-kommissionen
EU-parlamentet

Bundestag
Der Spiegel online


Relevante artikler på Jernesalt:

Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Ingen folkeafstemning om EU-traktaten  (12.12.07.)
EU's reformtraktat kom i hus  (21.10.07)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal