JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - dramaerjernesalt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.11.16. (opdateret 20.11.20.

Jernesalt udgiver nu dramaer af redaktøren

Indledning
Om de planlagte fem dramaer
Mine teateroplevelser
Mit teatersyn
Min helhedsrealisme
Henvisninger

Undertegnede udgiver af Jernesalt har udgivet to dramaer med aktuelt politisk og eksistentielt emnestof som e-bøger der har været til salg hos Saxo.com, men nu er trukket tilbage. Det drejer sig om 'Femte september' om de etiske og politiske problemer omkring flygtninge-spørgsmålet som kansler Merkels åbning af EU's ydre grænser den 5.9.15. medførte. Og 'Ungdom og galskab' om den galskab i bred forstand som puberteten medfører i de fleste menneskers liv.

De efterfølges af følgende tre stykker: 'XY-faktoren' om mandskønnet over for kvindekønnet, 'Elvte september' om den fatale terrorisme der begyndte den 11.9.2001 - og 'Fest og forvandling' som afslutning og afrunding i den specielle forstand at de fem stykker har en fremadskridende eksistentiel diskurs.

Dramaerne henlægges til bestemte lokaliteter for at understrege det konkrete til forskel fra det abstrakte, globale og multikulturelle

1. drama foregår i Kødbyen I København,
2. drama foregår i Nørregade-kvarteret med domkirke, universitet, domhus m.m. og referencer til Holberg, Ørsted, HCA, Grundtvig, S.K., Bohr m.fl.,
3. drama tænkes henlagt til Århus med teater, domkirke, kvindemuseum og DOK1,
4. drama tænkes henlagt til Ålborg (Nordkraft-bydelen),
5. drama: endnu ikke fastlagt

Alle personer har bestemt alder, køn, skolegang, erhverv, livsopfattelse og psykisk type for at understrege grundopfattelsen at mennesker altid er forankrede i en eller anden konkret og lokaliserbar 'kontekst' der er alt andet end luftig abstrakt fantasi.

Der indgår relevante filmscener (storskærm) og musikindslag over højttaleranlæg for at understrege sammenhængen med den ydre verden og det store perspektiv. Og ligeledes indgår der mange citater fra klassisk drama og litteratur. Bøgerne vil derfor være forsynede med noter.

Forestillingerne skal som hovedregel have fire akter/satser og én pause:
1. akt eksposition
2. akt scherzo (polemik)
3. akt langsom sats - en stilfærdig samtale i 'mol' der i sproget kendes på brugen af konjunktiv
4. akt finale med påpegning af mulige udveje.

Om de fem dramaer Til toppen Næste

Kort fortalt drejer de fem stykker sig om følgende (nærmere beskrivelse under de udgivne bøger):

Femte september er et drama om den flygtningekrise der blev resultatet af den tyske kansler Merkels beslutning den 5. september 2015 om at åbne EU's ydre grænser for tilstrømningen af muslimske flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Afrika. Åbningen var i strid med EU's Schengenaftale der skulle sikre den frie bevægelighed af arbejdskraft inden for EU-grænser ved at have fuld kontrol med de ydre grænser. Men presset på grænserne omkring Grækenland, Ungarn og Bulgarien samt Østrig var meget stort, og kansleren mente derfor at det var i kristen og humanistisk ånd at hjælpe flygtningene.

Helt galt gik det under festlighederne nytårsaften i flere store tyske byer, herunder Köln, hvor et stort antal mandlige flygtninge krænkede flere hundrede tyske kvinder ved at omringe dem og befamle eller voldtage dem. De var i virkeligheden slet ikke rigtige flygtninge, men kriminelle elementer fra Nordafrika der havde benyttet de åbne grænser til at rejse frit til Tyskland. Overgrebene vakte omgående en sådan forargelse at den udbredte velvilje for at hjælpe flygtningene blev vendt til stor angst og modvilje.

I dramaet diskuterer 7 almindelige borgere - fire kvinder og træ mænd - krisen og dens udvikling gennem fire akter som indledes med videoklip fra de afgørende begivenheder. Personerne er en jordemor, sosu-assistent, en bioanalytiker, en dyrlæge, en gymnasielærer, en museumusminspektør og en slagtermester. Den sidstnævnte er en svoren tilhænger af stegt flæsk og andre former for almindelig danskhed - og han har et sprog der der hele vejen igennem er præget af hans metier. Personerne lægger ikke fingrene imellem når det gælder kritik af kansler Merkel og den tyrkiske præsident Erdogan. Indimellem sker der også mærkelige ting, især på Halmtorvet i sidste akt, hvor museumsinspektøren begynder at grave sig ned til sandheden om Merkel som var det en arkæologisk opgave. Han kommer til det resultat at selve godheden er blevet kernen i Merkels politik, men en sådan godhed er en undergangens fromhed og den fører - lige præcis til al den ondskab vi i dag finder på kontinentet. - Lidt udførligere bekrivelse på dette link: klik, hvor der også gives smagsprøve på stykket.

Ungdom og galskab Ungdom og galskab er et drama i fire akter der handler om den galskab der kendetegner ungdommen gennem puberteten og de nærmestfølgende år. Den er forskellig fra individ til individ, og den er navnlig forskellig for piger og drenge. Puberteten betyder jo netop at kønshormonerne træder i kraft, så barnet definitivt forlader den ansvarsfrie barndom og går ind i en ansvarlighedens krævende og udfordrende verden. Og denne forandring har til alle tider og i alle kulturer været betragtet som et afgørende udviklingstrin der hos mennesket forløber langt mere kompliceret end hos dyrene - ganske enkelt fordi det menneskelige samfund er komplekst. Hos mennesket har forandringen karakter af en decideret livskrise og har derfor også i alle kulturer været forbundet med særlige foranstaltninger som læring, prøver og indvielse. - Der sker først og fremmest en afgørende bevidsthedsudvidelse der igen har tre fundamentale elementer: mennesket opdager det andet kønt som et anderledes og attraktivt væsen, det opdager forskellen mellem godt og ondt, og det opdager at dets ophav slet ikke er det fuldkomne og almægtige væsen som børn tror i deres naivitet. Alle unge mennesker bliver i ouberteten tvunget til på én og samme gang - men naturligvis over flere år - at få styr på forholdet til det andet køn, få styr på forholdet til autoriteterne og at bruge skellet mellem godt og ondt til at foretage det valg i livet som kan sikre den indre psykiske sammenhæng i det lange løb - og dét går aldrig stille af.

Dramaet viser i første akt en flok unge mennesker der tror de kan alt og har lov til alt og altså tror de kan fortsætte den ansvarsfrie tilværelsen. De bruger et sprog der passer til deres naivitet, men som støder de gamle. Anden akt viser hvordan de gamle ungdomsoprørere fra 1968 ophøjede den selv samme slags tro på fantasien og ansvarsfrihed til princip og til dynamo for deres egen magtstræb. Tredje akt er en samtale mellem de unge mennesker og deres forældre i dag - er præget af god vilje fra begge sider til at komme til en forståelse af sammenhængen. Og sidste akt viser et eksempel på en bevidsthedsudvidelse af den art der kan ændre et individ for livet. Men dramaet kommer hele vejen rundt om ungdomsoprør, autoritetskritik og stillingtagen til konfirmation og uddannelse.

Personerne er seks gymnasieelever omkring 18 år, en skoleelev på 15, seks gamle 68'ere på akademisk niveau, to forældrepar (boghandler, forlægger, bagermester, ekspeditionssekretær) samt en ung syrisk flygtning og en ung kvinde med palæstinensiske rødder. - Lidt udførligere bekrivelse på dette link: klik, hvor der også gives smagsprøve på stykket.

XY-faktor

Titlen refererer til den kromosommæssige ubalance der gælder for alle hankønsvæsener og som spiller en stor rolle for alle mænd i og med at den udover selve den fysiske råstyrke giver dem en særlig trang til grænseoverskridelse eller 'emergens', som kvinder ikke har. Det betyder naturligvis ikke at kvinder ikke har samme intelligens som nænd (selvfølgelig hos begge køn stærkt varierende fra individ til individ), men det betyder at deres kamp for ligestilling med manden bliver kompliceret og vanskeligere

Den biologiske mandsfaktor har gennem tiderne gjort det til hovedreglen i stort set alle kulturer at samfundslivet er blevet domineret af mænd helt op til slutningen af 1800-tallet, hvor den bevidste kvindefrigørelse satte ind. Kvindefrigørelsen blev først og fremmest en kamp om rettigheder og økonomi, men i høj grad også om retten til egen krop og retten til et seksualliv på kvindenes egne betingelse. Fri abort var et selvfølgeligt mål for kvindebevægelsen, og derfor blev p-pillen et stort fremskridt, fordi kvinderne kunne planlægge graviditeten.

Men som alle der følger med i den offentlige debat må konstatere, så går feministerne ind i kampen for ligestilling med den intention at de vil have afskaffet alle uligheder der har med køn at gøre. Det er biologisk set umuligt, men det giver i den faktiske kønskamp en utrolig masse forviklinger. Kvinder slås naturligvis for selvværdets skyld, men når de går ind i en konkurrence med manden om karriere og topstillinger, så går det ofte galt. Helt galt går det hvis feminister tror de kan realisere drømmen om en verden uden mænd - eller en verden hvor det er dem der undertrykker mænd.

Familien kan være en spændetrøje ligesom karriereræset, men objektivt set kommer vi ikke uden om at der er en grundliggende forskel mellem mænd og kvinder i henseende til den personlige afvejning af magtinteresser kontra omsorgsinteresser. Det er i denne situation kvindens største opgave at finde den indre overensstemmelse mellem biologisk køn og eksistentiel mening og værdi. Og denne opgave er blevet endnu større efter at vi har fået problemet med mange muslimske mænd på dagsordenen, fordi flertallet af muslimske mænd er kvindeundertrykkende.

Dramaet ser på om ikke europæisk kultur i disse år står og falder med kvindefrigørelsen, om det ikke er mændenes medansvar at kvindeundertrykkelsen ophører, og om det ikke er kvinderns nye ansvar at de muslimske normer ændres.

Elvte september: tager udgangspunkt i terrorangrebet mod USA i 2001 og den efterfølgende terror mod mål i Europa. Terroren ses som en syg overdimensionering af mandsfaktoren til en kamp mod vestlig kultur, vestlig sekularisering og vestlig kvindefrigørelse som er håbløs, fordi den ikke blot vil tabe i Europa, men forhindre at fremskridtet med demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse får en chance i de muslimske verden.

Den syge overdimensionering af mandsfaktoren må forstås som en fornuft der er blevet syg fordi den afviser det irrationelle. Og den bliver endnu mere syg fordi den næsten automatisk havde i dogmatisme, fundamentalisme, og ideologisk principrytteri eller rethaveriskhed.

Fest og forvandling: skal afrunde hele dramarækkens diskurs om den menneskelige eksistens og den store euroæiske og muslimske kulturkrise.

Pøbelen der er styret af primitive instinkter sættes over for folket, hvis indre sammenhæng ikke skyldes mere eller mindre nationalistiske eller andre utidssvarende grund, men forankringen i det kollektivt ubevidste, og problet i vore dage at færre og færre menensker véd hvad dette drejer sig om. De tro det er nogle simple psykologiske mekanismer der kan forklares ad naturvidenskabelige vej som hjerneprocesser. Men hemmeligheden med det kollektivt uvbevidste og dermed den gæte folkelighed er at den netop ikke kan forkalres, men hænger sammen med hele kulturelivet og samfundslivet der igen altid forudsætter et sprogligt fællesskab der er overindividuelt og åndeligt.

Dramaet vil være et opgør med vækstfilosofi, pligtetik og nytteetik og troen på det fuldkomne samfund. I stedet påpeges at det moderne demokrati er sekulært og har en vedvarende tilblivelse i en konfliktfyldt verden og forudsætter kvindefrigørelse. Kult, dans, sang - og drama - sørger for den nødvendige fortryllelse og skabelse.

Mine teateroplevelser Til toppen Næste

For at give en slags forklaring på min lyst til at skrive dramaer, skal her gives en kort gennemgang af mine teateroplevelser og mit teatersyn

Min første og uforglemmelige teateroplevelse var Det kgl. Teaters opførelse af skuespiludgaven af 'Et Folkesagn' i Ulvedalene i 1946, hvor alle fire kunstarter medvirkede, hvor elverpigernes dansede da solen var ved at gå ned, og hvor Elith Pio og Rasmus Christiansen var uforlignelige som troldene Viderik og Diderik. På skolescenen i Århus så jeg 'Nøddebo Præstegaard' og 'En spurv i tranedans' - og på Ålborg Teater har jeg set Den kongelige Opera opføre Mozarts 'Figaros Bryllup' og Brittens 'Albert Herring'. På Århus Teater så jeg 1953-54 Den jyske Opera opføre Carl Nielsens 'Maskarade', Rossinis 'Barberen i Sevilla' og ikke mindst Mozarts 'Cosi fan tutte' (i en fremragende udgave der viste vej til Mozarts inderste).

I 1959-61 var jeg ansat på Det kgl. Teater (administrationen) og så da et væld af forestillinger i alle genrer. Specielt fik jeg set så mange ballet-forestillinger at jeg blev fortrolig med kunstarten (herunder naturligvis Bournonville, men først og fremmest Balanchine og Birgit Cullberg). Af operaforestillinger så jeg ud over Mozart og Verdi også Rich. Strauss og Richard Wagner. Specielt fik Wieland Wagners iscenesættelse af 'Den flyvende Hollænder' mig én gang for alle trukket uigenkaldeligt ind i Wagners specielle operaverden og store forestillinger om et Gesamtkunstwerk.

Fra denne tid fik jeg gået meget i teatret, at jeg har set stort set alle hovedværker af Shakespeare, Ibsen, Strindberg, Tjekov, Brecht, Beckett og Holberg. Brecht så jeg bl.a. på Folketeatret, som også havde gæstespil af Berliner Ensemble (med uforglem-melige Schall i 'Den kaukakiske Kridtcirkel'). Becket så jeg på Fiolteatret, Alle-scenen og Bristol. Også Kjeld Abells stykker har jeg set, men hans efterkrigsværker er mig for litterære. Derimod har Max Frisch, Dürrenmatt og Enquist været en fornøjelse ligesom enkelte ting af Osborne og Edvard Albee (Hvem er bange for Virginia Woolf?). Sidstnævnte stykke var i sin tid inspirationen for den amerikanske psykiater Eric Berne's udvikling af en ny transaktionsanalyse, som netop er et redskab til analyse af de mange uhensigtsmæssige spil (eller 'games') almindelige mennesker spiller med hinanden, og som har mere eller mindre neurotiske årsager. Metoden har Berne gennemgået i bogen 'Hvad er det vi leger?' (dansk udgave 1964).

For operaens vedkommende har jeg set og genset alle hovedværker af Mozart, Wagner, Verdi og russerne Tjajkovskij, Musorgskij og Sjostakovitj. Desuden Alban Berg (Wozzeck) og fra vores egen tid Penderecki (Djævlen fra Loudon) og Ligeti (Den store Macabren). Og af balletter værker af Balanchine, Jerome Robbins, Alwin Ailey, John Neumeier, Jiri Kylian, Birgit Cullberg (Frk. Julie), Mats Ek, Harald Lander (Etudes) og Flemming Flindt (Dødens Triumf.

Det hører med til billedet at jeg fra min tidlige ungdom har været stærkt optaget af filmkunsten - og ikke mindst af værker af Dreyer, Bunuel, Bergman, Bresson, Tarkowski, Kieslowski, Wajda, Nils Malmros og Lars von Trier.

Min kritik af film og nye teateropførelser vil fremgå af mange af mine anmeldelser her på siderne, se under film, musik, litteratur og teater.

Før fjernsynet kom til har jeg hørt bunker af fremragende teater som radiospil. Og efterpå har jeg set mængder af teaterforestillinger på tyske tv-kanaler og på dvd. Men jeg må indrømme at jeg i dag oftest bliver skuffet af skuespil- og operaforestillinger (og foretrækker gensyn med gamle isenesættelser (optaget på VHS eller DVD). Man kan efter min mening ikke engang længere spille Shakespeare (med undtagelse af Globe), Ibsen, Tjekhov, Brecht eller for operaens vedkommende Mozart og Wagner uden at demonstrere at man ikke forstår ret meget af den indre sammenhæng og mening. Man kører på ydre effekter - og lader hånt om miljø og mening. Eksempelvis har Det kgl. Teater uden skrupler totalødelagt Carl Nielsens 'Maskarade', Wagners 'Mestersangerne' og Brechts 'Herr Puntila'.

Jeg har gennem tiderne fortrinsvis været abonnent på Det kongelige Teater, men har i perioder også haft abonnement på Folketeatret og Alléscenen/Betty Nansen-Teatret samt Hvidovre Teater (især i Sejer Andersens tid). Holberg har jeg set meget af på Det kgl. og på Grønnegårdsteatret. Eksempelvis har jeg set 'Den politiske Kandestøber' på Folketeatret med Osvald Helmuth (1957), Erik Paaske (1978-79), og i år i Rønne. - Af nyere dansk dramatik har jeg set Ernst Bruun Olsen, Sven Holm, Astrid Saalbach, Jokum Rohde, Peter Asmussen m.fl., men dog ikke Werdelin og Viski eller Lollike.

Mit teatersyn Til toppen Næste

Når det drejer sig om teatervidenskab har jeg - udover afhandlinger om enkelte forfattere, komponister og koreografer - læst Stanislavskij, Bert Brecht, Peter Brook, Chr. Ludvigsen, Jytte Wiingaard og Solveig Gade. Bert Brecht's "Om Tidens Teater" var den bog der for alvor fik mig til at reflektere dybere over teaterkunsten, nok især fordi jeg ikke er æstetiker, men helhedsrealist. Jeg har dyb interesse for såvel etik og politik som psykologi og filosofi - og ser inddragelse af den historiske relativitet og den bevidste fremmedgørelseseffekt som et ideal.

Bert Brecht påviste at modsætningerne mellem epik og dramatik mistede deres kategoriske stivhed. Allerede gennem tekniske erobringer blev teatret sat i stand til at indføje fortællende elementer i de dramatiske præstationer. Muligheden af projektion, scenens øgede forvandlingsevne gennem motoriseringen, filmen - alle disse ting fuldstændiggjorde teatrets udrustning, og de gjorde det på et tidspunkt, da de vigtigste processer blandt mennesker ikke mere kunne fremstilles så enkelt, blot ved at man personificerede de bevægende kræfter eller lod personerne være undergivet usynlige, metafysiske kræfter.

Der var ikke længere nogen eller noget, der gjorde det muligt for tilskueren at hengive sig kritikløst (og uden praktiske konsekvenser) til oplevelser gennem simpel indføling i dramaets personer. Fremstillingen udsatte emner og tildragelser for en afstandsskabende proces ("Entfremdungsprozes"). Det var nødvendigt at give tingene en vis fremmedhed for at forstå. Ved alt 'selvfølgeligt' giver man simpelthen afkald på at forstå....

Brecht opstillede en ganske nyttig og tankevækkende oversigt over forskellen mellem den gamle dramatiske form og den ny "episke form" (som han lidt vildledende kaldte den), hvor det handlende stilles over for det fortællende, og følelse over for ratio. Det skal altsammen ikke forstås dogmatisk, men har dog hos Brecht en tydelig tendens i retning af noget dogmatisk, fordi han dels var politisk ensidig og snæversynet, dels holdt sig til Freuds psykologi og gammel marxistisk-positivistisk materialisme. Men han kunne se at vi har brug for teater, som ikke bare muliggør følelser, viden og impulser af den art som er tilladte på det historiske felt af menneskelige relationer, hvor handlingerne til de forskellige tider finder sted, men som benytter, frembringer tanker og følelser, som spiller en rolle ved forvandlingen af selve feltet.

Feltet må kunne kendetegnes i sin historiske relativitet. Dette betyder et brud med den sædvane, vi har, med at afklæde tidsaldres forskellige samfundsstrukturer deres forskelligartethed, så de alle mere eller mindre ser ud som vor egen, som gennem denne operation bliver noget, der altid har eksisteret, altså simpelthen noget evigt. Vi vil derimod lade det bero ved deres forskellighed og holde os deres forgængelighed for øje, så at vi også kan indse, at vor egen er forgængelig.

Bevæger vi vore figurer på scenen ved hjælp af sociale drivkræfter, der er forskellige alt efter epoken, så gør vi det vanskeligere for vor tilskuer at indleve sig. Han kan ikke simpelthen føle: sådan ville jeg også handle, men kan højest sige: hvis jeg havde levet under sådanne omstændigheder. Og hvis vi spiller stykker fra vore egen tid som historiske stykker, kan de omstændigheder, han handler under, ligeledes forekomme ham mærkelige, og det er begyndelsen til kritikken.

Den spillemåde, som man eksperimenterede sig frem til på Schiffsbauerdam-teatret mellem de to verdenskrige for at kunne fremstille sådanne afbildninger, beror på den fremmedgørende effekt ("Ver-fremdungs" - eller V-effekt). At en gengivelse rummer en sådan effekt vil sige, at den ganske vist lader os genkende genstanden, men dog samtidig lader den fremstå med en fremmed karakter. Det antikke og middelalderlige teater gjorde sine figurer fremmedartede ved hjælp af menneske- og dyremasker, det asiatiske benytter den dag i dag musikalske og pantomimiske V-effekter.

V-effekterne forhindrede uden tvivl indfølingen, dog var grundlaget, som denne teknik hvilede på, snarere mere hypnotisk-suggestivt end det, indfølingen hviler på. De sociale formål med disse gamle effekter var fuldstændigt forskellige fra vore.

Teatret må få sit publikum til at undres, og dette sker gennem en teknik, der gør det fortrolige fremmed.

Peter Brook har den opfattelse at ingen dramatiker nogensinde har overgået Shakespeare. Han er Brecht og Beckett overlegen, fordi kampen mellem det primitive og det metafysiske i hans stykker er så voldsom. Jeg er næsten enig, men ville dog foretrække modstillingen mellem det magtmæssige og det åndelige. Jeg er også enig med ham i at 'det kommercielle teater' er dødssygt…. Og at 'det umiddelbare teater' primært er skuespillernes blanding af distance og følelse. Men jeg er bestemt ikke enig i den opfattelse af det interkulturelle eller transkulturelle og universelle teater udgør den tredje kultur.

Det tredje teater er efter min mening det helhedsrealistiske teater der tillader både empati og distance, både lokal forankring og universelt udsyn, men først og fremmest afviser selve den dualistiske tænkning til fordel for den komplementære.

Jeg synes Brooks tanker om det tomme rum er en forfriskende vinkel, fordi det først er sammen med skuespillerne på selve scenegulvet at der kan skabes levende teaterforestillinger med optimal forbindelse mellem scene og sal. Men happening-elementet som overordnet struktur tror jeg ikke på. Jeg tror faktisk at en dramatiker er absolut nødvendig for al god og holdbar teaterkunst, fordi et bevidst subjekt med vid horisont og gennemtænkt antidogmatisk indstilling er det eneste der kan forme et nutidigt og tidssvarende teater.

Egentlig kan jeg godt lide Brooks definition på 'det rå teater' som et folkeligt anti-autoritært og uprententiøst teater der kan forvrænge og karrikere, skabe tovejs-kom-munikation, dialektik og Verfremdung, så ny erkendelse og opvågnen træder i stedet for sentimentale følelser. Derfor kan jeg også få noget ud af hans tanker om 'det hellige teater' (The Theatre of The Invisible-Made-Visible), et "grusomhedens teater" hvor skuespillerne gennem øvelser og træning lærer at skabe magiske øjeblikke i teatrets verden. Og hvor der lægges vægt på det billedrige og ekstreme. Dog vil jeg igen korrigere i sproglig henseende.

Det hellige teater er jo det tragiske teater som grækerne skabte og som er karakteriseret af en højst ejendommelig forståelse for at det sørgelige eller gru-somme ikke bare kan føre til den store eksistentielle krise, men tværtimod føre til erkendelse af visdom. Visdom har det nemlig på samme måde som sorgen. Den kommer over mennesket mod dets vilje - og det er noget helt centralt i eksistensen.

Jytte Viingaard har for mange år siden i "Dansk Teater" (1995) påpeget at det gamle skel mellem det etablerede teater og det nye teater er blevet ophævet. Amatører blander sig med professionelle. Den gamle ensemblekunst er på vej ud. Nye scener med nøgne, rå rum åbner op for en mere voldsom spillestil. Der skabes dialog mellem sal og scene. Det visuelle får mere og mere vægt. Billedet er svagt kodet, men ordene stærkt kodede og rige på information.

Stilarterne blander sig. Kroppen er et centralt udtryksmiddel for skuespillerne. Sansen for rumkomposition og brug af symboler vokset. Drømmen og det fabulerende har fået en konkret udformning. Og der er fordybelse i det surreale. Og specielt peger hun også på at teatret fra filmen har hentet brugen af flash-back, hurtige følelsesomsving og klippeteknik. Samt fra rock-musikken: de stærke kropsudtryk og det grelle lys.

Det moderne teaters temaer er historierne om den menneskelige livs- og døds-angst, om destruktioner i det moderne samfund og den vedvarende undergangs-stemning. Men også om distancering fra det negative. Wiingaard gennemgår selvfølgeligt også teatersemiotikken med Saussure, Peirce og Roland Barthe - men her tilstår jeg at jeg står af, fordi alt efter min mening havner i gold intellektualisme (franske filosoffers store uskik).

Hun gengiver et par interessante vurderinger fra et par hjemlige teateranmeldere. Edel Hildebrandt taler (1994) om ligegyldige teaterforestillinger der har udløst vedvarende kedsomhed. Publikum er skyld i miseren, fordi det bliver siddende og ikke reagerer, selv om forestillingerne virker ligegyldige… Arte er også skyldig, fordi man er nødt til at vælge stykker, inden man læser foromtalen og anmeldelsen. Marianne Juhl hævder (1992) at der er flere der simpelthen er holdt op med at gå i teatret; folk ser film, læser bøger og hører musik, men de anser ikke scenekunsten for at være lige så god som de andre kunstarter.

Fornylig har jeg fået læst 'Antologi 2008-13'. I forordet skriver Solveig Gade at terrorangrebet i New York 11. september 2001 ikke alene i den almindelige politiske bevidsthed, men også i dansk dramatik trækker en markant grænse, nemlig mellem 1990'ernes intimsfæreorienterede dramatik og 00-ernes virkeligheds-orienterede og politisk engagerede teater. En sådan vending er i mine øjne meget positiv. Jeg har set stykker af de mest fremtrædende danske dramatikere fra 1990'erne, og de kunne ikke fange mig. Men 11. september har gjort en bevidsthedsmæssig forskel, som dog beklageligvis endnu ikke - så vidt jeg er orienteret - har givet resultater på teatret (med undtagelse af Lollikes 'Underværket' der i mine øjne ikke er forløst).

Gade nævner naturligvis også at flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Nordafrika, klimakatastroferne, finanskrisen, den massive ungdomsarbejdsløshed i Europa og den massive fremgang af de såkaldt højreorienterede partier i EU trækker i samme retning. Disse omkalfatringer har medført "en vending mod eller ligefrem en længsel efter virkeligheden".

Jeg tror påstanden må nuanceres, for det kan godt være der er opstået en længsel efter at beskæftige sig med den hårde, politiske og klimatiske virkelighed, men det hjælper jo ikke meget, hvis man kører videre i samme naive opfattelse af at virkeligheden er lig med den hårde, ydre virkelighed, men man ikke aner hvad man skal stille op med de eksistentielle problemer og behov. Og det er netop her jeg sætter ind med et bevidst opgør.

"Vendingen mod virkeligheden" har ifølge Gade medført en bestemt udvikling på det æstetiske område i retning af kollektivitet og blandformer og dermed en udvidelse af selve teaterbegrebet. Gade gennemgår 'virkelighedsteatret', 'remedieringerne' (her-under Manifest 2083 og Kvinde kend din krop) og 'den post-dramatiske dramatik'. - Og jeg kan sagtens se at der sker en udvidelse af teaterbegrebet, men jeg tror ikke på holdbarheden i de former der præsenteres. Jeg forlanger personligt noget helt andet og radikalt, og det er at man skal se at komme definitivt ud over det æstetiske.

Endelig trækker Gade tre dramaer frem der adskiller ved at vende tilbage til den ellers forkætrede intimsfære, herunder Christian Lollikes stykke 'Det normale liv' fra 2011, hvor der stilles skarpt på hvordan samfundets diskurser indoptages i den enkelte med det resultat at skellet mellem ydre og indre, privat og offentlige bryder sammen.

Her spidser jeg øren, for det er jo efter min opfattelse fatalt hvis dette skel bryder sammen. Men rigtignok er jeg heller ikke blevet overbevist af Lollikes analyse, for den INNER-STASI han opererer med på ganske raffineret vis, er jo stort set reduceret til den psykiske instans Freud kaldte superegoet. Denne instans definerede Freud som fader-figurens eller autoriteternes store over-instans der indbygges i alle mennesker allerede inden femårsalderen og er uhyre vanskeligt at frigøre sig fra hvis ikke man gør bevidst oprør imod det.

Instansen er selvklart allerværst når den gøres til en del af et totalitært systems kontrolapparat (som i Stasisystemet i DDR), men den også er slem når den bare forklæder sig som den indre stemme der vil hjælpe den enkelte til "det gode og normale liv", for denne instans er faktisk den samme som den der hos Ibsen hed den kompakte majoritets opfattelse eller livsløgnen som gennemsnitsmennesket ikke kan undvære…. Men her byder jeg på en anden vinkel og en dybere forståelse.

Antologien vakte dog min interesse for at læse andre stykker af Christian Lollike, herunder 'Kosmisk Frygt' (2009) om frygten for økokalypsen, en levende fremstiling af tre menneskers store frygt for det definitive økokollaps, med morsom inddragelse af Los Angeles, Hollywood og actionhelten Brad Pitt.

Jeg er enig i at ressourcerne er udtømmelige, at ozonlager er ved at bryde sammen, at verden er overbefolket. Og at vi véd det, men føler os magtesløse. Jeg fulgte faktisk levende med i Klimatopmødet i København netop i 2009 - og kommenterede flittigt forløbet og fiaskoen på Jernesalt - uden illusioner.

Men mit eget hovedsynspunkt er at mennesket hverken er herre over naturen eller den kulturudvikling der blev en følge af at mennesket i en vis forstand trådte ud af naturen ved at blive begavet med bevidstheden. Det har givet os en række mulig-heder, men også en række afmagtssituationer som vi må erkende.

Intet individ, intet parti, ingen statsleder, ingen videnskab, ingen national eller international organisation er i stand til at forhindre overbefolkningen eller foru-reningen. Vi må derfor se i øjnene at livet på kloden er et midlertidigt fænomen ligesom det enkelte individs liv er. Vi kender ikke tidspunktet for katastrofen og bør naturligvis ikke afholde os fra at udskyde den ad teknologisk, politisk og adfærds-mæssig vej. Men frem for alt bør vi ikke lade os paralysere af frygten. Vi skal tværtimod gøre hvad vi kan for at få de enklaver af liv og frihed vi har råderet over indrettet til at fungere bedst muligt - og det vil først og fremmest sige ved at påtage os ansvaret for de nationale områder vi har suverænitet over, og her opretholde fortryllelsen ved livet så længe det er muligt. - Men her henviser jeg til den efterfølgende korte version af min filosofi.

Der er ikke brug for opgivelse eller kynisme, men for helhedsrealisme - også hos de unge og de næste generationer. Og igen her må det hævdes at teatret har en opgave.

Et nyt problem for teatrene er imidlertid ifølge aktuelle avisartikler i forsommeren i år at de har mindre publikums-succes end museerne, fordi de angiveligt skulle have problemer med kommunikationen. Så enkelt er det næppe. Jeg tror publikum i dag vil have noget dybere, noget der ikke bare tiltrækker det med effekter der kan få folk til at springe op af stolene.

Aviserne skriver også om at de unge i dag kræver totaloplevelser, og det finder jeg vigtigt. Men igen tror jeg ikke et øjeblik på at disse totaloplevelser kan være rent æstetiske. Jeg er derimod overbevist om at de unge i høj grad savner teater- og kulturoplevelser der kan få det æstetiske, det etiske og det eksistentielle til at gå op i en højere dramatik, så de bliver bedre i stand til at vurdere det der foregår i politik, økonomi, kulturudvikling og privatliv.

Og det er præcis dette sidste jeg selv tilsigter, idet udgivelserne skal ses i sammenhæng med hele min filosofi, der jo hverken er en inteellektuel teori, en morallære eller en æstetisk filosiofi endsige en politisk-ideologisk men netop en helhedsfilosofi der undsiger fagopsplitning med også holististisk systemtænkning og ideologi.

Den komplementære helhedsrealismen Til toppen Næste

Mennesket er en del af naturen.
Mennesket kan aldrig komme bag om universet, livet, sjælen, sproget,
eller samfundet. Disse fænomener er alle elementære kendsgerninger.

Mennesket blev et unikt kulturskabende væsen i naturen ved at blive begavet med bevidsthed. Men det er og forbliver uforklarligt hvordan en del af materien kunne gå hen og blive bevidst om sig selv. Dog er der de to helt nødvendige forudsætninger:
1) at der findes håndgribelige ting i naturen og
2) at mennesket (lige som visse andre dyr) danner genstandsbevidsthed ved at gribe om tingene og derved kommer til på helt unik vis at kunne veksle mellem en indre, intuitiv eller åndelige verden og en ydre, sanselig verden. Heraf følger ikke at materien er basis for bevidstheden (denne forbliver uforklarlig), men kun at materien i forbindelse med bestemte psykiske mekanismer er basis for selve genstandsbevidstheden.

At det åndelige liv skulle være udledt af det materielle (som fx marxismen hævder) er en fatal fejlslutning af forholdsvis ny dato i kulturhistorien. Men det er lige så forkert at regne det ideelle som basis for det materielle. Ånd og materie er komplementære fænomener - og har været det fra menneskets opdukken i biologien.

Den afgørende og faktisk i årtusinder umiddelbare og helt selvfølgelige erfaring er at vi mennesker har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre gennem sanserne og den indre gennem intuition og refleksion. At der er to tilgange til virkeligheden betyder ikke at der er to virkeligheder. De to tilgange til virkeligheden svarer derimod til de to faktuelle slags fundamentalt forskellige psykiske grundprocesser.

De primære grundprocesser giver en intuitiv erfaring af helhed, orden, sammenhæng og mening, og de er ustabile, men til gengæld relativt intense. Processerne er medfødte og trækker på det kollektivt ubevidste. De er uden begreber og sondringer, uden logik og uden adskillelse mellem subjekt og objekt. De træder i funktion allerede hos spædbarnet fra første åndedræt, og den grundlæggende oplevelse af helhed, mening og orden er altså medfødt. Spontan intuition, spontane drømme og enhver erfaring af helhed og mening gennem samvær med mennesker, udøvelse af sang, dans, musik, kunst, litteratur, teater, sport, erotik, sex, humor og religion beror på disse ofte intense grundprocesser Religion forståes her som spontan erfaring af guder, djævle, himmel og helvede, engle, feer, trolde, hekse m.m.).

De sekundære grundprocesser forudsætter genstandsbevidsthed, begreber, logik og sprog med sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem ondt og godt, sandt og falsk, smukt og grimt. De er følgelig tillærte og er basis for al senere læring, uddannelse og praktisk arbejde, forskning, samfundsliv m.m. Erfaringerne er relativt vage eller svage, men til gengæld stabile, og derfor kan de gennem systematisk opbygning føre til såvel nyttigt virke som solid videnskab. Men man skal forstå at soliditeten beror på 'vagheden' i disse følelser og tanker.

En fuld og brugbar forståelse af disse to tilgange til virkeligheden og deres vidt forskellige karakter indebærer at man forkaster den almindelige, simple opdeling af de psykiske fænomener i følelser og tanker (forestillinger).

Den eksistentielt afgørende forskel i psykologien ligger i at der findes stabile, men relativt vage følelser og forestillinger på den ene side og ustabile, men til gengæld intensive følelser og forestillinger på den anden side. Den fulde forståelse heraf indebærer at man kommer til at forstå at videnskaben og den videnskabelige analyse af årsagssammenhænge aldrig fører til oplevelse eller erfaring af helhed, orden og sammenhæng. Det gør ene og alene den direkte og intuitive erfaring.

Og hertil kommer at etikken ikke svæver i den blå luft som en mere eller mindre tilfældig 'konstruktion' der principielt tillader mennesket hvilke som helst handlinger fordi der slet ikke er nogen faste kriterier (nihilismens synspunkt). Tværtimod har menneskets etik et afgørende holdepunkt i det forhold at den menneskelige psyke kræver indre konsistens og ikke kan opretholde denne uden i det lange løb at sørge for overvægt af det gode i livet. En sådan overvægt er og vil altid være en skønssag, eftersom ethvert system af faste og autoriserede moralregler (af den art jødedom og islam og til dels kristendommen bygger på) vil være ødelæggende. Overvægten beror på en vedvarende refleksiv overvejelse på basis af en ret stærk og almen fornemmelse af hvad der er godt og ondt. Sund og fornuftig etik bliver dermed en konsistensetik.

Ialt betyder dette - og det er en hovedpointe i den komplementære helhedsrealisme - for det første at den for eksistensen afgørende erfaring af helhed, mening og orden beror på primærprocessernes intuition og ikke på sekundærprocessernes ratio. For det andet at den intuitive føling med helhed, mening og orden eksistentielt set bliver overordnet den analytiske erfaring af årsagssammenhænge, i og med at ethvert menneske vil komme i krise uden føling med helhed og mening. Derfor er det en fatal fejl i kulturudviklingen at man i stigende omfang nedprioriterer den intuitive føling med helheden og meningen til fordel for den naturvidenskabelige indsigt i årsagssammenhænge. Fejlen viser sig i vore dage i al sin uhyggelige gru i folks eksistentielle forvirring og ikke mindst i ungdommens stor og stigende usikkerhed. Den komplementære helhedsrealisme gør op med denne fejl og tilbyder noget nyt.

En moderne, nøgtern og tidssvarende realisme etableres gennem en original sammenkædning af det bohrske komplementaritetssynspunkt, der forkaster den forstandsforheksende dualisme, og den grønbechske forståelse for at helheden er vort inderste jeg. Denne nye komplementære helhedsrealisme anerkender ubetinget den analytiske søgen efter årsagssammenhænge som betingelse for materielt fremskridt, men fastholder samtidigt at den afgørende åndelige og subjektive erfaring af helhed, orden, mening og sammenhæng er betingelsen for et sundt liv og et sundt fællesskab.

Som det vil ses vender denne filosofi op og ned på forholdet mellem eksistens og videnskab - og dermed også på forholdet mellem livsvigtig eksistentiel føling med helhed og mening på den ene side og praktisk udbygning og udnyttelse af vor viden om årsagssammenhænge på den anden side.

Dette får den allerstørste betydning for forståelsen af religion i dybere, ikke-dogmatisk forstand. For den livsvigtige føling med helhed og mening har fra tidernes morgen været det helt centrale element i de oprindelige religioner og de såkaldt 'primitive' kulturer (der slet ikke var primitive i eksistentiel henseende).

Den livsvigtige føling med helhed og mening er i midlertid gået fløjten som følge af de dogmatiske eller ideologiske religionssystemers hærgen. Jødedom, kristendom og islam med tilhørende underafdelinger har konsekvent gjort sprogligt veldefinerede trosartikler (dogmer) til absolutte sandheder som man igen har følt sig kaldede til at slås på livet om.

Grundfejlen ligger i selve dogmatikken. Dogmer er til forskel fra spontane intuitive indsigter altid magtmidler som magthaverne kan kontrollere andre menneskers me-ninger med. Dogmer er forudsætning for forfølgelse af andre mennesker, for magt-overgreb, for religionskrige, korstog, ideologisk fundamentalisme, terrorisme m.m.

Forholdene inden for den europæisk-amerikanske kristendom har i halvandet århundrede udviklet sig helt katastrofalt gennem stigende intellektualisme (med basis i bl.a. Kierkegaards tænkning), men det nuværende yderst alvorlige sammenstød mellem den fundamentalistiske islamisme med tilhørende systematiske kvinde-undertrykkelse og den sekulære europæiske kulturkristendom med stigende kvinde-frigørelse har i dag ført os lukt ind i den største kulturkrise Europa har været udsat for. Der er ingen anden udvej end en total afvisning af islamismen udadtil og et radikalt opgør med al vildledende og intellektualiseret autoriseret kristendom indadtil.

Det er i denne afgørende værdi- og kulturkamp jeg tilbyder en ny og tidssvarende komplementær helhedsrealisme, og mine forhåbninger går på en ny folkeoplysning som er i stand til at aktualisere en ny forståelse for de afgørende sammenhænge ved at bryde gængse tankemønstre, oplevelsesrum og normer og lancere nye, tids-svarende og progressive. Og her tror jeg på et progressivt teaters store potentiale.

Men netop i denne forbindelse må jeg meget kraftigt understrege følgende:

Den komplementære helhedsrealisme kan ikke forstås ad rent intellektuel, logisk-rationel vej, da dens bærende idé netop er den erfaring af helhed, mening, orden og sammenhæng som beror på de psykiske primærprocesser af overvejende billed-mæssig karakter. Disse kan ikke beskrives sprogligt dækkende. De skal altid erfares subjektivt gennem visuel og auditiv sansning og intuition i åbne fællesskaber.

Man har altså intet begrebet, hvis man tror de nævnte ord er gloser fra den rationelle ordbog som man kan få fat på ved at læse forklaringer og definitioner. Den eneste vej er og bliver den personlige erfaring af den intuitive føling med irrationelle fænomener. Og denne er vel at mærke ikke spor mystisk, da ethvert barn kender den som selvfølgelig og umiddelbar. Den kan opleves ved spontan sang, spontan leg, spontane drømme eller spontan falden i staver - og desuden gennem fuldstændig åben, ikke-intellektuel tilgang til musik, dans, sang, leg, billedkunst, digtning, humor, erotik, sport, naturoplevelse, fest og kult.

Alle kender den altså på en eller anden måde, men de færreste forstår hvor livsvigtig den er for det enkelte individ og for kulturlivet og samfundsudviklingen.

Ejvind Riisgård

Femte September - drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15. (udg. dato 7.11.16.)

Ungdom og Galskab - drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer. (udgiv.dato 7.11.16. )

Henvisninger Til toppen

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Relevante artikler på Jernesalt:

Christian Lollike og Sort/Hvid får nye muligheder i Kødbyen   (7.6.16.)
Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Bygmesteren der byggede forkert og faldt  (30.11.09.)
Jokum Rohdes store Darwin-kompleks  (31.10.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)
Shakespeare-tragedie gjort til ren farce på Det kongelige Teater  (6.3.16.)
Det kongelige Teater er gledet fatalt ned ad rangstigen  (16.1.12.)
Hvad skal vi dog med Det kongelige Teater?  (18.03.10.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.)
Humormennesket Storm P.
Blicher mellem drøm og virkelighed
William Blake's univers
Nietzsches sjæl
H.C. Andersens angst for det kvindelige (2.4.05.)

Klaus Rifbjerg en stor digter, men lille tænker (12.4.15.)
Per Kirkebys tekstproblem (16.5.11.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme

Artikler om Litteratur og teater
Artikler om Film
Artikler om Kunst
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)

Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean

utils postfix normal