JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - valget2022a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.10.22.

Valget den 1.11.22. får ingen vindere

Den politiske kamp i Danmark drejer sig reelt om midtervælgernes gunst – ganske enkelt fordi disse er blevet en større og større befolkningsgruppe som overvejende karakteriseres ved at være partiløse og oven i købet betragter det som en naturlig ting at sætte kryds et nyt sted. Sådan har det været i mange år, takket være den demografiske udvikling væk fra det gamle klassesamfund med relativt veldefinerede forskelle mellem borgere, bønder og arbejdere. I dag er halvdelen af landets befolkning funktionærer og parcelhusejere der ikke kan placeres entydigt i klasser, og som heller ikke stemmer på et og samme parti i årtier.

Men vi er nu engang her i 2022 havnet i en fatal krise som følge af Ukraine-krigen der startede med Putins overgreb på Ukraine den 24.2. og er fortsat med Zelenkijs indædte uvilje mod tab af terræn. Denne krig har på ganske kort tid bragt den vestlige verden ud i en akut energikrise der ikke alene rammer alle borgere umiddelbart, men også får regeringerne i EU og Nato til at gå ind i en voldsom og tåbelig oprustningsspiral. Den lammer fuldstændigt den klimapolitik der er nødvendig for at mindske den massive klimaforureing der skyldes forøgelsen af verdensbefolkningen siden 1950 fra tre til otte milliarder. Mange danskere er blevet dybt bekymrede for om vi overhovedet har tilstrækkeligt kompetente ledere til at føre Danmark nogenlunde sikkert gennem udfordringerne i de nærmeste år, ikke mindst den recession der tegner sig nogle få måneder fremme. Og derfor er det for mange trist at se at valgkampen kører løs med overbud på sundhedsforbedringer og skattelettelser. Mange efterlyser nytænkning, men får spil for galleriet i form af endeløse løfter, reklamer og udensomssnak i medierne.

Det mest påfaldende synes at være at Det Radikale Venstre efter mange års forfald nu er havnet i en ynkelig rolle som det parti der har udløst valgudskrivelsen, men overladt valgdatoen til statsministerens forgodtbefindende. Dermed sættes et stort spørgsmålstegn ved partiets kendemærke som social-liberalt. Partiet er nærmest ukendeligt efter Morten Østergaards udskejelser og Sofie Carsten Nielsens forgæves forsøg på at rette skuden op. Hun har overladt ’kongemagerrollen’ til en fhv. statsminister der fokuserer på at få størst mulig opmærksomhed om sig selv - uden hensyn til etisk eller idémæssig substans. Allerede da han blev statsminister efter Fogh lagde han ’den tredje vej’ på hylden - og afviste dermed ikke et fornuftigt bredt samarbejde, men nytænkningen af socialliberalismen. Han forsøger så at sige at tage patent på midten, og dette er i klar strid med selve det faktum at det liberale frihedsprincip og det socialistiske lighedsprincip er uforenelige modsætninger der i et demokrati skal have lov til at kæmpe for overtaget, så dynamikken i samfundsudviklingen bevares. Men netop dette er der forvirring om.

Sjovt nok rammer forvirringen også dagbladet Politiken som helt fra Hørups tid har haft en nær tilknytning til Det radikale Venstre. Bladets kronikredaktør Marcus Rubin har røbet tvivl om hvorvidt han, som han plejer, skal stemme på det parti der ender med at sikre Mette Frederiksen en periode mere, eller i raseri over dennes magtfuldkommenhed rykke over til lyseblå ledere uden gode alternativer. Og chefredaktør Christian Jensen fandt for et par uger siden anledning til at fastslå at Politiken er socialliberal, og han har netop beklaget at den politiske midte der "historisk har været drevet af dynamiske og progressive kræfter", nu står til at blive ovetaget af Lars Løkke Rasmussen der er "en gæst fra fortiden med et slidt politisk projekt".

Personligt er jeg ikke rasende over den siddende statsministers magtfuldkommenhed, men kan ganske nøgternt se at det er formålstjenligt at komme af med en regeringschef der stadig tror på socialdemokratismen som det eneste saliggørende. Selv tror jeg på at demokratiet er bedst tjent med at der skiftes regering med mellemrum, og jeg fandt indtil for ganske nylig tiden inde, selv om de ’lyseblå’ endnu ikke har fundet deres egn ben at stå på. Der er en risiko ved at stemme på en så broget flok, selvom et samarbejde mellem Venstre og Danmarksdemokraterne ikke er komplet umuligt. Jacob Ellemann har uhyre meget at lære, men jeg har ingen skrupler med Inger Støjberg, der unægtelig har fået en straf i en tvivlsom rigsretssag, men er en ægte repræsentant for en ganske sund folkelighed, specifikt den jyske folkelighed der instinktivt vender sig mod 'københavneriet' i alle dets mærkværdige afskygninger.

Problemet er imidlertid nu blevet at opportunisten Lars Løkke Rasmussen ifølge de nyeste meningsmålinger ser ud til at have fået mulighed for at skrabe 15-20 mandater ind og dermed ikke alene kan blive såkaldt 'kongemager', men med sit krav om en regering hen over midten også kan blokere for et regeringsskifte. Helt præcist kan Løkkes succes udelukke at hans gamle parti får statsministerposten - og det er måske også det inderste formål med hans fantastiske egotrip! Han er snu og snedig. Han er erfaren og ved en masse om fx sundhedsvæsenet fra sin tid som indenrigsminister og finansminister, men det væsentligste for ham er tydeligvis, at han frem for alt vil have opmærksomhed, fordi han simpelthen ikke kan affinde sig med at være blevet 'forhenværende' og dermed uden direkte indflydelse på Christiansborg. Hans helsidesannoncer i dagbladene taler deres tydelige sprog: En mængde enkeltbilleder der viser ham selv i forskellige situationer.

Derfor må det siges højt og tydeligt, at midten i dansk politik aldeles ikke er opportunistiske egotrippere, men ganske almindelige mennesker med den sunde fornuft i behold. De er hverken fanatiske liberalister eller fanatiske socialister, men moderate og socialliberale mennesker der kan se gode sider ved både friheden og ligheden. De går ind for bredt samarbejde i folketinget, men de frabeder sig regeringer hen over midten der kun forkludrer alt. Uanset hvem der kommer til at danne regering i november, bliver det en overgangsregering, der kun vil gøre det endnu mere nødvendigt at nytænke ideen om midterpolitik og socialliberalisme - ikke mindst på grund af truslen om en recession der i sig selv kræver nytænkning af både den økonomiske politik og kulturlivet i bredeste forstand.

Som udgangspunkt for en nytænkning kan man bruge den engelske sociolog Anthony Giddens’ idé om ’den tredje vej’, forstået som en ny progressiv vej mellem de gamle absolutte idelogier, socialismen og liberalismen. Giddens så disse som forældede fordi de var klassebaserede. Men han så også specifikt at Labour og andre arbejderpartier i Europa skulle frigøres fra den socialdemokratisme de var havnet i efter 1960 og som betød at de nærmest satte fremskridt lig med en udvidelse af den offentlige sektor.

Herhjemme opdagede man dette i årene 1968-71. Det kom fuldstændigt bag på VKR-regeringen at de offentlige udgifter på få år var løbet løbsk, så man måtte nedsætte en kommission til at kulegrave forløbet og komme med såkaldte 'perspektivplaner'. I 1973 forudså socialøkonomen Jørgen S. Dich denne udvikling i mesterværket ’Den herskende klasse’, som var de vælgere der var ansatte i social- og sundhedsvæsenet og her så deres arbejde som en sand humanistisk opgave. Flertallet af dem er iøvrigt i dag kvinder der stemmer på venstrefløjen. SF henter fx mange stemmer på deres krav om mere løn til sygeplejerskerne.

Giddens’ ideer førte Tony Blair til en sikker valgsejr i England i 1998 ved at skrotte alle gamle forestillinger om nationaliseringer. Venstres daværende formand Anders Fogh Rasmussen kunne se at også et liberalt parti kunne trække midtervælgerne til sig, og han slog i 2001 Poul Nyrop Rasmussen der som bekendt ikke fattede de socialdemokratiske Vestegns-borgmestres advarsler om indvandringens negative følger. Fogh på sin side fattede ikke at ingen partier kan tage patent på den tredje vej. Denne vej lykkes aldrig til fuldkommenhed, og derfor kan den heller ikke binde midtervælgerne til et enkelt parti.

Forskellen mellem socialdemokratiske og liberale partier vil altid bestå, eftersom der nu engang er principiel modsætning mellem deres respektive hovedprincipper, lighed- eller tryghedsprincippet på den ene side og frihedsprincippet på den anden side. Principperne blev allerede understreget med sloganet for den franske revolution i 1789: Frihed - Lighed - Broderskab, hvor det sidste led tilkendegav et tredje princip om solidaritet eller en vilje til fællesskab der var overordnet alle modsætninger. Frihed fører altid til større ulighed, men det benægtede Anders Fogh blankt, da han i 2005 lukkede munden på sin yderst liberalistiske socialminister Eva Kjer Hansen. Men alle mennesker ønsker jo af gode grunde frihed ikke blot til tænke og tro som de vil, men sandelig også hvad angår livsstil og initiativmuligheder. Den typiske midtervælger her i landet er parcelhusejer, netop fordi han værdsætter at kunne skabe sine egne private rammer. Venstrefløjen stempler disse folk som ’ligusterfascister’, men sandheden er at flertallet af dem trives med boligformen, ofrer meget arbejde på den og af samme grund påtager sig det fulde ansvar for den.

Lighed og tryghed er bestemt også et fundamentalt gode som de fleste af os allerede lærer at værdsætte i vores barndom, forudsat at vore forældre ikke rammes af stor fattigdom ved arbejdsløshed, sygdom og uorden i økonomien. De fleste anser det i vore dage som en forpligtelse for samfundet at tage sig af de fattige, syge og ældre. Her er der dog en klar skillelinje mellem de socialistisk indstillede, der ser ulighed og utryghed som resultat af det kapitalistiske system, og de liberalt indstillede der primært ser uligheden som et resultat af uheldig genetisk arv kombineret med uheldig opvækst i et dårligt miljø. De sidstnævnte regner det for utopi at få fjernet alle uheldige vilkår, men tager hatten af for mønsterbryderne.

Det er imidlertid også naivt at tro at det materielle og teknologiske fremskridt gennem øget vækst og øget forbrug automatisk fører til større lighed. Det har været en udbredt filosofi på venstrefløjen, men gang på gang må den sande at den absolutte lighed ikke nås. Endnu værre er det at tro at den moderne it-teknologi vil føre til både vækst og lighed. Den fører til vækst, men også øget ulighed. Værst er troen på at såkaldt brede regeringer hen over midten skulle kunne løse vore sociale problemer bedre end andre. Bredt samarbejde er en fordel for alle demokratier, og såkaldte 'samlingsregeringer' hen over midten kan være på sin plads for eksempel i tilfælde af at et land besættes under den betingelse af besættelsesmagten accepterer en vis politisk frihed. Her kan en samlingsregering vise at man står sammen mod besættelsesmagten, som det var tilfældet i Danmark fra 9. april 1940 til sammenbruddet 29. august 1943. Men i fredstid skader det kun at tilsløre de faktiske modsætninger i samfundet.

Noget andet er at uligheden unægtelig kan blive så stor at den kan gå hen og true samfundsordenen. Derfor har man socialpolitik i alle demokratier. En fornuftig socialpolitik er simpelthen nødvendig, så et land ikke havner i det liberale idealsamfund hvor det altid er de stærkeste der vinder konkurrencen. Herhjemme kan man mærkværdigvis finde et eksempel på en sådan falsk socialdarwinisme hos Liberal Alliances Henrik Dahl der i en pamflet taler om ”den kvalmende midte i dansk politik”. Nutidens danskere har sat sig ved magtens bord som burde være forbeholdt højtuddannede og intelligente folk som Dahl selv.

Det skal derfor her fremhæves at Giddens udtrykkeligt gjorde kampen for lighed og tryghed til et spørgsmål om inklusion i samfundet – og i den forbindelse også påpegede at for stor indvandring ekskluderer for mange mennesker. Enhver nation er simpelthen nødt til at værne om sin identitet og indre konsistens – og kan aldrig klare en ubegrænset flygtningestrøm.

Hvad Giddens aldrig rigtigt fattede var at frihed og lighed er og bliver uforenelige modsætninger der aldrig vil kunne gå op i nogen form for højere enhed (idealsamfundet) eller blot finde en eller anden middelmådig balance. Forfatteren Villy Sørensens forestillinger om et ’ligevægtssamfund’ er ønsketænkning for folk der ikke ser de sociale kendsgerninger, altså den faktiske ulighed, i øjnene.

Frihed og lighed bør rettelig ses som komplementære modsætninger i Niels Bohrs geniale fortolkning: de er logisk uforenelige, men begge meningsfulde, berettigede og konstruktive. Dette betyder i praksis at modsætningen skal ses som en dynamisk faktor på samme måde som modsætningerne energi/stof, sjæl/legeme og mandlighed/kvindelighed. Og man kan spare sig alle teoretiske forsøg på at benægte modsætningerne såvel som alle praktisk-politiske forsøg på at ophæve dem.

Bohrs fremsynede idé er faktisk det mest direkte og konsekvente opgør med den højst ejendommelige enten-eller-tænkning der kendetegner mennesker, og som mange af dem forfalder til, men som reelt forhekser deres forstand, så de slet ikke er i stand til at se det konstruktive i to modsætninger. De vælger den dogmatiske og ideologiske konfrontation, som desværre giver sig udslag i destruktiv ekstremisme på begge fløje. Eller den ender i en lige så destruktiv tro på hellige og ukrænkelige juridiske principper som nationernes ubetingede suverænitet. Endog princippet om at vi alle fødes frie og lige, kan misbruges til kampen for absolut frihed og absolut ligestilling.

Ser man eksistensen og det politiske liv i komplementaritetens lys, afløses sådanne skadelige absolutter af empati og humor i både debat og kamp – og med en sådan relativitet er meget vundet. Så kan man endog se det fornuftige i at regeringsmagten skifter side med ikke alt for lange mellemrum – ikke mindst når en regeringschef som den nuværende bevæger sig ind i en lodret magtkontrol i symbiotisk samarbejde med den øverste departementschef. Minksagen og Findsen-sagen er skræmmende. En sådan magtfuldkommenhed fører altid til korruption.

Bemærkelsesværdigt i Anthony Giddens’ analyse er at han naturligvis ser mange forskelle mellem socialdemokratismen og nyliberalismen, men også to ganske sigende ligheder, nemlig en lineær moderniseringsproces og en ringe økologisk bevidsthed. Reelt hænger de to ting nøje sammen. De udgør præcis den samlede faktor der har ført hele den vestlige verden direkte ind i klimakrisen og nu også ind i den største eksistenskrise vi overhovedet har haft i vores historie.

Siden 1960’erne har denne faktor generelt bevirket et forbrugsmønster, arbejdstempo og snæversyn der har givet overordentligt mange mennesker stress, mistrivsel og fremmedgørelse. I kombination med den ulyksalige og helt unødvendige Ukraine-krig fører den os direkte mod en global recession som det politiske system er ude af stand til at løse. Uforberedt er vi havnet i tragediens område, hvor vi hverken hersker suverænt over naturen eller samfundsudviklingen, og den situation er vi slet ikke oplyste nok til at tackle fornuftigt.

Alligevel er der ingen grund til at give op eller fortvivle, for hovedparten af borgerne her i landet har en grundlæggende sund indstilling til tingene. De er hverken verdensfjerne utopister eller rasende ekstremister. De følger tværtimod intuitivt det indre krav om konsistens ved efter bedste evne at sørge for overvægt af det gode i livet dér hvor de tilfældigvis er placeret og kan gøre deres fulde ansvar gældende. Denne almene indstilling beror reelt på det kollektivt ubevidste og er det største håb for menneskeheden kloden over.

Men unægtelig står den i modsætning til alle diktatorers brutale kamp for ensretning og kontrol såvel som alle demokratiske lederes mere eller mindre forvirrede vekslen mellem hård styring og blød retorik. I diktaturerne er borgerne ikke i tvivl om alvoren i situationen. Men demokratiet er i mange lande præget af mangel på alvor der går dybere end partiinteresserne. De politiske ledere udnytter de nemme muligheder for at påvirke borgerne via de sociale medier og har spindoktorer til at hjælpe sig dermed. Derfor er det i grunden ikke så afgørende for os i Danmark hvem der i november vinder regeringsmagten ved hjælp af spin og smartness. For alvoren vil under alle omstændigheder tvinge sig på efter valget, og den bliver ens for alle regeringer. Alvoren ligger i den recession der venter lige om hjørnet.

Det er formentligt nytteløst at påpege at Ukraine-krigen ikke alene skyldes Putins invasion 24.2., men også USA’s og Natos systematiske udvidelse mod øst siden 1991, samt ikke mindst – præsident Zelenskijs indædte had til russerne. Han vælger i sin kamp alt andet end overvægt af det gode for sine landsmænd. Resultatet er givet på forhånd. Ukraine bliver smadret uden at Putin taber magten. Ukraine får hverken våbenhvile eller fred i overskuelig tid. Hele Europa får derimod øget energimangel, dyr oprustning og store flygtningeproblemer samt forsømmelse af bydende nødvendig klimapolitik.

For Danmarks og Tysklands vedkommende betyder dette igen at fremtidens eneste vigtige politiske problem bliver, hvordan recessionen tackles så den på længere sigt ikke fører mod kaos, men tværtimod mod en dyb og bæredygtig kulturforandring.

Det lyder måske komplet umuligt, men ræsonen er at når gammel depressionsbekæmpelse i form af midlertidig udpumpning af statens penge i dag er en håbløs strategi, er der ikke anden vej end at vende metoden på hovedet og i stedet for at gøre den offentlige sektor større reducere den gradvis. Dette kan ikke gøres med grønthøstermetoden, men kræver et helt nyt syn på den politiske proces og den offentlige sektor. Disse størrelser skal fremover ses i det store helhedsrealistiske perspektiv der omfatter etik, kulturliv og religiøsitet. Religiøsiteten skal ikke forstås snævert som noget der har med teologiske dogmer at gøre. Tværtimod henviser den til den tiltro til livet og medmennesket som vi alle er født med, men som kræver stadig fornyelse gennem nogenlunde regelmæssig kult af forskellig slags, inklusive musik. Og kulturlivet skal af denne grund aldrig ses som finkultur for de få udvalgte, men tværtimod netop som noget alment. Dybest set er al menneskelig foretagsomhed af konstruktiv art kultur.

Det allervigtigste hensyn bliver dog det etiske krav om indre konsistens . For at kunne leve op til dette krav, skal almindelige mennesker fritages for vedvarende arbejdspres, konstant stress og evindelig fremmedgørelse og igen finde både det sunde arbejdsliv og viljen til selv at klare normale sociale og psykiske problemer så hverdagen bliver analog og meningsfuld.

En kæmpeopgave, som ingen af de opstillede partier ved det aktuelle valg overhovedet har sat sig for at begynde at reflektere over, men som umiddelbart efter valget vil trænge sig tvingende på. Det sidste man i denne situation kan bruge er Mette Frederiksens blinde socialdemokratisme og Lars Løkkes egotrip.

Tiden er inde til at løbe risikoen ved et sundt regeringsskifte. Udfordringerne er sikre. Løsningerne er det ikke. Men alle må tage ansvaret for den vej der vælges - uanset om vi får et regeringsskifte eller ej. Er man i tvivl om hvem man skal give sin stemme, skal man ikke fortvivle, for da vi netop er frie, har vi også ret til at lade være med at stemme. Selv i et udviklet demokrati som vort, skal borgerne ikke gå rundt og tro at de kommer til at bestemme udviklingen i og med at de hver for sig afgiver en enkelte stemme. Der skal et helt anden system til, hvor det centrale er at oplysningsniveauet kommer på højde med udfordringerne, og dette kræver ikke blot overfladisk viden der er tilfældigt sammenskrabet via de moderne medier, men tværtimod dyb føling med det kollektivt ubevidste og dets skabende kilder. Og den føling fås kun gennem stilhed, eftertanke og meditation - eller kult. Vi kan håbe på en ny folkelig og religiøs vækkelse som den vi havde i 1800-tallet. Men en sådan har i dag mange odds imod sig, det gælder både det store forbrug som alle har vænnet sig til og den digitalisering der forvrider de unges realitetssans så de tror mere på fikton og fantasi end på hverdagens analoge banaliteter.
Det vigtigste er og bliver at den brede befolkning fortsat undgår fremmedgørelse og passer deres arbejdsliv og privatliv.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: