utils prefix normal JERNESALT - sende46statskirke

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.5.12.

Folkekirke, statskirke og folkereligion

Med jævne mellemrum dukker diskussionen om den danske folkekirke op i medierne, fordi der er mange der ikke fatter den meget specielle stilling folkekirken ifølge grundloven har i forhold til statsmagten, og fordi folkekirken vitterligt gennem mange år har mistet sin egentlige folkelige betydning og derfor har stadigt færre medlemmer og stadig færre faste kirkegængere, men alligevel opretholder privilegier i form af direkte statstilskud til kirkebygningernes vedligeholdelse (mens præstelønninger primært betales af medlemmernes 'kirkeskat'). Da samtidigt andre trossamfund har trængt sig på og opnået statsanerkendelse med hvad dertil hører af vielses- og begravelsesret, herunder ikke blot små marginale trossamfund som Asatroen, men også de mange relativt store muslimske trossamfund, som der ikke er præcise tal på, men som skønnes at have rundt regnet 200.000 medlemmer fordelt på 70-90 moskeer, og da der for tiden generelt er en voldsom ideologisk ligestillingstrend i samfundet, så stilles der fra visse sider krav om en ligestilling af alle trossamfund, hvad der igen i praksis vil sige en ophævelse af folkekirkens særstatus.

Sidst er kravet kommet fra religionshistoriken Jens-André Herbener fra Syddansk Universitet, der specifikt henviser til forholdene i Norge og Sverige, og den teologiske professor emeritus Per Bilde, fra Århus Universitet, der tilslutter sig religionshistorikerne Tim Jensens og Mikael Rothsteins angreb på Politikens chefredaktør Bo Lidegaard for at svigte kulturradikalismen med sin afvisning af en skilsmisse mellem folkekirken og staten i en klumme i Politiken påskedag (8.4.). Og det skal i denne forbindelse ikke forbigås at den radikale kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen synes mest optaget af at skaffe de homoseksuelle mulighed for kirkelig vielse som ægtefæller, men gør udtrykkeligt opmærksom på at regeringen ikke har planer om at adskille kirke og stat.

Tim Jensens og Mikael Rothsteins angreb på Bo Lidegaard (Politiken 12.4.) er voldsomt i og med at de frabeder sig Lidegaards omklamring af os alle sammen i kirken og den kristne kulturs navn: "Igen og igen taler han om et 'vi' og et 'os', som umuligt kan rumme f.eks. muslimske medborgere, men som sandt for dyden heller ikke rummer undertegnede [TJ og MR] der er dybt uenige i Lidegaards syn på den kristne kirkes velsignede betydning for religion, kultur, samfund og politik i Danmark". De to religionshistorikere, der de sidste årtier har været varme fortalere for multikulturalismen i Danmark, gør endnu engang opmærksom på at de ikke kan identificere sig med det kristne meningsfællesskab, den kristne nation og dermed det 'folk' som Lidegaard fremstiller som en indiskutabel, naturlig og berigende størrelse. De beskylder rent ud Politikens chefredaktør for at være missionær for en tankegang der sætter kirke og kristendom som den naturlige præmis for hele det danske samfund.


Det sjove er at de to fanatiske religionshistorikere overhovedet ikke forholder sig til den yderst besindige profanhistorikers ellers meget fornuftige pointe at resultatet af en skilsmisse mellem stat og kirke højst sandsynligt ville blive netop den politisering af kirken og den religiøse inddragelse i politik, de fleste gerne vil undgå. Ja, han henholder sig faktisk til ateisten Viggo Hørups gamle begrundelse for ikke at melde sig ud af folkekirken, nemlig at den er "fritænkernes bedste værn mod overdreven religiøsitet".

En adskillelse mellem kirke og stat har for det første ingen gang på jorden her i landet, da det kræver en ufremkommelig ændring af grundloven. Men forestillede man sig alligevel dette 'hvide snit' (egentlig overskæring af vigtige ledningsbaner i hjernen), er det for Lidegaard så sikkert som amen i kirken at flere retninger ville spalte sig ud og at vi snart ville stå med konkurrende kirkesamfund der hver især ville gå på jagt efter sjæle, penge og indflydelse. En udskillelse af kirken ville således "svække bevidstheden om at vi er et samfund med dybe rødder i et nationalt og historisk fællesskab der også omfatter en kirke som langt de fleste af os stadig er medlemmer af". Og Lidegaard understreger at det netop er denne historie der forener os i det samfund der er vores. Det udgør selve det kit der gør os til en nation og til et folk. Ja, betydningen af dette fællesskab bliver ikke mindre, men større, i takt med at vores samfund bliver mere multikulturelt og mere internationalt med markante religiøse minoriteter som muslimer.

For Bo Lidegaard er folkekirkens særlige rummelighed det helt centrale. For den betyder at folkekirken udgør det naturlige tyngdepunkt i samfundets løbende debat om trosspørgsmål, et tyngdepunkt også andre religiøe samfund orienterer sig efter og samvirker med. Det er derfor en fatal misforståelse at vejen til større åbenhed og tolerance går gennem en fornægtelse af vore egne nationale forudsætninger. Dem har vi tværtimod brug for, når vi skal stå imod national chauvinisme og fordomme.


Ingen der kan læse blot nogenlunde sikkert indenad og som formår at sætte sig ind i andres tankegang, vil kunne komme til de horrible udlægninger Tim Jensen og Mikael Rothstein i vrede og skuffelse fremsætter i deres angreb på Politikens chefredaktør. De bekræfter tværtimod blot at de to professionelle religionshistorikere ikke fatter en brik af hvad sagen drejer sig om, og man forstår derfor godt at Lidegaard ikke har værdiget dem et direkte svar. De skriver indigneret at de ikke tilhører "det kristne meningsfællesskab, den kristne nation og det 'folk' som Lidegaard fremstiller som en indiskutabel, naturlig og berigende størrelse. Men sagen er lige præcis at det fællesskab og den nation Lidegaard taler om som en helt naturlig størrelse ikke defineres som kristen, men tværtimod som et nationalt og historisk fællesskab der omfatter kirken. Folkekirken er ifølge Lidegaard en del af den arv og det fællesskab som vedkender sig sine egne nationale forudsætninger og netop er rummeligt fordi det fortsat omfatter 70-80 % procent af en meget sammensat og indbyrdes uenig befolkning (omend noget mindre i Hovedstaden) og netop ikke politiserer sig ved at inddrage det religiøse som fundamentalistisk element i den politiske beslutningsproces. Det forsøger kun Kristendemokraterne (eller det der tidligere hed Kristeligt Folkeparti) som forlængst er røget ud af folketinget.

Men har Lidegaard ikke svaret Jensen og Rothstein direkte, har han med så meget desto større energi forsøgt at gøre det inddirekte i en klumme 6.5. 'om nationalfølelse og den kulturradikale arv'. Her påpeger han at en af Politikkens grundlæggere, jøden og kosmopolitten Edvard Brandes, netop i 1885 slog fast at det nationale er et spørgsmål om politisk enhed og selvstændig statsdannelse. Den knytter sig til landet, folket og sproget, og ikke til race, etnicitet eller religion.

Lidegaard tager dog i denne forbindelse munden lidt for fuld, for han får gjort Edvard Brandes til "en kulturradikal frontkæmper" der forsvarede nationalfølelsen mod de nationalkonservatives formålsbestemte monopolisering af den, og endog fastslog at "den kulturradikale bevægelse" hverken var unational eller vendt mod det nationale. Men så gammelt er begrebet 'kulturradikalisme' altså ikke. Idégrundlaget kan betragtes som en krydsning mellem Georg Brandes' videnskabelige kritik og den marxistiske socialisme og den blev i mellemkrigstiden 1918-1939 bl.a. udfoldet i tidsskrifterne Sirius, Clarté, Kritisk Revy og Kulturkampen, men udtrykket som sådant blev faktisk først - som det fremgår af 'Nyere ord i dansk 1955-75' - lanceret af Elias Bredsdorff så sent som i 1955 (i en kronik i Politiken). Det kan ikke slås op i den store 'Ordbog over Det Danske Sprog' (afsluttet 1954), i 'Politikens Danmarkshistorie' (afsluttet 1972) eller i leksika fra før 1970. Og det er et begreb Dagbladet Politiken forholder sig tvetydigt til - jf. artiklen Politiken mod Politiken - 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad? og særligt afsnittet Kulturradikalisme eller modernitet?

Det er helt korrekt at det nationale for brødrene Brandes var en politisk kampplads der var uforenelig med såvel de konservatives 'krigeriske' nationalisme som med socialististernes 'internationalistiske' (læs folkefrontsagtige) småborger-foragt, for slet ikke at tale om klerikalisme og religiøs fundamentalisme. Men det er en tilsnigelse at kalde den brandensianske opfattelse for 'kulturradikal'. Og derfor får Lidegaard i virkeligheden heller ikke indirekte svaret på Tim Jensens og Rothsteins nærmest forbitrede beskyldning for at have svigtet det de forstår ved kulturradikalismen, nemlig en aktiv, omvæltende antiklerikalisme og religionsforagt. Han går faktisk uden om sagens kerne ved dels at tilslutte sig Edvard Brandes i sin tid forståelige, men i dag uholdbare præmis om at religion ikke har med det nationale at gøre, dels ved at abstrahere totalt fra selve det forhold at der indgår dogmer og dermed absolutte trossandheder i folkekirkens officielle lære og ritualer, endda i helt utidssvarende form.

Og det turde da i det mindste kræve en stillingtagen i dag hvor den åndelige situation er en helt anden end for 30-40 år siden, takket være specifikke forhold som indvandringen af bevidste muslimer, indtoget af abstrakt multikulturalisme og globalisme samt folkekirkens eget religiøse forfald.


Teologen Per Bilde, der har været aktiv på den politiske venstrefløj, afviser ikke de historiske kendsgerninger Bo Lidegaard disker op med, men gør i et debatindlæg 15.5. gældende at det er "et ganske andet spørgsmål om vi af disse rent historiske grunde skal opretholde det akavede ægteskab mellem stat og kirke, der blev resultat i 1849, fordi grundlovsfædrene dengang var mere optaget af andre vigtige spørgsmål", og det har han jo ret i selvom han ikke skal være så sikker på at grundlovsfædrene ikke vidste hvad de gjorde.

Det centrale argument for Bilde er imidlertid de dybtgående ændringer i den danske folkekirkekristendom som i realiteten betyder at den er blevet løst fra såvel det nye testamente som bekendelsesskrifterne, og i dag er alting og ingenting! "Folkekirken er statens generøse og guldrandede ramme om et religiøst, spirituelt, filosofisk, kulturelt og kunstnerisk tagselvbord, hvor enhver - under dække af den 'evangelisk-lutherske' parasol - kan forkynde, hvad han vil og tro hvad han vil."

Skønnere kan folkekirkens dybe forfald næppe sammenfattes i kort form. Folkekirken er støt og rolig blevet udvandet til ukendelighed gennem en højst ejendommelig blanding af abstrakt-intellektualistiske Kierkegaard-udlægninger fra skarpsindige mænd, halvateistisk humanisme fra bløde og velmenende mænd og moderlig omsorg i endeløse baner fra de mange kvindelige præster (der nu er i flertal, men desværre endnu ikke har fået genindført Madonnadyrkelsen i Danmark). Vi kan strengt taget godt undvære det altsammen! Men formelt kræver det den grundlovsændring der ikke kan skabes flertal for. For mit eget vedkommende gælder at jeg - selv om jeg hverken er medlem af folkekirken eller har min gang i royale kredse - ikke kunne så meget som drømme om at stemme for et grundlovsforslag der vil afskaffe folkekirken og monarkiet. Jeg udelukker ikke at begge falder engang med tiden, men i så fald bliver det indefra. Til gengæld bekymrer jeg mig meget for kristendommen og for det politiske lederskab.

Og her finder jeg, at Politikens chefredaktør - i markant modsætning til sin forgænger Thøger Seidenfaden - forsøger at træde vande ved at henholde sig til det nationale som en selvfølgelig tradition vi bare skal traske videre i med al vores pragmatiske enerti, så vi undgår strid og ballade. Konsensus er jo trods alt bedre end uenighed og konfrontation, revolution og borgerkrig, ikke mindst når det kommer til religiøse anliggender. Tænk bare på hvor ubehageligt det var for de fleste under Muhammed-sagen at blive konfronteret med muslimernes vanvittige reaktion på en uskyldig tegning. Selv statsminister Anders Fogh Rasmussen blev så ilde berørt, at han skyndte sig at slå fast, at religion bør holdes ude af det offentlige rum. I virkeligheden er også Bo Lidegaard bange for det religiøse - ligesom de fleste mediefolk og politikere. Folk må privat tro hvad de vil og privat dyrke hvilke guder de vil, vi er skam tolerante, men i det offentlige rum bør vi forskånes for religionen. 'De hellige' kan vi hurtigt få nok af, også selv om vi her til lands stort set forskånes for de mest langskæggede af slagsen.

Per Bilde gør meget relevant opmærksom på at Lidegaard beskriver folkekirken som den var anno 1890, 1920 eller 1950, da Hørup og Stauning foretrak at "beholde folkekirken i et nært forhold til staten med det formål at holde styr på de hellige, som ellers kunne finde på politisk at slå sig i tøjret". Dengang var der, tilføjer Bilde, en hel del nogenlunde definerbare 'hellige' til. Men det er der ikke mere. Og derfor er det i dag vigtigt at sørge for en ligestilling af alle trossamfund.

Men også for ham springer kæden af, fordi han ligesom sine videnskabelige frænder og Politikens chefredaktør ikke fatter hvad religion er når man skræller det dogmatiske bort. Det er der iøvrigt ikke ret mange der gør, for det har den statsunderstøttede religionsvidenskab draget omhyggeligt omsorg for ved systematisk at gå udenom det dybdepsykologiske. Lad der derfor komme lidt relevant folkeoplysning her:


Religionen og det nationale kan ikke adskilles, selvom begge dele rummer nogle åbenlyst universelle elementer dvs elementer man genfinder alle steder hvor der er religion og nationalt fællesskab. Men det forholder sig på psykologisk plan således, at religion til alle tider har været lokalt bestemt og forankret, og at dette vel at mærke også gælder verdensreligionerne. Ingen der i vore dage beskæftiger sig med islam vil undgå at opdage at islam er forskellig i Egypten, Saudiarabien, Syrien, Iran, Afghanistan og Pakistan m.fl. fordi der overalt har været lokale ledere der har formået at skabe lokale varianter af udlægningen af den fælles grundkilde.

For kristendommens vedkommende er det lige så indlysende at der selvom om grundkilden også her er fælles er himmelvid forskel mellem urkristendommen, den tidlige pavekristendom med hovedsæde i Rom, den senere østkatolicisme, vestkatolicisme, den græsk-ortodokse, den russsisk-ortodokse, den protestantiske, den calvinistiske, den angelikanske, den metodistiske og den lutherske danske kirke. Inden for den sidstnævnte fandtes bodskristendom, pietisme og rationalisme; senere kom vækkelserne i 1800-tallet med markant forskel mellem indremission og grundtvigianere, som afløstes af liberalteologien plus den stærkt Kirkergaard-inspirerede tidehvervsbevægelse, og inden for flere af grenene igen mindre skud. De fleste holdt sig inden for folkekirkens rummelige rammer (fra 1849), men religionsfriheden betød også muligheden for at danne frikirker.

Igen og igen kan det fastslås at det var og er enkeltpersoner der har formået og formår at præge bevægelserne og give dem det lokale og tidsbestemte præg der gør dem levedygtige. Men det er et særligt kendetegn ved den danske folkekirke at den lige op til vor egen tid har formået at holde sammen på de forskellige bevægelser. Den vanskeligst styrbare Indre Mission, der er en lægmandsbevægelse, er således vedtægtsmæssigt styret af en ufravigelig regel om at hovedbestyrelsen skal have flertal af akademisk uddannede præster. Man holder skam på dogmerne, men ønsker ikke praktisk ekstremisme i form af fx nægtelse af dåb af børn hvis forældre ikke har den rette tro.

Religionen i Danmark har derfor siden 1849 været en samlende faktor der i virkeligheden har udgjort en homogeniserende funktion på linje med folkeoplysningen, folkeskolen, folkehøjskolen og andelsbevægelsen. Denne homogenitet har været et historisk faktum lige til vore dage - og den må anses for at være den simple grund til modstanden mod al multikulturalisme eller globalisme der lader hånt om de folkelige og nationale forudsætninger.


I al organiseret religion er der ikke blot gudsdyrkelse eller kult, men også et magthierarki, og dette har som hovedregel altid været opbygget som et decideret præsteskab der gennem bestemte regelsæt har styret organisationen. Et meget vigtigt redskab for styringen har ligesom for de senere opdukkende verdslige ideologiske systemer været et sæt af dogmer eller absolutte trossandheder, som alle har måtte bøje sig for, hvis de ikke ville risikere at blive udstødt og i værste fald forfulgt og dømt til fx kætterbålet. (I ideologierne opererer man med 'folkedomstole' der kan dømme 'folkefjenderne' til døden). Dogmatikken var og er en væsentlig del af det katolske system, og det var derfor en afgørende revolution at Luther i sin tid gjorde op med pavedømmet og understregede det almindelige præstedømme, at enhver i princippet er præst for sig selv og dermed har et direkte forhold til Gud uden om det organiserede præstehierarki. Det forhindrede ikke luthersk forfølgelse af afvigere (fx hekse), men det betød en fundamental svækkelse af præsteskabets magt, der navnlig sammenlignet med pavestolens må siges at være blevet forsvindende lille.

Præsteskabets magt var dog ganske betydelig omkring 1900-tallet, hvorfor det er fuldt forståeligt at mere eller mindre fritænkeriske oplysningstilhængere blev decideret antiklerikale som eksempelvis Viggo Hørup. Det var på den tid en stærk tendens til kirkelig indblanding i politik, forskning og skoleforhold. Og det må betegnes som et fremskridt at denne indblanding blev brudt, ligesom det var et fremskridt at kirken ikke fik held til at forhindre den videnskabelige evolutionsteoris udbredelse. Men det var til gengæld et tab, at kirken satsede så ensidigt på denne magt, at den støt og roligt mistede terræn hvad angår det dybere lag af religionen der ligger under det dogmatiske og har med det ægte folkelige at gøre som vækkelserne i midten af 1800-tallet var udtryk for. Det var imidlertid helt selvforskyldt og blev langt fra rettet op af den liberale teologi eller tidehvervsbevægelsen, for denne havde heller ikke ringeste begreb om dybdepsykologien!


Det centrale er at forstå at dogmer, den nøjagtige sproglige formulering af absolutte trossandheder, er og bliver et magtredskab, og at magt fundamentalt set strider mod den grundliggende åndelige funktion som religionerne alle dage har haft og som vel at mærke aldrig lå på et rent æstetisk eller intellektuelt plan, men tværtimod var forankret i arketypiske forestillinger. Disse er af billedlig karakter og kan simpelthen ikke indkredses i sproglige formuleringer uden at det centrale går tabt. Der ligger kraft og energi i billederne som går uden om al intellektuel eller abstrakt teoretisk bestemmelse og forklaring. Og derfor er der den dybeste mening i religionshistorikeren Vilh. Grønbechs ofte fremhævede påstand om at religion er den dybeste føling med den uforkortede virkelighed, eftersom religion er umiddelbar, intuitiv føling med alle de realiteter der ikke kan måles og vejes eller defineres, men ikke desto mindre betyder allermest for menneskets eksistentielle mening og forankring.

Religion i denne forstand ligger derfor før såvel teologi som præstehierarki, men naturligvis ikke før mening, sang, dans og kult. Tværtimod er festen helt central i alle oprindelige religioner, og fest går naturligvis igen i alle senere religionsudformninger - uanset hvor sofistikerede og magtcentrerede de eventuelt bliver. Men det er med forankringen i de arketypiske forestillinger (der er universelle i den forstand at de går igen i alle religioner og kulturer) at religionerne bliver ægte folkelige. Dette folkelige kan aldrig undertrykkes af det elitære præsteskab og dets lærebygninger, men det kan naturligvis svækkes gennem manglende bevidsthed og oplysning.

Resultatet af en sådan svækkelse ses ikke mindst i det moderne samfund, hvor hovedtendensen i mange år har været en markant og udbredt forveksling af videnskab med eksistentiel sandhed. Den officielle kirke har været så tåbelig i vid udstrækning at gå imod naturvidenskaben (navnlig hvad angår udviklingslæren), at den både har mistet troværdighed og gjort sig skyldig i en total forsømmelse af opretholdelsen af den afgørende umiddelbare føling med de arketypiske forestillinger. Den aner i vid udstrækning slet ikke hvad disse drejer sig om, men er tyet til dyrkelse af intellektuel teologi af skarpsindig barthsk eller kierkegaardsk art. Og den slags er en regulær blindgyde i og med at der ikke ad den vej kommer kraft og energi til følingen med virkeligheden.

Og det er præcis denne kraft og energi i al religion alle rationalistiske, intellektualistiske og naturvidenskabsbegejstrede mennesker ser bort fra i deres forsøg på at gøre politik og kultur lige så styrbare og forudsigelige som den eksakte fysik, selvom dybdepsykologien, relativitetsteorien, kvantemekanikken forlængst har undergravet al absolut tro på determinismen, og selvom efterfølgende både kaosteori og videnskabsfilosofi har fulgt trop, ja, endog moderne økonomi i George Soros' spændende udgave er ved at forstå at økonomi aldrig bliver naturvidenskab, da vi ikke lever i en verden med fuldkommen viden.


Samfundslivet kan imidlertid slet ikke undvære den kraft og energi der kommer af føling med de arketypiske forestillinger, for så vil det gå i stå. Det betyder naturligvis ikke at vore politiske ledere skal lade al sund fornuft, ræsonnement og eftertanke fly, for så kan det gå grueligt galt, hvad ikke mindst kommunismen og nazismen var uhyggelige eksempler på, men det betyder at lederne skal hente selve den kraft der alene kan give liv til processerne og som alene kan give en passende fremdrift der hvor den findes, og det er aldrig i begreberne, logikken, analyserne eller ræsonnementerne og statistikkerne, men i det kollektivt ubevidste. En samfundsændring af afgørende betydning kan ganske enkelt ikke finde sted uden at samfundets ledere får fat på den nødvendige energi i de stærkt energiladede arketypiske forestillinger. Og når de for tiden er ude af stand til at få fat på denne energi, er det præcis fordi de har mistet følingen med disse energiladede forestillinger, ja ikke aner at de er der eller hvordan de virker. De er blevet teknokrater og er ikke længere visionære politiske førere.

Der er intet mærkværdigt i at vor tids politiske ledere i såvel vort eget land som i EU og i den endnu større verden uden for EU er håbløst ude af stand til at føre udviklingen ud af krisen og videre ind i en ny og bæredygtig udvikling. For de er nok dygtige på alle mulige felter, de er også for manges vedkommende særdeles velmenende og behjertede. Men det hjælper ikke det ringeste, sålænge de ikke får føling med energiladede arketypiske forestillinger, herunder kristendommens.

Kristendommen rummer fortsat - trods markante fejltagelser og overgreb gennem tiderne - energiladede forestillinger i diametral modsætning til islam, i og med at den dybest set er komplementær af væsen og således har ånd og humor som komplementær del til det organisatoriske og magthierarkiske. Men hverken politikerne eller kirkens egne, snæversynede folk har føling med energierne. Og folket famler mest i blinde, fordi de hverken får hjælp af forskere, lærere eller mediefolk. Chefredaktører er lige så blinde og døve som professionelle religionsforskere og teologer af den naturvidenskabelige skole.

Men én ting står fast, og det er at hverken dansk europæisk politik kommer ud af krisen og stilstanden medmindre man går den nye tredje vej både politisk og eksistentielt og således definitivt opgiver det totalt misforståede forbehold over for religion i det offentlige rum.

Peer Sendemand


Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik


Relevante artikler på Jernesalt:

Politiken mod Politiken
- 125 års slag for oplysning og modernitet eller hvad?
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme  (30.4.09.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab

Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Muhammed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)

Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  - om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk
Modsætningen mellem kvindelige og mandlige præster  (6.1.08.) Påskens højtid  (5.4.07.)
Pinse, sol og helligånd  (04.06.06.)
Himmelfart, jordbundethed og realitet  (25.05.06.)
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger


Jernesalts 2009-filosofi

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal