utils prefix normal
JERNESALT - murakami
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.11.
1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed
Indlededende bemærkninger
Dur-fortællingen om Aomame
Karakterstik af dur-fortællingen
Mol-fortællingen om Tengo
Karakteristik af mol-fortællingen
Mol-musikkens egenart i sprog og litteratur
Virkelighedens dobbeltkarakter
Henvisninger
Indledende benmærkninger Til toppen Næste
Haruki Murakamis roman '1Q84' ('Et-Q-fire og firs') hvoraf første bind nu foreligger på dansk, er mystificerende allerede ved sin titel. Q'et står for 'Question mark' eller spørgsmålstegn. Q og tallet 9 udtales på samme måde på japansk, og q'et erstatter 9-tallet i årstallet 1984 for at angive at året ikke nødvendigvis har en for alle entydig virkelighed, men kan fortolkes og i romanen bliver det på en måde der viser usikkerhed om hvad virkeligheden overhovedet er. Er det blot en cirkusverden med en papir-måne? Er den lige så flagrende og flygtig som den sjældne sommerfugl der optræder i bogen? Eller hvad?
Handlingen foregår i Japan i året 1984, selvsamme år som den britiske forfatter George Orwells berømte fiktion '1984' foregår i. Orwells roman var en profetisk beskrivelse af et totalitært samfunds vilkårlige systematiske og uhyggelige 'omskrivning' af virkeligheden til et overvågningsdiktatur hvor Big Brother - læs Stalin - kontrollerer alt. Orwell skrev bogen i 1949 efter at have mistet troen på kommunismens utopi. Samme år blev Murakami født i Tokio - der endnu hvilede på fundamenterne af en anden form for diktatur, et kultisk-militaristisk kejserdømme med en Solgud i spidsen som i 1945 var brudt sammen som følge af helt urealistiske forestillinger om uovervindelighed over for den amerikanske stormagt man havde angrebet på overrumplende vis i Pearl Harbour i 1941.
Murakami voksede op under det store økonomiske opsving i Japan der fulgte efter atombomberne og nederlaget og som blev befordret af de amerikanske regeringers kloge interesse i at sikre sig japansk velvilje og samarbejde. Murakami hørte ifølge Encyklopædien til den upolitiske del af 68-generationen og debuterede som forfatter i 1979 som eksponent for generationens rodløshed. Han oversatte samtidigt en lang række moderne amerikanske forfattere, heriblandt John Irving. Fra og med trebindsværket 'Trækopfuglens Krønike' (1994-95) har han medtaget historisk stof i sine romaner, og siden jordskælvskatastrofen i Kobe i 1995 er han ydermere blevet socialt bevidst. I 'Sputnik, min elskede' (1999) introducerer han jævne folk og deres levevis, og med 'Kafka på stranden' (2000) udvides hans litterære univers med skildring af en decideret psykisk lidelse hos en 15-årig dreng, nærmere betegnet 'psykisk dissociation' der bevirker at personen kan foretage handlinger uden bevidsthedens kontrol. (Forfatteren Franz Kafka havde som bekendt selv problemer med virkeligheden).
'1Q84' er angiveligt en kærlighedshistorie hvor to personer mere eller mindre ubevidst leder efter hinanden. Aomame er en målrettet, hård 29-årig massør og kampsportsinstruktør der bliver involveret i afstraffelse og specielle mord på ekstraordinært brutale hustrumishandlere der ikke kan retsforfølges sådan som det mandschauvinistiske japanske samfund er indrettet. Og Tengo er en 30-årig ensom, blød og reflekterende mand med forfatterdrømme der af en manipulerende redaktør for et litterært tidsskrift sættes til at omskrive en debutant-roman som er indsendt af en 17-årig gymnasiepige. De to hovedpersoner viser sig rent faktisk at have haft kontakt med hinanden i 5. klasse i skolen, altså som ca. 10-årige, hvor Aomome blev mobbet og holdt uden for fordi hun tilhørte en sekt hvor man skulle bede Fadervor højt når man spiste frokost i skolen, og hvor Tengo forbarmede sig over hende ved at invitere hende med i sin gruppe i fysiktimen. Hun var meget fåmælt, men ved en bestemt lejlighed, hvor de var alene, tog hun hans hånd og holdt den fast. Han glemte aldrig episoden, og hun glemte aldrig drengen. Han bliver ved med at være målet for hendes romantiske drømme, og da en veninde i bogens handlingsår ikke kan forstå at hun så ikke gør alt hvad hun kan for at finde manden, afviser hun det med at det bør ske ad tilfældighedens vej.
Det ejendommelige ved Murakamis fortælling er nu at de to hovedpersoners historie fortælles parallelt - i foreløbigt to gange tolv kapitler uden at de nogensinde mødes. Hverandet kapitel handler om Aomame og hvert andet om Tengo, men der er den væsentlige forskel at kapitlerne om Aomame er skrevet i dur, mens kapitlerne om Tengo er skrevet i mol. Det fremgår indirekte af at der på et vist tidspunkt henvises direkte til den europæiske komponist Johann Sebastian Bachs store værk 'Det tempererede Klaver', der består af to bind af hver 24 præludier og fugaer, der to gange kommer systematisk gennem de 12 dur- og 12 moltonearter der findes i gængs tonal musik i Europa. Om Murakami kommer gennem systemet tre gange i sit trebindsværk ved jeg på nuværende tidspunkt ikke, men regner med at i hvert fald bind to også har 24 kapitler.
Musikken spiller en stor rolle for Murakami og han henviser adskillige steder til ganske bestemte musikstykker, ofte jazz. Han ejede i flere år en jazzbar i Tokyo, og i den nye roman er en Sinfonietta fra 1926 af den tjekiske komponist Leos Janacek et vigtigt erindringsspor for Aomame, mens Bachs nævnte klaverværk er en vigtig indfaldsvinkel til forståelsen af Tengos (og formodentlig også Murakamis egen) virkelighedsopfattelse.
Det var oplysningen om selve opbygningen af '1Q84' der gjorde undertegnede stærkt interesseret i Murakamis nye roman. Jeg bilder mig ind at have særligt godt øre for forskellen mellem dur og mol - vel at mærke ikke bare i snæver formel eller musikteknisk forstand, hvor det er grundtonen, skalaens forløb og ledetonerne der er afgørende, men i forståelsesmæssig eller eksistentiel forstand, hvor det er stemning, følelse og underfundigheder der er det centrale, jf. mine essays om Bach og Mozart. Men jeg har ydermere fået øre for hvordan denne forskel kan omsættes til sprog og litteratur, og det har jeg fået gennem beskæftigelse med den del af Steen Steensen Blichers forfatterskab der er skrevet under pseudonymet Peer Spillemand, og som jeg stiftede bekendtskab med i 17-årsalderen og siden fik forståelse for gennem psykiateren Ib Ostenfelds fine essayistik. Han karakteriserer rammende skribenten Blicher som en 'mol-musikant'. Og da jeg er temmelig sikker på at Murakamis roman ikke kan forstås fuldt ud uden øre for forskellen mellem dur og mol i sprog og litteratur, gør jeg dette til grundlag for den følgende gennemgang af første bind. Det betyder i praksis at jeg tager dur-delen om Aomame først og mol-delen om Tengo bagefter. Efter selve de parafraserende referater, følger en kommentar - og sluttelig en nærmere bestemmelse af hvad mol er i det store litterære værk.
Dur-fortællingen om Aomame Til toppen Næste
Aomame, hvis fornavn betyder 'grønært' er i taxi på vej til et møde i Shibuya. Bilradioen spiller Janaceks Sinfonietta fra 1926, hvis indledende tema oprindeligt var skrevet som en fanfare til et sportsstævne, men hvis langsomme sats giver hende forstillinger om den blide blæst over de bøhmiske sletter. Hun funderer over historiens væsen. Det tiltaler hende at alle begivenheder i bund og grund er forbundet med ét bestemt årstal og ét bestemt sted. Men hvorfor vidste hun med det samme at det var Janaceks Sinfonietta der lød i radioen og at den var skrevet i 1926? I samme øjeblik hun hørte den indledende passage dukkede der automatisk forskellige data op i hendes hoved, og musikken vakte desuden en underlig følelse i hende - om om hun "blev vredet".
Trafikken er ved at gå helt i stå på motorvejen, og chaufføren siger ligeud at passageren ikke vil kunne nå sit møde. Og han kan vel at mærke ikke køre fra, da der først kommer afkørsel langt fremme. Dog kan man i yderste nødstilfælde tage en trappe ned til næste etage af motorvejen og videre ned til et areal der fører til den nærmeste jernbanestation. Aomame vælger at stå af og dermed foretage sig noget højst usædvanligt. Chaufføren beder hende udtrykkeligt huske at tingene ikke altid er hvad der ser ud til at være. "Lad Dem ikke narre af det ydre. Der findes kun én virkelighed."
Aomame skræver over gitterlågen til flugttrappen, må tage de højhælede sko af og løfte op i nederdelen - siden må hun også tage strømpebukserne af for ikke at risikere at ødelægge dem. Hun skal være standsmæssigt påklædt til mødet. Hun kaster et sidste blik tilbage over skulderen. "Jeg har en mission at udføre." Hun går ned af den smalle flugttrappe på de bare nylonstrømpefødder. Under hende ligger hovedvej 246 med al dens motorstøj, dytten og hylen fra biltyverialarmer. Hun får et ubehag der minder om søsyge. Et edderkoppespind får hende til at fundere over at
edderkopper ikke stiller metafysiske spørgsmål og ikke har moralske konflikter. "Men sådan er jeg ikke. Jeg er nødt til at gennemføre min plan."
Hun tænkte på sin bedste veninde i gymnasiet Tamaki Otsuka - som hun spillede på softballhold med. Engang havde de som 17-årige forsøgt sig som lesbiske. De havde blot ladet deres ungpigenysgerrighed løbe af med dem. Men mens Aomame nu lod sig opsluge af de klare minder, rungede harmonierne fra Sinfoniettaen i hovedet. Hendes egne brystvorter begyndte at stritte, da paukerne brød igennem med et kompliceret motiv. Scenerne fra dengang blev ved med at trænge sig på. Hvornår var det nu det var? Hun syntes tiden var noget værre rod i hendes hukommelse. "Vi er i 1984 og jeg er født i 1954". Det ene årstal efter det andet, men det imellem dem blev væk. Hun mistede sammenhængen, viden forsvandt, og 'tankernes trappe' brast under hendes fødder.
Neden for trappen og under motorvejen mellem de to vejbaner var der et tomt areal til byggematerialer med en ståltrådslåge med en stor hængelås. Hun fandt et sted hun kunne komme igennem. På vej hen til stationen kom hun forbi en politibetjent. Da han passerede hende lagde hun mærke til at hans uniform ikke så ud som den plejede. Han havde ikke den sædvanlige politiuniform på, og hans håndvåben var anderledes. Var politiets uniformer blevet ændret uden at hun havde hørt om det? Det kunne umuligt passe. Hun læste altid avisen omhyggeligt. Det var meget underligt. [Kap. 1]
På stationen nær det hotel hvor hun skulle til møde lagde hun sin frakke i en bagageboks, gik direkte ind på hotellets toilet og gjorde sig i stand, så hun lignede en forretningskvinde. Hun tog elevatoren op på fjerdesal og gik ind på værelse 426, hvor hun overraskede en mand på fyrre. Hun udgav sig for at være en håndværker der skulle kigge på airconditionsanlægget. Hun vidste at manden var ansat i et firma inden for oliebranchen, og at han var dygtig og vellønnet, var af god familie og havde haft en privilegeret barndom så han var fuld af tillid.
"De er hr. Miyama, ikke sandt?" Det bekræftede han lettere irriteret over forstyrrelsen. Hun påstår til mandens overraskelse at der sidder noget i nakken på ham, men at hun måske kan fjerne det. Hun føler sig frem og beholdt fingeren mod det bestemte punkt i hans nakke samtidigt med at hun tager et plasticetui op af tasken. Deri er en 'issyl' med solidt håndtag. Hun tager korkproppen af nålen, sigter mod punktet, løfter højre hånd, holder vejret og lader hånden falde ned mod træhåndtaget. Kunsten består i at vælge den rette vinkel og den rette kraft, og ingen andre kunne føle sig frem til dette ømtålelige punkt med fingrene. Hun hørte ham gispe. Gradvist sivede kraften ud af hans stivnede krop.
Der er mange måde at dø på i denne verden, og det her er nok en af de mest behagelige. Næsten alt for behagelig for en som dig, tænkte hun. Hun kunne høre sit eget hjerte banke, og i takt til hjerteslagene rungede den indledende fanfare fra Sinfoniettaen. En blid vind blæste lydløst hen over de grønne sletter. Hun var splittet i to. Den ene var koldblodig, den anden rædselsslagen. Døden frembragt ved at stikke den tynde nål ind i det særlige punkt lige under hjernen ville ligne et almindeligt hjerteanfald. "Nu forlader jeg værelset med den døde og begiver mig tilbage til den gode gamle virkelighed. Jeg må foretage en atmosfærisk trykudligning. Jeg er ikke længere en koldblodig morder, men en dygtig og smilende forretningskvinde i en smart spadseredragt." [Kap. 3]
Efter veludført arbejde tog Aomame hen til et andet hotel. Hun trængte til at få dulmet nerverne med en drink, før hun tog hjem i seng. Følelsen af at have taget et andet menneskes liv sad stadig i hænderne. Hun satte sig oppe ved baren,
fandt en bog frem fra tasken og læste om Det Sydmanchuriske Jernbaneselskab
Aomame kontaktede manden der havde sat sig ved baren to pladser fra hende. Han havde en rimelig god hovedfacon
Hendes ideal var Sean Connerys skaldede isse. Kan vi snakke sammen eller vil du hellere være i fred? - Nej, slet ikke, sagde han. Hun ville gerne spørge ham om politiet havde fået nye uniformer for nylig. - Nej, det er flere år siden.
Hun rynkede panden. Er jeg blevet skør?, tænkte hun. Jeg så her til morgen en betjent i den gamle uniform. Men så skiftede hun emne og gik lige til sin nye mission med et meget direkte personligt spørgsmål: Er din tissemand stor? - Manden stirrede på hende. Mon ikke den er meget almindelig. Hun fortsatte: Kan jeg få lov at se den? - Og lidt senere:
Lad os nu gå op på dit værelse og gå i seng med hinanden, medmindre du er bøsse eller impotent.
Manden betalte regningen, og de gik op på hans værelse. Efter at de havde haft sex, lå han udmattet på maven.
Hun følte en meget stærk lyst til at stikke sin tilspidsede syl ind i det særlige punkt, men lod det blive ved tanken. Der var ingen grund til at fjerne denne mand fra samfundet. - Hun lå nøgen i sengen og så nyhederne på tv fra start til slut. I Mellemøsten fortsatte den blodige krig mellem Iran og Irak; i USA kæmpede Mondale og Gary Hart om at blive Demokraternes præsidentkandidat; konstruktionen af en permanent forskningsbase på Månen skred fremad i et usædvanligt samarbejde mellem USA og Sovjet. Den månebase havde hun ikke hørt om før.... Den midaldrende mand sov. Hun stod op og samlede tøjet. [Kap. 7]
Aomame besøgte 'Piletræsvillaen', et gammelt hus bygget i vestlig stil der lå på en stejl bakketop i det eksklusive Azuba-kvarter. Hun ringede på ved porten og præsenterede sig i samtaleanlægget. Hun vidste at hun blev filmet af overvågningskameraet. Uden for hoveddøren sad en kraftigt bygget mand omkring de fyrre, veltrænet og muskuløs. Han havde det sorte bælte i karate, vidste hun, var generelt fredsommelig og besindig og ikke mindst intelligent. Han hed Tamaru og boede med sin mandlige kæreste i en anden del af Azabu.
"Jeg hører at der er en mand som er død på et hotel i Shibua", sagde han. - "Det vidste jeg ikke", sagde Aomame. "Det var vist et hjertetilfælde." - "Tror du de foretager en obduktion?" - "Nej, familien er helst fri for at man skærer i en mand der er død stille og fredeligt". - Hun spørger til schæferhunden Bun der er en så mærkelig hund at den æder spinat. Tamaru fører hende ind i drivhuset til det aftalte møde med Den gamle Dame. Drivhuset var fuldt af sjældne sommerfugle.
Den gamle dame var en spinkel kvinde midt i halvfjerdserne med kort klippet hår. Hun var datter af en af de store finansfyrster i Japan og gift ind i en adelig familie. Da hendes mand døde lige efter krigen, trådte hun ind i et lille investeringsfirma og viste stort talent som børsmægler. Hun opkøbte nogle af de bedste grunde i Tokyo og trak sig tilbage for ti år siden. Hun havde gode politiske forbindelser, men undgik offentlighedens søgelys og var personligt en varm og klog kvinde der ikke kendte til frygt. Hun stolede på sine fornemmelser og gennemførte hvad hun besluttede.
Da de havde taget plads, kiggede damen direkte over på Aomame med sine funklende sorte øjne, der havde været vidne til ikke så lidt. "Hans død vil være et stort tab; han var jo en kendt og indflydelsesrig person inden for olieverdenen." - Aomame svarede, at "Hans død lader ikke til at gøre den store forskel" - Damen replicerer: "Intet menneske i denne verden er uundværligt... men det bliver svært at finde en afløser for dig. Selv om der findes andre metoder, vil det aldrig kunne gøre det ud for det vi to har sammen. Du er nemlig noget helt for dig selv."
En lille hvid sommerfugl med røde aftegninger satte sig ganske frygtløs på damens skulder. "Denne person betragter mig som sin ven. Hvis man vil være ven med sommerfuglene, må man først blive en del af naturen. Man skal lægge det menneskelige i sig selv væk og blive som et træ, en plante, en blomst... Jeg går ud fra at de dør, men selvom jeg leder har jeg aldrig fundet deres døde kroppe. De forsvinder ud i den blå luft uden at efterlade sig det mindste spor. Sommerfugle er nogle af de mest flygtige og elegante væsner jeg kender. De dukker op ud af ingenting, stiller tavst deres minimale behov og forsvinder igen lige så sporløst, formodentlig til en anden verden."
Damen gør Oamame opmærksom på at når hun går, vil Tamaru som sædvanlig give hende en nøgle. "Når du har brugt den, sender du den tilbage med posten som du plejer. Vi gør ikke noget forkert." - Hun beder Aomame kigge i kuverten på bordet. Den indeholder nærbilleder af en ung kvindes nøgne og mishandlede krop. "Det er den mand der har gjort det
Et menneske der behandler andre på den måde, kan man ikke bare lade være. Vi har gjort det rigtige.... Du skal ikke bekymre dig. Vi har gjort det rigtige."
På vej ud af huset spørger Aomame Tamaru om kvinden har det bedre. "Hun er ikke kommet sig over chokket endnu og siger næsten ikke noget. Hun er først i trediverne, har ingen børn, er køn og sympatisk og har en flot krop. Det er et klassisk mønster. Mænd som udadtil er dygtige og har et godt ry og er fra god familie, har høj uddannelse og er socialt velansete..." - "Men når de kommer hjem, ændrer de sig totalt", fortsætter Aomame. "De bliver voldelige, når de drikker." - "Ham her drak ikke. Han gjorde det åbenlyst og mens han var pinligt ædru. Det er næsten endnu værre. Måske elskede han hende, måske nød han bare at voldtage hende. Det japanske samfund er stadig meget mandschauvinistisk. Der er så godt som ingen fraskilte mænd der kommer i fængsel for ikke at betale hustrubidrag...". Han slutter med ordene:" Det var forsynet der greb ind og fik ham af vejen."
Tamaru oplyser at de på stedet har fire kvinder boende... mere eller mindre i samme situation. Aomame spørger ham om hvor mange år det er siden politiet fik nye uniformer og våben. Han svarer at det var i 1981 efter en heftig skudveksling mellem det lokale politi og nogle ekstremister i Yamanashi. Og så tilføjer han: "Du må hellere sige til hvis du har problemer med politiet". - Det bedyrer hun at hun ikke har. Og med faste skridt gik hun fra huset. Men inde i hende var alt kaos. Tamaru måtte have gennemskuet hvor forvirret hun var. Og han var en årvågen og farlig mand.
Hvis han af en eller anden grund vurderede at hun ikke længere var til gavn for den gamle dame, ville han uden tøven skaffe hende af vejen.
Aomame går på biblioteket for at læse nedkopierede aviser fra september til november 1981. Det år blev Prins Charles gift med Diana; i Polen skærpede 'Solidaritet' under Lech Walesa kampen mod regeringen; i USA udtrykte præsident Reagan håb om at konflikten ikke ville bremse samarbejdet mellem USA og Sovjet om en forskningsbase på månen (En sådan havde hun aldrig hørt om). Den 6. oktober blev præsident Sadat myrdet. Den 12. havde en 56-årig licensopkræver for det statslige tv-selskab NHK stukket en student ned. Det huskede Aomame intet om. Opkræveren hed Shinnosuke Akutagawa. Den 21-årige student hed Akira Tagawa og læste jura på Nichidai Universitetet. De 16. oktober var der sket en forfærdelig ulykke i en kulmine i Yubari på Hokkaido og den 19. oktober fandt skuddramaet med ekstremister i Yamanashi sted - tre betjente blev dræbt. - Aomames ansigt fortrak sig i heftige grimasser. Hun huskede intet. Og det måtte der være en grund til. "Hvordan kan jeg ellers have undgået at lægge mærke til en hændelse som rystede hele Japan... Jeg er om noget metodisk og opmærksom... Min hukommelse fejler intet... jeg har aldrig begået fejl... Jeg læser avisen grundigt hver eneste dag." Men det med skudepisoden og licensopkræveren var sporløst forsvundet fra hendes hukommelse. "Er der opstået en mekanisme i min hjerne som ændrer virkeligheden og udvælget særlige nyheder som den dækker til med et sort stykke klæde?" Måske var det en forkert måde at tænke på. "Måske er det ikke min bevidsthed eller min forstand der opfører sig unormalt. Måske er det nærmere en mystisk kraft der får verden omkring mig til at ændre sig."
Hun besluttede sig for at gå videre med den anden hypotese: "Det er ikke mig, men verden der er forrykt. På et eller andet tidspunkt forsvandt den verden jeg kendte og en anden trådte i dens sted.... Der er ikke noget til hinder for at jeg lever mit liv som hidtil. Men de dele der er blevet ændret vil sikkert på længere sigt føre til store ændringer i mine omgivelser... Er min skøre hypotese om en parallel verden i virkeligheden et forsøg på at gøre mit vanvid til noget normalt for enhver pris?". Hun genopfriskede episoden forleden, hvor hun var gået forbi en ung politibetjent og havde bemærket at han ikke så ud som betjentene plejede at se ud og forinden havde haft en underlig fornemmelse da de havde holdt i køen og hun lyttede til Janacek's Sinfonietta. Musikken havde berørt hende dybt som om en latent erindring uventet var blevet vækket i hende. Hun slog Janacek op i en bog om komponister. Han havde i sin tid beskrevet at det var som noget brast i hans hoved og at han kom i intens ekstase da motivet til Sinfoniettaen kom til ham
Hendes refleksioner endte med at hun gav de nye omstændigheder en ny betegnelse: '1Q84' kaldte hun den nye verden. Q stod for question mark eller spørgsmålstegn. "Hvad enten jeg kan lide det eller ej, så befinder jeg mig i 1Q84. Det 1984 jeg kendte, findes ikke mere. Nu er det 1Q84. Luften er anderledes. Og det er omgivelserne også. Jeg er nødt til hurtigst muligt at tilpasse mig denne spørgsmålstegnsverden". Hun fyldte 30 om en uge. "Skal jeg virkelig fejre min trediveårs fødselsdag i den her absurde verden?" [Kap. 7]
De første fire år efter universitetet arbejdede Aomame for en virksomhed der fremstillede sportsdrikke og helsekost.
Hun var også nøglespiller på firmaets softballhold, men måneden efter veninden Tamaki Otsukas død sagde hun sit arbejde op. Hun ville starte på en frisk og blev ansat som instruktør i et træningscenter i Hiroo, hvor hun underviste i styrketræning og kampkunst. Hun oprettede et hold i selvforsvar for kvinder. Hun lavede en stofdukke på størrelse med en velvoksen mand og syede en sort miliærhandske i skridtet på den for at illudere de ædlerede dele som hun brugte til sparkeøvelser.
Næppe mange mestrede som Aomame at sparke mænd i nosserne. Hun havde trænet teknikken i det uendelige og havde heller ikke undladt at afprøve den i praksis. Hvis man skal have et spark ind og ramme må man ikke tøve. Det skal være et voldsomt og skånselsløst lynangreb mod modstanderes mest sårbare punkt. Hun var meget bevidst om at en kvinde generelt ikke har mange muligheder for i en nærkmap at nedlægge en mand der er både større og stærkere end hende selv. Men den lille kropsdel er det svageste punkt en mand har hængende. En mand havde engang forklaret hende at det gør så ondt at man tror Jorden går under, og netop den sammenligning havde hun tænkt en hel del over. Hvis man vender det om, vil det så sige, at Jordens undergang vil føles nogenlunde ligesom at blive sparket hårdt i nosserne. De fleste af kvinderne på hendes hold syntes det var vildt sjovt, men nogle mænd på centret rynkede på manden. Og til sidst fik hun af sin chef besked om at holde op med nossesparksøvelserne.
Aomame havde mødt den gamle dame fra Piletræsvillaen i træningscenteret i et selvforsvarskursus. Den gamle dame havde været holdets ældste deltager, men hendes bevægelser var lette og hendes spark gik rent ind. At kunne forsvare sig selv har intet med alder at gøre; det handler om livsindstilling. Det er vigtigt altid at være indstillet på at gøre alt for at forsvare sig selv, forklarede Aomame. "Jeg kan godt lide din måde at tænke på", sagde den gamle dame. "Jeg vil være meget taknemmelig hvis du vil ringe til mig ved lejlighed."
Da Aomame ringede, sagde damen at hun gerne ville inviterede Aoame ud at spise en dag. Det blev til en middag på en fransk restaurant i en fredelig del af Azabu. Damen spurgte om hun kunne få undervisning i kampsport hjemme hos sig selv. "Jeg blev meget imponeret af det du sagde forleden om hvor ødelæggende afmægtighed kan være for et menneske. Men må jeg stille dig et spørgsmål: Er du feminist eller lesbisk?" - Hverken eller, svare Aomame. - "Det var godt. Det gør det lidt nemmere at du ikke er det."
Aomame var en dygtig massør. Hun havde lært sig de enkelte musklers funktioner og særlige egenskaber, og var inderligt overbevist om at kroppen er menneskets tempel og derfor skulle holdes i form. Hun supplerede med akupunktur, fordi det interesserede hende. Hun var i lære hos en kinesisk læremester i flere år. Hun havde en god hukommelse og et umætteligt videbegær efter alle detaljer om kroppens funktioner.
Damen spørger hende om hun nogensinde har skadet en mand med fuldt overlæg? Aomame svarer ja. "Kan du tale om det?" - "Nej, det har jeg meget svært ved." - "Hvis du en dag føler dig i stand til at fortælle, hvad der skete, kunne du måske gøre det til mig. Jeg kan se at du bærer rundt på noget, noget meget tungt. Jeg råder over en del praktiske midler. Måske kan jeg være dig til nytte." Da Aomame endelig åbnede sig og fortalte hele sin historie til den gamle dame, åbnede hun også en ny dør i sit liv.
Aomame sad ved bardisken i en kendt singlebar og funderede over Guds rige på Jorden, en metafor hun var fortrolig med fra sit hjem. Hun var på udkig efter en passende mand, men fandt ingen. Derimod henvendte en ung kvinde sig til hende. "Må jeg sætte mig ved siden af dig? Du skal ikke være bekymret. Jeg er også til mænd ligesom dig." - 'Ligesom mig', Aomame studsede, men oplyste at hun bedst kunne lide midaldrende mænd. Den anden kvinde foretrak unge, spændstige og flotte fyre, men spurgte: "Har du prøvet at have sex fire sammen?". - Nej - "Har du lyst til at prøve?". - "Det tror jeg ikke."
Aomame fortale at hun var instruktør på et træningscenter og underviste i kampsport. Den anden at hun havde dyrket aikido i mange år, og at hun faktisk var politibetjent. "Jeg hedder Ayumi. For tiden består mit arbejde i at køre rundt og jagte parkeringssyndere... Jeg kan godt lide at skyde med pistol. Men cheferne tror ikke en kvinde kan håndtere et skydevåben. Hele politiledelsen er en flok fascistiske mandschauvinister. Af en eller anden grund er næsten hele min familie ansat i politiet. Men før jeg kom ind ved politiet, anede jeg ikke at kønsdiskrimineringen var så ekstrem
Kvindelige betjente bliver betragtet som andenklasses mennesker.
Aomame spørger om hun ikke har en kæreste. - "Det er svært med et job som mit. Nogle gange får jeg sådan lyst til sex. Jeg må have en mand. Så stadser jeg mig ud, tager lækkert undertøj på, går herhen og finder en passende partner, som jeg har sex med hele natten." Ayumi spørger om Aomame har en kæreste. "Nej, det sørger jeg for ikke at få. Jeg gider ikke det besvær." Det får Ayumi til at bemærke "Vi to har en hel del til fælles". Men Aomame tænker for sig selv: Du er kvindelige politibetjent, og jeg er morder, så vi befinder os på hver sin side af loven. Det er noget af en forskel.
De bliver til sidst enige om at kontakte to midaldrende mænd der sidder bag dem. [Kap. 9]
Aomame vågnede med alvorlige tømmermænd. Det fik hun ellers aldrig. Hun lå nøgen i sin seng, men kunne overhovedet ikke huske, hvordan hun var kommet hjem. Hun inspicerede sin nøgne krop i spejlet. Men fandt ingen mærker, men en sødmefuld mathed efter at hendes indre var blevet godt og grundigt kværnet igennem. Dog blev hun opmærksom på et svagt ubehag omkring anus. "Det er da løgn. Havde det været så vildt?" - Men desværre huskede hun intet ud over at Ayumi en times tid efter at de var gået på hver sit værelse med en partner, havde ringet for at spørge om hun måtte komme hen på Aomames værelse med sin partner.
Ayumi ringede nu dagen efter og forhørte sig om Aomames tilstand. "Det var alle tiders aften. Jeg har aldrig før oplevet sådan en ekstase. Vi gjorde en helt masse sammen alle fire... men du skal ikke være bekymret. Uden kondom, ingen adgang er mit motto".
Om eftermiddagen var Aomame til træning med den gamle dame i Piletræsvillaen. Aomame skiftede ugenert tøj på stedet.
Damen konstaterede at hun havde en meget fast krop. "Sådan har jeg også set ud engang." - Aomame gav hende omsorgsfuld massage. Damen siger: "Det er en meget stor hjælp at du kommer her.... jeg ved godt jeg trænger mig på, men har du en som du holder af?" - "Ja, det har jeg. Desværre holder han ikke af mig. Han ved ikke jeg eksisterer." - "Og du har ingen planer om at gøre ham opmærksom på din eksistens?" - "Ikke i øjeblikket."
Damen: "Jeg har mødt mange mærkelige mennesker i mit liv, og du er et af dem. Men i går aftes slog du dig rigtigt løs. Din krop bærer stadig præg af det. Hvis du en dag trænger til at tale med nogen, kan du komme til mig... Det er ikke alt man kan løse op for med en vild nat?" og så slutter hun: "Du gør ikke noget der kan skade dig selv, vel? Vil du love mig det?"- [Kap. 11}
Aomame huskede kun alt for godt tiden lige efter Tamaki Otsukas død. Tamaki var Aomames første veninde nogensinde. Ingen kunne erstatte hende. De var jævnaldrende og spillede begge to på gymnasiets softballhold. De to ensomme piger havde med alle deres problemer nok at tale om. Efter gymnasiet begyndte Tamaki at læse jura, Aomame at interessere sig for kampsport. Hun var den fødte sportskvinde. Sporten bekræftede at der var nogen der havde brug for hende.
Da Aomame gik i femte klasse besluttede hun sig for at bryde med forældrene og flyttede hjem til sin morbror og dennes forstående familie. Hun var ensom og hungrede efter kærlighed og havde brug for et holdepunkt i livet. Hendes far var næsten aldrig hjemme og moren var mere eller mindre sindsforvirret.
Tamaki mistede sin uskyld om efteråret. En studiekammerat havde tvunget hende til samleje og opført sig egoistisk og voldeligt. Hun fik en depression. Hændelsen efterlod hende med en dyb følelse af afmagt, den afmagt der om noget kan æde et menneske op indefra. Aomame besluttede sig for egenhændigt at straffe fyren. Hun trængte ind i hans lejlighed og ødelagde alt hvad der var.
Tamaki var nok en klog pige, men når det gjaldt mænd, svigtede hendes sunde dømmekraft. Her var og blev hun det fødte offer. Da hun var 24 giftede hun sig med en to år ældre mand og opgav samtidig studiet. Aomame sagde fra starten at ægteskabet aldrig ville gå godt. Tamaki blev hysterisk over venindens negative udtalelser, men de blev dog gode venner igen. Tre dage efter sin 26-års fødselsdag hængte Tamaki sig derhjemme. Manden påstod over for politiet at der ikke have været nogen problemer derhjemme. Men det var løgn. Tamaki var både fysisk og psykisk mærket af mandens uophørlige sadistiske vold. Manden blev afhørt, men sagen blev aldrig forelagt en dommer. Tamakis lillebror fortalte senere i al fortrolighed Aomame historien.
Tamaki havde ikke kunnet se nogen vej ud af den mareridtsagtige situation og havde intet sagt til Aomame. Hun vidste at denne ville have sagt at hun skulle forlade manden straks. Og det kunne hun ikke. Tamaki havde skrevet et afskedsbrev til hende: "Mit liv er et helvede. Jeg kan ikke give andre skylden". Aomame blev alligevel overrasket over selvmordet og besluttede sig for at straffe manden. Uanset hvad skulle hun nok sørge for at han "fik lov til at opleve verdens ende". Hun udformede en omhyggelig plan. Hun vidste hvordan man dræber et menneske på et øjeblik ved at stikke en nål meget præcist ind i et bestemt punkt i nakken. Hun skred til handling. "Uden tøven, koldt og beslutsomt, lod hun Guds rige komme til ham". Bagefter bad hun til Gud. Ordene strømmede nærmest automatisk ud af hendes mund.
"Vorherre, du som er i Himlen, ære være dit navn, komme dit rige." - Det var efter denne hændelse at hun med jævne mellemrum blev grebet af et voldsomt begær efter en mand. [Kap 13]
Aomame levede et nøjsomt liv. Tøj, sminke og smykker interesserede hende ikke. Hvis hun manglede noget tog hun hen i en fin tøjbutik og købte en ny 'scorekjole'. Hun havde fra barnsben været vant til et enkelt og spartansk liv og havde tidligt fået banket afholdenhed og mådehold ind i hovedet. I hendes hjem fandtes der intet overflødigt. Man havde ikke noget fjernsyn og holdt ingen avis. Hendes forældre var ikke fattige - faderen var ingeniør. Det var udelukkende af principielle, dvs religiøse grunde at de levede så nøjsomt. Aomame fik ingen kommepenge. Hun hadede sine forældre og afskyede deres verden og deres måde at tænke på. Hun drømte om et almindeligt liv ligesom alle andres.
Da Aomame blev voksen måtte hun erkende at hun faktisk havde det bedst ved at leve et mådeholdent og beskedent liv.
Hun spurgte ofte sig selv hvad det egentlig ville sige at være fri. Hvis det lykkedes at slippe ud af et bur, endte man så ikke bare i et endnu større bur?
Hun ville egentlig ikke have penge af den gamle dame for sine tjenester, og det forstod damen godt. "Men netop fordi du så problemfrit bortskaffer disse rædsomme mænd for os, undgår vi besværlige skilsmissesager... og det er kvinderne taknemmelige for. Jeg ved godt du har handlet uegenyttigt og fulgt dit hjerte. Men rene følelser kan være farlige. Mennesker der har det sådan er ikke almindelige. Derfor er du nødt til at tøjre dine følelser ved jorden, lige så solidt som man forankrer en luftballon. Det er derfor du får pengene."
Ayumi ringede og sagde at hun gerne ville ud at spise med Aomame. Aomame nævnte en dyr fransk restaurant, der gjorde Ayumi betænkelig. Men Aomame forklarede, at ejeren kom i træningscenteret. "Jeg er hans personlige træner; jeg kan altid få et bord, og det kommer ikke til at koste så meget". - De fik serveret en meget fin vin, som en gæst havde vraget. Det var Tamaki der havde indviet Aomame i hvordan man opfører sig på fine restauranter. Hun var vokset op i et velstående hjem.
Ayumi vil gerne spørge Aomame om noget: "Har du været ude for at en mand gjorde mærkelige ting ved dig, da du var lille?" - "Nej, det tror jeg ikke". - "Har du nogensinde haft en kæreste?" - "Nej, ikke en eneste. Jeg var faktisk jomfru til jeg fyldte 26." - Ayumai tabte mælet. Aomame fortsatte: "Der har kun været én jeg kunne lide. Jeg forelskede mig i ham da jeg var ti år gammel og holdt ham i hånden. Vi gik i skole sammen." - "Har du aldrig overvejet at finde ham?" - "Nej, jeg har aldrig haft lyst. Jeg vil gerne finde ham helt tilfældigt en dag."
Ayumi undskylder at hun bliver lidt nærgående. "Skete der noget særligt da du blev 26?" - "Ja, der skete noget som ændrede mig fuldstændigt." - Hun tilføjer at hun sagtens kan klare sig alene. "Hvis bare man elsker ét menneske, har man oplevet en form for frelse i sit liv. Også selvom man ikke kan være sammen med den person."
Ayumi fortæller at også hun havde en hun var rigtig glad for; lige efter gymnasiet; den først mand jeg var i seng med; han forlod mig hurtigt for en anden. "Jeg var helt knust og dybt såret". - Aomame bemærker, at vi mennesker måske slet ikke har noget valg, når det kommer til stykket. "Måske er det hele besluttet på forhånd. Måske er den frie vilje kun noget vi forestiller os. Verdens undergang er alligevel nær. Og så kommer hans rige til jorden."
Ayumi spørger om Aomame slet ikke kan huske huske hvad de gjorde i deres vilde nat. Hun fortæller det selv. "Vi optrådte som lesbiske for at hidse mændene op. Vi rørte ved hinandens bryster og kyssede hinanden dernede". Hun spørger Aomame om denne synes det er forkert at være lesbisk". - "Nej" - "Må jeg godt sove hjemme hos dig i nat?". Det måtte hun godt. De gik hjem til Aomame. Ayumi ville gerne ligge lidt hos Aomame i sengen. Senere rakte hun hånden frem og forsøgte at stikke en finger ind under Aomames pyjamas, men Aomame greb fat om hendes hånd og skubbede den væk. "Du lovede det! Ikke noget frækt!"
Aomame efterlod om morgenen den sovende Ayumi i sengen. Hun erkendte at hun var blevet glad for Ayumi, men at det aldrig ville blive det samme som med Tamaki. Pludselig gik det op for hende at nattehimlen var anderledes end den plejede at være. Noget var umiskendeligt anderledes. Der var to måner på himlen. En stor og en lille. Hun var sikker på at noget var under optræk. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Der er noget helt galt, enten med verden eller også med mig. Måske er verdens undergang nær. Og så kommer hans rige til jorden. [Kap. 15]
Om aftenen var der stadig to måner på himlen. Den store var den sædvanlige. Den Neil Armstrong havde taget sit første skridt på i 1969. Ved siden af var den mindre, misformede grønne måne. "Jeg er ved at blive skør", tænkte Aomame. "Der har altid kun været én måne, og det bør der stadig kun være. Hvis der pludselig er to, må det have påvirket livet på jorden på mærkbare måder. Der bliver ved med at ske sære ting omkring mig".
Tamaru ringede og sagde at den gamle dame gerne vil træne med Aomame i morgen. Hun spurgte ham om han havde lagt mærke til månen på det sidste. Det havde han ikke. Der var stadig to måner den næste aften. Jo længere hun kiggede på dem desto mere gådefuld virkede kombinationen. "Køligt og præcist bærer månen på fortidens tunge byrde."
Tamaru spørger direkte Aomame hvad der er med den måne? "Er der en særlig grund til at du er optaget af månen?". Tamaru mente ikke man gjorde eller sagde noget uden grund. - Den gamle dame lyttede til musik af John Dowland: Når jeg lytter til den her musik, rammes jeg tit af en sær fornemmelse for tid.
Aomame bemærkede at selvom tingene er de samme, er vores opfattelse af dem måske anderledes. I tidligere tider var nætterne meget dybere og mørkere, og derfor må månen også have virket lysere og meget større. Men det var også en grusom verden. Hun tilføjede at hun var et helt almindeligt menneske der godt kunne lide at læse historie. Den gamle dame svarede at det kunne hun også selv. "Historien lærer os at menneskene i bund og grund ikke har ændret sig. Når det kommer til stykket er vi mennesker blot genernes transportmiddel. Generne skelner ikke mellem godt og ondt; de er ligeglade med om vi er lykkelige eller ulykkelige. De er kun optaget af hvad der kan betale sig for dem". - "Og alligevel kan vi ikke lade være med at tænke over hvad der er godt og ondt", tilføjede Aomame. - "Nej det har du ret i. Mennesket er nødt til at tænke over det."
Efter middagen kom det fra den gamle dame: "Vi kan stole på hinanden, ikke? Vi deler vigtige hemmeligheder
Vi har lagt vores skæbne i hinandens hænder." - Det var i denne stue Aomame havde fortalt om sin bedste veninde og udtrykkeligt sagt at hun ikke mente at have gjort noget forkert ved at tage mandens liv. - "Nej. Du gjorde det rigtige. Du har rykket ondet op ved roden. Det er noget helt andet end personlig hævn, så du skal ikke bekymre dig. Jeg har også fået et menneske ryddet af vejen af nøjagtig samme årsag. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke med mine egne hænder. Og jeg har heller ikke en særlig teknik. Nu kender vi to hinandens dybeste hemmelighed, ikke sandt?".
Den gamle dames datter havde været igennem nogenlunde det samme som Tamaki Otsuka og havde også taget sit eget liv. Datteren havde giftet sig med den forkerte mand. Ved obduktionen fandt man mange tegn på mishandling. Politiet kunne ikke anklage manden for noget. Og desuden var det selvmord. Manden lever stadig. Jeg har ikke i sinde at slå ham ihjel. Men jeg har knust ham socialt. Han lever, men som et lig. Det er min metode.
Året efter datterens selvmord oprettede den gamle dame et privat krisecenter for voldsramte kvinder. Hvis der opstod problemer der krævede håndfast indgriben tog Tamaru sig af dem. "Men der er ting som Tamaru og jeg ikke kan klare og hvor der absolut ikke er noget at gøre. Mænd der opfører sig som parasitter og lever af at suge blodet ud af svage mennesker er uhelbredeligt forkvaklede. Den slags er man på en eller anden måde nødt til at få ryddet af vejen, men det skal være på en måde der ikke tiltrækker sig offentlighedens opmærksomhed. Jeg kan bestemme hvordan. Det har jeg nemlig magt til. Det handler om retfærdighed i bredere forstand. Jeg tænkte om ikke du havde lyst til at hjælpe mig i mit arbejde. Jeg har brug for en dygtig samarbejdspartner som jeg kan stole på."
"Kvinden må jo være mere eller mindre vanvittig", tænkte Aomame for sig selv. "Og hun tror jeg har det der skal til".
Aomame var sunket ned i sine egne tanker og havde mistet enhver tidsfornemmelse. Hun så velkendte scener for sig. Pludselig gennemborede en tynd lysstråle hendes krop, og hun fik en underlig fornemmelse af at være blevet gennemsigtig. "Hvis jeg kan gøre noget, så vil jeg gerne". - Den gamle dame havde rakt begge hænder frem og grebet fat om Aomames. Og siden havde de delt hemmeligheder med hinanden og været fælles om et kald.
"Som du ved, er jeg et meget, meget forsigtigt menneske", sagde damen. "Jeg sætter ikke min lid til tilfældigheder, forventninger eller held. Men denne gang bliver jeg nødt til at bede dig om det næsten umulige... Den pågældende mand er ikke nogen almindelig person. Det nytter ikke noget med almindelige fremgangsmåder... Jeg vil forklare dig omstændighederne så præcist som muligt. Men først skal du møde nogen. Hun bor i 'kvindehuset' og blev sendt hertil fra rådgivningscenteret for seks uger siden. I fire uger sagde hun ikke et ord. Det har taget mig en evighed at få hende til at forstå at hun er i sikkerhed her." - "Er hun også blevet banket af sin mand?" - "Nej hun er kun ti år".
Den gamle dame hilste på tre andre kvinder i 'Kvindehuset': "Vi skal bare snakke lidt med Tsubasa". De gik op til et værelse på første sal. Damen spurgte Aomame om hun kunne huske da hun var ti år - Ja, tydeligt. Da havde hun holdt en dreng i hånden, haft sin første menstruation, taget afstand fra sin barndoms påtvungne tro og besluttet at bryde med sine forældre. - Damen huskede også den alder tydeligt. Hendes far var diplomat i Paris og gaderne myldrede på det tidspunkt med genfærd fra første verdenskrig. Forældrene havde taget hendes hånd og sagt at hun ikke skulle være bange.
Damen vendte tilbage til menneskets forplantning: "En mand producerer flere millioner sædceller om dagen. En kvinde producerer et begrænset antal modne æg. Det virker som om den store forskel i mænds og kvinders mentalitet udspringer af denne forskel i reproduktionssystemet. Men denne piges æg vil ikke blive befrugtet. Hendes livmoder er ødelagt." - "Jamen, hvem har gjort det?" - Damen: "Det ved jeg ikke helt præcist." - "Little People", lød det fra pigen. [Kap .17]
"Little People?" spurgte Aomame. "Hvem er Little People?". Den gamle dame: "Hun har sagt det flere gange. Jeg forstår ikke, hvad det betyder. Der er tegn på at pigen er blevet voldtaget, endda flere gange. Ifølge lægen er der vævssskader og skader på det indre af livmoderen. Skaderne er sket fordi en voksen mands erigerede lem er trængt ind i hendes lille skød." - Tsubasa lyttede uden at sige noget.
Damen fortsatte: "Og ikke kun det. Omfanget af skaderne fortæller at voldtægterne må have været forfærdeligt smertefulde. De æg som ligger klar i pigens krop har ikke længere noget sted at bevæge sig hen. De er allerede blevet ufrugtbare. Det er utilgiveligt hvis nogen med magt frarøver en kvinde det der er hendes naturlige ret.... Jeg ved godt hvor pigens forældre er, men det er dem der har tilladt denne grusomme handling. Hun er flygtet fra sine egne forældre. De gik ikke bare med til voldtægterne. De tilskyndede til dem. Der er tydeligvis tale om meget specielle omstændigheder. Vi har ikke anmeldt sagen til politiet. Vi risikerer at politiet sender pigen tilbage til forældrene, og at det samme gentager sig. Jeg vil selv tage mig af hende.... Det er kun én person der har forulempet hende. Han har usædvanlig stor magt, og pigens forældre lå under for ham. Det gør de faktisk stadig. Alt hvad den mand siger betragter de som den absolutte sandhed." - "Er der tale om en særlig organisation?, spørger Aomame. "Ja, et sært, snæversynet og sindsforvirret kollektiv. En ekstrem ond og farlig kult".
Aomame tænkte for sig selv: Det ville ikke være underligt hvis det samme var sket for mig. Selvfølgelig havde der ikke fundet voldtægter sted i 'Vidnernes Samfund' (= Jehovas Vidner), men det er ikke kun kroppen der kan voldtages, og vold antager ikke altid en synlig form. Tsubasa mindede Aomame om hende selv i den alder. Jeg formåede dog af egen vilje at løsrive mig.
Den gamle dame: "Jeg ved godt at det ikke er en pæn ting at gøre; men jeg har altså fået undersøgt din baggrund. Det vi laver sammen er ikke helt almindeligt. Vi er nødt til at stole på hinanden, og det kan man kun, hvis man ved hvad der er at vide om hinanden... Jeg ved altså at du har dybe ar i sjælen på grund af din opvækst i en kult. Dine forældre var og er stadig dybt troende medlemmer af 'Vidnernes Samfund'. De har aldrig tilgivet dig at du forlod troen, og det har plaget dig den dag i dag. Hvis jeg skal sige min ærlige mening, så kan man ikke kalde 'Vidnernes Samfund' en rigtig religion. En religion som ikke accepterer livsnødvendige operationer er ikke andet end en kult."
Aomame spørger om organisationen med pigens forældre er en kendt kult. - Den gamle dame: "Den hedder Sakigake. Du har garanteret hørt navnet før. I en periode skrev aviserne om den dagligt." - Men Aomame mindedes ikke at hun havde hørt navnet før. Hun fornemmede intuitivt at hun ikke længere befandt sig i 1984, men i 1Q84's verden, hvor en masse ting havde ændret sig. - Damen: "Sakigake startede som et lille landbrugskollektiv omkring en kerne af unge venstreorienterede, men pludselig slog de om og blev til en religiøs organisation. Kollektivet har opnået status som trossamfund. Selvom den var indblandet i det store drama i Yamanashi-bjergene har dens ry ikke lidt skade. Gruppen har en grundlægger som de kalder for Lederen. Han menes at have særlige evner. Han skal kunne helbrede alvorlige sygdomme, se ind i fremtiden og forårsage paranormale fænomener. Det er selvfølgelig ikke andet end humbug, men mange drages mod ham. De fleste mennesker tror ikke på sandheden, men på det de ville ønske var sandt."
"Det er grundlæggeren af Sakigake der har voldtaget den lille Tsubasa. Han tiltvang sig retten til det ved at påstå at det ville vække hende åndeligt. Forældrene havde fået besked på at ritualet skulle finde sted, før pigen fik sin første menstruation. Kun en ubesudlet ung pige er i stand til at opnå den ægte åndelige vækkelse. De forfærdelige smerter var den port hun nødvendigvis måtte igennem for at nå op på et højere eksistensniveau. Og forældrene troede på det. Det er rystende så enfoldige folk kan være. Og Tsubasas tilfælde er ikke det eneste. Grundlæggeren må være et fordærvet menneske med perverse tilbøjeligheder, ingen tvivl om det. Vi ved med sikkerhed at disse voldtæger af små piger foregår systematisk."
Aomame: "Men så må vi jo gøre noget." - "Ja, det må vi". Damen lagde hånden oven på Tsubasas. "Vi bliver nødt til at skaffe os mere detaljeret viden om Lederen. Der må ikke være noget vi ikke ved." - Aomame: "Det lader til at blive en vanskelig opgave. Vi bliver nødt til at have flere informationer om Little People." - "Ja, de bekymrer også mig. Men pigen vil ikke fortælle hvad de er for nogen...." Lidt senere: "Det her har jeg aldrig fortalt til nogen før: Men sandheden er at min datter var gravid da hun begik selvmord. Hvis barnet var blevet født, ville det have været på alder med Tsubasa nu. Vi er en slags familie nu."
Det forekom Aomame at der var noget uvirkeligt over scenen da hun igen passerede stuen med de fire kvinder. Den kunne hedde "Kvinder der deler en hemmelighed". Men hvis vi siger vi blot er 'genernes befordringsmiddel', hvorfor vælger så mange af os så at leve så mærkeligt et liv? - Mens hun gik og tænkte blev hun voldsomt liderlig. Den følgende nat havde hun en erotisk drøm. Hun kunne ikke vide at der også denne nat svævede to måner ved siden af hinanden oppe på himlen.
Tsubasa og den gamle dame sov i samme værelse. Damen var faldet i søvn. Tsubasas vejrtrækning var usædvanlig tyst. Den øverste del af hendes skuldre skælvede let. Nu åbnede hun langsomt munden lidt mere. Og en efter en kom Little People ud. I alt fem - på størrelse med pigens lillefinger. Men så snart de var ude, foldede de sig ud som et teleskop og blev 30 cm høje. Fra under sengen hev de noget ud der var på størrelse med en kinesisk sibolle med kødfars i. Den begyndte de at bearbejde ivrigt. [kap 19]
Aomame gik igen på biblioteket; denne gang for at finde oplysninger om den religiøse organisation Sakigake. Den havde sit hovedkvarter i Yamanashis bjerge hvor også skudepisoden i 1981 fandt sted. Ekstremistgruppen blev betragtet som et produkt af ungdomsoprøret på universiteterne omkr. 1970. Flertallet af medlemmerne havde deltaget i besættelsen af Yasuda-auditoriet på Tokyo universitet. De deltagende studerende og lærere var blevet bortvist fra universiteterne. De der ikke mente at politiske aktiviteter i byerne var en farbar vej dannede et landbrugskollektiv, og dette kollektiv hed Sakigake.
Der skete en splittelse inden for gruppen. Kampfraktionen drømte om en væbnet guerillakrig i marxistisk ånd, mens
kollektivfraktionen havde erkendt at væbnet revolution ikke var et realistisk alternativ i dagens Japan. Men de afviste dog kapitalismen og ønskede at leve i pagt med naturen. I 1976 blev den militante del udskilt. Den trak sig frivilligt da man tilbød dem et stykke jord. De skabte deres eget kolletiv, og dette kaldte de Akebono. De havde skaffet sig kraftige skydevåben, og gruppen lod i al hemmelighed sine medlemmer gennemgå militær træning.
Sakigake havde på et tidspunkt ændret kurs og var blevet en religiøs organisation og blev allerede i 1979 anerkendt som trossamfund. Man etablerede et højt hegn om arealerne, hvor ingen udefrakommende fik adgang. Umiddelbart efter den voldsomme ildkamp i bjergene som endte med Akebonos tilintetgørelse var Sakigake kommet med en officiel udtalelse. Budskabet var krystalklart. Uanset hvad deres forhold havde været engang, var der absolut ingen forbindelse mellem Akebono og Sakigake nu. - Yamanashis politi var mødt op hos Sakigake med en ransagningskendelse. Politiet stod tilbage med en klar mistanke om at de to grupper havde haft nær kontakt med hinanden og at Sakigake under overfladen havde haft en finger med i Akebonos aktiviteter. Men der var intet bevis. Stedet mindede mere om et bedre privat forskningsuniversitet end en religiøs organisation. På et møde for journalister var der ikke antydning af religiøs propaganda. "Vi har ingen klar og entydig doktrin, havde de forklaret. Vi har ikke brug for skrevne regler. Den enkeltes vækkelse er med til at opbygge og forme vores fælles lære. Vi har en beskeden livsførelse. Gennem et nøjsomt liv med renselse og åndelig træning stiler vi mod at opnå sjælefred. Vi er ikke nogen fastfoodsekt som tilbyder mennesker med verdslige problemer en pakkeløsning.
De fleste journalister forlod stedet med et godt indtryk af Sakigake. Generelt talte tilhængerne helst ikke om deres fortid. De fleste medier stemplede den revolutionære gruppe Akebono som et dæmonbarn som Sakigake i sin åndelige søgen havde været nødt til at skille sig af med. Allerede i firsernes Japan anså man marxistiske værdier som bagstræberiske.
Sakigake repræsenterede et mere lovende alternativ for fremtiden.
Det er ikke så nemt, tænkte Aomame. Forholdene på Sakigake er ikke helt så pletfri som aviserne beskriver dem.
Aomame ringere bagefter til Ayumi for at bede hende om en tjeneste. "Kender du trossamfundet Sakigake? Jeg vil gerne vide om Sakigake har været involveret i noget efter skudepisoden. Måske du som betjent har metoder til at finde ud af noget." - Ayumi spurgte naturligt nok hvorfor Aomame ville vide noget om Sakigake? - Hendes svar lød:
"Det har med systematisk voldtægt af ganske små piger at gøre under dække af religionen." og hertil replicerede Ayumi: "Det kan vi ikke have. Jeg finder på noget."
Aomame tænkte på sin familie: Mon de stadig går rundt og hverver nye medlemmer til 'Vidnernes Samfund'. Gad vide hvad min storebroder lavede. Aomame havde i lang tid gjort alt for at glemme det der var sket før hun fyldte ti år. "Mit liv begyndte først da jeg fyldte ti. Alt før den tid er en ond drøm. Jeg vil kaste alle minder fra dengang langt væk. Men lige meget hvor langt væk jeg prøver at komme, bliver jeg hele tiden nødt til at vende tilbage til det."
Ayumi ringede. Hun var kommet i tanke om at en af hendes klassekammerater fra politiskolen havde en onkel der var højt placeret betjent i Yamanashi. Onklen havde introduceret hende for den betjent der var ansvarlig for efterforskningen af Sakigake, og denne havde oplyst, at Sakigake temmelig mange gange havde været på kant med loven. De går meget aggressivt til værks med jordopkøb, og selvom man ser velvilligt på det, er det svært at se hvordan brugen af så store summer ene og alene kan have til formål at efterstræbe åndelighed. Det er næsten som om de har en vision om at udbrede deres tro til hele landet. De må have en større indtægtskilde end medlemmernes donationer. Der er ret mange børn blandt organisationens medlemmer, og ifølge lærerne på skolen har mange af børnene, både drenge og piger, psykiske problemer.
Når de kommer op i de højere klasser blive de fåmælte, udtryksløse og ekstremt apatiske. Almindelige menneske har ikke adgang til området. Og hvad voldtægterne angår kan politiet ikke gøre noget, så længe der kun foreligger almindelige borgeres mistanke.
Ayumi spurge til sidst Aomame, om de ikke kunne gå i byen igen. Og hun tilføjede: "Kan du for øvrigt lide at lege med håndjern." - Aomames svar var: "Det tror jeg ikke." [Kap. 21]
Ayumi var lille og lattermild, mens Aomame var muskuløs og reserveret. De fandt ingen passende partnere på baren. Aomame var forarget over at Ayumi havde modtaget penge af den ene af de to mænd de havde været i lag med på hotellet hin vilde nat. Med hensyn til Sakigake havde Ayumi lavet sin egen efterforskning. Der er ikke noget religiøst over deres trossamfund. Deres lære minder lidt om dekonstruktivismen og er blot et sammensurium af religiøse billeder tilsat lidt nyreligiøs åndelighed, moderigtig intellektualisme, tilbage til naturen-ideer. Måske er det manglen på substans der er ideen med det hele. Hun henviste, til Aomames overraskelse, til den canadiske samfunds- og medieforsker McLuhan, der havde hævdet at mediet er budskabet. - Aomame udlagde det som "indpakningen udgør indholdet".
Ifølge Ayumi lod det til at Sakigakes såkaldte 'Leder' var usædvanligt karismatisk. Folk dyrkede ham. Mandens eksistens virkede som kernen i deres tro. Men det særlige er at han aldrig viser sig. Ingen ved hvordan han ser ud, hvad han hedder eller hvor gammel han er. - Dog findes der en forening for afhoppere. Og de hævder at Sakigake er en samfundsfjendtlig, farlig kult som svindler og bedrager. Trossamfundets medlemmer er som en flok får der vogtes af hyrder. De længes efter at opnå en højere position inden for organisationen, så de en dag kan møde Big Brother, men den dag kommer aldrig. De almindelige medlemmer har ingen anelser om hvad der foregår.
Ayumi: "Er det sikkert at de små piger er blevet voldtaget." - Aomame: "Der er ingen konkrete beviser. Men der findes faktisk et offer. Jeg har mødt hende." - På direkte spørgsmål fra Ayumi oplyser Aomame at der ikke var skygge af seksuelle overgreb i hendes egen familie. Ayumi derimod oplyser at hun blev udsat for den slags som barn, endda mange gange, nemlig af hendes storebror og sin onkel, og de er begge to ved politiet. "De rørte ved mig dernede og fik mig til at slikke på deres tissemænd. Det må være sket da jeg var ti år. De sagde at jeg ikke måtte sige det til nogen.
Mor kunne jeg ikke sige det til, for min storebror var hendes øjesten. Hun ville give mig skylden. De ansvarlige derimod, de kan altid glemme eller bortforklare deres handlinger, hvorimod de overlevende ikke kan vende blikket væk. -
Aomame konkludere, at der var tale om 'en endeløs kamp mellem modsætningsfyldte erindringer'.
Ayumi tilstod at hun havde en fornemmelse af at Aomame havde oplevet noget lignende. Det havde hun dog ikke, og mente ikke at hun overhovedet var bange for mænd. - "Er du overhovedet bange for noget? Hvad er det egentlig du går og laver? kom det fra Ayumi. - Aomame svarede at hun ville ønske hun vidste det. men hun vidste knap nok hvilken verden eller hvilket år hun befandt sig i. "Det er 1984, og du befinder dig i Tokyo", kom det prompte fra Ayumi. Men for Aomame var det ikke så indlysende. Ayumi borede i en anden side af sagen: "Selv om du har en mand som du elsker, går du i seng med fremmede" - "Det har jeg brug for, for at mærke at jeg er et menneske af kød og blod. Det er lidt som med de verdslige lysters hjul hos tibetanerne. Når hjulet drejer rundt går de yderste værdier og følelser op og ned. Men den ægte kærlighed befinder sig i hjulets aksel."
Tamaru ringere to dage senere for at aftale møde mellem Aomame og den gamle dame. Han tilføjede, at der var sket noget som ikke var så godt. Schæferhunden der spiste spinat var død. "Jeg fandt den i småstumper i morges. Kvinderne i huset er rystede og rædselsslagne." - Aomame svarede med et: "Der sker mystiske ting." - "Ingen tvivl om det. Og hvis mine fornemmelser er korrekte, så er det her kun begyndelsen på noget." [Kap. 23.]
Karakteristik af dur-fortællingen Til toppen Næste
Som det fremgår, er der i Aomames fortælling tale om et ret så klart handlingsforløb med personer der er målrettede og beslutsomme. Hovedpersonen begår særdeles veltilrettelagte mord som ikke efterlader sig spor, og hun bliver til sidst involveret i en mission der for alvor vil sætte hendes færdigheder på prøve og sandsynligvis også hendes liv på spil. Hun skal skaffe oplysninger om en fuldstændig lukket kult der udadtil er anerkendt som almindeligt trossamfund, men indadtil ledes diktatorisk af en karismatisk, men fuldstændigt perverteret mand der systematisk voldtager sektens piger inden de får deres første menstruation, og vel at mærke gør dette under dække af at ville give disse piger en åndelig vækkelse og renselse der kan føre til evig sjælefred. Den slags forskruet kult forekommer vitterligt i 'den virkelige verden'. Bedst huskes nok James Mansons hippieagtige kult i Californien og dens grusomme massakre i 1969, for den førte til stor mediedækning og retssag. Fra Japan kendes en lidt anden slags afsporet ny-religiøsitet fra nyere tid, nemlig Aum Shinrikyo, en eskatologisk bevægelse der i 1995 gennemførte en giftgasangreb på en undergrundstation i Tokyo.
I fiktionsværket '1Q84' er der angiveligt tale om oprindeligt marxistisk-venstreorienterede idealister der med udgangspunkt i ungdomsoprøret omkring 1970 drømmer om grundliggende samfundsændringer. De mest militante af dem havner efterhånden i en ekstremisme, der lukker sig hermetisk til i forhold til omverdenen, og de begår nogle uhyggelige seksuelle overgreb på ti-årige piger som omverdenen kun ad omveje får kendskab til. Aomame på sin side bærer på sår i sjælen fra opvæksten i Jehovas Vidners lukkede sekteriske verden (uden seksuelle overgreb), men kommer ud af den i tide. Til gengæld kommer hun til at betragte det som en højere retfærdighed at være med til at ekspedere hustrumishandlere og børneskændere over i den anden verden - og lader sig derfor involvere i Den gamle Dames meget specielle projekt, som også ledes af retfærdighedssans.
Hovedpersonen er trods sine drabshandlinger 'ren af hjertet', og dette er - som damen meget rigtigt konstaterer - altid mistænkeligt. Aomame har mistet sin bedste veninde som blev mishandlet af sin ægtemand og til sidst begik selvmord, men hun får i Ayumi en ny veninde der nok har kendt til seksuelle krænkelser som mindreårig pige, men ikke til voldtægt. Hun er havnet i politiets tjeneste ligesom andre i familien, men må på trods af sine kvalifikationer nøjes med en tjans som parkeringskontrollør. Hun læser bøger - og kan bringe McLuhans teori om at 'mediet er budskabet' på banen. Hun finder hele politiledelsen mandschauvinistisk, og hun har ikke i korpset fundet den rette partner, men vil som Aomame have vild sex med passende mellemrum. Og kan her folde sig ud uden skrupler med hensyn til variation og eksperimenteren. Hun har som Aomame ingen problemer med at score en mand på en singlebar og udtrykker sig bramfrit om oplevelserne. Aomame overgår hende dog når det gælder at gå direkte til en mands forfængelighed. Og for dem begge gælder at de stadigvæk trods deres alder omkring de 30 adskiller den seksuelle kropsnydelse og al forpligtende følelsesmæssig kærlighed meget skarpt.
Hele Aomame-fortællingen i første bind af trilogien er nærmest en krimi, hvor spændingen holdes glimrende i live til de næste bind. Det er i sig selv pikant at hovedpersonen er morder mens hendes nye veninde, som hun kan more sig fortræffeligt med, er politibetjent. Men det er endnu mere pikant at Aomame som massør og kampsportstræner med speciale i selvforsvar for kvinder får kontakt med og kommer til at dele hemmeligheder med en ældre, rig og højt kultiveret dame i halvfjerdserne som har åbnet en rådgivningsklinik for voldsramte kvinder og herigennem får kendskab til så alvorlige tilfælde af kvindemishandling at hendes retfærdighedssans tvinger hende til at skaffe nogle af mændene af vejen. Den gamle dame er iøvrigt kendetegnet af en grundliggende forestilling om naturen som en tilstand eller et rige der står i største modsætning til den menneskelige kultur hun ellers har tilegnet sig på højeste plan.
Det mest mystiske er dog at der dukker en ti-årig pige op som viser sig at have været udsat for sektlederens værste overgreb, men som det er lykkedes at flygte, og som nu kan fortælle den gamle dame og Aomame om nogle mystiske væsener hun kalder Little People, og som det bliver Aomames opgave at få afklaret, selvom det efter alt at dømme kan blive farligt. Dette fremgår også af den spinatspisende schæferhunds pludslige og voldelige død, for den kunne tyde på at det er folk fra det sekteriske kollektiv med økologiske idealer der er kommet på sporet af pigens beskyttere.
Samtidigt må Aomame konstatere at virkeligheden på en eller anden måde har forrykket sig så hun dårligt ved hvad der er op og ned. Hun der ellers har en særdeles god hukommelse må pludseligt erkende at der er store offentlige og i medierne meget omtalte begivenheder så som massakren i Yamanashi-bjergene kun tre år tilbage som hun slet ikke kan huske - og at hun heller ikke dengang registrerede at politiet havde fået nye uniformer. Hun studser over en betjent hun ser på gaden som bærer en anderledes uniform end den hun forventer. Hun må altså med stor indre uro erkende ting fra efteråret 1981 hun totalt har glemt og som hun må på biblioteket for at få afdækket. Og hun har ligeledes totalt fortrængt hvad der skete i hendes eget liv før hun som ti-årig oplevede noget der ændrede hendes liv fuldstændigt og fik hende til at flytte væk fra sine sekteriske forældre. Ved skæbnens ironi må hun også nu i 1984 opleve i selskab med Ayumi at få drukket sig så beruset, at hun dagen efter ikke kan huske hvad der overhovedet var sket i deres vilde nat. Hukommelsen og kontrollen har svigtet hende, skønt hun er en type der vil have kontrol over alt, være perfekt og aldrig gøre noget forkert. Der er fra forfatterens side tydeligvis lagt op til at vi nok kommer til at erfare, hvorfor Aomame har fortrængt sine oplevelser, og at hun sikkert også kommer til at foretage sig et eller andet i forbindelse med udforskningen af Little People der bringer hende i vanskeligheder.
På ét punkt har Aomame dog et ganske bestemt erindringsspor af særlig art som hun er på det rene med er meget afgørende, men som hun ikke er i stand til at tyde, selvom det bliver ved med at dukke op. Det drejer sig om at Janaceks Sinfonietta altid vækker en bestemt følelse eller fornemmelse i hende, når hun tilfældigvis hører det. Dette gælder både den lille symfonis indledende Fanfare, der oprindelig er skrevet til et sportsstævne og hvis tema i sin tid havde bragt komponisten i ren ekstase. En fanfare er typisk dur-musik (ofte D-dur) og svarer derfor godt til alle former for menneskelig ekstase, inklusive den seksuelle. Men i dette tilfælde påminder den Aomame om en bestemt hændelse i barndommen som hun blot ikke kan tids- eller stedfæste selvom hun har den grundopfattelse at alt hvad der foregår i historien har ét bestemt sted og én bestemt tid. Hun sætter endnu ikke oplevelsen i forbindelse med sin forelskelse i den jævnaldrende dreng hun som ti-årig pige tog i hånden, men ikke siden traf. Hun bærer tydeligvis på den store romantiske længsel efter ham, men vil ikke bevidst gøre noget for at finde ham. Hun vil helt og holdent lade tilfældigheden eller naturens skæbnebestemmelse råde. Læseren ved fra den anden, parallelle del af fortællingen hvem drengen er. Og alt er bygget op til at de på et eller andet, mere eller mindre tilfældigt eller skæbnebestemt tidspunkt mødes i den videre fortælling.
Her på stedet er det imidlertid vigtigt at holde fast i, at det afgørende erindringsspor i Aomames tilfælde er et musikstykke i dur og altså ikke i mol. Det udelukker ikke hendes følsomhed for blidere dele af musikken eller livet (hun forbinder uden videre andre dele af Janaceks symfoni med de bøhmiske sletter), men det svarer særdeles godt til hendes stærke og ensidige interesse for kampsport og den dertil hørende opfattelse af kroppen som menneskets tempel. Og det svarer også ganske nøje til de øvrige personer i dur-delen: veninderne Tamaku og Ayumi, Den gamle dame og hendes stærke og kontante håndlanger og butler Tamaru. De er alle venlige, velmenende og retsindige mennesker, endog kloge og vidende, men også temmelig ensporede. Specielt Tamaru, der er bøsse, finder det sikkerhedsmæssigt mistænkeligt, hvis Aomame begynder at tænke for meget over tingene, hvorimod Den gamle dame dog forstår at hun bærer på en sorg som det vil være godt for hende at få løst op for. Damen gør hvad hun kan for at lokke Aomame til at fortælle om det, for så kan de stole fuldstændigt på hinanden. Og damen har også meget klare forestillinger om naturens fortrin frem for kulturen. Men ingen af personerne har normale, komplementære relationer til det andet køn.
Refleksion er ikke Aomames stærke side eller natur. Der skal ydre ting af mystisk art til at få hende til at undersøge en sag nærmere, og til disse hører ikke blot de fortrængte begivenheder og Janacek-Sinfoniettaens vedblivende dukken op i hendes indre, men også de to måner hun pludseligt ser og som meget forståeligt gør hende urolig. Der er og skal jo kun være én måne på himlen. Ser man to er der noget galt. Så bliver verden af 1984 til en 1Q84, en spørgsmålstegnsverden og det er ikke uproblematisk.
I forvejen er det karakteristisk for Aomame at hun på trods af sit meget tidlige opgør med forældrene og deres snævre religiøse tro og levevis som Jehovas Vidner i sig bevarer klart eskatologiske forestillinger om Jordens forestående undergang der vil blive afløst af Guds riges komme. Aomame bærer trods frigørelsen i sig nogle meget påtrængende forestillinger om en anden verden og om Guds rige og dettes komme ude i fremtiden. Men det er umuligt for hende at få disse forestillinger til at passe sammen med den meget praktiske og prosaiske verden hun lever i til daglig som kampsportstræner og lejlighedsvis bortskaffer af perverse kvindemishandlere.
Hvad den ti-årige pige Tsubasa angår minder hun Aomame om sig selv i samme alder - bortset fra det ret væsentlige at Tsubasa ikke fik frigjort sig fra sit miljø før hun blev udnyttet, mishandlet og voldtaget på det groveste. Hun er parallelen til den Fukaeri der er en central person i mol-delen af 1Q84, og som her i året 1984 er sytten år, men som ti-årig oplevede nøjagtigt det samme på nøjagtigt samme sted som Tsubasa og herunder også oplevede Little People som virkelige.
Når vi nu går i gang med den parallelle fortælling er vi ikke i tvivl om der er tale om en vidt forskellig verden med andre typer mennesker og en anden form for musikalitet.
Mol-fortællingen om Tengo Til toppen Næste
Den 29-årige Tengo bor i en lille lejlighed i Koenji og underviser i matematik på en privat terpeskole i Yoyogi der som andre japanske terpeskoler sigter mod optagelsesprøver på universiteterne. Ved siden af skolejobbet skriver han romaner. Det at skrive er for ham som at trække vejret. Han er ungkarl, men hygger sig en gang om ugen med en ti-år ældre gift kvinde. Han slapper bedst af sammen med ældre kvinder, for så behøver han ikke at tage styringen.
Hans tidligste erindring stammer fra da han var 1½ år. Hans mor tager blusen af, lader underkjolen glide ned og en mand sutte på sit bryst. Manden er ikke hans far. Tengo ser sig selv i tredje person liggende i en barneseng ved siden af, og hele denne ti sekunder lange sekvens står tegnet klart og tydeligt på hans 'bevistheds væg'. Der er intet før eller efter.
Tengo undrer sig en hel del over denne erindring og spørger jævnligt folk om deres tidligste erindring. Ingen kan huske noget fra de kun var 1½ år gamle. Børn skal tilsyneladende være mindst tre år gamle før de kan se en meningsfuld sammenhæng i deres omgivelser. Indtil da afspejles deres omgivelser åbenbart som et uforståeligt kaos, ja, hele verden som "en blævrende vælling uden struktur og uden noget fast holdepunkt".
Tengo spørger sig selv om erindringen er ægte eller falsk. Er den bare noget, han har fundet på senere med en eller anden lumsk bagtanke for øje? Tengo har i den grad spekuleret over om det er hans egen bevidstheds pure opspind.
Men mindet er alt for klart og overbevisende til at det kan være opdigtet, og det kommer altid lige på og uden varsel.
Erindringen kommer som en lydløs tsunami og skyller ind over ham med en overvældende kraft, så den lammer arme og ben. Luften omkring ham bliver tynd; han kan ikke trække vejret. Tiden går i stå. Han mister forbindelsen til både mennesker og alt andet omkring sig. Han føler at verden lukker sig og går i sort, men han mister ikke helt bevidstheden. Dele af hans bevidsthed bliver snarere skarpere. Han er ikke bange, men han kan ikke holde øjnene åbne; han sveder over hele kroppen, begynder at ryste let, og hjertet slår hurtigere og kraftigere. Er han sammen med andre, lader han som om han er blevet svimmel. Nogle gange er det overstået på 30 sekunder, andre gange varer det over et minut.
Det anfald han havde i dag var langvarigt, og denne gang var han totalt udmattet. "Hallo, Tengo!" var der en der havde råbt et stykke tid. Han fik et glas vand at drikke. - "Undskyld, nu har jeg det fint igen", sagde han og så at personen over for ham var Komatsu. De havde aftalt at mødes på en kaffebar i nærheden af Shinjuku station, og så var det sket. "Var det en slags anfald?", spurgte Komatsu. - "Nej, det er ikke noget alvorligt.
'
De havde talt om en gymnasiepige på sytten år der hed Fukaeri og som havde indsendt en roman til en debutantkonkurrence. Tengo havde læst manuskriptet som konsulent for Komatsu: "Det charmerende ved 'Luftpuppen' er at hun ikke prøver at efterligne nogen. Det er usædvanligt i en debutroman… Godt nok er sproget ufuldstændigt og ordvalget barnligt. Men ikke desto mindre er der noget gribende over fortællingen. I sin helhed er den ren fantasi, men detaljerne er uhyggeligt realistisk beskrevet. Jeg sad tilbage med en urovækkende og sælsom følelse." - Han fortsatte: "Jeg ville ikke have at du kasserede manuskriptet, bare fordi det var så barnligt skrevet. Det er første gang et manuskript har påvirket mig sådan."
Komatsu fnøs let. "Jeg har også læst manuskriptet. Det er frygteligt dårligt skrevet." - "Men du læste manuskriptet færdigt?" replicerede Tengo - "Ja, og det er jeg selv overrasket over." - Tengo: "Hun er stadig kun sytten og går i gymnasiet. Hun har bare ingen erfaring i at læse skønlitteratur eller i at skrive. Men manuskriptet fortjener at komme med i debutantkonkurrencen." - Komatsu fnøs igen. - Tengo: "Betyder det at du uden videre kasserer det?" - "Det siger jeg ikke. Jeg har faktisk en anden idé.... Hun har ikke en væggelus' chance for at få en fremtid som forfatter" - "Hvad så med mig?", spurgte Tengo, der endnu ikke havde fået accepteret en roman. - "Du gør dig i det mindste umage. Hvis man vil være forfatter, må man kunne lide at skrive."
Tengo syntes der var noget uberegneligt over manden Komatsu. Man kunne aldrig gennemskue hvad han tænkte eller følte. Han var i den grad hurtig i hovedet. Typen der fulgte sin egen logik og drog sine egne slutninger. Han havde læst et hav af bøger og besad en præcis viden om mange forskellige emner. Han kunne intuitivt gennemskue både folk og værker.
Men han var ikke en mand af mange ord. Han hadede at komme med supplerende forklaringer. Han kunne blive ret bister.
og så havde han stærke personlige præferencer og var af den overbevisning at "skarpsindighed ikke fødes i behagelige omgivelser". Han var 45 år og således 16 år ældre end Tengo. Han var en engageret redaktør af et litterært tidsskrift, men udtalte sig med foragt om den litterære verden. Han fortalte aldrig noget om sit privatliv, og var ikke særligt selskabeligt anlagt. Rygtet sagde at Komatsu havde været medlem af tresser-studenterbevægelsen Anpotoso da han læste litteratur ved Tokyo Universitet i 1960. Han blev alvorligt såret under en demonstration. Han grinede næsten aldrig, men når det skete, grinede han over hele femøren - uden dog at se ud til at more sig! Han lignede en 'erfaren troldmandslærling der klukkende kom med en uheldssvanger spådom'.
Tengo havde lært Komatsu at kende for omkring fem år siden. Tengo havde deltaget i debutant-konkurrencen hos tidsskriftet, og Komatsu havde ringet og sagt han gerne ville mødes med Tengo. Rent personligt kunne han godt lide Tengos værk, sagde han.... - Tengo fortalte ham at han var født og opvokset i byen Ichikawa i Chiba. Hans mor blev syg og døde - efter hvad faderen sagde - umiddelbart efter han blev født. Faderen havde ikke giftet sig igen, men havde selv taget sig af Tengo. Han havde været licensopkræver for Japans statslige radio og tv-station NHK, men led nu af Alzheimer sygdom. - Tengo selv havde gået på Tsubaka Universitetet - på en linje der kombinerede naturvidenskab og matematik. Og han skrev romaner ved siden af sit job som matematiklærer
Komatsu havde afvist Tengos romanudkast, ikke en gang for alle, med ved at blive ved med at kræve ændringer.
"Det kan godt være at det kommer til at tage tid med dig,", sagde han, "men der er heller ingen grund til hastværk
Du skal bare holde ud og skrive hver dag." - Komatsu gav ham forskellige journalistiske opgaver, og med tiden fik han også til opgave at gennemlæse de manuskripter som blev sendt ind til tidsskriftets debutantkonkurrence.
Tengo havde været lærer på samme skole i syv år og havde et godt ry blandt eleverne. Hans undervisning var præcis og kortfattet. Han havde talent for at tale; var god til at forklare tingene, og han kunne sågar fortælle vittigheder. Men i en mindre gruppe blev han tilhører. I jobbet kunne holde fri fire dage om ugen. Når han havde fri, stod han tidligt op og skrev på sin roman til sent om eftermiddagen. En gang om ugen kom hans gifte veninde på besøg og de tilbragte eftermiddagen sammen. Forholdet til denne ti år ældre kvinde var uforpligtende.
På det aktuelle møde fortsætter Komatsu sin forklaring. Det han havde forestillet sig med Luftpuppen var noget større end debutantprisen, nemlig den store litterære Akutagawa-prisen [opkaldt efter Ryunosuku Akutagawa (1892-1927)]. Men de blev nødt til at bearbejde 'Luftpuppen'. Tengo skulle skrive den om fra ende til anden! "Fuekaeri har en usædvanlig fantasi, så det er en skam at hun ikke kan skrive. Dine tekster hænger sammen, du har sans for sproget, men dit udtryk er intellektuelt. I modsætning til Fukaeri ved du bare ikke hvad du skal skrive om. Vi sætter to mennesker sammen og skaber en ny forfatter. Du forvandler Fukaeris rå og skitseagtige tekst til godt sprog. Det er den ideelle kombination, og kun du kan gøre det. Resten lader du bare mig om."
Tengo indvendte: "Hvad så hvis vi får Akutagawa-prisen?" - "Ja, så bliver bogen populær. Vi får en masse penge som vi kan dele i tre portioner.." - "Men strider det ikke mod din forretningsetik? Bliver det ikke et stort problem, hvis vores lille nummer bliver afsløret?" - "Den slags afsløres ikke så let, og jeg skal nok gå frem med største forsigtighed." - "For mig lyder din plan som en form for bedrag." - "Det er ikke ualmindeligt at samarbejde. Uden arbejdsdeling er det umuligt at masseproducere. Og vi taler jo ikke om Balzac, men om en mangelfuld gymnasiepigetekst som skal gøres til ordentlig litteratur. Hvad galt er der i det? Jeg ved du kan klare det." - Komatsu gav ham en kuvert med fotos af Fukaeri. "Hun er noget af en skønhed. 17 år. Hendes rigtige navn er Eriko Fukada, men det bruger vi ikke.". - Han indrømmede at planen var risikabel. "Men mit instinkt siger 'Fremad!'. Alle forudsætninger er til stede. Det vigtigste er at vi forvandler Luftpuppen til et fantastisk værk." - Og da Tengo kom med flere indvendinger afviste Komatsu dem alle: "Du har helt overset en vigtig kendsgerning. Sandheden er at du har lyst til at gøre det her." - Tengo tørrede sveden af panden. Komatsu havde altid ret. Gad vide hvorfor? [Kap 2]
Midt om natten blev Tengo vækket af telefonen. Det var Komatsu. Tengo kendte ingen andre end Komatsu som ville ringe på den tid. Manden havde ingen tidsfornemmelse. For ham var Tengos eksistens mere eller mindre en forlængelse af ham selv.
"Jeg har talt med Fukaeri og fortalt hende om planerne ", sagde han. "Hun svarede ikke. Hun sagde hun ville møde dig først. Det er noget af et ansvar at stå med. Kan du ikke tage hen til Cafe Nakamura i Shinjuku. Jeg har reserveret et bord inde bagved. Jeg sætter min lid til dig. Du er lærer på en terpeskole, så du er vant til at tale med fremmelige gymnasiepiger. Du skal bare overtale hende med et smil og vinde hendes tillid."
"Lige et øjeblik", indvendte Tengo. "Var det ikke din idé. Jeg har ikke engang besluttet mig." - "Det hele kører allerede på skinner... du kan ikke stige af nu. Jeg har besluttet mig, og det har du også mere eller mindre. Du og jeg deler skæbne, Tengo." - "Jeg er ikke nået frem til noget endnu" - "Jamen, er det så ikke en meget god idé at møde Fukaeri?.... Jeg har beskrevet dig for hende i store træk. Og sagt at du er et godt menneske som ikke spiser unge piger."
Tengo tager til Shinjuku. Fukaeri er mere end tyve minutter forsinket, men da hun endelig kommer, fortæller hun at hun faktisk har været til hans matematik-undervisning to gange. "kom bare for at høre dig". [Denne og alle hendes følgende replikker i bogen skrives med små begyndelsesbogstaver og uden tegnsætning, hvad der ikke explicit gives nogen egentlig forklaring på, men peger rent formelt på mol-notation. Alle mol-tonearter skrives med små bogstaver i modsætning til dur-tonearterne].
Da han spørger om hun vil gå til optagelsesprøve, svarer hun "jeg skal ikke til nogen optagelsesprøve". Men: "du kan godt lide matematik". Det bekræfter han, for når han arbejder med tal, slapper han af. "I matematikken kan man altid få alting til at falde på plads. Dens progression minder ham om Bachs 'Veltempererede Klaver'. - "jeg kender det veltempererede klaver".... "professoren hører det altid".
Tengo indrømmer at der er mange omstændelige teorier i matematikken, "men i bund og grund er logikken enkel. Matematikkens flow er ligesom vandets; det altid finder den korteste vej fra et højere liggende punkt til et lavere." - "hvorfor så skrive romaner" - "Det virkelig liv er anderledes end matematikken. Her kan man ikke regne med at tingene vælger den kortest mulige vej til målet. Matematikken er næsten alt for naturlig. Når jeg beskæftiger mig meget med matematik, føler jeg nogle gange at jeg bliver gennemsigtig.... Når jeg skriver, bruger jeg ord til at ændre landskabet omkring mig, så det bliver mere naturligt for mig. Jeg rekonstruerer det. På den måde får jeg bekræftet at jeg findes her i verden.... Sådan er det også med det du gør. Du har givet processen en form og bevaret den som et værk."
"form interesserer mig ikke" ... "form giver ingen mening" - "Hvorfor har du så skrevet din fortælling og sendt den ind?" - "jeg har ikke sendt noget ind". - Tengo måtte over for sig selv indrømme, at han over for denne syttenårige pige følte en voldsom skælven i sit hjerte. "Hverken forelskelse eller seksuelt begær, men noget som var trængt ind gennem en smal sprække for at fylde et tomrum i ham."
"Du har slet ikke lyst til at blive forfatter?" - "nej det har jeg ikke" - "Ikke desto mindre er der nogen der har sendt Luftpuppen ind" - "luftpuppen" - det havde hun ikke kaldt manuskriptet. Det kan også være lige meget. Det er jo ingen dårlig titel. Den vil få folk til at tænke: Hvad i alverden er det?, sagde han, og da han direkte spurgte hende hvad hun ville sige til at han skrev Luftpuppen om, lød svaret bare "det må du gerne". - "Har du slet ikke noget imod at jeg skriver din historie om?" - "gør som du vil".
Han går nærmere ind på bogen. "Det er som om jeg kan se det du ser. Især der hvor Little People dukker op. Din fantasi er virkelig noget helt for sig selv." - Fukaeri lavmælt: "little people findes"... "hvis du vil kan du også se dem". Og lidt senere "der er en jeg vil have du møder"..... "har du tid søndag morgen".
Tengo ringer bagefter til Komatsu og fortæller at Fukaeri i bund og grund er med på at han skriver Luftpuppen om. Men først skal han møde en eller anden. Komatsu vil helst undgå at der kommer flere til. Men det vigtigste er dog at Tengo skriver værket om. Resten skal nok gå. - Tengo: "Men jeg er bekymret: jeg er ved at blive indblandet i noget der ikke er normalt. Jeg har fået en fornemmelse i kroppen. Ren intuition der siger at hun er ægte nok" - Komatsu: "Kan du ikke gå i gang med Luftpuppen med det samme. Kan du klare det på ti dage? Jeg ved du kan gøre det, Tengo". [Kap 4]
Tengo vækkes midt i en drøm kl. fem om morgenen. Det var Komatsu der ringede for at høre om han havde et tekstbehandlingsanlæg? - "Selvfølgelig har jeg ikke det." - "Kan du finde ud af at bruge et?" - Ja, det kan jeg godt. Vi har et på skolen." - "Kunne du så ikke gå ud og købe et i dag - på min regning?" - "Det kan jeg sagtens, men Fukaeri sagde at jeg skulle møde den der person på søndag." - "Tag dig ikke af de små detaljer. Du skal bare gå i gang med det samme. Vi har tiden imod os."
Tengos veninde ringede og meldte afbud til mødet om eftermiddagen. Hun havde menstruation, kunne Tengo regne ud. Han gik i stedet ud og købte et tekstbehandlingsanlæg. Det nyeste af slagsen. Og så gik han ellers i gang med at arbejde på Luftpuppen. Under redigeringen stod det stadig mere klart for ham at Fukaeri ikke havde skrevet romanen for at efterlade sig et litterært værk. Hun havde bare fortalt den historie hun havde i sig - og det var tilfældigt at hun havde benyttet ord. Alligevel var Luftpuppen på ingen måde skrevet som om hun havde skrevet den for sin egen skyld. Den var skrevet for at nogen skulle tage den op og læse den. Han fornemmede at Luftpuppen var et særpræget stykke litteratur, som forenede meget høj kvalitet med store mangler, og at historien måske var blevet skrevet med et særligt formål for øje. Og han syntes også at han som den fødte tekniker var den perfekte person til opgaven.
Han havde også på fornemmelsen at han var ved at have fat i hvad det var for en verden Fukaeri forsøgte at beskrive i Luftpuppen. Han gik ud fra at hovedpersonen i romanen var Fukaeri selv som lille. Hun var ti år og boede i et mærkeligt kollektiv hvor hun passede en blind ged. Geden var oldgammel, men havde en særlig betydning for kollektivet. Hun fik besked på aldrig at lade den ude af syne. Men det gjorde hun, og den døde. Som straf blev hun spærret inde i et gammelt pakhus med den døde ged. Her sad hun fuldstændigt isoleret i ti dage. Men geden tjente som en passage, så Little People kunne komme til denne verden. Hun vidste ikke om de var gode eller onde. Om natten kom de over i denne verden gennem den døde geds krop og ved daggry vendte de tilbage. Hun kunne tale med dem, og de lærte hende hvordan man laver en luftpuppe eller -kokon. - Tengo var imponeret over hvor grundigt og detaljeret hun beskrev den blinde geds personlighed og adfærd.
Fukaeri ringede. "jeg ringer om på søndag". ... "klokken ni på shinjuku station forrest i toget mod tachikawa"... "er du og komatsu gode venner" - Tja, det er vi vel, svarede Tengo, der derefter godt ville vide om Fukaeri selv havde boet i kollektiv og passet en ged. - "jeg taler ikke om geden", lød det korte svar. [Kap 6]
Søndagene havde altid gjort Tengo nedtrykt. Tengos far var licensopkræver for NHK, og hver søndag tog han den lille Tengo med ud for at opkræve licenspenge. Det begyndte før drengen kom i børnehave, og det blev ved indtil han kom i femte klasse. Der var flere grunde til at faderen slæbte sin lille søn med; en af dem var at det fik folk til at betale! - De fleste af klassekammeraternes fædre var almindelige lønmodtagere med arbejde i Tokyo. Tengo havde intet at fortælle dem om mandagen. Han havde aldrig været i tivoli eller andet, og da det i 3. klasse kom frem at hans far var licensopkræver, fik han øgenavnet NHK. Heldigvis fik han høje karakterer i skolen og var rigtig god til sport. Desuden var han stor og stærk. Men han levede i en anden verden og havde et helt andet liv end kammeraterne.
Efter krigen var Tengos far vendt hjem fra Manchuriet uden en yen på lommen. I august 1945 da det omsider begyndte at se lidt lysere ud for folk i området, brød den sovjetiske hær ikke-angrebspagten med Japan og invaderede landet. En embedsmand som Tengos far kendte hjemmefra rådede ham til at flygte hurtigst muligt. Det gjorde han, og han var den eneste fra sin egn der nåede sikkert tilbage til Japan. Efter krigen rejste han til Tokyo, hvor han traf embedsmanden fra Manchuriet. Og denne skaffede ham job som licensopkræver for NHK.
Tengos far udførte sine opgaver som opkræver med bemærkelsesværdig iver. Han var robust bygget og tålmodig. Han blev fastansat, fik embedsbolig og sygesikring. Hele den historie havde Tengo hørt så mange gange at han var ved at brække sig over den. Faderen var dog dygtig til at fortælle historier, så de hang sammen. Men når han kom til tiden efter fastansættelsen i NHK, mistede historierne pludselig farve og livagtighed. Han mødte en kvinde, giftede sig med hende, fik Tengo. Men nogle måneder senere blive hun syg og døde. Han fortalte aldrig om sit møde med Tengos mor eller hvilken slags kvinde hun var. Der fandtes ikke et eneste billede af hende. Faderen forklarede at de ikke havde haft råd. Men det troede Tengo ikke på. Faderen skjulte sandheden, mente han. Hans mor var slet ikke død nogle måender efter hans fødsel, for i hans hukommelse levede hun da han var 1½. Og hun havde da været sammen med en mand som ikke var hans far. Igen ser han hele scenen for sig med en mand der sutter på moderens bryst. Det var alene dette billede der forbandt ham med moderen. "Hans bevidsthed svævede over hukommelsens fostervand og lyttede efter ekko fra fortiden. Hans far anede ikke at han bar rundt på dette knivskarpe erindringsbillede. Far og søn bar rundt på hver sin dystre og mørke hemmelighed."
Da Tengo nu kom til Shinjuku station var Fukaeri allerede kommet. De tog toget til Takao. Han spurgte hende om hvilke bøger hun egentlig læste. "jeg læser ikke".... "i skolen lader jeg som om jeg læser". Tengo hørte et ildevarslende dunk et sted inde i hovedet og kunne ikke overhøre det. "Det kunne lyde som om du lider af dysleksi" [ordblindhed], konstaterede han. "Har du aldrig læst en roman?" - "ikke selv"..."andre har læst for mig" - "Men du kan godt skrive? Har du ikke skrevet Luftpuppen?" - "jeg har ikke skrevet den" - "Hvem har så skrevet den?" - "azami" .... "hun er to år yngre" - "Er det også Azami der har kaldt historien for Luftpuppen og sendt den ind - uden at sige det til dig?". Det var tilfældet. Tengo spurgte om Azami var Fukaeris veninde eller lillesøster? - "hun er professorens datter" - "Bor professoren sammen med jer?" - "vi skal møde professoren".
Gad vide hvad Komatsu ville sige, når han fik alt dette at vide. Hvis det lykkedes Tengo at omskrive Luftpuppen, så den vandt debutantprisen kunne de ikke stikke verden blår i øjnene i al evighed. Men uanset hvor risikabel Komatsus plan kunne synes at være, kunne han ikke forestille sig at han ikke skulle omskrive Luftpuppen. Han var dybt opslugt af værket. Der var ingen vej udenom. Han var nødt til at skrive den om.
"Litte People drikker meget vand, vand fra bækken... selvom vandet i blækket også stammer fra naturen, foretrak de regnvand, og de var dybt taknemmelige for den lille piges omsorg...". - Kaos bredte sig i ham. Bare mødet med professoren gik godt. Fukaeri forstod at Tengo var bange og sad og betragtede ham et stykke tid. Så rakte hun den ene hånd frem og tog hans. Hun holdt ham let i hånden, indtil toget kørte ind på Kunitachi stationen. - "du skal ikke være bange, det er jo ingen almindelig søndag". [Kap 8]
Fukaeri tog igen Tengos hånd. "vi skal skifte tog". Hun slap ikke hans hånd, men holdt den i et fast og sagligt greb.
Hun lod til at kunne lide ham, uden at der lå noget seksuelt i det. - "må jeg godt holde dig i hånden" - "Ja, selvfølgelig." - "er du stadig bange" - "Nej ikke mere."
De stod af ved Futamatao station og tog en taxi videre frem. Turen tog ikke særlig lang tid, men vejen var rædsomt kringlet. De endte foran et traditionelt japansk hus hvor der stod en sort Mitsbushi Pajero og en stor grøn Jaguar. Huset var stort og stateligt. Efter ti minutter gik døren op og en mager mand trådte ind med raske skridt. Han så ud til at være midt i tresserne. Tøjet så ud som om han havde gået med det i ti år.
"Mit navn er Ebisuno... men alle kalder mig professoren, selv min datter. På engelsk betyder mit navn 'field of savages' - vildmandsland. - "Tengo Kawana?", sagde han spørgende. - Rigtigt. - "Du ligner hverken en matematiklærer eller en forfatter.... Så vidt jeg har forstået skal du skrive Eris roman om så den bliver god nok til at få debutantprisen?" - "Ja, men jeg er altså bare en slags håndværker. Resten er redaktør Komatsus ansvar." - "Jeg ved ikke hvordan den litterære verden er skruet sammen, men for mig lyder det som en form for bedrageri." - "Sådan ser jeg også på det. Min forstand, min sunde fornuft og mit instinkt siger mig at jeg hurtigst muligt burde trække mig ud af det her. Jeg bryder mig ikke om hasardspil og eventyr. Men alligevel kunne jeg altså ikke få mig selv til at sige nej til Komatsus risikable plan. Luftpuppen fascinerer mig." - "Komatsu ønsker bare én gang i livet at finde et værk der er hundrede procent ægte." - "I har altså hver sit motiv." - "Du lader til at være et ærligt menneske." - "Komatsu er et kompliceret tilfælde."
Ebisuno til Fukaeri: "Men du har ikke noget imod at den unge mand skriver Luftpuppen om?" - "intet" - Ebisuno til Tengo: "Men der er et problem mere. Eri lider af dysleksi, ordblindhed. Vidste du det?" - "Det gik op for mig på vej herop, men hvor mange ved det?" - "Tre personer ud over hende selv. Mig, min datter og så dig..... Eri har i hvert fald tillid til dig."
Professoren ville gerne fortælle lidt om, hvordan Eri voksede op, og hvilke omstændigheder der førte til at han tog hende til sig: "Godt, vi skal tilbage til tresserne. Eris far og jeg havde været rigtig gode venner i lang tid. Jeg er ti år ældre end ham, men vi underviste på det samme fakultet. Vi giftede os begge sent og fik meget hurtigt begge en datter. Vi havde succes og fremstod som moderne energiske forskere. Men hen mod slutningen af tresserne blev det politiske klima noget betændt. Studenteroprøret og protesterne mod sikkerhedsaftalen med USA var på sit højeste i 1970. Det blev for broget for mig, så jeg holdt op på universitetet. Jeg nærer en grundlæggende mistillid til alle systemer.
To år efter forlod Eris far også universitetet. Han var tilhænger af Mao og støttede den kinesiske kulturrevolution.
Det var mode at rende rundt og vifte med "Maos lille Røde". Eris far dannede sin egen lille røde hær sammen med en gruppe studerende og deltog i strejkerne. Oprørspolitiet stormede universitetet. Eris far blev anholdt, afhørt og dømt. Han blev siden bortvist fra Universitetet Han hedder Tamotsu Fukada. Efter afskedigelsen sluttede han sig til den såkaldte Takashima-skole sammen med en lille hård kerne af studerende. Fukada tog kone og datter med sig. Takashima-skolen er et landbrugskollektiv, hvor man gør alt i fællesskab. Privat ejendom er bandlyst."
Ebisuno fortsatte: "Og i dette Takashima-system søgte Fukada sit utopia, et sted der ikke findes. Ligesom der heller ikke findes alkymi og evighedsmaskiner. Efter min mening producerer Takashima udelukkende hjernedøde robotter. Ligesom i den verden Orwell beskriver i sin roman. Ikke så få mennesker søger netop denne hjernedøde tilstand. Men sådan er Fukada ikke. Han er et helt igennem selvstændigt tænkende menneske. Så selvfølgelig kunne han ikke trives et sted som Takashima. Han havde blot ikke andre steder at søge hen som et midlertidigt tilflugtssted. Det var deres knowhow han var ude efter. Han blev i kollektivet i to år. Derefter forlod han det sammen med sin gruppe og startede for sig selv.
Fukaeri indskyder: "takashima var sjovt" - Ebisuno: "Ja, for jer børn." - Og han fortsatte sin beskrivelse: "Kernen i udbrydergruppen under Fukada var de studerende fra den røde hær. Men udbrydergruppen blev langt større end forventet. Nogle havde håbet at finde et hippie-kollektiv. Andre at finde en ny åndelighed. Fukada blev deres leder. Han var den fødte leder. Klart tænkende, veltalende og med enestående dømmekraft. Der var noget karismatisk over ham.... - Fukada og jeg er vidt forskellige. Mens han er den fødte ledertype, er jeg den ensomme ulv. Han er et politisk menneske, mens jeg gennemgribende er apolitisk. Desuden havde Fukada private midler." - Hvor pengene kom fra, vidste Ebisuno ikke. Fukada talte aldrig om disse penge. "Det var i 1974. De kaldte kollektivet Sakigake, der betyder 'forløber'. De blev pionerer inden for det såkaldte økologiske landbrug. Jeg besøgte gården flere gange og talte med Fukada. Han virkede oplivet."
"Der blev stillet høje krav til medlemmernes kvalifikationer og moral. Fukada afskaffede det fælles ejerskab. Rent politisk var han ekstremt venstreorienteret, men han var også en såre realistisk mand. Han havde ikke noget ønske om at skabe et myresamfund. Det var også tilladt at have kontakt med omverdenen. Men snart blev kollektivet splittet i to klart tegnede fraktioner. Den ene fraktion var militant. Den anden mere moderat. Og den sidste var den største. Der opstod voldsomme skænderier mellem dem. Fukada blev tvunget til at vælge side. På det tidspunkt havde han indset at der ikke var stemning for revolution i Japan. Men de studerende ville have en rigtig revolution, hvor der flød blod. Fukada havde en tendens til at lade sig rive med af sin egen snak. Han lod til at have svært ved dybere selvransagelse. Sakigake blev splittet i to. De to grupper blev i begyndelsen ved med at samarbejde, men det ophørte.
Fukada opretholdt dog forbindelsen med de radikale. Næppe tvivl om at Fukada følte sig splittet. Han havde mistet sin helhjertede og romantiske tro på revolutionen, men magtede alligevel ikke helt at kaste vrag på sine revolutionære idealer. Derfor endte det med at han pendlede frem og tilbage. Han var leder af Sakigake, men samtidig rådgiver for det militante udbryderkollektiv."
"Opsplitningen af Sakigake fandt sted i 1976. Året efter stak Eri af og flyttede ind hos mig. Samtidig fik udbrydergruppen navnet Akebono. Det var Akebono der var involveret i en skudveksling med politiet oppe i bjergene." - Skudveksling?, tænkte Tengo. Han kunne godt huske han havde hørt om det. Men hvorfor kunne han ikke huske detaljerne. Det hele virkede så kaotisk. Han følte en stærk smerte i hovedet, og luften omkring ham blev pludselig tynd. Var han ved at få et af sine anfald? - "Hvad er der galt", spurgte professoren. [kap 10]
"Undskyld", sagde Tengo. "Nu har jeg det bedre. Det er ikke alvorligt.... Fortæl endelig videre." - Det voldsomme skuddrama der resulterede i at udbrydergruppen Akebono blev tilintetgjort fandt sted i 1981, altså for tre år siden. "Eri flyttede ind her hos os da hun var ti år. En dag stod hun pludselig uden for døren. Hun ville slet ikke tale med nogen. Jeg kunne straks se at hun havde været ude for noget slemt. Min husholderske og Azami tog sig af hende. Jeg ringede til Sakigake og bad om at komme til at tale med Fukada. De svarede at han ikke var i stand til at komme til telefonen. Jeg har ikke været i kontakt med ham ellers hans kone i syv år." - "Og i syv år har Eris forældre ikke prøvet at finde hende?" spurgte Tengo - og det kunne professoren kun bekræfte.
"Umiddelbart før Eri forlod Sakigake var kollektivet begyndt at lukke mere og mere af for omverdenen. Jeg tog op til Sakigake flere gange, men blev i bogstavelig forstand jaget på porten. Sakigake var nu forvandlet til en fæstning. Jeg ved ikke om Eris forældre overhovedet lever. Kollektivet er fortsat med landbruget. Men samtidigt ser det ud til at de har gang i noget helt andet ved siden af. Ikke noget politisk, men der må være sket noget så afgørende at det fik Eri til at forlade sine forældre og flygte alene. Hun lod ikke til at have fået et chok eller at være bange. Hun virkede snarere lammet. Og hun faldt mistænkeligt let til her hos os. Jeg stillede ingen spørgsmål. Hun var altid sammen med Azami. De to piger blev bedste veninder. Min kone døde for ti år siden ved en bilulykke, hvor en anden bil kørte op i hendes. Eris blotte tilstedeværelse hos os gav sælsom fred i sindet."
Tengo: "Og så har hun fortalt Luftpuppen til Azami, ikke sandt?" - "Jeg ved ikke hvad de lavede på deres værelse om aftenen. Det var deres hemmelighed. Men det lader til at det blev en vigtig del af deres samvær at Eri fortalte sin historie. Azami skrev ned eller optog det på bånd. Efterhånden begyndte Eri at vise følelser igen. Jeg gik til den lokale politistation, men politiet kunne ikke gøre noget. Sakigake ligger på privat grund. Og efter 1979 blev det helt umuligt at foretage en ransagning. Det år fik Sakigake nemlig status som trossamfund".
"Ja, det er meget overraskende.... Selvom jeg fik lov at se de officielle papirer med mine egne øjne, havde jeg svært ved at tro det. Jeg har kendt Fukada meget længe, og kender hans personlighed og holdninger. Gennem mine kulturantropologiske studier har jeg et ganske dybtgående kendskab til religion, men Fukada var et politisk menneske. Han havde nærmest fysisk afsky for religion. Hans gruppe ville ikke engang af strategiske årsager have søgt om at blive et trossamfund. Sakigake blev et nyreligiøst trossamfund, eller mere præcist en kult. Der må være sket noget voldsomt, men jeg begriber ikke hvad det kan være. De hemmeligholder alt. Og siden det skete, har man intet hørt til Sakigakes oprindelige leder, Fukada. Og det væbnede sammenstød skadede ikke Sakigake. Tværtimod"
Ebisunmo fortsatte: "Luftpuppen er en interessant historie. Men jeg må indrømmer at jeg ikke kan gennemskue hvilken betydning den blinde ged har, og hvordan man skal forstå Little People og luftpuppen. Det er muligt historien handler om Eris egne oplevelser. Det virker lidt som en mytologisk fortælling.... Jeg er kulturantropolog. Jeg arbejder ikke som forsker mere, men den måde du tænker på i din omskrivning er dybt rodfæstet i mig. Antropologien går bl.a. ud på at forholde sig til det enkelte individs forestillinger og finde frem til det universelle og fællesmenneskelige i dem og så føre det tilbage til den enkelte igen. På den måde kan det enkelte individ måske være et selvstændigt væsen i fællesskabet...... Jeg vil gerne vide hvad der skete med Eri i Sakigake. Jeg vil også gerne vide hvad der blev af Fukada og hans kone. Men jeg støder hele tiden på en mur. Måske ligger nøglen til gåden skjult i Luftpuppen."
Tengo tog alene tilbage til Tokio. I toget sad en mor med sin pige. Pigens blik havde mindet Tengo om en anden lille pige. [og her midtvejs i romanen røbes forbindelsen altså mellem Tengo og Oamame]. De havde gået i samme skole i to år, i tredje og fjerde klasse. Pigens forældre var medlemmer af 'Vidnernes Samfund' [Jehovas Vidner], en religiøs organisation der prædiker Jordens undergang, ivrigt forkynder deres tro og tager biblens ord bogstaveligt. De er overbeviste om at være blandt Guds udvalgte, når Jorden går under. Pigen sagde aldrig noget, medmindre det var nødvendigt. Hendes ansigt røbede ingen følelser. Hun gik rundt sammen med sin mor hver weekend for at forkynde deres tro. De delte et hæfte ud der hed 'Før Syndfloden'. Pigen gik altid flere skridt efter moren. Og i skolen skulle hun bede en særlig bøn når hun spiste frokost i kantinen, selvom de andre børn syntes det var underligt. Men med høj røst bad hun: "Vorherre, du som er i himlen, ære være dit navn, komme dit rige".
Hukommelsen er forunderlig, funderede Tengo. Selvom der var gået tyve år, huskede han stadig hver eneste ord af bønnen.
Hver gang han hørte den, havde han tænkt: hvad er det for et rige? En enkelt gang havde Tengo givet pigen en hjælpende hånd. Ved et forsøg i fysik i fjerde klasse blev hun holdt udenfor i sin egen gruppe. Han var gået over til hendes bord og havde sagt at hun kunne komme over i hans gruppe. Det gjorde hun. Tengo og pigen talte aldrig med hinanden. Men en dag hvor de pludselig var blevet alene i klassen havde hun taget ham i hånden. Meget beslutsomt var hun gået gennem klasseværelset over til ham. Uden tøven havde hun taget ham i hånden og kigget op på ham med et undersøgende blik. Hun holdt godt fast. Tengo fattede ingenting og blev stående som forstenet. [kap 12]
Komatsu og Tengo mødtes som de plejede på en cafe i nærheden af Shinjuku station. Undskyld jeg kommer for sent, sagde Komatsu, men så ikke ud til at mene det. "Undskyld at jeg har presset dig sådan", fortsatte han. "Det må have været hårdt. Men du har gjort det godt. Du har fået Fukaeris værge til at gå med til projektet, og du har lavet en suveræn omskrivning."
Tengo spurgte Komatsu om han havde læst notatet om Fukaeris baggrund. Det havde han, og han fandt at det var en kompliceret historie med pigen. Det havde også overrasker ham at det var denne professor Ebisuno der har taget sig af hende. Komatsu havde engang arbejdet sammen med Ebisuno. Men det undrede ham, at manden slet ikke havde sagt noget herom til Tengo. "Han har ikke glemt mig. For den professor glemmer ikke noget. Han har en næsten skræmmende god hukommelse, og vi talte om mange ting dengang...."
Tengo pointerede at Fukaeri på ingen måde var almindelig. "Vi kunne lige så godt bære rundt på en tikkende bombe. Hvis romanen bliver udgivet, vil journalisterne rode en masse ømtålelige data frem. Lad os derfor lægge det oprindelige manuskript tilbage. - "Det er ikke så nemt", sagde Komatsu. "Jeg har allerede sendt din bearbejdede udgave til trykkeriet... Der er ikke noget at gøre. Vi kan ikke skrue tiden tilbage."- "Men det er en forbrydelse der er sat i gang", indvendte Tengo. - "Det kan også udtrykkes på den anden måde", fandt Komatsu: Enhver praktisk færdighed, enhver metodisk undersøgelse, enhver handling og ethvert valg synes at rette sig mod noget godt. Derfor hævdes det også at det gode er det imod hvilket alting retter sig." - "Hvem har sagt det?" - "Aristoteles i Den nichomachæiske etik." - "Og pointen?" - "Resultatet af alt vil uvægerligt være det gode, og derfor vil det gode også altid være resultatet. Så lad os gemme tvivlen til i morgen." - Komatsu var ikke noget nyt bekendtskab for Tengo, men han brød sig ikke om den beregnende side af ham.
Komatsu fandt Tengos omskrivning af Luftpuppen nærmest perfekt. "Kun en enkelt passage vil jeg gerne have dig til at skrive om, det er stedet hvor Little People er blevet færdige med luftpuppen og der er to måner. Jeg vil gerne have at du beskriver månerne mere detaljeret og konkret. Læserne har garanteret aldrig set en himmel med to måner." Tengo indvilligede efter nogle indvendinger. Denne gang kunne han ellers ikke rigtigt glæde sig over Komatsus ros, påpegede han.
Komatsu: "Du har udviklet din måde at skrive på, du vokser som forfatter. Det bør du i høj grad glæde dig over. Jeg tror at du har lært meget om hvordan man skriver en roman ved at skrive Luftpuppen om." - "Er det Aristoteles der har sagt at mennesket består af fornuft, vilje og drift?" - "Nej, det er Platon. Han og Aristoteles er vidt forskellige". - Tengo kunne nu godt forestille sig hvem der ville vinde en diskussion mellem fornuften og viljen." - Komatsu blev ironisk: "Det jeg godt kan lide ved dig er din fine sans for humor".
Om aftenen blev det sædvanlige syn af moderen og elskeren ved med at dukke op for Tengos indre. Han så det blottede bryst og manden der suttede på det. Tengo havde engang af ren og skær nysgerrighed spurgt hende om hun ikke kunne tage en hvid underkjole på. Det havde hun gjort. En følgende gang havde han trukket stroppen på underkjolen ned og suttet på hendes bryst. Han havde følt sig lettere svimmel og omtåget, fortid og nutid var smeltet sammen. Han begyndte ufrivilligt at ryste og fik en voldsom udløsning.- "Det må du undskylde" sagde han. - "Det behøver du ikke undskylde. Hvis du har andre vilde fantasier, må du endelig sige til. Jeg stiller gerne op. Jeg elsker den slags..."
[Det bør her indskydes, at Murakami udtrykkeligt har givet dette kapitel overskriften "Noget de fleste læsere aldrig har set før", for det er ikke blot sandsynligt, det viser først og fremmest en påfaldende ejendommelighed i selve fortælleteknikken. Historien kommenteres af fortælleren selv.]
Tengo havde tit tænkt på om den unge mand der dukkede op i hans syn kunne være hans biologiske far. Han følte sig nemlig åndeligt eller holdningsmæssigt fremmed over for den mand der officielt var hans far. Denne mand sled i det i sin lille verden, der var styret af sine egne stive regler; han holdt ikke avis og hørte ikke musik. Det eneste der interesserede ham var indsamlingsruten. Tengo for sit vedkommende var et matematisk vidunderbarn. Han var nysgerrig og slugte bøger. Der måtte være sket noget siden han var blevet opfostret af denne mand som udgav sig for hans far. Det var fuldstændigt ligesom de ulykkelige forbyttede børn i Dickens' romaner. Tengo fornemmede ofte at der var noget ved ham som faderen hadede. Ikke Tengo som person, men noget inde i ham.
Matematikken gav Tengo en effektiv flugtmulighed. Når han flygtede ind i tallenes verden, slap han ud af virkelighedens snævre bur. Op imod matematikkens imaginære bygninger var fortællingernes verden som han mødte den i Dickens, en dyb, magisk skov. Han blev opslugt af klarheden og den absolutte frihed i matematikken. Dér fandtes ingen problemer. Alt gik efter hans hoved, og der var ingen forhindringer. Virkelighedens verden derimod var et rædsomt bur. Han blev mere og mere fascineret af fortællingens antydninger.
Da Tengo kom i femte klasse konfronterede han sig endelig med sin far: han ville ikke længere gå rundt og opkræve licenspenge med ham. Faren blev rasende. "Hvis du ikke vil lystre, så forsvind." - Tengo havde ikke andet valg end at gå til sin klasselærerinde, en enlig kvinde midt i trediverne. Hun lod ham overnatte i sin lejlighed og fik snakket med faderen, så Tengo kunne vende hjem. Og han kunne derefter gøre som han ville om søndagen.
Tengo mødte først klasselæreren på sit andet år i gymnasiet, hvor han tilfældigvis var blevet rekrutteret som trommeslager til skolens hornorkester. Han viste sig musikalsk begavet. Og engang orkestret øvede sig på nogle satser af Janaceks Sinfonietta (!), havde den tidligere klasselærerinde hørt det og kom hen til ham bagefter. Han spurgte hende hvorfor hun var der, og svaret lød at hun havde en niece der spillede klarinet i et af de andre orkestre. - Da klasselærerinden nu stod over for ham, lagde han mærke til at hun opførte sig som en ung, genert pige. Og pludselig blev han meget bevidst om at han ikke længere var en hjælpeløs tiårig dreng, men en stor knægt på sytten, bred over brystet og med et sundt seksuelt begær. Han følte sig forbavset afslappet i samvær med den ældre kvinde.
[Kap 14]
Da Tengo efter ti dages arbejde med Luftpuppen havde fuldbyrdet det nye værk og afleveret det til Komatsu fulgte en stille og fredelig periode. Dog var der sket den forandring at når han skrev på sin roman, opdagede han en ny kilde i sig selv, en stille piblen mellen klipperne, hvor vandet blev ved med at komme. Måske have Luftpuppen stimuleret noget der allerede fandtes i ham. Noget der mindede om lyst var blevet vakt i ham, og det havde han ikke oplevet før. Dog var der også en slags fortrydelse. For under arbejdet havde han været fuldstændigt opslugt. Bagefter indtraf en dyb skuffelse. Derefter en vrede mod ham selv. "Jeg har lånt en andens fortælling. Det er det rene bedrageri".
Komatsu ringer og fortæller at Luftpuppen vil få debutantprisen. Prisoverrækkelse skal finde sted på et hotel den 16. maj med efterfølgende pressekonference. Fukaeri skal deltage. og "Du skal forberede hende. Dig har hun tillid til." - Tengo sukker, men alle hans indvendinger preller af på Komatsu, der lige ville nævne en ting mere: "Vi starter et nyt firma, et produktionsfirma som skal tage sig af de praktiske ting i forbindelse med Fukaeris forfatterskab. Du skal bare sætte dit navnestempel på nogle papirer. Så tager jeg mig af resten."
Tengo indvendte med det samme: "Kan du ikke holde mig udenfor. Det er jo organiseret svindel." - "Nej, der er ingen vej tilbage. Og det med svindel må du have vidst lige fra starten.... Professor Ebisuno har som Fukaeris formynder accepteret vilkårene og er indforstået med det her... " - Lidt senere indrømmede Komatsu dog, at Ebisuno udadtil virker som en harmløs, ældre herre, men i virkeligheden er meget gådefuld..... Fukaeri stoler på professoren, og hun kan godt lide dig.... Ebisuno er vist børsmægler nu.... Han sidder tilbagetrukket på sit bjerg og giver gode råd om køb og salg af aktier... Og én ting er sikkert. Han mangler ikke penge.... Hvad dig selv angår, Tengo. Så tænker du for meget over tingene. Flyd med strømmen. Man oplever ikke noget som det her ret mange gange i sit liv."
Tengo mødtes med Fukaeri på en café for at forklare hende hvad en pressekonference går ud på. Tengo stiller hende nogle af de spørgsmål hun ganske sikkert vil få på pressekonferencen: "Hvor har du handlingen i Luftpuppen fra?" - "fra den blinde ged", svarer hun, men han vil foretrække at hun taler om 'den synshæmmede ged'. - "Hvad siger dine klassekammerater til at du har vundet?" - "jeg går ikke i skole" - "Hvad er din yndlingsroman?" - "heike monogatari" (et gammelt japansk helteepos) - "Hvilken slags musik hører du?" - "bach er god".... "fra bwv 846 til bwv 893" - "Mener du Det veltempererede klaver?" - "ja" og her følger Murakamis oplysnig som må opfattes som Tengos viden: Det veltempererede klaver er et himmelsk stykke musik for matematikere. Bach brugte alle tolv tonearter i det tempererede system og skrev en fuga og et præludium til hver toneart i både dur og mol, i alt fireogtyve stykker musik. Bind I og II giver tilsammen 48 musikstykker, en fuldkommen cyklus. - [Uddybende oplysninger kan findes i et særskilt afsnit af Jernesalts Bach-essay]
- "Hvad kan du ellers lide?", spørger han. - "bwv 244", svarer hun, og da Tengo ikke umiddelbart kunne huske hvad dette nummer i Bachfortegnelsen dækkede, begyndte Fukaeri at synge det. Det var mol-arien: "Buss und Reu", og hun sang det hele udenad:
Buss und Reu, Buss und Reu
knirscht das Sündenherz entzwei..... [Gentages flere gange]
Dass die Tropfen meiner Zähren
angenehme Spezerei,
treuer Jesu, dir gebären
[Disse gamle pietistiske og meget sødladne salmestrofer kan frit oversættes til noget i retning af: Bod og Anger, Bod og Anger river mit syndige hjerte sønder... Således at mine tårers flod, trofaste Jesus, bringer dig en god vederkvægelse].
Tengo konstaterede straks at arien var fra 'Matthæuspassionen'.... "Og du kan teksten?" - "nej det kan jeg ikke" [men hun kunne altså synge den udenad og uden afbrydelser].
"Har du en kæreste?", vil han gerne vide. Hun ryster på hovedet. - "Hvorfor ikke?" - "jeg vil ikke blive gravid". [en kryptisk formulering, der kunne tyde på at hun ikke kunne blive gravid].
"For resten", tilføjer han. "jeg vil gerne have at du lader være med at fortælle at jeg har omskrevet Luftpuppen. Men det ved du godt?" - "jeg skrev den selv", siger hun for at bekræfte at hun kan lektien. - "Har du læst Luftpuppen i min omskrivning?" - "azami læste den højt for mig" - "Kan du lide den?" - "det er som om jeg selv har skrevet den".
Tengo måtte tage sig sammen for ikke at kigge på hendes brysters smukke kurver, men han sagde direkte til hende, at han godt kunne tænke sig at hun tog det samme tøj på til pressekonferencen. - "hvorfor" - "Fordi det klæder dig. Blusen fremhæver formen på dine bryster meget smukt" - "er mine bryster smukke i den her bluse?" - Tengo bekræftede det. - "de tiltrækker blikke" - "Ja, det må jeg nok indrømme". - På vej hen til stationen havde Fukaeri ligesom sidste gang taget hans venstre hånd. Det var lidt på samme måde som når en lille pige holder en voksen i hånden, men alligevel fik det hans hjerte til at banke hurtigere at gå med så køn en pige i hånden.
Da Tengo kom hjem, faldt han i søvn og drømte en meget levende drøm. Han var en lille brik i et kæmpestort puslespil.
Han skulle finde ud af hvor han passede ind, og samtidigt samle nodeark op til et paukestykke, som stormen havde spredt for alle vinde. Fukaeri dukkede op ud af ingenting og greb fat i hans venstre hånd. Nodearkene holdt op med at flagre rundt. - "det er slut" sagde Fukaeri lavmælt, og langsomt holdt Jorden op med at rotere, alle lyde forstummede, og alt lys gik ud. [Kap 16]
Efter pressekonferencen ringer Komatsu for at sige at alt var gået glat og uden problemer. Notitsen om pressekonferencen ville komme i aftenaviserne den næste dag. På spørgsmålet "Har du tænkt dig at skrive flere romaner?", havde Fukaeri svaret: "en roman er jo bare én måde at udtrykke sine tanker på." - Hun havde nævnt at hun holdt særlig meget af 'Heike Monogatari', ja, hun havde deklameret en passage af helteeposet der varede fem minutter. - Tidsskriftet der bragte Luftpuppen blev udsolgt den første dag - ganske som Komatsu havde forudsagt.
Fukaeri ringede til Tengo fire dage før Luftpuppen skulle udkomme som bog. - "er du oppe" spurgte hun i sit sædvanlige umodulerede tonefald uden spørgsmålstegn. - "har du tid i eftermiddag"... "samme sted som sidst" - Da Tengo ankom sad Fukaeri og professoren der allerede.
Tengo: "Jeg er en ikke-eksisterende person i denne sammenhæng." - Ebisuno: "Du behøver ikke være så beskeden. Takket være dig er Luftpuppen blevet et fremragende værk. En dybsindig og indholdsrig fortælling som langt overgår mine forventninger."
Hurtigt stillede Tengo professoren et par mere personlige og temmelig aggressive spørgsmål: "Er De Eris officielle værge?" - "Nej. Jeg ville ønske jeg var det, men som sagt kan vi ikke komme i kontakt med forældrene. Så rent juridisk har jeg ingen rettigheder over hende." - "Ville det så ikke være normalt at gå lidt stille med dørene? Hvis hun kommer i rampelyset, kan det sagtens føre til problemer, og hvad vil De have ud af det her?" - "Jo mere Eri er i rampelyset, desto sværere vil det være for folkene fra Sakigake at gøre noget uden at tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed. Og det er det de mindst af alt ønsker."
Tengo var dog langt fra beroliget: "Det her er en form for bedrageri.... den ene løgn fører den næste med sig og snart bliver forholdet mellem løgnene mere og mere kompliceret, og vi vil miste kontrollen. Vi vil alle komme til at lide under det, også Eri. Vi vil blive socialt udstødte...." - "Jeg kan jo vanskeligt gøre andet." - Tengo: "Jeg forstår på Komatsu at De agter at stille op som repræsentant for Eri i hans pseudo-Luftpuppe-firma?" - "ingen ved hvad der vil ske" sagde Fukaeri pludseligt, men Tengo blev ved - henvendt til Ebisuno: "De håber at udgivelsen af Luftpuppen vil føre til afsløring af hvad der skete med Eris forældre?" - "Det er korrekt...jeg gør ikke det her af lyst. Men med den rette madding kan jeg måske føre pressen i retning af Eris forældre, således at pressen kan gøre det politiet ikke kan.. og altså redde forældrene."
Og Ebisuno fortsatte: "Sakigake har gennemgået en radikal forandring. De holder bevidst lav profil. Indadtil er det en kompetent, militant religiøs organisation med høj moral. Men udadtil driver organisationen landbrug og hengiver sig til streng, asketisk lære. Jeg ved de har stor kapital at gøre godt med. Men Fukada bliver ikke nævnt mere, og det har jeg svært ved at acceptere. Sakigake dækker over en stor hemmelighed. Der er sket en jordskælvslignende forskydning. På et tidspunkt må der have fundet en coup d´etat sted. Fukada har formentlig været indblandet, men han har ikke skyggen af religiøse tilbøjeligheder. Måske har han tabt den interne magtkamp. Men bliver Luftpuppen en bestseller, kan det måske få løst op for den fastlåste situation. Som du sikkert ved kan der ske hvad som helst inden for en lukket, homogen gruppe."
"det er fordi litte people kom", indskød Fukaeri. Og Ebisuno forklarede: "Jeg kan ikke gennemskue hvad Eris beskrivelse af Little People dækker over. I 1984 introducerede Georg Orwell Big Brother som symbolet på det totalitære samfund. Her i det virkelige år 1984 er Big Brother blevet en alt for kendt og gennemskuelig skikkelse. Og det er her Little People træder ind på scenen - med en interessant kontrast mellem ordene. Little People kan ikke ses med det blotte øje. Vi ved ikke om de er gode eller onde, men de er støt og roligt ved at grave jorden væk under os. Eri skaber en hvirvelstrøm som opfanger alt og får det til at snurre rundt...."
Tengo: "Er det Dem eller Komatsu der har lavet om på planen?" - Ebisuno: "Komatsu har sine hensigter, og jeg mine, og lige i øjeblikket går de i samme retning." Tengo: "To mennesker der har hvert sit mål, rider af sted på samme hest. Indtil et vist punkt skal de samme vej, men hvad der siden sker, ved ingen." - "Du udtrykker dig som en rigtig forfatter." - Ebisuno rejste sig - han skulle til et møde. Fukaeri og Tengo blev tilbage. Tengo spørger om han skal følge hende hjem? - "der skal jeg ikke hen" - "Har du så et andet sted at tage hen" - "jeg vil gerne sove hos dig" - "Det er måske ikke den bedste idé." - "jeg er ligeglad".
Tengo kunne ikke få ordene frem. Det var som om han tabte tråden, når han talte med hende. Som et kraftigt vindstød pludselig blæser nodearkene væk midt under en koncert. Fukaeri rakte højre hånd frem og tog blidt hans venstre som om hun ville trøste ham. - "du forstår ikke"... "vi to er blevet til en" ... "vi skrev bogen sammen" - "Ok, du må gerne sove hjemme hos mig." [Kap 18]
Fukaeri sov dybt i Tengos seng med hans pyjamas på. Tengo havde redt op til sig selv på den lille sofa. Han kunne ikke falde i søvn og havde sat sig ud ved bordet i køkkenet for at skrive videre på sin lange roman - i hånden (for tekstbehandlingsanlægget stod jo ikke i køkkenet). Hans veninde skulle komme om eftermiddagen, så han måtte have Fukaeri ud af huset inden. Han vidste hvor jaloux hun var. Hun måtte efter sin egne regler gerne gå i seng med såvel sin mand som ham. Men hun blev rasende hvis han gik ud med andre kvinder. Sex mellem ægtefæller er noget andet, forklarede hun. "Selvom jeg bruger de samme dele af kroppen, bruger jeg andre følelser."
Tengo var tilfreds i sit forhold med den ældre kvinde. Begrebet forpligtelse havde altid fået ham til at vige tilbage i rædsel. Netop for at undgå forpligtelser havde han allerede meget tidligt i livet lært ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Han underspillede altid sine evner. Siden han havde fået manuskriptet til Luftpuppen i hænderne, var der dog opstået sprækker i hans ellers fredelige hverdag. Dels var han blevet tvunget til at involvere sig i Komatsus risikable plan, dels havde den smukke unge Fukaeri på en meget mærkelig måde berørt ham personligt.
Fukaeri vågnede lidt over to og kom ind til ham. Hans pyjamas var alt for stor til hende, så når hun bøjede sig frem forover kunne han skimte hendes bryster. Han blev sært åndeløs ved synet af hende i sin pyjamas. - Fukaeri bad ham læse op af det han skrev. Men det afslog han. Den slags ville bringe uheld. De kom i stedet ind på hendes recitation af 'Heiki Monogatari' på pressekonferencen. Han testede hendes hukommelse ved at nævne 'Slaget ved Dan-no-Ura'. Fukaeri koncentrerede sig i tyve sekunder, og så deklamerede hun ellers et langt citat fra eposet. Hun havde ikke lært værket udenad ved at læse det, men ved at høre det mange gange på bånd.
Fukaeri talte normalt monotont uden skiftende tonefald og intonation, men når hun begyndte at recitere blev hendes stemme overraskende stærk og meget klangfuld. Det var næsten som noget fremmed havde taget plads i hende.
På hendes opfordring fortalte Tengo lidt om Orwells '1984'. Folk er underlagt diktatoren Big Brother. Hovedpersonen arbejder i et ministeriums 'afdeling for omskrivning af ord'. Hver gang historien her skrives om, kasseres den gamle. Til sidst er historien skrevet om så mange gange at ingen rigtig ved hvad der oprindeligt er sket
Og det er blevet umuligt at skelne ven fra fjende. - Tengo gjorde her gældende, at vores hukommelse er sat sammen af både personlige og kollektive erindringer. De to er tæt forbundne. Historien er vores kollektive hukommelse. Hvis historien tages fra os kan vi ikke opretholde vores retskaffenhed. - "du skriver også om", indvendte hun. - "Jeg har bare rettet din fortælling lidt til. Det er noget andet."
Hun beder ham læse noget op for sig. Orwells bog har han ikke stående, så han vælger Anton Tjekhovs 'Øen Sakhalin'. Tjekhov var 30 år da han rejste til øen. Og han skrev sin bog otte måneder efter. Den skabte forvirring blandt hans læsere. Nogle betragtede hans samfundskritik som et reklametrick. - Tengo valgte at læse beskrivelsen af Giljakkerne, Sahkalins urbefolkning, hvis kultur var i tilbagegang på grund af russificeringen. Efter et af de læste afsnit udbryder Fukaeri "stakkels giljakker"; efter et andet "søde giljakker".
Tengo læste bl.a. et afsnit, der beskrev forholdet mellem kønnene: De mandlige medlemmer af en familie er ligemænd. De kvindelige medlemmer er alle lige retsløse. De behandles som husdyr eller som ting. Ægteskabet betragtes som meningsløst. Foragten for kvinden som et lavtstående væsen eller en ting går så vidt at de ikke betragter kvinders slaveri som noget foragteligt. Kvinder var for giljakkerne et lige så godt handelsobjekt som tobak eller klæde. I deres kvindehad var giljakkerne således helt på linje med Strindberg. Giljakkerne ved ikke hvad retfærdighed er, og de forstår ikke meningen med veje. Tjekhov skriver at det forekom ham uforståeligt hvorfor bølgerne uden for Najbuti ved flodmundingen brøler som de gør. Her på bredden hvor han sidder, er man behersket ikke af tanken, men af refleksioner.
Fukaeri var faldet i dyb søvn. Men Tengo kunne ikke skrive videre på sin roman. Når han lukkede øjnene, befandt han sig alene på den øde strand ud til Det Okhotske Hav, hensunket i dybe tanker, og delte dermed Tjekhovs indestængte mistrøstighed. Han fornemmede hvilken knusende magtesløshed forfatteren måtte have følt her ved verdens yderste kant.
Da Tengo vågnede, lå Fukaeri ikke i sengen. Mens hans spise sin morgenmad, registrerede han at noget tungt havde lagt sig til hvile i hans hjerte. Det tog ham et stykke tid at finde ud af hvad det var. Det var Fukaeris fredfyldte, sovende ansigt. [Kap 20]
Tengo tænkte over den menneskelige hjernes virkemåde. De sidste 2½ mio år er menneskets hjerne blevet omkring fire gange større, og på grund af denne dramatiske ekspansion har mennesket kunnet tilegne sig begreber som tid, rum og mulighed. Tengo vidste godt at tiden kan antage de mærkeligste former, når den går. I sig selv er den en ensartet størrelse, men når den forbruges, antager den mærkelige former. Nogle gange er den frygtelig tung og lang, andre gange kort og let. Nogle gange byttes der om på begyndelse og slutning. Det sker også at der med tiden lægges ting til som slet ikke burde være der.... Ved at justere tiden, justerer mennesket måske meningen med sin egen eksistens.
Tengo spekulerede ofte over om han virkelig kunne mindes noget der fandt sted da han var 1½ år. Scenen med hans mor og elskeren der suttede hendes bryst vendte tilbage. Var det et falsk minde som han havde opfundet i en slags selvforsvar?
Mindet var så livagtigt, at det føltes virkeligt - med stoflighed, tyngde, dufte og dybde. Det føltes som om hans mor - et kort øjeblik - havde glemt ham, og det truede selve grundlaget for hans skrøbelige eksistens. Måske havde denne oprindelige angst brændt sig uudsletteligt ind på hans 'bevidstheds fotopapir'. Mindet om denne angst skyllede ind over ham med samme voldsomhed som en stormflod og fik ham til nærmest at gå i panik. Uanset hvor du tager hen, eller hvad du gør, kan du ikke flygte fra presset. Mindet definerer hvem du er, former dit liv og forsøger at føre dig hen mod et forudbestemt sted.
Tengos veninde var ti år ældre end ham og havde store, velformede bryster meget lig hans mors. Hun besøgte ham en gang om ugen og fik tilfredsstillet sit begær samtidig med at hun tilfredsstillede hans. For det meste var det hende der førte an i sengen. Det fungerer ikke for ham at gå i seng med yngre kvinder. Her blev han hele tiden nødt til selv at tænke, vælge og beslutte. Det gjorde ham dårlig tilpas. Hele ansvaret blev lagt på hans skuldre. Denne dag havde veninden sort undertøj på. Hun gav ham en udsøgt fellatio, mens hun nød hans stive pik og bløde nosser. Han så hendes bryster vugge op og ned i takt til hendes munds bevægelser. For ikke at komme for tidligt lukkede han øjnene og tænkte på giljakkerne. Han så Fukaeris sovende ansigt for sit indre blik..... Han kom voldsomt flere gange i munden på veninden.
"Ved du hvad jeg altid kommer til at tænke på når jeg ser din brystkasse?" - "Nej." - "Borgportene i Kurosawas film - 'Blodets trone' eller 'Den skjulte fæstning' - [En fantastisk og morsom, men også meget sigende sammenligning bliver jeg nødt til at anføre! Tengo ser her verden i spædbarnets perspektiv: alt er overdimensioneret.]
'Luftpuppen' kom på bestsellerlisten to uger efter at den var komme i handlen. Komatsu sendte Tengo to eksemplarer med posten, men denne ikke så meget som åbnede dem. For at glemme livets fortrædeligheder dykkede han tværtimod endnu dybere ned i matematikkens verden, hvor hans hjerne koblede sig på et andet kredsløb. Der kom andre ord ud af munden på ham. Hans stemme fik en anden klang, hans ansigtsudtryk ændrede sig. Han konstaterede, at pigerne på gymnasiet ikke længere gav ham seksuelle lyster. Fukaeri derimod, hun var noget særligt for ham. Hun var et altomfattende budskab.
En sen aften ringede Komatsu. Han ville bare fortælle, at salget af Luftpuppen gik strygende. Anmeldelserne var fantastiske. Selve historien er fremragende. "Det har selvfølgeligt kun været muligt på grund af dine fremragende evner som skribent." - Tengo: "Og hvad er så de dårlige nyheder." - "Hvorfra ved du at jeg har dårlige nyheder?" - "Fordi du ringer til mig på denne tid af døgnet." - "Du har ret. Du har virkelig en sjette sans."
Jo, det drejede sig om Fukaeri. Hun havde været forsvundet i tre dage. Ebisunos datter skulle også have overnattet i Fukaeris lejlighed i Shinanomachi den nat. Men Fukaeri dukkede aldrig op, og siden har de ikke hørt fra hende. - Tengo fortalte ikke Komatsu at Fukaeri netop den aften havde sagt at det var bedst ikke at tage hen til lejligheden - og heller eller at hun havde overnattet hos ham. - "Hvis politiet bliver indblandet sætter det os i en vanskelig situation", sagde Komatsu. Ebisuno ville gå til politiet næste dag. Men han kan måske overtales til at udsætte det et par dage. - Måske ønsker professoren netop offentlighedens opmærksomhed om sagen, tænkte Tengo. Komatsu sagde, at han ville ønske han ikke behøvede at involvere Tengo "i disse verdslige problemer".
Måske havde planen med at lade Fukaeri være levende lokkemad ført til at Sakigake havde kidnappet hende. Fukaeri havde fortalt Tengo at Little People og luftpuppen fandtes i virkeligheden. Hun havde mødt Little People i kollektivet, og hun havde flere nætter i træk lavet en luftpuppe med dem.
Næste morgen ringede Tengo hjem til Ebisuno, men kom ikke igennem. Der gik en uge uden at der skete noget særligt.
Hans veninde kom igen på besøg. Tengo lå vågen og tænkte på Fukaeri. Hvor hun var henne og hvad hun lavede. I alle hans fantasier havde hun den tynde bluse på der fremhævede hendes bryster. Hendes skikkelse tog helt vejret fra ham og øgede hans indre uro. - Fukaeri kontaktede endelig Tengo den torsdag hvor Luftpuppen lå på bestsellerlisten for sjette uge i træk. [Kap 22]
Tengo modtager en stor boblekuvert i sin postkasse. Skriften var Fukaeris. Indeni lå et almindeligt tresminutters kasettebånd. Han satte det i anlægget. "tengo", lød det, "jeg burde have skrevet et brev men det er jeg ikke så god til så jeg indtaler et bånd fordi det er bedre end at snakke i telefon hvor man aldrig kan vide om nogen lytter med ... jeg har fået besked på ikke at fortælle nogen at jeg er her og professoren er gået til politiet og har meldt mig savnet men de gør ingenting for børn der løber hjemmefra hele tiden så jeg bliver her et stykke tid ... det her sted ligger langt væk og jeg går ikke udenfor så de finder mig ikke og det er meget langt væk og azami tager hen med kasettebåndet ...
"tak fordi jeg måtte overnatte hos dig den dag det var nødvendigt det var også nødvendigt for mig at lære dig at kende tak fordi du læste højt for mig jeg kan godt lide giljakkerne men hvorfor vil de hellere gå ad de sumpede stier end ad de brede veje ... det er måske et problem for dig at jeg er forsvundet men jeg vil ikke være forfatter og jeg vil ikke skrive noget igen ... jeg er ligesom giljakkerne når mine ord bliver skrevet ned er de ikke længere mine ... professoren har stor magt og dyb visdom men little people har lige så dyb visdom og stor magt som han så man må passe på ude i skoven ... hvis man skal beskytte sig selv mod dem må man finde noget de ikke har hvis man gør det kan man trygt gå gennem skoven ... der går nok lidt tid inden vi ses igen for little people er måske vrede over at der er blevet skrevet om dem men du skal ikke være bekymret for jeg er vant til skoven farvel"
Det stod klart for Tengo at Fukaeri holdt sig skjult frivilligt. Little People lod til at være skabninger der kunne skade både ham selv og Ebisuno. Men han kunne ikke på hendes tonefald vurdere om de var onde. Hun talte om dem som om de var neutrale skabninger.
Komatsu ringede og fortalte at der var opstået et mindre problem. Professor Ebisuno har langt om længe meldt Fukaeri savnet, og politiet har iværksat en undersøgelse. "Problemet er ugebladene. De har ikke råd til at tage hensyn til folks privatliv. Selvom de er skribenter ligesom dig, Tengo, er de lavet af et helt andet stof..." - "Så du mener også at jeg skal være på vagt." - "Ja det gør jeg." - "Er det her ikke netop den udvikling Ebisuno havde planlagt fra begyndelsen?" - "Måske", sagde K. "Det kan godt være at han i det stille har udnyttet os, men det vidste vi fra starten at han ville... Har du i øvrigt nogen anelse om hvor Fuakeri kan være? Bare den mindste anelse?" - "Nej overhovedet ikke."
Om fredagen besøgte Tengos veninde ham som hun plejede. Han fortalte, at han havde det med at vågne om natten. - "Du er vel ikke forelsket? Eller har problemer med skriveriet? Det virker som om der er noget der bekymrer dig... Har du så mareridt?" - "Jeg drømmer næsten aldrig". - Men det gjorde veninden; hun havde fx en drøm om en hytte ude i skoven: "Jeg går alene ude i skoven og får øje på et hus. Det ser venligt ud. Jeg banker på. Døren går op af sig selv. Jeg går ind og spørger om der er nogen hjemme. Det er der ikke. Det var som om beboerne lige skulle til at spise, men så var der sket noget mærkeligt - som om et monster var dukket op og alle var stukket af... Jeg lægger mærke til at det stadig damper fra maden, selvom der er gået flere timer. Jeg begynder at undre mig. Der må være noget helt galt. Og så slutter drømmen.... Og jeg har drømt det samme igen og igen." - Hun sukkede tungt: "Måske er det mig der er monsteret. Måske var det fordi de så mig komme at disse mennesker stak af?....." - Tengo: "Eller også er det dit eget hus og dig selv som er stukket af og som du sidder og venter på!" - "Hvordan kan du finde på at sige noget så forfærdeligt!"
På hendes spørgsmål fortæller han lidt om sin roman. Den handler om ham selv. Han befinder sig i "en verden som ikke er her". Og der er to måner i "den verden som ikke er her", så man ved at den er anderledes." - Hun spørger om han kender forskellen på de engelske ord 'lunatic' og 'insane'?. Hun svarer selv: "Jeg tror insane beskriver noget man er fra fødslen og som kræver professionel behandling. Lunatic derimod betyder at man midlertidigt mister fornuften på grund af månen. Hvis man i det gamle England begik en forbrydelse og blev erklæret lunatic var det en formildende omstændighed. For så var det ikke personens eget ansvar, men måneskinnets indflydelse.... Det jeg vil sige er, at når én måne alene er nok til at gøre folk sindssyge, så må to måner gøre folk rablende gale."
Hun klemte om hans penis: "Hvis folk i den verden der ikke er her, gør nogenlunde det samme som os i denne verden, hvad er så meningen med at det er en verden som ikke er her?" . "Meningen er at kunne omskrive fortiden til den verden som er her.... Hvis man skriver fortiden om, ændrer nutiden sig af sig selv. Den såkaldte nutid er jo formet af den akkumulerede fortid." - Hun: "Hvad skal jeg sige.... Du blev betragtet som et matematisk vidunderbarn... Du skriver på en lang roman... Og alligevel fatter du ikke noget som helst om den her verden..... Men det gør ikke noget at du ingenting fatter", sluttede hun og pressede sine bryster ind mod ham. Når han lukkede øjnene, vidste han knap nok selv, hvilken verden han tilhørte. [Kap 24]
Karakteristik af mol-fortællingen Til toppen Næste
Det vil fremgå af den forelagte lange parafrase over Tengo-parallelfortællingen at denne adskiller sig markant fra fortællingen om Aomame ved at være langt mere raffineret i opbygningen og nuanceret i beskrivelsen af de menneskelige relationer og psykologier.
Hovedpersonen selv fremstår således som en yderst reflekterende forfatter der elsker at skrive og har lært sig selve skrivehåndværket så godt at han af sin forlægger bliver sat til at bedømme andres værker og endda omskrive et indsendt, håbløst dårligt manuskript, selvom han efter samme forlæggers mening endnu ikke er i stand til selv at skrive en udgivelsesværdig fortælling. Han er nemlig for intellektuel, tænker for meget og har simpelthen ikke noget at fortælle der kommer fra hjertet.
Tengo har en klar moderbinding og slipper aldrig billedet af moderen der har en elsker der sutter hendes bryst - og helt glemmer den 1½-årige iagttager. Formentlig døde hans rigtige mor da han blev født; den kvinde han ser med elskeren er hans stedmor. Og hendes elsker er ikke en tilfældig mand, men Tengos biologiske far. Over for en klasselærerinde oplever Tengo som ti-årig en udtalt barneforelskelse der ligefrem gør lærerinden genert. Men indtil han møder den kønne syttenårige Fukaeri med de attraktive bryster og en fascinerende fortælling om sit liv som han påtager sig at skrive om til litteratur, sørger han for at få tilfredsstillet sit almindelige seksualbegær hos en erfaren gift kvinde der er ældre end ham selv og som kan tage styringen i sengen.
Tengos stedfar som han må leve sammen med i opvæksten, men ikke på nogen måde føler sig åndsbeslægtet med, tværtimod, lever en indholdsløs eksistens som licensopkræver for det statslige fjernssynsselskab og tvinger sønnen til at ledsage sig på opkrævningsturene hver eneste søndag, skønt dette indebærer at drengen allerede derved bliver anderledes end klassekammeraterne med almindelige forældre. Tengo er heldigvis stor og stærk og dygtig i skolen, så han undgår mobning, men han trækker sig tilbage til sin egen verden - og senere sin matematik og undervisning samt sit skriveri der foreløbigt ikke ender med udgivelser.
Den abstrakte matematik bliver Tengos tilflugtssted, fordi den giver ham den orden og logik samt progression han så stærkt ønsker, men ikke kan finde i den virkelige verden med alle dens problemer, foruroligende kaos og irrationalitet. Han har ikke nogen dybere psykologisk forståelse, men ved dog lidt om drømme, og han har jævnligt en slags epileptiske anfald (formentlig hvad der i medicinen kaldes 'partiel epilepsi') der kortvarigt giver ham indsigter han ikke har som rationelt menneske. De åbner op for sider af tilværelsen han helst går udenom.
Han reflekterer gerne over begreber som tid og rum. I sig selv er tiden i abstrakt forstand en ensartet størrelse, men når den forbruges og bliver konkret, antager den mærkelige former. Nogle gange er den frygtelig tung og lang, andre gange kort og let. Nogle gange byttes der om på begyndelse og slutning. Og somme tider lægges der ting til som slet ikke burde være der.... Han har dog slet ikke hold på hvad der bevirker forskellen [i realiteten er det spillet mellem de to slags psykiske grundprocesser]. Han forestiller sig blot at mennesket måske justerer meningen med sin egen eksistens ved at justere tiden. Én ting er han helt sikker på: vores hukommelse er sat sammen af både personlige og kollektive erindringer. Historien er vores kollektive hukommelse, og hvis historien tages fra os kan vi ikke opretholde vores retskaffenhed.
Derfor tager han naturligvis litteraturen som sådan alvorligt. Med den kan man rekonstruere verden på en sådan måde at det bekræftes at man er til. Hans veninde kan ikke se meningen med en sådan filosofi. For hende er tilværelsen så ligetil, at hun på kvindevis nærmest håner Tengo for ikke at fatte nogetsomhelst af den eksisterende verden hvor man kan nyde at gå i seng med hinanden. Til gengæld fatter hun intet af hans forsøg på drømmetydning.
Fukaeri vil heller ikke indlade sig på at filosofere over formens mening. For hende giver form i sig selv ingen mening.I virkeligheden opretholder Tengo en illusion om formens afgørende betydning som må betegnes som decideret æstetisk. Han har glemt at indholdet, det at have noget på hjerte, er betingelse for god litteratur, og han er således faldet i McLuhans fælde at se mediet som budskabet (eller se indpakningen som selve indholdet, som Aomama uden omsvøb får det udlagt). Denne fatale illusion kommer Tengo først fri af gennem mødet med Fukaeri - eller rettere den opgave han får af Komatsu og som består i at gøre et rent dilettantarbejde til et stort kunstværk. Tengo bliver fascineret af 'Luftpuppen', selvom det manuskript han får forelagt er elendigt skrevet. Men historien og hele dens fantastiske beretning om Little People fanger ham - og det gør ikke mindre pigen hele historien handler om. Han, der hidtil har været tryggest i favnen på kvinder der er ældre end ham selv, falder for den kun 17-årige pige der som 10-årig har haft en grusom og lammende oplevelse der har gjort hende tavs og indesluttet, men som nu efter syv års menneskelig behandling hos professor Ebisuno langsomt er tøet op. Hun får fuld tillid til Tengo og tager et par gange hans hånd - nøjagtigt som en undertrykt og fåmælt Aomame gjorde da hun og Tengo var ti år. Kærligheden og det ægte komplementaritetsforhold til det andet køn - som han har glemt - er igen kommet ind i hans ellers rationelle, men meningsløse verden.
Tidsskriftsredaktør Komatsu er unægteligt et kompliceret tilfælde. Han manipulerer groft med Tengo, der gang på gang bliver involveret i noget han ikke vil involveres i og som får alle sine indvendinger fejet af bordet. Komatsu tager intet hensyn til Tengo, men ringer til ham på alle tider af døgnet og forelægger ham bare planer, forslag og ideer denne ikke kan modsige eller modstå. Tengo frygter at Komatsus projekt vil ende i en katastrofe - og bryder sig bestemt ikke om at Komatsu og Ebisuno, der engang har arbejdet sammen om et eller andet, pludseligt laver et nyt projekt sammen. Men på den anden side må Tengo give Komatsu ret i, at han har fået lyst til at omskrive det manuskript af Fukaeri som han i første omgang afviste at røre ved, med den begrundelse det ville være svindel. Og han må til sidst erkende, at omskrivningen af Fukaeris historie ikke alene lykkes til Komatsus fulde tilfredshed, men har modnet ham selv som forfatter, ja, åbnet de skabende kilder for ham.
Selvom om det i bind I endnu ikke er afsløret hvad det gamle bekendtskab mellem Komatsu og Ebisuno egentlig kommer til at betyde, ligger det klart at Komatsu ved siden af sine ambitioner som tidsskriftsredaktør er styret af en urokkelig tro på at det gode vil sejre i den sidste ende. Det får ham til at affeje mange af Tengos indvendinger med bemærkninger om at der ikke er nogen grund til bekymring. Han, Komatsu, skal nok tage ansvaret for hvad der vil komme. Men denne 'skråsikkerhed' bunder igen i troen på det gode som en slags underliggende eller iboende vilje i livet - eller i filosoffen Aristoteles' formulering - at "det gode er det imod hvilket alting retter sig". Denne etik kaldes teleologisk (efter telos: mål) og Komatsus pointe er nok lidt forenklet: Resultatet af alt vil uvægerligt være det gode, så lad os gemme tvivlen til i morgen! - Tengo hører til dem der aldrig kan glemme tvivlen. Men Komatsu forstår at tvivl kan være lammende. Om etikken er iøvrigt at sige at den har visse lighedspunkter med Jernesalts konsistensetik, der også bygger på en forestilling om det gode som en slags iboende kraft, men blot ikke henviser til et hypotetisk mål, men derimod til psykologiske kræfter.
Men både de mange samtaler mellem Tengo og Komatsu (om projektet) og de mange samtaler mellem Tengo og Fukaeri (om hendes oplevelser) er fornem dialogkunst der viser hvor meget der kan siges mellem linjerne. De peger samtidigt på fornemste vis på at både sandheden og litteraturen bliver til i en personlig udveksling mellem mennesker der er åbne for dialog, søger erkendelse og selverkendelse og i denne søgen hverken udelukker varmen, kærligheden eller humoren. Og den allervigtigste komponent bliver komplementariteten mellem kvindekønnet og mandskønnet.
Det er utroligt hvordan Komatsu kan snøre Tengo for at få ham videre i projektet, så de to ikke kommer til at sidde fast i alle Tengos betænkeligheder. De kommer til at dele skæbne, selvom vi endnu ikke ved hvordan. Og det er først og fremmest utroligt smukt hvordan Fukaeri kan få løst op for Tengo ved kombinationen af sin uhyggelige historie og den fulde tillid hun viser ham og som overvinder både hans poetiske blokeringer og hendes egen talehæmninger. De er blevet ét, som hun siger. De er blevet et 'vi' som sammen skriver den endelige udgave af Luftpuppen.
Det bemærkelsesværdige i denne proces er at hun også forandrer stemme og tonefald. Normalt talte Fukaeri monotont, uden skiftende tonefald og intonation, men når hun begynder at recitere blev hendes stemme overraskende stærk og meget klangfuld. "Det var næsten som noget fremmed havde taget plads i hende", står der. Når hun folder sig ud i Bachs bevægende mol-arie "Buss und Reu", hvis tyske tekst hun ikke kan og måske slet ikke forstår, så sker det uden hæmninger. Den udtrykker åbenlyst hendes inderste følelser. Og når hun indtaler et bånd til Tengo, er hendes tale fri og ikke længer hakket op i korte hovedsætninger som når hun sidder ansigt til ansigt med andre. Kærligheden er vakt i den sytten-årige pige, så man øjner muligheden for hendes overvindelse af den tragedie hun har været igennem. Om hun ligefrem når så vidt at hun kommer ind i det visdommens område af livet, hvor det at have ret hører helt op, er ikke godt at vide. Det bliver naturligvis ikke allerede afsløret i første bind. Men hun peger selv udtrykkeligt på at visdommen hos Litte People er større end plejefaderens, og det må betyde et eller andet.
Professor Ebisuno er af profession kulturantropolog med dybtgående indsigt i religion og kan bl.a. se at Fukaeris historie om Little People og luftpuppen er noget i retning af en mytologisk fortælling, det vil med mine egne ord sige at de ikke afspejler filosofiske, teologiske eller politisk-ideologiske dogmer, men ægte kollektive forestillinger. Tengos måde at tænke på i omskrivningen af Fukaeris historie finder han dybt rodfæstet i sig selv. Antropologien går efter hans mening bl.a. ud på at finde frem til det universelle og fællesmenneskelige i menneskets forestillinger og derfra føre det tilbage til den enkelte igen. "På den måde kan det enkelte individ måske være et selvstændigt væsen i fællesskabet".
Dette er noget Ebisuno lægger stor vægt på. Derfor har han altid været et apolitisk menneske, og derfor forlod han sin forskerstilling på universitet, da ungdomsoprøret i begyndelsen af 1970'erne udartede til ekstremisme og dyrkelse af Maoismen - og dennes i virkeligheden ubarmhjertigt hårdhændede og ensrettende kulturrevolution der var den stalinistiske Big Brother-ideologi om igen. Ebisunos nære ven og universitetskollega Fukada deltog ivrigt i studenteroprøret mod systemet, men blev afskediget og etablerede siden et økologisk kollektiv langt ude på landet. Han mistede enhver tro på revolution i Japan og slog om til fredelige sysler. Men på en eller anden måde blev han fanget i kollektivets opsplitning mellem en moderat fraktion og en militant. Han måtte vælge side, og valgte formelt den moderate fløj, som han havde været leder for, men fortsatte som rådgiver for den militante fløj. Og pludseligt lukkede denne fraktion sig fuldstændigt om sig selv, blev formelt anerkendt som et trossamfund myndighederne ikke kunne blande sig i, men reelt berygtet som en kult hvis leder systematisk tvang trossamfundets ti-årige piger til det værst tænkelige seksuelle overgreb under dække af religiøs renselse. Fukadas egen datter Erika Fukada på ti år blev udsat for dette overgreb, men flygtede. Hun havnede hos Ebisuno som fortællingens Fukaeri. Ebisuno var ude af stand til at fatte at hans tidligere kollega havde tilladt dette overgreb. Manden havde altid afskyet al religion og havde åbenbart nu bøjet sig for religion af værste skuffe. Men det var umuligt at komme i kontakt med ham, ja umuligt at finde ud af om han overhovedet stadig var i live. Og det er dette Ebisuno øjner mulighed for at få opklaret ved selve den provokation som offentliggørelsen af Luftpuppen er. Han ved i realiteten ikke hvilken hensynsløs og skrupelløs magt han sætter sig op imod. Men han vil til bunds i sagen - og dermed sikres forsættelsen af '1Q84', hvis parallelhistorie i dur førte hen til Aomames accept af at gå ind den risikable kamp mod sekten.
Det centrale på nuværende tidspunkt er at fastholde at kulturantropologen Ebisuno udover at være Fukaeris førstehjælper og redningsmand har en viden om hendes far og hans oprindelige utopiske synspunkter ingen anden er i besiddelse af og som synes at være betingelsen for nogensinde at kunne skabe klarhed over, hvad der gik for sig ved etableringen af de nævnte kollektiver, og specielt klarhed over, hvordan det overhovedet kan gå til at idealistiske og utopiske bevægelser slår om fra politisk til militant kamp og endda i værste fald ender i en pervers seksualitet som hverken har med idealisme eller politisk utopi at gøre, men som tværtimod forener sig med pervers kultisk religion og totalt undertrykker al menneskelig værdighed. Det er imidlertid også vigtigt at holde fast i at både Ebisuno og Tengo sætter pris på Bachs "Wohltemperiertes Klavier" der spænder over to gange 24 præludier og fugaer og således to gange kommer gennem samtlige dur- og mol-tonearter i en vis progression.
Med disse store perspektiver tilføres der mol-delen af 1Q84 en dimension der for alvor bringer historiens vingesus ind i værkets kombinerede kriminalfortælling og kærlighedshistorie. Og det sker vel at mærke igennem et ganske upolitisk menneske der blot som gammel humanistisk forsker synes at ville finde sandheden om forrige århundredes katastrofale totalitarisme gennem et enkelt menneske skæbne.
Mol-musikkens egenart i sprog og litteratur Til toppen Næste
Hvorfor nu kalde alt dette en mol-fortælling og hvorfor se mol-delen som den bærende eller progressive del af '1Q84'? Er mol-vinklen på værket virkelig nøglen til en forståelse?
Ja, men for det første må det forudskikkes, at musik som sådan principielt ikke kan transformeres til kunst eller litteratur så det bliver et adækvat udtryk for det selvsamme. Dette gælder jo også forholdet mellem film og litteratur. Hver kunstart har sine udtryksmidler og sin egenart som må respekteres.
For det andet må det alligevel hævdes, at musik udover rent musikalske - formelle og lydmæssige - elementer rummer udtryksmæssige og eksistentielle dimensioner der også findes i sproget og litteraturen (samt i dramaet, dansen og filmen), idet allerede talesproget rummer rytme, melodi og modulation som i allerhøjeste grad ligner musikken og peger ud over det rent tekniske. Derfor giver det mening at tale om monotoni i talen til forskel fra en levende og afvekslende variation ved de nævnte tre træk. Og dette smitter naturligvis igen af på den skriftlige fremstilling, der netop opfattes som tør og kedelig, hvis den bliver alt for saglig og objektiv, men levende når følelsesudtryk og subjektivitet kommer med og måske endda inddrager et decideret etisk og religiøst aspekt.
Det særlige er imidlertid at den for den europæiske musik karakteristiske tonalitet der indebærer en klar skelnen mellem dur og mol tonearterne, kan genfindes i sproget og litteraturens modulationer, og at dette slet ikke beror på hvor ophøjede følelserne er, eller hvor sørgmodige, eventuelt tragiske stemningerne er, men derimod på hvor differentierede følelserne er. Det er en udbredt fordom at durtonearterne overvejende udtrykker glæde og moltonearterne sorg, men det holder ikke stik; det er alt for forenklet - og en af dem der har påpeget dette ganske overbevisende er psykiateren Ib Ostenfeld der både var en stor menneskekender, en sand musikelsker og en fornem litteraturfortolker.
Ostenfeld har i et lille essay redegjort for sine synspunkter, der kort fortalt siger, at forskellen mellem dur og mol ikke ligger i modsætningen glæde/sorg, men i kontrasten enkel/sammensat. Dur er dag, morgen, fornyelse og kraft. Men hvor glæden bliver fin og sprød, kan mol træde til som tolkemiddel. Mol er det facetterede tonemiddel med et mangefold af iboende muligheder. Stemninger af sorg, sørgmodighed eller vemod er højt udarbejdede, forgrenede stemningsmasser der til deres udtryk kræver kræsent udvælgende modulationer. Disse modulationer finder man i rigt mål hos Mozart, hos hvem glæden er herre, men vel at mærke "en glæde af sælsom art - med livsens smerte indsmeltet i sig, en humor der har forligt livets dissonanser, en vidunderlig mellemstemning af forsoning, hvor ingen sorg eller smerte er glemt, men som dog i sublim frihed bringer alle modsætninger til ro."
Men hos en dansk forfatter (og Mozartelsker) som St. St. Blicher genfindes det samme i hans noveller. "Han spillede i mol for at forhøje fremstillingens stemningsfylde. Hans sind havde uopbrugelige reserver, der holdt ham i balance og tillod ham indlevelse i livets dystre situationer. Hans personlighed påvirkedes stemningsmæssigt af livets skæbne-spil, men i sin kerne stod den sund og ubrudt uden for hvad han iagttog og beskrev. Han forstod, at sorg er menneskets forrettighed."
Ostenfeld påpeger generelt at hvad konjunktiv er i sproget, er mol for musikken: en raffineret variationsmulighed. Da konjunktiv nok efterhånden er et ukendt begreb for mennesker der ikke læser tysk eller romanske sprog (der har særlige bøjninger for konjunktiv), skal for en ordens skyld nævnes, at konjunktiv i gamle dage kaldtes 'forestillingsmåde' på dansk. Det betegner det uafgjorte eller usikre og bruges derfor i spørgende eller betingende sætninger. Formen kaldes også 'ønskemåde' eller 'mulighedsmåde' (potentialis). Konjunktiv kan ved hjælp af modalverberne på fineste måde angive at den talende ikke umiddelbart står inde for det sagte som noget faktisk, men at det sagte kun gælder fra en vis synsvinkel.
Det vil med andre ord sige, at man i konjunktiv og sproglig mol forlader den fremsættende (indikative) fortællemåde og erstatter den med en langt mere antydende, hypotetisk, drillende og underfundig beskrivelse, som kan bruges på uendeligt varierede måder. Den kan dække sig under ironi og forstillelse og derfor betjene sig af anonymitet. Blicher var en mester i brugen af denne mol, ikke mindst i de noveller han udgav under pseudonymet 'Peer Spillemand'. Den mest kendte er nok "Ak! hvor forandret". Blicher var ægte romantiker og var om nogen i stand til at beskrive erotikkens udfoldelse i sindene - ganske som Mozart var det i operaen. Det skal jeg imidlertid ikke fordybe mig i her. Jeg henviser til essayet om Blicher, men benytter lejligheden til også at henvise til essayene om Mozart, Storm P. og Peter Høegs 'Den stille Pige'. Molfænomener kan også genfindes hos Shakespeare, jf. artiklen om Trevor Nunns fremragende filmatisering af Helligtrekongersaften. Shakespeare forstod at melodier med "a dying fall" er særligt velegnet som "food of love" i visse situationer, og sådant faldende tonesprog er netop mol.
I essayet om Bach er der et særskilt afsnit om "Det veltempererede klaver".
Vil læseren iøvrigt skaffe sig et godt indtryk af karakterforskellen mellem dur og mol i Bachs 'Wohltemperiertes Klavier' uden at skulle igennem egentlige musikteoretiske analyser, vil det være en god idé at kopiere en indspilning af et af bindene over på en computer, sortere fugaerne fra og redigere rækkefølgen på preludierne om, så dur-preludierne kommer for sig og mol-preludierne for sig. Fugaerne bør sorteres fra, fordi de stiller krav til lytningen der går mere på det lineære (melodiske) end på det lodrette (harmoniske). Og man kan yderligere vælge at gå frem efter kvintcirklens 'progression' (i stedet for den kromatiske progression), således at man kommer gennem skalaen i en mere følgerigtig rækkefølge, dvs i dur hele tiden går en kvint opad fra C til G til D til A til E til H osv, men i mol en kvint nedad fra a til d til g til c til f til b osv. For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at samme metode kan bruges over for andre komponister der har skrevet 24 preludier for klaver, herunder Chopin, Sjostakovitj og Niels Viggo Bentzon. Sidstnævnte skrev over et tidsforløb på 40 år ikke mindre end 13 bind af sådanne 24 preludier. De er indspillet af ham selv, og de udgør det største klaverværk der er komponeret her i landet.
Til sidst skal udtrykkeligt fremhæves Anton Tjekhovs rolle i hele denne sammenhæng, fordi denne russiske forfatter ikke blot nævnes i Murakamis roman, men får en overraskende udførlig behandling i samtalen mellem Tengo og Fukaeri i kapitel 20. Tjekhovs beretning om Giljakkerne citeres her i lange uddrag og gør dybt indtryk på Fukaeri. Den er relevant fordi den handler om konsekvent kvindeundertrykkelse i en udkant af Asien, men også fordi Tengo åbenlyst udvælger den fordi den udtrykker meget af den mistrøstighed han kender hos sig selv. Tjekhov er kendt for dramaer der udstiller den russiske overklasses og bedre borgerskabs dekadence i perioden før revolutionerne. Men det overses ofte at han aldrig hengiver sig til håbløs pessimisme, men tværtimod peger på muligheder for forandring - og derfor også lader de fremtidsrettede af sine personer bevare et håb og en længsel. Dermed bliver Tjekhov en ægte mol-skribent, og Murakamis inddragelse af ham i Tengos fortælling er et ægte mol-tegn.
Jeg vil altså fastholde at Murakamis roman er tydeligt opdelt i en dur-del og en mol-del og at mol-synsvinklen er nøglen til en forståelse af hele værket.
Virkelighedens dobbeltkarakter Til toppen Næste
Nu er den foreliggende bog jo kun første del af Murakamis trilogi, og det siger sig selv at en endelig bedømmelse må vente til alle bind er læst. Bind II vil komme sidst i november, men bind III først sidst på sommeren 2012. Og det er lidt for lang tid at vente. Jeg har derfor tænkt mig at anskaffe den engelske oversættelse, således at jeg inden udgangen af året kan forelægge min endelige bedømmelse af hele værket. Jeg har imidlertid fundet det nødvendigt allerede nu at behandle først bind så grundigt som tilfældet er, fordi det er min erfaring at ikke ret mange mennesker er vidende om mol-funktionen i sprog og litteratur. Selv den danske oversætter af Murakamis bog, Mette Holm, har i et kort indslag i Deadline ved første binds udgivelse røbet at hun ikke har fundet ud af hvad der er dur og mol i værket. Jeg kan ikke bedømme om dette påvirker oversættelsen, som jeg finder helt upåklagelig. Jeg har ikke læst andre værker af Murakami, og er ikke stødt på omtale af det nye værk eller ham selv som kunne belyse spørgsmålet. Et interview af Carsten Andersen kommer heller ind på det. Men nu tilbyder jeg i hvert fald min nøgle.
Iøvrigt må vi må have Murakamis svar på bogens mange gåder om personerne og begivenhederne til gode. Han røber naturligvis ikke i første bind, hvad der egentlig er overgået Aomame som ti-årig eller hvordan hendes nye mission kommer til at forløbe. Vi har ikke fået at vide hvad Den gamle Ged og Little People er for nogle størrelser. Vi ved ikke hvordan det vil gå Fukaeri eller Tsubasa de næste måneder, eller hvor langt Ebisuno kommer med sin efterforskning. Og først og fremmest ved vi ikke hvornår eller hvordan Aomame og Tengo mødes - og hvilken toneart der kommer ud af det!
Derfor aner vi heller ikke om virkelighedens dobbeltkarakter bliver opløst eller forstået eller bare taget til efterretning. Mystiske fænomener som to måner eller småfolk der skulle kunne gå på tværs af den nye Big Brother i det militante og ekstremistiske kollektiv står også hen i det uvisse. Det eneste nogenlunde sikre er at Murakami kommer med yderligere to gange 24 præludier, delt op i dur og mol. Og alt tyder også på at Murakami virkelig har formået at gå Johan Sebastian Bach i bedene og med suverænt matematisk overblik fået fortalt sin spændende kærlighedshistorie så ingen variations- eller modulationsmuligheder går tabt.
Hvis ellers bind II og III holder målene, gør dette '1Q84' til en enestående bedrift i moderne litteratur. Jeg har ikke læst og mindes ikke at have hørt om et lignende værk - og det glæder mig specielt at Murakami ser ud til at have en tilgang til problemerne som er meget lig Jernesalts komplementære helhedsrealisme, men naturligvis adskiller sig markant ved at være ægte skønlitterær fortælling og ikke prosaisk filosofisk udlægning og kommenteren. Det er ikke sikkert at Murakami i den sidste ende udlægger virkelighedens dobbeltkarakter på den måde undertegnede gør - jf. artikelserien om virkelighed - men ved at lade visse personer postulere at der kun er én virkelighed og lade andre opfatte den på anden måde, har han i hvert fald opstillet en vigtig eksistentiel problemstilling. Det er indlysende for ethvert nøgternt menneske, at ser man to måner på himlen, så er der noget galt med ens forstand eller sanseapparat (eventuelt briller!), men omvendt gælder også at hvis man totalt udelader det irrationelle, romantiske, erotiske, magiske og fortryllende fra sin tilværelse, så snævrer man virkeligheden ind på katastrofal vis.
Men hvordan Murakami har tænkt sig at beskrive hele denne problematik i sin videre fortælling om Aomame og Tengo får foreløbigt stå hen. Humor kommer man ikke til at savne.
Jan Jernewicz
Henvisninger Til toppen
Litteratur
Haruki Murakami: 1Q89. Bd. 1 af 3 - oversat af Mette Holm (Klim. 2011)
Ib Ostenfeld: 'Provincialbreve' (Reitzel. 1954) med et tillæg om 'St. Blicher som moll-musikant'
Relevante artikler på Jernesalt:
1Q84 - Bind 3 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed (31.12.11.)
1Q84 - Bind 2 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed (13.12.11.)
Blicher mellem drøm og virkelighed med særskilt afsnit om Blicher som mol-musikant
Ib Ostenfald (kort karakteristik)
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
med særskilt afsnit om "Det veltempererede klaver"
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.
Peter Høegs hørelse, længsel og humor
Helligtrekongersaften (Trevor Nunns Shakespeare filmatisering)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Samlet oversigt over artikelserien om Virkelighed med følgende essays:
Fysikken og virkeligheden (26.6.07.)
Rummet og virkeligheden (12.7.07.)
Tiden og virkeligheden (5.7.07.)
Livet og virkeligheden (22.7.07.)
Ånd og virkelighed (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden (4.8.07.)
Humor og virkelighed (20.8.07.)
Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:
Artikler om Litteratur
Artikler om Musik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Jernesalts 2009-filosofi
Forord -
Begreber og aksiomer -
Krisen ved årsskiftet 2008/09 -
Verdensbilledet 2009
Livet -
Mennesket -
Sjælen -
Sproget -
Samfundet -
Overordnede politiske parametre
Udfordringen -
Helhedsrealismens advarsler -
Helhedsrealismens anbefalinger -
Efterskrift
Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|