utils prefix normal JERNESALT - humaniora18b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.3.18.

De humanistiske fag ekspanderer uden hensyn til samfunds- og eksistensværdi

I artiklen om regeringens og Dansk Folkepartis forlig om Danmarks Radio gjorde jeg opmærksom på den britiske professor N.C. Parkinsons lov om at embedsmænd skaber arbejde for hinanden, og på den lovmæssighed som socialøkonomen Jørgen S. Dich i sin tid (1973) påpegede om at udvidelsen af den offentlige sektor forskyder den partipolitiske indflydelse, så der bliver flere og flere offentligt ansatte der støtter venstrefløjen. Dich påpegede samtidigt den ejendommelighed at socialpolitikken (særforsorgen) i 1960'erne og 1970'erne havde udviklet sig til et kulturfænomen, således at den i humanismens navn fritog individerne fra deres ansvar for tilpasningen til samfundet.

Siden oprettelsen af kulturministeriet i 1961 var samme ideologi indført i kulturpolitikken. De offentligt ansatte kunne naturligvis ikke drømme om at stritte imod denne udvikling. Og det gør de bestemt heller ikke når trenden i det nye århundrede bliver at få flest mulige unge til at søge til gymnasiet fra folkeskolen, uanset om de virkelig er egnede eller ej. Eller når det gælder trenden om at få flest mulige til gå videre til universiteterne, uanset om de er motiverede til at gennemføre et studium. Den humanistiske mode sætter simpelthen oplysning lig med akademisk uddannelse til flest mulige.

Et grelt eksempel i denne forbindelse er den systematiske udvidelse af fag ved universiteternes humanistiske fakulteter. På godt tyve år er der sket en fordobling af antallet af bacheloruddannelserne på vore 8 universiteter så de i dag udbyder omkring 400. Og det er vel at mærke hverken erhvervslivet eller politikerne der har efterspurgt hvad en kommentator kalder "en vildtvoksende underskov af uddannelser". Nej, det er en udvikling der er drevet frem af universiteterne selv, fordi de gennem et specielt taxametersystem for bevillinger faktisk er blevet tildelt en absolut ikke tilsigtet økonomisk interesse i at skille sig ud og tiltrække studerende med helt specielle studieønsker.

De 8 danske universiteter er Københavns Universitet, Danmarks Teknisk Universitet (DTU - den tidligere tekniske højskole og endnu tidligere polytekniske læreanstalt), Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet (SDU i Odense og Esbjerg), Roskilde Universitet (RUC), Copenhagen Business School (CBS - den tidligere handelshøjskole) og IT-Universitetet, og de har alle - med DTU som undtagelse - humanistiske fakulteter. Af påfaldende specialfag skal blot nævnes audiologopædi, designkultur, bæredygtigt design, interaktionsdesign, interkulturel pædagogik, kultur- og sprogmøde, musikterapi, retorik, kunst og teknologi, og uddannelsesvidenskab,

Den stigende og tydeligt økonomiske motiverede specialisering har været så påfaldende at den liberale og teknokratiske uddannelsesminister Søren Pind allerede kort efter sin udnævnelse nedsatte et "Udvalg om bedre uddannelser" med repræsentanter for universiteterne, Dansk Industri og Danske Erhverv m.fl. og med departementschef Agnete Gersing som formand. Udvalgets opgave var at opstille konkrete modeller for, hvordan universitetsuddannelserne kunne styrkes inden for fire overordnede temaer:

1. Uddannelseskvalitet og høje krav til de studerende
2. Fleksible og hurtige veje til et godt job, der imødekommer samfundets behov
3. Teknologi som værktøj til at styrke kvalitet og relevans
4. Relevant og gennemskueligt uddannelsesudbud.


For en uges tid siden fremlagde udvalget sin rapport om "Universitetsuddannelser til fremtiden". Af udvalgets egne hovedkonklusioner vedrørende uddannelsesudbud og optag på universiteterne skal blot nævnes et par punkter:

- De otte danske universiteter har tilsammen mere end 400 bacheloruddannelsesudbud og 550 kandidatuddannelsesudbud. Nogle uddannelser udbydes på flere universiteter, så antallet af uddannelser er lavere end antallet af udbud.
- Fordelt på hovedområder er der på humaniora 348 uddannelsesudbud på både bachelor- og kandidatniveau. Der er 190 udbud på det tekniske hovedområde, 166 på naturvidenskab, 157 på samfundsvidenskab og 48 på sundhedsvidenskab.
- Antallet af bachelorindgange på de danske universiteter er steget meget i 1990’erne og 2000’erne, mens udviklingen herefter har været mere afdæmpet.
- Der er indikationer på, at uddannelsessystemet, herunder antallet af udbud, er uoverskueligt for ansøgere, og at dette i nogen grad også gælder for aftagere [arbejdsgivere]. Mange aftagere efterspørger dog også dimittender fra meget specialiserede uddannelser.
- Der er flere små end store uddannelsesudbud på tværs af universiteterne. Frafaldet på første år af bacheloruddannelsen er større på de mindste bachelorudbud end på mellemstore og store uddannelsesudbud. Det er dog ikke klart, hvad der ligger bag denne sammenhæng.
- Ca. 40 pct. af universitetsuddannelserne har ikke en grænsekvotient. Andelen af bacheloruddannelser, der har adgangsbegrænsning og en karakter-grænsekvotient er dog stigende. Andelen af uddannelser med en høj grænsekvotient er også stigende. I 2017 havde ca. 60 pct. af uddannelserne flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser og dermed en grænsekvotient, hvilket er en stigning på 9 procentpoint siden 2015. 20 pct. af bacheloruddannelserne havde i 2017 en grænsekvotient på 9,0 eller derover, hvilket er en stigning på 5 procentpoint siden 2015.
- Optagelsessystemet påvirker de unges adfærd, når de søger en videregående uddannelse. Der er indikationer på, at studerende med et højt karaktergennemsnit fra den gymnasiale eksamen ofte søger mod uddannelser, som har en høj grænsekvotient. Grænsekvotienten udtrykker ikke nødvendigvis uddannelsens faglige niveau eller arbejdsmarkedets efterspørgsel.


Udvalget har anbefalet et mere overskueligt uddannelseslandskab og et styrket optagelsessystem.

Udvalget anbefaler, at "universiteterne i tæt samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet gennemfører et tværgående eftersyn af uddannelsesudbuddet med henblik på at skabe et mere overskueligt uddannelseslandskab. I eftersynet kan blandt andet indgå vurdering af arbejdsdelingen mellem universiteterne, uddannelsernes størrelse og specialiseringsgrad. Titler på sammenlignelige uddannelser på forskellige universiteter kan ligeledes harmoniseres. Relevante aftagere kan inddrages for at få perspektiver på, om uddannelserne giver kompetencer, der er efterspurgte på arbejdsmarkedet. Ambitionen er, at der sker en forenkling til gavn for studerende og aftagere, og at det samtidig understøtter en effektiv ressourceudnyttelse på universiteterne. Hensigten er ikke at begrænse den faglige spændvidde blandt dimittenderne, men at skabe større overskuelighed og færre udbud af fagligt meget nært beslægtede uddannelser."

Udvalget anbefaler desuden - ret bemærkelsesværdigt for vor tid - at universiteterne anerkender værdien af at skrive lærebøger. "Meritering af lærebøger kan fremme en god balance mellem forskning og uddannelse. Udvalget anbefaler, at universiteterne i højere grad anerkender værdien af lærebøger. Udvalget vurderer samtidig, at lærebøger kun kan meriteres på lige fod med forskning, hvis lærebøgerne rummer et forskningsbidrag. Muligheden for bedre meritering af lærebøger på universiteterne kan med fordel inddrages i det kommende meriteringsudvalg, som regeringen har besluttet at nedsætte. Udvalget skal inden udgangen af 2018 undersøge mulighederne for mere dækkende meriteringsstrukturer, som kan fremme både forskning, undervisning, videndeling mv. og komme med anbefalinger til universiteterne om eventuelle ændringer i gældende meriteringspraksis i det danske forskningssystem."

Endelig skal nævnes at udvalget anbefaler at "universiteterne anerkender undervisning på lige fod med forskning". Udvalget lægger vægt på, at det enkelte universitet har frihed til den konkrete form for anerkendelse f.eks. via certificeringsordning, mere systematisk brug af undervisningsporteføljer eller belønning af de dygtigste undervisere. For at underbygge denne udvikling kan der f.eks. oprettes en pulje med lettilgængelige midler, som den enkelte underviser eller det enkelte fagmiljø kan søge til at udvikle undervisningen og frigøre tid til udvikling af undervisningen.


Rapportens analyser og anbefalinger er hilst med begejstring af uddannelsesministeren, men den fører jo ikke til noget, med mindre den bliver fulgt op af konkrete lovforslag der ændrer på forholdene og luger ud i overfloden af tilbud. Søren Pind vil foreløbig ikke udtale sig om hvilke uddannelser der skal skæres væk, men lover en "neddrosling af dele af humaniora". Politikens uddannelsesredaktør undlader ikke at pointere at kravene om en fornyelse ikke bør komme som nogen overraskelse for landets universiteter. Og det bør det da heller ikke. Men han nævner selv, at dialog med erhvervslivet om tilpasning af studiepladser til arbejdsmarkedets behov i mange universitetsmiljøer opfattes som en forhandling med djævelen selv! Universiteteterne har ikke selv taget initiativ til fornyelse, men er nu simpelthen blevet overhalet indenom af ministeriets udvalg og visse politikeres ønsker.

Det må eksempelvis også noteres at formanden for Danske Universiteter, der har været medlem af udvalget (men ikke skrevet under på alle anbefalinger), ikke er enig i at 400 bacheloruddannelser er for mange. Antallet er næppe heller noget der kan fastsættes eksakt ud fra objektive kriterier, men det er gennem mange år steget og steget uden hensyn til samfundets og arbejdsmarkedets behov. Og når det kommer til en vurdering her, så er rent formelle, rent økonomiske og rent beskæftigelsesmæssige kriterier utilstrækkelige. Man er nødt til også at se på mere overordnede kulturelle forhold. Dem har liberalisten Søren Pind ingen indsigt i eller forståelse for - og det har heller ingen af medlemmerne i hans udvalg.

Her kommer vi nemlig ikke uden om at se på massefabrikationen af akademikere, intellektualiseringen af de humanistiske fag på såvel universiteterne som gymnasierne og forsømmelsen af den eksistentielle helhedsforståelse som hører folkeoplysningen til og som intet folk kan undvære.


Massefabrikationen af akademikere er ikke et ganske nyt fænomen, men går tilbage til den generelle velstandsstigning i alle de vestlige land fra og med begyndelsen af 1950'erne og navnlig i 1960-erne, og som kan konstateres ganske præcist med studenteroprøret i 1968, der officielt var et opgør mod professorvældet, men dybest set skyldtes at der efter skolereformerne omkring 1961 var kommet et væld af unge gennem gymnasiet der ikke havde akademikerforældre og derfor havde svært ved vænne sig til studieforholdene på universiteterne der var koncentreret om det frie studium. De forventede manuduktion hele vejen igennem og faldt igennem på den masseundervisning universiteterne var nødt til at tilbyde, da der var for få lærere.

Der blev naturligvis hurtigt ansat langt flere lærere, navnlig på lektorplan - og dette gik så hurtigt at man fik udnævnt adskillige som i og for sig var fagligt dygtige nok til at undervise, men som ikke havde store forskerevner - og derfor ikke holdt undervisningsniveauet i længden. For dette kræver på universitetsniveau forskningsaktivitet - til forskel fra gymnasieniveauet. Mange udnævnte lektorer gik udviklingsmæssigt i stå - og kunne som følge af de gunstige ansættelsesforhold alligevel bevare deres stillinger til pensionsalderen. Og stadigvæk var der for kandidaternes vedkommende overvejende tale om massefabrikation, hvad der først og fremmest ses på det udbredte savn hos de studerende af tæt personlig kontakt med en lærer der kunne vejlede.

Den anden side af problemet var tilskudsordningen og opdelingen af studerende i flere kateogier: bachelorer (en tre-årig grunduddannelse), kandidater (den videregående fulde uddannelse) og ph.d.-studerende der skulle bevise deres forskerevne ved et treårigt studium oven på kandidatuddannelsen. Den førte til en egentlig videnskabelig afhandling som var meget attraktiv for alle med gode evner, fordi den forlængede studietiden med hele tre år og gav en fin grad, der gav gode karrieremuligheder, selvom den var lidt mindre end doktorgraden. Men tilskudsordningen medførte generelt et taxametersystem som fik de otte universiteter til at konkurrere med hinanden ved den metode at tiltrække studenter med helt specielle fag - uafhængigt af om der var behov for dem ude i samfundet eller ej. Ingen har villet være ved at det var en skæv politik, før skævheden blev til at tage og føle på i den offentlige økonomi og på arbejdsmarkedet.


Intellektualiseringen er efter undertegnedes mening et klart overset problem i hele den vestlige verden, fordi den ikke bare skyldes et stigende uddannelsesniveau, men en voldsom ensidighed i de humanistiske discipliners teoretiseringsniveau, således at forstå at der i fagene fokuseres mere på den begrebsmæssige teoretisering end på den tilegnelsesmæssige målsætning hvor forståelse af eksempelvis sprog, litteratur, kunst og musik forudsætter dyberegående studier af dagligsproget på det enkelte sprog, de enkelte skønlitterære forfatterskaber, kunstnere og komponister. De humanistiske fag skiller sig jo netop markant ud fra de naturvidenskabelige og teknologiske ved ikke at have sigte mod lovmæssighed og generalisering, men tværtimod at have sigte mod forståelse der vedrører konkrete mennnesker i forhold til konkrete miljøer og konkret historisk udvikling.

Det er indlysende at sprogene (dansk, engelsk, tysk, russisk, kinesisk m.v.) må studeres hver for sig, men splitter man disse sprog og alle mulige andre humanistiske fag endeløst op i mere og mere specialiserede områder, går såvel helheden som det individuelle særpræg tabt til fordel for det teoretiske overblik og den teoretiske generalisation. Man søger ikke at forstå den enkelte forfatter, kunstner eller komponist, men søger lovmæssigheder for henholdsvis litteratur som sådan, kunsten som sådan og musikken som sådan, og det er vel at mærke en så fristende intellektuel sport at forfølge de teoretiske og begrebsanalytiske spor, at det for forskerne og underviserne er helt underordnet om mennesket går tabt - og den humanistiske idé dermed forsvinder helt eller delvist fra de humanistiske fag. Hovedvægten kommer til at ligge på metodik og generalisation.

Og det værste er næsten at mange af de færdige universitetskandidater enten bliver i den snævre universitetsverden eller går ud som lærere i gymnasierne, hvor de giver sig til at undervise i metodik i stedet for i fagene. Der sker allerede her et kulturtab, som er helt ny i vores kultur i forhold til tiden før 1945.


Endelig gælder generelt at universitetsverdenen og hele den øvrige akademiske verden bliver mere og mere karakteriseret ved en systematisk forsømmelse af den eksistentielle helhedsforståelse. Og det er - som jeg tidligere har været inde på - en katastrofe for kulturen og folket, fordi helhedsforståelsen er nødvendig for alle mennesker i alle aldre og til alle tider, og fordi denne helhedsforståelse i dag ikke længere tilbydes i kirken der krampagtigt fastholder helt utidssvarende og helhedsmodvirkende dogmer. Helhedsforståelsen findes i det frie musikliv og kunstliv samt i dagligdagen og dagligsproget - men her som ubevidst fænomen.

Akademikerne i de humanistiske fag og langt ind i det sociologiske fag - og ikke at forglemme det teologiske fag - er stort set uvidende om det ubevidste eller underbevidste sjælelivs og åndslivs betydning - og det giver en fatal usikkerhed og forvirring i hele befolkningen som rammer både det politiske og det kulturelle liv som helhed. Ideelt skal universitetsforskningen altid have nær tilknytning til folkelivet.

Manglen på tilknytning rammer også medierne og dermed fx Danmarks Radio der nu er blevet udsat for et politisk forlig der betyder 20 % nedskæring over fire år. I dette forlig ses tydeligt at politikerne mangler forståelse af det ubevidste sjæleliv - og derfor heller ikke kan se at DR som det har fået lov at køre i de seneste årtier netop forsømmer sin forpligtelse til public service ved at producere og sende flere og flere underholdningsprogrammer, men færre og færre seriøse programmer der skaber dybere føling med helheden og sammenhængen i eksistensen.

Da det vil være bedst at belyse hele denne forsømmelse af den almene og nødvendige helhedsforståelse med en konkret analyse vil der om nogle dage følge en artikel om helhedsforståelsens fravær på et konkret eksistensområde der har både en humanistisk og teologisk tilgang, nemlig påsken.

Ejvind Riisgård


Links til: Udvalget om bedre universitetsuddannelser - med link til rapport og anbefalinger.


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Relevante artikler på Jernesalt:

De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
EU's krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)

Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)

Gives der mon en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?  (20.6.08.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Peter Zinkernagels filosofi

Konrad Lorenz' kulturopgør  (biologen Konrad Lorenz' filosofi)
Vilh. Grønbechs kulturopgør  (religionshistorikeren Vilh. Grønbechs eksistensforståelse)


Artikler om
Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal