utils prefix normal JERNESALT - socdemkrise3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.7.12.

Nytter Henrik Sass' angreb på Enhedslisten - eller er der mere brug for selverkendelse?

Aldrig så snart havde ombudsmanden i begyndelsen af maj offentliggjort sin kritik af de to ministerier der på grundlag af en PET-rapport bedømte den ellers sikre ministerkandidat Henrik Sass Larsen som en sikkerhedsmæssig risiko der ikke kunne tildeles ministerposter, før han blev taget til nåde af partitoppen og som den udfarende og markante skikkelse han er gjort til formand for den socialdemokratiske gruppe med henblik på at føre partiet mere offensivt frem i medierne. Han lovede straks at folde sig ud, men har alligevel været relativt underdrejet, indtil han i søndags tog bladet fra munden og beskyldte regeringens parlamentariske støtteparti for i realiteten at undergrave regeringen med hadsk retorik.

"Der er blevet råbt 'pis', 'klaphatte' og 'forrædere' efter os. Det er jo en sprogbrug som er ganske, ganske voldsom. Måske vil Enhedslisten få en vælgermæssig fordel ud af det. Men de vil ikke få den fordel at der er en S-ledet regering bagefter", lød det blandt andet med henvisning til Johanne Schmidt-Nielsens skarpe og ofte citerede fordømmelser af regeringens brede skatteforlig med V og K. De kom jo på et tidspunkt hvor Enhedslisten regnede fuldstændigt sikkert med et lille forlig mellem sig og regeringen, og naturligvis ikke alene blev skuffede, men virkeligt vrede. Berlingskes chefredaktør lagde ikke skjul på at hun mente Johanne Schmidt havde ladet følelserne løbe af med sig, hvad hun anså for uparlamentarisk, men man bør ikke glemme at finansminister Bjarne Corydons hurtige forlig med V og K var komplet overrumplende for alle uindviede, eller at Johanne Schmidt ikke bare gav luft for sin umiddelbare frustration, men var dybt indigneret over den substantielle side af regeringens forlig med de blå. Og ægte indignation er ikke det fjerneste uparlamentarisk, men tværtimod noget der generelt er en mangelvare i dansk politik, fordi denne er blevet for teknisk og bureaukratisk eller for 'finansministeriel'. Allerede en uge før skatteforliget kommenterede Schmidt regeringens ambition om at danskerne skal arbejde mere med ordene: "Det passer ind i Finansministeriets abstrakte og teoretiske regnemodeller. Men ude i virkeligheden er det det rene volapyk." Og det havde hun som bekendt ikke uret i.

Men når samme kvindemenneske kalder regeringens sluttelige skatteaftale med V og K for svinestreger der skal rettes op krone for krone ved en finanslov med Enhedslisten, så er det ubestrideligt at retorikken er strammet til, og når hun tilføjer at "Jeg er oprevet og rasende på vegne af de mennesker, der nu bliver snydt igen. Det regeringen har gjort er at pisse på de mange mennesker der stemte på en ny regering ud fra en tro om at der skulle føres en ny politik", så indeholder salven nok en sandhed om vælgernes følelse af bedrag, men også et vulgært udtryk som ikke hører den parlamentariske debat til og som i virkeligheden sagtens kunne være erstattet med mindre bramfri udtryk uden at meningen var gået tabt. Johanne Schmidt stod ganske vist ikke på folketingets talerstol, da bemærkningerne faldt, men på gangene hvor journalisterne stimlede sammen om hende, men hun kan som mangeårigt folketingsmedlem ikke være i tvivl om, hvad der på Christiansborg accepteres som parlamentarisk passende måder at udtrykke sig på. Henrik Sass Larsen gør ret i at påpege at Schmidts retorik undergraver samarbejdet med den regering Enhedslisten formelt er grundlag for, men ikke længere har tillid til.

Sass Larsen har sandelig også ret i et Enhedslisten ikke er et sædvanligt pragmatisk midterparti, og at det derfor er vanskeligt at samarbejde med dem. Til gengæld må det så tilføjes at Sass Larsen selv ikke gør sagen bedre ved at pukke på at Enhedslisten er et ekstremt, venstreorienteret parti der stadig har stående i principprogrammet at man ønsker sig et klasseløst, kommunistisk samfund uden politi og militær. For dels er Enhedslisten i gang med en revidering af principprogrammet, dels - og navnlig - så var de nævnte negative sider om partiets ekstremisme kendte da S, R og SF i september/oktober dannede regering med Enhedslisten som nødvendigt parlamentarisk støtteparti.

Sass larsen har da også en pointe i at det ikke er socialdemokraterne der har bedt Enhedslisten om at være ekstremt venstreorienteret, men dem selv, men også det har man vidst hele tiden. Og når han endeligt går gældende, at "Vi kan ikke sidde i en situation hvor en socialdemokratisk ledet regering udstyrer Enhedslistens hovedbestyrelse med vetoret over hvad vi må og ikke må. Det går ikke. Vi kan ikke have at en forsamling af mennesker - hvor nogle er leninister, nogle er marxister, nogle er trotskitser, nogle er kommunister - skal sidde og køre landet. Det går ikke.", så er kun at sige, at det alt sammen lyder af Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen over for det daværende DKP, men ikke synes at tage højde for Jens Otte Krags berømte eller berygtede skiften standpunkt på ti sekunder over for Aksel Larsen og SF. Og hvis det iøvrigt ikke går an at lade Enhedslisten bestemme, så kan det siges fra starten at have været en alt for stor risiko at bygge regeringens parlamentariske grundlag på Enhedslisten. Det er godt at Henrik Sass Larsen erkender det nu - og bakkes op af den radikale Marianne Jelved. Og det er logisk konsekvent at han også som en indirekte trussel erklærer at det er bedre at regeringsmagten falder end at Enhedslisten skal have vetoret over den. Men hvor langt går enigheden egentligt i det kriseramte socialdemokratiske regeringsparti der reelt ikke kan tåle et valg foreløbigt?


Enhedslisten er meget omhyggelig med at pointere at det ikke direkte vil vælte regeringen ved en afstemning i folketinget, men det er uvist om dette indebærer at betingelserne til en for dem acceptabel finanslov vil være så store og dyre at regeringen bliver nødt til at afvise dem som økonomisk uansvarlige og derfor være tvunget til at forhandle en finanslov på plads med de borgerlige partier. Dét bliver naturligvis heller ikke helt gratis, men vil til gengæld gøre det nemmere for regeringen at få brede forlig om de velfærdsreformer fra regeringsgrundlaget der endnu mangler omkring uddannelser, SU-system, indvandrere, kontanthjælp og greencards for fremmed arbejdskraft. Man taler allerede om muligheden for at Enhedslisten som tak for utakken vil blive isoleret fra disse nye velfærdsreformer.

I så fald vil Enhedslisten få forstærket sine muligheder for at tiltrække utilfredse vælgere fra SF og S, med det resultat at regeringen gør sin overlevelse endnu mere afhængig af kompromisser med de borgerlige. Situationen vil formentlig være katastrofal for Socialistisk Folkeparti der har skuffet sine vælgere allerdybest og ikke umiddelbart ser ud til overhovedet at have nogen chance for en genopretning. Men for socialdemokraterne vil det også være et betragteligt dilemma fordi baglandet, herunder en række S-borgmestre, kræver en mere socialdemokratisk velfærdspolitik nu og her og især en vækst- og investeringspolitik der hurtigt vil kunne mærkes på beskæftigelsen. S-borgmestrene og de øvrige S-kommunal- og regionalpolitikerne frygter af gode grunde kommunalvalget efteråret 2013. Og konjunkturerne ser ikke for lovende ud for økonomien.

Et folketingsvalg inden for et års tid vil efter alt at dømme give store tab til S og SF og bringe regeringen til fald, og det vil et flertal i befolkningen næppe beklage, for det betyder enden på et eksperiment og en læreproces der ikke blot vil indebære formandsskifte i begge partier, men også vil bringe dansk politik tilbage på den mere langsigtede og bæredygtige midterpolitik der var Fogh-regeringens oprindelige mål. Den lykkedes ikke særligt godt, fordi dens begrundelse var og forblev meget uafklaret. En ny borgerlig regering ville få en mulighed for at rette op herpå. Men desværre er der stadig folk, redaktører og eksperter der ikke kan se at tiderne har forandret sig så markant at det ikke længere er en selvfølge at socialdemokraterne er landets største parti eller bedst til at lede landet gennem svære tider.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard skriver i sin leder 10.7. om 'Det røde felt', at det selvfølgelig må være "fristende for Enhedslisten at gøre fælles sag med de sorte og fodre myten om at regeringen er blå og fører blå politik. Det flytter tydeligvis stemmer fra især SF til Enhedslistenm, og det kan de jo ikke være kede af. Men den kedelige omkostning er, at kampagnen samtidig skræmmer midtervælgere over til de blå. For hvorfor ikke stemme på dem, når nu selv Enhedslisten siger, at det kan være det samme?" - Det kan imidlertid efter Lindegaards mening ikke være det samme, så det bliver Enhedslistens ansvar at blå blok ikke kommer til magten igen ved at de stempler den nuværende regerings politik som blå. Man forstår tankegangen og Lindegaards inderste ønsker, men den fine historiker og chefredaktør er jo heller ikke blevet klogere end at han holder urokkeligt fast i gammel klassekampsretorik om at blå politik er sort og reaktionær, mens rød politik er hvid og uskyldig. Og han begriber ikke at mange midtervælgere er kommet til et andet resultat.


Professor i statskundskab Peter Nedergaard forsøger 10.7. at komme den betrængte regering til hjælp ved at råde socialdemokraterne til nu i det 21. århundrede at erstatte den socialdemokratiske fortællings gamle "velfærdspartiretorik" med en "mere adfærdssvarende retorik", hvis den overhovedet vil overleve som et blot nogenlunde stort og regeringsdueligt parti. Udgangspunktet skulle være den "bæredygtighedstænkning" som man allerede søger at praktisere ved at sikre social og økonomisk bæredygtighed i helhedens interesse. Den ny fortælling skal tænkes igennem, artikuleres klart og gøres konsistent samt fortælles igen og igen. "Samtidig gælder at både grøn, social og økonomisk bæredygtighed er vigtigt, men størst af alt er dog økonomisk bæredygtighed, for uden den kan de andre bæredygtigheder ikke eksistere." - Man tager sig til hovedet over disse velmente, men ærkeakademiske råd og konstruerede ord, hvis slutsats dog i realiteten er den regeringen fører politik efter, og som enhver ansvarlig regering vil føre politik efter, men er kloge nok til ikke at pakke ind i så forskruede akademiske banaliteter. Det Nedergaard ser totalt bort fra er at langt den største del af midtervælgerne allerede ønsker langsigtet økonomisk bæredygtighed og i den forstand tænker blåt eller borgerligt, men at de vælgere der stemte regeringen til magten håbede på noget andet og derfor blev så skuffede at de nu falder fra S og SF i stort tal. De mest blåøjede af de venstreorienterede går helt naturligt over til det overlagt ekstremistiske Enhedslisten, mens de mere nøgterne og fornuftige går tilbage til det moderate og midterplacerede Venstre. Det er med andre ord den socialdemokratiske fortælling der har større problemer med at omstille sig til nutidens krav end Venstre og Dansk Folkeparti.

I Berlingske 8.7. findes en kronik af Henrik P. Bang om "Sosser i et sort hul". Her påpeges at den gamle kobling mellem regering og befolkning på det nærmeste er gået fløjten, fordi S går fejl at både den ældre og den yngre generation. S lytter slet ikke til de ældres gammeldags 'socialdemokratiske interessepolitik', og værst af alt taler de ned til de yngre med teknokratisk og neoliberal fokus på hvad der er økonomisk nødvendigt. Men disse yngre generationer nærer i virkeligheden bare en indbygget mistillid til teknokrati og bureaukrati. "De nægter pure at lade sig disciplinere og socialisere til at levere opbakning til et kollektivt velfærdsprojekt, hvis normer udstikkes fra oven. De vil gøre tingene selv og føle medejerskab til det de foretager sig. De drives af engagement frem for pligt." Bang indfører lidt kunstigt en sondring mellem 'folkestyre' og 'folkestyring', dvs mellem det at repræsentere en befolkning og det at lede den. Men netop med hensyn til at manøvrere mellem interessevaretagelse (folkestyre) og formulering og leveringen af den nødvendige politik (folkestyring), må han konkludere at regeringen er faldet ned i et sort hul. Den nødvendige politik undermineres af de faglige organisationers spil. Den S-ledede regerings største dilemma bliver derfor at den ikke har nogen som helst strategi for, hvordan man kommunikerer med befolkningen om hvornår folkestyre må vige for folkestyring eller omvendt. Den benytter sig i stedet af en forældet hierarkisk og paternalistisk socialdemokratisk kommunikationsform, der går på at 'det arbejdende folks regering' altid véd bedst.... - Hertil er imidlertid at sige, at det ægte folkestyre aldeles ikke behøver nogen form for folkestyring, men derimod et visionært lederskab der har dyb føling med de folkelige kræfter og - som Stauning i sin tid - evner at gribe disse kræfter for at føre folket og nationen i den rigtige, bæredygtige, socialt afbalancerede og økonomisk ansvarlige retning. Denne dybe føling er det stik modsatte af kalkulerede teknokratiske og bureaukratiske modeller, for den har fat i selve de arketypiske grundforestillinger dybt nede i det kollektivt ubevidste som aldrig tåler foragt eller nedladenhed.


Det hører i allerhøjeste grad med til billedet af den nutidige kløft mellem socialdemokraterne og befolkningen, at hele fagbevægelsen er blevet ramt af den selvsamme sygdom der hedder selvfed tro på styring ovenfra og "Vi alene vide". Et af de klareste symptomer på sygdommen kom for dagens lys da Trepartsforhandlingerne løb ud i sandet, som følge af at LO's formand ikke kunne holde samnmen på sine tropper med hensyn til fjernelse af et par helligdage. Det fik ikke mindst FOA's højtråbende formand Dennis Kristensen skylden for, men han kunne i en kronik 4.7. afsløre det store hul i demokratiet at S og LO kører deres løb så tæt at de udelukker folk som Dennis Kristensen fra de inderste drøftelser fordi hans partibog ikke er i orden. Man forstår godt, at Venstres Claus Hjort Frederiksen straks melder ud at en eventuel ny borgerlig regering ikke vil kunne se formålet med trepartsforhandlinger fremover. Længere er man nemlig i 2012 ikke kommet, end at man - næsten 40 år efter det store vælgeroprør mod de etablerede partier og mange år efter dannelsen af de upolitiske gule fagforeninger - ikke forstår at dagens lønmodtagere har forladt klassekampen og dens stive paternalistiske eller enevældige organisationsform og i vid udstrækning føler sig som frie og selvstændige midtervælgere der er mobile i forhold til de politiske partier og faglige sammenslutninger.

Disse midtervælgere har ikke blot vendt klassekampen ryggen, men har også fået et andet syn på forholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. De er for de flestes vedkommende hverken (neo-)liberalister eller (neo-)socialister, men kan sagtens opretholde den franske revolutions slogan om 'Frihed, lighed og broderskab', forstået på den måde at man ønsker en fundamental frihed til at udfolde sig, men samtidig også den velfærdsmæssige tryghed der sikrer de svage - og det broderskab der ligger i at den sociale ulighed som den økonomiske frihed uundgåeligt fører med sig ikke bliver så stor at den sprænger fællesskabet. I dag kunne man med fordel tale om ægte komplementaritet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, idet man fuldt ud accepterer deres logiske modsætning, men værdsætter dem begge som uløseligt knyttet til den menneskelige trang til grænseoverskridelse og fremdrift (transcendensen) og dermed den menneskelige kultur og den menneskelige samfundsudvikling som vi har kendt den siden bevidstheden kom ind i biologien.

Det er derfor i grunden en ejendommeligt forældet tangegang der ligger bag historikeren Claus Brylds beskyldning (Politiken 4.7.) mod 'Det nye Socialdemokrati' for allerede at have opgivet at vinde næste valg for i stedet at modernisere samfundet i neoliberalistisk retning. Det er en stor misforståelse at det skulle være specifikt neoliberalistisk at sørge for at velfærdssamfundet moderniseres ud fra realøkonomiens muligheder på en sådan måde at det bliver mere bæredygtigt i fremtiden. Den nødvendige modernisering forudsætter tværtimod at den gamle ulyksalige socialdemokratiske idé fra 1960'erne om 'formynderstaten' (bl.a. formuleret af Ivar Nørgaard, men naturligvis uden brug af selv ordet) opgives til fordel for opretholdelsen af et velfærdsniveau og en velfærdsforståelse der i højere grad appellerer til folks ansvarlighed i stedet for til deres krævementalitet. Socialdemokraterne er - som ikke mindst Jørgen S. Dich påviste i bogen 'Den herskende klasse' - selv skyld i at formynderiet tog overhånd i og med den offentlige sektors systematiske udvidelse og derigennem udviklede sig til et 'kulturfænomen' til forskel fra et socialt sikkerhedsnet. Dette forstærkedes siden yderligere med den slappe indvandrerpolitik. Og begge dele slås vi med i dag, så selv Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup tør konfrontere sig med det - af hensyn til velfærdssamfundets fremtid.


Hvad S og SF samt mange af deres medkæmpere og rådgivere mangler at gøre sig fuldstændigt klart, er at den gamle klassekamp er passé og at enhver automatisk videreførelse den gamle blokpolitik burde være det samme. Alt er ikke derfor blevet ét fedt der overflødiggør at vi fortsat "deler os efter anskuelse" som Hørup kaldte det, men erkendelsen må indebære at vi lærer at erstatte den gamle dualistiske enten-eller tænkning og hele dens opdeling af alt i sort og hvidt (subsidiært blåt og rødt) med en ny komplementær tænkning der ikke bare siger både-og, altså både frihedsprincip og lighedsprincip, men accepterer frihedens og lighedens principielle uforenelighed og tager ansvaret for selve den store dynamik der ligger i modsætningerne.

De forrige tider er forbi, som Arendse sagde til Ewald. Det gælder også i politik og samfundsudvikling. Og da der til al udvikling hører en oplysnings- og erkendelsesproces, er det nødvendigt også med mellemrum at forny begrebsrammen så man dropper de forældede og begrænsende begreber og indfører nye, åbne og mere progressive begreber. I krisetider som de helt aktuelle er der oplagt behov for en udskiftning - og da folketingsvalget i september oven i købet kun kan betegnes som ét stort eksperiment hvor op mod femten procent af vælgerkorpset satte deres kryds i blinde, så turde det være indlysende at nye tanker og begreber er tiltrængt - eller måske blot at man får fat på hvad en idé fra 1990'erne egentlig rummer af muligheder.

Faktisk eksisterer der allerede et udmærket navn for en ny tænkning, nemlig 'Den tredje vej' der kortest kan defineres som vejen mellem liberalismen og socialismen eller mellem fri markedsøkonomi og social afbalancering, men som langt fra er blevet forstået tilstrækkeligt dybt, hverken i Storbritannien hvor det blev lanceret af Anthony Giddens og overtaget af Tony Blair, eller i Danmark hvor det blev behændigt grebet af Anders Fogh Rasmussen og førte til dennes valgsejr i 2001.

Henrik Dahl har meget oplysende fortalt om sin deltagelse i en socialdemokratisk studietur til London i 1999, hvor gruppen fik lejlighed til at høre sociologen Anthony Giddens selvbevidst docere hvad 'Den tredje Vej' gik ud på - uden at invitere til spørgsmål. Ved en samtale med Blairs rådgivere Geoff Mulgan og Roger Liddle i selveste Downing Street 10 fik gruppen dog lejlighed til at stille nogle påtrængende spørgsmål om denne tredje vej, og da Henrik Dahl spurgte dem om et centrum-højreparti i teorien kunne lave samme manøvre som Blair, altså om man kunne forestille sig en 'borgerlig tredje vej', lød deres svar nærmest i kor: "Selvfølgelig. Det gælder bare om at rykke som den første". Det morsomme ved det hele var at de socialdemokratiske topledere herhjemme var totalt uinteresserede i tanken, men at den derimod omgående blev fanget af Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen der pudsigt nok var på studietur i London på samme tid - og nu reviderede alle forestillinger om en minimalstat!

Giddens' ideer er der ingen grund til at gå nærmere ind på her - der henvises til hans bøger 'Beyond Left and Right' (1994) og 'The Third Way. The Renewal of Social Demokracy' (1998) samt Wikipedias artikel - for de er for snævert knyttet til Labours situation og mangler en helt afgørende pointe, nemlig den at den tredje vej allerbedst kan fortolkes som den komplementære vej mellem frihedsprincip og lighedsprincip. Komplementariteten indebærer som allerede nævnt at man konsekvent undgår enten-eller-tænkningen og begiver sig ind i en både-og tænkning der aldrig havner i nogen utopisk ligevægtspolitik, men bevarer den dynamik der kommer af princippernes absolutte uforenelighed. Og det er naturligvis denne almengyldige idé der skal udvikles i dag - og ikke en taktisk-strategisk måde at komme til magten på som alle partier i princippet kan anvende.

Her er vi langt bagefter både i Storbritannien og Danmark, hvor man begge steder i realiteten har vendt den tredje vej ryggen og er havnet i en almindelig, snusfornuftig pragmatisme. Jf. artiklerne Labour forlader den tredje vej og Lars Løkke glemmer den tredje vej. Men det er i komplementaritetens tredje vej der ligger store muligheder for fremtiden. Det gælder blot om at de rette partiledere griber chancen og får hævet såvel oplysningsniveauet som erkendelsesprocessen til de fornødne visionære højder. Kommunikation, spindoktori, retorik, taktik og strategi er helt utilstrækkelige. Der skal en erkendelse til som indebærer dyb selverkendelse og samtidigt for alvor giver luft under vingerne.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Socialdemokraterne
Enhedslisten
Venstre


Relevante artikler på Jernesalt:

Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald  (28.6.12.)
Overrumplende skatteforlig mellem regeringen og VK - efter dages tvivl om Lars Løkkes seriøsitet  (23.6.12.)
Trepartsforhandlingernes sammenbrud en bét for regeringen  (12.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet


Labour forlader den tredje vej  (27.09.10.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)

Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (13.3.12.)

Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal