utils prefix normal JERNESALT - socdem23forfaldet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.2.23.

Socialdemokratismens tragiske vej mod inkonsistens

Allerede på valgdagen den 1. november offentliggjorde jeg artiklen: "Valget får ingen vinder", for det var åbenlyst at den borgerlige fløj - såkaldt blå blok - var dybt splittet af Venstres opdeling i tre fløje med Lars Løkke og Moderaterne på den ene side og Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne på den anden side, og at det derfor var givet at de ikke kunne sikre Venstres formand posten som ny statsminister. Det blev desværre ikke Mette Frederiksen der kom til at danne en ren socialdemokratisk mindretalsregering, men til gengæld hende der efter halvandens måneds forhandlinger kom til at danne en besynderlig regering hen over midten med deltagelse af både Venstre og Moderaterne. Det betød at opportunisten Lars Løkke fik en fremtrædende rolle som udenrigsminister og fortsat en opmærksomhed i medierne som han ikke kunnet få større. Og det betød at Jakob Ellemann fik en rolle som forsvars- og vicestatsminister som var alt andet end lykken. Ja, som bekendt gik han ned på den på forbløffende kort tid.

Socialdemokratiet tabte nogle mandater, og Mette Frederiksen fik kritik af venstrefløjen for at danne en meget speciel regeringskonstellation, men hun beholdt tømmerne og styrede charabancen sikkert ad den kendte vej der for hende er klassisk socialdemokratisme med makrelmadder og Arne-pension der særligt appellerer til den gamle, forlængst indsnævrede arbejderklasse, men først og fremmest er hvad jeg kalder en socialdemokratisme der er præget af den nye overklasse af offentligt ansatte.

At det er kommet dertil ligger selvfølgeligt for en stor dels vedkommende i hele den økonomiske samfundsudvikling der på vore breddegrader har gjort arbejderklassen mindre og mindre, men til gengæld gjort middelklassen større og større. Og en meget stor del af de offentligt ansatte tilhører denne middelklasse der har langt mindre tilknytning til de gamle partier. Men for at forstå socialdemokratismens udvikling er det nødvendigt at kigge nærmere på det særlige spektrum af den historiske udvikling i Danmark efter 1945 der handler om opkomsten af velfærdssamfundet der slet ikke er en specifik politisk idé, men primært skyldtes den amerikanske Marshallhjælp til Vesteuropa generelt, men ikke mindst til Vesttyskland der i 1950 fik et regulært økonomisk mirakel (Wirtschaftswunder) under Adenauer og Erhard. Det smittede hurtigt af på alle lande der havde samhandel med Vesttyskland, Frankrig, Italien og Beneluxlandene (Romtraktat-landene, der senere blev til EF og EU).

Men i Danmark skete der noget politisk påfaldende.


Den store arbejderfører i Danmark var efter 1. verdenskrig socialdemokratiets formand Thorvald Stauning (1873-1942) der sammen med sin partifælle Frederik Borgbjerg (1866-1936) førte en klart reformistisk, ikke revolutionær politik igennem depressionen i tyverne og trediverne.

Stauning voksede op i et arbejderhjem, blev uddannet cigarsorterer, medlem af Socialdemokratiet i 1890, aktiv i fagbevægelsen fra 1894. Medlem af Folketinget 1906-42. Han indtrådte i regeringen Zahle i 1916 og slog under Påskekrisen 1920 for alvor igennem som politisk leder. Han var statsminister 1924-26 og 1929-42, og han symboliserede sit partis gennembrud fra oppositionen til magten. - Borgbjerg bragtes 1888 i forbindelse med den brandesianske radikalisme, blev socialist og medlem af socialdemokratiet og redaktør af Social-demokraten samt socialminister og senere undervisningsminister. Han var en mand der læste meget. Han tog filosofikum og hebræicum ved Københavns universitet, læste Darwin i J.P. Jacobsens oversættelse og vendtes mod ateismen, og som det hedder om ham: Han lod på ensomme nattevandringer sine tanker få frit løb. Ofte i hele taler som han holdt for sig selv ude i naturen. Han var vokset op i et velhavende grossererhjem, men han havde både i sind og skind bevaret noget dybt folkeligt, der overfladisk set gav sig udslag i foragt for al mode og forfinelse, men i hans indre fandt udløsning i interesse for Grundtvig og Tolstoj.

De to vigtigste begivenheder i tredverne var utvivlsomt Steinckes socialreform og Kanslergadeforliget. Socialreformen 1933 betød at man gik væk fra det gamle princip om at hjælp til fattige og socialt udsatte var en almisse som sognerådene nådigst tildelte trængende mennesker efter individuelt skøn. I stedet gjorde man hjælpen til en ret der fulgte objektive kriterier. Men Kanslergadeforliget samme år betragtes som Staunings mesterstykke, fordi det i januar lykkedes ham på bopælen i Kanslergade at få landbrugspartiet Venstre med til et større økonomisk forlig der skulle afbøde de værste økonomiske og sociale følger af den verdenskrise (depresssion) der var begyndt i 1929, og desuden til ikke at modsætte sig den socialreform Steincke havde forberedt gennem flere år. De konservative under Christmas Møller holdt sig ude af forliget. Men under parolen "Stauning eller kaos" vandt socialdemokratiet valget i 1934 og fik hele 46,1 % af stemmerne. Det hører med til historien at det var i samme måned at Hitler kom til magten i Tyskland. Så forliget var virkeligt en stor sejr for det danske demokrati. - Men den tyske besættelse i 1940 kunne den socialdemokratisk-radikale regering ikke forhindre.


Men allerede efter Staunings død i 1942 - nogen tid efter den tyske besættelse af Danmark - blev Vilh. Buhl (1881-1954) partiformand og statsminister. Han var student 1900, cand.jur. 1908, medlem af Soc.dem., ansat i Københavns skattevæsen. Skattedirektør 1924, og folketingsmedlem i 1931. Stauning fik ham overtalt til at blive finansminister i 1934. Hans finanspolitik var den traditionelle med årlig balance på finanslovene. Keynes og Bertil Ohlins økonomiske ideer gjorde ikke indtryk på ham. Han bevarede sin post i samlingsregeringen fra 1940 og efterfulgte som nævnt Stauning i 1942. Men han gik af da Scavenius i 1943 tog over på tysk forlangende. Efter befrielsen blev Buhl statsminister i regeringen ind til valget 30. okt. 45 der førte Venstre under Knud Kristensen til magten. Buhl huskes for sin bandbulle mod sabotørerne i 1942, men var ikke tyskervenlig. Men uanset dette markerer Buhl en markant ændring i socialdemokratiet i forhold til Stauning - i klar retning mod det økonomiske og administrative.


Efter Buhls afgang i okt. 1945 blev Hans Hedtoft (1903-1953) valgt til ny partiformand. Han var født i Århus, kom i stenhuggerlære efter 2. mellem. På en tysk partiskole i Tinz blev han indfanget af den etiske socialisme der sagde at lederne forpligtedes til moralske normer, men også adskilte sig fra den klassiske marxisme ved at hævde at det var andet end rene klasseforskelle der afgjorde klassekampen. 1922 blev Hedtoft sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. I 1930erne var han sjælen i partiets propagandaarbejde (mod kommunisterne) og med til at forme partiets ideologi – sammen med bl.a. Hartvig Frisch og Julius Bomholt. 1935 kom han i Folketinget (og blev knyttet til bryggeriet Stjernen). 1945 socialminister i Befrielsesregeringen indtil valget i oktober, hvor partiet mistede 18 mandater og måtte overlade regeringsmagten til Venstres Knud Kristensn. Men i 1947 blev Hedtoft statsminister. Han trak i 1949 Danmark ind i Atlantpagten, men ’gled i smørret’ i 1950, så Venstres leder Erik Eriksen kunne danne regering. I 1953 blev han igen statsminister, men var syg, og fik hjertestop på et møde i Nordisk Råd i Stockholm.

Hedtoft var en medrivende taler, men for højtidelig, og hans sprog var overkorrekt (han gik til sprogundervisning for at komme væk fra det århusianske). Hedtoft havde slet ikke Staunings format, og fik også problemer med den fløj af socialdemokratiet som havde deltaget i modstandsbevægelsen (herunder Frode Jacobsen). Jeg har personligt oplevet ham en enkelt gang på et vælgermøde i 1953 hvor jeg endnu ikke havde fået stemmeret, men var blevet så politisk interesseret, at jeg gik til de tre største vælgermøder i Ålborg, de konservatives i Hasseris, kommunisternes i Kvægstaldene (med en fremragende taler som Aksel Larsen) og i forlystelsesparken Karolinelund med socialdemokraterne, hvor hovedtaleren naturligvis var Hans Hedtoft. Og jeg husker ham tydeligt siddende på tribunen - brød mig hverken om hans fremtræden eller hans sprog.

Den mangeårige departementschef i Statsministeriet Erik Ib Schmidt lægger ikke fingrene imellem i Politikens kronik i 1993: Sandheden er at Hedtoft efter alt at dømme (med sin pludselige død i 1953) blev sparet for en række bitre nederlag og sparet for at se sin stjerne blegne og grundlaget for sin indflydelse svinde væk. Hedtoft var en nedbrudt mand og hans politik i opløsning, hvis man da overhovedet kan sige at han havde nogen politik ud over at blive siddende som statschef. I de sidste år var han en hæmsko for regeringen og en belastning for den socialdemokratiske bevægelse. Han forstod intet af den økonomiske politik og evnede ikke at lede og samle den. Hans intentioner var i og for sig de bedste. Men hans økonomiske fagministre brød sig pokker om hvad han mente – og han lod sig besnakke eller forstod ikke, hvad der foregik. Han manglede autoritet og fasthed til at slå i bordet. Og han nød ingen tillid i fagbevægelsen.... Han skabte det nordiske råd, som i dag kun er et papirbjerg og en talemaskine. Hans livs indsats var at føre Danmark ind i Nato, men det var et skæbnesvangert fejltrin ved regeringstiltrædelsen i 1953 at erklære tjenestetiden for værnepligtige nedsat og derefter afblæse den igen. Episoden med smørdebatten var en lykkelig redningsplanke. - Hårde ord af en højt begavet og garvet departementschef, men jeg tror de rammer plet og kan forklare hvor katastrofal han var for partiet på de ganske få år han var formand.


Efterfølgeren H.C. Hansen (1906-60) var også fra Århus, kom i typograflære, men gik hurtigt ind i politik. Han var finansminister 1945 under Buhl. Og oppositionsleder under Venstreregeringen 1950-53. Han stilede efter udenrigsministerposten, og han fik den i Hedtofts regering i 1953-55. 1955 statsminister (og udenrigsminister helt til 1958). Men kun partileder og statsminister i fem år. Hans regering ophøjede i 1960 et mæglingsforslag til lov, hvad der medførte kæmpestore demonstrationer i landet, også på Christiansborgs slotsplads. I 1958 blev H.C opereret for kræft i halsen og indlagt fra nytår til sin død i 1960. H.C. Hansen var en respekteret statsminister, der bl.a. huskes for sine møder i Kreml med Krustjof og Bulgarin.


Efter hans død blev Viggo Kampmann (1910-76) statsminister. Han blev cand.polit. i 1934 og derefter sekretær i Statistisk departement. Han var i en periode direktør for Hypotekbanken. Men blev finansminister i H.C. Hansens Trekantsregering (med Radikale og Retsforbundet), og førte denne videre som statsminister fra 1960. Han førte en stram økonomisk politik, der gav partiet en fremgang på seks mandater ved valget i 1960, hvor Retsforbundet gled helt ud. Derefter ledede han en S-R regering, men blev syg og måtte trække sig tilbage i 1962.


Derefter blev Jens Otto Krag (1914-78) statminister for en ny S-R regering. Krag var cand.polit. fra 1940 – og udgav i 1945 bogen 'Fremtidens Danmark'. Han blev medlem af folketinget i 1947 og vakte opmærksomhed med sit giftermål med en svenk skuespillerinde; det fik i 1950 H.C. Hansen til at sende ham til Washington som økonomisk rådgiver ved ambassaden. Men han blev finansminister i Kampmanns regeringer, og efter dennes død partiformand fra 1962 til okt. 1972 og statsminister 1962-68 og 1971-72. - I 1966-68 ledede Krag det såkaldte 'Røde Kabinet' sammen med SFs formand Aksel Larsen, den tidl. kommunist som Krag udtrykkeligt havde erklæret at han absolut ikke ville samarbejde med - indtil han pludseligt så at der ikke var andre muligheder efter at socialdemokratiet havde tabt syv mandater på grund af sin boligpolitik. - Det var denne opportunisme Krag forsøgte at retfærdiggøre med bemærkningen: "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Og det var der faktisk mange der faldt for, fordi logikken i og for sig ikke kan bestrides. Men det kan etikken. For et standpunkt man kan skifte lige så let som man skifter skjorte, det er hverken sprogligt eller etisk et ægte standpunkt, men kun en tilfældig, impulsiv mening. Og derfor må Krags pludselige samarbejde med Aksel Larsen i 1966-68 siges at være et markant moralsk fald, der var langt værre end H.C. Hansens samarbejde med Retsforbundet og dets leder Viggo Starcke i 1957-60, som de fleste kunne grine af, og som kostede Retsforbundet dyrt. Krags taktik afslørede ikke blot opportunisme, men først og fremmest decideret modvilje mod at redegøre ordentligt og ærligt for et valg af samarbejde som stred mod socialdemokratiets strategi helt fra 1945. Det var et dybt skred i den etiske socialisme Hedtoft i sin havde lært på partiskole i Tyskland, og som er en så alvorlig sag, at man ikke bare kan løbe fra den, fordi det passer i det taktiske spil. At Krag tabte valget i 1968 var ikke underligt. Det gav chancen for VKR-regeringen 1968-71 under Hilmar Baunsgaard.

Jens Otto Krag førte Danmark ind i EF ved folkeafstemningen i oktober 1972 og trak sig derefter som statsminister for at få frihed til at male, som det længe havde været hans store drøm. Malet fik han da også i Skagen hvor han havde sommerhus. Men det blev ikke lykken, for han var inderst inde en urolig sjæl, der var splittet mellem det rationelt akademiske og det irrationelt skabende og ude af stand til at forstå denne splittelse på dybdepsykologisk vis. - Som sin efterfølger pegede han med fuldt overlæg på en ikke-akademiker som ny formsnd, og det var Anker Jørgensen, formanden for Arbejdsmandsforbundet.


Anker Jørgensen (1922-2016) – kom ud af skolen 1936, blev arbejdsdreng og lagerarbejder. Involverede sig i fagforeningsarbejdet, blev formand for 'Lager og Pak', det senere Arbejdsmandsforbundet og SID. Han var medlem af folketinger 1964-94. Statsminister 1972-73 og igen 1975-82 i fem regeringer (en enkelt gang med Venstre under Henning Christophersen). Økonominister var i flere år Ivar Nørgård, mens finansministeren hed Knud Heinesen, og det var ham der i slutningen af 1970'erne så en økonomisk afgrund foran sig. Men allerede i 1973 gik det galt for partiet ved 'jordskredsvalget' der betød tilbagegang for alle de fem gamle etablerede partier, men gav flere nye partier chancen, herunder Fremskridtspartiet under Mogens Glistrup, Centrumdemokraterne under Erhard Jacobsen, Kristeligt Folkeparti under Jens Møller, og som bragte både Danmarks Kommunistisk Parti og Retsforbundet ind igen. - Anker Jørgensen var en vellidt og folkelig politiker, men hverken nogen stærk eller visionær leder. Partiet kunne ikke forhindre at de borgerlige under den konservative Paul Schlüter uafbrudt sad med regeringsmagten fra 1982 til Tamilsagen fældede ham i 1993.


Som partiformand afløstes Anker Jørgensen af Svend Auken (1942-2009), der blev klassisk-sproglig student i 1961, cand.scient.pol. 1969. Han var arbejdsminister 1977-82 og fik i 1979 indført efterlønsordningen. 1993-2001 var han miljøminister, men i 1992 tabte han kampen om formandsposten til Poul Nyrup på trods af valgfremgang. En af grundene var at de radikales leder juristen Niels Helveg-Petersen havde mistet tilliden til ham i forbindelse med et LO-forslag om Økonomisk Demokrati. Reelt spærrede det for et regeringssamarbejde mellem S og R. Og dette er ikke holdbart, når det for en socialdemokratisk formand nu engang er afgørende om han kan levere regeringsmagten. Det kunne Auken ikke, men han regnes dog til de såkaldte 'fantastiske fire' fra denne periode, sammen med partifællerne Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup, hans 'banemand' i det interne opgør om formandsposten. De var unægtelige fantastisk dygtige alle fire, men de var blottet for føling med det kollektivt ubevidste. Det gælder også Svend Auken selv, der faktisk var søn af ingen ringere end Kirsten Auken og havde en kreativ åre, men politisk overvejende holdt sig til det rationelle.


Poul Nyrup Rasmussen (1943) var statsminister 1993-2001. Han blev blev student fra Esbjerg Statsskole i 1962 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1971. Han var ansat som økonom i LO 1971-86 heraf som cheføkonom 1980-86. I 1986-88 var han direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Nyrup blev formand for partiet ved kampvalget i 1993. Og dannede samme år regering sammen med midterpartierne Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Som statsminister viste Nyrup Rasmussen sig som en habil politisk håndværker, der udfoldede store bestræbelser på at holde sammen på det spinkle samarbejde med de borgerlige midterpartier.

Kernen i Nyrups politik var en indsats for vækst og beskæftigelse, en politik han også ønskede i EU-regi for at forbedre de europæiske velfærdssamfund. Det parlamentariske grundlag skrumpede ind ved valget i september 1994, da Socialdemokratiet gik tilbage og Kristeligt Folkeparti gled helt ud af Folketinget, og i december 1996 valgte Centrum-Demokraterne at udtræde af regeringen. Før valget i marts 1998 pegede meningsmålinger på en borgerlig regering, men Socialdemokratiet gik frem med et mandat, og med støtte fra et færøsk mandat kunne Nyrup Rasmussen danne regering sammen med Det Radikale Venstre. Han forstod ikke signalerne fra folk der var imod indvandringen, og dummede sig gevaldigt med en bemærkning fra Folketinges talerstol om at Dansk Folkparti ikke var 'stuerene'. Det medførte at han ved valget i 2001 tabte stort til Anders Fogh Rasmussen. Han gik af som som partiformand til fordel for

Mogens Lykketoft. Født 1946 i København, cand.polit. i 1971, og han har været udenrigs-, finans- og skatteminister i forskelige regeringer, samt været formand for Folketinget og statsrevisor. Som finansminister gennemførte Lykketoft i 1998 også et indgeb i efterlønsordningen, der gjorde regeringen upopulær og var medvirkende til, at Socialdemokraterne tabte regeringsmagten i 2001. Lykketoft førte som formand partiet videre frem til Folketingsvalget 2005, men det lykkedes ikke at vinde regeringsmagten tilbage - og det er fortsat kriteriet for en socialdemokratisk formands kraft og omdømme.


Ny formand blev Helle Thorning-Schmidt (f. 1966) student fra Ishøj 1985 - cand.scient.pol. 1994. Helle Thorning vandt som det er blevet skrevet "stille og roligt en plads i solen som den pæne pige fra et borgerligt miljø fra indvandrerkommunen Ishøj". Hun blev tidligt venstreorienteret, men fandt siden sin plads i et halvborgerligt, midtsøgende socialdemokrati som var kommet i vanskeligheder på grund af manglende indvandrerpolitik, men hun havde først og fremmest feministiske ambitioner om at blive landets første kvindelige statsminister.

Hun blev medlem af Europaparlamentet 1999-2004. I folketinget i 2005, partiformand i 1005 (med Frank Jensen som modkandidat). Hun blev statsminister 2011-15 for S-R-SF regeringen med Bjarne Corydon (S) som stærk finansminister, Margrethe Vestager (R) som stærk økonomiminister og Villy Søvndal (SF) som svag udenrigsminister.

Formandskampen i 2011 skal ses i lyset af at velstandsstigningen i flere årtier havde svækket den gamle klassekamp så stærkt at det ikke længere var en 'naturlov' at et gammelt og hæderkronet parti som socialdemokraterne havde hævd på regeringsmagten i Danmark. Den allerstørste del af vælgerbefolkningen tilhører nu den brede middelklasse med relativt god uddannelse, god økonomi og bred oplysning. De er hverken socialister eller liberalister, men et sted midt imellem. De partier der ønsker regeringsmagten er tvunget til at skrotte såvel klassekampen som ekstremismen og appellere til sund fornuft og vilje til nødvendig omstilling uden at forråde hverken solidaritet eller tradition. - Frank Jensens udslagsgivende fejl i den afsluttede formandskamp var hans ytringer om klassekampens fortsatte aktualitet. Den tror færre og færre på. Helle Thorning vandt kampen fordi hun undsagde begrebet og pegede fremad. Hun er gift med en englænder og er engelsk orienteret - og skelede utvivlsomt til Anthony Giddens og Labour's 'tredje vej', som Tony Blair havde vundet et par valg på.

Helle Thorning vandt formandskampen og det eferfølgende folketingsvalg i 2011, hvor modstanderen var Lars Løkke som formand for Venstre. I marts 2013 kom regeringens store offensive vækstpakke - "Vækstplan DK - stærke virksomheder, flere job". Den tilsigtede at flytte offentlige midler fra SU og kontanthjælp til erhvervslivet. Regeringen slog nu ind på en økonomisk politik der trods alle retoriske røgslør reelt var borgerlig, og som står i klar modsætning til de yderst røde planer og valgløfter som havde båret Socialdemokaterne, Det radikale Venstre og SF frem til regeringsmagten med Enhedslisten som parlamentarisk støtte. Vækstplanen var helt og holdent Bjarne Corydons og Margrethe Vestagers værk. Målsætningen om "flere job gennem stærkere virksomheder" er blevet kaldt "en klud i ansigtet på de mange vælgere fra venstrefløjen som stadig render rundt og tror at politiske og økonomiske problemer løses bedst og nemmest ved at genere de private arbejdsgivere og forøge den offentlige sektor".

Thornings åbningstale i folketinget oktober 2013 må ses i lyset af hendes optræden og virkning på Socialdemokraternes kongres i Ålborg i weekenden. Hun fik nemlig allerede ved sin opstigning på podiet et bifald som rørte hende til tårer og derfor med hendes egne ord ødelagde hendes tilstræbte image som isdronning. Partiet og hele regeringen var i nærmest konstant modvind siden valget. Kritikken haglede ned over socialdemokraternes og SF's løftebrud og deres 'blå' finanspolitik, og det medførte et markant fald i vælgertilslutningen i alle meningsmålinger. Socialdemokraterne gik i flere målinger så mange procentpoint tilbage at de kom på linje med det voksende Dansk Folkeparti. Og det vil sige helt nede omkring 19-20 % (mod valgets 25).

Valgresultatet i juni 2015 blev et klart opgør med hele det ejendommelige eksperiment der hed 'regeringsgrundlaget' og som Margrethe Vestager fik trumfet igennem, så flertallet af S og SF's vælgere så det som et løftebrud. SF måtte skifte formand og træde ud af regeringen - og da Vestager året efter blev EU-kommissær, trådte en ung og aggressiv Morten Østergaard til som ny formand og satte alt overstyr i en markering af radikale programpunkter der var helt på tværs af socialdemokraternes ønsker. Rød blok gik voldsomt tilbage. Helle Thorning måtte gøre op med sig selv at tiden også var inde til at gå af som partiformand. Det skulle efter sigende have taget hende flere timer at træffe beslutningen. Men så var den også definitiv.

Det var hende uden tvivl en stor skuffelse ikke at opnå en stor post inden for EU efter EU-valget i 2016. Posten gik til den højt respekterede Margrethe Vestager og ramte dermed Det radikale Venstre hårdt i hjemlandet. Helle Thorning ønskede ikke at spille andenviolin i dansk politik. Og var så klog at forlade dansk politik - i modsætning til Lars Løkke Rasmussen i 2022 der heller ikke kunne udholde at spille anden violin. Hendes efterfølger blev en kvinde fra Ålborg.


Mette Frederiksen (f. 1977) blev student fra Aalborghus Gymnasium i 1996 og bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007 – og desuden en kandidatgrad i Afrikastudier fra Københavns Universitet i 2009. Fra 2000 til 2001 var hun ungdomskonsulent i den faglige hovedorganisation LO. Hun har været medlem af Folketinget siden 2001, blev beskæftigelsesminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt I og II. Men i oktober 2014 tiltrådte hun posten som justitsminister, efter at Karen Hækkerup trådte ud for at overtage en direktørstilling i Erhvervslivet.

I 2015 efterfulgte Frederiksen Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet. I oppositionsårene 2015–2019 gennemførte hun en ny politisk linje for at styrke partiets appel til vælgerne. Hovedelementerne var en skærpet velfærdsprofil, en opstrammet miljø- og klimaprofil, opbakning til en stram indvandrings- og udlændingepolitik og et mindre engagement i EU. Samtidig indledte hun et samarbejde med Dansk Folkeparti og dets formand Kristian Thulesen Dahl om indvandringsspørgsmål, tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og modstand mod topskattelettelser.

Frederiksens regeringsperiode blev dog kraftigt præget af coronaviruspandemien i 2020–2021, der medførte flere nedlukninger af landet og vedtagelsen af en række omfattende økonomiske hjælpepakker, blandt andet i form af trepartsaftaler om lønkompensation til hjemsendte medarbejdere. Frederiksen fremstod under epidemien umiddelbart som en samlende national og politisk skikkelse, og som konsekvens fik Socialdemokratiet en overgang stor fremgang i meningsmålingerne. Der kom dog også kritik af, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad inddrog Folketingets øvrige partier i krisepolitikken eller ydede hjælp til EU-lande, der var endnu hårdere ramt af epidemien. Regeringens største krise i forbindelse med håndteringen af pandemien blev imidlertid sagen om aflivningen af alle danske mink.

På et pressemøde 4. november 2020 oplyste Mette Frederiksen, at regeringen havde besluttet, at samtlige mink i Danmark skulle aflives på grund af risiko for smitte med covid-19. Myndighederne gav i de følgende dage landets minkavlere besked om, at deres besætninger skulle aflives. Det blev imidlertid snart klart, at der manglede lovhjemmel til denne beslutning. Fødevareminister Mogens Jensen måtte gå af den 18. november som følge af sit ansvar for sagen, og Folketinget besluttede i december 2020 at nedsætte en granskningskommission (Minkkommissionen), der skulle kulegrave håndteringen af minksagen. I juni 2022 offentliggjorde Minkkommissionen sin rapport, der konkluderede, at Frederiksens udtalelser på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set havde været groft vildledende, men at hun selv havde været uvidende om den manglende lovhjemmel. Men rapporten udtalte desuden kritik af Mogens Jensen og en række højststående embedsmænd, heriblandt Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. - Efterfølgende tildelte et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten en næse til Mette Frederiksen og Mogens Jensen for deres rolle i sagen. I oktober 2020 indgik regeringen en aftale med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten om at indføre en ny tilbagetrækningsordning kaldet tidlig pension for personer, der har tilbragt mindst 42 år på arbejdsmarkedet. Ydelsen, der også blev kendt under navnet "Arnepensionen", havde været et centralt socialdemokratisk valgløfte i valgkampen inden folketingsvalget i 2019. Ordningen blev blandt andet finansieret ved indførelsen af en særlig beskatning af den finansielle sektor og en besparelse på den kommunale beskæftigelsesindsats.


Valgkampen i 2022 kom i vid udstrækning til at handle om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, som en redaktør på Politikken ligefrem rasede over. Og chefredaktør Christian Jensen fandt anledning til at beklage at den politiske midte der "historisk har været drevet af dynamiske og progressive kræfter", nu står til at blive overtaget af Lars Løkke Rasmussen der er "en gæst fra fortiden med et slidt politisk projekt". Men da det faktisk inden jul lykkedes Mette Frederiksen at danne en SVM regering med sig selv for bordenden, Venstres formand Jakob Ellemann som vicestatsminister og Lars Løkke som udenrigsminister, skiftede bladet holdning efter devisen "Man tager et standunkt til man tager et nyt". Og den besynderlige regering skal vi leve med indtil den bryder sammen indefra - og det er det den vil gøre, og det der allerede har vist sig med Jacob Ellemanns sygemelding på ubestemt tid.

Problemet er at SVM-regeringen er dybt inkonsistent. Venstre har uden tvivl ofret mest af sig selv for at komme med, men selve konstruktionen falder tilbage på Mette Frederiksen. Den afslører at hun satte det gamle kriterium om at en socialdemokratisk formand skal vise sit format ved at skaffe partiet regeringsmagten over alle hensyn til fornuft og partipolitisk konsistens. Hun kunne have valgt at danne en socialdemokratisk mindretalsregering med støtte af venstrefløjen, men hun valgte med fuldt overlæg at danne en regering hen ver midten, selv om den kun hviler på et enkelt mandats flertal og selvom den beror på flere løftebrud. Det er hverken fornuftigt eller konsistent, og det vil komme til at ramme hendes parti hårdt, fordi det bekræfter den lange nedtur i partiets historie der går helt tilbage til Buhl og Hedtoft, men først og fremmest blev markeret af Jens Otto Krag og senere partiformænd.

Man skal naturligivs ikke i det store perspektiv se bort fra at velstandsstigningens generelle indflydelse på vælgernes løsere tilknytning til partiere, gælder alle partier i større eller mindre grad. Det radikale Venstre er ramt lige så hårdt som Venstre, og er ikke længere en selvfølgelig samarbejdspartner for socialdemokratiet. Men man må også slå fast, at midten i dansk politik aldeles ikke er en flok opportunistiske egotrippere, men ganske almindelige mennesker med den sunde fornuft i behold. De er hverken fanatiske liberalister eller fanatiske socialister, men moderate og socialliberale mennesker der kan se gode sider ved både friheden og ligheden. De går ind for bredt samarbejde i folketinget, men de frabeder sig regeringer hen over midten der kun forkludrer alt.

For socialdemokratiets vedkommende betyder det at den gamle politiske 'naturlov' om at socialdemokratiet har størst hævd på at danne regering i landet er definitivt brudt. Det er tåbeligt at partier som Venstre (og aflæggere) går i regering med S, ligesom det er tåbeligt at SF og Enhedslisten fremover optræder som støttepartier uden at være i regering og blive direkte ansvarlige. Der skal tænkes nyt, fordi der er markant opbrud i vælgerbefolkningen, og iøvrigt også er markant opbrud i såvel de økonomiske som udenrigspolitiske udfordringer. Ukrainekrigen og den globale klimakrise gør ikke udfordringen minfre. Og risikoen for en kommende recession er i sig selv så alvorlig at den gør det nødvendigt at finde nye ideer for både økonomien og kulturen.

Jakob Ellemann og Lars Løkke har opført sig fatalt i hele dette spil, men kontrolmennesket Mette Frederiksen har uanset sine administrative evner vist sig at være bunden i den socialdemokratiske række af partiformænd. Det kan hun ikke løbe fra, selvom det unægteligt hører med til billedet, at egentligt visionære politikere slet ikke længere findes i dansk politik. Den er så at sige landet på jorden uden opdrift og udsyn. Grunden hertil er let at få øje på, for den ligger ganske klart i selve det forhold at politikerne ikke længere repræsenterer folket, men er blevet et snævert udsnit af en akademikerstand af overvejende jurister og økonomer, de er dygtige på deres eget felt, men stort set uvidende og uerfarne om det almindelige liv og - allerværst: de har også mistet den føling med det irrationelle og underbevidste der er hovedforudsætningen for skabende nytænkning. Derfor har jeg i forbindelse med omtalen af Thorvald Stauning udtrykkeligt nævnt den folkelige Frederik Borgbjerg og hans indre dialoger der netop viser hans dybe føling med det underbevidste. Jeg kan ikke finde et eneste eksempel på noget tilsvarende hos nogen socialdemokratisk topfigur siden. Og jeg vil tilføje, at jurister og økonomer er de sidste man kan finde denne føling hos.

Det betyder kort og godt, at vores nutidige eksistens slet ikke kan reddes af politikerne eller administratorerne. Den kræver kulturopgør fra neden.

Ejvind Riisgård


Litteratur:

Diverse bøger om Thorvald Stauning og flere af de øvrige socialdemokatiske formænd, men navnlig:

Tage Kaarsted om 'Trekantsregeringen'
Jørgen S. Dich 'den herskende klasse'
Erik Ib Schmidt 'Psykopatklubben' (om Baunsgaard-regeringen 1968-73)
Anthony Giddens 'Den tredje vej'


Relevante artikler på Jernesalt:

13.11.22.  Mærkværdige forhandlinger om ny regering
09.02.23.  Sygemeldt venstreformand blotlægger regeringens inkonsistens
30.10.22.  Er den digitaliserede verden overhovedet menneskelig?
23.10.22.  Valget den 1.11.22. får ingen vinder

Krag, Jens Otto, socialdemokratisk politiker (standpunkterne)
Larsen, Aksel  *, politiker
Anker Jørgensen, fhv. statsminister (død)  (21.3.16.)
Auken, Svend, politiker
Lykketoft, Mogens; Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Nyrup Rasmussen, Poul, fhv. socialdemokratisk statsminister (afgang)
Thorning-Schmidt: bekender kulør med borgerlig politik  (1.3.13.)
Frederiksen, Mette: Rigsretssagen en stor misforståelse  (1.2.21.)
Frederiksen, Mette: Minkaflivning og fortsat coronakrise  (20.11.20.)
Frederiksen, Mette: Regeringens udspil og den parlamentariske situation  (11.10.20.)
Frederiksen, Mette, fik sin rent socialdemokratiske regering  (28.6.19.)
Bertelsen, Barbara, statsministeriets departementschef afsløret (24.10.21.) Minkaflivning, ministerfald og fortsat coronakrise  (20.11.20.)

Den herskende klasse efter 1970  (19.2.03.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
kulturopgør, Grønbechs
kulturopgør, Lorenz'
Virkelighed, videnskab og eksistens II


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal