utils prefix normal JERNESALT - relogeks01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.4.11.

Hvad skal vi med myte, kult og religion?

I vor mere eller mindre konsekvent sekulariserede del af verden er det en udbredt opfattelse at religion gør mere skade end gavn, eftersom den fører til meningsforskelle der meget ofte udarter til hidsige stridigheder om faste, dogmatiske meninger og i værste fald til en fanatisme og ekstremisme der fører direkte til vold, undertrykkelse, krig og terror. Mange glemmer i denne forbindelse at det forholder sig nøjagtigt ligedan med ideologier der opfatter sig selv som ikke-religiøse eller ligefrem anti-religiøse, herunder kommunismen.

Da det under alle omstændigheder er en ubestridelig historisk kendsgerning at religion gennem tiderne har ført til magtkamp, magtanvendelse, menings- og trosundertrykkelse samt vold og religionskrige, er den gængse opfattelse i og for sig hverken unaturlig eller ulogisk, men da det samtidigt må konstateres, at sekulariseringen som moderne fænomen beror på ønsket om en klar adskillelse mellem religion og politik, er resultatet desværre blevet den yderst alvorlige fejlslutning, at religion så vidt muligt burde fjernes fra det offentlige rum, ja, at en sådan bestræbelse er grundbetingelsen for sekulariseringens fuldstændige gennemførelse.

Fejlslutningen ligger i en naiv opfattelse af at irrationaliteten forsvinder med religionen, og at mennesket er et overvejende rationelt væsen hvis udvikling forudsætter abstraktion fra, suspension og fornægtelse eller direkte undertrykkelse af de irrationelle forestillinger og impulser. Men dette er komplet umuligt allerede på grund af den menneskelige psykes faktiske indretning. Denne psyke har både en rationel side, som omfatter sekundærprocesserne, og en irrationel side, som omfatter primærproceserne. Og de to sider og to slags grundprocesser er lige uundværlige, de tjener blot helt forskellige formål. - Jf. forrige artikel i serien.

De tillærte rationelle sekundærprocesser sikrer en stadig finere og finere tilpasning til de fysiske, biologiske, sociale og samfundsmæssige vilkår som forefindes som temmelig faste kendsgerninger af overvejende kvantitativ karakter, mens de medfødte irrationelle primærprocesser sikrer opretholdelsen og den vedblivende vedligeholdelse af de basale eksistentielle erfaringer af mening med livet, orden, helhed og sammenhæng som er af kvalitativ karakter og dermed fortolkelige - og desuden stort set uafhængige af de fysiske og sociale kendsgerninger. I praksis er der naturligvis et uundgåelige samspil eller modspil mellem de to sider som følge af at mennesket normalt er et helt og ikke et splittet væsen, men uafhængigheden gør sig ikke destomindre markant gældende.


Det er imidlertid fatalt for såvel de enkelte mennesker som samfundene og kulturerne, hvis den irrationelle erfaring af de eksistentielle kvaliteter og værdier forsømmes eller ligefrem modarbejdes som mindreværdig eller direkte skadelig erfaring. Og da religion i historisk og psykologisk forstand altid har omfattet opretholdelse og vedligeholdelse af disse kvaliteter og værdier - ved siden af magtaspektet og det praktiske nytteaspekt - bliver det fatalt for menneskene at skyde religionen som sådan væk som irrelevant. Resulatet bliver nemlig ikke at mennesket og samfundet bliver mere rationelt, men tværtimod at det bliver mere usikkert, fordi de uundværlige kvalitative og meningsgivende aspekter ryger ud med badevandets magtforureninger. De vitale aspekter bliver dermed dømt til at blive negligeret på en sådan systematisk måde at det rammer selve nerven i den eksistentielle livsproces. Denne bliver perverteret og søger alle former for udtryk der er endnu sværere at kanalisere ind i fornuftige, fælles og progressive baner end de bevidste og officielle. Dette ses meget tydeligt i vor eget samfund og dets mange aktuelle problemer. Men det ses også i den globale uro og omvæltning der udspiller sig for vore øjne netop nu i blandt andet den arabiske verden.

Som påpeget her på siderne er de store omvæltninger i Nordafrika og Mellemøsten nærmest så revolutionære eller kaotiske, at deres slutresultateter er helt uforudselige. I vid udstrækning er der tale om spontane ungdomsoprør der primært er udsprunget af arbejdsløshed og andre sociale problemer, og i mindre grad om kamp for frihed og demokrati. De mange grupperinger kan gå sammen i ønsket om fjernelse af deres undertrykkende, enevældige herskere der lader hånt om befolkningernes ønske om reformer og fremskridt. Men bevægelserne er iøvrigt uenige om etableringen af fremtidige styreformer og accept af nødvendige hierarkier. Det civile samfund der bygger på ro og orden som betingelse for normalt erhvervs- og privatliv er truet af opløsning. Militæret prøver mange steder at opretholde den nødvendige orden og forhindre militante ekstremister i at styre udviklingen, men der mangler de fleste steder organiserede partier og institutioner der på mere moderat og planmæssigt evolutionær måde kan bane vej for konstruktive og varige løsninger.

Stærke irrationelle kræfter - herunder religiøse bevægelser af ekstremistisk art - arbejder for opløsning af de gamle strukturer uden vilje til at sørge for økonomiske, sociale og politiske løsninger der kan vinde bred tilslutning, mens de mere rationelt tænkende og arbejdende grupperinger forsøger at sikre civilsamfundets orden på en måde der ikke sikrer bred tilslutning.

Hvad der savnes er med andre ord evolutionært indstillede mennesker der formår både at opretholde civilsamfundets basale orden og samtidigt gennemføre de fornødne reformer som ungdommen og de socialt truede grupper ønsker - og vel at mærke gør det på en sådan måde at disse grupper får ledet deres stærke irrationelle energier ind i det seje, langsigtede konstruktive arbejde for en ny samfundsorden. En sådan kan nemlig slet ikke etableres uden at stærke irrationelle kræfter giver energi til kampen. Og dette forhold hænger nøje sammen med psykologien og dybdepsykologien.


Som det fremgik af forrige artikel i serien er det de psykiske primærprocesser der er kendetegnet af de stærkeste energiformer, fordi det er dem der rummer de intense, men til gengæld ustabile følelser og forestillinger. For i det hele taget at forstå menneskets psykologi og kulturhistorie er det helt afgørende at få fat på at det er langt mere givende for alle analyser at erstatte den gamle og simple skelnen mellem følelse og fornuft med en moderne og kompleks skelnen mellem intense, men ustabile følelser og forestillinger på den ene side, og stabile, men svage følelser og forestillinger på den anden side. Det er nemlig de første der er forbundet med netop de intense energier der skal til for at skabe større, grænsesprængende forandringer. Det hjælper forståelsen at se de to psykiske grundprocesser som analoge med to af de fire fysiske fundamentalkræfter og sammenligne primærprocesserne med den stærke kernekraft og sekundærprocesserne med den svage kernekraft. Men det skal understreges er der kun er tale om en didaktisk analogi og ikke om beviser af nogen art. Jf. De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.) og De psykiske grundprocesser.

Hvad der her må pointeres er at store omvæltninger i samfundet - og de kan være nødvendige hvis udviklingen er gået i stå eller er blevet afsporet - ene og alene kan gennemføres hvis de mennesker og grupper der skal gennemføre dem får føling med de dybeste og stærkeste psykiske fundamentalkræfter. Der sker simpelthen ingen større forandring af betydning uden at denne føling kommer i stand, for det er den og den alene der giver den fornødne energi til ideerne og ønskerne om forandring.

Derfor gælder også at de revolutionære bevægelsers talsmænd og agitatorer aldrig kan nøjes med retorisk at appellere til forstanden ('logos'), men er nødt til at appellere direkte til 'lidenskaben' (patos). Denne skal netop ikke som det sker efter den gamle psykologis begreber identificeres med 'voldsomme følelser', men må tværtimod med den moderne psykologis begreber forstås som 'stærke og dybe følelser og forestillinger'. Det er naturligvis muligt at appellere udelukkende til de voldsomme følelser. Det kalder man at hidse folk op - og det er noget mange politiske eller religiøse agitatorer forfalder til fordi deres hensigt ikke er at lede folk frem til noget bedre, men forføre folk til noget værre. De kaldes derfor 'demagoger'.

De sande folkeførere stræber ikke efter magt for magtens skyld, men for samfundets og folkets skyld, og de appellerer derfor til lidenskaben (patos) i dyb forstand, og dette indebærer i realiteten at de også appellerer til moralen (etos) i dyb forstand, nemlig til de sider af den moralske diskurs som har det overordnede mål at føre samfundet i den rigtige retning når det gælder bestræbelsen på at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen - således som det er konsistensetikkens fornemste mål.

Konsistensetikken er ikke en fast målestok eller en række faste moralregler, men altid en indre diskurs og samvittighed (egentlig fælles bevidsthed) der (1) tager hensyn til alle sider af tilværelsen, (2)i høj grad beror på skøn og (3) i sidste ende også accepterer en instans i det indre der ikke kan defineres eller kontrolleres, men kræver vedvarende fortrolig dialog. Det skal her understreges at konsistensetikken er uforenelig med al pligtetik og lovreligion - og derfor tæt på kristendommens grundliggende opfattelse af at gode gerninger ikke er vejen til 'retfærdiggørelse'.

Denne indre instans kan ikke bevises, den har intet specifikt kropsorgan og ingen specifikt påviselige hjerneprocesser. Men den er hvad alle mennesker til alle tider erfarer umiddelbart - og aldrig har kunnet udtrykke i det entydige rationelle sprog, som bygger på sekundærprocesser og har nået sit mest konsekvente udtryk i videnskaben. Instansen og dens mange udtryk og udslag kan alene udtrykkes i det flertydige sprog vi kalder det mytiske og som har sine fornemste former i den jødiske, den græske, den nordiske og den kristne mytologi.


Det vil naturligvis sprænge alle rammer at gennemgå dem her - der kan derimod henvises til afsnittet om De store religioner i og omkring Europa i Jernesalts 2009-filosofi, men det skal nævnes at myterne om Adam og Eva, Syndefaldet, Kains drab på Abel, Dansen om Guldkalven, Moses og den brændende tornebusk samt Elias' himmelfart er grundlæggende i den jødiske mytologi, mens Apollon, Dionysos, Prometheus og Loke er centrale skikkelser i henholdsvis den græske og nordiske mytologi. Fra den kristne mytologi skal først og fremmest nævnes Forklarelsen på bjerget, lidelseshistorien og opstandelsen, idet det samtidigt skal fremhæves at vi her støder på den religionshistoriske afgørende sondring mellem Jesus som historisk person (på linje med Moses, Sokrates og Muhammed) og Kristus som arketypisk fænomen (religionshistorisk eller fænomenologisk realitet).

Myter er billeder og fortællinger der i høj grad bygger på universelle 'arketypiske forestillinger'. Betegnelsen stammer fra C.G. Jung der gennem sine studier af mytologien, gjorde den opdagelse at de strukturformer hvori mennesket anskuede guderne stadig lever videre i det kollektivt ubevidste. Det skal udtrykkeligt pointeres, at begrebet ‘arketype' for Jung var og forblev hypotetisk tale. De arketypiske forestillinger er som sådanne de reelle forestillinger der kan konstateres i myter, eventyr og drømme af universel art, men selve arketyperne ved vi ikke hvad er. Hypotesen om dem tjener alene de praktiske beskrivelsesmuligheder og den dybdepsykologiske interdependens mellem forestillingerne.

Af arketypiske forstillinger kan nævnes gud, djævel, engel, himmel, helvede, ånd, vand, ild, jord, død, fortabelse og evigt liv. For dem alle gælder at de som arketypiske forestillinger ikke er betegnelser for personer, steder eller fænomener der kan findes i den faktiske, fysiske verden, men betegnelser for indre forestillinger som er fælles for alle mennesker og kulturer og som er spontane dannelser der skyldes det ukontrollerbare kollektivt ubevidste.

Som eksempel kan nævnes at 'Gud' er en psykisk reel forestilling af universel eller ‘urtypisk' art; den forekommer i alle kulturer og hos alle mennesker fra tidligste alder, men hvad eller hvem Gud er, hvordan han ser ud, og hvilke egenskaber han eller hun har, ved vi intet om, ja, spørgsmålene herom er dybest set meningsløse. De beror nemlig på en total misforståelse af myternes dybeste mening som direkte, umiddelbar føling med de meningsgivende energier. Ganske som det gælder alle andre arketypiske forestillinger er forestillingerne om 'Gud' ikke vilkårlige konstruktioner af den menneskelige tanke eller fantasi således som fx forestillingen om marsmænd og andre rumvæsener er. De er derimod ubevidste dannelser der sker individuelt såvel som kollektivt forud for den sproglige tankes bevidste konstruktioner. Jf. iøvrigt artiklerne Mytologi   (2.8.02.) og Myte ord og billede    (13.7.02.).

Spørgsmålet melder sig helt naturligt, hvad der er vundet ved at opfatte Gud som en arketypisk forestilling og om der ikke bare er tale om en poetisk omskrivning. Svaret er enkelt: Gevinsten er lige præcis den at få ændret gudsforestillingen radikalt fra den gamle illusion af fysisk realitet til den nye bevidste erkendelse af psykisk realitet. Bevidstheden bliver dermed nok engang understreget som 'syndefaldets' afgørende begivenhed, der flytter fokus fra en illusion om bevislighed, som kan diskuteres i det uendelige og desværre ofte fører til påståelighed og dogmatisme, til en umiddelbar, eksistentiel erkendelse hvis art, konsekvenser og problemer er forbundet med skøn og usikkerhed, men som man må gå i dialog med og tage det fulde ansvar for.


Helt centralt i alle mytologier er skabelsesmyterne - og da disse står i klar modstrid med de videnskabelige evolutionsteorier, som Darwin var den store og geniale foregangsmand for, er de særdeles velegnede til at forklare forskellen mellem mytisk (irrationel) tænkning og videnskabelig (rational) tænkning.

For enhver nøgtern og tidssvarende behandling af emnet er det afgørende at fastholde den grundliggende forskel mellem religion og naturvidenskab. Religion er og bliver primært eksistens- og meningsfortolkning, mens naturvidenskab primært er systematisk forklaring på tingenes fysiske opståen og fysiske lovmæssigheder.

Eksistensfortolkningen forbliver i det subjektive og bygger i vid udstrækning på de psykiske primærprocesser og deres relationer mellem begreber og følelses- og meningskvaliteter, mens videnskabelige forklaringsmodeller tilstræber størst mulig objektivitet eller intersubjektivitet og bygger på de psykiske sekundærprocesser og dermed de vage, men stabile relationer mellem begreber og kvantitativt konstaterbart og målelige data. Denne forskel er folk altid ubevidst gået ud fra som en selvfølge, fordi det i praksis ikke har været noget problem at veksle mellem de to, hver for sig givende komplementære måder at se verden på - lige indtil der dukkede et modsætningsforhold op mellem kirken og naturvidenskaben.

På den tid hvor myterne opstod havde man ingen naturvidenskab, ja end ikke videnskab overhovedet i moderne forstand, men selvfølgelig havde man solid praktisk viden om tingenes og deres beskaffenhed (ellers kunne man ikke have overlevet endsige sat gang i nogen teknologisk udvikling); det er blot ikke disse ting myterne handler om. Myterne handler derimod om det uforklarlige fænomen at menneskeverdenen på et eller andet tidspunkt i forhistorien tog form af en lys og varm meningsfuld tilværelse med sproglige forestillinger og sociale eller samfundsmæssige bindinger. Dette besynderlige fænomen, der næppe går mere end 10-20.000 år tilbage i tiden, gav man en slags indforstået beskrivelse af i myterne, der alle forudsætter guder og andre arketypiske forestillinger. Der var her hverken tale om videnskab, teori eller spekulation, men om beskrivelse af den umiddelbare realitet. Den tilværelse man levede i og opfattede som meningsfuld var ikke af objektiv art, men derimod af subjektiv art: det ydre (sansbare) og det indre (forestillingsmæssige og kvalitetsmæssige) var knyttet uløseligt sammen.

Skabelsesberetninger af den art vi finder i Biblen siger altså absolut intet om verdens skabelse for mange milliarder år siden i moderne naturvidenskabelig forstand. De har gennem tiderne givet anledning og inspiration til utallige genfortællinger og kunstneriske fortolkninger. Jf. fx Bente Bucks akvareller eller Maja Lise Engelhardts glasmosaikker i Sankt Mariæ kirken på Frederiksberg.

Skabelsesberetningerne indeholder ingen teori om at en gud, en 'primus motor' (første årsag) eller en såkaldt 'intelligent designer' skulle stå bag ved den skabte verden. De forudsætter en skaber, fordi det ligger i selve de arketypiske forestillinger om verden. Og pointen er ikke at skabelsen beviser eller dokumenterer Gud, men derimod at meningen med tilværelsen er givet på forhånd og er uadskillelig fra de to begreber 'skabelse' og 'skaber'. Objektivt eller naturvidenskabeligt set er der ingen mening med universet. Det kan for den sags skyld være fuldstændigt tilfældigt opstået tillige med livet og mennesket. Og mennesket er objektivt set heller ikke centrum for hele verden. Men subjektivt eller eksistentielt set er meningen givet allerede med samfundet og sproget og de arketypiske begreber samt selv den emergente evne til - modsat dyrene - at se en mening med det hele og os selv som helt centrale i verden.

Som andetsteds påpeget kunne mennesket først med den moderne naturvidenskabs opståen og udvikling fra og med renæssancen løsrive sig fra de gamle forestillinger om jorden som verdens centrum og Gud som dens skaber. Med Darwins udviklingslære fik mennesket tillige forståelsen for livets udvikling over millioner af år. Og med Hubbles lære om universets ekspansion fik det desuden grundlag for beregninger af universets alder til et sted mellem 14 og 20 milliarder år. Men ingen af teorierne løser gåden om hvor det hele kommer fra. Teorierne om 'The Big Bang' havner ovenikøbet i selvmodsigelser mellem tyngdekraft og kvantefluktuationer, der viser at man netop ikke har løst gåden. - Jf. iøvrigt artiklerne Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.) og Har Gud designet verden?  (15.9.04.)


Mange oplyste mennesker der er uvante med mytiske forestillinger, ord og billeder (og det er i dag det store flertal af landets befolkning) drager uden videre den konklusion at myternes manglende overensstemmelse med de naturvidenskabelige data er ensbetydende med at de må være løgn eller digt. Disse menneske har - trods deres indbildninger om at være oplyste - glemt det mytiske sprog og er blevet forledt til at give det entydige rationelle sprog absolut prioritet, skønt dette principielt er ude af stand til at beskrive de eksistentielle mytiske udsagn og deres indhold og følgelig også ude af stand til at vise vej til den direkte føling med de mytiske erfaringer.

Det hjælper ikke at psykoanalysen taler om 'symboler' og kalder det mytiske sprog et 'symbolsprog', for psykoanalytikerne er selv tilbøjelige til at tage symboler som alt for entydige metaforiske erstatninger for det rationelle sprogs udtryk - og derfor også give alt for bastante fortolkninger af myter (og drømme).

De gør korrekt opmærksom på at symbolsproget er et sprog der har en anden logik end det konventionelle, vedtægtsmæssige vi bruger til daglig. En logik, i hvilken tid og rum tilsidesættes som kategorier, mens til gengæld intensitet og association bliver herskende (altså de primære psykiske grundprocesser - jf artikel). Men de gør dernæst gældende at symbolsproget er "et sprog i hvilket verden udenfor er et symbol på verden indenfor, et symbol på vore sjæle og vore psyker". Og dermed gøres den mytiske tænkning i realiteten til en middelbar fortolkning, hvor den ret beset i virkeligheden udtrykker umiddelbare, ikke-formidlede realiteter der nu engang kun kan opfattes ved direkte føling, hvis de ellers skal opfattes i deres helhed og fulde dybde.

Myter er altså hverken løgn (uoverensstemmelse med sandheden) eller digt, for de udtrykker erfaringen af eksistentielle sandheder og beror ikke på refleksion, spekulation, fantasi eller bevidst sprogkunst, men på arketypiske forestillinger der melder sig spontant i sindet og dér er i stand til at udøve overordentligt store virkninger af både erkendelsesmæssig, etisk, æstetisk og religion art.


Der er i almindelighed to veje til den direkte føling med disse umiddelbare realiteter af åndelig art, nemlig stilhed og fest.

Stilhed er i dag en så unormal forekomst i hverdagen at der fx skal specielle stille-kupeer i togene til for at give borgerne mulighed for at undslippe terroren fra mobiltelefonien. Nogle mennesker læser ikke skilte og fatter i mange tilfælde heller ikke ideen med disse kupeer, så de sætter sig bare ind og snakker og telefonerer som om det var almindelige kupeer. Og man risikerer uforskammede svar, hvis man gør opmærksom på reglerne. Stilheden er for mange mennesker i vores kultur en uting, ja den er nærmest blevet en trussel, der kan gå dem på nerverne og derfor skal holdes fra livet med høj musik og endeløs snakken. Og det er synd.

Stilhed er nemlig en af mulighederne for at slippe for det mylder af indtryk der afleder opmærksomheden fra følingen med instanser i psyken der ligger uden for jegets og jegbevidsthedens kontrol. Den er stadig naturlig i forbindelse med indgangen til nattesøvnen. Mange mennesker kender den trods alt også fra læsesalenes og koncertsalenes stilhed, hvor den i begge tilfælde skal fremme fuld koncentration om tekst eller musik.

Mange religiøse mennesker kender den også fra andagt og bøn, der dels kan være led i liturgien, dels være af privat karakter. Ikke-religiøse mennesker foretrækker meditationen der fra gammel tid har været midlet til indre stilhed, men i moderne tid også er en mentalhygiejnisk metode til afslapning som modvægt mod stress og stresssymptomer. Meditation kan foretages alene eller i fællesskab med andre, og de der ikke har prøvet fællesmeditionen vil normalt aldrig erfare den særlige opbygning af stærkt psykisk energi der er forbundet med fænomenet og som kan føre videre i den meditative træning.


I vore dage kniber det også med forståelsen for hvad det egentlig vil sige at holde hviledag den ene gang om ugen der fra gammel tid har været forbeholdt dette formål. Tidligere tiders mange restriktioner for udfoldelse af fritidsaktiviteter som fx sport på søndagene er heldigvis forlængst ophævet. Tvang tjener intet formål, og hvis folk frygter stilheden eller allerhelst vil udfolde sig fysisk når de har fri, så skal de have lov til det. Sabbaten skal ikke være herre over mennesket, for nu at bruge et gammelt ord fra den tid hvor den ugentlige hviledag var stærkt reguleret.

Uanset folks ret til at bruge hviledagen som de vil, bevarer ideen om hviledagens særlige ukrænkelighed eller hellighed dog sin fulde holdbarhed også i nutiden, blot skal den forstås dybt eksistentielt, og det gjorde den fremtrædende tyske rabbiner Leo Baeck (1873-1956). I bogen 'Wege im Judentum' forklarede han sagen på denne måde: "Det er den irreligiøses væsen aldrig at have tid. Han kan være træt og hvilende, sovende og stillestående, han plages måske af træthed og af kedsomhed. Men han har ingen tid, ingen hvile i den ophøjede forstand, at han gennem timernes og dagenes forvirrende mangfoldighed søger og finder tilbage til livets grundlag, til det evige, der er hans livs oprindelse, ikke blot dets årsag, men dets grund - og al grund har rod i det uudgrundelige - til den fred, i hvilken dennesidigt og hinsidigt går op i en højere enhed. Det bibelske ord 'sabbat' betyder begge dele: en ophøren og en hvilen, en afslutning og dog igen en begyndelse. Sabbaten afslutter en uge, men betyder tillige den nye uges begyndelse, sjælens lutring og genopstandelse uge for uge, nyskabelsen uge for uge."

Alle mennesker har simpelthen behov for engang imellem at komme til sig selv og gå i sig selv, og dette vil dybdepsykologisk set sige at koble jegets evindelige bekymringer om hverdagen fra og dykke ned i den ægte stilhed der ikke blot er fravær af arbejde, støj og bekymringer, men direkte føling med tiden i ophøjet forstand, den evige tid som også kan forstås som selve den tid der skabes uafladeligt - fordi den er identisk med det kollektivt ubevidstes uudtømmelige kreativitet. Jf. iøvrigt Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)


Den anden vej til den direkte føling med det kollektivt ubevidstes skabende energi er festen, altså nærmest det modsatte af stilhed. I festen opildnes energierne til højdepunkter der normalt ikke forekommer i hverdagen og som betyder at mennesket i højere eller mindre grad kommer i en form for 'ekstase', hvad der betyder at 'gå ud af sig selv' og ikke ind i sig selv som ved stilheden. For at komme i denne attraktive tilstand benyttes først og fremmest dans og musik, men selve fællesskabet og det særlige arrangement omkring begivenheden i form af lokalitet, udsmykning, påklædning, belysning, mad og drikke samt servering spiller en stor rolle. Især må fremhæves vin og alkohol (i vore dage til dels også stoffer), der jo har været kendt og brugt fra ældste tider - og fx i den græske og romersk mytologi ses i fortællingerne om Dionysos og Bacchus.

Musikkens rolle er også central, ofte i forbindelse med dans. Den folkelige spillemandsmusik var uundværlig i gamle dages festlag gennem hele året. Den fik sit modspil i den mere højtidelige kirkemusik og den mere stilige fyrstemusik (der begge er grundlaget for den klassiske musik). Men det er meget sigende for udviklingen, at den moderne rytmiske og kropsmæssige musik - rocken og dens mange afarter - på ganske kort tid omkring ungdomsoprøret fik et gennembrud der åbnede op for helt nye sider af musikkulturen og faktisk også gennem koncerter og festivaler fik udviklet en social kultur som har mange lighedspunkter med kulten i religiøs sammenhæng. Men den moderne form adskiller sig netop ved ikke at være religiøs i nogen dogmatisk eller kirkelig forstand, den er sekulær. Den trækker dybdepsykologisk set på de selvsamme energier som den religiøse kult, men den holder sig stort set - og med fuldt overlæg - fra de dimensioner i kulten som er forbundet med højtid og hellighed. Den er dionysisk.

Dette betyder imidlertid ikke at den ikke kan og må betragtes som kult, for den har alle kultens afgørende træk og er i virkeligheden én stor dokumentation for at kult slet ikke kan undværes i samfundet. Findes den ikke på officielt plan - fx fordi kirken bliver for kedelig, højtidelig og intellektuelt (som det er tilfældet med den danske folkekirke) - så dukker den uvægerligt op på uofficielt plan i form af teater, events, koncerter og musikfestivaler m.v.


Kult hører oprindeligt det religiøse liv til i og med at religion betød direkte føling med det kollektivt ubevidste eller det evige og guddommelige. Men da denne føling til alle tider og i alle kulturer vil være central for alle mennesker, bliver kulten også vital - uanset forholdet til dogmer og sakramenter. Den må nødvendigvis finde sin egen form. Og det sker på vidt forskellig vis i moderne ungdomskultur.

Religion kan imidlertid aldrig reduceres til dogmatiske religionssystemers eller kirkelige organisationers måde at forvalte menneskets forhold til de overordnede instanser på for disse specielle forvaltningsmåder er altid magtorienterede. Religionens inderste væsen er åndsorienteringen, og dette indebærer at religionens afgørende mening og formål gennem alle tider har været og er at varetage den direkte føling med de arketypiske forestillinger der danner basis for de historisk og socialt konkrete former for religionsudøvelse. Religion i denne forstand er uundgåeligt en væsentligt kilde for al kultur, fordi den direkte føling med de arketypiske forestillinger er uafladeligt inspirerende, kreative og energigivende. Men det er unægteligt et problem at selve ordet religion er blevet miskrediteret som følge af religionssystemernes mange fejltagelser og misbrug.

En kultur uden kult og religion gives imidlertid ikke. Og den ville i givet fald være tom og gold. En folkekirke der pukker på dogmer og forsømmer den direkte føling med grundlæggende arketypiske forestillinger og den hertilhørende kult er utidssvarende. Kulten hører samfunds- og folkelivet til, og hvis den officielle kirke ikke forstår dens nødvendighed eller at formidle den på den rigtige måde, vil folket finde den andre steder. - Jf. afsnittet om kunst og kult i Jernesalts 2009-filosofi.


Religion kan som sagt via dogmatik og fanatisme udarte til magtkamp - og den vil som hovedregel gøre det, lige så snart den organiserer sig i menigheder eller kirkesamfund. Dette ligger i selve organiseringens væsen. Al organisering bringer en form for orden og hierarki der kan udnyttes til såvel fornuftig magtudøvelse som decideret magtmisbrug.

Religion har blot altid også været nøje forbundet med åndsfænomenet, ja, må primært betragtes som et åndsfænomen, fordi den af natur skyldes eksistensen af det kollektivt ubevidste og dermed det grundliggende irrationelle fænomen i den menneskelige kultur som er komplementært til den rationelle, praktiske, nyttemæssige og magtmæssige side af kulturen.

Det er dog yderst karakteristisk for dette fænomen at mennesket aldrig har kunnet omgås religiøse forestillinger eller andre udtryk for tilværelsens irrationalitet uden at en vis distance, tvivl, skepsis og ironi dukker op - og fører nogle til anfægtelser, andre til neutral ligegyldighed (fx i agnosticisme), atter andre til afstandtagen og modstand (fx ateisme), men først og fremmest mange til flertydig humor - og det sidste er ikke uvæsentligt, men skal behandles i en særskilt artikel.


Det kan umiddelbart tage sig ud som ejendommeligt at mennesket så at sige er så blufærdigt, at det har vanskeligheder med at omgås de irrationelle fænomener på en lige så fri måde som de rationelle fænomener. Men det svarer jo fuldstændigt til den blufærdighed som de fleste har når det gælder kropslige og seksuelle funktioner. Disse er også helt naturlige, men vi betragter dem i høj grad som private og udstiller dem normalt ikke for alles blikke. Ganske vist sker dette oftere i vore dage med den store mediebevidsthed, hvor det for mange er det største af alt at blive set af flest muligt. Når fx mange helt private fotos fra ferier og seksualliv lægges ud på nettet (fx facebook) til glæde for såkaldte 'venner', så betragtes det af mange unge mennesker umiddelbart som sjovt og uproblematisk. Men rent faktisk fortryder mange disse pinligheder senere, når de er blevet mere modne og forstår meningen med at have et privatliv.

Blufærdigheden med hensyn til dybt eksistentielle spørgsmål - herunder de traditionelle religiøse spørgsmål - er heller ikke uforståelig, for den beror på at man her er i kontakt med en indre instans som er irrationel og ikke kan dokumenteres eller bevises direkte og objektivt, men alene erfares personligt og subjektivt. Man kan derfor aldrig ved omtale eller beskrivelse af disse erfaringer påberåbe sig samme slags objektivitet som når det drejer sig om håndgribelige ting eller indiskutable kendsgerninger. Risikoen for misforståelser, fordrejninger, afstandtagen og latterliggørelse vil altid være til stede. Det må folk der fuldt bevidst har og opdyrker følingen med det kollektivt ubevidste imidlertid lære at leve med - og de kan igen have nytte af at tage humoren i betragtning.

Den komplementære helhedsrealisme er et konsekvent bud på at formulere en religiøs, men sekulær helhedsopfattelse der ikke undsiger rationaliteten, realismen eller samfundshensynet, men påpeger nødvendigheden af myter, fortællinger, kult, musik, kunst og humor som meningsgivende og -opretholdende og dermed som komplementært sideordnede til de rationelle dimensioner i tilværelsen. Den gør intet forsøg på at ophæve den naturlige blufærdighed over for disse fænomener, men den tilbyder en tidssvarende begrebsramme, og den påpeger ikke mindst at alle store samfundsforandringer forudsætter folkets direkte føling med de stærke psykiske fundamentalkræfter.

Jan Jernewicz


Henvisninger:


Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Jul, mytologi og teologi  (23.12.06.)
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Ind i musikken  (2.6.02.)
Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)
'Ten Canoes' - filmisk indblik i de australske aborigineres fremmede verden  (4.1.07.)
Den provokerende mestertænker Claude Lévi-Strauss er død  (16.11.09.)


Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Afsnit af Jernesalts 2009-filosofi: -  Demokrati og sekularisering -  Folk og elite
 -  Kunst og kult -  De store religioner i og omkring Europa


Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid


Religionen og sekulariseringen  Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)
Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)


Artikler om Folkekirken
Artikler om Katolicismen
Artikler om Islam
Artikler om Ateismen


Gravøl for oplysningen?  (9.12.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)

Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab
- kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik  (3.7.08.)
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.


Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal