utils prefix normal JERNESALT - medierogunge01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.5.11.

Medier, ungdom og dannelse

Alt imens Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti synes at foregøgle befolkningen at alt bliver bedre bare de kommer til regeringsmagten - som de jo uden tvivl snart gør - så tårner de reelle problemer sig fortsat op socialt, uddannelsesmæssigt og økonomisk. Alt for mange i den erhvervsaktive alder er på overførselsindkomst; alt for mange af de unge får slet ingen uddannelse; den demografiske forskydning giver flere ældre der belaster de offentlige kasser og færre yngre der bidrager til kasserne; og den offentlige gæld vil de næste mange år stige, medmindre der skaffes nye indtægtskilder og/eller skæres ned på de offentlige udgifter.

Regeringen har med sine 2020-plan prøvet at anvise en vej ud af fælden, men kommer som omtalt i artiklen Valget nærmer sig ikke igennem med en holdbar løsning, for visse partier på begge sider af skillelinjen i dansk politik vover ikke at røre blot nogle af de velfærdsgoder som befolkningen har vænnet sig til, men som ikke dur for fremtiden (herunder efterlønnen). Partierne holder tværtimod liv i vælgernes illusioner og vil sikkert vinde på det. Men resultatet bliver at den politiske 'realitetsprøvelse' for øjeblikket glipper totalt, og at først en S-SF-regering efter valget vil få den langsomt genetableret i og med at den simpelt tvinges til bitter erkendelse af "de faktiske forhold i jernindustrien" som en anakist hos Storm P. kaldte det, det vil sige de hårde realiteter som ingen ved sine fulde fem kan se bort fra i praksis.

I denne erkendelse kommer oplysnings- og dannelsesniveauet til at spille en afgørende rolle, fordi det er dette niveau der er betingelsen for korrekt opfattelse af realiteterne i forhold til ønskerne, drømmene og utopierne. Men trods glimrende international forskning, uanede mængder af tilgængelig information og livlig debat på alle medier er niveauet generelt dalende, hvad der betyder at mange nok har tilstrækkelig indsigt til at se hvad der skal gøres, men endnu flere er mere eller mindre ligeglade, for optimistiske eller for overfladiske.

I hvert fald er der et stigende antal unge der dropper ud af selv de korte uddannelser (erhvervsuddannelserne) på grund af manglen på helt elementære færdigheder og motivationer. Selv store dele af middelklasseungdommen tager ifølge nye undersøgelser en rutsjetur ned ad den sociale rangstige, fordi de bl.a. oplever svigt fra fraværende forældre der har travlt med deres eget liv. En studievejleder ved Frederiksberg HF har nylig påpeget at 56 % af de studerende beretter at de kommer fra brudte familier, og at 40 % har måttet ty til behandling hos psykolog eller psykiater.

Hertil kommer at de unge hægtes af de traditionelle kommunikationsmedier (aviser, radio og tv) idet fx kun 6 % af de 12-24 årige og 13 % af de 25-39 årige ser TV-avisen mod 42 % af dem over 60. Det skyldes dels at selve måden at hente information på forekommer dem alt for langsom, og dels at "selve nyhedsbegrebet er under pres", som en forsker udtrykker det. Det vil ligeud sige at de unge zapper væk fra nyhederne, fordi de ikke føler nogensomhelst forpligtelse til at følge med. Eller som det mere præcist kan formuleres: De unge bruger primært medierne til at få oplevelser og kommunikation. Først på tredjepladsen kommer det at søge information. Den mest pessimistiske konklusion - fra en professor i medievidenskab - lyder at "vi måske er ved at hægte en halv ungdomsgeneration af"!


Hvis vi ser helt bort fra problemet med at fx gymnasieelever i stigende grad snyder når de skriver rapporter og stile idet de skriver af fra nettet (hvad deres lærere har stigende problemer med at kontrollere), så ser det ud til at skredet i dannelsesbegrebet ligger i selve mediebrugen og -opfattelsen.

'Årgang 2012', som forfatteren Søren Schultz Hansen kalder dem der er født i 1994, forholder sig i hvert fald til medierne på en helt anden måde end ældre generationer: medierne er for disse helt unge mennesker først og fremmest sociale medier; de bruges ikke primært til at søge information på, men til at søge kontakt med. For disse unge er de nye medier - internettet, mobilen og Facebook m.m. - helt naturlige medier som de er opvokset med. Og de er et elementært spørgsmål om samtale, samvær og identitet. Ja, det er angiveligt "hele livet for dem", hvad der naturligvis indebærer at andre medier (bøger, aviser, fjernsyn, radio og stationær telefon og computer) systematisk fravælges som forældede og ubrugelige.

I et interview i Politiken 23.4. fremhæver Schultz Hansen at det karakteristiske for de unges forhold til de nye medier er den konstante tilgængelighed. Medierne indgår i deres liv i alle sammenhænge, altid og alle steder. De er ikke stationære, men mobile. De kræver ikke særlige rum, men kun den almindelige tid. De er medier man tager med sig og bærer på kroppen og som sikrer at man selv er tilgængelig lige så vel som dem man kender er det. Det betyder bl.a. at man nok kan sætte mobilen på 'lydløs', hvis man er sammen med andre, men at man til gengæld kan sætte den på 'vibration', så man til hver en tid kan mærke direkte på kroppen om nogen vil i kontakt med en - og derfor kan reagere på kontakten når man har lyst. Der er ikke noget der hedder 'at være fri', for man er altid tilgængelig og kan svare med det samme. Og normalt svarer man hurtigt og på alt.

Menneske og maskine er så at sige blevet ét med mobilens fremkomst og brug, og det må ifølge Schultz Hansen nærmest betragtes som et overgreb mod de unge at sætte grænser for tilgængeligheden, fx ved at forlange mobilen slukket den halve times tid man er sammen med sin familie ved aftensmaden. Schultz Hansen erklærer sig ligefrem bekymret for at forældre og lærere, forskere og mediefolk prøver at opdrage deres børn og give dem råd ud fra en gammeldags opfattelse af hvad der er godt. Det er nemlig noget de har med fra industrisamfundet. Og det ender blot med at de giver råd som i bedste fald er ubrugelige og i værste fald skadelige - selvom det sker i den bedste mening. Ja, Schultz ved tilsyneladende ikke noget værre end forældre der tvinger deres børn til at se tv-nyheder med begrundelsen "det bør man". For dette er udtryk for forældrenes dannelsesideal, og det er dybt forældet.

Schultz vender sig ikke direkte mod at forældre giver deres børn værdier, men de skal vide hvad det er der giver værdier mening i forhold til den verden de unge vokser op i. Mener forældrene at det fysiske samvær er mere værd end det digitale, risikerer de at begå et decideret overgreb på deres barn. "Man tager sit barn ud af den konstante tilgængelighed, og man blokerer det der er supervigtigt for ens barn - det at være tilgængelig. Man siger samtidigt at mine værdier er bedre end dine."


Der er flere ting i Schultz Hansens synspunkter der skurrer fælt i undertegnedes øren.

For det første er det alt for unuanceret at kalde det et overgreb mod de unge at bede dem slukke mobilen når familien spiser aftensmad sammen. Anmodningen er en simpel opfordring til at være nærværende og koncentrere sig om nærværet - i stedet for at lade sig distrahere af kommunikation med ikke-tilstedeværende personer. Det er simpel høflighed og har intet med overgreb at gøre. Det svarer dels til at man i biografer og koncertsale beder publikum slukke for mobilen for ikke at forstyrre andre lydmæssigt, dels til at sikre den fulde opmærksomhed i fællesskabet. Det er lige så uforskammet at sidde i et selskab ved et bord og begynde at sms-e som det er at begynde at læse en bog. Det signalerer dybest set at man er ligeglad med samværet.

Forestillingen om at det fysiske nærvær skulle være vigtigere end det digitale eller omvendt er falsk. Det ene behøver ikke være vigtigere end det andet, faktisk er begge dele vigtige,men af forskellige grunde. Det fysiske nærvær er imidlertid vigtigt i sig selv og giver noget som den digitale kontakt slet ikke kan give, nemlig den uundværlige mulighed for umiddelbar registrering af de andres minespil og kropssprog i kombination med ord og latter.

Det er derfor regulært selvbedrag, hvis de unge tror at den digitale kontakt og ikke mindst den så fristende 'konstante tilgængelighed' kan erstatte det fysiske nærvær. Det fører tværtimod til åndelig forkrøbling - fordi sjæleliv og åndsliv forudsætter uafhængighed af medier og krav om tilgængelighed. Sjælelivet kræver altid frihed i betydning frihed for tvang, mani og besættelse.


For det andet er det primitivt uden videre at associere forældregenerationens opfattelse af hvad der er godt med industrisamfundets moralopfattelse. For selvfølgelig er der forskel på de konkrete normer i de forskellige samfundstyper som bondesamfundet, industrisamfundet og informationssamfundet. Og det moderne it-samfund sætter nye normer. Men moral kan aldrig reduceres til normer, for så ender den i moralisme. Den grundliggende sondring mellem godt og ondt er derimod så gammel som mennesket og kulturen selv (den dukkede op med selve det emergente fænomen i biologien der hedder bevidsthed og som skiller os fra dyrene). Og sondringen bevirker at mennesket ikke er fritstillet til hvad det kan foretage. Det er - uanset samfundstype, kulturniveau og religionsniveau - altid forpligtet til at sørge for indre psykisk konsistens, og dette vil igen sige til i det lange løb at sørge for overvægt af det gode i livet. Jf. artiklen om konsistentikken.

Dette klarer man ikke ved bevidstløst eller automatisk at leve op til vedtagne normer eller moralbud, men kun ved at være i dialog med en instans i psyken der er større end det snævre jeg og må henføres til det kollektivt ubevidste. Hele denne dialog forudsætter regelmæssigt tilbagevende stilhed, hvad der igen vil sige at den er absolut uforenelig med konstant tilgængelighed på medier som mobilen.


For det tredje er det en hårrejsende påstand at mobilens opdukken og brug gør menneske og maskine til ét. Det ville jo betyde at mennesket blev en robot, men mennesket har faktisk en sjæl og dermed et sjæleliv, og dette forudsætter som sagt uafhængighed af medier. Ja, man kan vel sige at den afgørende forskel mellem menneske og maskine er og bliver at kun mennesket har en sjæl.

Mennesket er i stand til at opfinde og betjene sig af maskiner, og det er da i almindelighed en gevaldig lettelse i det daglige, men selvfølgelig også ind imellem problematisk, da maskiner som bekendt også kan anvendes til destruktive formål eller medføre ulykker og katastrofer (tænk blot på uheld med atomkraft). Men ligegyldigt hvor langt teknologien udvikler sig, kommer den aldrig til at erstatte nødvendigheden af at pleje sjælen på passende vis - og dette kan naturligvis ske i kombination med opfindelser (som fx musikinstrumenter), men i hovedprincippet kræver det pleje af det ikke-tekniske og ikke-rationelle. Derfor går det uundgåeligt ud over sjælelivet hvis mennesket forsømmer det irrationelle og stilheden.


For det fjerde er det alt for forenklet at betragte forældregenerationens dannelsesideal som forældet fordi det indeholder en slags forpligtelse til at holde sig orienteret om hvad der foregår i samfundet. Denne forpligtelse bliver naturligvis særligt understreget af samfundets voksende kompleksifikation, og det er derfor i sig selv en udfordring for alle unge at leve op til forpligtelsen i vore dages yderst komplekse samfund. Men i princippet er det jo ikke en unaturlig forpligtelse som folk gennem tiderne kun har levet op til fordi de så at sige er blevet tvunget til det. Det har tværtimod for langt de fleste mennesker gennem tiderne været en helt naturlig ting at følge med i hvad der foregår, fordi vi er nysgerrige og ønsker engagement.

Det er derimod forkert af forældrene at tvinge deres børn til at se TV-nyheder eller læse avis, for tvang virker altid mod hensigten. Men det er dog en anden sag. Problemet med 'årgang 2012' er ikke at de vender sig mod tvang - det er kun et sundhedstegn - men derimod at de vender sig fra samfundets fælles anliggender for at koncentrere sig om deres egne og deres gruppers snævre anliggender.

Formidlerne af nyhedsstof bestræber sig faktisk i høj grad på at fange de unge ved at tilrettelægge udsendelser efter disses behov. Men det lykkes ikke særligt godt, for det karakteristiske er at stoffet (substansen) ikke i sig selv fanger de unge, og at formidlingen må ty til midler der heller ikke virker eller i hvert fald ikke kan hamle op med den oplevelse af umiddelbart nærvær og samvær som mobilen kan. Men dermed er vi ovre i et dybere problem, nemlig selve dannelsen.


Efter min mening er Schultz Hansens dannelsesbegreb helt ved siden af, når han i ramme alvor kan gøre gældende at det er forkert at tage sit barn ud af den konstante tilgængelighed og dermed blokerer det der er supervigtigt for barnet, nemlig tilgængeligheden. For dermed hævdes jo slet ikke at denne værdi er ringe eller ringere end ens egne, men at det er dybt problematisk at gøre den til det vigtigste af alt, ja, i virkeligheden kan være en alvorlig trussel mod overhovedet at blive formet som sandt og helt menneske.

Al opdragelse er jo en formning af individet i socialiseringens tjeneste. Ingen kan leve i total isolation fra andre, ingen kan få opfyldt alle deres ønsker og behov i total negligering af andres behov. Alle må efterhånden tilpasse sig de mest elementære og rimelig regler for det fællesskab man vokser op i. Ellers kan man ganske enkelte ikke klare sig i familien, på arbejdspladsen eller i foreningslivet. Og tilpasningen forhindrer jo på ingen måde at man fortsat er et individ med egne interesser som man har lov at pleje.

Humlen i opdragelsen og tilpasningen hedder den kunst at lære at kunne udskyde sin behovstilfredsstillelse så man ikke bliver et utåleligt mennesker der altid her og nu vil have sin vilje. Dybdepsykologisk set betyder dette at man ved hjælp af de såkaldte sekundærprocesser skal lære at få så meget styr på primærprocesserne at man uden at forhindre de sidstnævntes uundværlige udfoldelse bliver i stand til at kanalisere dem ind i acceptable baner på passende tider og steder. Jf. De psykiske grundprocesser.

Dermed kommer 'dannelsen' - den ægte dannelse - til at betyde noget andet end opdragelse til ganske bestemte snævre normer som kendetegner bestemte tider (bondesamfund, industrisamfund m.v.) eller bestemte miljøer (faglige miljøer, arbejdermiljø, akademikermiljø osv), nemlig en generel evne til at kunne begå sig blandt andre mennesker uden at virke anmassende, egoistisk eller ligefrem krævende eller aggressiv.


Dette betyder igen at 2012-årgangens behov for at være konstant tilgængelig på mobilen uden hensyn til tid, sted og situation er såvel ulideligt for omgivelserne som direkte skadeligt for dets egen udvikling og dannelse på længere sigt.

Behovet for konstant tilgængelighed fører ikke alene til den afhængighed af mobiltelefonen som kan føre til en nærmest sygelig tilstand der kræver lægebehandling. Det medfører også en decideret forfladigelse af den enkeltes sjæleliv og en decideret æsteticiering af samfundslivet. Resultatet bliver i begge tilfælde at de unge mennesker der indfanges af dillen bliver lette ofre for manipulation fra såvel reklamens og underholdningsindustriens som politikernes og magthavernes side.

Ofrene undlader for den øjeblikkelse behovstilfredsstillelses skyld at sørge for den overvægt af det gode i det lange løb som er betingelsen for at bevare den indre konsistens. Dermed forfalder individets liv til nydelse (hedonisme) og samfundslivet til kamp om mediernes og vælgernes gunst (populisme). Og det vil i sidste ende forringe mulighederne for at skabe den udvikling der kan sikre demokratiet, sekulariseringen og velfærdssamfundet på længere sigt.

Jan Jernewicz


Henvisninger:


Relevante artikler på Jernesalt:

Reality-tv fortegner virkeligheden   (9.5.11.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)
Blogs som narresutte  (21.10.09.)
At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)

Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Æsteticering af politik  (8.9.09.)
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?
Dannelse: tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Er Danmark ved at blive et underholdningssamfund?  (7.9.08.)

Tværfagligt identitetsseminar  (29.1.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Ungdomsoprøret og romantikken  (26.05.08.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)

Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
Sproget og virkeligheden
Rummet og virkeligheden
Tiden og virkeligheden
Livet og virkeligheden


Artikler om Medier
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal