utils prefix normal JERNESALT - livskvalitet01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.1.12.

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet

Indledning til hele serien
Begrebet livskvalitet

Afsnit I - Livskvalitet og arbejde
Begrebet arbejde
Arbejde og kreativitet
Arbejde og kapital
Arbejde og social lagdeling
Arbejde og uddannelse
Afsluttende bemærkning
Henvisninger


Indledning til hele serien    Til toppen  Næste

Kulturen har ifølge religionshistorikeren Vilh. Grønbech tre kilder, nemlig arbejdet, forskningen og religionen. De tilfredsstiller så at sige de tre dybestliggende behov: næring, viden og mening, det sidstnævnte begreb forstået som relationer til de kræfter mennesket umiddelbart oplever som overordnede realiteter eller instanser.

Forudsætningen for denne begrebsmæssige kildeopdeling er dog selve den menneskelige bevidsthed og det deraf følgende nye forhold til den medfødte kønsdrift.

Særdeles rammende gør den gamle bibelske syndefaldsmyte de første menneskers forgribelse på frugterne fra 'kundskabens træ' til den udslaggivende begivenhed der indebar at mennesket én gang for alle mistede sin dyriske uskyld og måtte forlade immanensens trygge verden, hvor alt beror på instinkter, og træde ind i transcendensens og frihedens utrygge verden med valgmuligheder og ansvar. De gamle myter har naturligvis intet med videnskab i moderne forstand at gøre. Dels anede man dengang de blev til ikke hvad videnskab var, dels var formålet med dem slet ikke en uvildig eller objektiv analyse, men tværtimod en højst subjektiv, meningsfokuserende og meningsgivende samt alment forståelig grundfortælling om menneskets eksistentielle vilkår i verden som oven i købet var egnet til at indgå i kulten. Eksistensen var et selvfølgeligt, umiddelbart udgangspunkt for al praksis og al refleksion. Derfor betyder det en radikal forandring af menneskets situation i verden, når man begynder at se på tilværelsen som om man kan se på den neutralt eller objektivt udefra. Og derfor er det også et decideret og fatalt tab for forståelse af menneskets placering i verden, hvis folk tror videnskaben kan erstatte myterne. Videnskaben er et fantastisk fremskridt i menneskets erkendelse når det gælder at afdække fysiske og psykiske årsagssammenhænge i universet, biologien og den menneskelige historie, men den kommer fuldstændigt til kort når det gælder mening og livskvalitet, fordi disse størrelser ikke kan ses objektivt udefra, men alene fornemmes eller opleves subjektivt indefra. Og det er dette myterne gjorde, og det mytisk tænkning og kunst fortsat kan.


Ved den emergente nyskabelse i biologien som bevidsthedsdannelsen var blev mennesket menneske ved for første gang i historien at blive bevidst om sin egen eksistentielle situation. Derigennem blev det først og fremmest tvunget til ikke blot fortsat at jage bytte på instinktivt, dyrisk plan, men på et højere plan at udføre arbejde som kunne give føde, klæder og beskyttelse for vind og vejr. Samtidigt opdagede mennesket det andet køns store tiltrækning og mysterium, som ikke blot førte til dyrisk forplantning og samliv, men også til et rigt varieret og aldrig ophørende sjæleligt og meningsfyldt spil mellem kønnene.

Alt i alt betød bevidsthedens uforklarlige nedslag i biologien, eller rettere i den del af biologien der omfatter de højere pattedyr, i mytisk forstand en uddrivelse af mennesket af paradisets trygge have, hvor alle havde været ansvarsfrie, fordi der ganske enkelt ikke var sprog om ansvar eller i det hele taget en bevidst sondring mellem godt og ondt. Lige præcis med dette nedslag af bevidsthed, sprog og sondringer begyndte kulturen og kulturhistorien. Lige præcis dér oprandt 'tidernes morgen'. Mennesket var fortsat en del af naturen, men trådte alligevel ud af naturen i den forstand at det havde fået mulighed for at opdyrke særlige egenskaber og muligheder og finde sammen i egentlige fællesskaber eller samfund der til forskel fra dyrenes samlivsformer var præget af langt større variation og diversitet foruden bevidstgjorte målsætninger, som alt i alt indebar at mennesket begyndte at omforme naturen.

Samtidigt forstod eller anede mennesket på en eller anden måde at det ikke blot havde ansvar for dagen og vejen, men også for overvægten af det gode på langt sigt. Etikken var kommet ind i billedet og blev umiddelbart set som en højere forpligtelse mennesket ikke kunne unddrage sig uden følger for individet såvel som for fællesskabet. Mennesket var forpligtet over for en eller anden instans som stod over det selv, men som i modsætning til sociale instanser ikke var definerbare.

Bevidsthedens nedslag i biologien medførte først og fremmest kønbevidstheden, men dernæst skabte den arbejdet, forskningen og religionen i egentligste forstand som emergente fænomener der hidtil ikke havde forekommet i naturen.


Begrebet livskvalitet    Til toppen  Næste

Som det fremgår af Jernesalts fire store essays om Veje til livskvalitet og mening er eksistentialismens ord 'immanens' og 'transcendens' vigtige begreber. Ordet transcendens betyder i sig selv bare ‘overskriden', og det bruges i den eksistentialistiske filosofi om menneskets evne til at overskride nutidens virkelighed gennem det frie valg. Man opererer ikke som teologien med en forestilling om noget hinsidigt. Alt betragtes tværtimod som dennesidigt. Frihedens mulighed over for fremtiden er således en transcendens inden for dennesidigheden.. Simone de Beauvoir skriver i "Det andet køn": "Ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning, der er et udtryk for transcendens, dets vilje til at nå ud over sig selv. Skal det fuldbyrde sin frihed, må det ustandselig sprænge grænserne og nå ud til andre friheder."

Heroverfor står ordet immanens der blot betyder det iboende. Som begreb dækker det i eksistentialismen alt det der forbliver inden for sine egne natur- eller kulturgivne grænser. Det bliver udtryk for det bestående eller det allerede opnåede, som man kan være tryg ved og som ikke sjældent fører til ønsket om dets bevaren, evt. ligefrem til en decideret konservatisme. Men man glemmer ofte, at de to ting forudsætter hinanden. Hverken et menneske eller et bestemt samfund kan være lutter forandring, men må have en basis af noget varigt. Ellers ville alting flyde - og det ville indebære total forvirring.

Livskvalitet indebærer følgelig altid nødvendigheden af at finde en balance mellem transcendens og immanens. Både væren og vorden er vigtige for et menneskes og et samfunds livskvalitet. Ubevidst hviler mennesket trygt og sikkert i daglig rutine og funktion og i vante omgivelser. Men den biologisk indbyggede evne til transcendens må tilgodeses. Det bevidste menneske kan ikke i det lange løb bare lade som om evnen til transcendens ikke findes, for så risikerer det at blive ramt af følelsen af tomhed, kedsomhed og meningsløshed. Mennesket kan sjældent undgå at blive bevidst om sin frihed eller selve sine muligheder for blandt andet i nogen grad at erstatte sikkerheden med dynamik, trygheden med risiko, rutinen med intensitet og funktionen med proces.

Livskvalitet kan aldrig testes alene på måling af materielle goder eller på måling af om man er 'lykkelig' eller tilfreds'. Livskvalitet testes heller ikke på medgang og succes. Livskvalitet testes for alvor først på evnen til at bevare håbet og meningen med livet på trods af eventuel modgang og eventuelle tab. Tomhed og kedsomhed forebygges som hovedregel bedst ved at mennesket engagerer sig på den ene eller anden måde, dvs involverer sine evner, sin opmærksomhed og sin energi på opgaver eller projekter der kan give mening og bekræfte den nye identitet.

Gennem et sådant engagement risikerer ethvert menneske tab, men det dur ikke at undgå engagement for at undgå risikoen for tab. For uden engagement ender man i tomheden eller meningsløsheden. Kun engagementet give den intense og direkte føling med de irrationelle kræfter i tilværelsen der skaber meningen. Arbejdet er her en helt grundlæggende form for engagement.


Afsnit I - Livskvalitet og arbejde


Begrebet arbejde    Til toppen  Næste

Arbejdet er en af kulturens hovedkilder i og med at det er gennem arbejdet at nyttige og effektive færdigheder udvikles og opdyrkes til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Det muliggør arbejdsdeling og specialisering på højt niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som vi kender i dag og alle direkte eller indirekte nyder godt af. Arbejdet indebærer desuden en så afgørende personlighedsværdi for mennesket, at retten til arbejde forlængst er blevet gjort til en menneskeret. Uden arbejde er et menneske i den erhvervsaktive alder ude af stand til at forsørge sig selv, ude af stand til udnytte sine evner og sin uddannelse samt indgå i vigtige sociale relationer i normale arbejdsfællesskaber. Det mister simpelthen en væsentlig del af sin værdighed.

Men det startede naturligvis altsammen på mere 'primitivt' niveau i forhold til vores moderne målestok. Primitivt skal blot her ikke forstås derhen, at mennesket for tusinder af år siden biologisk og psykologisk skulle være skruet anderledes sammen end i dag og derfor være blottede for instinktive behov for at kunne udfolde sig og se en mening i at være til og kunne udfolde sig. Eksistensen var lige så righoldig som i moderne tid. Primitiviteten gjaldt alene det teknologiske niveau og hvad deraf fulgte på produktions- og samfundsmæssigt plan.

Det primitive eller oprindelige menneskes forhold til naturen var vidt forskelligt fra det moderne menneskes. Naturen gav ikke alene mennesket føden og livsmulighederne, men havde også sine love som det ikke gik an at se bort fra. De gamle samfund var derfor i høj grad præget af en dyb respekt for naturen, men respekten udelukkede ikke trangen til overskridelse af grænser eller trangen til at gøre sig til herre over naturen. Tilværelsen som sådan opfattedes som en gave der medførte naturlig respekt og taknemmelighed. Og opfattelsen af naturen som gave fandt udtryk i menneskenes lokale kult. I kulten blev følingen med den skabende virkelighed genoplevet og fornyet.

Kultur er menneskets bevidste opdyrkelse af naturen i dobbelt forstand, dvs både menneskets egen natur og den natur der omgiver det. Og da den moderne naturvidenskab kom til, blev menneskets forhold til naturen fundamentalt forskudt således at trangen til at beherske naturen efterhånden kom til at dominere over respekten for naturen. 'Syndefaldet' forstærkedes nærmest til en regulær despekt for naturen. Videnskaben nøjedes ikke med at finde naturens lovmæssigheder, men udnyttede i vid udstrækning afdækningen af lovmæssighederne til at muliggøre stadig højere grad af beherskelse og forandring af naturen. Naturen blev mere eller mindre reduceret til middel for den menneskelige foretagsomhed. Grænserne for udnyttelsen af naturen blev gjort mere og mere elastiske, indtil deciderede globale klimaproblemer i vore dage begyndte at melde sig. Der ingen vej tilbage til primitivitet endsige uskyldighedens tilstand af dyrisk immanens. Derimod er der blevet rig lejlighed til at gøre status og overveje holdbarheden af fortsat lineær vækst og udvikling.

Det kan ikke længere regnes for sikkert, at menneskets biologisk givne trang til simpel, lineær transcendens er forenelig med menneskets overlevelse på langt sigt. Det er ikke længere givet at menneskets beherskelse af jorden kan bære en fortsat udnyttelse af ressourcerne i det tempo som har været gældende de sidste to hundrede år. Det er heller ikke længere givet at mennesket kan blive ved med at gøre simpel transcendens til eksistentielt ideal og lade hånt om immanensen. Det er tværtimod blevet vigtigt at indse at nutidsmennesket ikke blot lever i transcendensen, men også lever og må leve i immanensen. Det er faktisk hvad flertallet af mennesker gør til daglig jorden over. At leve i immansen er at leve på vaner og rutine. Men dybest set kan vaner og rutine betragtes som det sundeste i mennesket, dvs den adfærd der medfører størst mulig overensstemmelse mellem legeme og sjæl og derfor slider mindst på krop og psyke.


Ikke destomindre er det moderne menneske på godt og ondt havnet i transcendensen eller det en dansk biolog engang kaldte en "vedvarende eksistentiel tilblivelse". Og dette præger forholdet til arbejdet på den måde at rutinearbejdet af flere og flere føles utilfredsstillende. Nok findes der mennesker der helst ikke vil tænke for meget over tilværelsen og som gennemgående er tilfredse med den lod og det arbejde de har, men allerede da Undervisningsministeriet i 1978 lavede en uddannelsesplanlægning frem til 1990 (U 90) betegnedes det udtrykkeligt som uacceptabelt om flere og flere jobs blev forenklet til arbejdsprocesser af helt banalt indhold. Og tendensen siden har klart været at de fleste foretrækker arbejde der indeholder udfordringer og uddannelsesmuligheder.

Den egentlige 'forherligelse af arbejdet' som kulturens drivkraft og basis for menneskets personlige udvikling går måske ikke længere tilbage end til Oplysningstiden, men objektivt set kan hverken den kulturelle eller personlige udvikling ses uafhængigt af arbejdet som den proces hvor mennesket skaffer sig midler til livets opretholdelse samtidigt med at det udfolder sine evner og sit engagement. Arbejde adskiller sig fra leg og fritidssysler ved ikke blot at appellere til den umiddelbare lystfølelse, men også til netop den discpilin, koncentration, tålmodighed og udholdenhed der koster blod, sved og tårer, og som kan føre til frembringelse af værker, produkter, konstruktioner, teorier og erfaringer som har længegevarende værdi og igen kan føre til nye frembringelser.

Kunsten hører her med i billedet, idet vi ikke kan forestille os menneskelige frembringelser der ikke på en eller anden måde er udformet ud fra visse ideer og erfaringer om hvad der er smukt for øje og sind og ligger godt i hænderne.

Kunst kan specialiseres og gøres til en særlig arbejdsproces der kræver både særlige evner og særligt øje for skønhed, men den er grundlæggende en nødvendig del af kulturen og burde være en selvfølge, eftersom kunst i alle dens former er lige så gammel som kulturen selv. I de senere meget udtalte specialiserede og genreopdelte arter er kunsten et mere moderne fænomen, men oprindeligt har den været tæt knyttet til den almene menneskelige udfoldelse og den helt elementære sondring mellem smukt og grimt, som har præget menneskets arbejde, håndværk og produktion såvel som udsmykning, morskab, fest og kult.

Billeder og farver har altid haft sin særlige fascination for øjet. Rum og linjer får et eller andet til at vibrere i sindet. Og musikken har til alle tider fascineret både øret og kroppen gennem toner, klange, melodier og rytmer. Kunst og musik har tilfredsstillet både den æstetiske sans og et grundlæggende behov for fællesskab og kult. Men musikken kan siges at stå nærmest urkilden, i og med at den skaber direkte og yderst fascinerende føling med psykens skabende kræfter. Mennesket er ikke blot et vegeterende væsen, men et skabende væsen.


Arbejde og kreativitet    Til toppen  Næste

At mennesket er født kreativt kan ingen være i tvivl om der iagttager småbørn fra vuggestuealderen og frem, de begynder alle at prøve sig frem og at eksperimentere med bevægelser og genstande de kan få fat på. Gør de det ikke er der noget galt fat med dem, hvad angår sansning, bevægeapparat eller opfattelsesevne. Under udfoldelsen gør børnene også nyttige erfaringer om de fysiske love. De bliver ved med i det uendelige at smide ting ud over vuggen eller bordkanten og opdager hver gang uden undtagelse at tingene falder nedad. Og til sidst accepterer de tyngdeloven uden dog at kende begrebet. Men lysten til at lege med genstande, hænder og fødder er uudslukkelig, og når vand kommer til udvides opdagelserne til det flydende element med ny begejstring. Af gode grunde kommer ilden til allersidst.

Denne medfødte lyst er ubetinget udtryk for trangen til transcendens og uden tvivl nøje forbundet med livskvalitet. Børn der af den ene eller anden grund (misrøgt eller mishandling) nægtes adgang til leg vil lide under det og udvikle sig uheldigt. Og på det store plan gælder, at uden denne uudslukkelige lyst til at finde på, prøve nyt og skabe nyt, var der ingen kultur.

Den kreative lyst fortsætter livet igennem, medmindre den bremses af indsnævrede muligheder eller indskrænket moral. Slavearbejdet levner ikke mange muligheder for kreativitet. Og den småborgerlige nyttemoral sætter også sine grænser. Leg er tilladt for børn, og til dels i selskabslivet - der er ligefrem noget der hedder selskabslege. Det skabende princip bliver forbeholdt kunstnere og entreprenører. Ganske vist kan ikke al udfoldelse måles på tid og værdi, men netop målingen bruges til sondring mellem det nyttige og det unyttige.

Det unyttige forbeholdes særligt de mennesker hvis kreative evner er så stærke og så bevidste at de ikke kan indordnes under det normale arbejdes hårde disciplin og nytteværd. De bliver billedkunstnere, tonekunstnere eller kunstnere i andre genrer. Kunsten bliver professionel og dermed noget fint, der modsat håndværket kan blive genstand for særlige former for handel og værdisætning. Den dyreste kunst bliver så dyr, at den kun er for rigmænd og kunstsamlinger. Og værkerne når et prisniveau der er helt ude af proportion med den reelle produktionsomkostning. Kunstnerne der i levende live har haft svært ved at skaffe midler til at leve og arbejde for, får efter deres død værker solgt til svimlende summer (van Gogh eller Asger Jorn kunne nævnes som eksempler). Kunsten er dermed fjernet fra sit oprindelige mål og sin oprindelige livskvalitet. I realiteten sker dette allerede, som Picasso hævdede, når et maleri hænges op på et søm!


Det oprindelige mål og den oprindelige livskvalitet finder man til gengæld hos en ejendommelig kunstner som William Blake, der ikke alene var umådeligt produktiv livet igennem med både billeder og digtning, men forstod den dybdepsykologiske proces bedre og tidligere end nogen anden. Ethvert sandt menneske var simpelthen i hans øjne en skabende kunstner, det at skabe kunst var nemlig ikke at skabe særlige værker som man kalder 'kunstværker', men det overhovedet at omsætte inspiration til ydre, manifest form - og det er noget alle kan og noget de fleste gør, hvis de ellers får lov til det.

Her er det med andre ord den moderne borgerlige nyttemoral og den tilhørende arbejdsetik der gør forskellen. Det var let at se for Blake der levede da industrialiseringen for alvor tog fart, dampmøllerne 'malede' produkter og almindelige mennesker blev arbejdsslaver i fabrikkerne. Vi fik en overklasse ved siden af et proletariat af arbejdere, og denne lagdeling fortsatte uændret indtil arbejderbevægelsen protesterede mod nedværdigelsen. Langsomt blev forholdene forbedret i og med at den økonomiske fremgang på vore breddegrader øgedes. Industrisamfundet ændredes lidt efter lidt til det moderne velfærdssamfund og informationssamfund. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet og fik arbejdet ændret fra husgerning i hjemmet til lønarbejde ude. Klassekampen blev afløst af helt nye lagdelinger og modsætninger. Og i dag kan man tale om en kreativ klasse.

Udtrykket blev skabt af Richard Florida omkring årtusindsskiftet med en bog der viste hvordan denne klasse forandrede arbejdet, fritiden, samfundet og hverdagslivet. Og det springende punkt var påstanden om at der inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, retssystemet og andre erhverv og områder er kommet en ny klasse hvis kreativitet er en central faktor i deres arbejde, dvs videnskabsmænd, ingeniører, arkitekter, designere, forfattere, kunstnere eller musikere og lignende. Klassen er vel at mærke blevet samfundets dominerende klasse, fordi kreativitet er den drivende kraft bag vækstsamfundenes økonomi.

Floridas klassebegreb adskiller sig altså eksplicit fra den gængse marxistiske. Den kreative klasse er ikke defineret ud fra ejerskab af ejendom, kapital eller produktionsmidler. Kategorier som 'borgerlig', 'proletar', 'kapitalist' og 'arbejder' er ikke længere relevante i tidssvarende analyser. En klasse opfattes derimod som en større gruppe mennesker der har fælles interesser og som er tilbøjelige til at tænke, føle og opføre sig på nogenlunde samme måde, fordi de har samme indkomstniveau, forbrugsvaner, livsstilvalg osv. Og dette er altsammen determineret af den form for arbejde de lever af og dermed af deres økonomiske funktion. Den kreative klasse defineres altså af sin afgørende indflydelse på den vækstgivende økonomi.

Ved årtusindskiftet omfattede denne klasse i USA totalt ca. 30 % af befolkningen, men allerøverst var der en superkreativ elite på omkring 12 %. Nedenunder den kreative klasse findes serviceklassen på ca. 45 %. Den vokser ligesom den kreative klasse og er i vid udstrækning et resultat af den kreative økonomis behov. Nederst den traditionelle arbejderklasse på ca. 25 %. Den blev allerede i 1970 overhalet som den talmæssigt dominerende klasse af serviceklassen. Udviklingen er gået hurtigst i USA, men tendensen er den samme i alle rige og højtudviklede lande.


Det centrale i sammenhængen med livskvaliteten er Floridas sondring mellem arbejdseetik og det han kalder 'boheme-etik'.

Arbejdsetikken i gammeldags forstand er naturligvis hængt op på den typiske industriarbejder, der kunne være veluddannet som fx maskinarbejder, men som i princippet var sat til at udføre det arbejde som andre dikterede for ham ned i mindste detalje. Dets uhyggeligste form var samlebåndsarbejdet som den amerikanske bilproducent Henry Ford fik udviklet, og som blev beskrevet i 1911 af opfinderen af den videnskabelige virksomhedsledelse ('scientific management') F.W. Taylor. Dens umenneskelighed blev uforglemmeligt afsløret af Chaplin i filmen 'Moderne Tider' (1936), hvor samlebåndsarbejderen hele arbejdsdagen lang kun skulle foretage sig en eneste bevægelse med en tang, og derfor ikke kunne holde op når fløjten lød til fyraften; han giver sig endda til at forfølge forbipasserende damer på gaden der tilfældigvis har knapper på frakken der minder ham om de møtrikker han skulle stramme ved samlebåndet.

Boheme-etikken er noget ganske andet, og allerede navnet angiver at vi her står over for et kreativt arbejde der er uforeneligt med samlebåndsarbejde eller anden form for simple arbejdsprocesser der indebærer gentagelse af de samme bevægelser. Bohemen - eller kunstneren som det i praksis ofte vil være - lever det frie liv uden for alle snærende sociale normer og rammer som lønarbejde, ægteskab og ordinært familieliv. Oprindeligt gik betegnelsen på vagabonderende sigøjnere fra Bøhmen, men blev siden også brugt om personer fra en deklasseret adel, der levede et højst uregelmæssigt liv med gæld og flygtige kærlighedsaffærer. 'Kavalererne' i Selma Lagerlöfs 'Gösta Berlings Saga' er et glimrende eksempel. Men typen er også gengivet i Puccinis opera 'La Boheme'. Der var tale om alt fra ludfattige driverter, intellektuelle plattenslagere, elegante lapse eller 'dandy'er', som vi siger nu, til geniale kunstnere som fx Toulouse-Lautrec. Sådanne mennesker er bestemt ikke hvad det moderne erhvervsliv har brug for. Hvad der tæller her er den konstante fornyelse og fleksibilitet i kombination med varigt engagement i bestemt erhvervsvirksomhed.

Dette betyder at grænserne mellem arbejde, privatliv og fritidsliv i nogen grad udviskes. Det kreative menneske i en virksomhed er så at sige på arbejde altid, men fører sin stil og sine vaner fra den ene sfære videre til den anden. Den afslappede stil fra fritiden kommer ind på arbejdspladsen i form af bl.a. en dresscode uden slips og åbne kontorlandskaber med mange fællesarealer. Selve det eksperimenterende liv bliver centralt. Intense oplevelser jages overalt, fx i farlige fritidsaktiviteter som bjergbestigninger. Den kreative klasses jagt på intensitet bekræfter den her på siderne gentagne gange fremhævede grundlov at det er de intense, men ustabile primærprocesser der giver den eftertragtede mening med livet eller den livsbekræftende oplevelse af fylden. Og heri ligger også at det netop er det kreative der er med til at give livskvalitet. Det åbne og dynamiske miljø kommer til at spille en central rolle, og dermed også det fritidsliv der knytter sig til det levende gademiljø i storbyerne. Et blomstrende café-liv er afgørende for om et lokalsamfund kan tiltrække kreative mennesker. Også musikkulturen bliver her en vigtig faktor.

Florida fremhæver at netop udfordring, ansvar, fleksibilitet og anerkendelse samt stimulerende ledere og kolleger hører til de vigtigste jobfaktorer. Risikoen i dag er dog sammenblandingen af arbejdsliv, privatliv og fritidsliv. For dels er privatliv og fritidsliv ikke blot og bar en sfære der er anderledes end det gængse arbejdsliv. Det er også betingelsen for at mennesket kan bevare sin selvstændighed og uafhængighed, og dermed også en væsentlig side af sin livskvalitet. Dels indebærer udviskningen af grænserne, at det kan blive ekstra katastrofalt at blive arbejdsløs som følge af virksomheders lukninger eller fusioner. Jo mere den ansatte har ladet arbejdsliv og privatliv gå op i en højere enhed, jo mere identitet mistes, hvis jobbet ryger.


Arbejde og kapital    Til toppen  Næste

Den kreative klasse er som sagt ikke defineret ud fra ejerskab af ejendom, kapital eller produktionsmidler, men dette betyder jo ikke, at det gamle forhold mellem arbejde og kapital bliver suspenderet. Tværtimod er der fortsat afgørende forskel på arbejdsgivere og arbejdstagere og på virksomhedsejere og almindelige mennesker. Det er stadig sådan at den menneskelige trang til grænseoverskridelse betyder at nogle mennesker udretter mere end andre, får samlet flere materielle værdier end andre og er bedre til og mere indstillet på at lede andre, planlægge og sætte sig høje mål. Og det giver sig naturligvis udslag i betydelig ulighed i samfundet: nogle mennesker bliver rigere end andre, nogle bliver decideret fattige. Og først det moderne velfærdssamfund råder bod herpå med sociale foranstaltninger, men det er en illusion at tro at disse nogensinde får bugt med uligheden som sådan. Den er en simpel følge af den ulige fordeling af evner og trang til transcendens. Den skyldes med andre ord det grundlæggende modsætningsforhold mellem frihedprincippet og lighedsprincippet som er umuligt af afskaffe, fordi det er af principiel komplementær art. Jf. artiklen om Liberalismen og socialismen som komplemetære fænomener.

Almindelige lønmodtagere kan godt købe aktier og i den forstand blive 'kapitalister' i beskedent omfang. Men det kræver særlige evner, målsætninger og viljestyrke at skaffe sig store formuer eller jordbesiddelser. Og det er i dag ofte fonde der sidder på formuerne. Da formuer går i arv, bliver resultatet uundgåeligt ophobning af formuer i særlige familier, slægte og fonde. Det typiske danske eksempel turde være Mærsk Mc-Kenney Møller der overtog sin far A.P. Møllers rederi og formue, som igen var skabt fra relativt beskeden niveau af en dygtig, entreprenant og yderst sparsommelig mand. Det påstås af skibsreder A.P. Møller i mange år spiste morgenmad på d'Angleterre med sin gode ven, den entreprenante apoteker Chr. Hansen - og de fik serveret havregrød! I det nuværende verdensomspændende foretagende på Esplanaden er det stadig gamle dyder som flid, sparsommelighed, målrettethed og "rettidig omhu" der er i højsædet. Men dette indebærer i høj grad tilpasning til konjunkturerne.

Det er jo den relativt nye side ved kapitalismen, at formuerne i sidste ende samles i aktier hvis værdier svinger med konjunkturerne. Det er endda muligt at samle kæmpeformuer ved ren og skær spekulation i aktier eller valutaer (den ungarsk fødte finansmand George Soros er det store eksempel). En formue gøres ikke længere op i besiddelse af jord og fast ejendom eller containerskibe, men i høj grad også i fiktive værdier der svinger med markedet i en uigennemskuelig proces, der indeholder usikre faktorer af psykisk art, såsom forventninger til fremtiden. Et storopkøb af aktier kan den ene dag give enorm gevinst, men den næste et enormt tab. Men hvad der er gevinst for den ene spekulant, kan være tab for den anden. Fiktionen af transaktionerne betyder at forholdet mellem arbejdsindsats og formue er om ikke forsvundet så minimeret. Om et menneske kommer til at høre til de rige afhænger ikke af hans arbejdsindsats, men af heldet og næsen for forretning.


I disse år med stor finanskrise hersker der udbredt forargelse blandt almindelige lønmodtagere over de lønninger, bonusser og aftrædelsesordninger som forekommer i finansverdenen. Og forargelsen er i og for sig forståelig nok, hvis man kunne sammenligne en almindelige lønmodtagers aflønning med en bankdirektørs. Men det kan man ikke, og det skyldes at en bankdirektørs værdi for hans bank ikke måles på arbejdsindsatsen (døgnet har nu engang kun 24 timer, og der findes mange topchefer der kan overkomme op til 16 eller 18 timers arbejde dagligt, altså mere end det dobbelte af almindelige mennesker). Nej, værdien måles i forhold til markedet, og det vil sige i forhold til hvad vedkommende topchef ville kunne få i en konkurrerende bank der måske er ude efter ham. Værdien måles med andre ord i forhold til hvad konkurrenterne ville give, og dette afhænger naturligvis i sidste ende foruden af bankens egen situation af topchefens personlighed, erfaringer og netværk samt ambitioner, altså egenskaber der ikke kan måles eksakt, men vil fremgå af de udvekslinger af chefer der sker på højeste niveau. Dermed kommer de også til at bero på eventuelle fejl cheferne måtte begå. Når cheflønningerne i de store banker og koncerner i dag er skruet op på et niveau hvor en almindelig rationel vurdering melder pas, så vidner det nok til en vis grad om finanskrisens baggrund i opskruede forventninger til fremtiden, men al forargelse er nytteløs, eftersom markedet ikke ændres med forargelse. Almindelige mennesker må trøste sig med, at et menneskes livskvalitet aldrig er ligefrem proportional med aflønningen.

Det må i det hele taget ikke glemmes, at livskvalitet har meget lidt med social placering at gøre, hvis man ser bort fra nød og elendighed. Arbejdsløshed er er stor udfordring, fordi der er livskvalitet og værdighed forbundet med tilknytning til det almindelige arbejdsmarked, og derfor er det samfundsmæsigt set fuldstændigt uholdbart at hele 80.000 unge mennesker i dag ifølge de nyeste rapporter lever af socialydelser, og at under halvdelen af befolkningen bidrager til samfundsøkonomi gennem deres arbejde.

Men livskvalitetet som sådan afhænger ikke af om den enkelte er placeret lidt højere eller lavere end andre. Livskvaliteten kan sikres på relativt lavt indkomstniveau, mens det omvendt gælder at højt niveau let kan føre til høje ambitioner der igen let kan føre videre til en hård konkurrence om placering der betyder forsømmelse af mere menneskelige sider af livet - og gennem stress endda kan undergrave helbredet.


Arbejde og social lagdeling    Til toppen  Næste

Social stratifikation er ikke af det onde. Den er uundgåelig som følge af at ikke alene evner og begavelse er forskelligt fordelt fra menneske til menneske, men også at trangen til grænseoverskridelse svinger meget fra det ene individ til det andet, og for det enkelte individs vedkommende også fra alder til alder (den er størst i ungdomsårene, for den har meget med hormoner at gøre). Den er tæt forbundet med selve det frihedsprincip der prioriterer den individuelle udfoldelse over tryghed og lighed, og som liberalister følgelig sætter højere end socialister. Men i samme øjeblik socialisterne griber magten og får mulighed for at begrænse friheden systematisk går det som bekendt altid galt. Samfundene stagnerer, fordi intet samfund kan styres efter principper, heller ikkke efter lighedsprincippet.

Omvendt går det også galt, hvis liberalisterne får held til at indføre den ubegrænsede frihed, for da får vi den form for ekstrem liberalisme der hedder Manchester-liberalisme efter udviklingen i byen Manchester hvor fanatiske erhvervsfolk omkring 1840 fik indført en uhæmmet laissez-faire-politik der blæser på selv elementær social sikkerhed. Den fandt iøvrigt senere støtte i den vulgære socialdarwinisme, hvor man lader folk i stikken, fordi det påstås at være naturens lov at de stærkeste sejrer over de svageste, og at dette derfor også bør være idealet i menneskesamfundet. (For en ordens skyld bør tilføjes at Charles Darwin ikke var tilhænger af denne vulgære biologi).

Det moderne velfærdssamfund kan betragtes som svaret på begge ekstreme modeller. Det tillader den frihed og den sociale lagdeling der giver vækst og fremskridt, men sikrer også den tryghed og grundliggende lighed for loven som forhindrer de værste skævheder og rent umenneskelige forhold. Hvor balancen præcist skal gå, er principielt umuligt at sige, da ligevægtssamfundet er en utopi, fordi samfundet heller ikke i denne sammenhæng kan styres efter principper. Modsætningerne mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet kan aldrig ophæves, men vil til stadighed give en dynamik der forbliver en udfordring for alle sociale lag og alle politikere til alle tider.


Afgørende for det moderne samfund er at den deciderede klassekamp er et overstået kapitel i og med at arbejderklassen så at sige er løbet over ende af sin bedre halvdel, dvs af funktionærstanden eller serviceklassen hvis interesser i vid udstrækning falder sammen med de liberale klassers ønske om vækst og fremskridt. Væksten synes i nutiden at være løbet ind i voldsomme udfordringer fra klima- og miljøændringer, der ikke mindst skyldes jordens overbefolkning, men principielt går næsten alle ind for vækst, fordi det er vedvarende vækst der svarer til selve denne menneskelige trang til vedvarende transcendens. Desuden er et samfund med lavvækst eller recession svært at få til at hænge sammen. Skal vækstens miljømæssige skader mindskes, skal den derfor ikke standses, men ledes ind i fornuftige baner, dvs i grøn vækst og - vækst i livskvalitet.

Klassekampens endeligt i det moderne velfærdssamfund ses også af at den politiske kamp har ændret sig radikalt, således at den ikke foregår som en simpel krig mellem en venstrefløj og en højrefløj, sådan som den almindeligvis anskueliggøres ved de politiske partiers placeringer i hver sin ende af en ret linje, og som den også stadig føres frem i primitiv partipropaganda og valgkampe. Den foregår derimod på midten eller hen over midten, idet den politiske midte ikke simplificeres til et lille punkt på en linje, men opfattes korrekt som et stort og stadigt større område af hele samfundscirklen omkring centrum. Dette betyder ikke at al tale om politiske fløje er blevet meningsløs, for vi deler os stadig efter anskuelser og forskellige præferencer i forhold til friheds- og lighedsprincippet.

Men karakteristisk for den nye situation er at kampen foregår på den brede midte med udslaggivende appel til den stadig større middelklasse. Såvel fornuftige liberalister som fornuftige socialister kan derfor i dag vælge at betræde besindighedens'tredje vej' som Labour's leder Tony Blair gjorde i Storbritannien og Venstres leder Anders Fogh Rasmussen i Danmark, i begge tilfælde dog med den beklagelige undladelsesfejl at de ikke satte den nye vej i forbindelse med komplementariteten mellem friheds- og lighedsprincippet. Det har vi stadig til gode. Også efter regeringsskiftet her i landet. Især SF fører sig frem som om det er Det radikale Venstres - og finanskrisens - skyld at S og SF ikke kan føre en ren rød plan igennem. Det skal jeg vende tilbage til i en særskilt artikel. Men det er typisk for situationen at SF's formand i en kronik forsvarer sin faktiske kompromislinje efter valget ved at gøre selve den ansvarlige økonomiske politik til et venstrefløjsprojekt. Den er naturligvis et midterprojekt, og det vil sige et regulært borgerligt projekt i ikke-partipolitisk forstand! Alt andet er et partipolitisk røgslør over den faktiske manøvre at man sætter erobringen af regeringsmagten over al ideologi.


Humlen i nærværende artikel er at den sociale lagdeling ikke er nogen hindring for velfærden eller velfærdssamfundet som sådant endsige for det enkelte individs livskvalitet. For alle har gavn af friheden når trygheden samtidigt sikres i rimeligt omfang. Problemet med fattigdom og utryghed i et velfærdssamfund er ikke et simpelt spørgsmål om manglende sociale sikkerhedsforanstaltninger, men tværtimod i vid udstrækning en direkte følge af at sikkerhedsforanstaltningerne i løbet af de sidste 50 år takket være en misforstået humanitær indstilling blandt socialarbejdere og -pædagoger og traditionelle venstrefløjspolitikere er blevet udbygget så systematisk at grænsen for samfundets økonomiske ydeevne er blevet indhentet samtidig med at det til manges forfærdelse nu må konstateres at alt for mange mennesker havner på overførselsindkomster der fjerner dem definitivt fra arbejdsmarkedet.

Et humant samfund må naturligvis tage sig af mennesker der af den ene eller anden grund er ude af stand til at klare sig selv, men det er og bliver misforstået humanitet at tage den værdighed og livskvalitet fra et menneske som ligger i dets vilje til som voksen at sørge for sig selv i det omfang det er muligt, herunder at skaffe sig en uddannelse der i sidste ende gør selvforsørgelse mulig. Ulykken her i landet er at der på den traditionelle venstrefløj lige siden 1968-oprøret har bredt sig en forestilling om at staten skal være formyndere for alle der viser svaghedstegn og derfor ikke må stille krav til nogen. Og bagved denne forkvaklede samfundsopfattelse ligger igen en opfattelse af at det er det etablerede, kapitalistiske samfund der er skyld i al social nød i og med at dette samfund er præget af social ulighed.

Gennem denne ulyksalige filosofi får man i virkeligheden gjort formynderiet til humanisme. Og følgen er at man i bedste overbevisning bestræber sig på at gøre flest muligt så svage at de har behov for hjælp. Man sørger derefter for at de får hjælpen, og man får samtidigt udvidet den offentlige sektor, så man på politisk plan forskyder vælgerbefolkningens sammensætning til fordel for sin egen fløj. Allerede i 1972 blev der advaret kraftig mod denne nye tendens fra socialøkonomen Jørgen S. Dichs side, men det er først i dag man til fulde kan se hvad konsekvensen er blevet, nemlig at der er flere borgere på overførselsindkomster end i erhvervsarbejde. Det utrolige er at man har kunnet komme afsted med denne politik og ideologi i humanismens navn, for i realiteten er det inhumant hvad man gør: man tager selvforsørgelsesansvaret fra folk og dermed en meget væsentlig del af livskvaliteten.


Arbejde og uddannelse    Til toppen  Næste

Centrale mantraer i det moderne velfærdssamfund er at flest muligt skal have en uddannelse og at uddannelse principielt er et livstidsprojekt. Vi er derfor med rette stolte af vores folkeskole og vores uddannelsessystem. Det har hidtil været en solid basis for såvel en god almendannelse som en givende videreuddannelse for flertallet af børn og unge. Og det mærkes stadig at hele ideen har rod i de folkelige vækkelser i midten af 1800-tallet.

Samfundet i dag er imidlertid blevet så kompliceret at det stiller store krav til alle unge mennesker der skal ind i de videregående uddannelser og ud på arbejdsmarkedet. Den teknologiske udvikling har medført at det er nødvendigt at kunne læse og skrive og regne sikkert og uden besvær, hvis man skal kunne klare udfordringerne efter grundskolen. Stort set alle arbejds- og lærefunktioner forudsætter i dag at man kan bruge en computer. Det er derfor direkte rystende at den ene undersøgelse efter den anden afslører at en meget stor del af ungdomsårgangene er funktionelle analfabeter, dvs at de godt kan læse og skrive og regne, men undgår det fordi det er for besværligt. Færdighederne er ikke indlært så de sidder på rygmarven. Og følgelig løber disse mennesker konstant ind i uoverstigelige forhindringer, der bevirker at de giver op og dropper ud af uddannelserne. I værste fald havner disse tabere i de tidligere omtalte grupper af folk der kommer på varige overførselsindkomster.

Uden at komme ind på en nøjere analyse af problemerne - sådanne analyser findes der i forvejen mange af - skal det dog i forbindelse med den aktuelle tematik om livskvalitet påpeges, at mange unge i vore dage tilsyneladende ikke kender den dybe forskel mellem leg og arbejde, og altså hverken véd eller har personlig erfaring for at arbejde kræver koncentration, selvdisciplin, udholdenhed og tålmodighed. Arbejde kan altså være hårdt, og derfor er det naturligvis meget vigtigt at man vælger det selv. Formålet er jo ikke selvplageri, men at vinde færdigheder, indsigter og erfaringer man ikke kan få på anden vis.

Hvordan man skal få børn og unge til at forstå dette og tage konsekvensen af det, bliver en stor pædagogisk udfordring for forældre og lærere, men det er nødvendigt at tage den op. Målsætningen er klar nok: 95 % af alle unge skal gennemgå en eller anden form for videregående uddannelse, for ellers kan de ikke klare sig i det moderne samfund og altså heller ikke opnå den livskvalitet at være den del af det normale fællesskab.

For flertallet af de mennesker der har gennemgået en uddannelse og er kommet ind på arbejdsmarkedet er det efterhånden blevet en selvfølge at man skal blive ved at lære og uddanne sig. Det hedder efteruddannelse, og denne er naturligvis forlængst blevet systematiseret og udbygget af erhvervslivet og undervisningsministeriet i bedste samdrægtighed. Og der kan næppe være tvivl om at efteruddannelse generelt er med til at øge de erhvervsaktives livskvalitet. De fleste betragter det som inspirerende at få nye impulser og komme nogle dage eller uger væk fra den daglige trummerum.


Mærkeligt nok er der dukket et specielt paradoks op i velfærdssamfundets uddannelsespolitik derved at den tilsyneladende fornuftige målsætning om et højere og højere uddannelsesniveau har fået den utilsigtede virkning at mange får en uddannelse de ikke kan anvende, fordi der ikke i samfundet er brug for den. Paradokset kan dels opstå som følge af konjunktursvingningerne. Hvis der i nogle år eksempelvis registreres stor mangel på sygeplejersker, så udvider centraladministrationen uddannelsespladserne og får på få år uddannet flere sygeplejersker, men efterfølgende viser det sig at disse i mange tilfælde ikke kan få job, for hospitalerne har i mellemtiden nedlagt mange stillinger som led i deres nødvendige rationalisering m.m. Generelt kan de studerende ikke på forhånd regne ud om der vil være god beskæftigelse i det fag de har valgt - når de er blevet færdige kandidater.

Værre er det, at der tilsyneladende uddannes mange i fag der slet ikke har gode beskæftigelsesudsigter. Det hænger delvis sammen med det relativt frie uddannelsesvalg (med gode karakterer kan man næsten altid vælge det fag man helst vil i gang med eller kommer ind på det i anden omgang på kvoterne). Men det hænger også sammen med at mange kandidater kan gå fra kandidatuddannelsen til ph.d.-studiet og altså skaffe sig yderligere et par års fri, skattebetalt videreuddannelse - uden ringeste skelen til de reelle erhvervschancer bagefter. Disse mennesker får uden tvivl god livskvalitet sålænge studiet varer, men til gengæld forringet livskvalitet bagefter, og for samfundets vedkommende er der tale om et stort spild af ressourcer.

Paradokset er i grunden uhyggeligt. For på den ene side synes det at være en gevinst for livskvaliteten at flest mulige får den bedst mulige uddannelse overhovedet. På den anden side er det uholdbart for samfundet at bruge mange ressourcer på denne politik, når den fører mange mennesker direkte ud i arbejdsløshed samtidig med at erhvervslivet advarer mod mangel på kvalificeret arbejdskraft når krisen vender og væksten igen kommer igang.

Og paradokset bliver ikke mindre uhyggeligt af at det er de humanistiske fag der leverer de fleste af de mere eller mindre overflødige kandidater og ph.d.'er. Oplysning og dermed uddannelse er humanismens forudsætning. Og livsvarig uddannelse er et selvfølgelig eksistentialistisk projekt og ideal. Men i denne del af uddannelsessystemet synes man havnet i en blindgyde der direkte rammer mange mennesker på livskvaliteten. Måske hænger det i virkeligheden sammen med at humaniora er på vildveje og fortsat tror at alle studier er værdifulde, selvom dette er en illusion i et samfund med masseuniversiteter, men dette er et spørgsmål der hører hjemme under behandlingen af forskningen senere i artikelserien.


Afsluttende bemærkning    Til toppen  Næste

Arbejde og livskvalitet hører nøje sammen. Arbejde er alvor og gør en forskel både på personligt og socialt plan. Det kræver altid en form for personligt engagement og personligt valg. Og indebærer altid en vis disciplin, koncentration og udholdenhed. Det kan endog være et kald, dvs være forbundet med en mere eller mindre udtalt følelse af at man tjener et højere formål med sit arbejde, der i en sådan forbindelse tidligere blev kaldt sin gerning. Arbejdet var ikke blot og bart et nødvendigt levebrød, men netop noget man engagerede sig i med liv og sjæl. Her er der ingen tvivl om at livskvaliteten kan blive optimal, men heller ingen tvivl om at mange rynker på næsen af indstillingen.

Livskvaliteten afhænger naturligvis af andre sider af tilværelsen end arbejdet, og derfor vil denne artikelserie fortsætte med artikler om livskvaliteten i forhold til kønslivet, samfundslivet, religionen, erkendelsen og aldringen.

Jan Jernewicz



Henvisninger    Til toppen


Relevante artikler på Jernesalt:

Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03):

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   


Trancendens  (2.6.02)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Livskvalitet  om undersøgelsen af livskvalitet
som Forskningscenteret for Livskvalitet har gennemført. (2.6.02.)
Meningen med livet  om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.)
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal