utils prefix normal JERNESALT - folkemoede15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.5.15.

Folkemødet på Bornholm trues af ytrings-fanatikere

Folkemødet på Bornholm - primært i Allinge og omegn - holdtes første gang i juni 2011 og er blevet en succes fordi det har forstået at kombinere politiske debatter med tvangfrit og afslappet samvær mellem folk af alle politiske afskygninger. Det er et non profit-foretagende der arrangeres af Bornholms regionskommune og som - med det svenske Almedalsveckan på Gotland som forbillede - danner ramme om mødet mellem almindelige borgere, landets politikere og beslutningstagere fra offentlige og private virksomheder og organisationer. Hovedformålet er at styrke demokratiet og den for demokratiet så vigtige dialog. Og det er faktisk lykkedes i så høj grad at der år for år kommer flere og flere mennesker til møderne og de mange events, og at de alle finder det lærerigt og fornøjeligt. Det er blevet et ægte folkemøde, der kan nyde godt af øens fortræffelige naturskønhed, gode øl og mad - og hele gæstfrihed.

Men i år er der gået agurk i den ellers sunde og velsmagende salat, og det sker paradoksalt nok i den højtbesungne ytringsfriheds navn, idet Trykkefrihedsselskabet har inviteret den kontroversielle og altid politibevogtede hollandske antiislamist Gert Wilders til Folkemødet - og vel at mærke gjort det umiddelbart efter at to bevæbnede mænd angreb en udstilling i Texas i USA hvor Gert Wilders overrakte tegneren Bosch Fawstein en check på ca. 100.000 kr. for bedste Muhammedkarikaturtegning. Mødet var arrangeret af American Freedom Defense Initiative - og det tilstedeværende politi gjorde kort proces mod attentatmændene.

Gert Wilders har sagt ja til at komme til Bornholm - og det betyder selvsagt at han skal beskyttes af både sine egne livvagter og det danske sikkerhedspoliti. Og da det lille Danskernes Parti samtidigt har inviteret nynazistiske talere til mødet, bl.a. fra det græske Gyldent Daggry og det italienske Forza Nuova, så bliver resultatet et stort opbud af politi- og sikkerhedsfolk på øen. Og det kan intet folkemøde bære, selvom det på papiret sker i ytringsfrihedens navn.

Det har da heller ikke de sidste ti dage skortet på advarsler eller opfordringer til arrangørerne om at trække invitationerne til de udenlandske ytringsfanatikere tilbage. Men hverken Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, eller regionskommunens leder, borgmester Winni Grosbøll, vil omgøre deres beslutninger. Ingen danskere er tvunget til at tage til Bornholm i uge 24, hedder det, og derfor er det op til interesserede og engagerede mennesker selv at afgøre om de vil løbe den risiko at tage til mødet der for første gang bliver både beskyttet af et væld af politifolk og samtidigt gjort til et potentielt mål for terror.



Det er vigtigt at forstå hvorfor det overhovedet kan stride mod folkestyrets og demokratiets ånd at invitere fanatiske forsvarere for ytringsfriheden til et folkemøde for demokrati og dialog. Men det ligger i at et folkemøde i ordets sande demokratiske og folkelige betydning kun kan foregå i en atmosfære af fred, fordragelighed, gensidig respekt og munterhed og derfor er fuldstændigt uforeneligt med at massivt opbud af politifolk hvis entydige formål er at bevogte kontroversielle gæster mod angreb fra modstandere af demokrati og dialog. Politi kan og skal selvfølgelig være til stede for at løse færdselsmæssige problemer og tage sig af den småkriminalitet der altid vil udfolde sig hvor der er mange mennesker. Men der skal under ingen omstændigheder være tilstedeværelse af sikkerhedsfolk hvis eneste formål er at lade øjnene gå systematisk rundt mellem deltagerrækkerne for at spotte mistænkelige personer der kunne pønse på terror.

Et ægte folkemøde forudsætter med andre ord en atmosfære af tillid og fredelig adfærd som fuldstændigt vil blive forstyrret af mistænkeliggørelse af deltagerne eller frygt for terrorhandlinger. Derfor kan Folkemødet 2015 meget vel blive det sidste i den ellers lovende række af nyskabende og folkelige møder, således som en fast deltager med feriebolig i Allinge har skrevet i et avisindlæg. Det kan ingen almindelig, politisk interesseret dansker være tjent med. Og det burde Bornholms regionskommune, Trykkefrihedsselskabet og Danskernes Parti indse hurtigst muligt - i stedet for at pukke på deres grundlovssikrede ret til at invitere kontroversielle talere til mødet.

Der skal naturligvis ikke skrides ind med forbud mod forskellige selskabers eller partiers soleklare juridiske ret til at holde møder om hvilket emne de vil eller med hvilke talere de vil. Men folkelighed er uforenelig med al pukken på juridisk ret. Den lever og ånder af selve den frihed der giver den almindelige lovlydige borger en sikker fornemmelse af at her kan man være, sige sin mening og debattere med andre uden at frygte repressalier fra magthavere og myndigheder eller overgreb fra demokratiets og folkelighedens undergravere. Derfor må mødearrangører undlade at invitere fanatiske provokatører.

Men desværre er fanatisme netop kendetegnet af altid at pukke på juridisk ret - selv i de bedste demokratier hvor ytringsfriheden er garanteret af grundloven og sikret af myndighederne, og derfor alene er truet af fanatikere der vil demokratiet til livs med alle midler. Det er i demokratiets bedste ånd at trodse og bekæmpe disse fjender, men det tjener ikke dette ædle formål at pukke på retten til at invitere provokerende talere der kun kan optræde med stor politibevogtning. Tværtimod ødelægger et sådant opbud af politifolk enhver folkelig dialog og feststemning. Men folkeligheden har det svært for tiden, fordi mange ikke forstår at den kun trives hvor den får lov at gro og virke i frihed, og altid vil vantrives hvor den skal beskyttes af jura og politi.

Ejvind Riisgård



Links:

Folkemødets hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Naivitet og fordummelse i politik - Grundproblematik  (4.3.11.)
Retorik V: Den smalle retorik fejler  (17.3.11.)
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Gravøl for oplysningen?

At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)
Demokratiet og aktivismen i Danmark  (4.10.06.)
Demokratiet og den muslimske verden
Følelser og værdier, tro og demokrati
Demokratikanonen rammer ikke plet   (18.3.08.)
Demokratiske muslimer  (2.3.08.)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Sekularisering, sprog, gud og religionsskifte
Sekulariserings-aksiomet
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Det kollektivt ubevidste
De psykiske grundprocesser
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Vilh. Grønbechs kulturopgør

Sproget  (kap. af Jernesalts 2009-filosofi)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Sproget og dets dimensioner
Sprogpsykologisk aksiom



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal