utils prefix normal JERNESALT - terrornorge220711

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.7.11.

Overlagt kynisk terrorangreb på norsk demokrati

Ugerningerne i Oslo og på Utøya 22.7.11.
Den iskolde og kyniske gerningsmand
Klart ideologisk sigte bag terrorangrebet
Det nye aspekt i den aktuelle sag
Efterretningstjenesterne i problemer
Demokratiets store dilemma
Opgøret med fundamentalismen kræver folkeoplysning
Henvisninger


Ugerningerne i Oslo og på Utøya 22.7.11.    Til toppen  Næste

Det hidtil værste terroranslag mod et skandinavisk land i nyere tid skete i Oslo fredag den 22. juli kl. 15.20, da en stor bombe på flere hundrede kilo blev sprængt midt i 'regeringskvartalet' i den norske hovedstad og alene ved sit enorme lufttryk skabte store ødelæggelser på flere ministerialbygninger, herunder selve højhuset med statsministeriet. Trykket ramte også dagbladet VG's og LO's nærliggende bygninger, blæste ruder og papirer ud, fik høje huse til at svaje og DFDS's færge til København nede i havnen til at ryste. Alt i området blev kaotisk på få sekunder. Ambulancer, politi, brandvæsen og redningsfolk kom hurtigt til og foretog de fornødne afspærringer. Syv personer blev dræbt og flere alvorligt sårede, men det begrænsede antal må nærmest ses som et mirakel i forhold til lufttrykkets styrke og de materielle skader. Mange af bygningerne er indtil videre ubrugelige på grund af risikoen for sammenstyrtninger. Alle departementer ventes dog åbnede mandag i midlertidige lokaliteter.

Men som om denne ugerning ikke var nok i sig selv, begyndte en systematisk nedskydning af deltagerne på det norske Arbejderpartis ungdomsafdelings sommerlejr på øen Utøya (i Turifjorden) ca 40 km fra Oslo. En politiklædt mand, der netop var ankommet til øen for angiveligt at orientere lejrens unge deltagere (herunder børn og teenagere) om bombesprængningen i Oslo, gav sig til at skyde alle omkring sig med et automatvåben og fik på en times tid mejet 85 af de over 500 personer på lejren ned, mens resten skjulte sig, flygtede ud på øens terræn eller ud i vandet [antallet af dræbte har politiet senere nedjusteret til 68, til gengæld er antallet af savnede nu oppe på 13]. Her blev de efterfølgende samlet op, men fem personer savnes fortsat og må formodes omkommet. Gerningsmanden blev anholdt, da politiet kom til stede, og det skete uden modstand. Han blev fængslet i Oslo, sigtet for både massemordet og bombesprægningen efter terrorparagraffen med en strafferamme på 21 år, en latterlig ramme for en sådan udåd. Men næppe nogen har forestillet sig at en større overhovedet kunne blive aktuel.

En chokeret befolkning blev løbende orienteret om sagens udvikling på norsk tv, hvis udsendelser prisværdigt blev videregivet live på DR Update de første to dage. Men der var længe usikkerhed om omfanget af forbrydelsen og sammenkoblingen mellem det der var sket de to forskellige steder. Det var uklart om der kun var en enkelt gerningsmand, eftersom alt virkede så planlagt og velkoordineret at det umiddelbart tydede på flere. Og der var naturligvis også spekulationer om hvilke organisationer der eventuelt stod bag. En ekspert pegede endog på lighedspunkter med al-Quadas aktioner, men denne automatrefleks skete vel at mærke inden omfanget af massakren på Utøya stod klart. Sammenkoblingen af de to ugerninger er enestående.

Statsminister Jens Stoltenberg fra Arbejderpartiet holdt om aftenen pressemøde om sagen sammen med sin justitsminister. De kunne naturligvis ikke komme med særligt mange forklaringer. Men Stoltenberg understregede at han opfattede terrorangrebet som direkte rettet mod det norske demokrati. Han fremhævede specielt at Utøya med de årlige sommerlejre for ham selv og mange andre socialdemokrater stod som et paradis, men nu var blevet forvandlet til et helvede der ville komme til at præge de overlevende deltagere for livet. Han skulle selv have talt på lejren den følgende dag.

Sympatitilkendegivelser til regeringen, de pårørende og hele det norske folk strømmede til landet fra hele verden, herunder også fra den danske og den svenske statsminister samt USA's udenrigminister. For alle har det været chokerende at konstatere et sådant terroranslag mod et normalt fredeligt og velfungerende demokrati som det norske. Og for alle er det nærmest ufatteligt at en enkelt mand kan være så koldblodigt ond.


Den iskolde og kyniske gerningsmand    Til toppen  Næste

På Utøya optrådte gerningsmanden så iskoldt og kynisk, at det bagefter stod fuldstændigt klart, at der ikke var tale om en sindsforvirret mand der på impulsiv vis var gået amok i en eller anden blodrus. Gerningsmanden viste sig at være en 32-årig veluddannet, velformuleret og veletableret etnisk norsk mand ved navn Anders Breivik, der er single og har boet hos sin fraskilte mor i Oslo, og iøvrigt ført et stille og tilbagetrukket liv. Han ejer firmaet Geofarm med domicil på en lejet gård nord for Oslo, og gennem dette firma har han haft ubegrænsede muligheder for at købe kunstgødning med højt koncentrat af ammoniumnitrat som er velegnet til at lave sprængstof af på en relativt simpel måde (ved at blive blandet med bl.a. dieselolie). Efterforskningen har vist at Breivik i maj måned købte 6 tons af stoffet, hvoraf halvdelen stod tilbage på gården. Og en ekspert i sprængstoffer har ud fra effekten af Breiviks bombe i Oslo skønnet at den må have været på mindst 500 kilo, muligvis det dobbelte. Det er siden kommet frem at bomben var på 900 kilo.

Breivik har haft våbentilladelse til tre forskellige typer håndvåben, en revolver, et haglgevær og det automatvåben han brugte på Utøya. Han har været medlem af en skydeklub, men det norske politi har ingen registrerede ulovligheder på manden før fredag.

Breivik har også været medlem af Frimurerlogen og regner sig iøvrigt for både stærkt konservativ og kristen. Politisk er manden yderst nationalistisk og har indtil 2004 været medlem af Fremskridtspartiet (søsterparti til Dansk Folkeparti), der i dag er det næststørste parti i Norge med 22 % af stemmerne ved sidste valg, men som holdes uden for politisk indflydelse, fordi det af de øvrige norske partier - demokratisk set uhensigtsmæssigt - betragtes som ikke-stuerent, skønt det har flyttet sig betydeligt gennem flere år. Breivik forlod da også partiet fordi han var utilfreds med dets villighed til at gå på kompromis med idealerne. Partiets folk er i hans øjne karrierepolitikere og ikke på nogen måder idealister der er villige til at tage en risiko.

Breivik har ytret sig på nettet, på facebook og twitter, og har her bl.a. udtalt sin afsky for den tidligere mangeårige leder af Arbejderpartiet Gro Harlem Brundtland der var Norges statsminister 1981, 1986-89 og igen 1990-97, og som ikke mindst i den sidste periode blev betragtet som Norges landsmoder. Hun var leder af FN's Verdenskommission for Miljø og Udvikling 1984-87 og chef for Verdenssundhedsorganisationen WHO fra 1998-2003. Og hun havde netop talt på partiets ungdomslejr på Utøya dagen før Breiviks udåd. (Det er kommet frem at Breivik havde Brundlandt som mål, men kom for sent til Utøya).

Breivik har på nettet stemplet Gro Harlem Brundtland som landsmorder der opfattede alle modstandere af indvandrerne som racister. Selv somaliere (med norsk pas) som tygger kat hele dagen, banker konen og sender halvdelen af understøttelsen til (terrororganisationen) Al-Shabaab, skal opfattes som fuldgyldige nordmænd, har han skrevet. Det ligger derfor ganske klart at Breiviks terrorangreb i fredags i Oslo og på Utøya havde et bevidst udvalgt mål. Det var primært Arbejderpartiet han har ønsket at ramme. Og grunden synes at være dette partis indvandrerpolitik.

Breiviks holdning til indvandrerne, islam og multikulturalisme er i hvert fald meget klar: "Hvor mange tusinde nye europæere må dø, hvor mange hundredtusinder europæiske kvinder skal voldtages, millioner berøvet og chikaneret, før du forstår at multikulturalisme+islam ikke fungerer? Hvorfor tror du Norge blver det første land i verden de sidste 1400 år, hvor dette vil lykkes?"


Søndag morgen kom det frem, at Anders Breivik umiddelbart før sin uhyggelige forbrydelse havde lagt såvel et 1500 siders langt manifest som en 12 minutter lang video ud på nettet. I manifestet gennemgår han sin filosofi i dagbogsform (store dele af den stammer angiveligt fra andre kilder), og han røber desuden udførligt hvordan man fremstiller bilbomber. Det fremgår at manden har planlagt sine ugerninger over ikke mindre end ni år, således at man også af denne grund kan afvise enhver bekvem teori om at manden blot var sindsforvirret. Vi står tværtimod over for en nøje kalkulerende og meget reflekterende mand der formulerer sig godt og præcist. Dokumentet vil i de kommende dage utvivlsom blive nærlæst af såvel politi og efterretningstjeneste som af analytikere med særlig forstand på terror, psykologi og filosofi.

Videoen viser i en nøddeskal hvad Breiviks sigte med terroren har været. Hans store drøm og mål er en Europæisk uafhængigserklæring i 2083, dvs i 200-året for USA's uafhængighed.

I fire afsnit gennemgås med billeder, musik og tekst på engelsk (1) Kulturmarxismens storhed i Vesteuropa fra 1968 til dag, og der tales her ikke om EU, men om EUSSR ligesom FN kaldes marxistisk. (2) Den islamiske kolonisation, hvor EU kaldes den Eurabiske Union, og hvor der gang på gang hentydes til islamistiske overgreb og trusler mod europæisk kultur. (3) Håbet understreger nødvendigheden af styrke, offervillighed, vold og martyrium, og der henvises til den europæiske histories heltemodige indsats for kristendommen: korstogene (med bl.a. Richard Løvehjerte), polske Jan Sobieski's kamp mod de tyske korsriddere og østrigernes kamp mod osmannerne. Sloganet fra Olav den Helliges slag ved Stiklestad 1030 'Fremad, kristne stridsmænd' trækkes frem. Endelig fremmaner (4) Den nye Begyndelse, dvs 'Den Store Konservative Revolution' eller 'Den Europæiske Borgerkrig 1999-2083', og det understreges at den nye Europæiske Ridderorden står i opposition til alle 'had-ideologier' (!): multikulturalismen (= marxismen), islamismen og nazismen.

Videoen er ren propaganda, og det vil sige at den systematisk spiller på de psykiske primærprocessers evne til frie associationer mellem forhold der ikke har logisk eller historisk sammenhæng, men den er godt lavet og meget klar i sit budskab. Ingen kan være i tvivl om Anders Breiviks formål med terrorangrebet, det er at ramme det demokratiske samfund. Hans advokat har da også fortalt, at Breivik har tilstået udførelsen af sine gerninger, men ikke erkendt nogen skyld. Gerningerne er grusomme, men de har i Breiviks egne øjne været nødvendige. Og advokaten har også røbet, at Breivik i retsmødet mandag vil redegøre for sine motiver - ligesom han iøvrigt har indvilliget i at lade sig lægeundersøge. Begge dele må naturligvis afventes, før en endelige vurdering kan afsiges. Store overraskelser skal ikke ventes, men det er givet at Breivik vil prøve at udnytte retssagen i propagandaøjemed for sin store historiske mission.


Klart ideologisk sigte bag terrorangrebet    Til toppen  Næste

Der tegner sig med andre ord allerede nu et usædvanligt klart billede af en terrorist der fuldt bevidst har valgt om ikke martyrdøden (dødsstraffen er forlængst afskaffet i Norge, og aktionen var ikke en selvmordsaktion) så i hvert fald martyriet gennem en udåd der har ramt ofrene usædvanligt brutalt og utvivlsomt vil blive husket i generationer. Breivik vil som det fremgår af hans manifest bruge retsmøderne til at fortælle verden om sin store mission. Men aktionen vil ikke ændre det politiske billede i Norge på anden måde end at øge opbakningen til Arbejderpartiet og demokratiet. Og den vil ikke ændre kultursituationen, da indvandringen nok fortsat vil give problemer i Norge som i alle de øvrige vesteuropæiske lande, mem slet ikke kan betegnes som en kamp mellem kristendommen og islam eller mellem kristendommen og den uskønne blanding af marxisme og islamisme som Breivik kalder 'multikulturalisme', men som er frit opfundet af ham til formålet - og ikke svarer tl hvad vi andre i almindelighed lægger i udtrykket.

Breivik er hverken uvidende, dum eller sindsforvirret, men han har oparbejdet en tro på en kristen konservatisme som er ren ønsketænkning og ikke har nogen gang på jorden i vestlige lande der forlængst er blevet åbne sekulære demokratier. Breiviks filosofi må uanset dens sammenstykning betegnes som en helt specifik form for fundamentalisme som hverken findes blandt almindelige kristne fundamentalister, blandt sædvanlige anti-muslimer eller blandt indvandrerkritiske partier som det norske Fremskridtparti, de Sande Finner eller Dansk Folkeparti.

Breiviks tro bygger ikke på had, men på illusioner om renhed, og den afsløres ganske glimrende i det citat han bruger i et internetindlæg og som stammer fra den engelske liberalist og utilitarist John Stuart Mill: Et enkelt menneske med tro har samme styrke som 99 mennesker som kun har interesser. Og dette er da psykologisk set ikke helt hen i vejret, da en virkelig overbevisning nu engang giver større psykisk styrke end opportunistiske hensyn. Men man kan bare ikke slutte, at jo mere fundamentalistisk ens tro bliver, jo lettere kan man sejre over opportunisterne eller de politisk korrekte. Breivik skriver oven i købet ukorrekt '100 tusinder' i stedet for '99' i citatet, og det understreger hans naivitet.


Hele denne falske tro på renhed er en form for viljessyge. Den næres af folk der vil have deres vilje, og som tror at det gælder om at fortrænge al tvivl, alle forbehold og alle modargumenter. Pudsigt nok findes troen hos en original tænker som Søren Kierkegaard der hævdede at hjertets renhed (!) er at ville ét. Og den beundrede svenske statsminister Olof Palme definerede politik som kunsten at ville (underforstået: jo stærkere vilje, jo bedre politik). Sådanne tanker er slet ikke uforståelige, de er blot yderst betænkelige, fordi de undsiger sund tvivl og omtanke - og ikke mindst selve den humor der betyder at mennesket kan træde ind i "tragediens område", hvor det at have ret hører op.

Det er derfor ikke underligt at folk der falder for illusionen om tro som en dogmatisk overbevisning uden refleksion, tvivl og modforestillinger i værste fald kan havne i en illusion om dommedag: De ser ikke blot kriser omkring sig, men et forfald der med nødvendighed ender i det totale ragnarok, medmindre folk vågner op til dåd og gør oprør mod uduelige magthavere der blindt fører alle mod afgrunden. Ja, disse illusionerede mennesker går faktisk hen og foretrækker dommedag fremfor at leve videre med den udvikling de ser som ét stort forfald de ikke er i stand til at ændre. Og heraf kommer det at de kan foretrække martyriet og selvdestruktionen fremfor en modus vivendi hvor alle bøjer sig for hinanden, bevarer fællesskabet, men accepterer forskeligheder og uenigheder.


Det nye aspekt i den aktuelle sag    Til toppen  Næste

Ud fra denne analyse kan der kun advares mod forenklede forklaringer på Anders Breiviks kyniske forsøg på at lide martyriet for at pege på nødvendigheden af en totalomvæltning.

Det er påfaldende at så mange kommentatorer, herunder journalisten Claus Buhr på DR1, gør alt hvad de kan for at få sat Anders Breivik i bås som højrenationalist eller højreekstremist og bekvemt påpeger hans tidligere forbindelse til det norske Fremskridtsparti eller endog det svenske nynazistiske Netforum. Eller at de tilsvarende er afvisende over for forestillingen om at Breivik har handlet alene.

Men kendsgerningen er jo at den intelligente, men yderst rabiate og ensporede Breivik på grund af sine urokkelige meninger ikke har kunnet falde til i andre partier eller organisationer, og at han tydeligvis har været for ekstremistisk ikke blot i ord, men i ønsket om eller viljen til handling.


I betragtning af at manden har arbejdet med planlægning af terrorangrebet i mange år og i denne lange periode har gået meget stille med dørene, undladt at provokere med indiskutabelt hadefulde ytringer mod andre og iøvrigt opført sig borgerligt reglementeret og lovlydigt, så er der intet i vejen for at han kan have udført sin ugerninger alene eller i hvert fald uden hjælp fra mennesker der er blevet direkte indviet i hans planer.

Der synes at være tale om en mand der i hele sin forestillingsverden kun ser fjender i muslimer, marxister og almindeligt tolerante socialdemokrater der i deres naivitet går ind for multikulturalismen. Han går ind for en absolut konservatisme og en absolut kristendom der står i uovervindelig modsætning til fritænkerisk marxistisk absolutisme, islamistisk absolutisme og en sund pragmatisk relativisme (der ikke nødvendigvis ophæver alle absolutter, men stiller begreber og holdninger i relation til hinanden). Og han går som flere af disse modstandere det skridt videre, at han er fast overbevist om et enten-eller. Enten sejrer den ene side eller også den anden side. Og vé den side der taber.

Det er et yderst fatalt synspunkt, og det har i det konkrete tilfælde ført til en ufattelig tragedie, men det er én mands værk der bygger på én mands livsløgne. Og derfor skal der ikke drages for vidtgående konklusioner af sagen. Den kan ulykkeligvis inspirere lige så ensporede, intelligente mennesker til forsøg på lignende ugerninger, og forårsage nye tragedier, men selv i værste fald vil sådanne forsøg ikke føre til omstyrtelse af det vestlige demokrati og dets store værdier.


Efterretningstjenesterne i problemer    Til toppen  Næste

Det er klart af den norske efterretningstjeneste nu må undersøge om den har overset faresignaler der burde have givet anledning til efterforskning med henblik på at forebygge en planlagt terroraktion. Men det er langt fra sikkert at det har været tilfældet.

Tværtimod må det understreges, at netop hele karakteren af Anders Breiviks langvarige og systematiske forarbejder og planlægning har været af en sådan forsigtig og upåfaldende art, at det er vanskeligt at forestille sig at nogen efterretningstjeneste skulle have kunnet spore noget mistænkeligt.

Det nye i sagen er netop den systematiske singularitet, langmodighed og intelligens, og det kan næppe føre til forbedret overvågning i almindelighed. I det omfang andre fanatikere måtte blive inspireret til forsøg på lignende aktioner, vil det næppe kunne opdages, medmindre de begår deciderede fejl (jf. fx den danske Blekingegadebandes langvarige held til at undgå opdagelse). Efterretningstjenesterne skal naturligvis have beredskabet i optimal stand, men de vil aldrig kunne forebygge enhver terrorhandling - og de vil aldrig kunne overvåge alle mennesker altid alle steder - uden at ødelægge selve det demokrati i hvis tjeneste de er.

Måske vil det være en mulighed for prævention at registrere store indkøb af en handelsvare som kunstgødning der kan bruges til bombefremstilling, men dette vil næppe kunne forhindre al handel med stoffet til illegitime formål.


Demokratiets store dilemma    Til toppen  Næste

Det store dilemma for det åbne sekulære demokrati er at det på den ene side er nødt til at bekæmpe fjender og undergravere af demokratiet, men at dette på den anden side ikke må ske på en sådan måde at demokratiet undergraves indefra.

Det sekulære demokrati bygger på trosfrihed og ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder som naturligvis må forsvares, hvis demokratiet skal have mening. Men der går en grænse for dette forsvar, fordi også modstandere af demokrati principielt må have ret til at ytre sig således at selve demokratiet kan debatteres sagligt og fornuftigt i det offentlige rum. Det er faktisk den allerbedste måde at integrere nye generationer i demokratiet på. Det er derfor ikke rettighederne som sådanne der skal indskrænkes eller anfægtes, men derimod handlinger der direkte sigter på overtrædelser af gældende love og undergravning af eksisterende, demokratisk kontrollerede institutioner der skal forhindres eller forebygges og i givet fald strafforfølges. Det er lettere sagt end gjort, men domstolene har efterhånden ganske god erfaring i at håndtere tvivlstilfælde. Og de burde ud fra den foreliggende sag have en langt videre straframme at dømme efter. 21 års fængsel for ugerninger som Breiviks er alt for lidt.

Det sekulære demokrati bygger desuden på viljen til integration, inklusion og fællesskab, og det må derfor altid være forpligtet til at overvinde modstand mod integration, følelse af udstødelse og mangel på fællesskab. Hertil tjener ikke blot integrationspolitik, undervisnings-, uddannelses- og oplysningspolitik, men også et pluralistisk kulturliv der tillader mange blomster at gro og blomstre inden for fællesskabet - for diversitetens skyld. Pluralitet er imidlertid noget andet end multikulturalisme, for pluralitet er mulig inden for alle kulturer, mens flerhed af kulturer ikke er forenelig med eksistensen af en grundliggende fælleskultur. Eller sagt på en anden måde: enhver kultur kan have mange subkulturer, men den kan ikke bevare sammenhængen og sammenhængskraften uden et fælles grundlag af både bevidst og ubevidst art, herunder sproget, historien, debatformen og fællesskabet om vigtige normer og ritualer.


Det store problem ved en uforholdsmæssig voldsom indvandring af den art de nordiske og mange andre vesteuropæiske lande har været udsat for siden slutningen af 1950'erne har netop været at man fra politikernes side har været for large med hensyn til give statsborgerskab til indvandrere der har været passive i integrationen. Politikerne har gjort det af misforståede og i vid udstrækning rent naive, sociale og humane grunde, og de har simpelthen ikke i tide forestillet sig de uheldige følger af de velmente, ubegrænsede tildelinger af rettigheder. Det store flertal af politikere har med andre ord handlet naivt multikulturelt uden fornøden bevidsthed om at multikulturalismen principielt undergraver den monokultur som på folkelig basis er groet af sig selv og netop i kraft af denne folkelige dannelsesform har vist sig tilpasningsdygtig til stort set alle udfordringer fra såvel ny teknologi og international økonomi som arbejdskraftens rimelige bevægelighed.

Multikulturalismen har i det omfang den overhovedet har været bevidst været af overvejende elitær og intellektuel art. Den har været ufolkelig og har følgelig givet særligt store problemer for de socialdemokratiske partier i Norden der i vid udstrækning i årene 1955-80 har bestemt velfærdssamfundets udvikling på godt og ondt, herunder tilladt en alt for stor og skæv udbygning af den offentlige sektor. Det har i realiteten betydet en væsentlig nedprioritering af frihedsprincippet til fordel for ligheds- og tryghedsprincippet, idet tryghedsprincippet oven i købet er givet som gratisydelse til indvandrerne.


Det er på denne baggrund ikke uforståeligt at der kan rejse sig en betydelig folkelig modvilje mod indvandrerne med muslimsk og dermed meget fremmed baggrund, og det er heller ikke mærkeligt at en sådan modvilje i værste fald kan føre til så ekstreme holdninger og handlinger som vi har set hos terroristen Anders Breivik. I hans specielle tilfælde bliver sagen naturligvis ikke bedre af en fuldstændig håbløs sammenblanding af islamisme og marxisme. Breivik fatter intet af ligheds- og tryghedsprincippets mening og positivitet, men opfatter sig som liberalist. Men han fatter heller ikke at netop frihdsprincippet efter sin natur må føre til en dynamik i udviklingen som umuliggør en absolut konservatisme.

Breivik er en ensporet fanatiker og ekstremist i særklasse, fordi han er komplet ude af stand til at forstå komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet såvel som komplementariteten mellem den naturlige og sunde, selvgroede nationalisme og den kulturelt nødvendige, men dynamiske og udfordrende internationale udvikling som kræver vedvarende tilpasning. Han er desuden fanget i storhedsdrømme og -vanvid. Men det betyder altsammen at han er 'uden for pædagogisk rækkevide' og at al moralsk belæring preller af på ham. Derfor bekæmper man ikke hans slags med simpel pædagogik eller moralisme.


Opgøret med fundamentalismen kræver folkeoplysning     Til toppen  Næste

Ekstremisme og terrorisme kan ikke totalt udryddes i noget samfund, heller ikke i de oplyste moderne vestlige samfund med høj levestandard, fornuftig sekularisering og god social solidaritet. Der vil altid kunne dukke mere eller mindre gale, dvs ensporede og fanatiske mennesker op der ikke vil integreres i samfundene, men tværtimod vil bekæmpe dem og i givet fald foretrække at dø for omstyrtningens sag fremfor at leve med en tilpasning.

Veludviklede velfærdssamfund har imidlertid en forpligtelse til for sin egen sammenhængs og indre konsistens' skyld at sørge for at flest mulige integreres i det normale samfundsliv og færrest mulige falder udenfor. Problemet er at de moderne samfund er blevet yderst komplekse som følge af at udviklingen - teknologisk, økonomisk, socialt og kulturelt - er dynamisk og fremmer forskellighed og dermed indirekte også uligheden. Frihed fører efter sin natur til større forskellighed og ulighed (selvom det regnes for ukorrekt at sige det højt), og det er en illusion at velfærdssamfundene kan forhindre det i trygheds- og lighedsprincippets navn.

Modsætningen mellem frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet er fundamental og uophævelig. De to principper er imidlertid lige uundværlige for kulturen og udviklingen, og de skal derfor betragtes som ligeberettigede og komplementære. Dette er imidlertid svært at forstå og at acceptere for mange mennesker, fordi de fleste er vant til at tænke i enten-eller baner: enten er noget rigtigt eller også er det forkert. Enten er en sag, en politik, en filosofi god eller også er den ond. Enten er et menneske godt eller også er det ondt. Skillelinjen er klar og gør det nemt at inddele forhold og mennesker.

I hele denne tænkemåde, der knytter sig meget tæt til indlæringen af de psykiske sekundærprocesser og selve de logiske konstanter, ligger kimen til al fundamentalisme og al uvilje og alt had til det der afviger fra en selv og det man står for. Udvikles fundamentalismen til en fanatisk kamp mod det anderledes, går det for alvor galt, for da dukker totalitarismen, ekstremismen og terrorismen op som en fristende mulighed.


Alle oplyste og demokratisk sindede mennesker er enige om at denne fundamentalisme og ekstremisme skal forebygges og bekæmpes, men desværre gør ikke ret mange mennesker sig klart at nyttig og effektiv forebyggelse ikke bare består i almindelig oplysning om de demokratiske ideer eller moralsk belæring om tolerance og forståelse. Fredelige og tolerante mennesker belærer gerne andre om fred og tolerance - og tror at verden bliver fredelig jo mere der prækes. Men det gør den ikke, for mennesket er ikke bare empatisk og fredeligt indstillet af natur, men også aggressivt, dynamisk og entreprenant. Og derfor opstår der uundgåeligt i ethvert samfund og enhver kultur modsætninger mellem folk.

Kunsten i demokratisk politik er derfor ikke at belære folk om tolerancens og den gensidige forståelses nødvendighed, for det preller af på mange som vand på en gås, men at lære folk - og navnlig børn og unge - at håndtere forskellige dynamiske impulser, tanker og føleler på en fornuftig måde, så alle kan udfolde sig og udvikle sig uden at det går ud over andre. Og dette lærer børn og unge vel at mærke ikke gennem moralske belæringer eller teoretiske forklaringer, men alene ved på egen krop af se og føle impulsernes spil i sindet og forstå deres veje. Det eneste der tæller er læring gennem erfaring og selverkendelse.

Det allervigtigste i denne sammenhæng er at lære at håndtere modsatrettede impulser af både følelsesmæssig og tankemæssig art, således at man lærer at acceptere dem som ligeberettigede og gavnlige til hver sine formål - uden at forfalde til enten-eller tænkningen. I sidste ende er det den eneste udvej af fundamentalistisk og dogmatisk tænkning og derfor også den eneste vej til forebyggelse af ekstremisme og terorisme.


Det er karakteristisk for reaktionerne på terroristen Anders Breiviks grusomme ugerninger den lange fredag den 22. juli at alle ansvarlige politikere straks påpegede nødvendigheden af at stå sammen om vore fælles demokratiske værdier. Ingen demokratisk sindede mennesker kan være imod denne tankegang, men enhver med blot nogen psykologisk indsigt bør kunne se at den er helt utilstrækkelig til at forebygge ødelæggende ekstemisme og fundamentalisme. Hertil kræves en dybtgående folkeoplysning, der ikke nøjes med ord, belæringer og forklaringer, men som går i kødet og sjælen på børn og unge ved at give dem grundige personlige erfaringer om de psykiske grundprocesser og komplementaritetens måde at tackle modsætninger på.

Alle i Norge og omliggende lande er chokerede over Anders Breiviks terrorangreb mod det nordiske demokrati, men der er ingen grund til at tro at det umiddelbart vil danne model for nye terrorangreb, dertil er det for specielt. Der er derimod grund til at tage forbryderens komplette mangel på forståelse for såvel historiens gang som psykens indretning alvorligt - og benytte anledningen til at gå i gang med en folkeoplysning der retter op på den selvsamme mangel på forståelse som er udbredt i befolkningen og som bl.a. indebærer at folk chokeres over ugerningen uden rigtigt at forstå dens baggrund.

Ugerningen har en baggrund - og den bliver folkeoplysningen nødt til at tage op til grundig behandling.

Jan Jernewicz


Henvisninger:    Til toppen

Links til:

Den norske regerings hjemmeside
VG (norsk)
Aftenposten (no)
Dagbladet (no)


Relevante artikler på Jernesalt:

Breivik-debatten tager ikke tyren ved hornene: det emergente kultursammenstød i Europa  (20.6.12.)
Brevik-sagen udfordrer norsk psykiatri og retsfølelse  (5.1.12.)
Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring  (5.8.11.)
Har Norge mistet sin uskyld med terrorangrebet?  (30.7.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Hvorfor terrorisme?  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)


Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)


De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi


Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritet genrelt
Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener


Humor
Humor og tragedie
"Tragediens område"


Artikler om Terrorismen
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal