utils prefix normal
JERNESALT - sprogogvirkelighed
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.8.07.
Sproget og virkeligheden
Sproget bryder situationsafhængigheden
Tungemål og skriftsprog
Sprogets dimensioner
Sprogets barrierer
Dagligsprog og modersmål
Jargon og slang
Dagligsprogets stabilitet
Sprogets musik
Henvisninger
Sproget bryder situationsafhængigheden Til toppen Næste
Sproget er det der adskiller os fra dyrene. Disse har ganske vist - ligesom spædbørn - et såkaldt 'signalsprog' der er glimrende til at angive elementær fare, angst, glæde, sult og længsel efter trøst og tryghed m.v. Det kan endda blive ganske nuanceret og udtryksfuldt - som fuglesang eller spontan barnepludren - men det er bundet til den konkrete stemning og situation i tid og sted.
Menneskesproget - det voksne menneskes sprog - er kendetegnet af at situationsafhængigheden er brudt, således at det kan bruges såvel konkret som abstrakt og om både nutidige og fortidige situationer, ja, endog om fremtidige eller tænkte situationer. Sprogets tegn er med andre ord 'symboler' i bredeste forstand. Hvad enten der er tale om et lydtegn, et skrifttegn eller et billedtegn kan symbolet bruges som forkortet eller overført kendetegn for et begreb, et sagforhold eller en adfærdsmåde på en måde der enten er umiddelbart indlysende eller beror på vedtægt og dermed indlæring. I mange sammenhænge som kunst, religion, politik og humor kan tegnet bevidst eller ubevidst være forbundet med associationer der gør det flertydigt.
Derfor er sproget ikke blot oprindeligt et middel til forståelse, men som Storm P. slog fast efterhånden også et middel til misforståelse. Han synes at have beklaget denne udvikling, men det er slet ikke sikkert at den har fundet sted. Sproget har formentlig været flertydigt fra sin allerførste opdukken. Og det betyder at humoren altid har ligget i sproget og menneskekulturen.
Den franske politiker og diplomat Talleyrand kunne derfor hævde at sproget er givet menneske for at de kan skjule deres tanker. Søren Kierkegaard rettede udsagnet til en påstand om at sproget var givet menneskene for at skjule at de ingen tanker har. Og dette røber i hvert fald klart åndsaristokraten i SK.
Den vittige tjekiske forfatter Carel Capek mente at sproget blev givet mennesket for at kunne gøre indsigelse - og dette turde være en klar understregning af både dobbeltheden i sproget og sprogets betydning for den menneskelige frihed. Sprogets uforklarlige opståen i evolutionen - som et elementært og emergent fænomen - er ikke alene det afgørende punkt i menneskeslægtens udvikling. Det er efter sin art kulturigangsættende.
De første mennesker spiste af 'kundskabens træ' hedder det i 'Syndefaldsmyten', og dette betød at de blev bevidste om deres situation i forholdet til ophavet - og iøvrigt også i forhold til kønnet. I og med at dette skete forlod de den paradiske tilstand af kronisk uskyld - ligesom ethvert ungt menneske gør det på et eller andet tidspunkt i puberteten. Og dermed begyndte og begynder kulturen. Mennesket kunne se forskel på godt og ondt og dermed fik det friheden og ansvarligheden.
"I begyndelsen var ordet", lyder den ofte citerede indledning til Johannes-Evangeliet, men det er en sandhed med modifikation. For det første lyder fortsættelsen at Ordet var hos Gud og Ordet var Gud, og dette henviser til Jesus og hans ord om frelse. Så den begyndelse Johannes taler om er altså den kristne menigheds og det kristne budskabs begyndelse. For det andet fik Adam og Eva også ordet til deres rådighed, så de bl.a. kunne give dyrene navne. Men dette blev ikke udslaggivende. Afgørende blev først den dybere indsigt i tilværelsens mysterier der var forbundet med bevidstheden om kønsforholdet og autoritetsforholdet. Denne indsigt og først den gav friheden og valgmulighederne og dermed også ansvaret for at træffe de rigtige valg, de valg der fører til opbygning og udvikling fremfor til nedbrydning og forfald.
Sprogets flertydighed og valgfrihed sætter sproget i særklasse som selve fundamentet under den menneskelige eksistens og eksistensforståelse. Sproget givet os en vis uafhængighed i forhold til virkeligheden, fordi denne bliver fortolkelig og mulighedsrig, men til gengæld bliver vi dybt afhængige af selve sproget. "Vi hænger i sproget", som et af Niels Bohrs oftest citerede synspunkter lyder. Dette betyder helt bogstaveligt, at vi aldrig i vores forståelse af virkeligheden kommer bag om sproget, for virkeligheden eksisterer slet ikke for os uafhængigt af vores relationer til den.
En absolut og uforanderlig verden uden for vor bevidsthed eksisterer, som matematikeren Tobias Dantzig har pointeret, kun i teologiske spekulationer. Og at betragte vore sansers nøgne virkelighed som en ærkerealitet er efter hans mening lige så værdiløst. Den eneste virkelighed der kan tages som et sandhedskriterium er den objektive, levende og groende organisme som er fælles for mange og kunne være fælles for alle - takket være sproget. Dette besidder igen en klar dobbeltfunktion: det er både konkret og abstrakt. Sproget er udtryk for selve vekselspillet mellem os og virkeligheden. Og i denne egenskab er det med Norbert Wieners ord vort fælles spil mod forvirringens kræfter. Det kan ikke bare videregive oplysninger - om data, følelser, meninger - men også tjene som grundlag for effektive handlinger, ja sågar gennemtvinge et synspunkt imod bevidst modstand. Der er visse ord, visse ytringer eller informationer, der trænger så langt ind i et 'kommunikationsapparat', som kybernetikeren Wiener kalder det, at de bliver igangsættere for handling og skaber forandringer. At vi hænger i sproget, betyder derfor også at vi hænger i etikken.
Nærværende artikel er som alle artikler på Jernesalts hjemmeside udtryk for en subjektivt eksistentiel synsvinkel til forskel fra en mere eller mindre neutral eller 'objektiv' akademisk. Afgørende er hvad vi kan bruge sproget til eksistentielt, og ikke hvad man teoretisk kan sige om sproget som system.
Derfor handler artiklen ikke om lingvistik, den gren af sprogvidenskaben der begyndte med Ferdinand de Saussure's forelæsninger i almen lingvistik i begyndelsen af 1900-tallet, og som primært er en teori om sproget som system eller formel struktur. Lingvister er ikke blinde for sprogets funktionelle side, den semantiske og psykologiske side, men strukturalismen har været dominerende og førte her i landet til bl.a. Louis Hjelmslevs sprogteori. Det var ikke lavtflyvende forestillinger denne Hjelmslev gjorde sig om sin videnskab. Sprogstrukturen åbenbarer sig efter hans mening som ikke mindre end "et stade ud fra hvilket alle videnskabelige emner samlende lader sig anskue". Ja, "sprogteorien føres af indre nødvendighed til at erkende ikke blot sprogsystemet, men også mennesket og menneskesamfundet bag sproget, og menneskers samlede erkendelsesområde gennem sproget".
Et stort navn i strukturalismen, etnologen Claude Lévi-Strauss, hævdede at han havde dokumenteret at mennesket var blevet opløst som et ubetydeligt opbevaringssted for matematiske systemer. Han havde bevist, at mennesket var dødt, men den slags kom der naturligvis reaktioner på, bl.a. fra Ricoeur og Noam Chomsky - og mange flere i nyere tid. Og de mange teorier er som alle andre grundige og systematiske undersøgelser altsammen af en vis interesse, fordi de kan føre til nye teorier! Men man kan ikke fortænke den britiske dramatiker Tom Stoppard i at karakterisere lingvistiske analyser som "en mængde sætninger der påpeger at vi ikke altid mener hvad vi siger, selvom vi har til hensigt at sige hvad vi mener."
Det sprogpsykologiske aksiom der hyldes på disse sider peger på sprogets eksistentielle funktion: Sproget beror på udviklingen af de psykiske sekundærprocesser - og de hertil i hjernen hørende neurale netværk af dendritter. De er herigennem forudsætningen for al fornuft og rationalitet og således vort fælles middel mod forvirringens kræfter. Dagligsproget er i kraft af dets vaghed og mangetydighed mere stabilt end fagsprogene. Rationaliteten ligger så at sige i selve stabiliteten, men fornuften må indrømme det irrationelle - og dermed de psykiske primærprocesser - afgørende eksistentiel betydning som bærere af værdigrundlaget. Sprogets dobbeltfunktion er essentiel for forholdet mellem sprog og virkelighed.
Tungemål og skriftsprog Til toppen Næste
Talesproget er det helt fundamentale i menneskets sproglige udvikling. Man véd ikke hvornår det er opstået, men kan vel regne med at det hører til homo sapiens der har et par hundrede tusinde år på bagen. Men sprog i nutidig forstand antages ifølge Ebbe Spang Hansen først at foreligge omkring 40.000 år f.v.t. Menneskesproget er primært et akustisk-auditivt system, og heri ligger overlegenheden. Den lydlige kommunikation er simpelthen bedre end den visuelle ved at kunne bruges i mørke og på større afstande. Og det er sammenkoblingen af lyd og indhold der sætter det hele i gang, således som det også kan iagttages i børns sprogudvikling.
Man regner med at der findes en fem-seks tusinde forskellige sprog i verden, som man i forskningen inddeler i forskellige sprogætter som den indoeuropæiske, sino-tibetanske og afroasiatiske (incl. de semitiske). Den førstnævnte tales af over halvdelen af jordens befolkning, den anden af over en milliard og den tredje af over 300 mio. Der er såvel store ligheder som store forskelle mellem dem, bl.a. hvad angår grammatisk struktur. I indoeuropæiske sprog er den aktivt handlende person udgangspunktet i sætningsopbygningen, mens det i andre sprog er den passive person, altså den handlingen går ud over. Tysk regnes af mange grunde for besværligt, særligt i grammatisk henseende. Mark Twain beretter således om en californisk student i Heidelberg der havde besvær med bøjningerne. Han kom til det resultat at han hellere ville bøje to 'genstande' end et tysk adjektiv. Et andet problem er at verbet ofte kommer til allersidst - også i de for tysk særligt lange sætningskonstruktioner. Dette har fået en englænder til ligefrem at hævde, at det at vente på det tyske verbum er den ultimative gysen.
Sprog som de semitiske og de indoeuropæiske antages på grund af deres formrigdom at have været særligt tilskyndet til at isolere lydelementet og derved efterhånden udvikle en alfabetskrift, en form for generalisation kunne man også sige som gjorde det lettere at lave tegn for ordene. Kinesisk og japansk er derimod fortsat skrifttegnssprog med flere tusinde tegn som skal læres hvis man vil beherske sproget. Det skønnes at tage et kinesisk barn dobbelt så lang tid at nå lige så langt som et dansk barn i indlæring af skriftsproget. Sven Burmester mener ligefrem at selve dette skrifttegnssprog vil blive en barriere for kinesernes muligheder for at påvirke omverdenen på det civilisatoriske plan, trods rigets stigende økonomiske betydning.
Skriftsproget har - udover den praktiske fordel at man kan nedfælde hvad der bliver sagt og tænkt - den ejendommelige indvirkning på kulturen, at tidsopfattelsen ændres, fordi den lineære eller diakrone historie bliver mulig. Det offentlige rum tilhører ikke længere slægten, som Ivar Gjørup har formuleret det. Det tilhører historien. Skriverne overtog verdensbilledet. Ja, ikke nok med det, samfundet blev et embedssamfund - på kinesisk et mandarinsamfund. Med bogtrykkerkunsten skete atter en samfundsomvæltning, idet læsningen lidt efter lidt blev en massebevægelse, der gjorde det muligt at komme fra klosterlærdommen til videnskaben - og endnu senere til folkeoplysningen. Gjørup gør gældende at håndskriften skabte bystaten, bogtrykket nationalstaten - og computeren og internettet? Ja, hvad bliver resultatet af disse opfindelser? Det svarer Gjørup ikke på. Men andre vil uden tøven sige det globale samfund. Men den tanke giver Gjørup hovedpine.
Givet er at sprog opstår, udvikler sig og dør med det samfund de er en organisk del af. Sproghistorien som sådan hviler hovedsageligt på de overleverede skriftlige kilder - og går følgelig ikke længere tilbage i tiden end kilderne. Man kan som i den astrofysiske udvikling og den biologiske evolution ekstrapolere endnu længere tilbage i tiden end de solide iagttagelser og fortidige levn dækker, men da havner forskerne i spekulationer. Hvad vi véd med sikkerhed er at det enkelte sprog ændrer sig en lille smule for hver ny generation, men også at dette gik langsommere i gamle dage end i vore. Sprog ændrer sig også dialektalt inden for hvert nationalsprog. Derfor kan et indisk ordsprog hævde, at sproget ændrer sig for hver tyvende mil man går. Sprogs internationale betydning har ændret sig markant gennem tiderne. I dag er engelsk det meste udbredte sprog over alle kontinenter. Men da en engelsk lærer i 1598 opregnede verdens otte vigtigste sprog kom hans eget slet ikke med, listen sagde hebræisk, græsk, latin, syrisk, arabisk, italiensk, spansk og fransk. Udbredelsen af arabisk skyldtes ikke mindst det mauriske herredømmes udstrækning til Spanien til og med 1492.
En af følgerne af udviklingen af skriftssprogets betydning på alle samfundets områder og ikke mindst i vore dage af computerens og internettets udbredelse er at analfabetismen er blevet et stigende problem i det moderne samfund. Alle børn går otte-ti år i skole, og alle lærer alfabetet, men mange ender alligevel som funktionelle analfabeter og får altså ikke lært at læse ubesværet, skønt det er nødvendigt for alle i stort set alle faglige og fritidsmæssige sammenhænge. Dette er selvsagt ikke holdbart, hvis ikke man ligefrem vil accepterer at en vis procentdel af hver ny generation bliver tabere.
Sprogets dimensioner Til toppen Næste
Filosoffen Peter Kemp har forsøgt at harmonisere de mange forskellige sprogteorier i forhold til hinanden ved at inddele dem i fire former for sprogtænkning der hver undersøger sin dimension eller sit aspekt af sproget. Derved fremkommer fire hovedformer: fænomenologien, der beskæftiger sig med forholdet mellem sprog og mening, taget som noget før-sprogligt; pragmatikken der undersøger forholdet mellem ord, sætninger og referencer, herunder sprogets forhold til handlingen; semiologien, der handler om forholdet mellem struktur, realitet og engagement, herunder forholdet mellem sprog og tekst. Og endelig hermeneutikken der sætter fortolkningen af tilværelsen eller eksistensen i centrum, ud fra det grundsynspunkt at det kun er i sproget at det indre menneskelige liv finder sit fuldstændige, udtømmende og forståelige udtryk.
Kemp tager skarpt afstand fra den éndimensionale tænkning i den filosofiske strukturalisme, som bl.a Lévi-Strauss repræsenterer. Hans egen interesse ligger klart i hermeneutikken, idet han gør gældende at det væsentligste problem i dag er hvilken rolle 'den poetiske tekst' kan spille for tilværelsesforståelsen og handlingslivet. Det står ham klart at den almindelige logiske erfaring ikke har adgang til alle områder af tilværelsen, fx. ikke de områder myterne drejer sig om. Derfor taler han også om det mytisk-poetiske sprog til forskel fra det almindelige prosaiske eller saglige sprog. Og han inddrager utopien som en måde at tænke mytisk-poetisk på.
Som påvist i artiklen Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag (17.11.06.) begår Kemp imidlertid grundlæggende den fejl at han ser totalt bort fra de to psykiske grundprocessers diametralt modsatrettede virkelighedsoplevelser, og altså hverken forstår at den dybeste erfaring af mening med tilværelsen er af før-sproglig art og at den til hver en tid kan generfares uanset hvor udbygget sekundærprocesserne og den prosaiske virkelighedsopfattelse bliver.
Men sprog og instinkt udelukker lige så lidt hinanden, som sprog og umiddelbar indre 'mytisk' erfaring. Der er tale om en komplementaritet der igen beror på forskelligheden i de psykiske grundprocesser. De primære processer er kendetegnet af helhedserfaring uden sondringer af nogen art, mens de sekundære er karakteriseret ved sondringer og nuancer der uundgåeligt splitter helheden op i delområder og en logik der kræver tankemæssig konsistens. Derfor er der megen sandhed i en gammel udtalelse om at filosofiens problem just er at sproget er opstået før filosofien. Det har den i hvert fald haft meget svært ved at acceptere.
Sekundærprocessernes sondringer og logik er afgørende for opbygningen af et realistisk verdensbillede, men er uden betydning for et menneskes erfaring af mening, kvalitet, værdier og forpligtelser. 'Meningen', dvs meningen med tilværelsen, ligger altid i primærprocessernes før-sproglige erfaringer, og det samme gør alle etiske forpligtelser, idet alle mennesker er bundet af kravet om indre konsistens. Hertil kommer dog for moralens vedkommende det forhold Peter Zinkernagel har påpeget, nemlig at der i sproget er andre nødvendige forbindelser end de rent logiske. Eksempelvis kan man ikke se bort fra forbindelsen mellem ordet 'menneske' og ordet 'rettigheder' - uden at havne i umenneskelighed. Vi hænger altså ud fra dette synspunkt i allerhøjeste grad også i sproget i etisk henseende.
Men Kemp har ret i at det mytiske sprog peger på forhold i tilværelsen som det almindelige praktiske sprog ser bort fra. Psykoanalytikeren Erich Fromm taler i denne forbindelse om 'Det glemte sprog' - og inddrager ved siden af myterne også folkeeventyrene og vore drømme. For alle tre fænomener gælder at de i vid udstrækning lader sig forstå ved hjælp af viden om de psykiske grundprocesser - og navnlig de associationsregler der gælder for primærprocesserne. Men bortset fra folk der beskæftiger sig specielt med disse områder - fx af professionelle grunde - så er dette mytiske sprog stort set blevet glemt af almenheden, fordi den naturvidenskabelige og praktisk-økonomiske indstilling til verden har taget over og gjort myter og religion i det hele taget til overtro der i vore dage allerhøjst kan have æstetisk interesse eller ren underholdningsværdi.
Det forholder sig imidlertid stadig sådan at det mytiske sprog er ene om at kunne formidle følingen med og erfaringen af den umiddelbare religiøse realitet som skaber alle værdier og kvaliteter samt al mening med tilværelsen i menneskers subjektive forståelse af verden. Der er derfor kun én udvej af al meningsløshed - og det er at lære det mytiske sprog og skaffe sig føling med den skabende virkelighed.
Sprogets barrierer Til toppen Næste
Den formentligt største barriere ligger i vanskeligheden ved at tænke i komplementære baner, således at man er i stand til vilkårligt at skifte mellem brugen af de to slags, diametralt modsatte, men lige nødvendige grundprocesser. Al opdragelse og al uddannelse i det moderne samfund bygger på den systematiske udvikling af sekundærprocessernes korrekte brug. Dette forhindrer ikke primærprocessernes udfoldelse i religionen, i drømmeverdenen, i kunsten, i kreativiteten eller i den store og vistnok stigende interesse for mere eller mindre okkulte fænomener som astrologi og reinkarnation, men det forhindrer en ordentlig og grundig indføring i deres virkemåde, så det bliver muligt at gennemskue faldgruber såsom forveksling af drøm og virkelighed eller af subjektiv 'mening' og objektiv sandhed.
En anden vigtig barriere mod komplementariteten - og humoren - ligger i selve den i sproget indbyggede risiko for dogmatisering. Den nok mest skæbnesvangre egenskab ved sproget er at sætninger kan gøres til dogmer, dvs ophøjes til absolutte, eviggyldige sandheder som i værste fald forfægtes med de hårdeste magtmidler. Påstande af den ene eller anden art, de være sig af religiøs, politisk eller videnskabelig art, formuleres på en sådan måde at andre synspunkter og fortolkninger om den samme sag udelukkes eller endog fordømmes og forbydes. Den dogmatiske interesser som sådan er nøje knyttet til selve bestræbelsen på at sætte tankerne i system og undgå selvmodsigelser, men i uhyggeligt mange tilfælde tager idéen overhånd, således at også systemet bliver absolut. Og det fører igen til de skolastiske, fundamentalistiske eller ideologiske systemer som magthavere benytter til undertrykkelse af anderledes tænkende. Fra nyere tid kender vi først og fremmest kommunismen og nazismen, men den katolske kirke under skolastikken og inkvisitionen og den protestantiske kirke under ortodoksien var ikke bedre. Man forfulgte kættere skånselsløst. I vore dage er det som bekendt den islamistiske fundamentalisme der er den største trussel mod den menneskelige frihed. Religiøse trossætninger gøres absolut sande, så de endog berettiger til decideret terrorisme mod den vestlige verden der netop hylder tros- og ytringsfriheden.
Endnu en barriere skal nævnes, omend af en lidt anden art, nemlig den psykiateren Erling Jacobsen har påpeget mange gange og som går ud på at sproget mangler præcision når det gælder følelser. Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, da vi jo faktisk har et væld af ord for alle mulige slags følelser. Men det han peger på er bl.a. at to fænomener der følelsesmæssigt er helt forskelligt skruet sammen dækkes med det samme ord. Det gælder fx ord som underkastelse eller tolerance, der begge bruges forskelligt alt efter om brugeren har neurotisk angst for andre mennesker eller ej. Kun når man - fx gennem terapi - kommer fri af sådanne neurotiske træk, løses det sproglige problem, og derfor kunne Jacobsen også fastslå, at mennesker da begynder at bruge ordene på den samme fornuftige måde.
Jacobsens synspunkt er vigtigt, fordi det for det første godtgør, at det er muligt i hvert fald i nogen grad at komme ud over sprogets manglende og uheldige præcision, når og hvis man virkelig vil. For det andet synes det også at pege på et alvorligt problem ved vort dagligsprog, nemlig at dets stabilitet trues, hvis det bliver for præcist og entydigt.
Dagligsprog og modersmål Til toppen Næste
Dagligsproget er som ordet siger det sprog vi taler til daglig - uanset hvilket tungemål eller hvilken dialekt vi er flasket op med.
Modersmålet er vort førstesprog, og det har for de allerfleste mennesker den særstilling at det er det eneste sprog de kan udtrykke nuancerede tanker og følelser på fuldstændigt frit og ubesværet. Det er derfor en væsenligt del af såvel den personlige som den samfundsmæssige identitet. Det er fællessproget for alle der tilhører et nationalsprog. Dansk er fællessproget for alle danskere, fransk for alle franskmænd, kinesisk for alle kinesere. Alle kan lære fremmedsprog, men det er sjældent at folk kommer til at beherske et andet sprog lige så godt som førstesproget. Tosprogede indvandrere der lærer modersmålet i deres hjem og anvender modersmålet til daglig i de hjemlige omgivelser, men kun lærer og bruger andetsproget i skolen og det offentlige liv, er handicappede i brugen af andetsproget, medmindre de gør en ekstra indsats for at lære det. Og netop graden af denne indsats vil bestemme deres integrationsmuligheder.
Modersmålet besynges direkte eller indirekte på næsten alle sprog. Sproget er udtryk for 'folkeånden', som det hed i romantikken med et ord der forlængst er gået af mode, fordi færre og færre véd hvad ånd egentlig er - jf. artiklen Ånd og virkelighed. Men digterne i det 19. århundrede var ikke i tvivl. Edvard Lembcke skrev i 1859 'Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang' med omkvædet "Hun er så ung og så yndig ser hun ud". Modersmålet vil bestå, selvom slægt efter slægt vil segne, hedder det.
N.F.S. Grundtvig var endnu mere højstemt, da han i 1837 skrev stroferne:
Moders navn er en himmelsk lyd,
så vide som bølgen blåner, moders røst er den spædes fryd og glæder, når issen gråner....
Modersmål er det kraftens ord, som lever i folkemunde, som det elskes i syd og nord, så sjunges der sødt i lunde.
Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale, det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.
Det er engelsk ubetinget blevet i dag, og i flere og flere lande betragtes det efterhånden som det selvfølgelige fremmedsprog nummer ét.
Det giver et nyt problem der med et fint ord hedder 'domænetab'. Nationalsprogene taber terræn når det gælder fagsprog, fordi såvel de videnskabelige fag som den erhvervsmæssige praksis i dag er så internationalt orienterede, at de nødvendigvis må betjene sig af et og samme sprog når de udveksler informationer og erfaringer, og det er altså blevet engelsk.
Udviklingen har efterhånden konkret betydet - som sprogforskeren Peter Heller Lützen har påpeget i en kronik for nylig - at der for det danske sprogs vedkommende inden for en række forskningsområder simpelthen ikke længere findes en dansk fagterminologi, selvom om hovedparten af de højtuddannede danskere ender med at få job her i landet og skal kunne formidle deres fag og forskning på dansk. Det sidste har man forsøgt at komme ud over ved at lade selve undervisningen foregå på engelsk, men man har måttet konstatere at mange fagfolks engelsk-kundskaber ganske enkelt er for dårlige til undervisningsbrug. Alle kan læse engelske afhandlinger inden for deres fag, men ikke nødvendigvis tale det frit.
Da den store danske Encyklopædi blev udgivet, blev det en stor udfordring for adskillige højt kompetente fagfolk - navnlig inden for det naturvidenskabelige felt - at alle artikler skulle skrives på dansk, for det var disse forskere slet ikke vant til, og der savnedes i mange tilfælde relevante fagtermer. Opgaven blev løst til alles tilfredshed, og flere forskere udtrykte glæde over at være blevet sat på den svære opgave. For det udviklede deres egen sprog-forståelse. Men der skulle altså tvang til.
Peter Heller Lützen slår koldt vand i blodet på alle der frygter domænetabet til engelsk. For det undergraver efter hans mening absolut ikke demokratiet at vi afgiver enkelte områder af forskningen og dermed samfundslivet til engelsk, sålænge vi fortsat har et dansk sprog der er samfundsbærende, og det har vi. "Vi kan stadig tale og debattere med hinanden på dansk, og der vil også stadig blive skrevet bøger, indspillet film og sunget på dansk. Og det er egentlig det vigtigste", skriver han. Og heri har han ret. Han påpeger også at selvom der findes gruppesprog (fagsprog, jargon og slang) og generationsspecifikke sprogkoder, så har vi fortsat også et fælles sprog og derfor er det relativt uproblematisk at kommunikere på tværs af generationerne. Det er efter hans mening meget værre at vi har fået flere funktionelle analfabeter.
Et andet - ikke uvæsentligt - problem ved fagsprog er specialterminologiens tendens til uafbrudt knopskydning. Det bliver på den ene side sværere og sværere at formidle forskningsresultaterne for almindelige mennesker, navnlig inden for felter hvor den matematiske generalisation er central, og dette er den i al naturvidenskab og økonomi. Men på den anden side sker der også den beklagelige indavl at fagfolk kun skriver for fagfolk og kun meriteres fagligt for afhandlinger der er skrevet for fagfolk på et for andre uforståeligt sprog. Desværre smitter tendensen af i de humanistiske fag, hvor man ellers skulle tro at hensynet til almindelige menneskers forståelse og dermed til dagligsproget måtte være essentielt. Men nej, fagenes skiftende, ofte modeprægede analysemetoder kommer i centrum, så almengyldigheden går fløjten. Det rammer litteraturfagene og religionsfagene, som det fx skete da de marxistiske teorier blev altdominerende i 70'erne - jf. artiklen om Hans-Jørgen Schanz i Deadline . Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at de færdige universitetskandidater bringer tendensen videre til gymnasiet og giver sig til at undervise i metodelære.
For menigmand betyder denne udvikling, at det er nødvendigt at holde distance til galskaben - og altså nok regne eksperter for særdeles vidende mennesker der blot sjældent siger noget andre kan bruge. En fornuftig englænder konstaterede allerede for flere år siden sarkastisk at det sprog verdens mange tænketanke bruger er vanskeligere end baskisk. Det tales kun hvor strategiske tænkere klumper sig sammen i institutter. Dette kunne være sagt lige så vel om alle mulige andre systemtænkere der lader systemet få fortrin over dagliglivet. Men når teoridannelserne fjerner sig bevidst fra dagligsproget - så er der fare på færde.
Jargon og slang Til toppen Næste
Dagligsproget adskiller sig væsentligt fra såvel fagsprog som jargon og slang.
Jargon er gruppesprog og ofte præget af det sociale tilhørsforhold. Den kan i høj grad bruges til markering af de sociale skel, dvs både til at give folk følelse af tilhørsforhold og til at holde dem udenfor. Men jargon har ligesom slang en fornyende betydning for sproget. Og som Henrich Böll engang har sagt, så sker fornyelsen fra jargonen altid nedefra, aldrig oppefra. Jargonen oppe hos de såkaldt højere lag er så fattig, at den ikke er anvendelig, påstod han.
Slang er - ifølge Politikens Slangordbog - et stiltræk ved sproget. Det er ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, men et indslag i det. Slang er udnyttelse af den sproglige kreativitet, men den trækker niveauet ned i den forstand at samtalesituationen bliver mere uformel eller afslappet.
Slang kan ifølge redaktørerne bruges for sjovs skyld, for at lette det sociale samvær, for at fremme forståelsen ved forenkling eller forstærkelse, for at markere brugerens følelser, erfaringer og holdninger, for at provokere, for at få afløb for indestængte følelser, tanker, fantasier (altså som mentalhygiejne), eller for at skabe distance og for at markere gruppetilhørsforhold.
Der laves slang om det der vedkommer os mest, dvs menneskets elementære kropslige behov og funktioner. Alle bruger slang i et eller andet omfang; nogle dog mere end andre; og mænd åbenlyst mere end kvinder. Slang er et mandesprog og afspejler i alt væsentligt mandens opfattelse af verden. Men slang bruges i alle sociale lag. Det bekræftes af det forhold at den fhv. britiske premierminister Tony Blair fik sin tidligere spindoktor til at stryge hans egne mange og saftige slangudtryk fra de dagbøger han ville offentliggøre fra tiden i Downing Street. Alle véd sådan set at magthaverne bruger dem i stor stil, men det er fortsat ikke 'pænt' at gøre det - og navnlig ikke at se det på tryk.
I sin lille bog 'Lir, slang om sex' bekræfter Christian Graugaard at den seksuelle slang overvejende er en mandlig genre. Generelt er slang dog en sprogets legeplads, men også et smugkig ind bag pænhedens kulisser, bag om forbud og kulturelt snerperi. Slang er 'politisk ukorrekt med manér', en smuk, bøvet, spidsfindig, plat, tankevækkende, reaktionær, fremsynet, drilsk eller ondsindet satire. Med et slangord kan man prale og provokere, lyve og lege, fornærme og forføre, være nedrig og opfindsom på skift.
Dagligsprogets stabilitet Til toppen Næste
Dagligsproget er og bliver fællessproget inden for nationen eller anden sproglig region. Jargon og slang giver begge fornyelse gennem den store umiddelbare sproglige kreativitet som de fleste mennesker er i besiddelse af. Og fagsprogene er helt nødvendige i udforskningen af verden, naturen, samfundet og mennesket, fordi den afhænger af stadigt finere nuanceringer og sondringer i begreberne og af en stadigt højere grad af matematisk generalisation. Men for jargon, slang og fagsprog gælder at ordene - bortset fra de matematiske begreber - i vid udstrækning er flygtige og tidsbestemte. Det stabile sprog er dagligsproget - og det er stadig også dagligsproget det er nødvendigt at have som fundament for alle specialiserede sprog.
Atomfysikeren Werner Heisenberg der skabte gennembrud i kvantemekanikken i juli 1924 (i den såkaldte 'Helgolandsnat') ved at indføre en speciel matematik, matrixmekanikken, der gennem særlige regler for multiplikation kunne hjælpe fysikerne over nogle centrale beskrivelsesproblemer, var også et filosofisk hovede der prøvede at forstå forholdet mellem fysik og sprog. Og resultatet kan betragtes som en præcisering af Bohrs påstand om at vi hænger i sproget. Selv atomfysikere der betjener sig af indviklet matematik, må i sidste ende referere til dagligdagens fysik og sprog. Selv for fysikeren vil beskrivelsen i dagligsproget være et kriterium på, hvor godt han forstår problemerne, skriver Heisenberg i 'Fysik og Humanisme'. Mere præcist hedder det:
"I teoretisk fysik prøver vi at forstå grupper af fænomener ved at indføre matematiske symboler som kan korreleres med virkeligheden, nemlig med måleresultaterne [som foreligger i den klassiske fysiks form]. Symbolerne er på denne måde forbundet med sproget. Desuden er symbolerne forbundet med hinanden ved et fast system af definitioner og aksiomer, og endelig udtrykkes naturlovene ved ligninger mellem symbolerne. Det er denne korrelation som gør det muligt at udtrykke naturlovene i dagligsproget, idet vore eksperimenter der består af handlinger og iagttagelser, altid kan udtrykkes i dagligsproget."
Men ifølge Heisenberg er det mest karakteristiske ved dagligsproget at det er stabilt på grund af sin vaghed eller mangel på præcision. Herom hedder det: "Et af de vigtigste træk ved den moderne fysiks udvikling er den erfaring, at dagligsprogets begreber, så vagt definerede de er, ser ud til at være mere stabile, når vor viden udvides, end det videnskabelige sprogs mere præcise begreber, som er idealiseringer der stammer fra en begrænset gruppe fænomener." - Men dette er efter Heisenbergs mening slet ikke så overraskende. For det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden: de fremstiller virkeligheden.
Et ganske overraskende synspunkt fra en naturvidenskabsmand, fordi det er sjældent at høre en sådan anerkende dagligsproget som alfa og omega for menneskets forholden sig til virkeligheden. Engelsk filosofi (Moore, Ryle, Austin m.fl.) har i høj grad beskæftiget sig med den såkaldte 'dagligsprogsfilosofi' ud fra den common sense-betragtning, at mange filosofiske problemer kommer af simple sproglige misforståelser. Den danske arvtager af filosofien, Justus Hartnack, har da også understreget, at vi er afhængige af sprogets fundamentale begreber: "lider vore begreber skibbrud, lider også vor opfattelse af verden skibbrud". Men Heisenbergs filosofi er uden tvivl dybt præget af mandens musikalitet. Dagligsproget fremstiller virkeligheden så adækvat som muligt, fordi det så at sige tager højde for alle nuancer og usikkerhedsmomenter.
Sprogets musik Til toppen Næste
Sprog er liv, og sprog er musik. Derfor afsluttede religionshistorikeren Vilh. Grønbech i 1942/43 sin universitetskarriere med en forelæsningsrække om 'Sprogets musik' hvor han redegjorde for sin egen historiske metode, at generfare andre menneskers og andre kulturers og religioners indre liv ved at tilegne sig deres sprog med alle under- og overtoner og alle associationer og konnotationer i det praktiske liv såvel som i kulten og tænkningen. Samtidig bebrejdede han den almindelige sprogvidenskabs udøvere at de var ret ufølsomme over for sprogets liv: de har svært ved at fange den tone i ordene der ikke lader sig dokumentere, skrev han. I stedet tyer de til at udforske sproget som kommunikationsmiddel, tegnsystem eller kodesprog.
Grønbechs mål for forskningen var ikke at ekstrahere døde kendsgerninger af kilderne, men alene at få fat på de gamles psykologi, deres måde at se og føle, tænke og opleve på. Ethvert ord har sin rod i folkets erfaring og drager sin styrke af den erfaringsharmoni som udgør folkets virkelighed, skrev han. Kort sagt, ordet har hele det menneskes kultur i ryggen som udtaler det, og det vindes kun 'af den bejler der har tilkæmpet sig det tilhørende samfunds godvilje'. Grønbech kendte mennesker på melodien, og dette gjaldt både de levende mennesker han så omkring sig og de historiske mennesker han via tekster måtte leve sig ind til.
Sprogets liv og musik har en uhyggelig tendens til at forsvinde i både den religiøse/ideologiske dogmatisme der tilstræber absolutte sandheder og den videnskabelige teoretiseren der tilstræber entydig objektivitet af helt utopisk fuldkommenhed, helst som matematisk generalisation. I begge tilfælde forrådes livets mangfoldighed, usikkerhed, uforudberegnelig og humor. Derimod bevares hele denne mangetydighed i det dagligsprog der netop er karakteriseret ved sin vaghed og mangel på præcision, men som til gengæld er stabilt, fordi det er dannet i umiddelbar føling med virkeligheden.
Humoren, underfundigheden, undertonerne og overtonerne kommer til deres ret i dagligsproget, fordi ideologernes, dogmatikernes og systemtænkernes forsøg på censurering og ensretning altid mislykkes i det lange løb. Dagligsproget bevarer den fulde kontakt med både fortiden, nutiden og fremtidsmulighederne og forhåbninger. Det afspejler med Grønbechs ord 'det fine tyste spil mellem bevidst og underbevidst'. Og det står derfor i føling med den hele virkelighed.
Vi hænger i sproget, og ganske særligt i dagligsproget. Sproget er en del af virkeligheden. Vi kommer hverken bag om sproget eller virkeligheden. Men vi kan gennem sproget fastholde den fulde føling med virkeligheden - i al dens usikkerhed og humor.
Jan Jernewicz
Denne artikel er den sjette i serien om virkeligheden. De øvrige er:
Fysikken og virkeligheden (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden (12.7.07.)
Livet og virkeligheden (22.7.07.)
Ånd og virkelighed (29.7.07.)
Humor og virkelighed (20.8.07.)
Henvisninger: Til toppen
Litteratur:
'Sproget', artikel i Encyklopædien (Bind 17 - Ebbe Spang Hansen, Michael Herslund)
'Suttetræet', kronik af Ivar Gjørup. (Politiken 4.10.01)
Interview med Peter Heller Lützen (Politiken 25.7.07.)
Christian Graugaard: Lir - slang om sex. Rosinante. 2002)
Politikens Slangordborg. 1985.
H.L. Mencken's Dictionary of Quotations (Collins. 1942/82)
Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse I-II
Sven Burmester: Fred og fare.
Tobias Dantzig: Tallet, videnskabens sprog
Erick Fromm: Det glemte sprog
Vilh. Grønbech: Sprogets musik
Werner Heisenberg. Fysik og filosofi
Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser
Norbert Wiener: Kybernetik og samfund (Uheldig dansk titel: Menneske og automat)
Peter Zinkernagel: Virkelighed
Relevante artikler på Jernesalt:
Sprog og forførelse (14.8.06.)
Skadelig sprogblomstring? (26.11.04.)
Sprog, gud, sekularisering og religionsskifte
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Sprogets og dets dimensioner
Sprogpsykologisk aksiom
Erkendelsens forudsætninger
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Humor og tragedie
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|