utils prefix normal JERNESALT - valg07d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.07.

Valg, værdier og og borgerlighed

Én ting er sikker: Valgaftenen på tirsdag bliver næppe kedelig, for alt tyder på at det endelige resultat vil lade vente på sig, fordi prognoserne vil være behæftet med en del usikkerhed. Meningsmålinger tyder ganske vist på et så tæt løb mellem VKO på den ene side og S, R og SF på den anden side, at det kan blive udslaggivende om Enhedslisten kommer ind eller ej, og om valgdeltagelsen bliver høj eller lav. Ind spiller også at mange vælgere først tager endelig stilling når de står i stemmeboksen. Meningsmålingerne peger fortsat på, at Ny Alliance kommer til at bestemme, hvem der skal være statsminister. Men meningsmålingerne har før taget grundigt fejl - så det er klogest ikke at tage noget for givet på forhånd, så meget mere som de allernyeste målinger ikke udelukker en forskydning af balancen mellem 'rød stue' og 'blå stue' til fordel for førstnævnte, samtidigt med at der bliver stadigt lavere tilslutning til Ny Alliance.

Naser Khader har på få måneder lavet ravage i partipolitikken, og det er ikke helt forkert når 'Der Spiegel' forleden om denne 'politstar' skrev, at han er "Der Mann der Dänemark munter macht". Begge sider bejler til ham, men uklarheden om hvem han til sidst vil beslutte sig til at pege på er stadig stor. Og det skyldes ikke mindst, at hans parti er blev dannert på og er gået til valg på at mindske Dansk Folkepartis indflydelse og lægge al blokpolitik i graven, men selv om Pia Kjærsgaard skulle lide den tilbagegang prognoserne spår, så kan en VK-regering næppe dannes uden hendes hjælp. Og hvad skal Khader så stille op? Han siger at han ikke vil i regering med VK, men han fastholder at han vil kræve dronningerunde. Her vil han give Fogh første-chancen for regeringsdannelse, men også stille betingelser for støtte til VK, og det kan i realiteten gøre opgaven umulig for Fogh Rasmussen. Derfor har en af Ny Alliances støtter fra erhvervslivet, Asger Aamund, nu været ude med en advarsel. Det er ikke sikkert han vil stemme på partiet, hvis det ikke på forhånd går efter en Fogh-regering.

Men situationen er ubehagelig for Khader, for hvis der er udsigt til at VK-regeringen fortsætter med både Dansk Folkeparti og Ny Alliance som parlamentarisk basis, så bliver Khader - stik mod sine hensigter - indirekte årsag til at Pia Kjærsgaard bevarer en væsentlig del af sit partis indflydelse. Dette dilemma, som det er umuligt at løse på denne side af valget, kan meget vel være årsagen til at Ny Alliance på det sidste har mistet tilslutning. Vælgere der af den ene eller anden grund vil være absolut sikre på at Dansk Folkeparti sættes uden for indflydelse, er henvist til at holde sig til 'rød stue'. Men det synes dog at være lige et nummer for dogmatisk i holdningen til et klart borgerligt og realpolitisk parti som DF.


Naser Khader har virkelig fået den politiske 'kærlighed' at føle, dvs alt det smuds der kastes mod enhver der skiller sig ud fra andre og begynder at ruske op i de etablerede partimønstre og fordomme. Og at det går ham på, indrømmer han åbent - sidst til Nyhedsavisen 10.11.

Se og Hør's chefredaktør, Henrik Quortrup, begyndte for en uge siden med anklager mod Khader for 'sort arbejde', og han er i denne uge gået det skridt videre at beskylde Khader for som indvandrer ikke at have forstået reglerne for pressefrihed i Danmark. Nyhedsavisens chefredaktør David Trads kalder det noget svineri af Quortrup. Og det er det rette ord. Men som det fremgår af Nyhedsavisens interview med Khader om smædekampagnen, så er det måske et spørgsmål om Khader er robust nok til en så udsat offentlig fremtræden som den han har valgt. I denne forbindelse bør også nævnes at Khader i duellen med Pia Kjærsgaard i Kalundborg kludrede ret meget i forsøget på at redegøre for konsekvenser af sit partis skatteforslag. Han var udkørt hed det, men spørgsmålet er alligevel om han kan stå distancen, når og hvis han virkelig skal klare sig i hårde forhandlinger om realpolitikkens detaljer.

En anden person der netop har været udsat for decideret smudskastning i offentligheden er socialdemokraterne politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der i Ekstrabladet er blevet hængt ud for under sidste valgkamp at have lækket fortrolige partioplysninger til Venstre-folk i den hensigt at skade daværende partiformand Mogens Lykketofts sag. Sass afviser blankt, og der foreligger da heller ikke dokumentation for sagen. Alt er rygter af gammel dato. Men det interessante er at de nu er ført frem i Ekstrabladet af selveste chefredaktør Bent Falbert på grundlag af samtale med Jens Rohde, der dengang var Venstres politiske ordfører, men siden gik ud af politik og blev direktør for TV2 Radio. Direktøren for TV2 har reageret omgående ved at sende Rohde hjem til efter valget. TV2 kan nemlig ikke have en direktør for radio-sektionen der ikke kan holde sig fra partipolitik. Da Rohde tidligere har fået en advarsel for noget lignende, står han muligvis til en fyring, men sagen kompliceres af, at Rohde muligvis er gået i en snedig fælde fra Falberts side. TV2 er dog nødt til at holde stien ren - ligesom DR med hensyn til Quortrups deltagelse i den politiske kommentering.

Men det er nu ikke smuds det hele. Naser Khader og Pia Kjærsgaard gentog torsdag aften deres duel i Kalundborg i DGI-byen på Vesterbro i København. Og det blev helt igennem en fair kamp, ledet af TV-journalisten Mette Vibeke Utzon, og det blev vel at mærke også fra publikums side en værdig forestilling - helt modsat de iscenesatte cirkus-dueller mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft som fandt sted under sidste valgkamp og som var kendetegnet af publikummer der overhovedet ikke var kommet for at lytte til noget som helst andet end signalerne om hvornår de som hjerneblæst masse skulle henholdsvis klappe og huje. Det er fuldt forståeligt at Anders Fogh i år har nægtet at deltage i den slags underlødige forestillinger. De tjener intet formål, men de undergraver den demokratiske forpligtelse vælgerne har til at respektere deres politiske modstandere. Der er heldigvis fortsat rundt omkring i landet valgmøder hvor kandidater fra forskellige partier duellerer på ord, og hvor publikum lytter. Det overordentligt velbesøgte møde i DGI-byen torsdag var i denne henseende forbilledligt.


Valgudsendelserne

Alle opstillede partier har nu haft lejlighed til på DR1 ét for ét at forelægge deres synspunkter og forsvare dem over for Steffen Krentz' inkvisitoriske udspørgen. Ganske som i 2005 var partierne repræsenteret af to personer, den politiske leder og en sekundant. Alle partier valgte at stille med en af hvert køn, undtagen Venstre der lod indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sekundere statsministeren. Det var et fornuftigt valg, fordi Løkke er næstformand for partiet og sidder i en nøglestilling som indenrigs- og sundhedsminister. Men også fordi han er en gammel rotte i faget og partiet - og nær på statsministeren, hvad der ikke gjaldt Eva Kjer Hansen da hun optrådte ved Foghs side i 2005. Hun kom ikke godt fra opgaven. Jf. artiklen Valget en stor sejr for regeringen.

Den konservative Bendt Bendtsen var sekunderet af justitsminister Lene Espersen, og det var ikke overraskende, da hun er stærkt placeret i partiet og har længere anciennitet end sin eneste konkurrent, Connie Hedegaard. Og hun svarede glimrende for sig - på nær et enkelt punkt om Danmarks energi-udveksling med Norge og Sverige - men hun stjal i nogen grad billedet fra den pæne og tilbageholdende partiformand - allerede ved sin åbenlyse lyst til at gå på med oprejst pande.

Pia Kjærsgård blev sikkert og præcist støttet af Kristian Thulesen Dahl, der er eminent godt inde i alle detaljer inden for finans- og skatte-politik. Og for Ny Alliances vedkommende var Naser Khader godt hjulpet af Gitte Seeberg. I begge tilfælde kan man tale om ligeværdig optræden. - Det radikale Venstre var naturligvis repræsenteret ved sin nye politiske leder Margrethe Vestager, mens sidemanden var den nye næstformand i gruppen, Morten Østergaard, og han viste sig at være særdeles hurtig og præcis i replikken. Han besvarede alle spørgsmål fuldstændigt ubesværet og gjorde et stærkt indtryk.

Helle Thorning Schmidt havde ikke noget at klage over hvad angår Henrik Sass Larsens assistance. Han holdt sig ikke tilbage, men lod omvendt også formanden være formand. Villy Søvndal stillede med den forholdsvis ukendte, 32-årige Pernille Vigsø Bagge, der er social - og uddannelsespolitisk ordfører for SF, og på den måde fik vi lært hende at kende. Hun svarede udmærket for sig, men det er nu engang Søvndal der sælger dét parti, endda i så høj grad at det af nogle er blevet omdøbt til 'Søvndalistisk Folkeparti'.


Det er naturligvis ikke ligegyldigt hvad politikernes svar gik eller går ud på, men det betyder omvendt meget hvordan de svarer og i det hele taget virker på skærmen. Derfor denne omtale. Steffen Krentz på sin side stillede mange skarpe spørgsmål, men det virkede faktisk ind imellem som om opgaven kedede ham. Han lod sine velforberedte udfald ledsage af klip med gamle udtalelser fra de involverede politikere - som de så måtte forsvare og fortolke så godt de kunne. Der har jo været påfaldende mange 'kovendinger' i denne valgkamp, dvs pludselige ændringer af tidligere holdninger eller principper. Og disse var Krentz ganske god til at stikke i næsen på 'synderne'. Men i de fleste tilfælde kunne de alle hævde at de nye standpunkter lå i forlængelse af tidligere - og ikke var at opfatte som kovendinger. Desværre var tiden, udsendelsernes begrænsede varighed på 25 minutter, aldrig til forsøg på en afklaring af selve spørgsmålet om hvornår det er rimeligt at tage et nyt standpunkt uden at det straks må fortolkes som taktik, opportunisme eller populisme.

En anden måde for et parti at fortælle hvem man er ligger i tv-mediet. Alle partier havde fået mulighed for frit at lave en videofilm på tre minutters varighed, og SF var det eneste der ikke gjorde brug af tilbudet. Søvndal foretrak at få stillet spørgsmål af Krentz. - Ny Alliances og Det radikale Venstres videoer havde det tilfælles at de var mest kreativt kunstneriske. Ny Alliances topkandidater tonede én for én frem for at fremsige partiets politik. Det skulle vist nok lyde som én lang sammenhængende kæde af meningsfulde ord, men kom til at virke kunstigt og distraherende. Som tilskuer koncentrerede man sig ikke om hvad der blev sagt, men hvordan de optrædende faldt ind i rollen. - De radikale lod det være op til Margrethe Vestager at sige det meste, siddende på en stol som blev fotograferet fra flere sider, men hun blev mere naturligt sekunderet af stående eller gående Morten Østergård, Morten Helveg Petersen og Martin Lidegård og - ganske morsomt - af en glad gris der 'trøflede' nysgerrigt rundt på det blanke gulv uden fugls føde eller økologisk mudder. Endeligt præsenterede tre gamle rotter - Lone Dybkær, Niels Helweg Petersen og Marianne Jelved - den ældste, stadigvæk indflydelsesrige, men også så småt tilbagetrukne generation i geleddet. Der var fornem stil over det hele, stærkt understreget af fineste fotografering i sort/hvidt. Videoen efterlod ingen tvivl om hvilken vælgergruppen partiet henvender sig til: folk der har smag og værdsætter kunst - og humor.


Socialdemokraterne valgte primært at lade Helle Thorning Schmidt, iført en kedelig grå spadseredragt, gøre rede for partiets skønne tanker og visioner - på baggrund af en stor tilhørerskare der blev set fra forskellige vinkler i en større kamera-rundkørsel. Igen distraheredes man væk fra selve budskabet. - Venstre lod statsministeren forklare sit partis mærkesager ét for ét fra det smukke arbejdsværelse på Marienborg. Det var en afslappet formand uden slips, og meget smilende. Og selvom det vil være dybt uretfærdig at sammenligne Fogh med 'parfumesælgeren' Schlüter (som Steen Danø i sin tid var uforskammet nok til at kalde den daværende konservative statsminister), så er sandheden at Foghs smil ikke virker. Eller rettere det afslører at det ikke er en statsmand der taler! - De konservative inviterede os med ud i en smuk efterårsskov, hvor Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Connie Hedegård skiftedes til at fortælle os om skatter, finanser, udlændingepolitik og klima. I mine øjne den smukkeste og mest naturlige valgvideo, hvor det mest bemærkelsesværdige var at udenrigsministeren glimrede ved sit fravær.

Dansk Folkepartis video blev en meget traditionel understregning af partiets nationale holdning til de danske værdier. Vi så Dannebrog og smukke sommerlandskaber med sort-brogede køer, men blev ikke skånet for Dybbøl-mølle. Og truslen kom udefra i form af fanatiske islamisters angreb på henholdsvis World Trade Centret i New York og danske ambassader i Mellemøsten. Videoen bekræftede at partiet henvender sig temmeligt ensidigt til nationalsindede mennesker der frygter udlandet og globaliseringen. Der var ingen antydning af positive forestillinger om et samfund i åben udveksling med udlandet. Der var heller ingen understregning af at truslen fra islamismen herhjemme knytter sig til radikaliseringen blandt unge ikke-integrerede muslimer. Og hele herligheden blev rammet ind af en lystsejler der skulle symbolisere at Danmark var på rette kurs. Men dels sejlede den frem og tilbage (eller blev set fra forskellige vinkler), dels er Danmark vel ikke en lystbåd, hverken objektivt set eller set fra Dansk Folkepartis synsvinkel?


Værdikampen

Dansk Folkeparti betoner igen og igen at de kæmper for de danske værdier, og som bekendt har de konservative med kulturminister Brian Mikkelsen i têten været aktiv for kanoner af forskellig slags, herunder også en såkaldt 'demokratikanon', hvori bl.a. Jyllandspostens Muhammed-tegninger skulle indgå. Faren ved al denne direkte og indirekte kanonitis er imidlertid at værdier gøres til faste størrelser som det gælder om at værne mest muligt, hvor det snarere burde dreje sig om at værne om den dybereliggende føling med virkeligheden som afføder værdiskabelsen og meningsfuldheden samtidig med at den muliggør identitet, kontinuitet og tradition midt i den dynamiske forandring der finder sted og som er blevet mere og mere påkrævet jo mere globaliseret udviklingen er blevet.

Venstre kom i sin tid til magten på sloganet 'Tid til forandring', og vitterligt har partiet sammen med de konservative formået at gennemføre en stor kommunalreform og en skolereform m.m. som ganske naturligt har ledet videre til den ambitiøse plan om en kvalitetsreform af hele den offentlige sektor. Ambitionsniveauet er så højt, at der skal flere sammenhængende regeringsperioder til at realisere planerne, og derfor har man fra regeringens side ønsket brede flertal, men blot ikke fået det. Fogh håber vel stadigt at få det, men alt er i øjeblikket usikkert. Det mest besynderlige er imidlertid at Fogh ikke længere taler ret meget om forandring, men desto mere om kontinuitet og advarsel mod eksperimenteren. Og til formålet giver han ydermere efter for pres der retter sig mod øjeblikkelige, kortsigtede resultater.

Fogh er ikke bleg for - bl.a. i den aktuelle asylsag - at pointere at der er forskel på at finde en rimelig løsning på et konkret problem og at finde frem til en holdbar langsigtet politik som et stort flertal ville kunne acceptere og som i givet fald ville kunne standse fortsat endeløs diskussion om et givent spørgsmål. Men han formår ikke at komme med samlende forslag, og grunden turde - som ofte påpeget på disse sider - være at han ikke har den ovennævnte dybe føling med virkeligheden som afføder selve værdiskabelsen og derfor virker samlende. Fogh har ikke nogen intellektuel forståelse for hvad dette drejer sig - det kunne være hvad det være ville - men han har heller ikke nogen intutitiv forståelse for det, og det er hans store brist eller svaghed. Det er det forhold der bevirker at han ikke er nogen statsmand, men kun en partiformand og regeringschef. Søren Krarup har sagt det meget skarpt til Weekendavisen i omtalen af Foghs lempelse af asylpolitiken: Jeg troede Fogh var en karakter, og så er han bare en politiker! - Det har naturligvis været Fogh til gavn at der heller ikke for tiden er andre politikere der fortjener betegnelsen statsmand eller 'karakter'. Men det er synd og skam for landet som sådant.


Romantik og realiteter

Resultatet er nemlig at konkurrencen mellem partierne således som den nu udfolder sig i valgkampen sker på løfter om velfærdsgoder til alle befolkningsgrupper. Man overbyder hinanden og beskylder modparten for økonomisk uansvarlighed. Regeringen har hidtil vist stor økonomisk ansvarlighed, men har også måttet indhøste kritik fra de økonomiske vismænd og andre eksperter for at den ambitiøse kvalitetsreform vil risikere at overophede økonomien. Regeringen indrømmer at den er gået til grænsen af den økonomiske ansvarlighed og ikke over, men hvis de gunstige konjunkturer ikke fortsætter er det måske allerede for meget at gå så langt.

Oppositionens to største partier - socialdemokraterne og folkesocialisterne - lover imidlertid guld og grønne skove der ikke er dokumenterbart finansierede uden om skattestigninger. Villy Søvndal er her klart i front og trækker derfor enormt mange nye vælgere til sig. Men det værste er at begge partier stimulerer store og ikke-indfrielige forventninger om lønfremgang hos de offentligt ansatte. Også Ny Alliance udmærker sig ved forslag om en skattereform, der i princippet har udmærkede målsætninger, men som i praksis er så risikabel at den nærmest må kaldes en utopi.

Under ét kan man betegne oppositionens forslag som idealistiske eller romantiske. De ville under alle omstændigheder være risikable fordi det er umuligt at beregne deres eksakte konsekvenser, men de nærmer sig det letsindige i en situation hvor konjunkturerne formentlig er på vej ned. Idealisme og romantik er ikke at foragte - romantikken skal vi snarest vende tilbage til på disse sider - for de er med til at skabe kreativitet og bevidsthedsudvidelse, men der kan ikke bygges realpolitik på dem. Og realpolitik er for alvor blevet skilletegnet i dansk politik.


Uanset hvordan valget falder ud og hvem der er statsminister efter 13. november, så kan man ikke tage en historisk fortjeneste fra Anders Fogh Rasmussen. Det er ham der har ført Venstre ind på midten af dansk politik, præcis som Tony Blair førte Labour ind på midten i engelsk politik. Venstre er i dag et moderne parti for byfolk, og det har accepteret det moderne velfærdssamfund som grundlaget for samfundsudviklingen - i fuld erkendelse af at samfundet ikke længere er et klassesamfund i gammeldags forstand, men et samfund med en meget bred middelklasse der er veluddannet og vellønnet og derfor forlængst uanset sociale eller ideologiske sympatier og antipatier er borgerliggjort.

En sådan borgerlig middelklasse er præget af grundlæggende økonomisk ansvarlighed og af en pragmatisk indstilling til politik. Mål, ambitioner og visioner går ind som en naturlig del af forestillingerne om den fortsatte samfundsudvikling, men realpolitikken er det basale.

Venstre under Fogh Rasmussen har sammen med Det konservative Folkeparti under Bendt Bendtsen og Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgård fastholdt den økonomiske ansvarlighed og realpolitikken - uden at svigte ambitioner og visioner. Og det er ganske godt skuldret. Men samtidigt gælder at Venstre klart har forsømt at få omformet den liberale ideologi til en klart 'komplementær socialliberalisme' der accepterer den dynamiske modsætning mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet.


Socialdemokraterne er kommet i klemme i samfundsudviklingen, fordi man ikke rigtigt vil acceptere at klassekampen er forbi. Helle Thorning Schmidt blev i Deadline-udsendelsen torsdag aften af Martin Breum konfronteret med den beundring for Erhard Jakobsen som hun har røbet i Noa Reddingtons samtalebog med hende. Reelt stod Erhard Jakobsen for en klar og umisforståelig borgerliggørelse af socialdemokratiet. Og han forlod partiet, da Anker Jørgensen i 1973 svigtede sine borgerlige vælgere - og resultatet blev som bekendt stiftelsen af Centrum-Demokraterne med dets opsamlig af borgerlige socialdemokrater, og det vil konkret sige arbejdere og funktionærer med gode job, hus, have og bil!

Helle Thorning kan lide Erhard Jakobsen for hans engagement, men ser ham naturligvis også som en forræder mod Socialdemokratiet. Men det primære er, at hun ikke vil være ved at socialdemokraterne er borgerlige - således som det bl.a. viser sig i at Dansk Folkeparti samler mange af dem op (dem man nok nedsættende vil kalde de mest småborgerlige). Og dem der - modsætningsvist - under ingen omstændigheder vil kaldes borgerlige samles nu op af Socialistisk Folkeparti. Uanset hvordan valget går - om socialdemokraterne holder stillingen eller går frem så de igen bliver større end Venstre og eventuelt kommer til at danne regering - så kommer Helle Thorning Schmidt ikke uden om at acceptere at dansk politik foregår på den brede midte og at alle forsøg på at holde V, K og O uden for indflydelse vil resultere i at velfærdssamfundet kommer i økonomisk krise. Det er en illusion hos socialdemokraterne og andre at V, K og O ikke er med til at sikre og videreudvikle velfærdssamfundet.

Presset fra Socialistisk Folkeparti bliver stort, hvis S og R kommer til at danne regering, og det skyldes ikke blot deres sikre valgsejr - måske mere end en fordobling af mandaterne - men først og fremmest at partiet bilder vælgerne, især de unge vælgere, noget ind som ikke kan holde. Partiet står ikke for realpolitik, men for utopisme.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at skulle Foghs regering strande på tirsdag, så kommer befolkningen for alvor ind i en realitetsprøvelsen af samme art som efter det politiske opbrud i 1973. I grunden kunne det være gavnligt - i pædagogisk og demokratisk henseende, for den bedste måde at lære realpolitik på er at få ansvaret for et lands økonomi. Men lærepengene kan unægteligt blive uhyggeligt store, ganske som de blev i 70'erne.

I aftenens afsluttende partilederrunde på DR1 vil vi nok høre meget mere om denne risiko. Men ellers må vi blot afvente valgresultatet på tirsdag.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til partiernes hjemmesider m.m.:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Ny Alliance

Folketinget - med links til medlemmer og partier
Statsministeriet - med links til øvrige ministerier


Relevante artikler på Jernesalt:

Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Venstre ramt af udbrud  (14.5.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)

Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Politiske parametre  (6.2.05.)


Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Værdier
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal