Menneskesyn
16 Mennesket er et biologisk, socialt, musisk og åndeligt væsen - vendt mod en usikker, ikke-forudberegnelig fremtid.
17 Værdifølelsen beror på det biologiske (instinktive) i mennesket, den simple evne til at foretrække noget frem for noget andet, at acceptere noget, men rejicere andet.
18 Aggressivitetsdriften er fundamental, både for menneskets overlevelsesmuligheder og for dets eksistentielle muligheder. Men driften er tvetydig, dvs ikke i sig selv hverken god eller ond.
19 At forstå selve denne tvetydighed er en betingelse for menneskets erkendelse af sin fulde skyldighed som menneske, og dermed betingelsen for al etik.
20 Personligt ansvar og dermed etik er en biologisk kendsgerning.
21 Kærligheden giver aggressiviteten et positivt fortegn.
22 Rethaveriskhed, absolutisme og trang til at få sin vilje uden hensyn til andre giver derimod aggressiviteten et negativt fortegn.
23 Kulturen har tre kilder: arbejdet, forskningen og religionen; arbejdet får mennesket til systematisk at gribe ind i og omforme naturen, forskningen får mennesket til systematisk at skaffe sig indsigt i de fysiske, sociale, psykiske og historiske lovmæssigheder og tildragelser, og religionen sikrer systematisk en fastholdelse af den grundlæggende forbindelse til det irrationelle ved siden af arbejds- og forskningslivets snævre rationalitet.
24 Arbejdet har personlighedsværdi og ikke bare lønværdi. Det skaffer ikke blot brød på bordet, men sætter også sit dybe præg på det enkelte menneske.
25 Forskningen kommer aldrig bag om samfundet eller sproget, idet begge dele er emergente fænomener i udviklingen der ikke kan føres tilbage til simplere fænomener; de må tages som simple, irreducible kendsgerninger ligesom livet selv.
26 Samfundet som sådant er grundfaktoren i menneskelivet. Det er mere end den ydre organisation i stat, myndigheder, partier, organisationer, erhvervsliv mv. Det er dybest set et kollektivt ubevidst fænomen. Mennesket kan derfor ikke gøre oprør mod samfundet, men alene mod bestemte, konkrete udformninger af dele af samfundet.
27 Naturvidenskaben kommer heller aldrig bag om samfundet, for den er menneskets spørgen naturen ud på det grundlag som samfundet og sproget nu en gang sætter og som på hvert trin i historien har sin konkrete udformning. Det er meningsløst at tale om naturvidenskab uden at tale om sprog og samfund. Menneskets placering i universet er derfor ikke afhængig af, om mennesket er det eneste levende væsen i verden, for selvom der eventuelt en dag vil blive fundet liv andre steder i universet, så er mennesket stadig det subjektive centrum i sin egen verden, fordi det ikke kan være andet, når det har bygget hele sin forståelse på det menneskelige sprog og samfund.
28 Mennesket har fra fødslen en transcendent dimension, en evighedsdimension, i sig, der hænger nøje sammen med underbevidstheden og det instinktive, dvs. det dybe før-sproglige lag i sjælen. Bevidstheden om denne dimension sikrer mennesket helheden i tilværelsen; forrædderiet mod denne dimension gør derimod tilværelsen endimensional, fragmentarisk og splittet.
29 Evighedsdimensionen kommer til udtryk i skabende kunst, erotik og arbejde. Men først og fremmest i religion eller religiøsitet, dvs. i forholdet til den udefinerlige instans i det enkelte mennesker der er større end det snævre, sprogligt funderede jeg.