utils prefix normal JERNESALT - konsistensetik23a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.2.23.

Sygemeldt venstreformand blotlægger regeringens inkonsistens

Venstres formand, vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen har på sin læges anbefaling sygemeldt sig på ubestemt tid med den begrundelse at hans krop ikke har kunnet tåle den arbejdsbyrde han har haft de sidste måneder og som i realiteten skyldes at han har påtaget sig rollen som en af hovedmændene bag den højst forkætrede SMV-regering.

Det er der bred forståelse for, eftersom alle kan se at udfordringen har været enorm. Alle må også konstatere at presset mod netop denne hovedmand har været særligt stor, fordi Venstre har måttet ofre mest.

Endelig ved alle også at al lovgivning i dag er yderst kompliceret og kræver sin mand fuldt ud. Tidligere, centralt placerede departementschef Erik Ib Schmidt forklarede det glimrende i en kronik i 1994: lovgivningen om overførsel af penge fra borgerne til de offentlige kasser og overførsel af penge og naturalydelser den anden vej udgør efterhånden et uoverskueligt vildnis af bestemmelser som det er uhyre vanskeligt for almindelige borgere at orientere sig i.... Ja, han tilføjede den formodning at der ikke er nogen nulevende dansk politiker som har komplet overblik over alle de utallige nugældende love og bekendtgørelser med fordelingspolitiske virkninger!

Det er skrevet i 1994, men i dag er det endnu værre og simpelthen umuligt for nogen enkelt politiker eller ekspert at have overblikket. Det har borgerne naturligvis heller ikke ringeste chance for at skaffe sig, og de får ingen hjælp af medierne, der er lige så hjælpeløse og derfor vælger det nemmeste og sjoveste: at skabe mere forvirring. Men borgerne har til gengæld deres demokratiske ret til at afgive deres stemme frit ved valgene og i mellemtiden sige deres uforbeholdne mening om politikernes mangler og magtesløshed. Og det rammer nu engang ministrene hårdest.

Enhver minister er i skudlinjen døgnet rundt og alle årets dage. Den nu sygemeldte vicestatsminister har længe været skydeskive. Han har derfor modtaget mange sympatitilkendegivelser og gode ønsker om snarlig tilbagevenden til opgaverne (læs: papirbunkerne på skrivebordet). Men Politikens chefredaktør har dog brugt anledningen til at påpege det paradoksale i at de politikere der skal håndtere stress- og mistrivselsepidemien i samfundet, selv brænder sammen på grund af stress og mistrivsel.

Men det er ikke spor paradoksalt. For stress- og mistrivsel skyldes da en og samme ting hos alle, nemlig at de ramte personer har overvurderet deres egne kræfter og undladt i tide at sige stop for længerevarende overanstrengelse. I begge tilfælde er det ikke primært kroppen der overanstrenges - sådan som det ofte sker for professionelle sportsfolk – men derimod psyken. Og når man rask væk tyr til at henvise til kroppen, så er det simpelthen fordi det ser pænest ud (hvad også lægerne er bevidste om!).

Desuden er det blevet helt normalt - i strid med solide facts - at betragte sjælen som en del af kroppen der blot som denne følge kemiske-fysiske lov, og ikke er en suveræn instans der følger sine egne regler.



Det er så nemt at sige at selv ministre har ret til familieliv og fritid, men kendsgerningen er at de i vore dage altid udsættes for overbebyrdelse, fordi samfundet og lovgivningen er blevet yderst komplicerede. Enhver minister er derfor - som enhver højere placeret erhvervsmand – nødt til at arbejde mange flere timer om ugen end normale dødelige. Og derfor også mange flere timer end det er sundt for sind og krop. Det gjaldt fx i ekstrem grad under Corona-krisen.

Men en minister er også nødt til at organiserer sit arbejdet meget strengt for ikke at sige nidkært, så han ikke udsættes for komplet uoverkommeligt arbejde fra første stund. Derfor har enhver minister og enhver direktør naturligvis sekretærer og rådgivere til at hjælpe sig med sorteringen. Og de klogeste gør som Tony Blair; de frabeder sig udtrykkeligt notater fra deres rådgivere der fylder mere end et enkelt A4 ark. Værsgo. Om så der er 30 eller 40 personlige rådgivere, så bliver papirdyngerne på skrivebordet i hvert fald ikke helt uoverskuelige.

En minister skal desuden forstå at de sager der kommer til at ligge på hans bord ikke må opfattes som personsager han må involvere følelser i. De skal koldt og brutalt ses som aktstykker han primært kun behøver involvere intellektet i. Ellers går det så galt som det gik med socialminister Bent Hansen i Anker Jørgensens sidste regering. Han havde været chefredaktør på Aktuelt og kom i Folketinget i 1981, og han var et sympatisk og effektivt menneske, og han troede han skulle være det samme som minister, men han gik ned på fire måneder – og måtte forlade politik for stedse. Lektien er desværre at politikere ikke kan blive valgte uden at blive opfattet som menneskelige, men de kan godt blive valgt, bare de spiller menneskelige. De gør de så, men det slider skam også!

Men da stress og mistrivsel i dag er blevet meget udbredt, må det naturligvis tackles bredt. Og da kommer vi ikke uden om at se på kulturen. Ikke alene på arbejdskulturen, men også på hele den øvrige kultur, altså den marxisterne reducerende kalder ’overbygningen’ på den materielle basis, men som er vigtigere end denne når det kommer til stykket.



Konkret er det let at pege på at arbejdstempoet må være steget betydeligt i nyeste tid. Hvad jeg personligt ikke har oplevet på egen krop, da jeg forlod arbejdsmarkedet for næsten 30 år siden, men dog kan se på nyhederne eller høre ved sammenkomster. De kloge forlader arbejdspladser hvor der er mistrivsel, og det gælder aktuelt ikke mindst for sygeplejersker, men så er ulykken at de tilbageblevne får mere arbejde og stress og desuden får belastende skyldfølelser over at hospitalernes ventetider bliver længere.

Alle ramte grupper kræver mere i løn (som om det i sig selv skulle hjælpe), og alle fagforbund går aktuelt ind i de forestående overenskomstforhandlinger med krav om store lønstigninger og trusler om storkonflikt. Regeringen få sin sag for – og risikerer ikke mindst at blive endnu mere stresset. Samtidig har vi økonomiske kriser over hele verden med høj inflation, stigende renter, samt krig i Ukraine og vilde fantasier om oprustning, der alt sammen kun har én virkning: alle forsøg på at redde klimaet inden det er for sent blive udskudt på ubestemt tid. Det lover ikke godt for noget menneske på jorden - og logikken bag det hele halter gevaldigt.

For når det er den økonomiske vækst i kombination med befolkningstilvæksten der har forårsaget ulykken, så burde det eneste fornuftige være at sørge for at bremse væksten ved at nedsætte produktionen, oprustningen, arbejdstiden, lønningerne (og naturligvis gøre det gradvist over flere år, så der ikke udløses panik).

Noget sådant vil der i givet fald blive ballade om, og det vil også kræve helt nye økonomiske modeller, ja, en ny genial økonom som John Keynes – til at komme med en model med modsatte fortegn af den gamle fra 1930erne der påviste fordelen ved midlertidig udpumpning af offentlige penge!



Problemet er endnu større eftersom den økonomiske vækst de sidste hundrede år ikke er kommet alene på grund af den industrialisering der fulgte på opfindelserne af dampmaskiner og vævemaskiner. Den skyldtes også den ekstremt hårde arbejdsmoral der blevet optimeret med den pietistiske livsindstilling, og derfor af Max Weber blev kaldt den protestantiske etik, men reelt var den en strategi der var nødvendig for mindretal der ønskede at overleve.

Endnu værre var det at indstillingen historisk gik helt tilbage til den middelalderlige forestilling der blev klart og detaljeret beskrevet i Dantes ’Guddommelige komedie’ fra begyndelsen af 1300-tallet. Hovedbudskabet lød at vi er fremmede på jorden og kun kan frelse vores sjæle fra fortabelsen ved at gå pilgrimsgang eller bodsgang og dermed gør os fortjente til paradiset.

De færreste tror på den slags i dag, men det mest fatale var selve adskillelsen mellem sjæl og legeme. Og denne indstilling gik i realiteten igen i den verdslige og kyniske kapitalisme og arbejdsmoral, og sågar også i den darwinistiske evolutionslære der slog fast at det er de stærkeste der overlever ved hårdt arbejde og kynisk lederskab. Det kan vi ikke rigtigt lide at høre, så derfor kaldes filosofien ’socialdarwinisme’. Hele tankegangen gik imidlertid hurtigt videre til den smukkeste smukke fremskridtstro der var en fuldstændig sikker tro på at fremskridtets eksprestog bulrede frem mod det fuldkomne samfund, bare alle hoppede på og råbte hurra.

Denne naive tro brast med udbruddet af første verdenskrig i 1914 der afgav flere generationer af desillusionerende mennesker. Men aldrig så snart var den rædselsfulde krig overstået med Versailles-freden i 1919, før den højt besungne civilisation fik en endnu grummere strid mellem de forbandede ideologier der hed Mussolinis futurisme, General Francos fascisme, Lenins og Stalins sovjetkommunisme og Hitlers nazisme. Og helvede brød løs i Anden Verdenskrig med holocaust.



Efterpå var Vest- og Nord-Europa så heldige at få Marshallhjælp til sin opbygning fra det USA der nu var blevet supermagten over alle. Det førte til ’Wirtschaftswunder’ og 'velfærdsstat' - og ikke mindst til en ny tro på at økonomisk vækst af sig selv vil give et rigere og ædlere liv med rigelig tid og plads til ”åndelig velfærd”, som den socialdemokratiske økonomiminister Ivar Nørgaard kaldte det. ”Når det materielle ikke bliver det ene fornødne, er der gode muligheden for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen” kunne han postulere med brug af en bibelsk vending. Men det er jo den fatale misforståelse i en nøddeskal. Kulturen og etikken er ikke en ’åndelig velfærd’ som blot skal have mere plads i tilværelsen i forhold til tidligere, men det der bærer det hele, hvis der overhovedet skal være mening i galskaben.

Hvor kultur og etik kun er ’overbygning’ eller ’fernis’ på det materielle, bliver vi fremmede på jorden og inkonsistente. Og så sidder vi med smerten: Klimaet lider, økonomien lider, og vi adspreder os med digitalisering og andre forlystelser samtidig med at vi på tv ser udfoldelsen af en vanvittig krig i Ukraine som dybest set er en genoptagelse af den gamle krig mellem de to værste ideologier fra 30erne. Der er desuden stor usikkerhed om det spændte forhold mellem USA og Kina, og frem for alt må alle de fattige lande sejle deres egen sø i bogstavelig forstand. De millioner der ikke når at flygte i tide vil stå i vand til halsen hvis der ikke sker ændring af den globale CO²-udledning. Og millioner af flygtninge vil strømme mod Europa med fuldstændigt uoverskuelige og fatale virkninger.

Det er ikke rare udsigter, men grundfejlen står lysende klar. Det går rivende galt når mennesket hylder den tro at vi ”kun er her på træk og har andetsteds hjemme”, for dermed fordufter hele ansvaret for den skønne jord vi faktisk er sat på. Ansvaret er et alvorligt psykisk fænomen der ene og alene føles forpligtende, hvis det helt selvfølgeligt omfatter netop de steder og områder hvor vi føler os hjemme (bolig, naboskaber, kommune, nation), den familie vi er opvokset i og det dagligsprog vi er fortrolige med (modersmålet). Alt forpligtende ansvar kommer af denne dybe følelse der overvejende breder sig ubevidst i os i årene op til puberteten.

Pligtetik dur derfor ikke. Den kan alt for let gå i forbindelse med den militære kadaverdisciplin som det skete i Preussen under Frederik den Store. Den er i alt væsentligt en forstærkning af det autoritetstro superego, der må bestragtes som den dummeste del af menneskets personlighed. Den er resultatet af streng opdragelse og simpel indoktrinering og er derfor ikke for frie og tænksomme mennesker.



Menneskets etik er ikke noget der er kommet dumpende ned fra himlen og senere indoktrineret i mennesker af store lovgivere og kirkefædre samt visse preussiske kejsere og filosoffer. Etisk sans lægges tværtimod ind i os alle som gave i vores spæde alder, nemlig ved den dybest set hellige akt der hedder at die ved moderbrystet, og i den forbindelse før sprogtilegnelsen får forærende selve totalerfaringen af meningen med tilværelsen. Denne er altså ikke en teoretisk eller hypotetisk størrelse, men alle menneskers dybeste erfaring – uanset alle kulturforskelle.

Den indebærer at vi allerede i den alder på ubevidst plan erkender grundforskellen mellem godt og ondt og derfor inde i os selv vil føle en selvfølgelig forpligtelse til at sørge for det gode og kærlige i livet. Vi vil føle inkonsistens i det indre hvis vi svigter forpligtelsen eller undlader at ændre adfærd efter eventuelt svigt, og det er denne mere eller mindre modvillige erkendelse der rammer de fleste der pludseligt går ned med stress og overanstrengelse og føler nødvendigheden af at ændre adfærd.

Det vil i de fleste tilfælde være mest hensigtsmæssigt for ramte individer at sørge for at skifte job, men det er lige så klart at det vil være bedst for samfundet og dets politikere at ændre arbejdsmoralen såvel som hele den økonomiske teori og hele den religiøse eller verdslige filosofi der ligger bag den misforståede arbejdsmoral. Alt andet vil give inkonsistens.

Det er tilfredsstillende at regeringens problemer nu er tydeligt blotlagt, så de umuligt kan tilsløres igen. Tilsløringen af partiernes oprindelige holdninger og modsætninger var dens største fejl, og et enkelt partis forsøg på at placere sig fornemt i midten var en anden brøler. Men det er for mig indlysende at vores store samfunds- og kulturkrise overhovedet kun kan løses ved en bred og dyb folkeoplysning af samme omfang og karakter som de store folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet. Og den er der ikke et eneste parti eller en eneste politiker der kan se for sig.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Krise, højtid og historisk fejltagelse  (16.12.22.)
Regeringsforhandlingerne trækker ud  (4.12.22.)
Mærkværdige forhandlinger om ny regering  (13.11.22.)
Valget den 1.11.22. får ingen vinder  (23.10.22.)

Jævne menneskers virkelighed  (3.2.23.)
Virkelighed, videnskab og eksistens II  (24.1.23.)
At være hjemme i verden og ikke fremmedgjort  (13.2.22.)
Kan vore overvejelser om klimakrisen styres frem til handling?  (18.2.22.)

Digitaliseringen: Er den digitaliserede verden overhovedet menneskelig?  (30.10.22.)
Digitaliseringens grunddilemma  (16.12.18.)
Vilhelm. Grønbechs kulturopgør



Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal