JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - kanel83enhedslisten

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.7.12.

Enhedslistens revolutionsdrømme er reaktionære -
og afslører kun socialdemokratismens fallit

af Jens Vrængmose

Berlingske kunne søndag den 15.7. i en fed overskrift fortælle sine læsere at "Markante politikere vil omstyrte Danmark". De markante politikere viste sig at være Enhedslistens gruppeformand Per Clausen og flere centrale medlemmer af Enhedslisten, herunder den fungerende politiske ordfører, Pernille Skipper.

En gennemgribende revolution kan med ét ryk blive virkelighed i Danmark inden 20 år, hed det videre. Og omstyrtningen vil betyde, at staten overtager hovedparten af bankerne, at fondsbørsen lukker, at ansatte overtager virksomhederne og militæret nedlægges.

Per Clausen mente at "revolutionen vil komme i ét ryk, og jeg tror, at den kan komme inden 20 år", siger han. "Vi kan se, hvad der sker i Sydeuropa lige nu. Tingene kan også bryde sammen i Danmark, så vi får et økonomisk kollaps, mens det går op for befolkningen, at politikerne mangler legitimitet. Jeg kender ikke nogen i Enhedslisten, som ikke tror på revolutionen," sagde Per Clausen, der dog udtrykkeligt understregede, at "revolutionen bør forløbe uden vold".

Ikke desto mindre vakte udtalelsen furore, fordi den passer meget dårligt med Enhedslistens aktuelle parlamentariske rolle som støtteparti for en S-R-SF-regering der ikke har revolution på programmet - og i hvert fald for socialdemokraternes og de radikales vedkommende heller ikke går og drømmer om eller pønser på den. Det er der måske endnu nogle der gør i SF, men de fleste revolutionært sindede i dette parti er nok allerede i skuffelse over regeringen gået over til Enhedslisten.

I forvejen betragtes Enhedslisten som ekstremistisk, hvad der i parlamentarisk sammenhæng netop vil sige så langt ude på det politiske overdrev, at de fleste almindelige vælgere har vanskeligt ved at tager dem alvorligt - og at de politiske ledere der har gjort sig afhængige af partiets stemmer i folketinget ikke véd om de kan stole på partiet. Regeringens brede skatteforlig med V og K vakte som bekendt voldsom kritik hos Enhedslisten, hvis Johanne Schmidt-Nielsen rent ud erklærede at partiets tillid til regeringen var ikke-eksisterende. Det var sådan set en forståelig reaktion på regeringens bevidste fravalg af et lille forlig med Enhedslisten, men betyder også at det er blevet endnu sværere for regeringen at skaffe sig flertal for en finanslov til efteråret. Og når det er tilfældet, er det næppe klogt af Enhedslisten uden omsvøb at melde ud at man dybest set ønsker at omstyrte det bestående samfund.

Reaktionerne har da også været klare og forudsigelige. Socialdemokraternes gruppeformand kaldte allerede for en uge siden Enhedslisten for at samling gamle leninister, maoister og kommunister, og en ordfører minder nu om at en revolution skal gå over dem (hvilket vil sige at den ikke kan lade sig gøre så længe S overhovedet har noget at skulle have sagt). Liberal Alliance benytter lejligheden til at kalde Enhedslistens tankegang for syg, og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti sætter trumf på ved helt vildledende at gøre gældende at der går en lige linje fra massemorderen Pol Pot til Enhedslistens Per Clausen.

Det er naturligvis i sig selv en fordel for alle at et parti bekender kulør - og spytter ud med hvad dets ledere og medlemmer inderst inde mener og drømmer om, for det betyder at alle får øjnene op for hvad partiet egentlig vil hvis det skulle komme til magten. Får Enhedslisten 90 mandater ved et folketingsvalg, kan det gennemføre samfundsomvæltningen via lovgivningen og fx afskaffe politi og militær samt den private ejendomsret, siger et hovedbestyrelsesmedlem, idet hun dog ser bort fra nødvendigheden af en grundlovsændring og iøvrigt - meget beroligende - understreger at det vil blive tilladt folk at eje en tandbørste! Og det er da altid noget, men eksemplet afslører alligevel venstrefløjens totale foragt for sammenhængen mellem ejendomsret og ansvarlighed. Intet tyder dog i øjeblikket på at Enhedslisten nogensinde kommer i nærheden af de 90 mandater, selvom de helt aktuelt har stor fremgang i meningsmålingerne. Det lykkedes end ikke S og SF i fællesskab at få rent rødt flertal sammen med Enhedslisten ved folketingsvalget i september, og alle meningsmålinger har siden vist at også denne drøm fortoner sig i fjerne horisonter. Både S og SF er kommet i en sand eksistenskrise - og får uden tvivl meget vanskeligt ved at nå op på gammel styrke igen. Tiden synes til helt andre løsninger. Og derfor er Enhedslistens udmelding isoleret set ganske utidssvarende.

Enhedslistens udstilling af sine luftige ideer må dog alligevel betegnes som nyttig som led i den almindelige erkendelsesproces som finder sted ikke blot herhjemme, men i hele Europa. Per Clausen har ikke helt uret i at Sydeuropa er i så store økonomiske vanskeligheder at kollaps kan tænkes og vil give følger i resten af Europa, der i høj grad slås med politikernes manglende legitimitet. Økonomisk kollaps i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal vil ikke alene give stor social uro i de enkelte lande, men også give det europæiske finansmarked risikabel ustabilitet - og i sidste ende også påvirke forholdsvis begunstigede lande som Danmark uheldigt. Afstanden mellem de politiske ledere og befolkningerne er overalt blevet for stor, men det er naivt at forestille sig at det nogetsteds vil hjælpe at lade ekstremister komme til den legitime, parlamentariske flertalsmagt og på den måde få mandat til at gribe ind over for militær, politi, banker og private virksomheder. Det eneste man kan være nogenlunde sikre på i et sådant tilfælde er at risikere et fuldstændigt kaos - og et sådant er nu engang altid bedst for de grupper der går og venter på at kunne gribe den rå magt.

Et hovedbestyrelsesmedlem af Enhedslisten har da også været ude at advare mod at gøre sig klog på hvordan store samfundsændringer lige præcis kommer til at finde sted. Et andet minder udtrykkeligt om at selv ordet 'revolution' har en klang af stormen på Vinterpaladset i Sct. Petersborg i 1917, der som bekendt førte direkte til bolsjevikernes diktatur. Og Per Clausen selv har også fundet det nødvendigt at berolige opskræmte folk ved at understrege at den islandske 'kasserollerevolution' for et par år siden minder mere om hvordan Enhedslisten forestiller sig revolutionen her i landet. Han tror med andre på at vi kan komme af med den siddende regering såvel som med det bestående kapitalistiske system ved at stille os op på Christiansborgs Slotsplads med vore kasseroller i hånden og larme os til den ønskede omvæltning!

Går vi til Enhedslistens gamle principprogram fra 2003, som det endnu ikke er lykkedes partiets ledelse at få moderniseret efter ønske ved senere landsmøder, fremgår det klart at partiet går ind for det klasseløse (kommunistiske) samfund, hvor kapitalismen er erstattet med en "demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi", og hvor politi og militær er opløst, Børsen lukket og bankerne nationaliseret - samt EU nedlagt. Det siges udtrykkeligt at Enhedslisten ikke har "illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække". Og det tilføjes, at "centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling. Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag."

Principprogrammet blev skrevet og vedtaget da partiet endnu var tæt på spærregrænsen og helt uden betydning, men samfundsforskere tvivler stærkt på at de 12-13 % af befolkningen der ifølge meningsmålingerne ville stemme på partiet i dag virkeligt skulle være indstillet på den temmelig gammeldags revolution der skildres i programmet. Det er allerede en sproglig svaghed at ordet 'revolution' overhovedet bruges, fordi det uomtvisteligt har den klang af voldelig og blodig omvæltning som allerede den franske revolution havde og siden mange andre revolutioner fik i og med at de endte med diktatur og terror, hvis de da ikke forinden løb ud i sandet. Ordet 'revolution' kan man derfor slet ikke bruge frit. Det er blevet i høj grad 'interdependent', dvs dets betydning er afhængig af dets historiske relation til andre ord og sammenhænge, jf. artiklen om Favrholdts 'Filosofisk codex', og det kan derfor ikke indsnævres til en ren leksikalsk betydning af en omvæltning der står i modsætning til 'evolutionen' ved at være springvis.

I nyeste tid viser det arabiske forår desuden at store samfundsomvæltninger er yderst vanskelige, selvom store dele af landenes befolkninger går euforisk går ind for dem, og alt iøvrigt peger på at de er nødvendige for at komme videre i udviklingen. Vanskelighederne betyder altså ikke at der ikke kan være behov for grundlæggende samfundsforandringer, men det betyder at tilhængerne af store forandringer i det mindste må gøre sig klart hvilke metoder de vil acceptere og hvilke praktiske muligheder der er gennemførlige. Det første er relativt let at afgøre i veludviklede demokratiske samfund med god civil orden, god økonomi, frie valg, presse- og ytringsfrihed og god parlamentarisk skik: her ønskes under ingen omstændigheder voldelige omvæltninger, og partier eller bevægelser der finder sådanne nødvendige for at nå deres mål, stemples uundgåeligt som ekstremistiske: de er yderligtgående og har skumle motiver til deres drømme om magtovertagelse.

Det er straks vanskeligere at komme overens om hvilke praktiske muligheder der skal regnes for realistiske og urealistiske, fordi folk ser forskelligt på om samfundet er 'konstrueret' vilkårligt og følgelig burde kunne ændres efter forgodtbefindende, eller om samfundet - ligesom naturen - er underkastet nogle lovmæssigheder der nok tillader visse ændringer eller justeringer af den sociale, økonomiske og kulturelle orden, men udelukker andre.

Generelt er det venstrefløjens indgroede forestilling at enhver hierarkisk samfundsorden er et vilkårligt onde og til hver en tid kan og bør afskaffes - nøjagtigt ligesom det kapitalistiske system med dets private ejendomsret og økonomiske ulighed. Det vil med andre ord sige, at drømmen om det klasseløse, kommunistiske samfund uden privatkapital er en utopi om et fuldkomment, paradisisk samfund der aldrig nogensinde har eksisteret eller vil komme til at eksistere i praksis, men udelukkende trækker på dybe, kollektivt ubevidste forestillinger om en uskyldighedstilstand som i virkeligheden er identisk med den lovpriste lykkelige barndom som er præget af ansvarsfrihed, men ganske uforenelig med menneskelivets normale voksentilstand som er præget af fuldt ansvar for eksistensen og er selve det der gør forskellen mellem dyr og menneske og mellem kultur og natur. Forestillingen om det fuldkomne samfund er med andre ord en utopisk drøm om evig barndom der strider mod alle menneskelige erfaringer om en normal tilværelse hvor alle individer vokser op til ansvar, udfordringer og problemer samt forgængelighed og tidsbegrænsning.

Kulturlivet tog faktisk først sin begyndelse da bevidstheden af uforklarlige grunde slog ned i den biologiske evolution som et emergent fænomen, og det holder ganske enkelt op den dag der ikke længere er ansvar, udfordringer og problemer i den personlige tilværelse eller det fælles samfundsliv. Man kan kalde forestillingen om det fuldkomne samfund en skøn drøm for trætte sjæle, men den er og bliver urealistisk - ligesom alle forestillinger om livet efter døden, om paradiset eller nirvana. Men forestillingen som sådan hører unægteligt med til livet, fordi livet er besværligt og den dybe længsel efter uskyldighedstilstanden er urokkelig.

Men er man realistisk indstillet, accepterer man grundvilkårene som kendsgerninger - og indretter sig på dem. Og dette betyder på ingen måde at man skal acceptere alle forhold eller alle kendsgerninger som urokkelige, men derimod at man må indse at de ikke alle kan ændres vilkårligt. Forbedringer og justeringer er mulige såvel i det små som i det store. Udviklingen på langt sigt er en kendsgerning der dokumenterer at også samfundsændringer, små som store, er mulige, ja, de kan endda være så store at det er fuldt berettiget at tale om emergens og spring. De kan føre op på nye niveauer som ikke har været set før i historien. Det er meget let at se i den teknologiske udvikling, for det er indlysende at menneskets stigende beherskelse at jorden, vandet, luften og ilden eller energien har forandret den materielle kultur, og det er tilsvarende let at se at menneskets stigende erkendelse og oplysning har forandret den sociale og politiske kultur. Specielt har naturvidenskaben de sidste fem hundrede år betydet enorme fremskridt, og den stigende demokratisering, folkeoplysning og sekularisering i de udviklede europæiske og amerikanske lande de sidste to hundrede år fuldstændigt har ændret samfundslivet. Man glemmer dog ofte, at de eksistentielle grundvilkår - der drejer sig om menneskets psykiske forhold - ikke har ændret sig i denne tid.

Politisk set er det imidlertid væsentligt at holde fast i at forestillingen om en tilbagevenden til den uskyldighedstilstand der var før-kulturel og før-menneskelig er totalt urealistisk, og at udfordringen derfor aldrig bliver at komme den sociale lagdeling og den økonomiske ulighed til livs som er en direkte følge af den menneskelige frihed, forstået som menneskets muligheder for handlingsmæssig valgfrihed gennem bevidsthedsmæssige erkendelser. Disse muligheder er givet med bevidstheden, og de kan unægteligt føre til uhensigtmæssige og destruktive valg, men de kan også føre til hensigtmæssige og konstruktive valg, større udfoldelse, større horisonter, rigere tilværelse, ekspansion og grænseoverskridelse.

Skal realismen bevares, indebærer det altså ikke at mennesket er afskåret fra at lave om på eller forbedre samfundet, men derimod at det er afskåret fra at gøre det fuldstændigt vilkårligt. Vi må acceptere nogle begrænsninger der dels ligger i naturlovene, dels i de samfundsmæssige love af økonomisk, social, kulturel og psykisk art. De første kan naturvidenskaben efterhånden klarlægge bedre og bedre, de sidste kan samfundsvidenskaberne i det mindste også belyse, men slet ikke klarlægge på samme eksakte måde som naturvidenskaben, og dette skyldes at der i den samfundsmæssige udvikling indgår irrationelle faktorer som i vid udstrækning unddrager sig eksakt beskrivelse og forklaring, fordi de i sidste instans har med det kollektivt ubevidste at gøre.

Ikke mindst på grund af disse irrationelle faktorer bliver det altid en illusion at forestille sig at mennesket kan gennemskue udviklingen og dens årsager og virkninger og formgive eller konstruere samfundet efter behag. Et samfund er ikke et stykke mekanik der er styret på deterministisk vis, men tværtimod et højtudviklet organisk fænomen hvis årsags-virkningsforhold aldrig kan afklares fuldt ud og derfor heller ikke kan styres vilkårligt. Man må respektere dets dunkle kræfter og i højere grad stole på intuitive fornemmelser end på videnskabelige beregninger og logiske ræsonnementer. Derfor er de folkelige kræfter og bevægelser langt vigtigere end de politiske lederes tro på styring. Specielt er alle illusioner om vilkårlig samfundskonstruktion gennem magtanvendelse fatale. Ideologisk samfundshersen er altid af det onde.

Udfordringer er der imidlertid altid nok af, og de bliver særligt store i krisetider, dvs når udviklingen fører ud i blindgyder, hvor man ikke længere kan klare sig med gamle metoder, principper, programmer eller løsningsmodeller, men må søge nye og emergente løsninger.

Den aktuelle finanskrise er et eklatant eksempel på en både økonomisk og politisk krise der ikke kan løses med forældet klassekamp, opgør med kapitalismen og markedsøkonomien eller et valg mellem liberalisme og socialisme. Den kræver accept af grundliggende vilkår som en vis civil orden, en vis demokratisk indstilling, en vis økonomisk frihed og en vis social ulighed og lagdeling der altsammen ikke forhindrer vækst, dynamik og udvikling, men omvendt heller ikke undergraver fællesskabet.

Specielt må det understreges, at det vil være helt illusorisk at forestille sig at man kan komme alle samfundsmæssige skævheder til livs, hvis man forsøger at fjerne eller umuliggøre pengeøkonomien og markedsøkonomien som sådanne. De er begge nødvendige for det moderne samfunds opretholdelse og fortsatte udvikling. Men som de sidste årtiers udvikling har dokumenteret, så har finansverdenen - ikke mindst takket være de informationsteknologiske fremskridt - udviklet former og mekanismer der har fået tingene til at løbe løbsk, så de er kommet ud af kontrol og undergraver de normale finansmarkeders grundliggende orden og stabilitet. Det er ikke her nødvendigt at nævne andet end boligbobler, it-bobler og statslig gældsstiftelse i en målestok der ikke har været set før og har gjort markedet fuldstændigt uoverskueligt for ikke alene professionelle finanseksperter, men også statsledere og investorer. Her er det oplagt nødvendigt at prøve at finde effektive og bæredygtige reguleringer, der om muligt fjerner de største risici, men bevarer den nødvendige dynamik.

Da en af de mest synlige og anstødelige fejl ved det herskende finanssystem åbenlyst er dets fantastiske direktørgager og -bonusser, er det nødvendigt at påpege at det er fuldstændigt meningsløst at sammenligne disse gager og bonusser med almindelige lønninger på arbejdsmarkedet, da de ikke dækker et normalt overskueligt eller gennenmskueligt arbejde hvis værdi kan vurderes efter normal målestok, men en helt ekstraordinær indsats som i princippet ikke kan bedømmes på stedet og i aktuel tid, men først langt senere i global sammenhæng. En væsentlig faktor for den aktuelle fastsættelse af disse gevinster er nemlig markedets forventninger til fremtiden - og denne er altid usikker. Den kan ikke fjernes med nationaliseringer af banker eller lukning af børser - medmindrer man vælger det rabiate, men katastrofale middel helt at afskaffe selve pengeøkonomien, alt ansvar og al risiko. Men man kan naturligvis heller ikke lade stå til, for så fortsætter problemerne blot.

Da Danmark er et meget lille land i det store globale spil, vil det være helt illusorisk at tro at Danmark kan løse problemet gennem intern lovgivning. Derfor er al snak om revolution også i denne henseende håbløst utidssvarende. Den afspejler kun drømme om et ideologisk inspireret verdensherredømme der er ren utopi. Holder vælgerne og politikerne sig imidlertid nogenlunde nøgterne nede på jorden, er de nødt til at se de begrænsede muligheder i øjnene, og det behøver ikke at betyde at man skal bøje sig for snævre realpolitiske eller finansministerielle hensyn, hvor hovedreglen er såkaldt 'budgetansvarlighed' eller rimelig og fornuftig balance mellem udgifter og indtægter. Der er fortsat behov for visioner der ikke blot fremskriver prognoserne et årti eller to (som de eksisterende 2020-planer), men går ind på hvilket velfærdssamfund vi ønsker på længere sigt. Og her gælder ubetinget at vejen frem hedder definitiv afsked med gammel klassekamp og forældet opslitning mellem socialistisk og liberalistisk tankegods.

Den progressive løsning hedder - som Jernesalt har påpeget gang på gang - 'den tredje vej', hvilket ikke vil sige en simpel britisk udgave (Blairs New Labour) eller en simpel Fogh-efterligning, men en gennemtænkt og opdateret komplementær vej mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet. Her stilles principperne ikke op som uløselige eller uforenelige dualistiske modsætninger, men som ligeværdige og ligeberettigede ideer der begge har deres fortrin, men i deres uafladelige modspil giver den dynamik som vi ikke kan leve uden. Den tredje vej er i princippet for alle demokratiske partier, men da nogle lægger mest vægt på frihedsprincippet og andre på lighedsprincippet, vil der fortsat være plads til forskellige partiers bud på konkrete løsninger. Det skal dog ikke forties at der her i landet for øjeblikket er hårdest brug for en styrkelse af frihedsprincippet - vel at mærke hvis det kan løsrives fra forenklede liberalistiske idealer, men til gengæld forenes med sandt lederformat. Det giver som partifordelingen p.t. er ifølge alle meningsmålinger en stor fordel for partiet Venstre. Men de har desværre slet ikke opdaget den store udfordring.

Til gengæld kan det siges med sikkerhed at et parti som Enhedslisten med sine relancerede revolutionsdrømme er kommet endnu længere væk fra indflydelse på længere sigt. Deres drømme er ikke alene utidssvarende og utopiske. De er reaktionære - og drømmenes aktuelle relancering afslører egentlig kun socialdemokratismens endelige fallit. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er virkeligt kommet ud i dyb eksistenskrise. Men det er først og fremmest hele den gamle klassekampsideologi og vi-alene-vide-mentalitet som midtervælgerne er blevet trætte af og forventer at se afløst af den tredje vejs progressivitet og refleksivitet.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Link til Enhedslistens officielle hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: