JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - uddannelse16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.4.16.

Gymnasiereform? - Adgangskrav? - Almendannelse? - Opgør med socialdemokratismen?

Regeringen har fremsat et udspil til ny gymnasiereform, hvis formål er at højne niveauet i gymnasiet så alle der tager en studentereksamen bliver tilstrækkeligt kvalificerede til at kunne gennemføre en videregående uddannelse. Det skal primært ske ved at stille krav om karakteren 4 i matematik og dansk samt forlange matematik på B-niveau for studentereksamen (stx) og højere handelseksamen (hhx). Derved skulle frafaldet på de videregående uddannelser blive væsentligt mindre samtidig med at niveauet på dem bliver højnet.

Reformen skønnes i den sidste ende at give 9 procent færre unge på universitetet. De der ikke kommer i gymnasiet, kan komme på Højere Forberedelseseksamen (HF) der bliver målrettet erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. Men hf'erne vil dog stadigvæk gennem overbygningen på op til et halvt år have mulighed for at få en videregående uddannelse.

Antallet af studieretninger for stx., hhx., htx og hf reduceres samtidigt fra 209 til 50, og den Almene Studieforberedelse via et tværfagligt samarbejde afskaffes til fordel for 200 timers undervisning der lægges oven i de andre fag.

Som altid ved større indgreb i bestående uddannelser kan der siges for og imod udspillet, blandt andet kan der rejses tvivl om selve karaktergivningens objektivitet. Der synes i hvert fald af forskellige årsager at være gået ren inflation i 12-tallet. Men regeringen sigter efter et eller andet kompromis med det nævnte firtal i matematik og dansk som fremtidigt adgangskrav - uanset om Socialdemokratiet og De radikale Venstre vil bøje sig eller ej. Det vil sandsynligvis betyde et smalt forlig i stedet for det gamle brede forlig fra 2003, men regeringen har klart meldt ud at den ønsker stramning - af hensyn til såvel kvalitetsniveauet som økonomien. Og det er der god fornuft i. Ingen bør have adgang til gymnasiet der ikke allerede i folkeskolen har lært hvad det vil sige at arbejde seriøst med tingene.

Et centralt, men faktisk gammelt problem er at mange af de studerende der bliver optaget på de naturvidenskabelige uddannelser hverken kan regne med brøker eller procenter. Det påpeger den erfarne lektor i biofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet Steen Laugesen Hansen, som har undervist førsteårsstuderende i omkring 30 år. Det faglige niveau er styrtdykket, siger han ligeud på DR1. Ja, det er efter hans mening ganske enkelt en katastrofe, at der er blevet lukket så mange ind på universiteternes naturvidenskabelige uddannelser eftersom disse som bekendt alle forudsætter megen matematik. Dumpeprocenterne på fag som biofysik og fødevarefysik er steget fra 10 procent til 50 procent - og det er endda for lidt, hævder Laugesen. "Hvis de var steget så meget, som de i virkeligheden burde, så havde jeg ikke stået her nu; så havde jeg solgt 'Hus Forbi' foran Netto", siger han, underforstået at så var der næsten ingen tilbage at undervise! Og det lave niveau er vel at mærke en direkte følge af at man har ladet alt for mange få adgang til studierne. 90 procent af de studerende ville dumpe, hvis de var blevet stillet de samme fysikopgaver, som de studerende blev for 20 år siden! Det bliver de ikke - og det skyldes ikke samfundshensyn, men bevidst socialpolitik.

I den forbindelse må det også påpeges, at universiteterne for at gøre op med denne ødelæggende politik er begyndt at rense ud i fag der vil få for lidt søgning, hvis der indføres et karakterkrav på 6 fra 2018. Det vil ramme mange humanistiske fag som finsk og polsk, hebraisk og indologi, klassisk græsk og indianske kulturer. - Der er ikke råd til at opretholde fag der kun har mellem 5 og 15 studerende ialt. Det er tværtimod spild af ressourcer i en tid hvor der samfundsmæssigt set er mere brug for andre fag. Man kan indvende at det vil gå ud over universiteternes gamle, hæderkronede indstilling om at dække alle kulturområder (ordet 'universitet' kommer af 'universitas' der betyder helhed). Men man skal her huske at fagene efterhånden er blevet delt op i stadig flere specialer. Og en sådan opdeling er ikke alene økonomisk uholdbar, men også endeløs. Og den strider i sig selv mod tanken om at fastholde helhedssynspunktet.

Der vil også blive skåret i antallet af ph.d.-studerende. På Københavns Universitet har man besluttet at reducere antallet med knap 10 procent fra 820 til 750 studerende om året. Prorektoren for forskning forklarer, at besparelserne er et resultat af "den markant forandrede ramme, der gør, at en halv milliard kroner pludselig forsvinder fra vores budget". Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har planer om tilsvarende reduktion af ph.d.-studerende i år fra cirka 400 studerende til 360. Det oplyses dog her, at universitetet ikke sparer på sine egne udgifter til området, men nedjusterer forventningerne til, hvor mange eksterne midler de studerende kan søge. - Universiteterne råber naturligvis straks op om at det vil ramme forskningen som sådan. Ingen synes at kere sig om det overordnede synspunkt at der måske slet ikke er brug for så mange ph.d.-kandidater. Man kan blot ikke fortænke de studerende i at tage et ph.d.-studium med, hvis de ellers har kvalifikationerne i orden. Det er tre års behageligt studium mere som ren foræring fra det offentliges side, og dette er lige præcis problemets kerne.

Jeg skal ikke gå ind på de dele af regeringsudspillet der medfører ændringer på en række detaljer. Det er altid nødvendigt med justeringer af gældende regler, men desværre er det aldrig muligt at forudberegne virkningen af justeringerne (fx har afskaffelsen af 13-skalaen og indførelsen af 12-skalaen fået følger ingen ønskede). Problemet ved alle store reformer er at man i vid udstrækning må gætte sig til effekten, og efterfølgende altid justere på de felter hvor det ikke gik som planlagt.

Men to spørgsmål er unægteligt vigtige: Hvordan sikres, at frafaldet bliver væsentligt mindre? Og hvordan sikres at enhver uddannelse efter folkeskolen giver en almendannelse som er tidssvarende i det 20. århundrede?

Kan man skabe mere lighed i samfundet ved at give flere og flere en længere og længere uddannelse, når følgen er at niveauet daler proportionalt med antallet der kommer ind på de videregående uddannelser?

Formanden for HK/privat Simon Tøgern har i netop i et interview i Politiken (10.4.) understreget at slaget om uddannelse er den nye klassekamp. Og Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i den forløbne uge talt om at Højere Forbederedelseseksamen er kernen i den værdikamp om fremtidens gymnasier der foregår mellem de to politiske blokke. Blå blok er naturligvis godt tilfredse med at også HF får et fagligt løft, og at der gøres op med selve tanken om at universitetet i princippet skal være for alle - uanset egnethed. Rød blok finder derimod regeringsudspillet helt uforeneligt med ønskerne om uddannelse til alle og om plads til sene startere (der fx i første omgang fravælger gymnasiet, fordi de midt i puberteten er blevet skoletrætte).

Reelt er der således tale om de borgerlige partiers optakt til et endeligt opgør med socialdemokratismens grundillusion at uddannelse er vejen til minimering af den sociale ulighed.

Ingen kan være imod at alle skal uddannes bedre og bedre i et samfund der bliver stadig mere kompleks og derfor kræver mere af alle der vil leve af deres arbejde og undgå umyndiggørende forsørgelse i den erhvervsaktive alder. Det burde være indlysende at alle i dag allerede i folkeskolen bør lære mere matematik end ældre generationer, fordi matematik indgår som vigtigt element i flere og flere fag. Og det er også indlysende at alle i dag må have bedre kundskaber i informationsteknologi end tidligere generationer. Det er ikke nok at børn via computerspil leger eller prøver sig usystematisk ind i teknikken. De skal også have baggrundsviden om teknikken og de sociale medier og alle de fordele og risici der er forbundet med dem. Ja, fagfolk gør endog gældende at gymnasieelever i dag bør lære at programmere, så de selv bliver i stand til at lave deres it-værktøjer og tilpasse dem til deres egne behov!

Heraf følger bare ikke at alle skal gives adgang til de lange videregående uddannelser eller de mellemlange erhvervsrettede uddannelser. For dette er alle ikke egnede til; det har samfundet ikke råd til, når ressourcerne er begrænsede; og det er desuden en lodret fornægtelse af at social stratifikation hører ethvert samfund til - uanset teknologisk stade. Der er fra naturens side forskel på folk, og den frihed vi alle ønsker fører uundgåeligt til ulighed. Det ville være en tilbagevenden til gammeldags klassekamp fra 1800-tallet og 1900-tallet at blive ved med at pukke på social lagdeling som et absolut onde.

Den nuværende Venstre-regerings udspil er i realiteten et klart brud med VK-regeringens uddannelsespolitik i 2003, for dengang valgte man "uddannelse til alle" som et trylleord der ville føre til større lighed i samfundet, ja daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undsagde eftertrykkeligt sin socialminister Eva Kjer Hansen der var så frimodigt liberal at hævde at frihed altid fører til ulighed. Men det ville Fogh ikke høre tale om. Og det er jo ganske sjovt tretten år senere at Foghs meget liberale efterfølger trak Eva Kjer ind i sin regering, men meget mod sin vilje måtte ofre hende igen, fordi den liberalisme han egentlig var enig med hende i, da det gjaldt miljøet, faldt de konservative for brystet.

I 2012 kom S-R-SF-regeringen med endnu mere vidtgående uddannelsesutopier. Regeringens 2020-plan satte følgende mål for uddannelserne: 95 pct. af en ungdomsårgang skal mindst gennemføre en ungdomsuddannelse, 60 pct. skal gennemføre en videregaende uddannelse og 25 pct. skal gennemføre en lang videregaende uddannelse. - Jf. S-R-SF-regeringens 2020-plan.

Løkke-regeringens nye gymnasieudspil drejer sig derfor - selvom det ikke siges højt og tydeligt - dybest set om at acceptere såvel den naturskabte forskel på folk som den samfundsskabte modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet: Den frihed vi alle sætter højt fører altid til øget ulighed, og det er slet ingen skade til for helheden eller de enkelte individer i et demokratisk samfund der er kendetegnet ved at det påtager sig et rimeligt ansvar for de individer der står lavest på den sociale rangstige. Selve frihedsprincippet skal dog ikke stækkes, da det er det der sikrer både kreativiteten og dynamikken. Det uheldige i Venstres politik er imidlertid at Lars Løkke lige så lidt som Anders Fogh får afklaret at selve modsætningen mellem friheds- og lighedsprincippet er en fundamental modsætning der er logisk uløselig. Modsætninger af denne art skaber alene sund dynamik ved at blive betragtet som komplementære og dermed lige berettigede.

Det vigtigste i denne forbindelse er derfor et klart og udtrykkeligt opgør med 'socialdemokratismen', dvs med selve den illusion at man kan gøre uddannelsespolitik til socialpolitik og tror at man gennem stadig mere uddannelse til stadigt flere mennesker uden ringeste hensyn til forskellen mellem mennesker og de økonomiske begrænsninger skulle komme den sociale ulighed til livs. Det er lige så naivt som da venstrefløjen i 1960'erne og 70'erne troede at man kunne ændre de grundliggende samfundsvilkår ved at gøre flest mulige borgere til klienter i den sociale sektor og bare lade denne vokse sig større og større. Det betød i realiteten at man sygeliggjorde flest mulige, at man nærmede sig den økonomiske afgrund så man måtte gribe ind, og at man fik en offentlig sektor som var alt for stor (og venstreorietneret!) og som det næsten er umuligt at reducere til en fornuftig og rimelig størrelse. - Jf. Den herskende klasse efter 1970 (19.02.03.).

Gennem det aktuelle udspil til ny gymnasiereform markerer regeringen en klar forskel mellem de borgerlige partier og de utopiske partier på venstrefløjen. Men lander regeringen et kompromis med socialdemokraterne der ikke medfører en ændring af HF, så viser den en uhyggelig svaghed - og en fortsat fatal uafklarethed.

Det andet centrale spørgsmål er hvad almendannelse overhovedet er for en størrelse år 2016? Er almendannelse blot et passende kundskabsniveau som flest mulige gerne skulle være kommet i besiddelse af når de er færdige med studierne, eller er almendannelse noget mere?

Fra formanden for rektorerne er det udtrykkeligt blevet nævnt at viden om informationsteknologien er en helt afgørende del af almendannelsen, og det er rigtigt for så vidt almendannelse gøres til et simpelt spørgsmål og passende og tidssvarende kundskaber. Det er i dag en selvfølge at alle i folkeskole, gymnasium og videregående uddannelse på hvert alderstrin opdateres med relevant viden om IT. Men almendannelse er meget mere. Den er bl.a. en grundig oplevelse af selve den erfaring at et hvilket som helst seriøst arbejde (legemligt eller åndeligt) og en hvilken som helst seriøs tilegnelse af kundskaber (data om såvel facts som psykiske fænomener) influerer på ethvert menneskes dannelse som borger i et demokratisk og sekulært fællesskab. Men det springende punkt er at almendannelse til alle tider desuden er en personligt erfaret indsigt i noget subjektivt og irrationelt som helt unddrager sig naturvidenskabelig måling og simpel kundskabstilegnelse, men ikke desto mindre er af den allerstørste eksistentielle betydning for ethvert menneske ved at give erfaringer om mening, kvalitet, orden, helhed og sammenhæng.

Almendannelsen kommer over i deciderede eksistentielle baner, så snart vægten kommer til at ligge på det personlige ansvar for ens eget liv og udviklingsproces. Det menneske der vil påtage sig et sådant ansvar er nødsaget til at fuldbyrde sit 'syndefald', at spise af kundskabens træ og blive et frit menneske med bevidsthed om sine valgmuligheder. Dette syndefald sker aldrig på �n gang, slet ikke i vore dages komplicerede samfunds- og kulturliv. Det sker i takt med at den enkelte gør sig sine erfaringer og får udviklet sjælelivet i og med disse erfaringer.

Problemet for mange unge mennesker er imidlertid, at de udskyder tidspunktet for ansvarliggørelsen længst muligt fordi uddannelserne bliver længere og længere samtidigt med at pengene og dermed forbrugsmulighederne flyder rigeligt - uden at de ser farerne. Fristelserne er mangfoldige, som det hedder et sted hos Ibsen. Det gælder i dag ikke mindst mediefristelserne og dermed underholdningsmulighederne. Men den endelige ansvarliggørelse, modenheden, ligger altid i at gøre dannelsen eksistentiel og tage den udfordring op der hører med til dette.

Som følge af informationsstrømmens og mediefristelsernes umådelige omfang i vore dage kræves der af den enkelte ikke blot en relativt stor evne til at orientere sig, skelne og dømme, helst kombineret med en rimelig indlevelse i og forståelse for andre menneskers, andre kulturers og andre religioners liv og muligheder, men dybest set også en bevidst bestræbelse på at bevare sammenhængen og retningen i livet.

Den enkelte må følge godt med i hvad der foregår omkring ham - nationalt som globalt. Dernæst fravælge overflødig information med hård hånd, og til gengæld drage omsorg for at skaffe sig den virkeligt fornødne information. Han må samtidigt kunne foretage en nogenlunde kvalificeret bedømmelse af såvel historisk og politisk art som psykologisk, erkendelsesteoretisk og religiøs art. Og dette betyder i realiteten at der ideelt set kræves ikke mindre end en omfattende helhedsrealistisk indsigt og bedømmelsesevne af netop den slags der er lanceret på Jernesalts sider.

Indsigt af denne art vil være påkrævet for at løse tidens store og alvorlige eksistentielle problemer for ethvert menneske der ikke bare vil følge med strømmen og være offer for andres manipulationer. Dannelse er fortsat 'gode manerer'. Almendannelse er fortsat passende forkundskaber om omverdenen og historien, herunder såvel kendskab til den nationale historie og litteratur som til fremmede sprog og kulturer. Men dannelsens dybeste hemmelighed er og bliver den udviklede evne til opmærksomhed og vilje til fordybelse, sammenhæng og konsistens der betyder at den enkelte kan se meningen med sit eget liv såvel som med sit folks og sit samfunds. Perspektivet og vægten er her flyttet fra underholdning og postmodernistisk mainstream til det historiske, ja i sidste ende religiøse perspektiv.

Dette betyder i realiteten at den menneskelige eksistens i såvel det kulturelle og videnskabelige liv som i det politiske liv må sættes over videnskab, matematik, teknologi, økonomi og politik hvis disse enkelte sider af samfundslivet skal kunne ses i det store perspektiv der hedder helhedsrealismen og som gennem komplementaritetssynspunktet netop undgår al holisme, dogmatisme eller totalitarisme. Denne helhedsrealismes store force og kendetegn er at der på åben og pragmatisk vis sørges for overvægt af det gode i fællesskabet ved hjælp af en tidssvarende begrebsramme.

Og her svigter regeringens udspil. På det taknemmelige papir postulerer gymmnasieudspillets ophavsmænd naturligvis at man ønsker en moderne almendannelse. Man vil sikre, at "eleverne i gymnasiet bliver robuste og klædt på til at forstå og agere i fremtidens samfund", og de opnår "en personlig modning, der gør dem i stand til bredt at træffe valg om egen livssituation. De skal for eksempel opnå viden om egen økonomi, de skal uddannes i entreprenørskab, og de skal opnå kompetencer som digitale borgere".

Man vil, hedder det, afskaffe Almen studieforberedelse (AT) som ramme for de flerfaglige forløb på stx (studentereksamen). Der bliver 200 timer mere til de enkelte fag. Kravene til fagligt samspil indgår fremover i de enkelte fags mål. Desuden indføres målrettede projektforløb med fokus på faglig fordybelse og skriftlige kompetencer, hvor eleverne gradvist i løbet af gymnasietiden forberedes til arbejdet med studieretningsprojektet på uddannelsens 3. år.

Man indrømmer at fag som religion, oldtidskundskab og historie har en vis betydning i denne forbindelse. Men man erkender også at de ikke længere slår til og derfor med fordel kan afskaffes som selvstændige fag. "Historie, religion og oldtidskundskab samles i �n faggruppe i stx. For at mindske antallet af de små C-niveaufag i stx og for at styrke den humanistiske almendannelse oprettes en historisk-humanistisk faggruppe, der udnytter synergien mellem historie, religion og oldtidskundskab. Faggruppen har fælles faglige mål, og der afholdes �n mundtlig prøve. Det samlede timetal for de tre fag ændres ikke".

Og det lyder da altsammen tilforladeligt. Men sandheden er at ingen af de nævnte humanistiske fag - eller litteraturundervisningen i sprogfagene - er i stand til at give en oplysning om eksistensen som sådan som er aldeles afgørende for at nutidens samfundsborgere skal kunne komme bevidsthedsmæssigt på højde med det 21. århundredes situation og udfordringer. For skulle det være tilfældet er det uomgængeligt nødvendigt at borgerne allerede som unge tilegner sig en sikker og nøgtern metode for introspektion, konsistens, håb og spiritualitet - og det er ikke noget gymnasielærere v�d tilstrækkeligt om, det er ikke noget de har beskæftiget sig med i deres eget uddannelsesforløb, det er slet ikke noget man kan læse sig til. Det er tværtimod noget der skal erfares gennem personlig refleksion og personlige samtaler med erfarne mennesker der v�d hvad forskellen er på indsamling af rationel viden og erfaring af irrationel indsigt.

Det kan i denne forbindelse være på sin plads at afvise en påstand fra bestyrelsen for Dansk Selskab for Religionsvidenskab om at det skulle være katastrofalt at droppe religionsfaget i gymnasiet fordi dette fag arbejder med religionernes rødder og historiske udvikling og med den religiøse identitetsdannelse, den medmenneskelige sameksistens og de etiske diskussioner om kønsroller m.v.. - Alle disse gode kundskabsområder er det jo ikke udspillets formål bare at lade forsvinde. De skal blot lægges sammen med historie og oldtidskundskab i en undervisning der tilsigtes at give et større perspektiv.

Anholdes må også en påstand fra samme kilde om at det skulle være en fordel at religionsfaget afspejler en religionsvidenskabelig universitetsdisciplin med undervisere på højt niveau, for problemet er faktisk at den religionsvidenskabelige uddannelse bevirker at kandidaterne komme ud til gymnasierne fra universiteterne med en viden og erfaring der er i den grad fokuseret på videnskabelig metodologi og videnskabelig diskurs at deres undervisning bliver intellektualiserende. Dette er der ikke ret mange gymnasielærere der kan frigøre sig fra. Derfor kommer de stort set ikke længere end til at meddele kundskaber og diskutere kildespørgsmål og argumentationsteknik. Og det er der isoleret set ikke noget ondt i - kundskaber er jo nyttige, som H.C. Andersen sagde. Men eksistentielt set er det fuldstændigt utilstrækkeligt, fordi det i princippet gør alle ideer, dogmer og anskuelser lige gode og altså ikke vover sig ind i eksistensens afgørende spørgsmål om den irrationelle mening, orden og helhed som ingen kan undvære.

Religionsfagets og -forskningens krise kan naturligvis også ses i folkekirkens støt voksende ligegyldighed. For her har man nok stadig nogle dogmer at holde sig til der giver en forskel til andre dogmatiske systemer, men dem er der af gode grunde færre og færre almindelige mennesker der interesserer sig for (og også færre og færre præster der forsvarer). Alle disse dogmer om �n sand Gud, Kristi opstandelse fra de døde, og troen på Kristus som vejen til et evigt liv er slet ikke relevante for nutidige mennesker. Tværtimod står de i vejen for evangeliets egne ord om at man kommer ind i Guds rige ved simpelthen at være åben, nysgerrig, tillidsfuld og umiddelbar som et barn såvel som for sekulariseringens opdagelse af at dogmatik er ondets rod, fordi dogmer er og bliver magtmidler til kontrol af andre.

Netop på det aktuelle tidspunkt i vor kulturudvikling har vi fået øjnene op for at både religiøs og verdslig dogmatik og fundamentalisme er af det onde. Netop som følge af den store indvandring af muslimer gennem et halvt århundrede og den nyeste tsunami af muslimske flygtninge konfronteres vi europæere dagligt med den enorme og totalt udslaggivende kulturforskel mellem sækulariserede vesterlændinge og ikke-sekulariserede autoritetsbundne muslimer. Vi opdager endog at det slet ikke - som mange ellers har troet - er de fremmede dogmatiske religioner i sig selv der giver udslaget, for også kristendommen har i perioder været fatalt dogmatisk og er det stadigvæk visse steder i verden.

Det udslaggivende og fatale er alle steder og til alle tider den psykiske ejendommelighed at mennesket er tilbøjeligt til at se dualistisk på tingene og regne deres egen religion eller ideologi for den eneste sande og alle andre religioner og ideologier for kætterske og fjendtlige. Mange af disse dualistisk tænkende mennesker bliver endog besat af fanatisme i en sådan grad at de drages ind i såkaldt 'hellig krig mod de vantro'. Og selvom 'jihad' er et specielt begreb fra islam, skal man ikke tro at andre religioner eller ideologier (som nazismen, kommunismen, maoismen) ikke har ført hellig krig mod deres modstandere. Det har de i allerhøjeste grad. Og det er derfor selve indstillingen der gør udslaget og fører til krig, borgerkrig, udryddelse og forfølgese af anderledestænkende.

Følgelig er det i vor tid blevet aldeles afgørende at alle borgere i vort demokratiske og sekulariserede land bliver fuldt og helt eksistentielt afklaret på alment niveau, og at alle børn og unge gennem såvel folkeskolen som gymnasiet får en bred og dyb almendannelse der går langt ud over det rationelle og kundskabsbetonede. Almendannelsen skal frigøre de opvoksende generationer fra den dualistisk tænknings forbandelse og lærer dem at tænke i komplementære baner der på pragmatisk vis styrer efter den udogmatiske, indre konsistens der lægger vægt på overvægt af det gode i tilværelsen for hele fællesskabet.

En tidssvarende almendannelse der virkeligt batter i vore dage bliver således et dybtgående og vedvarende opgør med selve den kulturopfattelse der tror at rationelle kundskaber fører til den nødvendige erfaring og opretholdelse af meningen med livet og den store sammenhæng i tilværelsen - og som i tråd hermed nærer den illusion at det teknologiske fremskridt og den økonomiske vækst fører til lykke og indre konsistens. Uden dette dybtgående og konsekvente opgør med illusionerne bliver vi hængende i såvel individuelle kriser som den aktuelle kulturkrise.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Link:

Undervisningsministeriet
Reeringens udspil til gymnasiereform

Relevante artikler på Jernesalt:

Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse
Oversigt over artikler om oplysning
Leksikon 2015 - opslagsværk for den komplementære helhedsrealisme (6.2.15.)

Skal alle danskere være akademikere?  (21.8.13.)
Uddannelsessystemet vrides skævt af fokuseringen på effektivitet  (31.7.13.)
SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
slagside  (11.9.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)