utils prefix normal JERNESALT - smk1750-1900

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.8.12.

Nyophængningen af kunst 1750-1900 på Statens Museum

Da Statens Museum for Kunst her i foråret blev færdig med nyophængningen af hele sin store samling af kunst, er det på tide at omtale nyophængningen af 'Dansk og Nordisk Kunst fra 1750-1900' og i en følgende artikel nyophængningen af 'Dansk og International Kunst efter 1900'. Nyophængningerne blev igangsat af den i 2007 tiltrådte direktør Karsten Ohrt for godt og vel tre år siden og er ikke alene blevet betagende smuk, men følger også et kronologisk hovedprincip der er det eneste rigtige for en samling af den karakter og det omfang som museet nu engang har og råder over. Princippet blev tilsidesat af den kontroversielle Allis Helleland (direktør 1994-2007) med det resultat at den besøgende blev tvunget ind i et udstillingsmæssigt bombardement af kunst der naturligvis var provokerende ved første besøg, men ødelæggende for den kunsthistoriske udvikling som sætter de enkelte kunstnere og deres værker ind i den større sammenhæng de fleste vil foretrække ved gentagne besøg.

Det var naturligvis formålet for den tidligere direktør at ødelægge eller sløre denne sammenhæng, ligesom det er formålet med såkaldte modernisering eller opdatering af gamle operaer og teaterdramaer at fjerne den oprindelige miljøramme fra værkerne og i den forstand gøre dem tidløse. Men det er og bliver en misforståelse, fordi den ægte tidløshed ikke fremkommer ved at lade modernistiske iscenesættere tidsbestemme værkerne gennem deres subjektivt vilkårlige nyfortolkninger, men tværtimod at lade den fremstå på baggrund af et oprindeligt miljø. Den ægte tidløshed har at gøre med at få det i værkerne frem der peger på følingen med det kollektivt ubevidste og dettes arketypiske forestillinger der går på tværs af det historiske tidsbestemte og lokalitetsbestemte, men altid konkretiseres i noget tidsbestemt. Det eneste iscenesættere opnår med deres systematiske uddrivelse af det miljømæssige fra kunst og dramatik af ældre dato er kun at sætte sig selv i fokus og gøre sig interessante gennem selve den principielle historieløshed der kendetegner ungdommen, men som folk over 40 burde være vokset fra. Det udstillingsmæssige aspekt af kunsten kommer til at dominere over såvel det æstetiske som det etiske og eksistentielle. Jf. En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Det kronologiske hovedprincip er særligt vigtigt for et kunstmuseum af SMK's format og nationale betydning, fordi det er den eneste chance danskerne har for at se dansk (og nordisk) kunst udstillet ét sted i et omfang og en orden der virkeligt dækker perioderne. Der er særdeles mange gode kunstmuseer her i landet der dækker enkelte kunstnere og enkelte perioder på glimrende vis (fra Hirschsprung og Ordrupgaard i Hovedstaden til Aros i Århus, Fyns Kunstmuseum i Odense og museerne i Skagen, Hjørring, Aalborg, Randers, Herning, Holstebro, Horsens, Vejle, Trapholt, Esbjerg og Tønder samt Fåborg, Fuglsang på Lolland og Bornholms Kunstmuseum ved Gudhjem), men ingen der har en så rig samling og så stort et udstillingsareal som Statens Museum for Kunst i Sølvgade i København. Derfor har dette museum en særlig forpligtelse til at yde den bedst mulige permanente udstilling, så alle har mulighed for at få indblik i udviklingen. Derfor skal det i denne sammenhæng heller ikke forties at Kulturministeriet og Folketinget direkte svigter sine forpligtelser, hvis de som bebudet i det nu forelagte finanslovsforslag for 2013 genindfører den yderst uheldige entré-betaling for alle besøgende man generede museet med i flere nogle år, men heldigvis opgav igen, for meningen med gratis adgang til den permante samling på SMK er - lige som den gratis adgang til Nationalmuseet - at sikre det størst mulige besøg begge steder i folkeoplysningens navn. Indfører man entré forråder man folkeoplysningen - og rejser forøvrigt en mistanke om at ministre og politikere slet ikke bruger museerne!

Det siger næsten sig selv at heller ikke Statens Museum for Kunst kan præstere et fuldt repræsentativt udvalg af dansk kunst efter 1950 af den simple grund at de faste bevillinger ikke rækker til de nødvendige indkøb af de i dag på grund af samlernes hamstringer urimeligt opskruede priser på værkerne. Her ville danske museer være meget dårligt stillede uden eksistensen af Ny Carlsbergfondets og enkelte andre virksomheders og enkeltpersoners donationer. Og når hertil kommer at kunstens udvikling især efter 1960/70 har bevirket en mangfoldighed af stilarter, eksperimenter med materialer, installationer og cross-overs, så kommer museerne fuldstændigt til kort. Louisiana i Humlebæk gør et hæderligt forsøg på at følge med på sin vis, Arken i Ishøj på en anden vis. Men ingen kan løfte opgaven hvad angår repræsentativiteten. Og man kan såmænd også være så fræk at sige, at det kun er godt det samme. Samlingerne ville til sidst blive så brogede og uoverskuelige at forskellen mellem temporære udstillinger og permanente udstillinger ville blive udvisket. Problemet ses allerede i nyophængningen af den moderne samling på SMK fra tiden efter 1900. Den er nogenlunde repræsentativ for dansk kunst frem til 1960 eller 1970, men ikke efterfølgende - og det kan ikke være anderledes. Men det kommer vi tilbage til.


Hvis vi tager et overblik over nyophængningen af dansk og nordisk kunst 1750-1900 ud fra den kronologi der er fulgt i rumfordelingen og som en brochure viser vej igennem, så starter vi med enevælden, borgerskabet og kunstakademiet i Danmark 1750-1800. Nicolai Abildgaard har naturligvis fået sit eget rum med 'Den sårede Filoktet' centralt placeret. Man savner meget af hans humor, som fremgik af den store Abildgaard-udstilling sidste år, men vi får dog det lille maleri af Holbergs Niels Klim der vågner ved at han i drømme hører degnen derhjemmefra bræge løs. Det viser sig blot at være en tyr der brøler.

Den danske Guldalder 1800-50 er først og fremmest repræsenteret med fornemme ophængninger af C.W. Eckersberg og Christen Købke samt J. Th. Lundbye og P.C. Skovgaard, og med fine afstikkere til indflydelsen fra tyske Caspar David Friedrich og norske J.C. Dahl samt mere perifere, men gode malere som Jørgen Sonne, Martinus Rørbye og Constantin-Hansen. Hvad Eckerbergs angår savner man de erotiske billeder som Hirschsprung har flere af og som vistes på udstilling i 1994 om 'Den nøgne guldalder'. Eckersbergs portrætkunst viser derimod det finere københavnske borgerskab fra sin allermest repræsentative og udvendige side. Også Lundbye er bedre repræsenteret på Hirschsprung. SMK har det store monumentale maleri af 'En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden', men det er faktisk et af Lundbyes dårligste billeder, for han magtede slet ikke det store format som vennen P.C. Skovgaard gjorde. Han nussede simpelthen for længe med detaljerne - og var nær aldrig blevet færdig med dette store billede.

Sen-Guldalderen 1840-80 viser den sødladne Carl Bloch i fin dialog med Italien og den undervurderede dansk-polske Elisabeth-Jerichau Baumann - uddannet i Warszawa og Berlin, men gift med en dansk billedhugger - i en helt anden slags dialog der lå langt fra den toneangivende akademiprofessor Høyens nationalistiske idealer sådan som han udlagde dem i 'Om betingelserne for en skandinavisk nationalkunsts udvikling'.

Det største rum i denne del af museet [sal 221] er forbeholdt temaet 'Kroppen i kunsten' og spænder fra Bertel Thorvaldens harmoniske 'Venus med æblet' til Niels Hansen Jacobsens anderledes ekspressionistiske 'Døden og moderen' og 'Skyggen' på billerhuggersiden og i maleriet fra Edvard Munchs lille 'Aftenpassiar' til Joakim Skovgaards monumentale 'Kristus i de dødes Rige'. Dette kæmpelærred har udgangspunkt i Grundtvigs gendigtning af det oldengelske kvad 'I kvæld blev der banket på helvedes port', men det er trods den sikre opbygning og hele sin maleriske kraft alt andet end overbevisende. Det ligger nok allerede i det yderst problematiske i at skildre arketypiske forestillinger på en alt for påtrængende realistisk maner der her endda går helt ned til kropssproget hos hovedskikkelsen. Billedet stå i dybeste kontrast til Ejnar Nielsens afdæmpede og gråtonede portræt af en ensom og sørgmodig mand foran en tom væg - 'I hans øjne ser jeg døden' - og til samme kunstners særprægede billede af et fattigt nøgent par der viser sig blufærdigt frem i en slags teaterkulisse med et forhæng imellem sig som om de ikke vil kendes ved deres nøgenhed.

Det følgende rum har temaet 'Kønnet i kunsten' og viser bl.a. flere af Kristian Zahrtmanns ejendommeligt rødtonede malerier af 'Dronning Sophie Amalies død' og Leonora Kristines fangenskab i Blåtårn med dets ydmygende behandling og kropsvisitationer. Men vi får også hans morsomme skildring af den piberygende og på anden vis grænseoverskridende svenske Dronning Christina og hans ejendommelige selvportræt med pandebånd.


Det moderne gennembrud 1870-1900 viser fine billeder af Theodor Philipsen og Anna Ancher som var inspireret af den franske impressionisme, men også af den forfinede P.S. Krøyers kunst ved siden af den tunge Michael Anchers realistiske motiver med Skagens-fiskere. Her finder vi også tidens socialrealistiske billeder med bl.a. Erik Henningsens 'Sat ud'. Det sjælelige gennembrud viser ret svage eksempler på stemningsbåret eller direkte symbolistisk kunst, men derefter følger tre store sale med L.A. Ring, Hammershøi og Willumsen.

L.A. Ring mestrede den smukke realisme med kendte værker som 'I høst', 'Sædemanden', 'Kalkemanden' og 'Kunstnerens hustru i Havedøren' men han malede også mere eller mindre symbolske billeder eller 'tærskelbilleder' der viser overgange mellem livsstadier, mellem liv og død ('Den gamle kone og døden') eller mellem dag og skumring ('Efter solnedgang'), herunder også de spændende og overraskende billeder af dødninge fra Convento dei Cappuccini der nærmest sidder og griner ad de endnu levende iagttagere. Ring var fortrolig med døden - og bevarede sin humor. Han var når det kommer til stykket nærmest 'helhedsrealist'.

Vilhelm Hammershøi plejer at have en sal for sig selv, da museet har et fornemt udvalg af hans fine gråtonede malerier af stille mennesker og stille stuer, eller undtagelsesvist stille skovpartier og stille bybilleder, alle i dag højt værdsatte værker der forhandles til millionpriser når de havner på inernationale auktioner. Men billederne indgik i museets store Hammershøi-udstilling i foråret, og den er nu gået videre på turné til udlandet. I mellemtiden rummer sal 228 værker af norske og svenske kunstnere, herunder Werenskjold, prins Eugen og et kæmpelærred med gæs af den store svenske dyremaler Bruno Liljefors.

Samlingen af denne periodes kunst slutter med 'Willumsen og vitalismen' der har fine billeder af fynboen Peter Hansen - som vel strengt ikke har meget med vitalisme at gøre, eftersom kunstneren var blottet for filosofiske tilbøjeligheder - men først og fremmest J.F. Willumsen med det væsentlige og flotte portræt af hustruen i det store symbolistiske maleri 'En bjergbestigerske' fra 1912 (som det også er problematisk at forbinde med filosofisk vitalisme!). Men i realiteten er Willumsen svagt repræsenteret på Statens Museum for Kunst. Århus og Ålborg har centrale værker, men det er og bliver naturligvis Willumsen-museet i Frederikssund der rummer den store mangfoldighed og de helt centrale værker, herunder også 'Det Store Relief' som tidligere var opstillet på SMK.


Alle kunstmuseer gør i dag overordentlig meget ud af selve formidlingen, herunder de muligheder der ligger i den moderne edb-teknologi. Og Statens Museum for kunst holder sig ikke tilbage. Man er nu om dage klar over at selve rumforløbene er en vigtig komponent - og sætter derfor nye vægge op hvor det skønnes hensigtsmæssigt, giver væggene varierende farver der passer til de udstillede værker og direkte prøver at give kunstoplevelsen rytme. Og det må siges at være lykkedes optimalt i denne ophængning.

På det informationsmæssige plan er det fint at man kan supplere de fysiske kunstværker på væggene med 'digitale borde' hvor man kan finde baggrundsoplysninger med illustrationer, eller man kan på nettet gå ind på museets digitale platform og finde både analyser af enkeltværker og kunsthistoriske overblik.

På det substantielle plan tilbyder museet nu også en flertydig indfaldsvinkel ved at lade to forskellige forskere komme med hver sin fortolkning af de samme værker, ligesom man ikke er bange for at fortolke den for perioden afgørende nationalfølelse som en både opbyggelig eller hyggelig kvalitet der kan ende i vulgær selvfedme, for nu at bruge museumsinspektør Henrik Holms udtryk. I dag har de fleste mennesker et tvetydigt forhold til nationalfølelsen, fordi den på den ene side er ret selvfølgelig for alle der er født og opvokset i et bestemt land og dettes sprog og historie, men på den anden side netop kan blive for snæver og lukket, hvis den unddrager sig dialog med udlandet og fremmede kulturer og direkte farlig hvis den bliver fanatisk ideologi.

Dansk guldalderkunst rummer fremragende værker, men også en mængde genremaleri der i dag mest har kulturhistorisk interesse. Verden er større end som så, men det må dog ikke glemmes at guldalderkunsten havde sin rod i romantikken, og at dennes afgørende betydning dybest set lå i at tilbagegive folket følingen med det kollektivt ubevidste som rationalismen næsten havde fået drevet godt og grundigt ud af kulturen. I kunsten slog følingen med de arketypiske forestillinger atter igennem i 1800-tallet, men ikke som noget særligt bevidst - og derfor havner den ofte i en ulidelig, for ikke at sige latterlig symbolisme. Dette perspektiv kunne der komme mange gode særudstillinger ud af, men det har museernes kunsthistorikere desværre meget lille forståelse for, om overhovedet nogen.

Men det forklejner nu ikke indsatsen, at Statens Museum for Kunst har fået nyophængt sine tre store permanente samlinger på en sådan måde at de giver lyst til at komme igen og igen. Perioden fra 1750 til 1910 er jo nok den der umiddelbart giver de fleste mennesker den letteste tilgang til kunsten, fordi den endnu har mennesket fuldt og helt i centrum i det vidtspændende forhold til familien, arbejdet, naturen, historien og de sociale forhold, og endnu ikke har begivet sig ind i det abstrakte rum som præger kunsten efter 1910 og som for alvor indledtes med det kubistiske maleri. Her blev mennesket så at sige fordrevet fra kunsten, for nu at bruge Ortega Y Gassets udtryk, endda bevidst og systematisk - og det gav straks problemer og fremmedgørelse, men uviljen fortog sig dog. Men derom i den følgende artikel.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Link til Statens museum for kunst - Dansk og nordisk kunst 1750-1900 - med link til de enkelte sale og udvalgte highlights af værker.

Relevante artikler på Jernesalt:

Nyophængningen af kunsten fra 1900 og frem på Statens Museum  (9.10.12.)

Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Skagensmalerne og en moderne Berliner på Arken  (13.3.08.)
Jorn på Arken  (15.10.02.)
Drømmen om paradis  tysk ekspressionisme på Arken (2.11.04.)
To museumsudvidelser på Sjælland og det nye museum i Århus: Ordrupgaard, Willumsen og Aros  (16.10.05.)
Et par udstillinger - Per Kirkeby, William Turner, Maja Lise Engelhardt

C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)
Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner   (21.7.08.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)


Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal