utils prefix normal
JERNESALT - sende42humor
ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.10.
Humor, politik, Wikileaks, pointsystem,
Preben Wilhjelm og helhedsrealisme
Det ludfattige og primitive nordkoreanske statssamfund under den forbenede Kim Jung-Il har i den forløbne uge vist sig fra sin allerstærkeste side ved at skyde raketter af mod et par små sydkoranske øer i Det Gule Hav og ødelagt liv og ejendom for sagesløse sydkoreanere, alt imens det statslige nordkoreanske fjernsyn med robotagtig sikkerhed og latterligt høj stemmeføring tordner mod en indbildt amerikansk sammensværgelse. Helt uventet har styret fået opbakning fra den amerikanske republikaner Sarah Palin der åbenbart har drukket for meget kinesisk te og fået svært ved at skelne mellem syd og nord. Sydkorea har reageret forsigtigt på den nordkoreanske trussel, fordi man ikke vil risikere at medvirke til antændelse af en ny Koreakrig. Men denne forsigtighed har befolkningen reageret mod ved massive protester, der foreløbig har kostet en nølende forsvarsminister posten.
Præsident Barrack Obama har bidt sig i læben, så han måtte have den syet, men pressen har sammenstemmende givet en volleyball-spillers albue skylden. Men som min gamle geografilærer i underskolen altid sagde: Stol ikke på det der står i aviserne, for det er løgn. (Det var i 1944, men jeg tror stadig på ham).
Wikileaks har lækket en ny portion hemmelige dokumenter, fortrinsvis fra Pentagon og amerikanske ambassadører. Her findes tilsvining i stor stil af verdens statsledere, og det røbes bl.a. at Saudi-Arabien har anbefalet USA at bombe Iran for at forhindre at dette ubregnelige styre får færdiggjort sit atomvåben og dermed bliver en trussel for hele regionen. Irans præsident Ahmadinejad tror naturligvis ikke på at de arabiske venner kan finde på sligt - men siger det må være amerikanerne der bevidst planter historien.
Udenrigsminister Hillary Clinton betragtet dog Wikileaks lækage som et angreb på regeringen, og den amerikanske justitsminister bebuder retsforfølgelse af de Pentagon-medarbejdere der har lækket hemmeligheder. Erfarne vestlige eksperter, diplomater og tidligere udenrigsministre er enige om at lækagen vil skade selve diplomatiet, fordi det vil gøre diplomaterne endnu mere forsigtige med at ytre deres ærlige meninger over for deres egne chefer. Konsekvensen kan blive mere hemmelighedsfuldhed og lukkethed samt bedre klassifikation af alle oplysninger og indberetninger - og dette bekræfter igen loven om utilsigtede virkninger: Den behjertede leder af Wikileaks ønsker angiveligt større åbenhed om vore politikeres beslutninger, men får kun det modsatte. Desuden skal det i hele denne sag ikke glemmes at selve mængden af offentliggjorte hemmeligheder er omvendt proportional med informationsværdien. - Jf. artiklen Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.).
En fremstormende, smart klædt dansk hjerneforsker på kun 37 år og med professor- og elitestatus anklages for snyd både med forskningsresultater og forskningsmidler. Hun fik allerede i første omgang afvist sin doktordisputats, men Københavns Universitets rektor sørgede for at bedømmelsen gik om, så doktorgraden kom i land. Og så gik karrieren ellers stærkt, for stærkt mener nogle. Hendes selvtillid fejler dog ikke noget. "Jeg har en opfattelse af at jeg kan alt, og at jeg kan gøre det bedre end nogen anden. Til hver en tid", har hun sagt til Berlingske Tidende. Men nu gælder det validiteten af nogle vævsprøver i en afhandling, som phd-studerende har sat spørgsmålstegn ved ud fra egne forsøg. Og nu er det så op til 'Udvalget for Videnskabelig Uredelighed' at afgøre sagen - og vel også se på rektors rolle. Vi skulle nødigt miste tilliden til den objektive forskning.
Men dansk forskning er ikke i fare. Hjemlige skolefolk har under indtryk af kinesernes massive fremrykning på verdensarenaen foreslået at kinesisk sprog indføres som skolefag i folkeskolen. Kinesisk bliver jo fremtidens verdenssprog, og det kan vi lige så godt indstille os på. Det generer ikke skolefolkene at kinesisk er et af de vanskeligste sprog at lære, ikke på grund af gloser, udtale eller grammatik, men på grund af skriften som fortsat er et uhyre kompliceret tegnsystem. Som det bl.a. fremgår af Sven Burmesters bog 'Fred og fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit' (Gyldendal 2007), så er kinesisk det eneste verdenssprog der ikke har et alfabet, men henved 50.000 skrifttegn. Det betyder i praksis at det tager dobbelt så lang tid for et kinesisk barn at nå samme sproglige niveau som et europæisk - og at kun få fremmede nogensinde lærer det ordentligt.
At sætte danske skolebørn til at lære kinesisk er virkeligt en vittighed der vil noget. Det er inderligt overflødigt da der i den vestlige verden er masser af velintegrerede og intelligente kinesere der har lært kinesisk som modersmål og samtidigt taler flydende engelsk og som derfor som voksne vil kunne påtage sig alle de formidlingsopgaver markedet, kulturen og diplomatiet har brug for at få løst.
Det er i denne sammenhæng meget forståeligt at et flertal af forældre har fået regeringens sjove madpakkeordning galt i halsen. De vil smøre ungernes madpakker selv - og har dermed overflødiggjort alle de fine køkkener der for dyre skattekroner er blevet kreeret på et års tid i institutionerne landet over for at kunne opfylde lovgivningens strenge krav.
Udenrigsminister Lene Espersen prøver at komme uden om kritikken af hendes ferieprioriteringer ved at foreslå at danske soldater nu skal sendes på missioner i Afrika. Forslaget mødes fra alle sider med hovedrysten. Har vi ikke nok af problemer med danske soldaters tilstedeværelse og ofringer af liv og helbred i Afghanistan, spørger man. Men Espersen véd hvad hun vil. Og hendes parti ser ud til at blive halveret ved næste valg.
Den detroniserede udenrigsminister, nuværende kulturminister Per Stig Møller er meget forståeligt blevet betænkelig ved det stemningsdemokrati der er blevet gradvist udviklet her i landet og som indebærer at politikerne må se mere på hvad skiftende opinion og opinionsmålinger fortæller end på hvad der bør gøres ud fra højere synspunkter. Nogle kalder fænomenet en tivolisering af debatten og journalistikken. Nogle er endda så formastelige at de langer ud efter uskyldigheden selv: den selvpromoverende Clement Kjærsgaard der med usvækket argumentationsevne kan afvise alle påstande om at han skulle ødelægge debatkulturen i Danmark. Han gør skam det modsatte - og kan uden at blinke med øjnene hævde at "Demokratiet bor på DR2 torsdag kl. 20". Per Stig Møller har som den ærkekonservative sjæl han er kun ét svar: Det Landsting der blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953 bør genindføres, så der kommer en aldersbestemt bremse på den ufornuft der råder i det alt for unge Folketing. Forslaget har ingen gang på jorden. En grundlovsændring er så godt som umulig i Danmark, fordi vi ikke kan blive ved med at give elskelige små prinsesser adgang til tronen. Men den oplyste Per Stig Møller der har forlæst sig på Oplysningsfilosofferne fra 1800-tallet føler forståeligt nok stor afmagt. Oplysningstiden er forbi. Politik er aldrig blevet en rationel affære.
En af ting der gør rationaliteten komplet umulig er de såkaldte markedskræfter.
Senest har vi oplevet dem i forbindelse med komikeren Omar Marzouks satireprogram 'Cellen' der handler om en gruppe uduelige terrorister i Danmark, spillet af bl.a. Marzouk selv, Simon Jul og Nicolas Bro. Serien er med en klækkelig offentlig støtte på 4½ mio kr. fra Public Service-puljen blevet lavet for tv-selskabet SBS der tidligere hed TvDanmark, men som siden lancerede Kanal 4 og 5 - og til sidst blev overtaget af tyske ProSieben. SBS har valgt at udskyde programmet med den begrundelse at det vil støde deres annoncører. Så de har givet Marzouk mulighed for at forhandle til anden side. DR og TV2 vil dog ikke overtage programmet.
Marzouk føler sig censureret, for ganske vist behandler serien et følsomt emne, men gør det jo på komedieplan, så det skulle vel ikke være noget problem. Naturligvis kan man ikke på forhånd vide om serien vil betyde en ny omgang vrede i den muslimske verden (og hvad kunne ikke tænkes at blive afbrændt næste gang? Bliver det billeder af Helle Thorning og Villy Søvndal?). Muhammed bliver ganske vist ikke generet som ikon, og terror burde man vel kunne gøre grin med. De klip der er blevet vist fra serien tyder ikke på den helt store forløsende humor, men på temmelig grovkornet, for ikke at sige plat komik - meget langt fra Kurt Westergaards fornemme underfundighed. Men SBS kender formentlig deres egne annoncører allerbedst og skønner dem sarte. Man kan ikke fortænke selskabet i at tænke i rene kommercielle baner - heller ikke hvis det i givet fald vil betyde at de 4½ mio skal betales tilbage til statskassen. Konklusionen er derfor at de irrationelle markedskræfter bestemmer om annoncørerne af uransagelige grunde vil acceptere en humor der kan støde nogen i deres målgruppe eller ej.
Som bekendt har også det såkaldte pointsystem i regeringens nye familiesammenføringsregler ført til irrationelle reaktioner, ikke mindst fra medlemmer og vælgere af S og SF, fordi disse to partiers formænd efter lang tids nølen valgte at gå imod regeringens konkret udformede forslag, men samtidigt lancerede deres eget som vel at mærke også rummede et pointsystem. Selve tanken byder folk imod fordi den smager af en decideret kvalifikationsvurdering af indvandrere. Regeringens forslag går ud på at gøre det vanskeligere for udlændinge der søger om indvandring og familiesammenføring at få en tilladelse. De skal fremover kvalificere sig på bestemte måder der giver tilstrækkelige point, så vi kun får kvalificerede folk til landet, folk der kan bruges på arbejdsmarkedet. Et rimeligt krav, skulle man mene. Men folk synes det er synd for visse danskere at de ikke kan få deres kærester til landet. Reelt er det ikke ret mange personer det drejer sig om - og ordningen bliver i den grad undergravet af gældende EU-regler der ikke kan omstødes, at den nærmer sig illusionen. Bl.a. indførte EU allerede i 1960'erne - altså før Danmark blev medlem - en regel om at tyrkerne i EU-landene uden videre kan få famliesammenføring. Dengang var mængden af fremmedarbejdere ikke noget problem.
Men det er den blevet - det har socialdemokraterne under Poul Nyrup måttet sande, og det har især Dansk Folkeparti forstået at udnytte med så stor konsekvens, at socialdemokraterne er blevet tvunget til at rette ind, til stor fortrydelse for moralisten Nyrup der i sin tid kaldte DF ikke-stueren og i år har gentaget påstanden.
Socialdemokraterne formand siden 2005, Helle Thorning-Schmidt er ikke enig, så hun deltager gladelig i tv-transmitterede debatter med Dansk Folkepartis ubestridte leder Pia Kjærsgaard, og det mest besynderlige ved debatterne er at disse to kvindelige partiledere stilles over for hinanden som var de hovedpersoner i kampen mellem rød og blå blok. Statsminister Lars Løkke Rasmussen må finde sig i at blive holdt udenfor - og dermed indirekte bekræfte at Pia Kjærsgaard tegner VKO, selvom hun ikke sidder i regeringen.
En 'dronningerunde' har man derfor kaldt debat-formen, men det er dog at tage munden lidt for fuld. For Pia Kjærgaard er ikke statsministerkandidat - og er heller ikke på højde med Helle Thorning i anden henseende. Hun har sin styrke ene og alene i at hun kan tale et sprog almindelige mennesker uden akademisk uddannelse, men til gengæld folkelige dannelse kan forstå, og hun har helt igennem formået at gøre sit parti til et realpolistisk ansvarligt parti. Svagheden er samme mangel på en gennemtænkt filosofi som gælder samtlige partier for øjeblikket.
Alle meningsmålinger tyder efterhånden på massiv sejr for 'rød blok' ved næste valg, men debatten om pointsystemet har betydet at SF har mistet tilslutning og at det er Enhedslisten og de radikale der lukrerer på usikkerheden. Det kan kun give problemer for en kommende S-SF-regering, for Enhedslisten og de radikale ser jo anderledes på en lang række problemer som en sådan ny regering skal kunne tackle. Og derfor er det morsomt at der nu fra helt uventet kant er dukket et forslag op om dannelsen af en S-SF-DF regering der vil kunne mønstre over 100 mandater og derfor ikke skal spilde tiden med at tælle til 90.
Forslaget kommer fra det tidligere VS-folketingsmedlem Preben Wilhjelm og blev fremsat i en kronik i Politiken 25. november.
Meget seriøst påpeger den normalt altid gravalvorlige Wilhjelm at en spinkel S-SF-regering der vil blive afhængig af de radikale og Enhedslisten såvel som en spinkel blå regering vil blive afhængig af DF og Liberal Alliance - som kronikøren kalder Labil Alliance - vil være yderst problematiske. AOF-scenariet (opkaldt efter Arbejdernes Oplysnings Forbund) derimod vil kunne danne et fast og solidt flertal af partier "som når fordommene lægges til side, altså nøgtern betragtet, efterhånden ikke er så langt fra hinanden, men ikke desto mindre kan påberåbe sig at bryde med blokpolitkken og sikre samarbejde 'hen over midten'".
DF's interesse, skriver Wilhjelm, er åbenlys, for det har længe forsøgt at lancere sig som det nye Socialdemokrati og først og sidst er "DF'erne magtglade og principløse - eller skal vi sige pragmatiske". Og S-SF vil på sin side opnå at sidde så solidt at det sikrer fire års ro - og objektivt set er der mindre bøvl med DF end med de radikale og Enhedslisten. Begge parter vil altså kunne gøre sig uafhængige af besværligt allierede som kræver reformer af efterløn, pensionssystem, arbejdsmarkeds- og skatteforhold.... Eneste problem for S og SF er hvordan baglandet vil reagere på scenariet. Men hvad. Der vil falde medlemmer fra, men om galt skal være kan man tåle 6-8 afhopninger i folketinget. Og når det kan lykkes Villy Søvndal, der "må betragtes som en mester i tilsløret opportunisme", at slippe fra at stemple de partifæller som kritiserede hans koldt beregnende holdning til pointsystemet, som kynikere, så er "SF-land vist blevet en zone hvor kompasset ikke fungerer"!
AOF-scenariet vil selvfølgelig være en overraskelse for de flest, fortsætter Wilhjelm. "Men lur mig om ikke AOF-mulighederne er forudset og drøftet i toppen af alle tre partier...". Et aftalt AOF-samarbejde efter valget vil ikke desto mindre af mange blive opfattet som en kovending, især hvis det kommer som lyn fra en klar himmel, hedder det videre. Men tænk på Bertel Dahlgaard ved Trekantsregeringens dannelse i 1957 eller på Jens Otto Krag og hans sentens i 1966 om at man har et standpunkt til man tager et nyt. "Noget af det klogeste der er sagt af en dansk partileder". Den slags går jo an.
Wilhjelm påstår dog ikke ligefrem at AOF-scenariet er overvældende sandsynligt, endsige uundgåeligt, kun at det er en nærliggende mulighed, ja det mest logiske. Og han er vel at mærke helt på det rene med at alene det at skitsere et muligt scenarie kan medvirke til at det ikke virkeliggøres. Wilhjelm indrømmer da også at han fremstår som en dårlig spåmand eller rettere som "en mindre trænet kandestøber" der blot fremsætter selvafværgende profetier. Han foretrækker skam langt "et rodet Folketing hvor de mere eller mindre tilfældige regeringspartier må finde flertal fra sag til sag, frem for skrækvisionen af et fast, solidt flertal som område for område kun kan føre politik på grundlag af S, DF og SF's laveste fællesnævner".
Undertegnede mindes ikke nogensinde at have læst en så forrygende morsom kronik af Preben Wilhjelm, og det gør kun sagen morsommere at SF'eren Kamal Qureshi straks fór til tastaturet og afviste hele scenariet. S-SF og Dansk Folkeparti står stadig milevidt fra hinanden, understreger han. Og for at det ikke skulle være løgn, så rykkede også formand Villy Søvndal ud med en længere redegørelse for at "Preben Wilhjelm som ellers normalt fremfører forstandige synspunkter" har fået bragt en kronik med "det afsindinge budskab at SF kunne finde på at gå i regering med Dansk Folkeparti". Søvndal klandrer ligefrem Politiken for at skævvride SF's politik om udlændinge.
Med andre ord humoren stortrives i Danmark. Preben Wilhjelm overgår sig selv i underfundigheder - og Qureshi og Søvndal hopper på det hele. Villy Søvndals store formandsprojekt har i tre år været rettet mod at gøre et decideret regeringssamarbejde med socialdemokraterne muligt ved systematisk at bevæge partiet så meget ind på den i dag store brede midte at der fremkommer et reelt alternativ til VK-regeringen. Det er lykkedes og har hidtil givet SF stor gevinst, først ved valget i 2007 og senere i meningsmålinger. Begge partier har taget til efterretning af Dansk Folkeparti på grund af sin udlændingepolitik har fat i så mange vælgere på midten, at S og SF selv er blevet tvunget til at ændre syn på udlændingeproblematikken.
Dette har naturligvis givet problemer i SF's bagland, fordi store dele af venstrefløjen fortsat er så doktrinært indstillet at det kniber med realitetssansen. Wilhjelm får sine vaner og dogmer tro naturligvis SF's nyerkendelse til at tage sig ud som ren kovending, principløshed og opportunisme. Og sandsynligvis har S og SF også dummet sig med den principielle åbning for et pointsystem, men det der først og fremmest er deres store forsømmelse er at levere en klar og velgennemtænkt nyfortolkning af den politiske situation vi står overfor i dag og som gør såvel socialismen som liberalismen til fortid og 'den tredje vej' - med fuld respekt for grundliggende nationale værdier - til fremtid og fremskridt.
Men fremfor alt må det aktuelt fastslås at VK-regeringen har tabt sin kamp om vælgergunst, og at en S-SF-regeringen vil være det eneste logiske alternativ. Det er ikke godt at store oppositionspartier holdes uden for regeringsmagten i alt for mange år. Der er så mange unge og kompetente folk i S og SF at de til næste år bør gives chancen for at vise hvad de duer til. De vil få deres sag for, for problemerne er jo ikke så enkle som de gerne vil give det udseende af. Alle nye regeringer havner hurtigt i vanskeligheder, endda somme tider meget store vanskeligheder - som det sås med Obama i USA eller ses med Cameron i Storbritannien. Men sådan er politik. Fuld af overraskelser, irrationalitet og uretfærdighed - eller med ét ord: humor.
Humorens væsen ses jo ikke blot på fænomener som lavkomik eller grov satire. Den ses først og fremmest på selve overraskelsesmomentet og irrationaliteten. Den skabende humor følger nemlig de psykiske primærprocessers totale mangel på skarpe begrebsmæssige sondringer og streng logik til fordel for alle de frie associationer der er til rådighed for den frie skabende tanke. Her springes vilkårligt mellem begreber og forestillinger der ikke behøver at have noget med hinanden at gøre på sagligt plan. Her kombineres elementer på en sådan måde at der postuleres lighed mellem fænomener der blot har tilfældige lighedspunkter med hinanden.
Humorens væsen afsløres i høj grad i Preben Wilhjelms kronik og i alle de problemer S og SF er havnet i. Og den skulle forhåbentlig også kunne ses i ovennævnte løsagtige gennemgang af de problemer som bl.a. Nordkorea og Wikileaks samt konservative danske ministre har givet.
Undertegnede, store beundrer af Storm P finder humoren særdeles dansk i sin konkrete udformning. Og jeg kan derfor ikke lade være med at nævne at også Politikens meget vittige redaktør og lederskribent Bjørn Bredal for nylig satte trumf på med spørgsmålet: Hvor ligger Danmark? - Det ved han nemlig ikke, og grunden er at det nu går for både vort eget land og Norden som det er gået for hele Europa. Den fælles kultur bliver afviklet. Så det dér med pointsystem for at blive dansk er helt hen i vejret. Vi navigerer hverken økonomisk, kulturelt eller mentalt efter lokaliserbare fyrtårne, men derimod efter Global Positioning System som plotter os ind i et abstrakt sted i verden, hævder Bredal. Og det må naturligvis stå for hans egen og Politikens regning. Personligt navigerer jeg ikke med GPS. Jeg kan udmærket finde rundt i København, i resten af Danmark, i Norden og i Europa. Jeg er dansker og europæer, men på god humoristisk vis åben over for andre kulturer og traditioner. For jeg tror ikke på én sandhed. Men jeg erfarer til gengæld hver eneste dag én virkelighed - og den er lokaliserbar og lokalt eller regionalt bestemt - og stikker altid dybt i en given historie.
Derfor kan det også undre mig at en schweizisk født dansk forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet Martin Führ fornylig i forbindelse med en International Konference om humor har gjort gældende at vi danske er skamløse i vores humor, fordi vi tillader os at lade den ramme folk der hævder én sandhed og derfor vil have beskyttet deres ikoner, guder og profeter mod kritik. Men danskere er ikke mere skamløse end andre, vi har bare vores frihed til at lade humoren udfolde sig - og ramme hvor den skal.
Sandt demokrati forudsætter sekularisering, oplysning og humor. Sekulariseringen er for længst slået igennem her i landet. Oplysningen halter en del bagefter. Men humoren stortrives - og det skal vi være taknemmelige for. Den er helt i helhedsrealismens ånd. - Jf. Indledningsartikel eller 'Jernesalts 2009-filosofi'.
Peer Sendemand
Henvisninger:
Peer Sendemands rubrik: Klik
Pointsystemet forvirrer, men afslører reelle modsætninger i befolkningen (20.11.10.)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand? (13.11.10.)
Wikileaks kontra magthaverne (26.10.10.)
Lystigt valg mellem Helle og Løkke (7.10.10.)
Helle Thorning går nu lysere tider imøde (1.10.10.)
To partiformænd i vanskeligheder (3.8.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten? (25.4.10.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.)
Ytringsfrihed og terrortrussel (30.9.10.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej (29.9.10.)
Liberal Alliance blokerer den tredje vej (28.9.10.)
Labour forlader den tredje vej (27.9.10.)
Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere (19.11.07.)
Valgets personpræferencer (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning (1.11.07.)
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Komplementær helhedsrealisme
'Jernesalts 2009-filosofi'
Samfundet (kapitel af 2009-filosofien)
Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latter, morskab og humor
vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Religion, humor og tragedie (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.
Humor og virkelighed (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.)
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|