JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - nationalpartiet15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.4.15.

Nationalpartiets tone yderst aggressiv

I min første artikel om Nationalpartiet og Yahya Hassans overraskende udspring som politiker-spire skrev jeg at larmen var tydelig i Clemens-Debatten på DR2 for en uge siden hvor Hassan blandt mange andre indbudte debattører beskyldte Dansk Folkepartis ledere for at være "løgnere, hyklere og bedragere", og hvor Søren Espersen svarede igen med en automat-påstand om at Hassan bruger et 'lokumssprog' i sine angreb på bl.a. Pia Kjærsgaard, og at han derfor ikke er dannet nok til at blive medlem af folketinget. Og jeg gjorde opmærksom på at fronterne de facto har været trukket skarpt op i tyve år, men også at det altid vil være nødvendigt for et nyt parti at luge ud i medlemmernes sprogbrug, ikke mindst hvis det adresserer sit budskab til folk der føler sig trådt på.

Hvad specielt Yahya Hassan angår, må man tage højde for hans meget unge alder. Den sprogskabende mand er glad for at bruge sproget og for at kunne spytte ud af karsken bælg. Og man må derfor give ham en noget længere snor end modne, mere eller mindre forkalkede mennesker - og ikke forvente at han fra dag ét, vil være i stand til at indrette sig på folketingets strenge regler for korrekt sprog. Det havde fx også sømandsformanden Preben Møller Hansen det største besvær med som folketingsmedlem for Fælles Kurs i 1987-88. Men alligevel var det en ubehagelig oplevelse at høre og se Yahya Hassan i Deadline fredag aften sammen med partiformand Kashif Ahmad. Det blev et sjældent mundhuggeri mellem vært og gæster, hvor studieværten Adam Holm havde meget store problemer med at holde gemytterne i ro og få dem til at holde sig til hans spørgsmål - og svare én ad gangen.

Begge fortsatte angrebene på Søren Espersen og Dansk Folkeparti, der åbenlyst er Nationalpartiets hovedfjende for ikke at sige afgørende psykiske drivkraft, selvom i hvert fald Ahmad kunne henvise til at han i byrådet i Hvidovre godt kunne samarbejde i konkrete sager med DF's fire mand. Det lyser ud af begge at de er vrede og frustrerede unge mænd, der får den skarpe tone frem ved et hvilket som helst spørgsmål der så meget som antyder at de ikke er helt så fredelige endsige samarbejdsvillige som de og partiprogrammet angiver.

De er tydeligvis andengenerationsindvandrere der ikke alene har taget den fornuftige beslutning at gøre op med deres forældres passive offerrolle der fastholder indvandrerne i et parallelsamfund med sociale og økonomiske tabere, men vil videre som normal-borgere der skyr al isolering og ghettoisering. Indirekte dementerer de således den multikulturelle ideolog David Trads' latterlige påstand om at der ikke findes andengenerationsindvandrere i landet. Det gør der naturligvis, fordi andengenerationen der er født her i landet nødvendigvis må have en helt anden tilgang til løsningen af deres identitetsproblem end den førstegeneration der kom udefra, udnyttede generøse familiesammenføringsregler, isolerede sig i ghettolignende boligområder, ikke fik lært ordentligt dansk og både politisk og kulturelt blev uden indflydelse. Andengenerationen kendes på at den står over for et tvingende valg mellem integration eller desintegration, dvs mellem medborgerskab eller modborgerskab.

Men stadigvæk gælder at Nationalpartiets to dygtige og veltalende frontfigurer nærer illusioner der sætter dem i en selvskabt bås hvor flertallet af etniske danskere ikke hører hjemme. Det gælder jødehadet og kristendomssynet.

Ahmad bestrider at muslimske indvandrere i Danmark skulle nære jødehad og henviser til at han selv er af pakistansk oprindelse, dvs har været på afstand af konflikten mellem palæstinensere og israelere. Men Hassan kan jo ikke bortforklare at han er af palæstinensisk oprindelse og er dybt præget af palæstinensiske flygtninges problemer og alt andet end forstående holdning til den massive tilstedeværelse af jøder der er kommet fra Europa som følge af holocaust. Og han kan naturligvis også med fuld ret hævde at eftersom palæstinenserne selv er semiter kan de ikke være antisemiter. Så vidt så godt. Det forhindrer blot ikke jødehad. Og selvom man ikke kan beskylde alle palæstinensiske muslimer for at drømme om terror mod jøder i Danmark, blot fordi nogle få drømmer om det, så kommer man ikke uden om at muslimernes forhold til jøder generelt er helt anderledes end etniske danskeres. Hvad opbakningen til jøderne efter terrorangrebet mod dem 15.2. har vist, selvom det hører med til billedet at Yahya Hassan stillede op i Fredsringen.

Og selv om man heller ikke kan beskylde alle palæstinenserne i Gaza eller på Vestbredden for at nære ønske om krig mod jøderne eller udslettelse af staten Israel, eftersom de fleste mennesker nu engang ønsker fred, så ved alle og enhver at det er relativt let for Hizbollah, al-Qaeda og Islamisk Stat at opildne unge muslimer til had og kamp mod Israel - og i den forbindelse skam også til had mod muslimer der som Yahya Hassan går imod terror og terrorrorganisationer. Islamisk Stat er som bekendt også i stand til at rekruttere hellige krigere i Danmark mod ikke sunni-muslimske grene af islam der ikke ønsker sharia.

Når debatten kommer ind på de sider af islam vi vesterlændinge ikke bryder os om, men ønsker bekæmpet, såsom ensretning, hellig krig, kvindeundertrykkelse, sharialov og sharia-straffe, så er standardsvaret fra Yahya Hassan, at kristendommen ikke har været spor bedre. Og han kan remse en mængde eksempler op fra både middelalderen og nyere tid, med korstoge, inkvisition, hekseafbrænding og systematisk kvindeundertrykkelse op til ca. 1950. Sagen er blot at eksemplerne er gode nok til at vise som ubetrideligt historisk faktum at al religiøs eller ideologisk enevælde ender med diktatur og undertrykkelse, men at de er temmelig irrelevante i samme øjeblik man går over til at bedømme fordelene ved den sekularisering der støt og roligt har fundet sted i Europa siden den franske revolution og i vore moderne velfærdsdemokratier er endt med skarp adskillelse mellem verdslig og religiøs magt.

Konklusionen bliver aldrig at kristendommen er bedre end islam eller jødedom eller nogen anden religion (man skal aldrig regne nogen religion for ideal), men at sekulariseringen er bedre end nogen form for dogmatisk islamisk præstestyre, ortodoks jødedom eller enhver dogmatisk-ortodoks verdslig ideologi der lader religiøse eller ideologiske ledere bestemme over statens anliggender. Det karakteristiske for Danmark, de øvrige skandinaviske lande og for Tyskland, Frankrig, Storbritannien og flere andre europæiske lande (men langt fra dem alle) er jo netop at sekulariseringen eller verdsliggørelsen er blevet så indgroet, at folk kan tro hvad de vil og dyrke deres guder, afguder eller naive ateisme som de vil, uden at det forhindrer dem i at udfolde sig, få arbejde eller gøre sig politisk gældende. Og at det er disse forhold etniske danskere, svenskere, nordmænd, tyskere, franskmænd og briter sætter pris på og ønsker at værne om.

Og her er muslimske indvandrere generelt bagud i forhold til 'indfødte'. Og de vil blive ved med at være det så længe de ikke bryder det gamle kønsrolle-mønster som i særlig grad er præget af synspunkter eller dogmer i Koran og Sharia. Hvor er forresten kvinderne i Nationalpartiet?

Vender vi tilbage til selve spørgsmålet om tonen i debatten, vil det udslaggivende efter min bedste overbevisning ikke være hvor hurtigt Nationalpartiets to topfolk (men især Yahya Hassan) lærer at udtale sig 'politisk korrekt', for det er et begreb man skal omgås varsomt, eftersom det kan dække over at nogen bruger det som værn mod ubehagelige sandheder, eller at man simpelthen bare udtrykker sig så forsigtigt at det nærmer sig det latterlige. Eksempelvis omskrev Hassan i den nævnte debat i Deadline et udtryk som at ligge "med røven i vandskorpen" til at ligge "med numsen i vandskorpen", og så kan ingen bornert hattedame fra Kristendemokraterne komme med indvendinger. Men strengt taget er det da en fjollet omskrivning, da ingen i dag tager anstød af det bramfri udtryk. Skulle Hassan endelig havde brugt hattedame-omskrivningen, kunne han have sagt "med en vis legemsdel i vandskorpen" - og så ville han have signaleret en unødig og latterlig måde at føje hattedamerne på, som mere ligner Emma Gad end moderne mennesker.

Nej, det afgørende bliver naturligvis om man formulerer sig så intervieweren eller tilhørerne føler at de får rimelig fornuftig besvarelse på saglige spørgsmål og ikke automat-svar, udenomssnak eller det sædvanlige trick med at vende spørgsmålet mod spørgeren selv. Erfaringen viser med al ønskelig tydelighed at propagandister og reklamefolk sagtens kan formulere sig så de lokker tilhørerne eller forbrugerne til at følge sig uden at være blevet bare det allermindste klogere, men også at mange almindelige mennesker intuitivt er i stand til at skelne fornuftig argumentation og reel oplysning fra ideologisk bestemt propaganda og reklame, og at dette heldigvis netop sker ved en umiddelbar registrering af tonefald, aggressivitet, vrede og frustration.

Konklusionen er fortsat at Nationalpartiets tone er yderst aggressiv og tyder på overordentlig stor vrede og frustration. Aggressionen vil støde enhver dansk demokrat. Spørgsmålet er om den lokker tilstrækkeligt mange andengenerationsindvandrere til at sætte kryds på partiet, hvis det når at blive opstillet. Eller om tonen i virkeligheden støder potentielle vælgere fra sig. Mit eget gæt efter debatten på Deadline fredag aften er at Yahya Hassan og Kashif Ahmad i hvert fald skræmte flertallet af de lyttere der så Deadline væk.

Ejvind Riisgård

Link til Nationalpartiets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: