utils prefix normal JERNESALT - finanskrise11c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.10.11.

Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?

I går lørdag den 15. oktober blev der i ikke mindre end 951 byer over hele verden gennemført ret store demonstrationer mod den finansverden hvis transaktioner ingen rigtigt kan gennemskue, men som vitterligt har ført til den store internationale finanskrise som nu har varet et par år og ikke ser ud til at få nogen ende foreløbigt.

Professionelle økonomer diskuterer om der er tale om en af de tilbagevendende kriser i den 'normale' cykliske udvikling eller om en egentlig recession der kan sammenlignes med Det Store Krak på børserne i 1929. Spørgsmålet kan ikke besvares, så længe vi ikke véd hvor lang krisen bliver eller hvor dybt den kommer til at gå. Men alvorlig er den i hvert fald, eftersom ingen stat formår at sætte gang i en ny økonomisk vækst der kunne vende udviklingen. Selv de største vestlige stater som USA, Storbritannien og Frankrig er ramt af gæld der gør det stort set umuligt bare at pumpe penge ud i omløbet uden risiko for endnu værre følger. Og alle andre midler såsom skatte- og rentesænkninger er allerede brugt uden afgørende effekt på langt sigt. Desuden kan EU ikke indbyrdes blive enige om en udvej, og USA ikke enige med Kina om de vigtige valuta-kurser.

Så mærkeligt er det ikke at almindelige borgere reagerer på fyringer eller frygt for fyringer, besparelser og nedskæringer i det offentlige forbrug og fastlåsning af boligmarkedet - plus ændringer af pensionsalder m.m. Især ikke når det tages i betragtning, at de samtidigt må se finansdirektørerne bevilge hinanden højere og højere lønninger og endda kæmpebonusser til direktører der fyres for bl.a. at have forvaltet bankernes formuer for dårligt og dermed givet aktionærerne tab.

Vreden retter sig nu åbenlyst mod systemet som sådant og dermed mod finansfolkenes ubegrænsede og hæmningsløse grådighed og den store ulighed den medfører. Ja, der er demonstranter der vil kapitalismen eller markedsøkonomien som sådan til livs. Demonstrationerne startede i USA som en 'Occupy Wall Street'-bevægelse og har siden forplantet sig til land efter land. Og de nåede altså også Rådhuspladsen i København i går.

Vreden er for så vidt meget forståelig, og selv om den automatisk forsøges udnyttet af de ekstremister på venstrefløjen der kun er ude på ballade, så er demonstrationerne (med Rom som undtagelse) stort set forløbet fredeligt, men ikke derfor uden problemer. Det største problem hedder forviring og mangel på klare mål og egentligt lederskab - nøjagtigt som det har været og fortsat er tilfældet i det arabiske forår. Meningmand kan enes om at demonstrere mod systemet og magthaverne - og endda opbygge en kolossal energi - men fok kan tilsyneladende ikke enes om egentlige alternativer der har muligheder for at blive realiseret. Man skyer simpelthen den organisering og det lederskab der er nødvendigt for at danne politiske grupperinger der kan hamle op med de eksisterende partier og organisationer. Alle ser ud til at undervurdere såvel finansverdenens som det politiske systems aktører. Ingen kan følgelig vide hvad resultatet bliver. Om alt løber ud i ingenting - eller om der kan skabes reelle forandringer. Ja, ingen kan så meget som vide om der overhovedet røres ved grundstrukturerne i magtens verden på en sådan måde at der skabes 'den følsomhed for nye begyndelsestilstande' der efter kaosteorierne kræves for al forandring.


At de moderne, grænseoverskridende kommunikationsmidler spiller en kæmpemæssig rolle er hævet over enhver tvivl. Både 'det arabiske forår' og 'det antifinansielle vestlige oprør' har fået deres dynamik og spontanitet fra mulighederne der ligger i at man kan få demonstrationer på benene i løbet af nul komma fem ved at sms'e og bruge facebook m.m. Men denne nemme metoder er en del af problemet, for den betyder at gode og medievante organisatorer kan rejse stemninger og demonstrationer fra den ene time til den anden, og dermed skabe en fællesenergi, et momentum, som magthaverne og deres sikkerheds- og ordensfolk har svært ved at styre i de konkrete situationer, men som ikke kan holdes oppe eller forstærkes yderligere uden bevidst og målrettet ledelse. Der vil naturligvis være velmenende, men naive 'idealister' blandt igangsætterne der er tilfredse med blot at give tilhængere muligheder for at lufte deres vrede og frustration, men der vil også være risiko for at deciderede demagoger vil have held til at lede energien ind i former for kamp og organisation som tilhængere egentlig ikke ønsker, men som de heller ikke kan trækkes sig ud af eller forhindre når først løbet kører.

Grundproblemet er og bliver det samme ved alle former for 'revolutionær' bevægelse: Den fører ingen steder hen, medmindre den bliver ordentligt organiseret og får bevidst lederskab. Til gengæld er der under denne proces aldrig nogen garanti for at det ikke bliver de stærkeste og mest kyniske personer der løber med den rejste energi og afsporer bevægelsen med demagogi, ensretning og brutalitet. Det var det der skete under de store omvæltninger i Rusland i 1917 og i Tyskland i 1933. Begge steder kostede det et svagt demokrati livet. Og begge steder blev resultat et hensynsløst og barbarisk diktatur. Og tilsvarende er sket mange steder i verden efter 2. verdenskrig, fx i Iran i 1979.

Alle fredelige og demokratisk indstillede mennesker frygter naturligvis sådanne udviklingsforløb, men gør det ofte i så høj grad at de vælger slet ikke at acceptere at nogen får magt. De tror at ægte demokrati kan eksistere uden magt, organisering eller lederskab, ja, de tror magt og lederskab er uforeneligt med sandt demokrati, og at anarki i virkeligheden er den eneste ideelle samfundsstruktur, blot den er og forbliver fredelig. Det er imidlertid en kæmpeillusion, en livsløgn. For intet samfund eksisterer uden en struktur - og al samfundsstruktur er en form for magtstruktur, hvor nogen har mere magt end andre. Den absolutte lighed findes kun i hovedet på idealister der dyrker utopier.


Det kan derfor siges med sikkerhed om både det arabiske forår og den nye vestlige bølge af modstand mod finansverdenens grådige herrefolk og spekulanter, at de i nogen grad er opmuntrende i selve vreden mod magtbrynde og uansvarlighed, men at de let vil vise sig at være temmelig nytteløse hvad angår varige samfundsændringer, hvis de ikke formår at gå realpolitikkens kedelige og møjsommelige vej med organisering, arbejds- og opgavefordeling og lederskab samt demokratisk regulering og kontrol heraf. Ledes og regeres skal der, som det er blevet sagt. Ledet og regeret vil der derfor altid blive, og hvis det ikke bliver ordentlige og ansvarlige mennesker der kommer til at lede og regere under skyldig hensyntagen til almindelige borgere, så bliver det de uansvarlige magtmennesker der kun tænker på deres egne interesser og altid er villige til at tage over hvis andre svigter.

Ingen kan som sagt vide, hvordan udviklingen vil forløbe de næste år eller årtier. Det er derfor tilladt at regne med muligheder for 'større globale opbrud' såvel som med jævnere, mere lokalt eller regionalt bestemte forandringer af reformmæssig karakter. Det sidste er naturligvis mest i overensstemmelse med forholdene i den demokratisk veludviklede del af verden, men vil heller ikke her foregå uden nybrud eller opkomsten af helt nye, emergente fænomener der kræver større omstilling og tilpasning af de enkelte borgere. Skal udviklingen her foregå nogenlunde fredeligt og civiliseret kræver det et generelt oplysningsniveau som er på højde med udfordringen, og det vil i praksis sige som hæver sig markant over den naivitet der tror på et samfund uden økonomisk, social eller politisk stratifikation.

Det kræver med andre ord fuld forståelse for at mennesket som art nu engang er et grænseoverskridende væsen der foretrækker vækst frem for stilstand, transcendens frem for immanens - og derfor også foretrækker frihed frem for lighed. Til gengæld nødvendiggør udviklingen i vore dage med mærkbar stigende ressourcemangel og overbefolkning åbenlyst en langt større forståelse for at væksten og grænseoverskridelsen ikke kan fortsætte som hidtil uden at skade overlevelsesmulighederne på langt sigt eller freden, fællesskabet og velfærden på kortere sigt. Det ville derfor ikke mindst være en fordel med betydeligt større forståelse for komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet.

Afgørende er altid at der findes ledere der kan gå forrest i denne udvikling og almindelige borgere der kan acceptere at det overhovedet er nødvendigt med ledere. Historien er et eksperiment - og derfor også altid en læreproces. Men oplysningsniveauet må følge med.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Komplementaritetssynspunktet generelt
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme

Den smalle retorik fejler - Naivitet og fordummelse i politik V  (17.3.11.)
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal