|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.13. (Ugebrev)Falske udsagn om Grønbech i forhold til Nietzsche og kristendommenVilh. Grønbech (1873-1948) var ikke alene en banebrydende religionshistoriker i Danmark, der fornyede faget ved Københavns Universitet ved at løsrive det fra al teologisk omklamring, men han var også en kontroversiel forsker, fordi han var tværfagligt indstillet og ikke som så mange positivistisk indstillede forskere som historiker lod sig nøje med at registrere og kommentere såkaldt historiske kendsgerninger. Han hyldede tværtimod indlevelsen i fremmede kulturer og mennesker som det centrale - og vovede sig følgelig ind i det farefyldte område, hvor objektivitet og subjektivitet mødes. Det var der mange af hans samtidige forskere der ikke brød sig om, og det er der stadig mange forskere og kommentatorer der har det svært med, og som derfor i vid udstrækning fejlfortolker Grønbech eller simpelthen ikke forstår, hvad han ville. Det gælder fx professor Armin W. Geertz, Århus Universitet, der har skrevet den påfaldende kortfattede artikel om Grønbech til Den Store Danske Encyklopædi og her bl.a. skriver: "Med sin filologisk-historiske tilgang til religion hævdede Grønbech, at man gennem læsning af de religiøse tekster er i stand til at trænge ind i fremmede kulturer og sprog. Denne forståelse af det fremmede blev grundlaget for hans kulturkritik." Geertz' fejltagelse ligger i det han kalder Grønbechs 'filologisk-historiske tilgang til religionen', for allerede dermed antydes en snæverhed i Grønbechs tilgang til religionen som er totalt misvisende, og som Geertz måtte have opgivet hvis han ellers havde sat sig ordentlig ind i sagerne - og fx læst den udførlige redegørelse for Grønbechs metode, der findes i "Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II" fra 1974. Der findes imidlertid også en anden forsker der heller ikke holder sig tilbage for at fremsætte vildledende eller direkte forkerte oplysninger om Vilh. Grønbechs forskning og synspunkter, og det er forskeren og højskolelæreren Johannes Adamsen der i 2002 udgav bogen "Skorpionens gift" med undertitlen "Vilh. Grønbechs kritik af kristendom og kultur i lyset af Herders og Nietzsches tænkning". Og denne bog er ikke blot vildledende, men så giftig og forfejlet i hele sin snævre akademiske metode at den egentlig i høj grad eksemplificerer lige netop den danske religionsvidenskabs håbløse forsøg på at finde frem til en forståelse af religionens og dermed al kulturs væsen gennem de gængse analysemetoder som Grønbech som den første brød med. Den er derfor relevant at ofre nogle sider på. Formålet er at påpege at de på bjerget rådende analysemetoder først og fremmest er kendetegnet ved en psykologi der ser bort fra det ubevidste og underbevidste, som det er nødvendigt at forstå hvis man vil fatte hvad religion er, og som vel at mærke har været kendt og udførligt beskrevet og forklaret i over 100 år og som Grønbech selv var en eminent bidragyder til. Allerede det første afsnit i Adamsens indledning røber forfatterens skæve og negative vinkel på Grønbech. Det hedder nemlig her at ph.d.-afhandlingen undersøger Grønbechs kristendoms- og kulturkritik ud fra det overordnede synspunkt at "Grønbech i sin kulturkritik efterhånden når frem til den opfattelse at kulturen er død, og at dens død eller goldhed har sin begrundelse i at den i bund og grund er en kristen kultur. Derfor bliver hans kulturkritik en kristendomskritik." Dette er en så horribel påstand, at jeg må tage mig til hovedet. For jeg har læst Grønbech siden jeg var 17 år og har fra starten forstået hans sprog med alle dets overtoner og undertoner; jeg har læst alt hvad han har skrevet, og i 1974 udgivet et to-bindsværk om hans liv, forskning og værk - og jeg har aldrig opdaget at Grønbech skulle være nået frem til den opfattelse af kulturen er død eller at han selv skulle være havnet i en antikristen position som Friedrich Nietzsches. Det er simpelthen løgn og latin. Og når en forsker kan nå frem til sådanne synspunkter er kun den forklaring mulig at han ikke kan læse, dvs ikke få fat på hvad det var Grønbech sagde og mente i skrift og tale. Denne uformåenhed er jeg i min egen udforskning af datidens kritik af Grønbech stødt på mange gange - også hos velmenende mennesker som den amerikanske forsker P.M. Mitchell eller de danske forskere Svend Pallis og J. Prytz Johansen der alle har skrevet udførligt om Grønbech. Og det er ikke en helt ligegyldig ting, for Grønbech var en eminent sprogkunstner der i vid udstrækning formidlede sin forskning helt forsætligt gennem parafraserende monografier over kulturer, perioder og personer, hvor det er op til læseren at finde ud af hvornår Grønbech selv taler og hvornår de skildrede personer kommer til orde. Og da turde det være indlysende at fejlmargenen bliver stor, hvis man ikke har øre for de fine under- og overtoner i Grønbechs yderst varierede og ofte underfundige eller direkte ironiske sprog. På dette punkt har jeg selv et stort fortrin i at have et specielt musikalsk øre for netop at kunne fornemme det Grønbech kaldte 'det fine tyste spil mellem bevidst og ubevidst' og som indebar at han aldrig nøjedes med at lære eller holde sig til leksikalske betydninger af ordene, men altid møjsommeligt levede sig ind i de fineste nuancer i de menneskers sprog han udforskede - og aldrig var tilfreds før han kunne se og høre folkene eller personerne for sig.Personligt stiftede jeg bekendtskab med en sådan forståelse for de fineste sproglige nuancer allerede da jeg året forud for min første Grønbech-læsning under kyndig vejledning læste Steen Steensen Blichers underfundige Peer Spillemands noveller, og siden fik Ib Ostenfelds fornemme påpegning af at det særlige for Blicher var det samme som det særlige for Mozart, nemlig at de begge var 'mol-musikanter', dvs havde særligt øre for de fine nuancer som kræver mol-toneart i stedet for dur-toneart. - Jf. essayet om Blicher. Det skal i den forbindelse understreges at Grønbech selv var meget musikalsk og udøvende musiker - og i en periode tjente til livets ophold som organist i en kirke på Nørrebro. Han har beskrevet sine oplevelser og sin musikopfattelse glimrende i bogen 'Spillemænd og andre folk'. Og man kan regne ganske trygt med at man aldrig får fat på Grønbechs eget sprog eller egne tanker uden at have det musikalske øre med sig. Det glædede mig derfor også meget, da psykiateren Erling Jacobsen - en af mine store inspiratorer med et musikalsk øre - kvitterede hjerteligt for min bog om Grønbech ved at fortælle at han havde været særligt overrasket over at kunne konstatere at han og Grønbech tænkte på nøjagtigt samme måde. Det indikerede for mig lige præcis at Grønbech - uden i øvrigt at kende det fjerneste til de dybdepsykologiske termer Jacobsen og andre dybdepsykologer betjente sig af - kunne veksle frit mellem de to slags psykiske grundprocesser der hele drejer sig om! Han vidste af erfaring at der er to måder at tænke og føle på, nemlig en hvor tanker og følelserne er relativt vage, men til gengæld stabile, og en anden hvor de er intense, men til gengæld ustabile. Under alle omstændigheder: det er et kæmpemæssigt handicap ikke at have et musikalsk-dybdepsykologisk øre hvis man vil forstå Grønbech. Det er ikke opgaven her at gå hele Adamsens digre værk igennem, men når der på side 221 kommer en grotesk påstand om at Grønbech skulle hævde at det at Grundtvig kan skabe noget nyt i sig selv er nok til at det ikke længere kan være kristendom! - og en efterfølgende påstand om at det her "Uudsagt, men tydeligt nok" siges, at "kristendommen er død, gold og kan ikke skabe noget nyt", så man have lov til at sige: Det er jo løgn, for Grønbech mente jo i allerhøjeste grad at Grundvig var en eminent kristen digter - hvorfor kristendommen allerede af den grund ikke kan være gold. Siden anføres Grønbechs bemærkninger i 'Kampen for en ny sjæl' om at vor kultur har nået sit mål: verden og arbejdet er sat uden for menneskeheden eller menneskeligheden…. Det som sker i øjeblikket er at dommen går over vor kultur. Og dommedag kommer altid indefra….. Hvad vi oplever er verdens gensvar til en menneskehed der ville være lutter sjæl, og ville det så stærkt at den var i stand til at opfylde sine ønsker. Dommen fældes ikke over en synd eller et fejlgreb, men over det dybeste og idealeste i vor kultur og religion. - Adamsen hævder at Grønbechs konklusion er at den herskende dualisme er skabt af kristendommens virke i vor kultur, så den simpelt hen er vores kultur. Og at Grønbechs kristendoms - og kulturkritik definitivt kulminerer i den sidste sætning. - Svaret: Nej så simpelt er det netop ikke. For når verden overhovedet kan give et gensvar, så skyldes det naturligvis at kulturen dybest set er meget mere og andet end den snævre kulturform renæssancen, kirken og evolutionismen havde skabt og som er det Grønbechs kritik konkret går på. Kristendommen er i høj grad medansvarlig, men også den er mere og andet end kirkens og teologiens officielle lære. Adamsen hævder videre (p. 229) at når kristendommen og filosofien ifølge Grønbech har trukket på samme hammel, nemlig dualismen mellem ånd og legeme, så kan man selvklart ikke af selve grundfejlen forvente sig nogen løsning. Af Grønbech fordres der noget helt ny, en ny skabelse, en ny kultur, en ny religion. Men, indvender Adamsen, skal en sådan fordring ikke ende med en blot og bar utopi, hvis realisering er rent ud umulig, må Grønbech da i det mindste kunne pege i retning af det nye, han må kunne angive nogle tilknytningspunkter som allerede er kendte. - Og så kommer det sjove: Adamsen indrømmer at dette gør Grønbech også. Ulykken er blot at det bliver svært at unddrage sig den suggestive kraft i Grønbechs svada…. Men han anfører da en række punkter der hævdes at vise "det ikke-selvfølgelige og ofte problematiske" i Grønbechs tankegang. - Og så følger ellers seks udførlige punkter - der dog desværre alle gengiver Grønbechs kritik af udviklingen, men ikke hans eget syn på hvad skabelse er. Og det er den det hele står og falder med. Hvad nu Friedrich Nietzsche angår bringer Adamsen (p.286f) en del løsrevne sætninger af Grønbechs store og voldsomme kritik af Nietzsche i Frie Ord 1947/p69f om 'Nietzsche og Overmennesket', herunder sætningen om at Nietzsches skikkelse Zarathustra er blevet ren lyrik som fylder ørerne med gungrende ekko, men lader øjet i stikken. Grønbech uddyber det ganske godt (p73): Nietzsche må tegne sit store menneske på fantasien, men fantasien må altid havde et mønster fra virkeligheden at bygge på. Nietzsche famler efter et forbillede og finder intet som kan inspirere ham…. For at få noget indhold i den imposant optegnede figur må han projicere sig selv ind i den. Han kan ikke undvære filosoffen med de høje tankelyn, han kan ikke gøre sig fri af digteren med de brusende ord - på det punkt hænger han fast i en gammel realitet [renæssancens realitet]…. Overmennesket må have et åndeligt indhold, og åndeligt indhold gik ikke i spænd med sandheden som Nietzsche havde oplevet den omkring sig. Så bliver det næppe påfaldende at overmennesket bliver lidende, kæmpende, forsagende, stræbende efter magt og skuffet som Nietzsche selv var det. Der skete blot det at ansigtet blev borte….. [det sidste hentyder til at Grønbech ikke kan se det for sig, hvad der igen betyder at det bliver alt andet end overbevisende] Jeg synes det er en særdeles hård og entydig dom Grønbech her kommer med over Nietzsche, og jeg forstår derfor ikke at Adamsen i sin sammenfatning (p288) hævder at det må stå helt klart at Grønbech ikke på noget tidspunkt sætter selv et forsigtigt spørgsmålstegn ved Nietzsches opgør; tværtimod er det en anklage at han endnu hænger i det bestående og ikke for alvor skaber noget nyt. - Jamen er den anførte anklage da ikke langt mere end et forsigtigt spørgsmålstegn? Er det ikke den hårdest tænkelige dom? Meget rigtigt påpeger Adamsen (p337) at Nietzsches kristendomskritik er et omfattende og undtagelsesløst destruktionsforsøg af hele den europæiske kultur, både af dens forudsætninger i den klassisk græske filosofi og dens aflæggere af forskellig art i moderne tid, videnskab, demokrati, socialisme og kunst. Den moderne kultur er dekadent, degenereret, fanget i en slavemoral, hvor de svage og mislykkede alligevel hævder sig ved at docere moral, men akkurat denne moral, platonsk-kristen, er livsfjendtlig og destruerer de få stærke typers muligheder. Hele kulturen skal efter Nietzsches mening kun tjene til at fremavle, opdrætte, den højeste typus. Og endda skal man tillige være villig til at ofre endda denne højeste typus - for intet. Alternativet er det sidste menneske. Nietzsches filosofi er en radikal kristendoms- og kulturkritik. Den forvandler alt den rører til intet - nihil. Her over for står Vilh. Grønbech der var lige så skarp i sin kritik af den på hans egen tid herskende kulturtilstand og officielle kristendoms ånd som Nietzsche var årtier tidligere, men langt dybere i den psykologiske forståelse af fænomenerne, fordi han modsat Nietzsche ikke dyrkede den vilje til magt der i de mellemliggende år var drevet endnu videre ud i det ekstreme og fatale, men tværtimod vedblivende var i stand til at havde føling med de skabende kræfter eller psykiske energier som ligger under de tidsbestemte og mere eller mindre fejlbehæftede faktiske former. Dem kendte han fra sin egen slægt og den almue han var opvokset i. Den kendte han fra sig selv - og fra Blake, de gamle grækere og de gamle nordboer og mange flere. Den var han aldrig i tvivl om. Men Adamsen bliver ved med at hævde at Grønbechs generelle kulturkritik kan formuleres kort og godt med ordene: Kulturen har spillet fallit, og den har spillet fallit fordi den er en kristen kultur. - Mit svar: Grønbech har aldrig hævdet at kulturen som sådan har spillet fallit, eftersom det i hans øjne var en utænkelig tanke. Der er intet menneskeliv før kulturen. Kulturen har følgelig ikke spillet fallit fordi den er en kristen kultur, men den europæiske kultur er gennem flere århundreder blevet mere og mere snævret ind takket være kristendommens pukken på dualismen, pilgrimslængslen og fordømmelsen af det legemlige. Og på side 346 fortsætter Adamsen: Derved at Grønbech på denne facon hævder kulturens fuldstændige sammenbrud, og derved at han med kulturen mener kristendommen inklusive den klassiske filosofi, har han definitivt umuliggjort ethvert reformforsøg, genovervejelse eller blot selvbesindelse. Eneste tilbageværende mulighed er en total nyskabelse af såvel mennesker som kultur. - Min indvending: Grønbech har ikke udelukket selvbesindelse, eftersom alt hvad han har skrevet er udtryk for en dyb selvbesindelse på kulturens vegne. Han har derimod taget så skarpt afstand fra forsøg på at refomere eller genoverveje selve dualismen, eftersom det er hans dybeste erfaring at mennesket kun er sandt menneske som et helt væsen der rummer både det legemlige og det åndelige, og eftersom han også har den dybe overbevisning at kulturen for at være sund - og hvad vi i dag ville kalde bæredygtig - rummer begge dimensioner i sig. Heraf kommer hans gentagne påpegning af er der kun er en nyskabelse tilbage som mulighed. Den har han til gengæld fuld fortrøstning til, fordi han gennem sine religions- og kulturhistoriske studier gang på gang har set nyskabelser hos både personer og fællesskaber. Men Adamsen gør gældende at det præcis er her dét systematiske punkt dukker op som har bestemt Grønbechs radikaliserede kristendoms - og kulturkritik. "Grønbech har søgt ud over eller bag om alle kulturelle skikkelser til en slags førkulturel livsforståelse om han kalder livet selv". - Indvending: Nej, Grønbech kunne ikke drømme om at søge bag om alle kulturelle skikkelser til en slags førkulturel livsforståelse, for han har udtrykkeligt gjort gældende at det er umuligt for forskningen at komme bag om samfundet. Samfund og menneskelivet eksisterer ikke før kulturen. Livet selv er fundamentalt set skabende for Grønbech, det er hverken før-kulturelt eller før-moralsk. Det er faktisk fuldstændigt meningsløst for Grønbech at postulere noget sådant. Og det kan man såmænd finde fint belæg for i den originale forskning som bl.a. en biolog som Konrad Lorenz eller en fysiker som Niels Bohr præsterede. Livet er en elementær kendsgerning, og det ytrer sig netop ved at skabe nyt, hvilket med biologiske og fysiske termer vil sige at gå imod entropien og endda ind i mellem sprænge årsagsloven ved at danne emergente fænomener der aldrig har været set før. Lorenz kalder dem 'fulgurationer', fordi de slår ned i udviklingen som lyn. Men Adamsen forstår det ikke rigtigt og bliver derfor ved med at forsøge sig frem med formuleringer som "Er man i overensstemmelse med dette livet selv, bliver det at være menneske det samme som at tage del i en skabende proces, og derfor er det at være menneske og det at være kunstner dybest set det samme". - Kommentar: Alene denne samling tautologier viser at der er noget galt i Adamsens forståelse. Det essentielle i Grønbechs synspunkt er at livet er en skabende proces, der er så uforudsigelig at livet bliver et fund. Eller Adamsen forsøger sig med "Lader man livet selv virke gennem én, viser livet sig som formdannende, hvilket viser sig ved at mennesket danner samfund med skabende, livsbekræftende filosofi, kunst, litteratur, politik og religion" - Kommentar: Ja, selvfølgelig viser livet sig som formskabende - ellers kunne man jo ikke se forskel mellem livsprocesser og kemiske processer. Og det bevirker også at der skabes samfund med filosofi, kunst, politik og religion ved siden praktisk landbrug, handel, industri, retsvæsen og forskning. Men mennesket skaber ikke samfundet. Det får samfund, sprog og religion forærende. Samfund, sprog og religion er ikke konstruktioner, men naturligvis kommer der forandringer til som mennesket er ansvarlig for og som derfor konstituerer moralen. Adamsen kan heller ikke forlige sig med at Grønbech hævder at livet når sit højeste udtryk i religionen, eller - som man også kunne fremdrage for variationens skyld: - religion er virkeligheden i sin højeste form. Og Grønbechs synspunkt hænger nøje sammen med at han heller ikke mener at religion kan konstrueres af mennesket, hvorfor en ny religion ikke kan laves, den må fødes. Når Adamsen foreløbigt konkluderer at Grønbechs kristendoms- og kultur-kritik systematisk set viser en så slående affinitet eller parallelitet med Nietzsches at det falder vanskeligt at udelukke en direkte og dybtgående påvirkning (p. 348), så må man undre sig. Der findes intet hos Nietzsche af den anførte religionsforståelse, hvorfor snakken om påvirkning fra Nietzsche er tom snak. Men den kommer naturligvis ikke af intet. For når Grønbech skriver om Nietzsche sker der nøjagtigt det samme som når han skriver om alle andre, at han lever sig så godt ind i de andres tankegang at han kan gengive dem fuldstændigt som sine egne. Men det skal man nu ikke lade sig narre af. Når Adamsen i sin nærmere udredning af denne påvirkning derfor hævder at Grønbech end ikke har så meget som en antydning af en indvending mod Nietzsches radikale kulturkritik, men tværtimod skærper den ved at ønske nutidens virkelighed sprængt - og gør dette ved at sættes Jesus ind (p. 352), så er kun at sige at Grønbeh i et og alt afviser Nietzsches kulturopgør og kristendomssyn lodret - og gør det fordi hans kulturopfattelse og psykologiske forståelse er totalt forskellig fra Nietzsches. Og med den entydige henvisning til Jesus og først og fremmest på Jesu ord om Guds rige, vil Grønbech netop understrege at der her ikke findes spørgsmål eller problemer om livet: det er nemlig simpelt og ligetil, det er altid at give, give selvfølgelig og hensynsløst. Det har Jesus faktisk selv uddybet ved at gøre opmærksom på at man ikke kommer ind i Guds rige uden at blive som børn på ny - og det vil dybdepsykologisk set lige præcis betyde at gå ind i den umiddelbare realitet, hvor de psykiske primærprocesser råder, for dér er alt simpelt og ligetil. Det er kun når man befinder sig i de psykiske sekundærprocessers middelbarhed at livet bliver fuldt af spørgsmål og problemer - og i værste fald kan ende med dannelse af stærke egoer der tror alt drejer sig om magt og selvhævdelse. - Jf. artiklen om de psykiske grundprocesser. Tro i den betydning Jesus talte om har intet med formulerbare påstande og dogmer at gøre, men er netop intet andet end "det selvfølgelige, det der tvinger en, sådan man ikke kan lade være, at man ikke kan være anderledes". Denne tro - eller hengivelse og umiddelbarhed - er så stærk at man også "kan bygge hele livet op på den". Det var hvad Grønbech faktisk selv gjorde - og det er derfor han bliver ved med fra 1920 og frem at tale om den umiddelbare realitet til forskel fra den middelbare realitet som er blevet skævvredet og minimeret gennem renæssancens, naturvidenskabens og den politisk-økonomiske fremskridtstro i skønneste forening med den kirkelige kristendom som afskyr verden og længes efter et hinsidigt paradis. I 1945 var kulturudviklingen i og med 2. verdenskrig, atombomben og den nye oprustning kommet til sin ende på en sådan måde at mennesket blev grebet af angst. Menneskene kunne ikke komme stort videre i magt og folk kunne derfor ikke se nogen udvej. Foran var kun et hul, og i hvert fald ingen vej tilbage. Men, siger Grønbech, så sker der måske noget andet, nemlig, at "jeg opdager jeg er et menneske, opdager og bekender at jeg er levende og vil bo her i verden. At jeg elsker denne verden som omgiver mig, at jeg begærer den og vil købe den dyrt, om det så er med lidelse. Da finder jeg ikke plads blandt dens foragtere, der kalder den ond; nej, jeg vil vinder verden for at vinde min sjæl på ny og på en ny måde." Her er vi ved kernen i Vilh. Grønbechs forestilling om en nyskabelse af verden, der absolut ikke fornægter den almindelige, selvfølgelige kultur eller umiddelbarhed og hengivelse (den ligger altid neden unden alle omskiftelser og Grønbech kendte den glimrende fra den bornholmske almue), men derimod finder frem til en ny selvfølgelighed og umiddelbarhed. Men Johannes Adamsen forstår det slet ikke, og tyer derfor til almindelig psykologi, efter hvilken det unægtelig ikke uden videre er indlysende at man i navnløs angst skulle begynde at søge efter et liv af en anden art. Og han spørger hvad det overhovedet betyder, når Grønbech taler om at vinde verden for at vinde sin sjæl på ny. Adamsen kommer dog efter nogle famlende forsøg til den erkendelse (356) at det Grønbech kredser om - vistnok uden betydningstab! - kan gengives med at vi skal opdage mennesker som en del af livet, og livet skal forstås som skabende og stærkt…. Men ak, Adamsen kan stadig ikke se at Grønbech har givet noget på nogen måder plausibelt alternativ til det bestående. Adamsen forventer åbenbart en færdiglavet ideologi, men en sådan leverer Grønbech naturligvis aldrig. Den er ham i enhver henseende imod, fordi han støtter sig til de grundlæggende skaberkræfter i mennesket og naturen - og derfor ikke blot lig Blake ser det sande menneskene som en kunstner, men også som hele den grundvigske bevægelse i 1800-tallet dybest set tror på det gode i den skabende underbevidsthed. Adamsen kommer derfor også på glatis når han skal prøve at tyde Grønbechs 'Rejsebrev' om 'Skorpionen (i Frie ord 1948/228f). Grønbech skriver udtrykkeligt skriver at det ikke kunne falde ham ind at tro at verden er ond i sit inderste fordi han selv må gå gennem det sorteste mørke [tidens og krigens ondskab]. Men når han ser at mennesker kan pine hinanden, da skriger han af rædsel. Da ser han djævle grine frem bag dem. Da kan han se djævlen som Gud. Og der findes ingen udgang af dette helvede: "Jeg ligger i en håret edderkops eller skorpions greb som omspænder hele verden med sine gift-kløer. Der er ingen mulighed for at undgå dens greb…. Skorpionen har sat sin giftkrog i mig og sprøjtet, den har sprøjtet grusomhedens edder ind i alle mine årer og gjort mig til et giftkryb. Den eneste redning for mig var at jeg blev god og retfærdig, og det betød at jeg blev mere og mere giftig lig skorpionen, at skorpionen tog renere og renere skikkelse i mig". Han så grusomheden der åd sig ind i ansigterne på mænd der marscherede og marscherede…. "Jeg hørte knirken fra Guds kværn der maler langsomt mene maler sikkert. Den maler ikke brød men retfærdighed og død. Jeg hørte menneskelemmer knase alt eftersom de blev suget ned af valserne i skarpe tænder." Han forstod hvad det betyder at rædsler har omgivet ham. Men "da rædslen slog sammen om mig kom eventyret, tog mig ved hånden og ledte mig derhen hvor jeg ikke vilde. Og jeg så de førte en mand ud. Hans lemmer var martrede og næsten værkbrudne så han knapt kunne gå. Hans klæder var fulde af skarn - det var ikke hans krop alene som var besudlet, men hans menneskelighed der var nedsudlet. Og han ære var aske i hans mund. Og de stillede ham foran skammens dødspæl. Men hans blik var fast og klart, der legede et glimt af et smil om hans mund, det var vist næppe et smil, men et solstrejf fra hans indre. Og jeg så op på eventyret og sagde intet. Der var ikke mere. Det var det mægtigste, en virkelighed….. Jesus havde nok set skorpionen, men han troede ikke på den." [Alle fremhævelser er mine]. Adamsen fatter ikke en lyd, men kommer med bogens mest groteske udlægning af en Grønbech-tekst overhovedet. Han tror at det er Grønbechs personlige mening at Guds kværn maler retfærdighed og død - og overser den grammatiske finesse, at Grønbech skifter fra nutid til datid (der rettelig skal forstås som konjunktiv). Det er et mareridt Grønbech gennemlever og som ikke har sit udgangspunkt i evangeliernes beretning om Jesu lidelser, men om de lidelser som danske modstandfolk var blevet udsat for i Gestapos klør. Den mand der martres og føres til dødspælen var den unge frihedskæmper og vordende forfatter Kim Malthe Bruun som Grønbech havde skrevet om i Frie ord allerede i 1946 (side 350f). Her spørger han bl.a. hvad det var som gjorde det nødvendigt for disse unge mænd og kvinder ansigt til ansigt med døden at sige med én mund: jeg kunne ikke gå anden vej. Hvad var det der gjorde at disse mænd og kvinde måtte sætte livet på spil og dø for at leve? - Grønbechs svarer med sit specielle, meget sigende ordvalg: Det var fremtiden som legede dem i hu. Det dæmrede i dem at det kommende frie Danmark ikke ville være det samme som det frie Danmark tyskerne trampede ind i; at den skabende skæbne i historien ikke betyder blot at fortsætte og sørge for at blive ved det gamle. De var ved at bygge et nyt Danmark. De opdagede at mennesket både er fortid og fremtid, og derfor kan blive en kraftig nutid…. Og den opdagelse skaber revolution…… - Og Grønbech nævner udtrykkeligt at Malthe Bruun i sine strengeste øjeblikke havde forstået Jesus - som det fremgik af hans efterladte breve. Den kværn der maler retfærdighed og død er konkret den nazistiske overmagt, men denne er jo hos Grønbech at forstå som den logiske følge af udviklingen fra renæssancen til 1945, og dette synspunkt har man da lov at anfægte, men det er et synspunkt som deles af andre. Faktisk går der en lige linje fra Luthers dogme om at øvrigheden er indsat af Gud og Kants absolutte pligtetik til nazismens udskejelser. Og når Grønbech i sit mareridt ser Guds kværn som denne uhyggelige ideologis malen sin form for retfærdighed og død, så hentyder han til det faktum at Gud blev misbrugt til formålet. Det var ikke Jesus, men Jahve der slog igennem. Og 'redningen' som Grønbech ser for sig i første omgang er den falske og hypotetiske, hvorimod den sande kommer i eventyrets form og vel at mærke ikke bare fremstilles som fantasi eller digtning, men som det mægtigste af alt, virkeligheden. Underforstået: den virkelighed der ligger i de mægtige skabende kræfter i det underbevidste. Skulle disse benævnes med Jungs termer er der tale om de arketypiske forestillinger - og den stærkeste af dem alle i hele kristenheden er faktisk Kristus. Det er altså alt andet end skorpionens gift Grønbech ser som sin redning. Det er troen i sin stærkeste form: følingen med arketypiske forestillinger. Derfor er Adamsens udlægning af denne tekst helt grotesk, og den bliver til ren perfidi og infami når han tillader sig den tilsnigelse at citere en passus på bogomslagets inderflap - for ligesom at sætte Grønbech på plads som ondskaben selv. Det er kun tilgiveligt ud fra den betragtning at Adamsen ikke véd hvad han gør. Konkret: han fatter ikke en brik af Grønbechs psykologi, og forstår specielt ikke at den reelt er en dybdepsykologi helt på højde med C.G. Jungs, men helt og fuldt hans egen originale. Kun for en fuldstændigheds skyld skal også lige nævnes, at når Adamsen ikke forstår mine bemærkninger i Grønbech-biografien om at Grønbech to gange var på vej over i mystikken, så skyldes det igen at han intet ved om dybdepsykologi. For dér er det ellers letforståeligt, at et menneske der kommer for godt i gang med mystiske oplevelser og erfaringer, meget let bliver ofre for den fristelse at forblive i den mystiske erfaringsverdens salige tilstande - og sky den prosaiske virkelighed. Grønbech var to gange på vej ud i sådanne dybe erfaringer, men forblev altså i sædvanevirkeligheden, vel at mærke med fuld forståelse for at dybe psykiske erfaringer hører med til et fuldt og helt menneskeliv. Adamsens store og grundige bog om Grønbech, Herder og Nietzsche opfylder uden tvivl alle de gængse krav til en akademisk afhandling med hvad dertil hører af noter, kildehenvisninger, korrekte citater og logisk argumentation. Men den kommer som al anden akademisk litteratur fuldstændig til kort i eksistentiel henseende, fordi den som anden gængs religionsvidenskab holder sig til naturvidenskabelige metoder. Her er idealet at måle og veje tingene så nøjagtigt som muligt og betjene sig af præcist definerede begreber, men uden at risikere at leve sig ind i de kulturer, religioner og mennesker hvis sjæleliv og åndsliv er umåleligt og ikke kan fastholdes ved hjælp af præcise begreber. Ejvind Riisgård Ovenstënde artikel er udgivet i e-bogen om Grønbech og Lorenz hos: Saxo.com.dk under titlen: Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør. 
Se nærmere under klik
Selve bogen findes på linket: klik. Pris 40 kr. PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng. Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke. Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats. Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner. Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse. Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede. Ejvind Riisgård Henvisninger: Litteratur: Johannes Adamsen: Skorpionens gift. Vilh. Grønbechs kritik af kristendom og kultur i lyset af Herders og Nietzsches tænkning. (Hovedland. 2002) Ejvind Riisgård: Vilhelm Grønbechs kulturopgør. I-II. Gyldendal. 1974. - Med udførlig biografi og bibliografi. J. Prytz-Johansen: Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech. Gyldendal 1987 Relevante artikler på Jernesalt: Grønbechs kulturopgør Vilh. Grønbech - kort karakteristik Grønbechs metode Geertz' falske udsagn om Grønbechs metode Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech Humor og tragedie Konrad Lorenz' kulturopgør Blicher mellem drøm og virkelighed Grundtvig som mytisk kristen og profet Nietzsches sjæl William Blake's univers Peter Zinkernagels filosofi Vurdering af det 20. århundrede. Etik og eksistens Artikler om Religion Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Artikler om Samfund Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |