utils prefix normal JERNESALT - 1001gram

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.7.15.

'1001 gram': Norsk humor om vejningens dobbelttydighed

Den norske filminstruktør Bent Hamer har lavet en spillefilm om noget så specielt som prototypen på et kilogram, dvs grundenheden for nøjagtigt 1000 gram, hvis original - ligesom den såkaldte 'meterstav' - findes i 'Bureauet for International Vægt og Mål' i Pariser-forstaden Sèvres, men alle lande har kopier af den til brug for standardisering og kontrol af vægt og vejning. Den dansk kopi har nr. 48 og opbevares på 'Dansk Institut for Fundamental Metrologi', også kaldet 'Danmarks Nationale Metrologiinstitut' (under Danmarks tekniske Universitet). Den norske kopi hører under 'Justervesenet' i Oslo.

Man skulle ikke tro der kunne laves spillefilm om en så strengt fysisk og standardiseret måleenhed, men som det fremgår af titlen så er det ikke alle kilo der vejer lige nøjagtigt tusind gram. Asken af et menneske kan fx veje 1001 gram - og så er vi inde i den ikke-standardiserede og ikke-standardiserbare verden vi kalder den almindelige komplekse virkelighed. Og allerede dermed er det antydet at vi har et eller andet dobbelttydigt forhold til virkeligheden: Der er sider af virkeligheden hvor der er plads til humoren, og hvor den strengeste positivisme kommer til kort.

Bent Hamer har tidligere vist sit kritiske forhold til den blinde positivistiske tro på at den eneste sande virkelighed er den målelige, nemlig i filmen 'Salmer i Køkkenet' (2003), der på særdeles underfundig måde gør grin med den forrykte og pseudovidenskabelige mani med at kortlægge forbrugernes adfærd og vaner (fx i et køkken) for dermed at give indretningsarkitekter muligheder for at lave mere rationelle boliger. Et svensk Forbrugerinstitut sender en række medarbejdere til norske landdistriker for at måle enlige menneskers adfærd i deres køkkener - og det sker på den barokke måde at de hver for sig placeres på særlige forhøjninger i et hjørne af de udvalgte køkkener og derfra objektivt observerer indehaverne og noterer ned hvad de registrerer. Og for at fastholde streng objektivitet er det observanterne forbudt at kommunikere med forsøgspersonerne eller på anden måde have noget at gøre med dem. Det kan der næsten ikke undgå at komme forviklinger ud af, især ikke hvis den udvalgte forsøgsperson er en sær snegl af en ældre, evigt piberygende herre der til at begynde med blot glor undrende på observanten, men efterhånden begynder at drille ham (ved fx at slukke lyset, når han går ud af spisekøkkenet) og endda at observere ham gennem et boret hul i loftet oven over hans forhøjning. - Historien ender med at de bliver gode venner og holder et større gilde med godt med brændevin. Observantens chef dukker op og fyrer ham på stedet. Men det fører kun til at observanten efter pligtskyldigt at have afleveret sin campingvogn ved den svenske grænse kører tilbage til den norske landsby - og efter den gamle herres død overtager hans hus!

I '1001g' går Bent Hamer et skridt videre i sin udforskning af forskellen mellem eksakt videnskabelig måling og normal menneskelig subjektivitet ved at lade en kvindelig forsker ved det norske Justervesen blive pludseligt og helt uforberedt konfronteret med en række almindelige eksistentielle spørgsmål som liv og død, ægteskab, skilsmisse, forelskelse, kærlighed og naturfølelse på en måde der viser den uundgåelige dobbelthed i den menneskelige tilværelse: på den ene side måler og vejer vi fysiske genstande med største flid og nøjagtighed fordi det både er hensigtsmæssigt og mentalt tilfredsstillende, men på den anden side 'måler' og 'vejer' vi også - i overført betydning og sideordnet - følelser, fornemmelse, relationer og kvaliteter helt spontant og selvfølgeligt, men uden nødvendigvis at gøre et stort nummer ud af det og uden nødvendigvis at tilstræbe nøjagtighed overhovedet. Vi erkender tværtimod i de fleste tilfælde at eksakt måling slet ikke er mulig eller overhovedet relevant.

Vi kan eksempelvis 'veje' et andet menneske på dets egenskaber og måske finde det 'for let' til en bestemt opgave, men vi er helt på det rene med at det er noget andet end at veje et kilo kartofler. Eller vi kan 'overveje' en bestemt situation og derudfra tage springet over i en beslutning og vove en handling. Men det er også noget andet end blot at veje en ting. Vi kan veje en fysisk genstand på en særligt nøjagtig 'guldvægt', men vi man også veje vore ord på en guldvægt, hvad der vil sige overveje dem meget nøje med henblik på ikke at komme til at sige noget stødende, malplacerert eller direkte forkert. Selve sproget tager med andre ord højde for dobbeltbetydninger, og det henter generelt en mængde udtryk fra fysikken til at udtrykke rent psykiske fænomener og omvendt. Men det psykiske eller åndelige som sådant kan vi ikke veje.

I filmen påstår hovedpersonens far ganske vist på sit dødsleje ligefrem at en sjæl normalt vejer 21 gram, men efterhånden som han har lært menneskene at kende, er han dog kommet til det resultat at det er en overdrivelse. Hvilken måleproces han refererer til med gram-angivelsen røbes ikke, og han synes heller ikke anfægtet af spørgsmålet om det overhovedet har en mening at måle sjælen på den måde. - Den franske filosof Descartes definerede i sin tid det materielle som det rumlige og dermed målelige, men det åndelige som det ikke-rumlige og derfor umålelige. Han bestred i og for sig ikke det åndelige (mennesket tænker, altså er det, ræsonnerede han jo), men han ville gerne have det åndelige elimineret fra forestillingen om universet som noget fysisk og søgte derfor et muligt forbindelsesled mellem det materielle og det legemlig i noget så fysisk som 'knoglekirtlen'. Han forstod ikke at vi nu engang har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre, sanselige og den indre, intuitive. Og mellem dem er der lige præcis den bevidsthedsmæssige forbindelse at forudsætning for dannelsen af genstandsbevidstheden i psyken er de faste håndgribelige ting i den sanselige verden. Men hvad bevidsthed er, har ingen fundet ud af og kan ingen finde ud af. - Sjælen kan lige så lidt måles og vejes som tankerne og sproget. De hører alle med til et levende menneske - og dør med det levende menneske. Men det giver ingen mening at hævde at bevidsthedsfænomener har en vægt. De er nemlig ikke identiske med hjernedele og er ikke underkastet tyngdeloven.


Filmens hovedperson Marie, spillet fortrinligt af Ane Dahl Torp, er en smuk, slank, barnløs og yderst kontrolleret, reserveret og formel kvinde der lige er blevet skilt, men stadig bor i en stor og helt moderne villa i et fint kvarter i Oslo med samme ensartede og stereotype huse. Manden henter med mellemrum nogle af sine møbler med sin store personbil, men de hilser ikke på hinanden når de mødes. - Hendes far der næppe for ingenting hedder Ernst Ernst (Stein Winge) er selv ansat som afdelingsleder i Justervesenet, men er af den gammeldags type med gamle møbler og billeder på sit kontor. De mødes mest i rygepauser i en særskilt smal gang mellem to lange bygninger. Han bor uden for byen på en stor gammel gård han har arvet, men ikke selv driver. Han er alene, fordi hans kone - Maries mor - er død. Og han har selv problemer med hjertet.

Marie arbejder med kontrolvejninger - og går i begyndelsen af filmen rundt i den kæmpestore justér-anstalt mellem et utal af måleapparater i glasbeskyttede og hydraulisk affjedrede rum der minimerer rystelser og unøjagtigheder. Udover faderen har Marie tilsyneladende kun daglig kontakt med receptionisten. I sin lille el-bil kører hun mellem sit hus og Justervesenet - og indimellem faderens gård. En dag hun tager den lange vej ud til ham, svarer han ikke på hendes hilsen - og hun finder ham sovende på hø-baller i laden. Hen er lidt fortumlet, men fortæller at han ofte lagde sig ud i høet med Maries mor - når de skulle hvile sig efter måltidet.

Marie bliver udset til at rejse til et seminar for kilo-måling på et institut i Paris, medbringende en meget omhyggeligt indkapslet kopi af den prototype på nøjagtigt 1000 gram som netop opbevares under største overvågenhed på instituttet i Paris. Hun har alle nødvendige toldpapirer med (dog kun engelsksprogede), men mødes med åbenlys mistro af den kvindelige toldbetjent der dels ser hende an mange gange, dels beder hende pakke den medbragte prototype ud. Betjenten har åbenbart aldrig hørt om en sådan, og må have hjælp fra en mandlig overordnet. Men den nervøse Marie slipper igennem og får en taxa ud til instituttet.

Seminaret åbnes med et foredrag, og original-prototypen forevises på et tidspunkt for seminarets ca. 35 deltagere - og det sker meget højtideligt i et særskilt aflukke med en stor pengeskabslignende dør det kræver fire mand at åbne med koder og tre nøgler. På et andet tidspunkt går deltagerne i en lang, næsten kirkelig procession med paraplyer over hovedet gennem en allé med hver sin nationale prototype for at blive fotograferet sammen. Alt er omgivet af højtidelighed. Men i en pause diskuterer de kloge hoveder fra de mange lande den eksakte målings princip. Og kun en enkelt af deltagerne forsøger at sætte målingerne ind i en større politisk, filosofisk og eksistentiel sammenhæng, men bliver prompte afvist. Den slags har ikke noget med videnskab at gøre. Det fremgår iøvrigt at der er to skoler for kilo-specialisterne: dem der mener prototyperne skal vaskes inden måling, og dem der mener de ikke skal! En religionskrig er det dog ikke blevet til.

En enkelt af deltagerne vækker Maries opmærksomhed fordi han er ret ligetil og uformel. Det er franskmanden Pilate (Laurent Stocker), kaldet 'Pi', der jo også er et matematisk symbol. På et tidspunkt giver han hende et lift i sin flotte og ret store el-bil ind til hendes hotel inde i Paris. Han bor selv midt inde i byen i et hyggeligt kvarter med smalle gader og mange caféer. Og han spørger om hun vil med på café, men hun er for træt.


Efter hjemkomsten til Oslo tager Marie ud for at besøge sin far, men oplever igen at han ikke besvarer hendes hilsen. Hun finder ham i høet, men denne gang er han ikke ved bevidsthed. Han må flyves på hospitalet med helikopter - og får diagnosen hjerteanfald. Han skal opereres og næste dag ligger han i respirator. Han kommer sig dog så meget at Marie kan føre en samtale med ham - og det er her han udtaler sig om sjælens vægt. Han gør også opmærksom på at han ønsker at blive kremeret og begravet på gården ved siden af sin afdøde kone - og desuden at et menneskes aske vejer omkring 1 kilo. Han fortæller Marie, at hans lillebror blev meget skuffet da deres far døde og det blev ham selv der arvede gården, for det var faktisk kun lillebroderen der havde forstand på at drive gården videre. Marie spørger faderen om han har dårlig samvittighed over dette, men det har han ikke, for det var hans fars bestemmelse. Men lillebroderen afbrød kontakten med ham og flyttede til Paris, hvor han ernærer sig som håndværksmaler. - Faderen virker afklaret foran døden. Det der har størst tyngde i livet er det at have en byrde i livet. Og han får også understreget hvor vigtig balancen - ligevægten - er i livets forhold.

Efter faderens død opholder Marie sig en kort stund i hans sygeværelse, hvor hans efterladte klæder og sko er samlet i i plastikpose. Senere får Marie mod kvittering udleveret hans aske i en særlig beholder, og den tager hun på Justervesenet med for at veje asken så nøjagtigt som muligt. Hun åbner metalbeholderen og hælder asken over i en skål der bruges til at veje kemikalier i. Asken støver en del. Vægten siger først 1024 gram, men efter nogle sekunder begynder den at falde og ender på 1001 gram. Og det synes Marie tilsyneladende er passende. Bagefter kører hun ud til gården med den, hvor hun stiller den i værkstedet og sidder lidt og tænker over livet. Da hun senere fortæller Justervesenets kvindelige receptionist at faderen er død, får hun et knus og nogle trøstende ord. Selv siger hun at hun nu føler hun har mistet holdepunktet i sit liv.

Hun er igen i Paris for at hente den norske kopi af prototypen, men da hun tilbage ved sit hjem ser eksmanden inde i huset i færd med at samle billederne, vælger hun at køre videre til gården med klenodiet. Hun kender den dårlige grusvej godt og i dagslys kører hun sikkert uden om de mange og store huller, men nu er det mørkt og hun dumper ned i et af hullerne med det resultat at el-bilen vælter om på siden og ryger i grøften. Marie får en flænge over øjet, men kan selv komme ud og kigger straks efter om der er sket noget med prototypen. Det er der. Kufferten og metalhylsteret om glashylsteret har fået buler og det ene af de to inderste glashylstre om selv platin-kiloet er gået itu. Hun er klar over at der kun er ét at gøre, nemlig at rejse til Paris for at få alt repareret. Justervesenet må ikke få noget at vide.

Hun tager af sted og går frimodigt igennem toldkontrollen uden at blive bedt om at vise hvad hun har i kufferten. Hun tager en taxa ud til Instituttet, men opdager at der er lukket. Hun ser en gartner ordne et blomsterbed i nærheden - og kalder på ham. Det viser sig at være den franske forsker hun har lært at kende på seminaret - og han kan fortælle hende at instituttet er lukket på grund af helligdag. Men han er selv på deltid ansat som gartner på stedet, fordi det er hans passion. Hun forklarer ham sit påtrængende ærinde, og han ringer til en af institutets værkstedsfolk der er villig til at komme at hjælpe. I mellemtiden hjælper hun Pilate med planterne. Han ser straks at hun ikke er uvant med at have jord mellem hænderne. Manden fra værkstedet påtager sig opgaven og benytter lejligheden til at sige et visdomsord: Den der har ét ur, véd hvad klokken er. Men den har har to ure, gør det ikke! - Pilate fortæller at han er i gang med et særligt forskningsprojekt der skyldes at han som fugleinteressert har opdaget at stillidsen synger forskelligt alt efter hvor den opholder sig i forhold til Paris.

Marie benytter lejligheden til at se sig om i Paris - under hele turen med det godt indpakkede kilo i armene. Det tør hun ikke slippe. Hun tager en tur op i Eiffeltårnet, nyder udsigten så godt hun kan i det ret tågede vejr. Hun bruger trappen nedad. Og undervejs opdager hun at hendes onkel hænger i en wire ved et af tårnets fire ben og er i færd med at male det. Hun råber ham an et par gange - han ser hende, men besvarer ikke hendes hilsen - og kan naturligvis heller ikke forlade sit arbejde. - Hun får prototypen bragt tilbage til Oslo, men rejser til Paris igen for at besøge sin ven. Hun må vise toldbetjenten fra første besøg hvad hun har i kufferten - og denne gang kan damen konstatere at der ikke er nogen kilogenstand i den. Marie ser heller ikke mistænkeligt nervøs ud!

Ude i en smuk og fredelig skov får Marie demonstreret Pilate's udstyr til optagelse af fuglelyde, herunder en skålformet parabol. Under demonstrationen tager han et par skridt tilbage for at få lyden bedst muligt indfanget; han snubler og falder bagover, hvad der udløser Maries spontane latter. For første gang hører man hende slå en fri latter op. Hun får hørt tre forskellige optagelser af stillidsen fra tre forskellige geografiske punkter. I de to første er afstanden til Paris stor og sangen er smuk, men i den sidste fra Paris' midte er sangen meget anderledes. Det underforstås at sangen negativt påvirkes af hovedstadens store larm og luftforurening. - Maria tager også glasparabolen og retter den under begges latter mod Pilate som en slags skydevåben. Man hører lyden af andre fugle end stillidsen - til sidst også lyden af kurrende duer.

Hjemme i hans lejlighed går de i bad i et stort gammeldags badekar. De sidder i hver sin ende af karret, og Marie benytter lejligheden til at repetere nogle franske gloser. Mens hun masserer hans ene fod siger hun 'pied' der både betyder legemsdelen og måleenheden. Hun breder armene ud og siger favn ('toise'), og han tilføjer at en favn er lig med seks fod. Han mærker hendes ene bryst i håndfladen, og hun siger en håndfuld ('poignée'). Og da hun lægger sig hen over ham og mærker hans erigerede kønsorgan bedømmer hun med et stort smil størrelsen til at være 15,5 centimeter. Men han korrigerer med et endnu større smil tallet til 18. - Det er en lidt anden leg end den man for tiden præsenteres for i P.O. Enquist 'Tribadernes nat' på Grønnegårdsteatret, for Strindberg går højt op i hvor stor hans erigerede køn er i både længden og bredden, og han bliver gal og postulerende da en tungnem skuespiller ikke forstår hans forklaringer om forholdet mellem en cirkels omkreds og en diameter. I Maries og Pilate's tilfælde er der ingen problemer med forståelsen. Alt er i både bogstavelig og overført forstand fryd og gammen.


Det er en umådeligt smukt spillet og fotograferet film Bent Hamer har lavet, men man skal have godt fat i filmens store spændbue for at forstå dens pointe. Den starter med store og flotte billeder af den moderne verdens fantastiske teknologi, biler, bygninger, motorveje, lufthavne og sterile arbejdspladser og hospitaler, ensartede boliger, og en dybt alvorlig, højtidelig indstilling til arbejdet som stærk kontrast til glimt fra en gammel bondegård og senere fra hyggelige kvarterer i Paris med smalle gader og mange cafeer. Og den slutter med kærlighedsforholdet mellem Marie og Pi og dermed forløsningen af Marie fra den livsødelæggende kontrol og mangel på humor og latter.

Man får associationer til Jacques Tati's 'Min onkel' og 'Playtime' hvor kontrasten mellem det gamle hyggelige Paris og det moderne Paris var voldsomt stor og blev understreget af forskellen mellem fx gadefejeren der altid havde tid til en snak og den stressede forretningsmand der kørte hele sit liv efter et ur - eller af forskellen mellem Tati selv der dyrkede de spontane og skøre indfald og som regel kom godt ud af det med børn, men også altid kom til at gøre noget forkert og - på den ande side - fx hans rige svoger der flottede sig med et moderne hjem hvor teknikken beherskede alt hvad der foregik og derfor tyranniserede mennesket.

Men forskellen synes alligevel markant, for hvor Tati kunne se charmen og skønheden i både den gamle verden med god tid og den nye verden i evig tidsnød, så ser Bent Hamer ud til at stille den moderne verden op som en steril, menneskefjendsk og livsødelæggende verden, hvor livet og menneskeligheden kun findes i oaserne uden for det normale arbejdsliv. Hamer siger da også i et interview til Politiken at han dybest set tror at vores begejstring for teknik og teknologi med al dens eksakte måling både er udtryk for frygt for døden og evigheden - og en del af vores stræben efter at få svar på det store spørgsmål, hvem vi er og hvad meningen med det hele er.

Men han understreger dog også at jagten på det eksakte og det ekstremt målbare er en menneskelig drift som kunsten kan sætte i perspektiv, ja indimellem sige noget mere præcist om end videnskaben. Selve det at udtrykke sig er fælles for kunst og videnskab, men at dække sig ind bag objektivitet synes vigtigere for videnskaben end for kunsten. Under alle omstændigheder har begge behov for at komme frem med sin egen version af virkeligheden. Og det er i bund og grund ret primitivt: Det handler simpelthen om at blive elsket!

Og dermed får Hamer i grunden tilsluttet sig de synspunkter forskeren i filmen kom med da han efterlyste filosofiske og eksistentielle synspunkter i den eksakte målings videnskab. Men det ville hans kolleger ikke høre på, for det er uvidenskabeligt - eller rettere det forstyrrer den almindelige videnskabsmands naive positivistiske tro på at sandheden er én og målelig. Det er nemlig kun den sandhed der gælder de håndgribelige ting - og det endda med visse modifikationer. Den sandhed der gælder eksistensen er ikke målelig og kan aldrig udtrykkes eksakt. Til gengæld er det de sandheder der tæller i alle spørgsmål der gælder sørgsmålet hvem vi er, og hvad meningen med livet er.


Bent Hamer indlader sig ikke på nogen som helst forklaring på dette forhold og kan derfor tilsyneladende heller ikke se at der gælder en klar komplementaritet mellem de to slags sandheder som kan formuleres med ordene: den videnskabelige sandhed og den eksistentielle sandhed er ligeberettigede og lige uundværlige i den menneskelige verden, men de er uforenelige i logikken og teorien. De videnskabelige sandheder beror nemlig i sidste ende altid på de tillærte psykiske sekundærprocesser der kun kan blive til i bevidstheden gennem genstandsbevidstheden og dennes koordinering med de faste, håndgribelige ting i den ydre verden. De eksistentielle sandheder beror derimod altid på de medfødte psykiske primærprocesser som er af ikke-sproglig art og uden logik og begreber og derfor også rummer alle forestillinger om sammenhæng, helhed, orden, kærlighed og mening uden hensyn til sproglige formuleringer.

Sekundærprocesserne er med til at skabe den praktiske, teknologiske, videnskabelige samt politiske orden - og vi ville ikke kunne klare vores overlevelse uden naturkonstanter, naturlove og hele den orden på begreber, kundskaber og erfaringer samt civile orden som præger civiliserede samfund. Men det er ikke desto mindre udelukkende primærprocesserne der skaber - og i det uendelige genskaber - hele den eksistentielle orden, helhed, sammenhæng, mening og fortryllelse som gør livet værd at leve - og også gør døden og forgængelighed mindre væsentlig.

Derfor bliver kærligheden og nærværet mellem mennesker ved med at være det altafgørende for ethvert menneskes eksistens og fornemmelse af mening og sammenhæng. Og derfor bliver det naturligvis også kunsten der fx gennem en film som Bent Hamers kan fortælle os at vi ikke skal gøre virkeligheden til en steril verden af lutter måling, kontrol, flid og arbejde, men tværtimod altid have blik for og tid til det der bryder steriliteten, stereotypien, arbejdsdisciplinen, det ensidige nyttehensyn og troen på at væksten og fremskridtet er lig med lykken.

Hamer synes at stille den rene naturglæde og rene erotik og kærlighed op som den store kontrast til den eksakte målings og den eksakte videnskabs snævre virkelighed. Og vi har godt af til stadighed at blive mindet om forskellen. Men vi skal heldigvis ikke vælge mellem enten videnskaben eller naturglæden og kærligheden. For de er komplementære.

Ejvind Riisgård


Links:

Om Bent Hamer på Imdb.com
Om filmen '1001g' på Imdb
Dansk Institut for Fundamental Metrologi (DFM)
Kilogrammets tunge historie (artikel fra DFM - med foto af prototypen)
Artikel om masseenheden et kilogram (engelsk fra Physics


Relevante artikler på Jernesalt:

Fremragende Turner-film af Mike Leigh med stor præstation af Timothy Spall  (14.1.15.)
From polsk-jødisk klosternovice fravælger det verdslige  (Pawel Pawlowskis 'Ida' - 18.12.14.)
Michael Haneke: 'Amour' om Kærlighed på prøve over for aldring og død  (30.12.12.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'

Nymphomaniac: Trier, seksualiteten og eksistensen  (25.9.14.)
Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk  (31.5.11.)
Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'   (19.7.09.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)
Trier, Hitler og destruktiviteten  (19.5.11.)
Film og forførelse  (12.07.06.)
Filmen og latteren  (30.6.05.)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal