utils prefix normal JERNESALT - shakeaspeare16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 06.3.16.

Shakespeare-tragedie gjort til ren farce på Det kongelige Teater

Det er i år 500-året for William Shakespeare's død (23. april 1616), og da han ubestrideligt er Europas største dramatiker siden de græske tragikere Aischylos og Sofokles (500 år f.v.t.) er det selvfølgeligt at fejre ham med teateropførelser, tv-udsendelser, artikler og bøger.

Det Kongelige Teater gør det med en opsætning i Skuespilhuset af Shakespeares' sidste, store og komplekse værk om sagnskikkelsen 'Kong Lear' og til april med en nyyopsætning på Gamle Scene af John Neumeiers fremragende ballet 'Romeo og Julie' til Prokofievs vidunderlige musik. Og nogle kan måske huske at åbningsforestillingen i Skuespilhuset i 2008 var en norsk instruktørs opsætning af 'Hamlet' med Nicolas Bro i hovedrollen som en ikke blot vag, men nærmest forsumpet prins af Danmark.

Kong Lear har sidst været spillet på Det Kgl. Teater i 1986 i Sam Besekows opsætning og med Jørgen Reenberg i hovedrollen. Den aktuelle udgave af dramaet er instrueret af den mangeårige leder af Betty Nansen-teatret Peter Langdal der i programmet karakteriseres som "ham der forstår at fortolke og iscenesætte klassikerne med nye friske øjne". Det bekræfter forestillingen, men samtidigt viser den også at friskheden kan blive for meget af det gode. Langdal henviser selv i et interview i programmet til den aktuelle angst for at vores verdensorden er ved at kollapse, men gør også opmærksom på at stykket elementært handler om generationskløften; at ens børn vokser uigenkaldeligt fra os, så mange forældre først for sent forstår konsekvenserne af deres voldsomme udladninger mod børnene. "Man er stædig og stolt, vil ikke tabe ansigt, og har en enorm trang til at forsvare sig", generaliserer han.

Men det centrale udgangspunkt for Langdals fortolkning er dog selve den dybe eksistentielle meningsløshed der får kong Lear til på et tidspunkt at udbryde at når vi træder ind på livets scene, så vræler vi i vilden sky, men når vi skal herfra, så er det til at dø af grin af! - Altså en meningsløshed der gør Shakespeare's bedste stykker til absurd teater. Og hvis Langdal blot havde holdt fast i sin sammenkædning mellem dette udsagn og så det faktum at stykket synes at bekræfte at det kun er de gale og blinde der kan gennemskue tilværelsen, så ville stykket være reddet som ægte absurd teater, men Langdal får fuldt bevidst og meget målrettet - og som den dygtige instruktør han unægteligt er - publikum til at grine mere og mere efterhånden som stykket skrider frem; det sker ikke mindst ved sceneriet, indforskrivningen af en særdeles morsom dværg og - det allerværste - en decideret fejlcasting af ikke blot stykkets hovedperson, men også narren og flertallet af de øvrige roller.

Stykket bliver derved - ligesom i sin tid den norske kollegas 'Hamlet' - en farce i stedet for en tragedie.

Det er i sig selv et stort problem for moderne teater, at de unge og yngre, og ofte særdeles dygtige skuespillere slet ikke magter tragediens 'høje sprog og stil' og derfor får alt der har med lidenskab og lidelse (pathos) at gøre gjort til noget komisk og latterligt ("patetisk" i gåseøjne), men når instruktøren heller ikke vil eller overhovedet kan komme ud over dette problem gennem målrettet arbejde med selve skuespillernes diktion og forståelse, så bliver resultatet givet på forhånd. Det bliver en tynd kop te, der får undertegnede til efterfølgende at gå hjem og sætte en dvd i afspilleren med Lawrence Oliviers fuldstændigt dækkende tv-udgave af dramaet på selve det sprog og de utrolige store sprogmuligheder det er tænkt ud fra og skrevet for. Og dagen efter se Kurosowas fremragende, men naturligvis specielle japanske filmudgave af dramaet.


'Kong Lear' handler om en konge der har brugt sin enevældige status til at opbygge en ukrænkelig magt så stor at når han i sit firsindstyvende år vil dele den ud til sine tre døtre og svigersønner, så sker det på den fuldstændigt tåbelige og uholdbare måde at han for det første vil have bekræftet deres ubetingede kærlighed til ham gennem en konkurrence om de bedste verbale lovprisninger og for det andet vil beholde sin kongetitel og kongeværdighed med samt sin hird på 100 bevæbnede folk og med dem lade sig beværte uden begrænsninger på omgang mellem døtrene. Han vil med andre ord slet ikke afgive sin magt. Han er i virkeligheden en yderst selvglad og hensynløs tyran der kun vil høre ros og bekræftelse fra sine nærmeste - og ikke tåler at høre sandheden fra andre end sin nar, den person i inderkredsen der i gammel tradition havde et betydeligt frisprog over for sin herre, netop for at kunne sige ham sandheder ingen andre vovede at sige, hvis de ellers ville frem i hierarkiet. Hos Shakespeare er disse narre centrale figurer i både 'Kong Lear' og 'Helligtrekongers Aften' på grund af deres livsvisdom og musikalitet; de er syngende narre der er gode til at pakke deres budskaber ind i underfundigheder og retoriske spørgsmål.

En efter en må døtrene bestå Lears beundrings-prøve. Goneril og Regan giver ham uden ringeste skam hele den ros og selvbekræftelse de véd kongen vil have fra dem, selvom vi tilskuere véd og straks kan høre at ordene er uoprigtige. Men den yngste datter som er ham kærest, og som ikke for ingenting hedder Cordelia (den hjertelige og oprigtige), nægter at deltage i en konkurrence der i hendes øjne er én stor misforståelse. På Lears spørgsmål om hvad hun har at sige for at få sin tredjepart af riget, svarer hun kort og godt "intet", og da han undrende gentager hendes svar på spørgende vis ("intet?"), får han samme korte svar tilbage. Og da han beder hende om en forklaring, siger hun: "Jeg stakkel kan ikke løfte hjertet til min mund, jeg elsker jeres højhed som pligten byder mig. Ej mer, ej mindre" - og straks kommer en voldsom forbitrelse og vrede op i den dybt krænkede mand der havde forventet lutter ros. Han forstøder hende på stedet. Han gør hende arveløs, ja, han vil ikke se hende mere for sine øjne. Det hjælper hende ikke at hun forklarer at hun vil forbeholde sin egentlige kærlighed til sin kommende mand. Da kongens ellers ansete jarl af Kent forsøger at forsvare Cordelia, bliver også han lyst i band. Af de to udvalgte friere til Cordelia som er til stede, trækker Burgund sig hurtigt, mens den franske konge helt forstår Cordelias oprigtighed og ægte kærlighed og tager hende til sig. - Goneril og Regan på deres side aftaler hvordan de skal beskytte sig mod den gamle konges åbenlyse senilitet, vilkårligheder og urimeligheder.

Allerede under det første gæstebud hos Goneril og hendes tilsyneladende vege mand Albany går det galt, fordi Goneril beklager sig direkte til kongen over hans mange følgesvendes sviren og larmen. Kongen bruser igen op i et nyt raserianfald - og forlanger sin hest sadlet, så han kan drage videre til Regan. Forinden forbander han Gonoril i en lang tirade med vanvittige vendinger som "Lad dit moderskød forblive goldt". Kongens gennemførte tåbelighed står lysende klar - og den får vi også belyst gennem narrens kommentarer, der dramaturgisk svarer til korets i den græske tragedie, men altså hos Shakespeare kommer fra en centralt agerende person på scenen med en klar særstilling i forhold til kongen.

Til den forklædte Kent siger narren i kongens nærværelse ligeud: Hvis du ikke kan smile efter som vinden blæser, så kommer du snart til at nyse. Og da han derefter til kongen siger: Jeg ville ønske jeg havde to hanekamme og to døtre, spørger kongen: Hvorfor det min dreng? - Jo for hvis jeg gav dem alt mit habengut, så ville jeg beholde mine hanekamme selv. Kongen forstår naturligvis hentydningerne og truer narren med pisk, men han svarer frejdigt: Sandheden er en hund som skal i hundehus; han bliver pisket ud, mens den fine tæve får lov til at stå ved ilden og stinke! - Troskyldigt spørger narren nu kongen om han kender forskel mellem en bitter nar og en sød nar. Det gør kongen ikke. Men narren gør: "Den mand som råded dig ved riget sig at skille stil ham herhen hos mig.... Så skuer vi en sød nar og en bitter nar. Den første i spraglet flitter, den anden er dig!" - Kalder du mig en nar? - "Alle dine andre titler har du givet bort; denne er du født med!" - Værsgo!

Shakespeare gør dog samtidigt narren til et menneske der ikke blot har klarsyn, men også nærer så varme følelser for den forstødte Cordelia at han bliver syg da han må undvære hende. - Goneril sender sin hovmodige hushovmester Oswald afsted til Regan for at advare hende om at faderen er på vej, mens Lear sender sin tidligere betroede, men nu forklædte hirdmand Kent til samme Regan for at melde hans ankomst.


Sideløbende med disse forviklinger giver Shakespeares os et parallelt generationsopgør mellem den gamle, kongetro jarl af Gloucester og hans stedsøn Edmund der som uægte barn er uden ægtesønnen Edgars arveret, og som nu gør alt hvad han kan for at komme Edgar til livs. Han er - ligesom Richard III og Jago (i Othello) - blottet for moral og følelse. Han har faktisk fået sin uddannelse i udlandet betalt af Gloucester der også stadig med stor glæde mindes den nat han var i seng med Edmunds mor og undfangede barnet. Men Edmund spørger kun: "Hvorfor skal jeg tåle at verdens fordomme plyndrer mig, fordi jeg kom tolv-fjorten måneskifter efter min legitime broder?". Han vil have Edgars land i sin besiddelse - og begynder med en brevforfalskning der får den lettroende Gloucester til at fatte mistanke mod Edgar. Siden simulerer Edmund en kamp med Edgar, og ved at såre sig selv får han Gloucester til at tro at Edgar har stræbt ham efter livet. Edgar flygter på Edmunds råd - og flakker derefter om som en galning under navnet 'Stakkels Tom'.

Regan og hendes mand, den magtstræbende Cornwall, er taget på besøg hos Gloucester, og de to personer der skal give Regan hver sit budskab, Oswald og Kent, ankommer samtidigt til Gloucester. Kent overfuser Oswald med sprogets værste gloser og angriber ham korporligt; Oswald skriger om hjælp da Regan og Cornwall kommer til, og Kent bliver sat i gabestokken for sin forseelse. - Da Lear ankommer til Gloucesters borg sammen med narren og en ridder rystes han først over at hans sendebud, som han stadigt ikke genkender, er sat i gabestokken, men siden over at Regan afviser ham som gæst og opfordrer ham til at tage tilbage til Goneril og bede om tilgivelse. Hun siger at han er blevet en gammel mand der bør lade sig lede af andres dømmekraft. Kongen bliver rasende og bryder påny ud i forbandelser, men nu ankommer Goneril, og de to døtre gør straks fælles sag mod deres fader: de vil skære hans hird ned til 50, ja 25 mand og til sidst ti eller fem. De to døtre overgår nu hinanden i ydmygelse af faderen. Kongen kalder dem nedrige hekse og lover dem hævn. "Jeg vil gøre ting som jorden skal forfærdes ved." Men han må drage af sted, og Cornwall giver skarpt den betænkelige vært Gloucester ordre til at lukke porten. "Det bliver en frygtelig nat".


Kongen begynder at forstå sin situation. "Stormen i min sjæl har taget bort al anden følelse fra mine sanser end den som banker her i hjertet.... At lukke døren for mig en sådan nat.... [henvendt til de højere magter] Øs ned kun. Jeg vil lide. En sådan nat - oh Regan og Gonoril- for jeres gamle, gode fader som med åben hjerte skænker jer alt. Åh, den vej går til vanvid..... Jeg er en mand som mere ondt har lidt end jeg har øvet."

Den fredløse og halvnøgne Edgar slutter sig til Lear i ødemarken, men simulerer vanvid. "Den onde er efter mig.... Stakkels Tom fryser...". Kongen spørger ham: "Åh, så du har givet alt til dine døtre. Er det nu kommet så vidt med dig?" Og kongen svarer selv: "Er et menneske uden pynt ikke andet end sådant en stakkels nøgen alge!" - Kongen vil rive tøjet at sig selv, men standses af narren: Næh, hør nu lille onkel, slå dig til tåls. Det er en slemme nat at svømme i. - Edgar forstiller sig også som gal i forhold til sin blinde fader, som han fører til Dower og får til at springe ud fra en fiktiv klippe. Ligeledes i forhold til den storsnudede Oswald, som han taler sydengelsk bondemål til (i Østergaards danske oversættelse bliver der brugt sjællandsk). Men til allersidst træder han ud af rollen og fælder som en ridder sin stedbroder i en ubarmhjertig dyst på kårde.

I sin borg har Gloucester forinden betroet Edmund at han vil hjælpe kong Lear, og at han har modtaget brev om at en fransk hær er på vej til hjælp for kongen. Edmund giver straks brevet videre til Cornwall og Regan, og da Gloucester vender tilbage bliver han pågrebet og udsat for en rent sadistisk mishandling: Cornwall sætter hælen i begge hans øjne. Hans tjener prøver at lægge sig imellem, men bliver hugget ned, idet han dog når at såre Cornwall dødeligt. Gloucester sendes bort i hjælpeløs tilstand. Og støder senere på kong Lear.

Den gale Lear sætter sig på et tidspunkt til hvile på en skrænt med blomster og laver sig lykkelig som et barn en krans til hovedet og glæder sig over smådyrene i græsset. Han kan nu siges at være blevet et helere menneske end kongen på sin trone. Men selv i sit vundne klarsyn er det de onde døtres forfærdende verden han ser for sig og ikke Cordelias kærlige verden. Han når frem til den franske lejr og kommer under god pleje. Da han vågner af sin dybe søvn og galskab, ser han Cordelia og tror først hun er en ånd der har taget ham op at graven for at hævne sig. Og han knæler for hende. "Har du gift til mig, så vil jeg drikke den. Jeg ved jo nok du ikke holder af mig....". Men hun får ham overbevist om at han intet længere har at frygte.

Dog: kampene raser videre på slagmarken. Albany der nu er trådt i karakter arresterer Edmund for højforræderi. Gonoril forgiver Regan i hævn over hendes forhold til Edmund, som hun selv har elsket. Edgar fælder som nævnt Edmund i en duel - og Gonoril tager sit eget liv. Men Lear og Cordelia tages til fange af den kongefjendtlige armé. Den skyldfri Cordelia bliver hængt som en gemen forbryder - og Lear kommer i sidste scene ind med hendes lig i armene - og tager gribende afsked med hende. "Nu er hun for evigt borte. Åh, hendes stemmes klang var altid blød og mild. Mit stakkels barn er kvalt. Der er slet intet liv. Du kommer aldrig tilbage...." Og han dør selv.

Albany sidste ord lyder: "Vægten af den tunge tid os tvinger til at sige hvad vi føler, ej hvad smukkest klinger".

Og dermed er stykket slut som en ægte tragedie, dvs som et drama der ikke bare ender med helte og skurkes død, men trods alt også med en erkendelse af at det går rivende galt i tilværelsen hvis alt bliver en kamp om magt, løgn og forstillelse, mens kærligheden og oprigtigheden fuldstændigt skydes væk. Det er et absurd teater netop fordi det ubarmhjertigt afslører sandheden om vort vilkår som mennesker: at meningsløsheden altid er uløseligt forbundet med magtbegæret, mens meningen med eksistensen altid ligger i kærligheden, tilliden, oprigtigheden - og dermed også i narrens og de gale menneskers gennemskuelse af magtens kyniske spil.


I traditionel forstand ender en tragedie i et nederlag eller en katastrofe for hovedpersonen. Helten - i flere tilfælde en ren skurk - dør, men livet går videre for den øvrige verden - på anden vis eller på et andet niveau i en slags forsoning eller afspænding.

Derfor er det lige så misvisende at tolke 'Kong Lear' ud fra den eventuelle kollaps af hele vores moderne kultur som det var i forrige sæson på Den kongelige Opera at fortolke Carl Nielsens Opera i lyset af den moderne palæstinenserkonflikten - og fx ødelægge den utroligt smukke indledning til 2. akt med en fiktiv og ordløs international rundbordskonference med arabiske sheiker og FN-folk. Eller at gøre David, den senere konge af Israel, til en moderne hippie. Hans funktion i operaen beror på hans evne til at bevæge sindene dybt ved at synge og spille.


Peter Langdals iscenesættelse af "Kong Lear" fjerner fuldt bevidst og i fuld tråd med stort set al moderne teatertrend enhver antydning af forankring i lokalt miljø, sted og tid. Det er en gennemført abstrakt kulisse med lette og mobile sætstykker som flyttes rundt i en uendelighed på en måde der er ferm, men egentlig kun har den effekt at fjerne opmærksomheden fra det altafgørende hos Shakespeare: replikkerne.

Scenografien skyldes Karin Betz der også har lavet de mildest talt besynderlige kostumer, der navnlig hos Regan og Goneral samt hos Edmund går ud i det latterlige - og altså alt for godt tjener Langdals mål.

Stykket har naturligvis sin foreskrevne nar, der spilles af Signe Egholm Olsen, men den virkeligt morsomme figur i stykket er den meget dygtige norske dværg Sigrid Husjord, der spiller både frieren Burgund og den storsnudede hushovmester Osvald der er i Regans tjeneste og har en ganske vigtig rolle som budbringer mellem Regan og Goneril. Det er totalt ødelæggende for opfattelsen af både Burgund og Osvald at disse spilles af en dværg, og det kan kun blive en grinagtig forestilling af se Osvald som dværg fægte på liv og død med et menneske af normal størrelse. Det er efter min mening en fatal rollebesætning - hvad der på ingen måde skal forstås som en kritik af Sigrid Husjord.

Især rammer valget naturligvis Signe Egholm Olsen, der foruden Cordelia også spiller narren (dobbeltrollen er mulig, fordi de to personer aldrig er på scenen samtidigt; Cordelia kun i starten og i slutningen; narren kun i den lange mellemtid). Signe Egholm er en glimrende skuespiller og klarer Cordelia som hun skal, men det er en fejl overhovedet at sætte en kvinde til at spille narren, fordi narrens rolle kræver langt mere end god skuespilkunst, den kræver faktisk den sprogkunst som dækker underfundighedens og musikalitetens i virkeligheden endeløse nuancer, og som kvinder ganske enkelt ikke besidder i samme grad som mænd, fordi den beror på det mandlige kønshormon. Det har jeg været inde på i anden sammenhæng og skal ikke gøre et stort nummer ud af det. Det er jo noget man helst ikke må sige højt hvis man vil undgå at få feminister på nakken, men det er altså ikke en sexistisk eller antifeministisk påstand, men en nøgtern konstatering af det faktum, at kvinders og mænds sjæleliv er dybt forankret i deres biologi og dermed også i deres kønkarakter.

Ét er at Langdal ikke lader sin nar synge som det ellers foreskrives af Shakespeare. Det ville Signe Egholm måske have tilstrækkelig sangstemme til, men hun bliver let for skinger i det høje stemmeleje. Det langt alvorligere er at Egholm slet ikke finder den drilske tone som kan ramme Lear. Hun afleverer sine replikker ret sikkert og korrekt (og kan endda finde på at sætte sig på skødet af kongen og kæle lidt med ham). Men det afgørende mangler, nemlig afstanden der ligger i at narren på den ene side er klogere på livet end kongen og kan gennemskue ham, men på den anden side må vare sin mund (og sin krop) - og dog alligevel få sagt sine sandheder så de trænger igennem kongens forsvarsmekanismer uden på nogen måde at virke ondskabsfulde eller blot vittige. Det er faktisk uhyre krævende - og gør narrerollerne hos Shakespeare essentielle.

Af de øvrige centrale personer vil jeg specielt anke over Morten Surballe som Gloucester, for denne er en helt central figur i det parallelle generationsopgør, idet den gamle værdige jarl forbliver kongen tro, men er alt for lettroende og svag til at hamle op med stedsønnens intriger og Regans/Cornwalls hensynsløse spil. Han er i dobbelt forstand en tragisk skikkelse, men Surballe gør ham til en meget lille mand. - Da hans øjne stikkes ud, vælger Langdal at forstærke kynismen ved at lande hans udstukne øjne bruge som kastebold mellem de tilstedeværende. Jeg mener det virker stik mod hensigten.

Hele stykkets karakter af farce ligger først og fremmest i valget af en komiker som Tommy Kenter til hovedrollen som kong Lear. Igen må det understreges at Kenter er en glimrende skuespiller, men han er ikke selvskreven til en decideret tragisk rolle - og er altså en uheldig stedfortræder for den Henning Jensen der oprindeligt skulle have spillet rollen. Kenters spil går an i første del af stykket, hvor det er den vrede og aggressive konge der udfolder sig for fulde sejl i meningsløsheder. Men i anden del, hvor den tragiske vending sker og fuldføres, kommer Kenter til kort, fordi han ganske enkelt ikke formår at slippe det komiske og blive et på én gang ynkeligt menneske der ser bunden af sin tilværelse og sin sande datters endeligt men som samtidigt formår at genfinde sin store indre værdighed. Den bliver der intet af i den Tommy Kenter der i sidste del render rundt i nattøj og ironiserer over 'filosoffen' Edgar. Begge dele er i strid med Shakespeares tekst. Lear fattede ganske godt at Edgar havde nået dybere indsigter end han selv.


Det kongelige Teater taber kampen om sin status med en forestillng som denne 'Kong Lear, ganske som det i forrige sæson tabte med operaen 'Saul og David' og før jul tabte med Bert Brechts storslåede 'Hr. Puntila og hans tjener Matti'. Dette skuespil gjorde man også til billig farce ved at se helt bort fra at Matti fra Brechts side er ment som en slags pendant til Mutter Courage og i stedet lade ham spille af en helt ligegyldig Lars Ranthe, og ved at man samtidigt satte Søren Sætter-Lassen til at spille en forrygende tour-de-force som den fordrukne advokat der kun er en lille rolle hos Brecht. Og farce-opfattelsen blev understreget at der ikke var grænser for frivoliteter der var Brecht fremmede.

Men er man gammel teatergænger kan man stadig huske Sam Besekows udgave af Kong Lear fra 1986 med Jørgen Reenberg som en værdig konge og Erik Mørk som en yderst sammensat nar - og med Ghita Nørby, Kirsten Olesen og Puk Schaufuss som udmærkede kongedøtre. Samt Erno Müller som en mindeværdig Gloucester.

Fra 1985 har vi Akira Kurosawas fremragende, men specielle japanske filmatisering af Kong Lear. Den har helt udeladt historien om Gloucester, Edgar og Edmund, og ladet hovedplottet dreje sig om den aldrende krigsherre Hidetora (spillet af Tatsuya Nakadai) der overlader sine borge til sine tre sønner Taro, Jiri og Saburo, og hvor det er svigerdattere Kaede der får dem afgørende skurkerolle i hele opgøret fordi hun benytter lejligheden til at hævne at Hidetora har dræbt hendes forældre. Narren er med, og det samme er den trofaste Kent (under navn af vasallen Kurogana). - Filmen er utroligt flot lavet og smukt fotograferet, men det afgørende er nærportrætterne af de nævnte hovedpersoner, hvor skuespilleren Hishasi Igawa som Kurogana leverer et mesterstykke af ironi i en scene hvor han afleverer et afhugget, men indhyllet hoved til den grumme Kaede, og stiller sig meget måbende an da det viser sig at være et rævehoved (som symbol på den skurk Kaede har ønsket myrdet).

Og går vi tilbage til 1983 har vi den aldrende Lawrence Oliviers uforlignelige fortolkning for TV, der lige som Kurosowas har den store fordel af ude-optagelser. Olivier spillede selv hovedrollen - som i mange af sine andre Shakespeare filmatiseringer (Hamlet og Richard III) - og havde i 1983 den rette alder til rollen, nemlig 76. Han mestrede Shakespeare som kun få - og havde selvfølgelig den allerstørste fordel af at Shakespeares eminente replikunst er skabt for det engelske sprog. Engelske skuespillere får meget forærende allerede her, og det gælder ikke mindst muligheden for at få tonefaldet op i det store tragiske eller ægte patetiske leje uden at det krænger over i noget latterligt. Ikke en eneste af skuespillerne falder igennem. Der er fortræffelige fortolkninger af John Hurt som narren, Anna Calder-Marshall (Cordelia), Leo McKern (Gloucester) og David Threlfell som Edgar. Og udeoptagelserne muliggør den tidligere nævnte skønne scene med den gale Kong Lear der har sat sig til hvile på en skrænt med blomster og lykkeligt som et barn laver sig en krans til hovedet. Olivier mestrer alle nuancer og gør slutscenen med den døde Cordelia yderst gribende.


Den bedrøvelige udvikling på Det kongelige Teater - og vel i teatrets udvikling i det hele taget for øjeblikket - gør det berettiget at tale om "tragediens fordrivelse fra teatret", og samtidigt at understrege at denne fordrivelse er katastrofal for nutidsmenneskets eksistensforståelse, fordi tragedien som sådan ikke på nogen måde er fordrevet eller overhovedet kan fordrives fra menneskelivet.

Tragedien hører menneskelivet og kulturen til, fordi mennesket nu engang i tidernes morgen på ubegribelig vis er blevet begavet med bevidstheden og dermed - til fundamental forskel fra dyrene - er blevet i stand til at skelne mellem godt og ondt. Dette kan ses som en fantastisk gave, hvis ikke det lige præcis forholdt sig sådan at mennesket har bevaret sit begær og instinkt for magt, men takket været samme bevidsthed er blevet i stand til - modsat dyrene - at udvikle dette magtbegær systematisk til at opbygge en decideret magtposition i samfundet og i værste fald en overmagt og autoritet som er absolut og kan forstærkes med absolutte dogmer. I værste fald havner den i kynisme, overgreb og diktatur i den store målestok, herunder den dogmatisk-religiøse.

Bevidsthedens anden side er at mennesket samtidigt med evnen til at skelne mellem godt og ondt bliver begavet med evnen til at gennemskue autoriteterne og deres magtfuldkommenhed. Det gælder på det almindelige niveau mellem generationerne og det gælder det store niveau mellem klasserne, klanerne, staterne, religionerne og kulturerne, og derfor er det aldeles afgørende for menneskets eksistensforståelse at vi til stadighed holder os for øje at der er principiel forskel mellem magtstræb og kærlighed - eller mellem magten og ånd.

For at fastholde dette kritiske syn på magt og magtudøvelse har vi brug for litteratur, kunst, musik, humor og tragedie samt filosofi. Og svigter disse deres opgave, kan vi ikke længere stå imod magtens overgreb. Det er tydeligt i almindelig politik, men er ikke mindst blevet ekstraordinært tydeligt i nutidens aktuelle europæiske kulturkrise, hvor folk i almindelighed såvel som vore politikere er i største vildrede med hvordan vi skal kunne redde os fra invasionen af flygtninge.

Ejvind Riisgård


Henvisninger

Link til:

Shakespeare's Globe Theatre i London
Works of Shakespeare
Shakespeare-online


Relevante artikler på Jernesalt:

Shakespeare døde for 400 ĺr siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Et Shakespeare-værk helt for sig selv  (5.11.06.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)
Helligtrekongersaften  i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.)
'Julius Cæsar' - Händels opera på dvd fra Det kgl. Teater  (3.10.07.)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Det kongelige Teater er gledet fatalt ned ad rangstigen  (16.1.12.)
Hvad skal vi dog med Det kongelige Teater?  (18.03.10.)
Valkyrien kongeligt vulgariseret om Kasper Bech Holtens iscenesættelse maj 2003
Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater om Kasper Bech Holtens opsætning 2003/04


Artikler om Litteratur og teater
Artikler om Film
Artikler om Musik
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal