utils prefix normal JERNESALT - samfundskonsistens

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.9.15.

Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?

De sidste ugers flygtningestrømme til Europa har udstillet EU-landenes indre splittelse så tydeligt, at det er blevet et åbent spørgsmål om Europa overhovedet har noget man kan kalde forpligtende etiske værdier. Overfladisk set står barmhjertige mennesker over for mere besindige mennesker med kravet om at Europa inden for et års tid skal tage mod flere hundredtusinde (måske mere end en million) flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Afrika uden hensyn til om de enkelte europæiske lande har nogen som helst mulighed for at integrere dem på forsvarlig måde inden for overskuelig tid. Og de barmhjertige mennesker har hele tiden det moralistiske spørgsmål klar på tungen: Har europæerne da slet ingen skam i livet, siden de ikke vil tage mod alle de flygtninge der kommer?

Spørgsmålet er klart moralistisk fordi det simpelthen underforstår at folk der ønsker flygtningestrømmen begrænset eller om muligt helt standset af hensyn til den nationale frihed og selvbestemmelsesret skulle mangle enhver følelsesmæssig fornemmelse for om deres handlinger er rigtige eller forkerte. Og det vil igen sige at moralisterne underforstår at der ikke kan ligge følelsmæssige fornemmelser bag ønsket om national frihed og suverænitet - ved siden af fornuftsmæssige fornemmelser. Og det er jo groteske insinuationer fra moralisternes side, der viser at disse slet ikke fatter nationale eller folkelige følelser og fornemmelser - og slet ikke er klar over at disse følelser og fornemmelser har en helt anden kvalitet end de skamfølelser der påberåbes og som i virkeligheden må regnes for primitive i den forstand at de i individets udviklingshistorie går tilbage til to-års alderen og betegner den automatiske følelse der opstår når barnet kommer til kort over for omverdenens (primært forældrenes) moralske forventninger.

Den tydeligste moralske røst i den aktuelle flygtningedebat er den polskfødte amerikanske historiker Jan Tomasc Gross (f. 1947) der i et indlæg (optrykt i Politiken 19.9.) har skrevet bl.a. følgende: "For øjnene af hele verden har regeringen i Ungarn, et medlemsland i EU, således mishandlet tusinder af flygtninge. Ministerpræsident Viktor Orbán ser ingen grund til at handle anderledes. Flygtningene er ikke et europæisk problem, fastholder han - de er et tysk problem. Orbán er ikke alene om dette synspunkt. Selv Ungarns katolske biskopper følger nu Orbáns linje..... I Polen, et land med 40 millioner indbyggere, udtrykte regeringen i begyndelsen vilje til at tage imod 2.000 flygtninge - men kun kristne flygtninge (Slovakiet foreslog noget lignende)." - Og så kommer det retoriske, men yderst moralistiske spørgsmål: "Har østeuropæerne ingen skam i livet? I århundreder er deres forfædre emigreret i stimer for at undslippe materiel nød og politisk forfølgelse. Og i dag spiller deres lederes hjerteløse opførsel og afstumpede retorik på folkestemningen."

Men det hører med til billedet af Gross' moralisme at hele hans bedømmelsesgrundlag hviler på opfattelsen af østeuropæernes ansvar for holocaust. "Samtlige besatte lande i Europa bidrog i en eller anden grad til nazisternes bestræbelser på at udrydde jøderne.... Men holocaust udspillede sig allermest grusomt i Østeuropa, hvilket både skyldtes det blotte antal af jøder i regionen og de nazistiske regimers helt usammenlignelige skånselsløshed."


Overfor en sådan forenkling er der grund til at slå nogle elementære faktuelle forhold fast. 1) Flygtningestimerne i Europa før 1. verdenskrig er ikke sammenlignelige med flygtningestimerne i dag, da antallet var langt mindre i de enkelte tilfælde og strømmene hovedsageligt gik til nabolandene. 2) Vesteuropa har siden 1950 været præget af enighed om at undgå krige der kan medføre ødelæggelser, nød og flygtningestrømme. 3) De østeuropæiske lande tilsluttede sig den vesteuropæiske ordning efter Sovjetsystemets sammenbrud for at opnå den frihed, suverænitet og fred der gør ordnede civile forhold mulig. 4) Den nazistiske jødeforfølgelse var rent racistisk og biologisk set falsk. 5) De sovjettiske folkeflytninger var rent ideologiske (magtmæssige og kontrolmæssige) og tjente aldrig almindelige menneskers interesser. Og endelig er der 6) intet sammenligningsgrundlag med de nuværende flytningestrømme der i antal og art er så store og voldsomme og kulturelt og religiøst så massivt fremmedgørende at de ødelægger de europæiske landes muligheder for at opretholde en nogenlunde stabil indre orden og sikre integration. Men moralisterne fortier disse seks forhold eller undervurderer deres betydning.

Dette gælder også den tyske kansler Merkel, der med sin beslutning 5.9. om at tillade overfyldte flygtningetog fra Ungarn indrejse i Tyskland uden kontrol af nogen art er hovedansvarlig for at det på ganske få dage dage blev umuligt for flere landes lokale myndighederne at håndtere opgaven på en holdbar måde. Merkel er bærer af det tyske krigstraume, dvs skyldfølelsen over den grusomme nazistiske undertrykkelse, systematiske jødeudryddelse og totale europæiske ragnerok 1933-1945, og reagerer derfor på det faktiske flygtningeproblem med indgroet uvilje mod at forsvare europæiske værdier og national suverænitet. Hun har om nogen ført sin aktuelle politik på historisk skyld og impulsive følelser - uden at tage hensyn til realpolitiske muligheder for på længere sigt at sikre landenes og kontinentets enestående egenart, frihedsgrad og sekulariseringsgrad. Hun har tvunget EU ud i sin dybeste krise nogensinde, nemlig manglende evne til at sikre EU's ydre grænser for at sikre såvel Schengen-aftalens mål om fri bevægelighed af den europæiske arbejdskraft som fællesskabets muligheder for sund økonomi, sund socialorden og sund civilorden.

Angela Merkels og EU-toppens (Juncker og Donald Tusk) afmagt viser sig allerede i deres manglende evne til at skabe konsensus om en praktisk håndtering af de aktuelle problemer den ukontrollerede flygtningestrøm allerede har medført. Ministerrådet har nedstemt fire af østlandene i spørgsmålet om fordelingen af ca. 60.000, uden at vide om de overhovedet vil rette sig efter påbudene. Man har tvunget Polen til at acceptere ca. 5000 flygtninge som landet ikke vil have, og som den forventede nye regering efter valget i oktober vil nægte at tage imod. Og man har i Østrig, Frankrig og Sverige givet de nationalistiske partier vind i sejlene. Alt sammen uden at komme en holdbar langsigtet løsning nærmere.


Et kernepunkt i diskussionen synes at være modsætningen mellem kristne værdier og islamiske værdier, fordi der vitterligt er stor folkelig modstand mod at få alt for mange muslimer ind i de relativt homogene nationalstater som allerede i årtier har oplevet stigende integrationsproblemer som følge af jævn og langsom indvandring. Den intellektuelle elite er overvejende kosmopolitisk og multikulturelt indstillet, hvad der vil sige at den ikke alene undervurderer integrationsproblemerne, men tilskriver dem primitive psykologiske mekanismer som fremmedfrygt eller fremmedhad med racistiske undertoner - og i grunden slet ikke accepterer 'værdier' som relevante begrundelser. Og når en regeringsleder som Ungarns Viktor Orbán begynder at tale om at forsvare de kristne værdier, så anføres det derfor hurtigt fra den kant at dem skal han vist ikke tale for højt om når han nærmest er ateist.

Men sagen er jo at man udmærket kan tale om kristne værdier som modsætninger til islamiske værdier uden at påberåbe sig dogmatiske synspunkter om religionerne eller uden overhovedet at regne sig for troende kristen eller troende muslim. Det er totalt ødelæggende for en fornuftig debat om modsætningen mellem europæere og muslimer at gøre forskellen til et spørgsmål om religion i snæver teologisk eller kirkelig forstand. Forskellen er en yderst kompliceret blanding af religiøse og kulturelle samt historiske forhold. Den viser sig derfor ikke mindst i familiemønstret, kønsforholdet, kvindefrigørelsen og sekulariseringsgraden. Og den burde derfor ses i et bredt helhedsrealistisk lys og ikke i et snævert dogmatisk-teologisk lys.

Den afgørende forskel mellem europæere og muslimer i vores nutid er ikke om man dyrker Kristus eller Allah og Profeten, men om man ser de store eksistentielle problemer i sammenhæng med såvel en adskillelse mellem religiøs og politisk magt som en ligestilling mellem kønnene der principielt giver kvinder samme rettigheder som mændene i både familielivet og samfundslivet. Adskillelsen mellem religiøs og politisk magt betyder ikke at religiøse normer og indstillinger skal holdes uden for det offentlige rum, men at det aldrig må være paver eller ayatollaher der bestemmer lovgivningen eller retsudøvelsen. Og ligestillingen mellem kønnene betyder at piger og kvinder skal have ret til samme uddannelse, samme erhvervskarriere og samme medbestemmelse i familien og samfundet som mændene har.

Selv om der naturligvis er muslimer i middelklassen der er liberalt indstillede på disse punkter, så er det stadig en kendsgerning at det overvejende flertal af muslimer bringer deres snævre normer med sig fra det miljø der kommer fra, hvis og når de kommer til vestlige lande - og det vil altid give sammenstød, medmindre muslimerne holder sig for sig selv i ghettoer og parallelsamfund - og dermed modarbejder integration. Udviklingen i 40-50 år i de vestlige samfund der har modtaget mange gæstearbejdere eller fremmedarbejdere har vist at end ikke en relativ moderat indvandring over mange år har gjort ordentlig integration mulig. Og derfor kan det siges med sikkerhed at den strøm af flygtninge vi nu ser, ikke kan absorberes i de velfungerende europæiske samfund uden at den fører til massiv desintegration. Og dette gælder vel at mærke uanset hvor mange veluddannede enkeltpersoner der er i stand til at blive integreret på grund af gode kompetencer - og uanset hvor mange europæiske erhvervsvirksomheder der er i stand til at finde efterspurgt arbejdskraft.

Men skal man endelig pege på en specifik værdi som giver en markant forskel mellem kristendom og islam og som det er værd at værne om for den almene europæiske kulturs skyld - uden hensyntagen til kirkens eller teologiens specifikke interesser - så er det opfattelsen af forholdet mellem det enkelte menneske og autoriteterne. Og her gælder at islam (som jødedommen) er en lovreligion der fastsætter specifikke normer og forpligtelser som individet må antage og opfylde for at kunne regne sig som et fuldgyldigt menneske og en fuldgyldig borger. Men kristendommen har undsagt dette system og regner såvel troende (og kirkesøgende) som vantro eller agnostiske enkeltpersoner som fuldgyldige mennesker og borgere blot de overholder samfundets almindelige, verdslige love og regler. For katolicismens vedkommende gælder dog fortsat et dogme om at kirken er det nødvendige mellemled mellem Gud og menneske, men dogmet svækkes som andre katolske dogmer år for år henimod det der er reglen i protestantismen at forholdet mellem Gud og menneske er direkte og at man ikke skal yde kirken nogen attribut for at være et helt og fuldgyldigt menneske. Her ses det lettest at europæisk kultur går længere og længere væk fra al dogmatisk indstilling. Lande som Polen er bagefter i denne udvikling, men også her er et fremskridt kun et spørgsmål om tid.


Tilbage står under alle omstændigheder - for alle der har en særlig sans for hvad der rører sig i folket - en dyb fornemmelse af at de værdier et folk bygger deres kultur- og samfundsliv på ikke kan gøres op i præcise, veldefinerede eller målelige værdier, men tværtimod er størrelser, kræfter eller forpligtelser der trækker på noget irrationelt af decideret dybdepsykologisk karakter. Dette betyder igen at det ikke kan forstås uden at man tager det kollektivt ubevidste i betragtning og accepterer det som en elementær kendsgerning.

Dette er imidlertid i dag et større problem for almindelige oplyste mennesker på vore breddegrader end det tidligere har været, fordi oplysning er kommet til ensidigt at betyde intellektuel oplysning med ord, begreber, sondringer og logik samt et væld af fakta som centrale elementer, mens ikke-sproglige forestillinger (billeder), mangel på almindelig logik sondringer og forekomst af frie associationer er perifere eller ligefrem uacceptable, skønt det er disse sidste der rummer alle former for kvalitet, mening, sammenhæng og oplevelse af helhed.

Alle der kender lidt til de psykiske grundprocesser vil vide at der her er tale om en grundliggende forskel mellem de medfødte primærprocesser der er før-sproglige på den ene side og de tillærte sekundærprocesser der er sprogbaserede på den anden side. Og de vil huske at det er primærprocesserne der rummer kvalitets-, menings- og helhedsoplevelsen simpelthen i og med at disse forefindes fra spædbarnets første tid og af gode grunde ikke er forbundet med ord og begreber.

Alle kender desuden primærprocesserne fra den bevidsthedsstrøm der kører uafbrudt i sindet nedenunder den mere fokuserede opmærksomhed (også under søvn) og som bl.a. dukker op i drømme eller når man falder i staver og bliver væk i sine egne forestillinger. Alle disse fænomener og flere til (se De psykiske grundprocesser) kan lettes forstås hvis de opfattes som ubevidste kollektive processer der så at sige udgør et felt mellem mennesker der kan sammenlignes med det elektromagnetiske felt mellem fysiske genstande. Men det skal understreges at dette blot er en analogi der kan lette forståelsen, men ifølge sagens natur ikke er bevislig. Modsat fysiske fænomener kan psykiske fænomener nemlig aldrig bevises, måles eller kortlægges.


Etikken kommer ind i billedet, fordi det er karakteristisk for den menneskelige psyke at den har at indre krav om konsistens der altid vil give den en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet på langt sigt. At der er tale om en 'overvægt' og ikke om absolutte fordringer, betyder at der altid er plads til skøn og fejltagelser. Hvad der er godt, kan ikke altid afgøres med sikkerhed i den konkrete situation hvor man står i et bestemt valg. Man må skønne og - justere, hvis skønnet er forkert. Men i det lange løb skal der være overvægt af det gode.

Som det vil fremgå af grundartiklen om denne konsistensetik så har den fire grundregler som skal følges så vidt muligt: Og de siger at det vil føre til indre konsistens 1) at være rasende (grådig), 2) at nyde grusomhed mod nogen man holder af, 3) at være fej og 4) at lyve for sig selv. - Skal man undgå at være fej, er man tvunget til at vise et tilstrækkeligt mod til at stå ved sine opgaver og sit ansvar. Og skal man undgå at lyve for sig selv, er man tvunget til at have et rimeligt godt kendskab til sig selv, sin karakter og sine svagheder.

Det spændende er nu at ikke blot individet er underkastet psykens krav om indre konsistens, det er samfundet også, og det vil sige at samfundet aldrig blive så frit eller anarkistisk, så multikulturelt eller kulturrelativistisk at alle meninger, ønsker, behov, hensigter og formål bliver lige gode - men at samfundet på den anden side heller ikke fortsat behøver at være totalt afhængigt af ydre autoriteter i form af verdslige magthavere eller åndelige paver og ayatollaher.

Samfundets 'fællespsyke' har en indre kollektiv dialog der i nogen grad kan foregå gennem sproglig debat og filosofisk diskurs, men som overvejende foregår i det kollektivt ubevidste og derfor er umulig at kontrollere for såvel magthavere og paver som autoriserede meningsdommere. Og det er her der opstår en kløft mellem den intellektuelle elite og den folkelige fornemmelse, for eliten forstår ikke folket og postulerer at folkelighed er primitiv og følelsesladet tænkning. Sandheden er at den folkelige fornemmelse er den sunde fornemmelse med dybe rødder i det kollektivt ubevidste som unddrager sig kontrol, fordi den har sin indre logik og sit krav om indre konsistens.

Når spørgsmålet lyder om samfundene har nogen indbyggede retningslinjer, er svaret altså set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt et klart ja, og det indebærer at der i høj grad er sund fornuft i folkets selvfølgelige og ikke-autoriserede fornemmelser om og forsvar for den samfundsmæssige sammenhæng, uanset at eliten ikke forstår den, men tværtimod altid vil prøve af undsige den eller bagatellisere den - som det meget tydeligt er kommet frem i de sidste ugers debat om flygtningestrømmen til Europa.

Ejvind Riisgård


Relevante artikler på Jernesalt:

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Kan det gode menneske blive for godt?  (4.9.09.)
Hvor kommer det onde fra?  - Er mennesket ligefrem ondt af natur?   (23.3.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Ydmyghed og jeg-relativisering  (30.5.07.)
De psykiske grundprocesser.

Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær  (13.7.15.) Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)

Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)  (30.8.15.)


Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal